Lørdag Middag rygtedes det at Fredsslutningen endelig var undertegnet,
den store Arbejdsstansning var forbi. Med utrolig Hast bredte Rygtet sig
ud over Hovedstaden, det trængte ind overalt. „Har De hørt det, har De
hørt det? Nu er der sluttet Fred!“ De Fattige fik saa mange Ærender til
hinanden; de opgav at ligge sammenrullede og kom frem i Dagen — der var
Lys i de tynde Ansigter. Konerne fik Kurven frem og Ungerne sendt af
Sted for at gøre lidt Indkøb til om Søndagen — nu maatte Urtekræmmeren
vel give lidt Kredit! Man lo og brasede op og tog Forskud paa Lykken.
Sommeren var allerede inde, der laa Arbejde og ventede i uhyre Dynger —
og nu skulde der tages fat for Alvor! Fra Køkkendør til Køkkendør raabte
de Nyheden, smed alt hvad de havde fat i, og rendte videre med den. Det
faldt ingen ind at stanse og tvivle; de vilde saa gærne have Lov at tro
paa det.
Og hen paa Eftermiddagen kom der Løbesedler fra _Arbejderen_ og
bekræftede Rygtet; jo denne Gang var det endelig sandt. Og en Sejr var
det tilmed: Foreningsretten var haandhævet, og Kapitalen havde faaet
Respekt for Arbejderne som en Faktor, man ikke længer kunde komme
udenom! For Resten var _status quo_ bevaret.
„Tænk, og de har tilmed faaet Respekt for os — og Status Kvo har de inte
kunnet gøre noget!“ Saa lo de over hele Ansigtet af Glæde over at han
ogsaa var bevaret, skønt ingen af dem kendte ham.
Mændene var paa Gaden. De drog i Flokke hver til sin Organisation for at
fange Parolen og faa Sejrens Enkeltheder slaaet fast. Det kunde knap ses
paa dem at Sejren var vundet; de var kommet tungt ind i det og havde
tungt ved at ryste det af sig igen.
I Gaarde og paa Trappegange var der lys Kvidder. Arbejdet skulde i Gang
igen — det dejlige velsignede Arbejde som gav Mad og Drikke og lidt
Klæ’r paa Kroppen. Ja og Husfred! Nu skulde man ikke længer bides over
en tom Krybbe; nu kunde man igen slaas med lidt — og række det og
strække det, og faa det til at slaa til med Bryderi og Taarer. Fatter
fik ha’e et Stykke med pænt Paalæg nu til Aften, og kanske man allerede
i Morgen tog ud med Madkurven! — Ja ja, i al Fald saa snart man fik
Stadsen løst hjem! For luftes lidt skulde den jo, inden Vinteren igen
kom og satte den ud. — De var saa henrykte over selve Freden, at de slet
ikke huskede at kræve noget nyt af den i Øjeblikket.
Pelle havde taget Del i de afsluttende Forhandlinger; efter at Far Lasse
var begravet, var han igen sig selv. Hen ad Aften drev han omkring i
Byens Fattigkvarterer og glædede sig over Stemningen; altfor stærkt
havde han oplevet de Fattiges bitre Kamp, han trængte til at opleve
deres Glæde ogsaa. Fra Nørrebro gik han langs Søerne over til Vesterbro,
overalt var der Masser af Mennesker paa Færde. I Vesterbros Sidegader
var Familierne rykket ud af Lejlighederne og havde slaaet sig ned paa
Trapper og Fortove; de sad barhodede i Skumringen, passiarede, røg og
nød et eller andet. Det var den første lune Aften, Himlen havde en dyb
blaa Tone, og fra Gadens Bund steg Mørket purpurmættet op. Der var noget
løssluppent over dem alle; Glæden førte deres Bevægelser ud over de
daglige snævre Grænser, og fik dem til at rave og tale op i let
Beruselse.
Nu kunde de komme frem igen, alle de Familier som havde holdt sig skjult
under Nøden; Pjalterne var de samme, men nu gjorde det ikke noget. De
lyste af Stolthed over at have bestaaet Kampen uden at ty til nogen;
hvad de havde haft at slaas med i Mørket var glemt.
