Arbejdernes sidste Forholdsregel satte Byen i voldsomt Oprør. De fik med
ét Slag hele Offenligheden imod sig, Pressen rasede og udstødte Trusler.
Selv den frisindede Presse gjorde gældende at Arbejderne havde
overtraadt Humanitetens Love. Men _Arbejderen_ gjorde koldblodigt
opmærksom paa, at det galdt Liv eller Død for Underklasserne. De var
klar til at gaa til det yderste; endnu var der Vand og Gas at lukke for
— Samfærdselsmidler og Hovedstadens Forsyning med Fødevarer.
Saa vendte Trykket sig mod Arbejdsgiverne — ét Sted maatte man skaffe
Luft. Hvad var det i Grunden, de kæmpede for? — et slet og ret
Magtspørgsmaal! De vilde være eneraadende og have Haand- og Halsret over
deres Arbejdere. Finansmændene som stod bag de store Virksomheder var
ogsaa kede af det nu. Det blev efterhaanden en dyr Historie; og Fordelen
ved at slaa Arbejdernes Sammenhold i Stykker blev ikke stor, naar
Industrien ødelagdes med det samme.
Pelle saá hvor Gærningen groede, mens han gik i Smaagaderne og forskede
efter Far Lasse. Nu endelig fuldbyrdede Tingen sig selv og han kunde
hvile. Der var løftet en umaadelig Byrde af hans Skuldre; og nu vilde
han have Lov at redde Stumperne af sit eget — og endelig engang være
noget for den, der altid havde ofret sig for ham. Nu skulde Lasse og han
leje sig en Bolig sammen og leve det gamle Samliv op; han glædede sig
til det. Far Lasses Sind var dog det eneste, der aldrig kunde gaa i
Stykker mod hans, men holdt gennem alt; det var som en Moders Kærlighed.
Lasse holdt ikke til længer i sin Rede inde bag ved Bagergade. Den gamle
Kvinde han levede sammen med var død for kort Tid siden, og saa var han
forsvundet.
Pelle spurgte sig frem, og kendt som han var blandt de Fattige, havde
han ikke vanskeligt ved at følge den gamles Spor, der efterhaanden viste
tilbage mod Kristianshavn. Under sin Forsken traf han paa megen
Elendighed, som sinkede ham. Nu Kampen arbejdede sig selv ud, sprang
Nøden lige i Øjnene paa ham, og gammel Medlidenhed vældede stærkt op i
ham. Han raadede Bod hvor han kunde, stampede Udveje op af Jorden med
sin sædvanlige Energi.
I selve _Arken_ havde Lasse ikke været, men en og anden havde set ham
paa Gaden i en snavs Forfatning; hvor han holdt til vidste de ikke. „Har
du søgt ovre i _Handelshusets_ Kældere?“ spurgte den gamle Vægter — „dér
holder mange til i disse sløje Tider. Hver Morgen Kl. seks laaser jeg
Kælderen op, og saa raaber jeg derned og varskoer dem, for at de ikke
skal blive nappede. Naar jeg saa er vel borte, kommer de luskende op.
Jeg synes, jeg har hørt noget om en gammel Mand som skulde ligge
dernede; men vis paa det er jeg ikke, for jeg har jo Vat i Ørerne. Det
er én nødt til i min Profession — for ikke at høre og se for meget!“ Han
fulgte med Pelle derover.
_Handelshuset_, som i det attende Aarhundrede havde været Palæ for en af
de store kristianshavnske Handelsslægter, var nu Pakhus; det vendte ud
til en af Kanalerne. De dybe Kældere, der gik helt ned under Kanalens
Vandspejl, laa nu ubenyttet hen. Der var bælgmørkt og ufremkommeligt
nede, Luften lagde sig ædende paa Stemmen. De lyste sig frem mellem
Pillerne, her og der var der et forladt Natteleje af Halm. „Her er
ingen,“ sagde Vægteren. Pelle kaldte og hørte en svag Kremten; dybest
inde — i et af Murhullerne laa Lassefar paa en Madras. „Ja her ligger
jeg og venter paa Døden,“ hviskede han. „Nu er der ikke langt igen;
Rotterne har begyndt at snuse til mig.“ Den raa Luft havde taget hans
Stemme.
