Det var et prægtigt Kup, Arbejdsgiverne opgav al videre Tanke om at
sætte Virksomheder i Gang uden om Organisationen. Sejren gjordes
fuldstændig ved, at Fagforeningerne betalte de udenlandske Arbejdere
Rejsepenge og fik dem af Sted, inden de fik Tid til at tænke sig om. De
blev fulgt til Dampskibet og lyst hjem med et kammeratligt Hurra.
Pelle var Dagens Mand! Hans Bedrift omtaltes i alle Blade, selv
Modstanderne fældede Lansen for ham.
Han tog det som en Selvfølge, og kastede sig med hele sin Voldsomhed
frem paa et nyt Punkt. Der var ikke noget at gaa til Vejrs over,
Lockouten var fremdeles den tunge Kendsgærning — han følte hele Byrden
af den nu. Arbejderhæren gik og sled Brostenene, mens Nationen
vantrivedes; og nogen Udsigt til en snarlig Løsning var der fremdeles
ikke. Men en Dag løb Kilderne tørre — og saa?
Han var for dybt mærket af Kampen til at svimle for lidt Virak, Raabene
lagde blot Ansvaret endnu vægtigere over paa ham. Hvis der kom et
Nederlag ud af denne forfærdelige Kamp, blev Skylden hans! og han
anstrængte sin Hjærne for at finde et Middel til at knække Fjendens
Modstand. Endnu bar Masserne Tilstanden med Taalmodighed, men hvor længe
kunde det blive ved? Der begyndte at kredse Rygter, som varslede noget —
en Dag hed det sig, at den af Førerne, der havde Indsamlingen under sig,
var stukket af med Kassen; en anden, at hele Arbejderhæren var solgt til
Modstanderne. Der maatte ske noget nu! Men hvad?
— —
Han kom hjem en Middag for at faa et Glimt af Familien, inden han gik
til Møde. Børnene var alene hjemme. „Hvor er Mor henne?“ spurgte han og
tog Lille Lasse op paa Knæet; Søster sad over Ende i Vuggen og legede.
„Mor pyntet sig og gaaet i Byen,“ svarede Drengen. „Mor var saa fin!“
„Saa, var hun det?“ Pelle gik ind i Sovekammeret og saá efter i
Klædeskabet. Brudekjolen var der ikke.
„Det var da underligt,“ tænkte han og gav sig i Leg med Børnene igen.
Søster rakte efter ham; han maatte tage hende op og sad med én paa hvert
Knæ. Den lille blev ved at stikke til hans Overlæbe som vilde hun sige
noget. „Ja Fars Overskæg er faldet af, Søster!“ udbrød Lille Lasse
forklarende.
„Ja det er blæst væk,“ sagde Pelle. „Der kom en Vind — og huit var det
væk!“ Han saá ind i Spejlet med lidt af en Grimasse — det Skæg havde
været hans Stolthed! Saa lo han til Børnene.
Ellen kom hjem, forpustet som havde hun løbet; der laa en skær Rødme
over hendes Ansigt og Hals. Hun gik ind i Sovekamret med Overstykket
paa. Pelle kom derind. „Du har jo din Brudekjole paa,“ sagde han
forundret.
„Ja. Jeg skal have rettet noget ved den og var henne hos Syjomfruen, for
at hun kunde se mig med den paa. Men gaa nu ind, saa kommer jeg straks.
Jeg skal blot skifte Kjole.“
Pelle vilde blive, men hun skød ham hen imod Døren. „Gaa nu ind,“ sagde
hun og dækkede sin Barm med Kjolen. Den skære Rødme laa langt ned over
Barmen — hun kunde være saa skøn i sin Blusel.
Lidt efter kom hun ind og lagde nogle Sedler foran ham paa Bordet.
„Hvad er nu det igen?“ udbrød han, halv bestyrtet over saa mange Penge.
„Ja er det ikke et mærkeligt Held jeg har? — jeg har vundet igen paa
Sedlen! Er det saa ikke en dygtig Kone du har?“ Hun stod bag ham med
Armen hvilende paa hans Ryg.
Pelle sad lidt og ludede som havde han faaet et Dunk i Hovedet. Saa skød
han hendes Arm til Side og vendte sig om. „Har du vundet igen siger du?
— to Gange? — i samme Serie?“ Han talte langsomt, enstonigt, som maatte
han indprente sig hvert Ord.
„Ja. Synes du saa ikke jeg er flink?“ Hun saá usikkert paa ham og
forsøgte at smile.
