Nej Pelle fortalte overhovedet ikke Ellen noget mere, hun havde frosset
det bort. Hun var som Vintersolen, den Side der vendte bort fra hende
fik ikke Del i hendes Varme. Pelle havde ingen Fordringer her mere, han
havde forlængst gjort op, at hun ikke kunde dække det stærkeste i hans
Væsen — og vænnet sig til den Tanke at gaa ene med det. Han var blevet
haardere men ogsaa mere Mand deraf.
Hjemme skrantede Drengen — han fik ikke Pleje nok, og den lille var
urolig, navnlig om Natten. Børnenes Klynken og Hosten gjorde det
uhyggeligt. Ellen var tavs; som en tung skæbnesvanger Gaade gik hun og
passede dem. Hendes udtryksfulde Blik mødte aldrig hans, men han følte
det ofte hvile paa sig. Hun var magret af i den senere Tid, og det gav
hendes Skønhed en fanatisk Glød, en Tilsætning af Gift syntes han
stundom. Der var Tider, hvor han vilde give Livet for et oprigtigt
brændende Kærtegn fra denne Kvinde.
Han forstod hende mindre og mindre og fyldtes ofte af uforklarlig Angst
for hende. Hun led frygteligt under Børnenes Tilstand; og naar hun talte
dem til Ro med blødende Hjærte, kunde hendes Ord rumme en skæbnesvanger
Klang der fik ham til at gyse. Undertiden jog den Tanke ham hjem, at hun
havde forgrebet sig paa sig selv og dem.
En Dag han kom ilende hjem under dette Indtryk, kom hun ham smilende i
Møde og lagde 25 Kroner paa Bordet foran ham.
„Hvad er det?“ spurgte Pelle forbavset.
„Dem har jeg vundet i Lotteriet,“ sagde hun.
Det var altsaa derfor, hendes Færd havde været saa underlig
hemmelighedsfuld i de senere Dage — som om der var et eller andet han
for ingen Pris maatte vide. Hun havde gaaet og vovet de sidste
Skillinger, og været angst for at han skulde opdage det.
„Men hvor har du faaet Penge fra?“ spurgte han.
„Dem laante jeg af min gamle Veninde Anna — vi spiller sammen. Nu kan vi
faa Læge og Medicin til Børnene og behøver ikke gaa og mangle alting,“
sagde hun.
Pengene forvandlede hende og førte dem igen varmt ind til hinanden.
Ellen blev mere øm mod ham end nogensinde, og kælede bestandig for ham.
Der var noget nyt over hende, en Slags Sønderknuselse i hendes Væsen,
som gjorde hende myg og elskelig at have med at gøre og bandt Pelle til
Hjemmet med Længselsbaand. Han hastede hjem nu igen. Han tog hendes
Væsen som Afbigt for hendes strænge Dom; hun var forandret dér, begyndte
ogsaa at interessere sig for hans Arbejde i Sagen og opfordrede ham ved
mange Træk til at blive ved. Det viste sig, at hun trods sin
tilsyneladende Kulde havde fulgt godt med. Hendes Væsen undergik en
forunderlig Forvandling. Hun den haarde sikre Ellen blev mildtdømmende
og vag, hun tog ikke den skarpe Afstand fra Ting, og kunde bøje Hovedet
spagfærdigt. Hun var ikke selvretfærdig mere.
En Dag henad Aften sad Pelle hjemme foran Spejlet og barberede sig; han
havde klippet sit store smukke Overskæg helt ind, og var nu i Færd med
at rage efter. Ellen gik og morede sig over, saa det forandrede hans
Ansigt. „Jeg kan jo knap kende dig igen,“ sagde hun. Han troede, hun
vilde have lagt sig paa tværs af dette her og sat hans Overskæg over
Sagen; men hun tog meget kært paa det. Han begreb ikke Forandringen med
hende!