Han var i det hele i en ynkelig Forfatning, men Synet af Pelle livede
ham saa meget op, at han kunde støtte paa Benene. De fik ham over til
_Arken_, den gamle Vægter afstod sin Stue og kom selv op til Enkemadam
Johnsen. Da han sov om Dagen og var paa Færde om Natten, lod det sig
indrette skønt hun kun havde én Seng.
Da Lasse var kommet i den varme Seng, laa han og rystede; helt
klarhovedet var han ikke. Pelle gik og varmede Øl — den gamle skulde
have en Svedekur; ind imellem satte han sig ved Sengen og saá bekymret
paa Faderen. Lasse laa og smaahakkede med lukkede Øjne; nu og da
forsøgte han at tale men kunde ikke.
Den varme Drik hjalp lidt paa ham, han fik Blod ud i de døde iskolde
Hænder, og Stemmen brød igennem.
„Tror du vi gaar en stræng Vinter i Møde?“ spurgte han pludselig og
vendte sig om paa Siden.
„Vi gaar mod Sommeren nu, lille Far,“ svarede Pelle. „Men du maa ikke
ligge med Ryggen bar.“
„Jeg fryser saa slemt — næsten som jeg frøs i Vinters; jeg vilde nødig
tage den Tørn om igen. Kulden griber saa ondt om min Rygrad — herregud
for de Stakler som er paa Søen!“
„Vær du rolig for dem og se at bliv rask — det er Solskin i Dag og fint
Vejr paa Havet.“
„Saa slip lidt af Solskinnet herind da,“ sagde Lasse irriteret.
„Der er en stor Brandmur foran Vinduet, Far!“ sagde Pelle og bøjede sig
ned over ham.
„Naa, ja ja! jeg klarer mig jo nok, den Tid jeg har til Rest! Og
Vægteren kan det være det samme; han vaager i Natten og ser ingen Sol
alligevel. Det er et underligt Levebrød! Men godt er det jo, at nogen
vaager over os mens vi sover.“ Lasse laa og vrikkede utaalmodigt med
Hovedet.
„Ja ellers kom de nok i Nattens Mørke og røvede vore Penge,“ sagde Pelle
spøgende.
„Ja saa gu!“ Lasse prøvede at le. „Hvordan staar det sig nu med dit
Forehavende, Pøjke?“
„Forhandlingerne er i Gang; i Gaar holdtes det første Møde.“
Lasse lo saa det kogte i hans Hals. „Saa har de Fine ikke kunnet taale
Mosten længer! Jo jo, jeg vidste Besked, om end jeg laa syg dernede i
Mørket. Om Natten naar de andre kom luskende, fortalte de mig om det;
saa fik vi os en god Latter over dit Paafund. — Og skulde du ikke være
med til de Forhandlinger?“
„Nej jeg sagde det fra mig — jeg er ikke lysten efter at sidde og trække
til mig i den ene Ende af en Paragraf! Nu vil jeg være hos dig, og saa
skal vi have det godt vi to.“
„Jeg er bange, det bliver stakket Glæde vi faar af hinanden, Pøjke!“
„Du er jo saa kvik nu igen. I Morgen skal du se —“
„Ja — nej! Døden bedrager ikke. Jeg har ikke kunnet døje den Kælder.“
„Hvorfor gjorde du ogsaa det, Far? Du vidste jo din Plads stod og
ventede dig derhjemme.“
„Ja du faar tilgive mig min Egenraadighed, Pelle. Men hjælpe dig i
Kampen var jeg for gammel til, saa tænkte jeg: Du skal i al Fald ikke
ligge ham til Byrde, saalænge dét staar paa! Paa den Maade har jeg ogsaa
ydet mit. — Og du tror der kommer noget ud af det?“
„Ja nu sejrer vi — og saa begynder den ny Tid for Fattigmand!“
„Ak ja, det vakre faar jeg ingen Del i. Dette her har været som at tjene
