Den næste Morgen kom med højt klart Søndagsvejr. Der var noget ved den
som mindede om Paaske — om Salmernes Paaskemorgen med den rene
Opstandelsesluft! Og _Arbejderen_ kimede Dagen ind med en stor festlig
Leder — en Hilsen til Gryet, og opfordrede Underklassen til at møde op
paa Fælleden om Eftermiddagen til et Kæmpemøde. Det kan nok være, der
blev Travlhed hele Formiddagen, Garderoben skulde gaas efter, Madkurven
pakkes og Flaskefoder skaffes til Veje. Man hjalp hinanden tværs over
Trappegangen, laante ud og laante selv. Foruden at være en Fest for
Sejren var det jo ogsaa ment som en Demonstration — den var klar nok;
Verden skulde se, hvor godt man hang sammen i Hægterne oven paa den
Omgang Lockout! Det galdt om at møde fuldtalligt op og præsentere sig
saa godt som muligt.
Om Eftermiddagen strømmede Folk ind mod Arbejdernes Bygning fra alle
Sider; det saa ud som hele Byen var paa Vandring hen mod dette Punkt.
Inde i den store Gaard og op gennem den brede Gade helt op til
Hovedgaden fylkedes Fagene om hver sin Fane. Opstillingen var nøjagtig
planlagt i Forvejen, og alt gik som efter en Snor; man var vant til at
operere med de mange. Der var ingen Renden rundt, hver fandt med Lethed
ind paa sin Plads. Pelle og Stolpe, der havde planlagt Toget, gik
retledende ned langs Rækkerne.
Med Mændene var det ingen Sag; men deres Koner og Børn havde som
sædvanlig misforstaaet Anvisningen. De skulde tage lige ud til Fælleden,
men mødte op her med deres Oppakning. De stod og pakkede sig sammen paa
begge Fortove, og da Toget satte sig i Bevægelse, brød de frem og
sluttede sig paa Siden af det. De havde kæmpet Kampen med og hørte til
her, ved Siden af Fatter. Det blev et Fanetog med dobbelt Væge — havde
man kendt Mage!
Nej Mage til Folketog havde Byen aldrig set! Som en Kæmpeslange blev det
ved at rulle sig op; da Hovedet var ved Enden af Gaden, laa det meste af
Kroppen endnu i Bunke. Men hvad var det dér forude? Hovedet drejede jo
til den forkerte Side — ind mod Byen i Stedet for den lige Vej ud til
Fælleden som Politiet havde afstukket! Det gaar ikke! det fører til
Sammenstød med Politiet! Faa fat i Pelle og lad ham vende Strømmen,
inden der sker Ulykker! — Pelle? han gaar jo i Spidsen! Det er ham selv
der har taget fejl af Retningen. Ak saa er der ikke noget at stille op.
Hvad i Alverden gaar der ad ham?
Pelle gaar i første Hold ved Siden af Fanebæreren. Han sanser ingenting
men ser lyst fremad — og over Hovedet paa Gadens Færdende. Hans Hud er
røget endnu fra Branden, Hænderne skaller af; Overskæg og Haar ser
besynderlig studsede ud, og Brandsaaret paa Kinden trækker Huden sammen.
Der er kun ét han føler — dette Traadd af halvhundred Tusend Mand i
Takt! Han har oplevet det i Drømme som Barn, hørt det som et Kog derude
fra naar han lagde Hovedet til Puden. Det er den store Folkevandring, og
nu fører han Skarerne ind i Landet! — Hvor skulde Vejen gaa, om ikke
gennem Hovedstaden?
Ved Nørrevold holdt der beredent Politi og spærrede for den indre By. De
holdt paa tværs over Kørebanen og satte Hestene baglæns ind mod Spidsen
af Processionen for at tvinge dem til at dreje af. Men de blev trængt
til Side, og Strømmen gled videre; ingenting kunde stanse den.