Pelle var kommet ned paa det aabne Terræn ved Gasværkshavnen, han vilde
over og se til sine gamle Venner i _Arken_. Derovre laa den og ragede op
som en glødende Masse mod den dybe østlige Nathimmel — Rødmen fra
Solnedgangen faldt i den. Over Krateret øverst oppe rugede Dunstkredsen
som en Afskygning mod Nathimlen. Han stirrede paa denne Stribe idet han
gik; det var den tykke Udaanding fra alle Væsnerne dernede i Massens
Indre, Osen fra usunde Stoffer og slet Forbrænding. Nu maatte Sejren
blandt andet bruges til at faa ryddet ordenlig op i Armodens Huler. Der
foresvævede ham en Drøm om smaa venlige Arbejderboliger, hver i sin
lille Have med revne Gange. Det var noget at komme hjem til, naar man
var træt af Dagens Slid!
Det forekom ham, at Røgflagen deroppe blev tykkere og tykkere. Var det
det hans Tanker syslede med, der fik Øjnene til at overdrive? Han stod
stille og stirrede — saa satte han i Løb. Et rødt Skær slog op under
Dunstlaget, befamlede det et Øjeblik og forsvandt; en ny Røgmasse
rullede sig ud og blev hængende tungt deroppe.
Pelle styrtede af Sted, ned over Oplagspladserne og ud ad Langebro. Han
kendte _Arkens_ forfærdelige Masse altfor vel; der var ikke anden
Indgang til det hele end Tøndegangen! Og Træværket som var den eneste
Adgang til de øvre Etager! — og de lange Gange! Mens han løb, saá han
det hele klart, og Hjærnen arbejdede paa Udveje. Brandvæsnet var
naturligvis straks alarmeret; men der gik Tid inden det naaede frem, og
her drejede alting sig om Minutter! Hvis Træværket faldt ned og spærrede
Tøndegangen, var alle Beboerne fortabte; og _Arken_ ejede jo ikke engang
en Stige!
Uden for _Arken_ stod en raadvild Menneskehob og raabte i Munden paa
hinanden. „Dér kommer Pelle!“ sagde én. De blev straks tavse og vendte
Ansigterne mod ham. „Hent Børnehusets Brandstige,“ sagde han i
Forbifarten til et Par Mænd og løb ind gennem Tøndegangen.
Fra de lange Gange i Stueétagen kom Beboerne styrtende ud med deres
Smaabørn i Favnen; nogle slæbte paa værdiløse Stumper — det første det
bedste de havde faaet fat i. Alt hvad der var til Rest af Træværket
efter den store Vinters Hærgen, stod i lys Lue; Pelle prøvede at løbe op
ad de brændende Trapper men traadte igennem. Beboerne hang halv ud af
Vinduerne og stirrede ned med vanvittige Øjne; hvert Øjeblik rendte de
ud paa Platformene for at slippe ned, men flygtede skrigende ind igen.
I Vinduet paa tredje stod Enkemadam Johnsen og klagede med sit Barnebarn
og Fabrikspigens lille Povl i Favnen. Hannes lille Pige stirrede tavs
ud, med Moderens dybe forundrede Øjne. „Vær ikke bange,“ raabte Pelle op
til den gamle — „nu kommer vi og hjælper jer!“ Da den lille Povl saá
Pelle, sled han sig fra Madam Johnsen og løb ud i Bislaget. Han sprang
lige ned, laa et Øjeblik og rodede forstyrret i Stenbroen og løb saa som
en Ild forbi Pelle ud paa Gaden.
Pelle sendte nogle af Mændene ind paa de lange Gange for at se, om alle
var sluppet ud. „Slaa de laasede Døre ind,“ sagde han — „det kan være
der er Smaabørn eller Syge derinde.“ Beboerne fra første og anden Sal
havde reddet sig, inden Ilden endnu fik rigtig fat i Træværket.
Han løb selv ad Hovedtrappen op under Taget for at komme Bagbygningens
Beboere til Hjælp over Lofterne. Men deroppe mødte han Beboerne fra den
lange Taggang. „Du kan ikke komme frem,“ sagde den gamle Kludesamler —
„hele Pipmandens Kvist brænder. Og heroppe hos os er der ikke flere. Gud
i Himlen se til de Stakler derovre og tage lidt mildt imod dem!“
Pelle forsøgte alligevel at bane sig Vej hen over Lofterne, men maatte
vende om.