hos den lede Trold, hvor der over Døren stod: I Dag arbejde, i Morgen
æde! Og i Morgen kom aldrig. Hvad godt der er vederfaredes mig, har jeg
faaet af mine egne; den ene Fattigfugl piller sig jo for at dække den
anden. Jeg faar ikke klage heller; onde Dage har jeg haft, men der er
vel dem, som har dem værre endnu. Og Fruentimmerne har alle Dage været
gode mod mig. Bengta var et Gnav men mente ikke noget ondt med det; og
Karna ofrede Penge og Helsen for min Skyld. Gud ske Tak, hun ikke
oplevede at de tog Gaarden fra mig. For jeg har jo været Storbonde
ogsaa, det havde jeg nær glemt for al min Usseldom. Ja og gamle Lise —
Tiggelise som hun kaldtes — delte jo Brød og Seng med mig! Hun døde af
Sult, saa flot hun bar sig — vil du tro det? Spis! sagde hun — vi har
Mad nok! Og jeg Djævel aad den sidste Skorpe og vidste af ingenting. Om
Morgenen laa hun død og kold ved min Side; der var ikke en Pille Kød paa
hendes Krop, kun Skindet over de tørre Knokler. Men en Guds Engel var
hun ligefuldt! Vi lagde den Vise sammen hun og jeg. — Ak ja Fattigfolk
æder Brødet fra hinanden.“
Lasse laa en Stund og mindedes, saa begyndte han at synge — med Fagterne
fra Gaardene. Pelle holdt paa ham og søgte at tale ham til Rette; men
den gamle troede, han havde med Gaardens Unger at gøre. Da han kom til
Verset om sin Søn, græd han.
„Græd nu ikke Far,“ sagde Pelle opreven og lænede sin tunge Pande ned
mod den gamles. „Jeg er jo hos dig igen!“
Lasse laa lidt og klippede med Øjnene, hans Haand famlede op over
Sønnens Hoved, frem og tilbage.
„Ja det er du jo ogsaa,“ sagde han mat — „og jeg som mente du var borte.
Ved du Pelle, du har været mit Livs Lys alle Dage! Dengang du kom til
Verden, var jeg allerede over mit bedste; saa kom du, og det var som
Solen fødtes paany. Hvad mon han bringer med sig? sagde jeg til mig selv
og løftede paa dig; du var ikke større end en Trepægleflaske. Kanske
skal han fange Lykken, saa der falder lidt af til dig ogsaa! Saadan
tænkte jeg, og har altid troet — nu maa jeg give det op. Men din
Anseelse har jeg oplevet. Rigmand blev du ikke, og det kan være det
samme; de Fattige har gode Ord om dig. Du har stridt Striden for dem
uden at tage noget for din egen Mund! Nu forstaar jeg det, og mit gamle
Hjærte glædes over at du er min Søn.“
Naar Lasse faldt hen, lagde Pelle sig lidt paa Sofaen. Men det blev ikke
til megen Hvile; den gamle sov Fugleblund og slog hvert Øjeblik Øjnene
op. Naar han ikke havde Sønnen ved Siden af Sengen, laa han og kastede
sig og smaaklynkede i Halvsøvne. Midt paa Natten lettede han Hovedet og
holdt det oppe i lyttende Stilling. Pelle vaagnede.
„Hvad er der Far?“ spurgte han og tumlede paa Benene.
„Aa jeg kan høre noget drage hen — langt ude hvor Havet ender! det er
lige som Vandene styrtede sig i Afgrunden. — Men skulde du nu ikke gaa
hjem til Ellen? Jeg klarer mig sagtens i Nat, og hun sidder kanske og
ængstes for, hvor du bliver af.“
„Jeg har skikket Bud til Ellen, at jeg ikke kommer hjem i Nat,“ svarede
Pelle.