Da han var færdig, rejste han sig og gik hen til Lille Lasse, men
Drengen skraalede op af Skræk. Saa tog han noget gammelt Fabrikstøj paa,
sværtede sig i Ansigtet og Hovedet og gik over mod den store
Maskinfabrik. Fabrikken holdtes nu i fuld Gang, og arbejdede med
skiftende Hold Nat og Dag ved Hjælp af sine internerede Skruebrækkere,
som af Folkevittigheden kaldtes de _Indelukkede_. Jærnmændene havde
forfulgt deres Sejr og begyndt at sætte endnu en Virksomhed i Gang; blev
det saadan ved, vilde en Dag hele Bedriften gaa sin Gang udenom de
Udelukkede, og de kunde staa paa Gaden og se til. Men nu skulde der
slaaes et Slag! Pelle kom med Glæde og Varme i sig hjemme fra og var
knusende oplagt.
Han slap ubemærket forbi Strejkevagten og hen til Porten. „De sover de
Sataner!“ tænkte han gal i Hovedet og var lige ved at ødelægge det hele
for at give dem en Røffel. Han bankede dæmpet paa og blev lukket ind.
Portneren førte ham til Værkføreren der heldigvis var en Tysker.
Pelle blev antaget som Støberiarbejder for en ret høj Dagløn; desuden
fik han Løfte om en Dusør paa 25 Kr., naar han havde været der en vis
Tid. „Det er Judaspengene,“ sagde Værkføreren grinende. — „Og saa bliver
De naturligvis foretrukket til Arbejde naar Lockouten er forbi. De er
vel klar over, at De ikke slipper ud for det første? Vil De have noget
sendt til Konen, besørger vi det.“ Saa fik Pelle en Krog anvist, hvor
der laa en Halmsæk; det var Bopæl og Natteleje.
Paa Fabrikken gik Arbejdet som det bedst kunde. Arbejderne kastede sig
over det i Raptus, gik saa og sløsede, stod i Grupper og snakkede, og
gjorde hvad de vilde. Formændene turde ikke sige noget; naar de kom med
en fredelig Henstilling, fik de Grovheder. Arbejderne benyttede sig af
deres Uundværlighed, de opførte sig som rene Tyranner, og slog bestandig
paa at de godt kunde gaa. Med det Ord beherskede de Situationen.
De fik stor Løn og rigeligt med Mad og Drikkevarer, Arbejdstiden var
ogsaa kortere end ellers. De forstod ikke rigtig dette Omslag i
Tilværelsen og gik om og saa store ud. Men paa Bunden af deres Ansigter
var der en egen Famlen, som var de utrygge for hinanden. De hjemlige
Arbejdere der var i Mindretal, holdt sig for sig selv — som nærede de
inderst inde Foragt for disse Folk, der kom tilrejsende for at fiske i
Elendigheden.
Der arbejdedes med tre Hold som løste hinanden af hver otte Timer. „Ej
se!“ tænkte Pelle — „det er jo ligefrem 8-Timers Arbejdsdagen. Dette her
er nok Fremtidsstaten.“ Lige i det han kom, blev et Hold afløst; de gav
sig straks til at holde et Helvedes Spektakel, dundrede løs paa
Metalgenstandene og raabte paa Mad og Brændevin. Saa blev der baaret
ind, store Kedler med Bankekød og Kartofler. Pelle kom i et Sjak paa en
halv Snes Mand.
„Spis Kammerat!“ sagde de — „du er vel sulten? Hvor længe har du gaaet
inden du gav op?“
„Paa tredje Maaned,“ svarede Pelle.
„Saa er du sku sulten. — Frem med Kødet! mere Kød her!“ raabte de til
Køkkenkarlene. „Kartoflerne maa I godt beholde! vi har ædt Kartofler nok
i vor Tid. — Dette her er sku Slaraffenland med Smørsovs til! Saadan er
det jo, de har gaaet og sagt det vilde blive: God Løn og lidt at
bestille, Masser af Mad og Brændevin! Kan I saa se, det var godt vi
holdt ud da det galdt — nu kommer Belønningen. Skaal du, hva’ Fan du
hedder — du dér med den!“
„Karlsen,“ sagde Pelle.