„Men det kan man jo bare ikke,“ sagde han slæbende — „det kan man jo
bare ikke.“ Pludselig sprang han op og greb hende i Halsen. „Det er
Løgn! — Du lyver!“ raabte han rasende. „Vil du ud med Sandheden — vil
du!“ Han pressede hende bagover ned mod Bordet som vilde han myrde
hende. Lille Lasse skreg.
Hun stirrede paa ham med et forundret Blik, hvori Rædslen trak mere og
sammen. Han slap hende og vendte Ansigtet bort for ikke at se de
dødsmærkede Øjne; men hun rejste sig ikke, stirrede blot uudholdeligt
paa ham, som et Dyr der skal slagtes og ingenting forstaar. Pelle tog og
rejste hende op; saa gik han stille hen og gav sig af med Drengen for at
berolige ham. I hans Hænder var der en ækel Fornemmelse, omtrent som
naar han i sin Drengetid havde kvalt en Fugleunge. Ellers følte han ikke
noget, alting var blot saa ækelt. Det var Forholdene, og nu vilde han
gaa.
Det slog ham mens han samlede sine Ting, at hun stod ved Bordet og græd
stille. Han hørte det pludselig, men uden at det angik ham. Da han var
færdig og havde kysset Børnene, gik der et Ryk igennem hende; hun
traadte i Vejen for ham paa sin gamle energiske Maade.
„Gaa ikke fra mig — du maa ikke gaa!“ sagde hun hulkende. „Aa — jeg
vilde jo kun jeres Vel, og du tog dig jo ikke af noget! Nej det er ingen
Bebrejdelse — men Maden du! Børnene og du selv! Jeg kunde ikke taale at
se jer mangle alting — dig mest — Pelle som jeg holder af dig! — Det var
jo for din Skyld — mest for din Skyld!“
Det lød som Sang i hans Øre, en underlig fjærn Sang; Ordene hørte han
ikke. Han skød hende læmpeligt til Side, kyssede igen Drengen og
kærtegnede ham; hun stod død og stirrede paa hans Bevægelser, med
forvirret strittende Øjne. Da han gik med Døren, sank hun sammen.
— —
Pelle havde lagt sine Ejendele nede hos Rullekonen og gik mekanisk
indefter; der var intet Ekko, ikke en Lyd om ham, han gik og sov.
Fødderne bar ham ind til Arbejderbygningen og op ad Trapperne til det
Værelse, hvorfra Kampen lededes, han tog sin Plads mellem de andre uden
at vide af det, og sad og stirrede ned i det grønne Bordklæde.
Stemningen var præget af Mismod. Man havde længe øjnet Bunden i
Fagkasserne, og Selvbeskatningen gav mindre, efterhaanden som flere blev
smidt paa Gaden. Offervilligheden ude omkring begyndte ogsaa stærkt at
slappes. Offenligheden var ked af dette nu, alting sygnede hen, nu
maatte de se at forliges! Henved halvhundred Tusend Mand var nu ledige,
Hungersnøden begyndte at stikke sit grinende Hoved frem. Det Øjeblik
nærmede sig som Kapitalen regnede med, da Børnenes Graad for Brød maatte
virke opløsende paa Arbejdernes Vilje og faa dem til at ofre Ære og
Selvstændighed for at stille Smaavæsnernes Sult. Og hos Fjenden sporedes
ingen Tegn til Fredsønsker!
Det prægede alle Kampraadets Medlemmer som de sad her, med
Hundredtusenders Ve og Vel hængende tungt over sig. Ingen turde tage det
nøgne Ansvar paa sig ved et stærkt Forslag til den ene eller anden Side.
Sæt nu man maatte give op om en Uge eller to! saa havde op imod en Kvart
Million Væsner lidt Kvaler til ingen Nytte. En uhyre Afstumpning vilde
blive Følgen af det og selve Nederlaget —, som satte dem tilbage for
mange Aar. Men hvis Arbejdsgiverne ikke kunde staa sig saa længe mod det
Tryk, Finansverdenen begyndte at øve paa dem — saa var Sejren forspildt,
hvis man opgav Kampen nu!
Her var al klog Beregning for lille! den store blinde Skæbne herskede
her. Hvem turde foregive, at han kunde løfte Sløret for Fremtiden og
vise Vejen? Ingen! Og Pelle den lyse Brand, der saa hensynsløst viste
Vejen fremad, sad og sov som angik det hele ikke ham mere. Han var nok
sprængt under det uhyre Arbejde!