Ned gennem Strøget gaar det, tungt, som en tykt flydende Masse der
møjsommeligt aabner sig Vej og ikke er til at stanse. Der er en fredelig
Vælde over den, hvem tør tage Ansvaret for at hugge ind? Politiet følger
Toget som vagtsomme Hunde, og inde paa Fortovet staar Folk klemt op ad
Murene; de hilser eller spotter Processionen — der er Venner og Fjender.
Oppe bag de store Spejlruder staar selskabsklædte Damer og Herrer og
lorgnetterer Toget med et halv spotsk halv uroligt Smil. Hvad er det for
en underlig forsulten usoigneret Verden, der pludselig vælder frem af
Mørket og tager Strøget i Besiddelse? Og Fabrikanterne staar deroppe bag
de gennemsigtige Gardiner og brummer. Hvad er det for en ny
Demonstration? Nu har man givet dem Pardon; og i Stedet for at gaa
stille til deres Gærning og tage ved Lære, giver de sig til at holde
Revy for at vise hvor mange de er! Ja, og hvor Sulten har pillet dem af!
En underlig Revy er det alt i alt; vilde de demonstrere hvor haardt der
er handlet med dem, kunde det ikke gøres bedre! Mærkede af Slaget er de
alle — blege, gustne, daarlige i Tøjet. Det bedste af Stadsen hænger i
det store fælles Klædeskab, dette her er flikket sammen. Sulten har
lutret deres Ansigter; de kunde snarere ligne et Tog af Sjæle, der har
rystet den tunge Muld af sig og vil til at tage Aandens Verden i
Besiddelse, end Folk der erobrer nyt Land for sig og Efterkommerne.
Sikken et Tog af Erobrere, de hinker jo alle! — en vingeskudt Skare der
alligevel vil forsøge Trækket. Og hvor er det saa de vil hen?
„Til Lykkeland vil vi drage!“ istemmer et af Sangkorene.
Og hvor ligger saa det Land? har nogen af jer set det i vaagen Tilstand
— eller var det ikke onde Drømme fostrede af Sulten? Spis jer for en
Gangs Skyld rigtig mætte Folkens — og lad os saa tales ved! Hvad er der
i det hele taget paa den anden Side? Tomheden som fødte jer og endnu
koger vanvittigt i jeres udhungrede Blod? — eller Livets Land? Begynder
der nu en ny Verden for jer? eller er den Forbandelse evig som fødte jer
til at være Slaver?
Der er en egen tryg Takt i deres Fodslag som overdøver alt: Vi er
Matadorer — saa fattige vi ser ud! Fire Millioner Kroner har vi brugt
til at føre Kampen, og en Snes Millioner er gaaet til Spilde, fordi man
stansede vore Hænders Arbejde! Vi kommer fra Mørket og gaar mod Lyset;
intet kan stanse os. Bag os ligger Sult og Usselhed, Uvidenhed og
Trældom — foran os ligger et lykkeligt Liv, beskinnet af Frihedens
frembrydende Sol! En ny Tid er født med i Dag, vi er dens unge Kræfter
og kræver Magten for de titusend Hjem! De faa har raadet længe nok!
De marsjerer urokkeligt frem trods Saarene, der maa smærte endnu siden
de hinker! Hvorfor skulde de tvivle?
Hør, de synger! Det skurrer hæst i de halvhundred Tusend Struber, som
var Sangen rustet fast eller først skulde til at løsrive sig; et nyt
Instrument der ikke er stemt af Mesteren endnu — de første Toner
skurrer! Men Sangen løber frem og tilbage gennem Toget i rytmiske
Bølger, det hele er ét vandrende Legeme; Øjnene gennemglødes og brænder,
af den svimlende Magtfølelse ved at være de mange. Og Tonen bliver
mægtig af det, et Uvejr der stiger vældigt mod Hushøjderne: Snart dages
det Brødre —!
Rør ikke ved den usleste af dem nu! Den store berusende Magt er over
ham; hver og en af dem er vokset ud over sig selv, og tror sig i Stand
til at gøre Underværker. Her er ingen løse Partikler, det hele er et
Skred. Pil ved en af dem, og Massens Kraft vil rinde ud i ham. Han vil
glemme Følgerne og handle som under en Skæbne, hvor det store han
tilhører, tager Ansvaret og er Loven!