Den gamle laa og betragtede Sønnen med et pønsende Udtryk. „Er du nu
ogsaa lykkelig?“ spurgte han, „det kommer mig for at der er noget i dit
Ægteskab, der ikke er som det burde være.“
„Jo Far, det gaar godt nok!“ svarede Pelle med tyk Stemme.
„Ja ja, gudskelov for det da! En god Kone har du ogsaa faaet dig i
Ellen, og vakre Børn gav hun dig i Gave — hvordan har Lille Lasse det?
Jeg vilde gærne se ham, inden jeg drager hen — han er dog Lasse han!“
„Jeg skal nok hente ham i Morgen tidlig,“ sagde Pelle. „Og nu skulde Far
se at sove, det er svarte Natten!“
Lasse vendte sig føjeligt om mod Væggen. Et Øjeblik efter drejede han
forsigtigt Hovedet, for at se om Pelle sov. Hans Øjne kunde ikke naa
tværs over Stuen, saa prøvede han at staa ud af Sengen; han faldt
stønnende tilbage igen.
„Hvad er der, Far?“ spurgte Pelle bekymret og var straks henne hos ham.
„Jeg vilde bare se efter, om du har noget over dig i denne Kulde! Men
mine Lemmer er saa dumme,“ sagde den gamle skamfuld.
Ud paa Morgenstunden faldt han i en rolig Søvn, og Pelle fik Madam
Johnsen til at sidde hos ham, mens han gik hjem efter Lille Lasse. Det
var ikke nogen let Gang, men den gamles sidste Vilje maatte opfyldes. Og
han vidste, at Ellen ikke leverede Barnet i fremmede Hænder.
Det lysnede i Ellens forstenede Ansigt, da han kom; hun havde et
Glædesudbrud paa Læberne, men hans Udtryk dræbte det. „Min Far ligger
for Døden,“ sagde han mørkt — „han vilde gærne se Drengen.“ Hun nikkede
og gav sig stille til at lave Lille Lasse til; Pelle stod ved Vinduet og
saá ud saalænge.
Han var underlig til Sinds ved at være her igen; det lille Hjems Minder
vældede op i ham og gjorde ham svag. Søster maatte han dog se! Ellen
førte ham tavs ind i Sovekamret; den lille laa og sov i sin Vugge, der
var en forunderlig tryg Ro over hendes brede Hoved. Herinde kom Ellen
ham lige som nærmere, han følte hendes stærke Øjne paa sig. Han tog sig
haardt i det og gik ind i Stuen — her var ikke noget for ham længer, i
dette Hjem var han en fremmed! En Tanke spøgede i ham — mon hun
fortsatte med _det_? Skønt hun ikke kom ham ved, blev Spørgsmaalet ved
at staa; han saá sig om efter Tegn i en eller anden Retning. Her var
fattigt, alt det overflødige var vandret bort. Men en Naadlemaskine var
kommet til, og der laa noget Arbejde paa den. Skruebrækker! tænkte Pelle
helt mekanisk. Men ikke som nogen Dom — for første Gang var han glad ved
at konstatere Skruebrækkeri. Hun havde altsaa lagt sig efter at naadle —
og slidsom saa hun ud. Det gjorde helt godt i ham.
„Nu er Drengen færdig til at gaa med,“ sagde hun.
Pelle kastede et Afskedsblik over Stuen. „Er der ikke noget du trænger
til?“ spurgte han.
„Tak, jeg klarer mig selv!“ svarede hun stolt.