Sekretæren kom ind med en rødt indstreget Avis og rakte den til
Formanden, han stirrede lidt paa det indstregede Stykke, saa rejste han
sig og læste det op; Bladet dansede i hans Hænder:
„Ca. tredve Arbejderhustruer —, unge og smukke — kan under Lockouten
komme i Huset hos forskellige Pebersvende. God Behandling garanteres.
Bladets Kontor anviser.“
Pelle sprang op af sin Dvale, hele hans forfærdelige Ulykke stod
pludselig skærende klar for ham. „Ja saadan skal det være!“ raabte han.
„Nu har Kapitalen Fingrene ude efter vore Hustruer — nu gøres de til
Skøger! Nu maa vi slaa! slaa! Et sidste Slag maa vi slaa — og det skal
være haardt!“
„Men hvordan?“ spurgte de.
Pelle var blevet hvid af tilkæmpet Ro, saa lysende klar havde hans
Forstand aldrig været. Nu skulde Ellen hævnes paa dem, der tog alt —
lige til den fattige Mands eneste Lam!
„Allerførst maa vi udsende en optimistisk Redegørelse — endnu i Dag!“
sagde han smilende. „Kassen er næsten tom, godt saa meddeler vi, at
Arbejderne har Midler til at føre Kampen et Aar om det skal være. Og saa
slaar vi!“
En gammel forglemt Fantasi var sprunget frem i ham som en fast Plan —
født af Vreden.
„Vi har hidtil kæmpet passivt,“ fortsatte han — „med Taalmodigheden som
Hovedvaaben! Vi har sat vore Livsfornødenheder mod de andres Luksus;
naar de ramte os paa Legemet, sultede os magre og splittede Stumperne
fra vore Hjem — svarede vi ved ikke at forrette Arbejde til _deres_
Bekvemmelighed. Lad os nu prøve at ramme deres Livsfornødenheder en
Gang; lad os slaa dem dér, hvor de lige straks slog os — under Hjærtet!
Saa kanske de bliver medgørlige. Vi har hidtil holdt de vigtigste
Arbejdere uden for Kampen, alle dem Sundhed og Velfærd afhænger af, det
er ikke just os selv der har nydt godt af det. Hvorfor skal vi bage
deres Brød? vi som ikke har Raad til at spise! hvorfor skal vi besørge
deres Renlighed? vi som ikke har Raad til at være renlige! Lad nu
Natmændene rykke i Ilden — og Dagrenovationen! Og er det ikke nok, saa
lukker vi for Vand og Gas. Lad os vove de sidste Stumper og slaa det
sidste Slag!“
Pelles Forslag blev vedtaget, og han tog straks ud paa Vesterbro til
Formanden for Natmændenes Forening. Han var lige staaet op og sad ved
sin Middagsmad. Det var en lille gemytlig Mand, som altid havde en
Gavtyv i Øjet; han var fra Kulsvieregnen. Pelle havde i sin Tid hjulpet
ham at faa Organisationen i Gang, og vidste han kunde regne med ham og
hans Folk.
„Kan du huske, jeg engang viste jer at I var Byens vigtigste Arbejdere —
Lars Hansen?“ spurgte han.
Formanden nikkede: „Ja ellers maatte man være et rent Bagbæst til at
glemme. Aldrig saa længe jeg lever glemmer jeg nok den Virkning, dine
Ord havde paa os oversete Renovationsfolk! Det var jo dig der fik os til
at tro paa os selv og danne Organisation. Og selv om vi ikke akkurat
skulde være de vigtigste Arbejdere, saa —“
„Men det er I netop — og nu er det jer Tur at vise det! Kan I stoppe
endnu i Nat?“
Lars Hansen sad og stirrede grundende ind i Lampen, mens han tyggede.
„Vi er jo paa en Slags Kontrakt med Kommunen,“ sagde han endelig
langsomt. „De kan straffe os for’et, og ogsaa tvinge os til at tage fat.