Det er en Svir at gaa i Rækkerne og have Lov at bære Foreningsfanen, men
bare det at være med giver Styrke og Glæde. Mutter og de smaa følger
godt med, skønt det mest gaar i Rendestenen. Morsomt er det at træde ud
og lade det hele trække vældigt forbi — og saa skyde Genvej og atter
komme i Spidsen. Timer varer det, inden Toget passerer én, naar man
tager Post paa et Gadehjørne. Trav trav! Trav trav! det gaar ind i
Blodet og bliver der som en evig Takt.
Fag gaar forbi, og Fag tropper op: Maskinarbejderne med den tykke Munck
som Fanebærer — han der slog de tre Dommedagsslag som kaldte 45,000 Mand
til Kamp for Foreningsretten Hurra for ham! Malere, Typografer og fine
Handskemagere; Blikkenslagere, Korkskærere, Hvidgarvere — og en Klat
Sømænd der exer med Benene. I Spidsen for dem gaar Tudeper — den
forvandlede Kæmpe! Kobbersmede og Kularbejdere og Bygningssnedkere;
Bagersvende og Karetmagere! Det dér, hvad er det for en løjerlig
Profession? Aa det er jo Gørtlerne, og der har vi Gibsere og Stukkatører
og Finsmede! Om det saa er Sandgraverne, er de med. Skrædderne og
Skomagerne er lette nok at kende; og dér er Herren hjælpe én
Tøffelmagerne lige i Hælene paa dem — de vil ogsaa være med! Forgyldere,
Lohgarvere, Vævere og Tobaksarbejdere! Filehuggere, Modelsnedkere,
Murarbejdsmænd; Bødkere, Bogbindere, Skibs- og Hustømrere — faar det da
aldrig Ende? Glarmestersvende, Plads her! Ja de kan sagtens, de er
Mestersvende allesammen. Dér kommer Gas- og Vandarbejderne; og
Møbelsnedkerne, der træder indad ligesom Grovsmede og gaar lige foran
dem, som om de skulde lære fra sig! — Det dér er de fikse Kunstdrejere!
og Børstenbinderne med Briller og Børster ud af Næsen — at sige naar de
bliver gamle. Saa, nu er det da endelig forbi, det slutter med en Flok
kaade Drenge!
Men det er jo Mælkedrengene, de Gavtyve! Bag dem kommer Fabrikspigerne,
og saa begynder det igen: Pianofortearbejdere, Møllere, Sadelmagere og
Tapetserere — Faner saa langt tilbage man kan øjne. Hvor Verden dog er
stor og broget! — saa mange Haandteringer Mennesket dog har faaet, for
at det ikke skulde savne Arbejde! Dér er Murerne med alle de gamle
Veteraner i Spidsen — Folkene som var med fra første Færd! se hvor Gamle
Stolpe gaar støt paa sine Ben! Og Skiferdækkerne med Badutspringeren i
Spidsen — de ser ud som holdt de ikke af at gaa paa Jorden!
Savværksarbejdere, Bryggeriarbejdere, Stolemagerne. Aar for Aar har de
faaet deres Løn slaaet ned, saa de nu ved Kampens Begyndelse kun tjente
halv saa meget som for ti Aar siden; men se ogsaa hvor glade de er! Nu
skal der igen komme Mad i Spisekamret. Det er Væverskerne, de gustne
Kvinder dér! Fane har de ingen, 8 Øre i Timen er ikke noget at flage
med. Og saa tilsidst en Haandfuld Aviskoner fra _Arbejderen_. Herregud
hvor er de trætte, de mange Trapper sidder dem som Bly i Benene! De har
et Bundt Aviser over Armen til Mærke.
Tramp, tramp! gaar det i langsom sindig Marsj — hvorhen? Derhen hvor
Pelle vil. „Snart dages det Brødre“ — forfra og forfra, naar ét Hold er
færdig med Sangen, tager det næste fat. Sidegaderne spyr deres Indhold
frem mod Toget, forhutlede Væsner der er svedne af Kampen mod deres
Vilje og ikke kan rette sig igen; de følger det med store Øjne og giver
fantastiske Forklaringer.