Mændene var kommet med Stigen, og havde kantet den ind i den snævre
Gaard og rejst den. Træværket begyndte at falde ned, der laa brændende
Bjælkeender rundt om, og hvad Øjeblik det skulde være kunde det hele
brase sammen. Men der var ikke Tid til at gaa og gøre sig det
behageligt; inde fra Vinslevs Gang kom Røgen væltende ud og fyldte
Gaarden, man fik skynde sig.
„Det er naturligvis den Gale, der har sat Ild paa,“ sagde Mændene mens
de holdt Stigen for Pelle.
Den naaede kun til anden Sal, men han smed et Reb op til Madam Johnsen,
som gjorde det fast i Vinduesposten saa han kunde klatre op. Med Rebet
firede han først Barnet, saa den gamle ned til Kammeraterne som stod
øverst paa Stigen og tog imod dem. Røgen brændte ham i Øjne og Hals og
var ved at kvæle ham; han kunde ingenting se, rundt om sig hørte han
forfærdelige Skrig.
Lige over ham jamrede en Kvinde. „Aa Pelle, hjælp mig!“ klynkede hun
halvkvalt. Det var den undselige Sypige som var flyttet herom; han
kendte hendes varme Stemme igen. „Hun elsker mig jo!“ fløj det lyst
igennem ham.
„Grib Rebet og gør det godt fast i Vindusposten, saa kommer jeg op og
hjælper dig,“ sagde han og slyngede Enden af Rebet op for fjerde Sal.
Men i det samme lød der et vildt Skrig, et mørkt Legeme jog ud over hans
Hoved og slog mod Stenbroen med en død Lyd. Flammerne slog hvæsende ud
af Vinduet deroppe som greb de efter hende — og trak sig saa ind igen.
Et Øjeblik hang han bedøvet i Vinduskarmen; der var noget saa tungt i
dette her, var det ikke hendes blide Sangstemme han hørte inde i sig?
Saa faldt Træværket med en lang Bragen, en Sky af glohed Aske steg op og
lagde sig som Ild i Lungerne. „Skynd dig ned!“ raabte Kammeraterne. „Nu
brænder Stigen!“
En lang besættende Kimen forkyndte, at Brandvæsnet var under Opkørsel.
Men Pelles Øre havde fanget en spæd forsvindende Lyd midt i Larmen. I et
Sæt var han inde i Madam Johnsens Stue og stod og lyttede; der lød
Barnegraad fra den anden Side Væggen, Værelserne paa Indergangen stødte
til her. Det var forfærdeligt at høre paa, og her stod han og kunde
ingenting udrette; der var en Mur imellem og ingen Gennemgang til denne
Side. De raabte hans Navn nede fra Gaarden, ja for Fanden, han kom vel
naar han vilde! Han stod og blev saa dumpt stædig i det ved denne
klagende Barnestemme; der kom blindt Raseri op i ham, han stødte ondt
Skulderen op mod den forbandede Væg for at paaføre sig Smærte. Ah, men
den fjedrede! Han tørnede imod endnu engang med forfærdelig Kraft, og et
Stykke af Skillerummet faldt ind.
En kvælende Hede og Røg slog ham tilbage, han maatte holde Vejret og
dække Ansigtet med sine Hænder mens han trængte frem. Der laa et lille
Barn i en Vugge, han snublede over det og fandt tilbage gennem Muren.
Branden der nu havde faaet Luft, slog pludselig ud omkring ham med et
Blaf der fik ham til at gaa i Knæ, han mærkede det om sine Kinder som
Slik af tørstige Kreaturer. Den buldrede frem i Hælene paa ham som et
Uvejr, men tav da han huggede Døren i. Halvkvalt fandt han hen til
Vinduet og vilde raabe ned, men havde ingen Stemme mere; det blev kun en
hæs Hvisken.
Ja nu stod han her med et Barn i Favnen og skulde dø! men det gjorde
ikke noget, han var jo kommet gennem Væggen. Bag ham rykkede Ilden frem;
den havde gnavet sig et lille Hul i Døren og skabte selv sin Træk.
Hullet udvidede sig gnistrende som under en Blæser, og Branden pustede
tør, tændende Hede ind gennem det. Der hoppede smaa næsten usynlige
Flammer frem hist og her paa de glatte Flader, om lidt vilde det hele
slaa ud i lys Lue. Klæderne lugtede svedent, Hænderne var besynderligt
tørre som frønnet Træ, og han syntes Haaret krøllede sig paa hans Hoved.
