Der var en Konge, der hed _Lind_, og han havde en Søn. Saa var der en
anden Konge, der hed _Find_, og han havde en Datter. Forøvrigt var
de de bedste Venner af Verden, og det var Bestemmelsen imellem dem,
at deres Børn skulde være et Par. Men som saa tit blev de Uvenner
omsider, og saa maatte de unge hverken se eller høre hinanden. For at
nu hans Datter ikke skulde faa Prinsen, lod Kong Lind en Høj udhule,
og der inde lod han lave en Bygning til Datteren, og saa blev hun
sat derned, og der blev givet hende Mad med til syv Aar. Naar de var
omme, kunde hun vel ikke huske Prinsen mere, mente han. Saa blev
Højen muret til, og ingen vidste nu af hende at sige. Kong Finds Søn
rejste al Verdens Steder og søgte, men fandt ikke Prinsessen.
Det blev værre med Uenigheden imellem de gamle, og til sidst kom de
i Krig med hinanden. I den Krig faldt de begge to, og da der ingen
Arving var at finde til det ene Rige, blev Kong Finds Søn Arving
til dem begge; der var jo ingen til at gjøre ham Kong Linds Rige
stridigt, og saa lagde han dem sammen til ét. Han blev ved at lede
efter Prinsessen, men saa opgav han Haabet og rejste ud og fandt sig
en anden Brud. Han lidde hende rigtignok ikke ret, men nu skulde han
jo have sig en Kone. Saa var de syv Aar til Ende, og Pigen der nede i
Højen havde ingen Ting at leve af. I Førstningen havde hendes Fader
ladet noget gaa ned igjennem et bitte Hul til hende, men det var hørt
op, og nu led hun Mangel. Saa vidste hun ikke, hvad hun skulde gribe
til, Højen var groet efter, og hun tænkte da paa at grave sig ud med
hendes Hænder for at komme ud paa en Maade. Det var et møjsommeligt
Arbejde, men endelig fik hun da saa meget Hul, at hun kunde række en
Haand ud. Lige i det samme hængte der en Flagermus paa en Busk, og
den fik hun fat i og vrikkede Hovedet af den og drak dens Blod, for
hun var færdig at forsmægte. Kroppen trak hun helt ind til sig og tog
saa Skindet af, spiste Kjødet, men gjemte Skindet til siden. Da hun
nu havde gjort det, fik hun Kræfter til at arbejde videre og fik
omsider brækket saa meget Hul, at hun kom ud af Højen.
Nu stod hun og saa sig om og vidste ikke, hvor hun skulde hen.
Hun saa efter Hjemmet, men der stod kun nogle Mure tilbage, for
under Krigen var der bleven stukken Ild paa Slottet, og saa
var det brændt af. Nu samlede hun hendes Sager ud af Højen, og
Skindet af Flagermusen spilede hun ud paa nogle Pinde der udenfor.
Derpaa vandrede hun derfra ud i Verden. Hun gik lige forbi hendes
Barndomshjem, og saa blev hun ved at gaa, indtil hun fik Øje paa
Finds Slot. Det vilde hun nok se for at skjønne, hvorledes det stod
til der. Da var de ved at lave til Bryllup paa Slottet, og hun gaar
ind og tilbyder sin Tjeneste.
Ja, de spørger jo om, hvad hun kunde bestille, hun kunde vel ikke
noget, mente de. En af Køkkenpigerne tog Ordet og sagde, at de kunde
nok bruge hende i deher Dage, da de havde saa travlt. Ja, saa blev
hun der og gik og gjorde, hvad hun kunde.
Hun gik nu og spurgte ud, og saa hørte hun, at Prinsen havde ledt
efter hende i de mange Aar og først nu bestemt sig til at tage en
Brud, saa han maatte nok holde af hende endnu. Hun vilde da se at
finde en Lejlighed til at give sig til Kjende for ham.
Nu kom Bryllupsdagen. Det traf hverken værre eller bedre, end at
Bruden skulde have en Lille, og det maatte Brudgommen jo ikke vide.