„Skaal Karlsen! Og hvordan skær den saa derude? Har du set min Kone for
nylig. Hun er nem at kende; det er en med syv Børn og ingenting at putte
i dem! — Hvordan gaar det med Lønkampen?“
Bagefter satte de sig til at spille Kort og drikke, eller drev om og
yppede Klammeri; der sad en ond Braad i dem, de gik og havde en giftig
Trang til at stikke hinanden. „Kom og spil et Slag med, Kammerat — og
faa dig en Dram!“ sagde de til Pelle. „Hvad Fanden skal man faa Tiden
til at gaa med i dette Helvede? sove sejsten Timer i Døgnet kan man ikke
blive ved med i Længden.“
Der var øredøvende Larm som i et vældigt Værtshus, Raab og Skænden;
enhver gav sit Bidrag til Spetaklet som galdt det om at overdøve noget.
De kunde faa Drikkevarer at købe paa Fabrikken, og hvad de tjente drak
de op. „Det er Samvittigheden,“ tænkte Pelle — „de er gode Kammerater
paa Bunden.“ Det lovede godt for hans dristige Forehavende. En Gruppe
Tyskere tog ingen Del i Orgiet men havde indrettet sig en Sparekoloni
henne i det fjærneste Hjørne af den store Hal; de var her for at tjene
Penge!
I en af Grupperne opstod der Klammeri om Spillet; de brugte grov Mund
mod hinanden, til Skældsordene kulminerede i Ordet Skruebrækker. Det
gjorde dem helt rasende, det var som gik der Hul paa en Byld; al deres
opsparede Skamfølelse og Ondskab over de forsmædelige Forhold brød løs.
De brugte Knive og Værktøj mod hinanden. Politiet der Nat og Dag havde
Vagt ved Fabrikken, blev kaldt ind og bragte Ro. En saaret Smed blev
forbundet inde paa Kontoret, men der fandt ingen Arrestation Sted. Saa
faldt der pludselig Slaphed over dem.
De sværmede stadig om Pelle, han var ny Mand og kom derude fra. „Hvordan
gaar det derude?“ var det bestandige Spørgsmaal.
„Dem derude gaar det godt nok. Det ser værre ud for os herinde,“ sagde
Pelle.
„Gaar det dem godt siger du? Vi har ladet os fortælle, at de er lige ved
at overgive sig.“
„Hvem har I det fra?“
„Fra Fabrikslederne her.“
„Saa har de stukket jer en Plade for at holde den gaaende med jer.“
„Du lyver! Og hvad skal det sige at det ser værre ud for os her? ud med
Sproget!“
„Vi faar aldrig fat igen! Nu sejrer Kammeraterne — og saa stiller de den
Fordring for at optage Arbejdet, at vi skal holdes udenfor.“
„For Satan da ogsaa — og vi som har faaet Løfte om det bedste Arbejde!“
raabte en stor Smed. „Men du lyver gør du! Og hvorfor kommer du her,
naar de er ved at sejre derude? — svar for Dælen! Man tyer vel ikke ind
i dette Helvede, naar man ikke er nødt til det!“
„For at svigte Kammeraterne kan du vel begribe,“ svarede Pelle haardt.
„Jeg vilde prøve, hvordan det er at slaa Brødet ud af Munden paa de
sultne.“
„Det er Løgn! saa ondskabsfuld er ingen! Du gør Nar af os din Djævel!“
„Giv ham en Dragt Prygl,“ sagde en anden — „han spiller Rod. Er du
Spion, eller hvad vil du her? Du hører nok til blandt Idioterne derude.“
Det var Pelles Plan at holde gode Miner til slet Spil og lirke sig frem.
Men nu blev han gal i Hovedet.
„Du skulde nødig kalde hæderlige Mænd Idioter,“ svarede han opbragt.