Og dernede raabte de hans Navn! Men det gjorde altsammen ikke noget;
hans Hoved var blot saa tungt af Røgen og Heden. Han følte at han var
lige ved at falde om. „Lever Barnet mon?“ tænkte han men nænnede ikke at
se efter; han havde slaaet sin Jakke over dets Ansigt for at beskytte
det.
Han klamrede sig til Vindusposten og rettede sine døende Tanker mod
Ellen og Børnene. Hvorfor var han ikke hos de tre? hvad var det for
noget Sludder, der havde faaet ham til at forlade dem? Han huskede det
ikke længer og begreb ikke sig selv; hvis det nu ikke havde været forbi
med ham, vilde han have skyndt sig hjem for at lege med lille Lasse. Men
nu skulde han dø, om et Øjeblik faldt han kvalt om — endnu før Flammerne
naaede ham. Der var en lille Tilfredsstillelse i det — som pudsede han
nogen.
Pludselig skød noget op for hans døende Blik og kaldte ham tilbage.
Enden af en Redningsstige var det, og en Brandmand dukkede frem af Røgen
lige for hans Ansigt, greb Barnet og rakte det ned. Pelle stod og masede
med en Forestilling om, at han skulde sætte sig i Bevægelse; men inden
det naaede ind og ud igen, havde Brandmanden ham paa Nakken og rendte
ned ad Stigen med ham.
Den friske Luft vakte ham, han sprang op fra Baaren hvor Brandmændene
havde anbragt ham, og saá sig opbragt om. I det samme gav Folk sig til
at raabe meningsløst op og klappe i Hænderne, og Madam Johnsen trængte
sig gennem Afspærringen og styrtede løs paa ham. „Pelle,“ udbrød hun
grædende — „men saa lever du jo, Pelle!“
„Ja naturligvis lever jeg — men det er da ikke noget at græde over.“
„Nej men vi troede jo du var blevet derinde. Hvor ser du dog ud, arme
Skind!“ Hun fik ham med ind til en Arbejderfamilie og hjalp ham at gøre
sig i Stand. Først da han saá sig i Spejlet, begreb han det hele. Han
var ukendelig af Røg og Aske; det havde brændt sig ind i Huden og var
ikke til at faa af. Under Snavset paa den ene Kind var der et Brandsaar.
Han gik ud til Assistenten og fik et Plaster lagt paa.
„De kunde ogsaa trænge til nogle ny Øjenbryn,“ sagde Assistenten. „De
har nok været godt i Ilden.“
„Hvorfor tog det saa lang Tid med Sprøjterne?“ spurgte Pelle.
„Lang Tid! Vi var her ti Minutter efter at der blev meldt Ildløs.
Meldingen fik vi Kl. otte og nu er den halvni.“
Pelle tav forbløffet. Han havde en Fornemmelse af, at den halve Nat
maatte være gaaet; saa meget var der hændt. En halv Time — og paa den
Tid havde han været med til at rive nogle Mennesker fra Døden, og set
andre styrte sig ind i den. Naa ja, og han selv var blevet sveden af for
nær Berøring med den! Det sad et Steds i hans Sind som en sky
Kendsgærning; naar han knyttede Hænderne slog Huden Revner, og hans
Klæder lugtede som brændt Horn.
Inde i Gaarden arbejdede Brandmændene rastløst. Nogle dængede Vand i
Flammehavet fra Toppen af deres Stiger, andre trængte ind i Husmassen og
afsøgte Lejlighederne; nu og da kom en Brandmand ud med et forkullet
Lig. Saa blev _Arkens_ Beboere kaldt inden for Afspærringen for at
genkende Liget. De løb grædende rundt i Tilskuermængden og søgte
hinanden; det var ikke Politiet muligt at holde Samling paa dem og faa
fastslaaet, hvor mange der var blevet derinde.
Pludselig rettedes alle Øjne mod Forhusets Tag, som Ilden endnu ikke
havde faaet rigtig fat i. Deroppe stod Gale Vinsløv og blæste paa sin
Fløjte; naar Ildens Gnister et Øjeblik dæmpedes, hørte man hans
sindssvage Musik. „Hør, han har ogsaa faaet Marsjen med!“ udbrød de. Ja
det var Marsjen han blæste, men vævet ind i hans eget Hjærnespind — helt
forrykt lød den kendte Melodi paa Vinslevs Fløjte. Brandmændene rejste
en Stige og løb op paa Taget for at redde ham, men han flygtede for dem.