Hun havde smaa Hænder og Fødder, og saa var hun kommen efter, at den
nye Pige havde dem lige saa smaa. Der kom da Bud ned til hende fra
Bruden Aftenen før, at hun skulde endelig komme op, hun vilde snakke
med hende. Hun kommer ogsaa, og Meningen af det var da, at Pigen
skulde klædes paa som Brud, for det var saa nær paa med den anden, at
hun ikke ret vel kunde tage afsted. Hun fik Brudeklæderne at prøve,
og alt passede grumme vel til hende, baade Sko og Klæder og det hele.
Aftalen blev nu gjort imellem dem, og hun maatte aflægge Ed paa, at
hun ikke skulde sige et Ord til ham, for at han ikke skulde mærke,
der var en Fejl i Røsten. Hun skulde være sløret tæt til og saadan
føres ned i Kirken, og naar hun kom tilbage, saa skulde hun ind og
aflevere det hele igjen.
Da de nu skulde afsted paa selve Bryllupsdagen, var hun altsaa
paaklædt i Brudens Sted, og saa blev hendes gamle Ridehest ført frem
for Døren, som hun havde haft at ride paa der hjemme, og den var
abildgraa. I det hun nu kommer uden for og skal til at paa den, siger
hun: »Buk, Blak, du har tilforn for mig baade nejet og skrabt«. Saa
faldt den paa Knæ med Forbenene, saa hun kunde staa op, for den var
afrettet til at ride paa, og den kjendte hendes Røst og var vant til
at gjøre, hvad hun sagde.
Brudgommen blev forbavset og kunde ikke forstaa dether. Han spørger
hende om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ham aldrig et Ord.
Saa rider de og kommer forbi Kong Linds Slot. I det samme siger hun:
»Her har tilforn været drukken baade Mjød og Vin, her roder nu baade
Høns og Svin.« Han holder an igjen og spørger om, hvad det var, hun
sagde, men hun svarte ikke.
Det var da helt forunderligt, tykte han, og nu holdt han sig ved
Siden af hende, til de kom forbi Højen, som hun havde siddet i. Da
siger hun: »Var det ikke for min store Nød, had' det ej blevet din
Død«. Det var jo Flagermusen, hun mente, og dens Skind hængte der
endnu og kunde sees fra Vejen.
Han spørger atter, men hun svarer ikke. Saa kommer de til Kirken
og blev viet. Han sætter en Ring paa hendes Finger og tager hende
i det samme ved Haanden og siger, at hun skulde her for Guds Alter
love ham, at hun skulde levere ham den Ring, naar han forlangte den.
Dertil maatte hun svare ja. Nu rider de hjem ad, men paa Vejen falder
der aldrig et Ord.
Saa tidlig de kommer hjem, bliver hun kaldt ind for den anden, der
laa i Sengen og var syg, og hun skulde gjøre hende Rede for al Ting.
Hun spørger jo først, om hun havde ikke snakket.
Nej, hun havde ikke, men blot sagt ja til, at hun vilde levere ham
Ringen selv.
»Den skal du fly mig«, siger hun.
Nej, det vilde hun ikke, for det havde hun lovet bestemt.
Ja, saa fik det være til Aften, men saa skulde hun af med den. Sagen
var, at det blev mældt, at Kongen vilde komme ind for at snakke med
hende, for det var blevet sagt for ham, at hun var upasselig, siden
hun havde været i Kirke.
Saa vilde hun lige godt ikke have ham derind, men vilde staa op og
klæde sig paa, og saa komme ind i Salen til ham. Hun gjør det ogsaa,
og de kommer til Bords.
Da de nu kommer til at sidde, saa siger han: »Hvad var det, du sagde
til den graa Hest, da vi skulde til at til Kirke?«
»Jeg sagde ingen Ting«, svarte hun.
»Jo, du sagde noget til den, og den faldt paa Knæ«.
»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, for hun har alle mine Ord i
Gjemme i Dag.«
Hun gik ogsaa ud i Kjøkkenet til hende og var saa forbitret, kaldte
hende til Side og sagde, at hun havde jo dristet sig til at tale med
ham.