Der staar en ung Fyr paa Fortovet, han dækker sig bag nogle Koner og
strækker Hals. For nu kommer hans Fag, som han sveg i Kampen. — Naget
har drevet ham herhen. Takten tager ham, saa han glemmer alt og træder
frem; han ser vel sig selv i Rækkerne, syngende og stolt over Sejren. Og
pludselig hugger et Par af Kammeraterne ham og trækker ham ind i Toget;
de løfter ham op og gaar med ham mellem sig — hurra, sikken et
Samlingsmærke! Skade kun, at han ikke kan sættes paa en Stage og sendes
til Vejrs.
Pelle gaar stadig i Spidsen for Toget, ved Tykke Muncks Side. Han gaar
rolig og smilende fremad, men inde i ham raser ubændige Kræfter, saa
stærk har han aldrig følt sig. Inde paa Fortovene holder Politiet Skridt
med ham, tavst og skæbnesvangert. Han fører Toget skraat over Kongens
Nytorv, og der gaar pludselig et Gys gennem Masserne — han vil op og
præsentere sin Hær paa Amalienborg. At ingen har gættet det! Saa har
Politiet dog været klogere, Gaderne til Amalienborg er spærrede af
Militær.
Efterhaanden vælder Fanetoget ud og fylder Torvet; halvandet hundrede
Foreninger med hver sit svajende Mærke, det er et mægtigt Skue. Hver
Fane har sin egen Historie. Der er alle de røde, som vajer over
Foreninger der er dannede under Socialismen, og mellem dem
Dannebrogsflag, gamle Laugsbannere og Foreningsfaner — blaa, røde og
hvide. De tilhører ældgamle Forbund der efterhaanden har sluttet sig til
Bevægelsen. Over dem alle ses Møllernes Fane, den er ogsaa gammel, et
Par Hundrede Aar bare! Der staar noget underligt Krimskrams paa den —
det er den første Enevoldskonges Navnetræk.
Men den rigtige Fane er her ikke, Internationales røde Mærke, som bar
Bevægelsen gennem de første Trængselsaar. De gamle skulde nok kende den
igen, og Ungdommen har hørt saa mange Legender om den. Hvis den
overhovedet eksisterer mere, er den gemt godt af Vejen; den virkede
altfor voldsomt paa Øvrigheden — som rødt paa en Tyr.
Og bedst som de staar og stirrer, gaar den til Vejrs, slidt og flosset
men uforgængelig i Farven. Pelle staar oppe paa Bukken af et Køretøj og
løfter den højtideligt i Vejret, et Øjeblik kommer det bag paa dem alle.
Saa begynder de at raabe, det stiger til en Orkan. De hilser
Brødreflaget, Internationales røde Blodmærke — og Pelle som løfter det i
sine forbrændte Hænder, den gode Kammerat der frelste Barnet af Ilden og
førte Bevægelsen til Sejr!
Og Pelle staar og smiler aabent imod dem, som et stort Barn. Der var et
godt Ord at sige til dem alle her, men hans mægtige Røst er ikke kommet
igen. Saa fører han med en langsom Drejning Fanen rundt over dem som tog
han dem i Ed. Han er saa stille i det, det er en gammel Drøm han faar
opfyldt.
Politiet rider mandsstærkt frem mellem Masserne, men Fanen er
forsvundet; Munck staar med en tom Stang og er i Færd med at hægte
Foreningsbanneret paa. „De maa sørge for at faa disse Mennesker bort
herfra; ellers gør vi Dem ansvarlig for Følgerne!“ siger
Politiinspektøren med et Blik der varsler ondt.
Pelle sér ham ind i Øjnene. „Han smed mig gærne i Fængsel, hvis han
turde,“ tænker han og sætter igen Toget i Bevægelse.