Da han ikke kunde komme længer, styrtede han sig ind i Flammehavet.
Torvet og Kanalens Sider var fulde af Mennesker; Hoved ved Hoved stod de
og betragtede _Arkens_ overdaadige Brand. Det var Aarhundreders Smuds og
Armod og Dunster, der gik op i Luer. Hvor det futtede og knitrede og
bragede! Menneskemængden var i stort Humør over Sejren; i Nat var man
ikke oplagt til at sove alligevel, og dette var et Fyrværkeri der kunde
vare ved, en storslaaet Illumination til de Fattiges Sejr. Man raabte
beundrende Aa—aa! hvislede for at efterligne Raketter — og klappede i
Hænderne, naar Flammerne steg til Vejrs eller et Tag faldt sammen.
Pelle gik rundt i Mængden og samlede _Arkens_ forvildede Beboere hen til
Børnehusporten, saa de der hørte sammen kunde finde hinanden. De græd og
var ikke til at trøste. Ak nu brændte _Arken_, det kære Tilflugtssted
for saa megen Forkommenhed. „Er det noget at tage sig nær,“ sagde Pelle
trøstende. „Nu i Nat bliver I anbragte ved Offenlighedens Hjælp, og
siden flytter I hen i ordenlige Lejligheder, hvor der er nyt og rent. Og
jeres Stumper skal I ikke græde for; jeg skal nok faa sat en Indsamling
i Gang, saa I faar meget bedre Ting igen.“
Men de græd alligevel. Som hjemløse Dyr jamrede de og strejfede uroligt
søgende om; nu brændte Skovtykningen, deres dejlige Skjul. Hvad regnede
de med den øvrige By? den var slet ikke til for dem; det var som der
ikke var Ly for dem paa Jorden mere. Hvert Øjeblik stak nogle af dem fra
ham og var i Drift op mod Brandstedet — som Heste der søger tilbage til
den brændende Stald. Pelle kunde spare sine Trøstegrunde; de var en Æt
for sig selv, et andet Kuld Mennesker. I _Arkens_ skumle uudgrundelige
Bug havde de indrettet sig en Verden af Armoden og den yderste
Elendighed, og i deres Sorgløshed gjort den saa fantastisk broget som
Rigdommen og Lykken selv. Og nu brændte det hele for dem!
Ilden var skaanselsløs, der vilde ikke meget staa for dens Lutring.
Flammerne førte hele Kager af gammelt Tapet ovenud og sænkede det
halvbrændt ned over Gaderne. Der var mange Lag klistret paa hinanden,
mange Farver og Mønstre slog halv igennem hinanden til forunderlige
Fantasibilleder. Og paa Kagernes Vrangside sad en Skorpe som af størknet
Blod; det var de forkullede Rester af Alkovernes hemmelige Verden,
Ilddyrene der fyldte Børnenes Søvn med Drømme og i deres lille
skælformede Krop rummede den fortættede Duft at Fattigmands Mørke! — Og
nu maatte _Arken_ være gennemhedet til Grunden, for Rotterne begyndte at
vandre ud. De kom i lange bugtende Rækker ud af Tøndegangen og op af
Jærnhandlerens og Marskandiserskens Kældere, med de gamle skabede Hanner
i Spidsen som midt om Dagen plejede at hjemsøge Skarnkassen! Tilskuerne
jog dem hujende ind i Branden igen.
Ved Titiden faldt Baalet stærkt, og Oprydningen kunde begynde.
Folkemængden spredtes, lidt skuffet over at det saa hurtigt var forbi.
_Arken_ var noget Futværk! der havde ikke været en ærlig Snes Pinde i
hele Stadsen.
Pelle tog Enkemadam Johnsen og Barnebarnet med hjem til sit Logi. Den
gamle havde gaaet og klynket hele Tiden; hun var angst for at komme
under Øvrighedens Omsorg. Men da hun hørte at de skulde hjem og være hos
Pelle, faldt hun til Ro.
Inde paa Højbro mødte de den første Natvogn som kørte ud. Den var pyntet
med grønne Guirlander og smaa Dannebrogsflag.