Nej, hun havde blot talt med Hesten og sagt til den: »Buk, Blak, du
har tilforn for mig baade nejet og skrabt.«
Saa gaar Prinsessen ind og fortæller ham det.
Han svarer: »Det var da sært, det vækker saa gamle Minder hos mig,
hvordan er du kommen efter at sige det?«
Ja, det var da saadan kommen hende for.
Nu tror hun, alt er godt, og spiser videre. Men saa siger han: »Hvad
var det, du sagde, da vi kom forbi Kong Linds Slot?«
»Jeg sagde ingen Ting.«
»Jo vist gjorde du, du skal sige mig det.«
»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, for hun har alle mine Ord i
Gjemme.«
Da hun nu kommer ud og faar hende kaldt til Side, skjælder hun dygtig
ud og er helt forbitret. »Du har jo sagt noget til ham«, siger hun.
Nej, hun havde ikke, det var til sig selv, hun havde sagt det.
Ja, saa siger hun, hvad det er, og Bruden kommer ind og fortæller
ham, at hun havde sagt: »Her har tilforn været drukken baade Mjød og
Vin, her roder nu baade Høns og Svin.«
Han siger: »Det vækker sære Minder hos mig«, og sad og spekulerede
paa, hvordan hun havde faaet de Ord i Munden.
Nu troede hun, det hele var i Orden, men saa sagde han igjen: »Hvad
var det, du sagde, da vi red forbi Højen, og vi saa Flagermuseskindet
udspilet paa Pindene?«
Ja, det havde hun glemt, hun kunde ikke mindes, hun havde sagt noget.
»Jo, jeg vil have det at vide.«
»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, hun har alle mine Ord i
Gjemme.«
Hun er yderlig forbitret, da hun kommer ud til hende og skjænder paa
hende, fordi hun atter har sagt noget til ham ved Højen.
»Nej, jeg sagde blot saadan for mig selv: Var det ikke for min store
Nød, had' det ej blevet din Død.«
Naa, saa gaar hun ind og fortæller ham det. Han blev endnu mere
forbavset og kunde ikke spekulere ud, hvordan de Ord var falden hende
i Munden.
Derefter bliver Taffelet hævet, og nu er alting i god Behold. Om
Aftenen, da de skal ind i Brudekammeret, siger han, om hun vilde nu
give ham den Ring, hun havde faaet i Kirken i Dag.
Ja, den havde hun glemt at faa med sig derind.
»Hvordan kunde du dog glemme den?« siger han, »jeg bad dig jo om at
give mig den, naar jeg forlangte den, og hvad kunde saa bevæge dig
til at lægge den fra dig i Dag? Du maa give mig den.«
Ja, nu skulde hun hen til hendes Tærnelille, for hun havde alle
hendes Sager i Gjemme. Hun gaar ud og er saa forbitret paa Pigen.
Meningen var jo til Slutning, at hun vilde have Ringen.
»Nej, jeg vil selv overlevere den i hans Haand, for det har jeg
svoret for Guds Alter.«
Bruden skjældte ud, og hun gav gode Ord, men lige nær kom hun.
Omsider blev de enige om, at Pigen skulde gaa ind i Kammeret lige bag
efter Bruden og tage om hende og saa give ham Ringen i Haanden, ilag
Bruden slukkede Lyset.
Som sagt saa gjort, og de gaar. Pigen kommer bag efter og lister
saa stille, hun kan, og saa rækker hun Haanden ud og skal give ham
Ringen. »Har du den?« siger han til hende.
»Ja, jeg har«, og han rækker ud og vil tage den, men i Stedet for
at tage fat paa Ringen saa tager han Haanden og holder ved den, og
saa rykker han til og faar hende trukket frem. Nu viser det sig, at
der er to, og da griber han fat i hende og gjør Allarm. Da der saa
kommer Lys, ser han, at det er hans gamle Brud, han er viet til, han
kan nok kjende hende, og saa bliver den anden jaget bort med Skam og
Skjændsel. Saa blev der Glæde i Gaarde, og siden lever de godt med
hinanden.
Johanne Svendsdatter, Ø.-Brønderslev.