„Ved du hvad I er? I er nogle Svin som ligger og fraadser og bæller i
jer, og lever højt paa Kammeraternes Nød! Det er hvad I er — Judas’er
der sælger den gode Sag for nogle beskidte Penge. Hvormeget fik I? — 25
Kroner hva’? Og derude gaar de og sulter trofast, for at vi alle — I
ogsaa — kan faa det lidt menneskeligt i Fremtiden.“
„Nu holder du Kæft,“ sagde den store Smed. „Du har ikke Kone og Børn,
saa er det let nok at snakke.“
„Er det ikke dig der bor i Jægersborggade?“ slog Pelle ned over ham. „Og
sender du maaske hvad du tjener, til Kone og Børn? Hvorfor lider de saa
Nød? I Gaar blev de smidt paa Gaden; Organisationen tog og skaffede dem
Tag over Hovedet, skønt det var en Skruebrækkerfamilie.“ Det var Pelle
selv der havde gjort Udvej for dette.
„Sender — vist Fan er det min Agt at sende dem noget. Men naar en nu
fører dette Helvedes Liv, saa gaar Pengene til Sprut forstaar du! Og nu
skal du ha’e Klø,“ Smeden smøgede op for sine vældige Muskler, han var
ikke ædru og skulede ondt som en gal Tyr.
„Vent lidt,“ sagde en ældre Mand og traadte hen til Pelle. „Jeg synes
jeg har set dig før, hvad er dit Navn med Forlov?“
„Mit Navn — det kan I godt faa. Jeg er Pelle.“
Navnet virkede som en Eksplosion, han skød straalende i Vejret for deres
Øjne. Smedens Arme faldt slappe ned, han vendte skamfuld Hovedet bort.
Pelle selv stod midt iblandt dem! de havde svigtet ham, vendt ham
Ryggen, og dér stod han og smilede, ikke Spor af vred. Kammerater kaldte
han dem tilmed, han foragtede dem ikke engang! „Pelle er her,“ sagde de
dæmpet, videre og videre ud, med en egen tung Dvælen paa Navnet. Der
blev Mudder omkring i Hallen. „Hvad Satan, er Pelle kommet!“ udbrød de
og tumlede paa Benene.
Pelle var sprunget op paa en stor Ambolt. „Stille!“ raabte han med
Tordenstemme. „Stille!“ Der blev lydløs Stilhed i Rummet, man kunde høre
deres dybe Aandedrag.
Formændene kom styrtende og vilde trække ham ned. „Her maa ikke holdes
Taler!“ raabte de.
„Lad ham tale!“ sagde den store Smed truende. „Ham er I for smaa til at
stoppe Kæften paa!“ Han greb en Forhammer og stillede sig ved Foden af
Ambolten.
„Kammerater!“ begyndte Pelle i en let Tone — „jeg er sendt herind med en
Hilsen til jer fra dem derude. Fra Makkerne som stod ved Siden af jer
paa Arbejdspladsen, fra jeres Omgangsvenner og Fagforeningskammerater!
Hvor bliver de gamle Svende af? sagde de — vi har dog taget saa mangen
Tørn sammen og delt ondt og godt med hinanden. Skal vi nu gaa ind i det
ny uden dem? — Og jeres Koner og Børn spørger efter jer! Nu er det
Foraar; og de begriber ikke, hvorfor de ikke skal pakke Madkurven og
tage i Søndermarken med Fatter.“
„Næ for der er ingen Madkurv!“ sagde en tung Stemme.
„Der er dog halvhundred Tusend Mand, der tager den som den er uden at
knurre,“ svarede Pelle alvorligt. „Og de spørger efter jer og begriber
ikke, hvorfor I forlanger mere end de. Har I da gjort mere for
Bevægelsen? — spørger de — eller er I Grevesønner der ikke kan gaa støt
i Rækkerne? — Nu er det Foraar derude!“ vedblev han friskt, „Vinteren er
forbi for Fattigmand, han skal til at have lyse Dage! Og saa drejer I
til den gale Side og gaar i Fængsel! — Ved I, hvad de Udelukkede kalder
jer? De Indelukkede kalder de jer!“
Nogle lo dæmpet. „Den er sku meget godt fundet paa,“ sagde de til
hinanden. „Den har han selv lavet.“
„De har nu ogsaa andre Navne til os!“ raabte en Stemme trodsigt.
„Det har de ogsaa,“ svarede Pelle muntert — „men det er fordi de sulter!