— Men naar du vil have det, saa gør vi det begribeligvis. Det er der kun
én Mening om mellem Kammeraterne! Hvad du saa kan faa ud af det, maa du
jo bedst selv forstaa.“
„Tak for det!“ sagde Pelle og gav ham Haanden. „Saa er det en Aftale —
der kører ikke en Vogn ud mere. Dagrenovationen maa ogsaa stoppes.“
„Saa sætter Vognmændene andre Folk i Gang — til det Arbejde kan de nok
finde Hænder.“
„Det gør de ikke, for saa stopper vi helt for dem!“
„Ja det er svart! — Det bliver ellers en slem en for de Fine! Fattigfolk
kan det jo være lige meget for de har ikke noget at spise. — Men hvis nu
Militæret bliver udkommanderet til det! Rengjort maa de jo have, om ikke
Byen skal forpestes.“
Det glimtede i Pelles Ansigt: „Hør Kammerat! naar I nu stopper, saa
afleverer I jo straks alle Nøglerne, for at Øvrigheden ikke skal faa
noget at hænge sig i dér. Tag saa og kom dem i Sække og faa dem rystet
godt mellem hinanden.“
Lars Hansen brast i Latter. „Det bliver ellers Satan til Komedie!“
stønnede han og slog sig paa Laarene. „Saa maa de komme til os, for
ingen anden kan finde ud af den Relighed i en Ruf! Jeg skal selv køre
hen med Nøglerne og spille Idiot for dem deroppe!“
Pelle takkede ham endnu en Gang. „I redder det hele,“ sagde han stille.
„Det er mange Tusend Menneskers Brød og Fremtidslykke I nu holder i
jeres Hænder.“ Han smilede lyst og sagde Farvel; saa snart han var ene
blegnede Smilet for et Udtryk af Dødsens Træthed.
* * * * *
Pelle gik paa Gaderne og drev paa maa og faa; nu var alting ordnet, der
var ikke mere at kaste sig op i. Og inde i ham var alting faldet sammen,
der var ikke en Gang Kræfter til en Beslutning om, hvor han skulde gøre
af sig selv. Han bare gik, kom op paa Hovedgaden og drejede ned i
Sidegaderne igen. Inde i en Kolonialbutik stod Karl smilende og adræt
bag Disken og ekspederede nogle Kunder. „Du skulde egenlig høre ind,
hvordan det gaar,“ tænkte han men drev videre. En Gang stansede han uden
for en Kaserne og saá uvilkaarlig op. Her havde han jo lige udrettet
hvad han skulde — det var jo her Natmændenes Formand boede! Nej nu var
Dagens Gærning gjort, og nu vilde han hjem til Ellen og Børnene!
Hjem? han havde jo ikke noget Hjem mere! Han var forladt og ene!
Alligevel kom han over paa Nørrebro; hvad Vej han var gaaet vidste han
ikke, men han fandt sig selv staaende uden for Døren, stirrende paa den
lille rustne Brevkasse. Indenfor lød Klynken, han hørte Ellen gaa
derinde — frem og tilbage; hun lavede til til Natten. Saa gik han ned,
skyndte sig bort og aandede først op da han var helt omme i Tjørnegade.
Han drejede og drejede igen, fra én Sidegade over i en anden. Inde i
hans Hoved gik det saa underligt med; i smaa Knik for hvert Skridt.
Pludselig syntes han der lød bekendte hastige Skridt bag ham — Ellen?
Han vendte sig om; der var ingen. Naa, saa var det altsaa en
Indbildning! — Men Skridtene var der igen, saasnart han gik. Der var
noget ved dem som havde de Ærende til ham, en Vilje til at hale ind paa
ham mærkede han tydeligt i dem. Han stansede i et Ryk — der var ingen,
og kom heller ingen op af Sidegadens Mørke.
Var det da inde i ham selv det færdedes saa besynderligt? Pelle følte
det ubegribelige og fik Hjærtebanken, den forfærdelige Træthed gjorde
ham værgeløs. Og Ellen — hvad var der med hende? denne jamrende
Bebrejden i hans Øre! Forstaa — hvad skulde han forstaa? Det var af
Kærlighed, sagde hun. Naa væk med det! han var for træt til at skulle
forsvare Brøden ogsaa.
Men hvad var det for en Vandren? Nu gik Skridtene i ét med hans egne —
de havde dobbelt Lyd. Og naar han tænkte, talte et andet Væsen i Munden
paa ham — dybt inde fra. Der var det samme haardnakkede over det som
over Mortens Indflydelse; en Mening der selv om den bragtes til at tie
tvang sig frem alligevel. Hvad vilde alt det ham — havde han ikke taget
i nok? Var han ikke Pelle, der havde ført den store Kamp igennem og som
alle saá op til? Men der var ingen Glæde i det, Takten fra de
halvhundred Tusend Kammerater lød ikke igen i hans Skridt. Han var ladt
i Stikken, ene med dette forbandede noget i de øde Gader — Ensomheden
var over ham! „Det er nok dig selv du gaar og bliver angst for,“ tænkte
han med et bittert Smil.