* * * * *
Ud over Fælleden bølgede Folkemængden frem og tilbage i uroligt Mylder,
set udefra lignede det et mørkt oprørt Hav. Om hver af de mange
Talerstole stod der en tætpakket Flok og lyttede til Førerne, som
udlagde Dagens store Betydning; men de fleste var ikke oplagte til at
staa om en Talerstol i Dag. Man trængte til at give sig sorgløst hen i
Glæden oven paa alt det strænge, staa paa Hovedet i Græsset og være
Klovn et Øjeblik. Ud over den store Fælled laa de Klynge ved Klynge,
spisende og legende. Mændene havde smidt Frakken og tog Livtag eller
opfriskede Drengeaarenes Smidighedsøvelser. Man lo mere end man talte,
kom nogen med en alvorlig Bemærkning, blev den straks opløst i Brandere.
Der var ikke Alvor skabt i Folk i Dag!
Pelle gik langsomt om og morede sig over Røret, mens han ledte efter
Madam Johnsen og Barnet; de skulde møde ham herude med Madkurven. Inde
bagved sad Alvoret og gjorde ham stille. Det kunde været hyggeligt at
ligge saadan paa Maven midt i sin egen Familiekreds og spise haardkogte
Æg med Smørrebrød til — eller rende rundt med Lille Lasse paa Skuldrene!
Men hvad nyttede det at gaa og føre Bagsnak om en Ting! — med Ellen
kunde han jo ikke begynde igen, der var det umulige imellem dem. Lille
Lasse holdt det haardest at vise ud af Tankerne; han maatte se at faa
Ellen til at afstaa ham med det gode. Benytte sin juridiske Ret til at
faa ham tilbage vilde han ikke.
Hele Familien Stolpe laa i en stor Kreds og holdt Maaltid; Sønnerne var
der med deres Koner og Børn — der manglede blot Pelle og hans.
„Kom og giv en Haand med!“ sagde Stolpe — „ellers faar vi for sent
Fyraften.“
„Aa ja!“ udbrød Madam Stolpe — „det er saa længe siden, vi har været
sammen. Vi skal da ikke undgælde for, at du og Ellen ikke kan spænds.“ —
De kendte ikke Grunden til Bruddet — i al Fald ikke gennem ham — men var
ligefuldt venlige mod ham.
„Jeg gaar egenlig og leder efter min egen Madkurv,“ sagde Pelle og slog
sig ned hos dem.
„Hør, du er en Fandens Fyr!“ udbrød Stolpe pludselig leende — „du vilde
nok op og hilse paa Bror Kristian hva’? Synderlig klogt var det nu ikke,
men lige meget! det du har gjort i Dag, kunde ingen anden gaa hen og
gøre dig efter. Det gik jo som en Miss det hele — ikke Spor af Slinger i
Rækkerne! Du ved vel, at det er Meningen du skal i Spidsen for de
Samvirkende? — saa har du jo Lejlighed til at mase paa med dine
forfløjne Ideer om et Verdensforbund. — Nu bliver der ellers nok at gøre
herhjemme; vi skulde gærne tage Byen ved næste Valg — og en Del af
Landet med sku! Du stiller dig vel?“
„Hvis jeg faar min Stemme igen. Jeg kan ikke raabe mere.“
„Prøv med en raa Æggeblomme hver Aften,“ sagde Madam Stolpe bekymret —
„og tag den venstre Strømpe om Halsen naar du sover; det er et godt
Middel. Men det maa være den venstre.“
„Mutter er rød ser du!“ sagde Stolpe. „Saa snart jeg kommer paa den
højre Side af hende, kender hun mig ikke.“
Solen maatte være nede, det begyndte allerede at skumre; ovre i Vest
steg tunge Skyer op. Pelle fik ond Samvittighed over, at han endnu ikke
havde truffet den gamle og hendes Barnebarn, og brød op fra Selskabet.