„Du tog ikke imod de Penge jeg skikkede dig i Lørdags.“
„Jeg klarer mig selv — blot jeg maa beholde Drengen. Husk du engang har
sagt, han altid skulde faa Lov at være hos mig.“
„Han maa have en Mor som kan se ham frit i Øjnene — husk du saa det,
Ellen.“
„Det behøver du ikke minde mig om,“ svarede hun bittert. — — —
Lasse var vaagen, da de kom. „Ej det er dog en rigtig Karlsen,“ udbrød
han — „han slægter til vor Side! Vil du bare se, Pellepøjke! han har de
samme Slugøren, du havde som Dreng. Og Koslik har han i Panden — han
skal nok komme godt i Vej engang. Jeg faar kysse hans smaa Hænder, for
Hænderne er vor Velsignelse — det eneste gode vi fik. Det paastaas, at
Verden holdes oppe i Fattigmands Hænder; jeg gad vidst om det passer.
Tro om det ny skulde komme allerede i denne Omgang, for saa er det
Jammerskade jeg ikke faar det med!“
„Du kan godt faa det med Far,“ sagde Pelle som havde købt _Arbejderen_
paa Turen og stod og kiggede ivrigt i den. „Der forhandles paa Kraft, og
en af Dagene er Kampen forbi. Saa skal vi have det godt sammen vi to.“
„Nej jeg opnaar det ikke! det er Døden der har fat i mig, jeg kan mærke
han er i Gang med at pille mig adskilt. Men hvis der er noget bagved,
kunde det være skønt at sidde deroppe og se Lykken fuldkommes paa jer.
Du har vandret den trange Vej Pelle — Lasse er ikke dum! Men kanske faar
du en ansét Post til Vederlag, naar I nu selv tager Styret. Saa faar du
huske, ikke at glemme de Fattige.“
„Der er noget frem endnu, Far! Og til den Tid er der ingen Fattige.“
„Du siger det saa vist, men Fattigdommen er nok ikke saadan at faa Has
paa — den har ædt sig for langt ind! Lille Lasse kan godt træffe til at
blive voksen Mand, inden det sker. Men nu skulde du tage Drengen væk,
han har ikke godt af at se Alderdommen dø. Han ser saa bleg ud, mon han
faar nogen Sol?“
„Solen den har de Store laant — og de har glemt at bringe den igen,“
svarede Pelle bittert.
Lasse laa og trak Panden i Vejret som anstrængte han sig med noget. „Ja
ja! Der skal gode Øjne til at se frem, og mine vil ikke mere. Men nu
skulde du gaa og tage Drengen med dig. Du har dit at passe som ikke maa
forsømmes, og Døden kan du alligevel ikke overliste, saa klog du ogsaa
er.“ Han lagde sin visne Haand paa Lille Lasses Hoved og vendte sig ind
mod Væggen.
Pelle lod Madam Johnsen følge Drengen ud paa Nørrebro og blev selv hos
den gamle. Deres Veje havde løbet saa lidt sammen de senere Aar, for
bestandig skiltes de nu og førte langt bort fra hinanden, han trængte
til at dvæle i Afskeden. Mens han gik og gjorde Ild paa, varmede Spise,
og gjorde det saa godt for Lassefar han ævnede, lyttede han til den
gamles springende Tale og lod sig føre tilbage til Barneaarenes Tryghed.
Som en dyb godlidende Verdensmumlen havde Lasses enstonige Tale fyldt
hans Barndom; og da han drog ud, blev den blot til de manges aldrig
forstummende Besyv over Livets Kaar. Nu førtes han stille Vejen tilbage
fra Tusenderne til Far Lasse igen, og saá hvor stor en Verden den
godlidende Gamling havde været Bærer af. Gammel og udslidt havde han
altid været, saa langt Pelle kunde huske tilbage. Sliddet tog hurtig
Fattigmands Ungdom og gjorde til Gengæld hans Alderdom lang! Men netop
det affældige gav ham de overmenneskelige Træk — Faderens! Stort havde
han baaret Elendigheden, uden at blive ond eller egenkærlig eller
snæver; altid med Sindet fuldt af Offertrang og Ømhed, stærk i selve sin
Afmagt! Som Alkærligheden selv havde han omgivet Pelles hele Tilværelse
med sit varme Hjærte — forfærdeligt vilde det blive, naar hans
godhjærtede Besyv ikke længer klang bag om alting.