Men Pelle vilde ikke være ene og lyttede stærkt ud. Alt hans eget var
røget, Kampen havde slugt det. Der var dog et Fællesskab — saa trist det
var — mellem ham og Elendigheden omkring ham. Hvad havde han saa at
beklage sig over?
Forfærdelig laa Fattigstaden om ham, hærget af Kamp og Arbejdsløshed,
med Graad og Natkulde og Nød! Børn græd inde fra Baggaardene — det var
for Brød vidste han vel; fulde Mænd ravede om Hjørnerne, og fra Bagstuer
og Gaarde lød der Kvindeskrig. Aa dette var jo Helvede! Gudskelov at
Sejren var nær.
Et Sted hørte han tydelige Stemmer: Børn der græd, og en Kvinde som gik
frem og tilbage over Gulvet, tyssende paa dem og vissende en lille — som
hun vel havde paa Armen. Lyden var saa klar, han saá op, der var ingen
Vinduer i Lejligheden. „De skal nok drives ud med Gennemtræk,“ tænkte
han harmfuld og sprang op ad Trappen; han var vant til at tage Affære
for de Ulykkelige.
Inde i Lejligheden gik en Kvinde med en lille paa Armen, Skæret fra Byen
belyste hende halvt; Skørtet havde hun slaaet over Hovedet for at dække
Barnet ogsaa, hun var nøgen forneden. Der var ikke Spor af Bohave,
Børnene laa i en Krog med Resten af hendes Tøj over sig.
„Værten har taget Døre og Vinduer væk; han vilde have os paa Gaden, men
vi gaar ikke — for hvor skal vi hen? Saa la’r han Trækken fordrive os —
lige som Væggetøj! Min Mand har de jaget til Døde —“
Pludselig genkendte hun Pelle. „Aa det er dig, din forbandede Djævel!“
skreg hun. „Det var jo dig selv, der begyndte at jage ham! Husker du han
drak af Flasken? — før havde han altid holdt sig pæn. Du saá jo ogsaa at
vi blev smidt ud af St. Hansgade — Beboerne fortrængte os — gjorde du
ikke? Aa I Bødler! overalt har I forfulgt ham og jaget ham som et Dyr,
stiklet til ham og pint ham! Gik han ned i en Beværtning, saa rejste
straks de andre sig, og Værten maatte be’ ham forsvinde. Men han var
mere ærekær end jer var han. — Jeg er en pestbefængt! — sa’e han, og en
Morgen havde han hængt sig. — Aa hvis jeg kunde be’ Vorherre om at ramme
dig igen!“ Hun havde ingen Taarer, hendes Stemme var tør og hæs.
„Det behøver du ikke,“ sagde Pelle bittert — „han har ramt mig! Men din
Mand har jeg intet ondt villet; de to Gange jeg traf ham, vilde jeg
hjælpe ham. Det er jo for alles bedste vi maa lide — og mit eget er
ogsaa gaaet i Stykker.“ Han brast pludselig i en lindrende Graad.
„Det skulde de se — Arbejderne, at Pelle græder, saa raabte de nok ikke
Hurra for ham!“ udbrød hun harsk.
„Jeg ejer ti Kroner, vil du have dem?“ sagde Pelle og rakte hende
Sedlen.
Hun tog den nølende. „Dem skal du vel bruge til Kone og Børn — det er jo
din Understøttelse.“
„Jeg har ingen Kone og Børn mere. Tag dem kun!“
„Herregud, saa er det gaaet i Stykker for dig ogsaa! Kunde Pelle ikke
engang holde til det. Ja ja! det er jo rimeligt, at den der saar ogsaa
høster!“
Pelle gik sin Vej uden at svare. Denne Kvindes uretfærdige Dom bedrøvede
ham mere, end Bifaldet fra Tusenderne havde glædet ham; men den vakte
ham ogsaa til stærk Protest. Dér hvor hun slog, kunde han ikke rammes;
han havde ikke plejet sit eget smaa, men ærligt og redeligt tjent det
store og ført det til Sejr. De faldne og saarede havde ingen Ret til at
anklage ham. Han havde tabt mere end nogen anden — alt havde han tabt!
Fuld af Sorg i Sindet men forunderlig rolig gik han hen paa Nørrebrogade
og lejede sig ind i et billigt Logihus.