Han gik rundt og søgte; overalt hvor han kom frem, hilste Folk, og der
tændtes noget i deres Øjne. Han lagde Mærke til, at en Betjent fulgte
ham paa Afstand; det var en af Partiets hemmelige Tilhængere — kanske
havde han noget at meddele! Pelle lagde sig i Græsset lidt for sig selv;
Betjenten stod og saá sig forsigtigt om, kom saa gaaende. Ved Pelle
bukkede han sig ned som for at tage noget op. „Man er ude efter dig,“
sagde han dæmpet. „Der har været Husundersøgelse i Eftermiddag; saa
snart du gaar herfra, skal du arresteres.“ Saa gik han videre.
Pelle laa lidt inden han forstod. Husundersøgelse — hvad var der hos ham
som ikke enhver maatte vide? Pludselig kom han i Tanke om Klichéen og
Seddelaftrykkene. Man havde søgt noget at komme ham til Livs paa — og
fundet hans Legetøj!
Han rejste sig tungt og gik udefter, bort fra Mængden. Ovre ved Øster
Fælled stansede han og kastede et dvælende Blik ned over dette urolige
Hav af Mennesker, der begyndte at bryde op og snart vilde gaa i ét med
Mørket. Nu var Sejren vundet og Landet skulde tages i Besiddelse — og
saa maatte han vandre i Fængsel! — for en Fantasi skabt af Sulten! Han
havde ingen Penge givet ud og heller ikke haft det i Sinde — men hvad
hjalp det? Han skulde jo rammes, han havde læst det i Politiinspektørens
Øjne. Tugthus — eller i bedste Fald Forbedringshus!
Han trængte til at holde Afgørelsen hen mens han ordnede sit Sind, og
gik bag om Østerbro ind til Byen. Han holdt sig til Sidegaderne for ikke
at blive sét og tog Retning med Frelsers Kirkegaard; de fleste Betjente
var heldigvis paa Fælleden.
Skibene i Havnen vakte et Øjeblik Tanken om Flugt i ham, men hvor skulde
han søge hen? Og flakke fredløs om derude, naar hans Kald og hele Skæbne
laa her — kunde han det? Han fik tage sin Tilskikkelse!
Kirkegaarden var lukket, han maatte krybe over Muren for at komme
derind. Nogen havde lagt friske Blomster paa Far Lasses Grav. Marie!
tænkte han — ja det maatte være hende! Her var egenlig godt at være, han
følte ikke længer den forfærdelige Forladthed. Endnu var det, som
Lassefars aldrig trættede Omsorg lagde sig betryggende om ham.
Men han maatte videre, Indespærringen var allerede over ham og gjorde
ham rastløs. Han vandrede ind gennem Byen og holdt sig stadig til de
snævre Sidegader, hvor Mørket skjulte ham. Dette var Slagmarken — hvor
var der faldet Hvile over den! gudskelov de ikke forbandede ham. Nu gik
de ind til Lykken — og han!
Han nærmede sig forsigtigt sit Logi — der gik to civilklædte Betjente og
patruljerede. Saa trak han sig ind i Smaagaderne igen. Han drev planløst
om derinde, gik og stred med det uforsonlige i sig til det endelig gav
efter. Han vilde se op til Ellen, give hende et godt Ord og kysse
Børnene.
Men ogsaa dér var der Vagt — paa alle Punkter blev han slaaet tilbage,
ind i Ensomheden hvor han ikke hørte hjemme. Det var jo det
forfærdelige, hvordan skulde han klare sig ene med sig selv — han som
kun aandede i Fællesskab med andre? Ellen var alligevel hans Liv, saa
haardt han bestred det; hendes spørgende Øjne hvilede altid gaadefuldt
paa ham fra en eller anden Krog i hans Tilværelse, hvad han saa færdedes
i. Han følte stærkt nu, at hun hele Tiden havde holdt sig beredt og
siddet og ventet paa ham. Hvordan vilde hun tage dette?
Fra Slotsgade saá han Lys oppe paa Mortens Værelse, han sneg sig over
Gaden og gik op. Morten sad og læste.
„Det er helt nyt at se dig — Brandmand!“ sagde han med et godt Smil.
„Jeg kommer for at sige Farvel til dig,“ sagde Pelle sagte.