Hans flygtende Sjæl kredsede over den Bane han havde tilbagelagt, i
større og større Kredse — som Duerne naar de fløj bort. Hvergang han
havde samlet lidt Kræfter, tog han sit Liv op paa ny: „Noget har der jo
altid været at glædes ved forstaas, men i mangt og meget har det været
en ørkesløs Strid. Dengang jeg ikke vidste om bedre, gik det meget godt
an; men fra den Stund du blev født, satte mit aldrende Sind sig op imod
Tilstanden, og jeg fik ingen Fred. Der var som et Varsel ved dig, og
altid siden har det vandret inde i mig; min Hu har været saa hvileløs
som selve Jerusalems Skomager. Det var som noget pludselig havde givet
mig elendige Lus Løfte om en skøn Tilværelse, og Mindet blev ved at
vandre og vandre. Er det mon efter Paradiset som de engang jog os ud af?
tænkte jeg tidt. Vil du tro det, jeg Stymper har gaaet og drømt
storagtige Drømme om en skøn og sorgfri Alderdom, hvor min Søn med Kone
og Børn kunde komme og se til mig i min lune Stue og jeg kunde beværte
jer lidt net. Jeg gav det ikke engang op nu til slut, men gik og
fantaserede om en Skat jeg skulde finde paa Lossepladsen. Ak, jeg vilde
saa gærne, der skulde været lidt til dig efter mig. Det er saa fattigt
lidt jeg har kunnet være for dig.“
„Og det siger du som har været baade Fader og Moder for mig! Hele min
Barndom stod du værnende bag alting; naar noget gik galt for mig tænkte
jeg altid: Far Lasse klarer det bare han! Og siden jeg voksede til — alt
hvad jeg har taget i, mærkede jeg, at det var dig der løftede. Det var
nok gaaet maadeligt med det hele, om ikke du havde givet mig saa god
Arv!“
„Nej siger du det?“ udbrød Lasse stolt. „Skulde jeg virkelig have min
Andel i det, I har ydet Fattigmands Sag? Ja ja, vakkert høres det jo i
al Fald! Nej, men du har været mit Liv, Pøjke; og svag Stakkel som jeg
var, maatte jeg vel undres paa mine Kræfter i dig! Det som jeg knap
havde vovet at tænke, har du ført magtfuldt frem! — Og nu ligger jeg her
og har ikke engang til at dø for. Du maa love mig, at du ikke tager dig
noget uoverkommeligt paa for min Skyld men lader Fattigvæsnet om det.
Hidtil har jeg holdt mig fri, men det er en dum Stolthed den; Fattigmand
og Fattigvæsen hører dog sammen. Jeg er kommet til at se anderledes paa
meget i den senere Tid; og godt er det jeg dør — for ellers kom jeg til
at leve med Agten men uden Magten! Hvis det var i min Ungdoms Kraft de
Tanker var kommet, havde jeg kanske forøvet et eller andet haardt. Jeg
skulde ikke haft din snilde Kløgt til at lempe Æg i en Humlesæk.“
Den tredje Dags Morgen var Lasse forandret; det var blot ikke til at
sige, hvori Forandringen bestod. Pelle sad ved Sengen og læste i Dagens
Nummer af _Arbejderen_, da han opdagede at Lasse laa og saá paa ham. „Er
der noget nyt?“ spurgte han svagt.