Saa bliver man urimelig ved I nok — og misunder andre Maden!“
De skuttede sig og trængte sig endnu nærmere om ham; hans Ord sved i dem
og gjorde alligevel godt. Ingen kunde lange ud efter én som Pelle, og
alligevel faa én til at føle at man ligesom var et ordenligt Menneske.
Uden om dem stod de fremmede Arbejdere og lyttede anspændt for at faa
lidt med.
Pludselig sprang Pelle midt ind i Nøden og lagde Hjemmenes aarelange
endeløse Fortvivlelse blot, saaledes at man saá alt hvad man havde lidt
— først saá det rigtig nu. De undredes over at de virkelig havde staaet
for saa meget, men vidste godt at det var saaledes; deres drøje Nik
bekræftede, at det passede hvert et Ord. Det var Pelles egne fortvivlede
Kampe, der nu talte igennem ham — men Lidelsens Kvæde blev lagt over
dem. Han selv stod der lys og sejrsikker og ragede urørlig ovenud af
alting!
Efterhaanden blev han stærk og skarp i Ordene. Han bebrejdede dem deres
Troløshed, mindede om hvor dyrekøbt bittert Sammenholdet var groet frem
til en Lov, og gav i korte rammende Ord hele Bevægelsens Opsang som den
laa og blundede i hvert et Øre. Det var de gode gamle Toner, Hjemmenes
og Arbejdspladsernes egen Melodi, Pelle gav den ny Klang. De havde glemt
deres Moders Røst lige som hine Landflygtige — derfor kunde de ikke
finde hjem; nu kaldte den dem tilbage — til den gamle Drøm om Lykkeland!
Han saá det paa deres Ansigter og var over dem i et Spring: „Kender I
noget skændigere end at sælge sit Fædreland? Det har I gjort — endnu før
I betraadte det — solgt det med Brødre, Koner og Børn! Og I har afsvoret
jeres Religion — Troen paa den store Bevægelse! Buddene har I fornægtet,
og solgt jer selv for nogle Judaspenge og en Omgang Brændevin!“
Han stod med den venstre Haand paa den store Smeds Skulder; den højre
holdt han knyttet ud over dem. I den Haand holdt han dem; han følte det
saa stærkt, at han ikke turde lade den synke men blev ved at holde den
udstrakt. Der gik en mumlende Bølge gennem Rækkerne og forplantede sig
til de fremmede Arbejdere ogsaa. De smittedes af de andres Bevægelse, og
fulgte anspændt med skønt de ikke forstod stort af Sproget. Ved
Udfaldene nikkede de og puffede til hinanden, og nu stod de ubevægelige
med forventningsfulde Ansigter; de var under hans Tales Magt de ogsaa.
Det var Solidariteten, den mægtige jordomspændende Kraft! Pelle erkendte
dens forunderlige Væsen, saa der løb Kuldebølger op og ned over hans
Ryg. Han holdt dem alle i sin Haand, og nu skulde Slaget slaaes — inden
de fik Tid til at tygge paa det. Nu!
„Kammerater!“ raabte han overlydt. „Jeg sagde til dem derude, at I var
hæderlige Folk som Nøden og et Øjebliks Uforstand havde ført op i
Suppedasen. Nu gaar jeg ind og henter jeres Venner og Makkere — sa’e jeg
— de længes efter at komme ud i Foraaret til jer igen! — Har jeg løjet
naar jeg lovede godt paa jeres Vegne?“
„Nej du har ikke!“ svarede de med én Mund, „Leve Pelle! Længe leve
_Lynet_!“
„Saa kom!“ Han sprang rask ned fra Ambolten og marsjerede gennem Hallen,
slyngende Socialistmarsjens Opsang ud. De sluttede op bag ham uden
Overvejelse eller Skrupler, Tempoet tog dem, det var som en Vaarvind
sugede dem ud i det fri. Porten blev slaaet op og Fabrikkens
Funktionærer trængt til Side. Syngende og med drønende Takt der tog
Revanche efter Indespærringen, drog de ned ad Nørrebrogade med Pelle i
Spidsen, ind mod Arbejdernes Bygning.