Morten saá forundret op. „Skal du rejse?“

„Ja jeg — jeg vilde bare!“ han sad lidt og ludede. „Hvad vilde du gøre,

hvis Øvrigheden var ude efter dig paa Lumskeri?“ spurgte han pludselig.

Morten stirrede en Stund paa ham, saa trak han Bordskuffen ud og tog en

Revolver op. „Jeg taaler ikke Voldshænder paa mig!“ sagde han mørkt.

„Men hvorfor spørger du om det?“

„Ikke for noget — vil du gøre mig en Tjeneste Morten? Jeg har lovet at

sætte en Indsamling i Gang for _Arkens_ fattige Fugle, men har ikke Tid.

De mistede alle deres Stumper ved Branden! Vil du tage dig af den Ting?“

„Det skal jeg nok! Men jeg forstaar bare ikke —?“

„Jo, jeg skal lidt ud og rejse,“ svarede Pelle med et Galgensmil. „Jeg

har altid haft Lyst til at komme ud og rejse paa Faget ved du nok — nu

er Lejligheden der.“

„Til Lykke med det da,“ sagde Morten og saá underligt paa ham, mens han

trykkede hans Haand. Hvor meget han havde gættet, vidste Pelle ikke. Der

var bornholmsk Blod i Morten, han trængte sig ikke ind i nogens Affærer!

Og saa var han paa Gaden igen. Nej Mortens Udveje kunde han ikke bruge —

og nu vilde han gaa ind og overgive sig til Øvrigheden! Han fulgte

Hovedgaden nu; der var ikke noget at skjule sig for længer.

Nede i Nørregade stod en Skikkelse og puslede mistænkeligt ved en

Butiksdør; han trykkede sig fladt ind mod Døren, da Pelle passerede.

Pelle stansede paa Fortovet, Skikkelsen stod ubevægelig og trykkede sig

ind i Mørket en Stund, saa sprang den frem med en ond Knurren for at

slaa ham til Jorden. I det samme kendte de hinanden — det var Ferdinand.

„Hvad, gaar du løs endnu?“ udbrød han forbavset. „Jeg troede du var

nappet.“

„Hvor ved du det fra?“ spurgte Pelle.

„Aa det er noget man ved — det hører nu engang med til Haandteringen.

Det bliver fem-seks Aar Pelle, lige som du er stiv til! Forbedringshus

naturligvis — ikke Tugthus!“ Det gøs i Pelle.

„Du staar og fryser,“ sagde Ferdinand medlidende — „og det kan jeg sku

godt sætte mig ind i. Men hør nu her Pelle, du har væ’t god og villet

redde mig! næst efter Mor er du den eneste jeg bryder mig om. Hvis du

vil ta’e og stikke af, skal jeg skjule dig og sørge for Rejsepengene.“

„Hvor vil du skaffe dem fra?“ spurgte Pelle tvivlende.

„Aa jeg praktiserer jo Ejendommens Fordeling,“ sagde Ferdinand og lo

bredt. „Politidirektøren har netop fem Hundrede Kroner liggende i sin

Pult; dem skal jeg forsøge at hugge til dig, dersom at du vil ha’e det.“

„Nej,“ sagde Pelle langsomt — „jeg maa hellere tage min Tørn. Men Tak

skal du have for din gode Vilje! — og hils din gamle Mor fra mig. Dersom

du skulde faa lidt til overs, saa stik det til Enkemadam Johnsen. Hun og

den lille sulter siden Hannes Død.“

Og saa var der ikke mere, alting var forbi. Han gik lige ned over Torvet

til Raad- og Domhuset. Det laa og saa skummelt ud, han drev langsomt

videre, ned til Kanalen — for at samle sig lidt inden han gik op. Han

gik langs Bolværket og stirrede ned i Vandet, hvor Baadene og de store

Hyttefade lige kunde skimtes. Ved Holmens Kirke tog han sig sammen og

vendte om — nu maatte det være. Han rejste Hovedet med en kæk Beslutning

— og stod Ansigt til Ansigt med Marie. Hendes Kinder glødede da hun saá

ham.

„Pelle!“ sagde hun jublende — „gaar du her? Men saa er det jo ikke

sandt! Jeg har været i Forsamlingssalen, og der sagde de at du var

arresteret. Aa, vi var saa ulykkelige!“

„Jeg skal ogsaa arresteres — jeg er paa Vej derhen nu.“

„Men Pelle dog, lille Pelle!“ Hun saá paa ham med taarefyldte Øjne. Ak,

endnu var han jo Hittebarnet som trængte til hendes Omsorg. Pelle fik

selv Taarer i Øjnene, hans Sind blev saa blødt. Her var dog et Menneske

hvis Hjærte bankede for ham — og hvor var hun smuk i sin Sorg over hans

Ulykke.

Hun stod der foran ham slank og fuld af Form, med Haaret — der engang

var saa tyndt og skæmmet — i et rigt Brus over Panden. Herlig var hun

groet ud af det forkrøblende Hylster. „Pelle,“ sagde hun med nedslagne

Øjne og tog begge hans Hænder — „gaa ikke derhen i Nat, vent til i

Morgen! I Nat glæder alle de andre sig over Sejren — og saa skulde du —

—! Gaa med hjem paa mit Kammer Pelle, du er jo saa bedrøvet!“ Hendes

Ansigt kæmpede med Graaden, saa barnlig som nu havde hun aldrig set ud.

„Hvorfor betænker du dig? — gaa med op: Er jeg da ikke smuk? Og alt det

har jeg gemt til dig! Fra første Gang jeg saá dig, elskede jeg dig jo

Pelle; og saa begyndte jeg at vokse, fordi jeg vilde være køn til dig!

Jeg skylder ikke nogen noget andre end dig; og hvis du ikke bryder dig

om mig, vil jeg slet ikke være til!“

Nej hun skyldte ikke nogen noget, dette Barn af Intet, men var helt og

holdent sit eget Værk. Skøn og uberørt kom hun til ham i hans

Forladthed, som var hun sendt af de Fattiges gode Tanker for at husvale

hans Sind. Skøn og ren i Sindet var hun groet ud af Elendigheden som

selve Lykketiden; og hvor i Verden skulde han vel hvile sit dødstrætte

Hoved, om ikke ved dette Hjærte der var Barn, Moder og Elskerinde for

ham?

„Ved du Pelle, der var jo Dans i Forsamlingsbygningen efter Fællesmødet,

og vi unge Piger havde bundet en grøn Majkrans — jeg skulde sætte den

paa dig naar du traadte ind i Salen. Aa vi græd, da én traadte op og

raabte at du var taget. Men saa fik du dog Kransen — ikke? Og nu skal du

sove sødt og ikke tænke paa i Morgen.“

Saa faldt Pelle i Søvn med Hovedet paa hendes Jomfrubarm. Og mens hun

laa og saá moderligt paa ham, drømte han, at Danmarks hundred Tusende

Arbejdere var i Færd med at opføre et herligt Slot og han var Bygmester.

Da Slottet var færdigt, marsjerede han ind i det i Spidsen for

Arbejderhæren, syngende drog de gennem de lange Gange for at fylde de

lyse Sale. Men Salene var der ikke, Slottet var forvandlet til et

Fængsel! Og de gik og gik og kunde ikke finde ud igen.

Pelle Erobreren 3: Den store Kamp · 第 43 / 44 题