„Forhandlingerne gaar deres Gang,“ svarede Pelle — „men det er jo svært
at faa et Grundlag lagt. Det har været ved at rive ud flere Gange.“
„Det trækker lidt længe ud med dem,“ sagde Lasse mismodigt — „og i Dag
dør jeg Pelle! Det stunder saa hvileløst i mig, skønt jeg godt vilde
slaa mig lidt til Ro endnu. Det er mærkeligt med den Vandren i én, for
at naa noget andet end det man har. Som liden Pøjke brugte jeg at løbe
rundt om et Vandhul derhjemme i Tommelilla; jeg løb som en Galning og
mente, at naar jeg bare klemte paa kunde jeg naa at træde mig selv i
Hælene. Nu har jeg naaet det, for nu er der hele Tiden nogen foran mig
saa jeg ikke kan komme frem; og det er Gamle Lasse — han gaar mig i
Vejen du! Jeg synes, jeg skulde om foran ham; men kan ikke faa mit gamle
Sind fra Verden heller, saa forandret den er blevet. Den Aften de store
Herrer besluttede Lockouten, stod jeg udenfor mellem saa meget andet
Fattigfolk og lyttede. De døbte Beslutningen i Hurraraab og Champagne,
og da var det mit Syn forskød sig! Der er dog underlige Ting til,
dernede i Pakhuskælderen laa der en Murer, som havde været med at bygge
Byens fineste Paladser; han havde ikke engang Tag over Hovedet.“
Der var kommet et skarpt Drag om hans Mund som aldrig havde været der
før. Han havde Møje med at tale, men kunde ikke lade være. „Hvad du end
gaar ind til, saa tro aldrig Præsterne,“ fortsatte han da han havde
samlet lidt Kræfter. „Det har været min Skade — jeg begyndte for sent at
tænke over Sagerne selv. Vi maa ikke kny — siger de — for det hele er
groet naturligt ud af hinanden fra smaat til større og hænger sammen
efter Guds Vilje. Efter det skulde det jo være vort Utøj, der er blevet
til de fine Folks Fuldblodsheste; og jagu om det ikke er troligt nok! De
har begyndt med at suge Blodet af Elendigheden, men se ogsaa hvor de
springer for Kareten! Ak ja — hvordan vil det ny arte sig du tror?“
„Det vil blive godt for os alle Far!“ sagde Pelle med Sorg i Stemmen.
„Men trist vil det være for mig at du ikke faar Del i det. Men et smukt
Hvilested skal du faa, og jeg skal sætte dig en stor Sten af bornholmsk
Granit med en vakker Indskrift.“
„Du kan sætte: I Dag arbejde, i Morgen æde!“ svarede Lasse beskt.
Hele Dagen laa han hen i en Døs. Men ved Mørkningen løftede han Hovedet.
„Er det Englene jeg hører synge mon?“ spurgte han hviskende,
Stemmeklangen var vandret bort.
„Nej det er Arbejderskernes Smaabørn. Ret snart kommer Mødrene hjem og
giver dem Bryst; saa holder det op.“
Lasse sukkede: „Det bliver tynd Die det, naar de skal gaa paa Arbejde
hele Dagen. Det siges, at Storfolk drikker Vin til tolv-femten Kroner
Flasken; det høres jo som tog de Smaabørnenes Mælk og satte den om i
kostbar Spiritus.“
Han laa og hviskede, Pelle maatte bøje Hovedet ned til hans Mund: „Haand
i Haand har vi vandret Pøjke, og dog gik vi hver sin Vej. Du gik mod
Ungdommen, og Lasse — — men Glæde har du givet mig.“
Saa sluktes den kærlige Flamme, der altid havde brændt lige klart og
roligt for ham under alle Omskiftelser! Det var som et Forsyn tog sin
Tanke bort fra ham; Tilværelsen brast og sank bort i Rummet, og han sad
ene tilbage paa en Træstol. Hele Natten sad han ubevægelig ved Liget og
stirrede ud i det ufattelige med tomme Øjne, mens Tankerne hviskede
nænsomt til den døde om alt hvad han havde været. Han rørte sig ikke men
sad selv som en død, til Madam Johnsen kom om Morgenen for at høre
hvordan det gik.
Saa vaagnede han og gik ud for at ordne det nødvendige.