Manden saá paa ham med dette Blik der kom fra en anden Verden. „Ja jeg
maatte herover, Pelle?“ sagde han betydende. „Jeg saa de Fattige vandre
fra Landet til Byen og videre herover; saa fulgte jeg efter dem, for at
de ingen Fortræd skulde komme til. For I Stakler er jo Guds Udvalgte,
som maa vandre og vandre for at finde Riget. Nu har Havet stanset jer,
og I kan ikke komme længer; saa mener I Riget maa ligge her. Gud har
skikket mig ud for at sige jer at I tager fejl. — Og du Pelle, vil du nu
komme til os? Gud venter med Længsel paa dig; han har Brug for dig til
alle disse Smaa.“ Han blev ved at beholde Pelles Haand i sin og se
indtrængende paa ham, maaske troede han at Pelle kom for at give sig ind
under hans Rige.
Her var igen én, som havde Planer til at føre de Fattige mod
Lykkelandet! Men Pelle havde de Fattige selv han! „Jeg har gjort for
dem, hvad jeg har kunnet,“ sagde han selvfølende.
„Ja jeg ved det nok, men det er ikke det rette — det du har for! Du
giver dem ikke Livsens Brød.“
„Jeg tror de trænger mere til Rugbrød. Se paa dem, synes du de faar for
meget at spise?“
„Og _kan_ du give dem Mad da? Jeg kan give dem Guds Glæde, saa de
glemmer deres Sult for en Stund. Men kan du andet end faa dem til at
føle den endnu mere?“
„Maaske kan jeg. Men nu har jeg ikke Tid til at drøfte det; jeg er ude
og leder efter min gamle Far.“
„Din Far mødte jeg før omme i Stengade med en Sæk paa Nakken — han saa
ikke ud til at have det for blidt. Jeg traf ham engang ovre hos Skomager
Sort, da skulde han over og tilbringe sine gamle Dage hos sin Søn.“
Pelle svarede ikke men flygtede. Han knyttede Hænderne i afmægtigt
Raseri, mens han styrtede af Sted. Her gik de og stak ud efter ham den
ene ivrigere end den anden; mens Sandheden var den nøgne, at han — ung
og kraftig og rask til sin Gærning som han var — ikke _kunde_ forsørge
Kone og Børn og sin gamle Far, selv om han havde støt Arbejde. Ja saa
fordømte var Forholdene, at en Mand i sin bedste Alder ikke kunde følge
Naturens Bud og stifte Familie, uden at de der afhang af ham sank ned i
Savn og Elendighed! Aa for Satan, der skulde slaaes til det hele System!
Havde han Magten over dem, saa vilde han ogsaa have Lov at bruge den til
deres bedste!
Omme i Stengade hørte han sprukken rystende Sang inde fra en Gaardbrønd.
Det var Far Lasse, Kludesækken stod ved Siden af ham med Esset haget i;
han holdt om dens Hals med den ene Haand og gestikulerede med den anden
op til Vinduerne under Sangen. Visen vakte Latter, og han søgte at gøre
den endnu morsommere ved lystige Gebærder, der klædte hans triste
Skikkelse ynkeligt.
Det skar Pelle i Hjærtet at se paa denne Jammer, han gemte sig i Porten,
og ventede paa at Faderen skulde blive færdig. Paa Steder i Sangen tog
Lasse sin Kabuds af og klaskede sig oven i Hovedet, mens han løftede det
ene Ben. Han var lige ved at tabe Ligevægten, og Ungerne der omgav ham,
trak i hans lasede Skøder og puffede hinanden hen paa ham. Saa stansede
han, snakkede dem til Rette med sin rystende Stemme og sang videre:
Vil I høre lidt om min Malør?
Her til Verden jeg kom som saa mangen
uden Far, for se jeg blev undfangen,
engang Mor stod i Træk i en Dør.
Hendes Skam har jeg troligen dulgt,
men den pynter dog lidt paa min Vise.
Giv en Skilling til noget at spise!
— naar jeg dør maa I slaas om min Sult.
Ind i Verden jeg trén uden Svig,
derfor maa jeg gaa rundt uden Strømper.
Naa men Lasse er slet ingen Stymper
— han er født med en Bror som er rig.
Han og jeg vi kom aldrig paa Kant;
mens jeg sled, sanked han det i Bunker!
Han har Guldtøj og dyreste Grunker,
jeg forsikrer jer Børn, det er sandt!
Bror han bor i et prægtigt Palads,
og hans Heste har Sølvstads i Grimen;
han kan holde ti-tolv Daler Timen
ved at sove og sidde paa —!
Han har Velstand som jeg haver Skidt,
hvor han vender sig hen er der Penge.
Jeg skal arve ham engang — om længe,
og imens faar I hjælpe mig lidt!
Engang selv fik jeg Lykken at se,
— da af Slid jeg var blevet en Skrælling.
Da saa Gud lod det regne med Vælling
til mig Fattige, mangled jeg Ske!
Himlen saá jo i Stakkelen Synd!
Ak der stod jeg og ingenting ævned,
medens rige Bror aad saa han revned
af den Fattiges Vælling saa tynd.
Et og andet faldt ud vist lidt smaat.
Man fik ta’e det og være forvisset:
Hvad du tjente, det venter dig hisset,
og se saa kan du ha’e det saa godt!
Det faar være med det som det er,
— giv en Skærv til den gamle Mands Kiste!
Mens han ta’r en paa Øjet — den sidste,
vil han drømme medynksomt om jer.
Men en Søn kan I tro at jeg har,
— Børn er Fattigmands Rigdom i Verden.
Ak jeg følger med Glæde hans Færden!
Mon han tænker iblandt paa sin Far?
Hver tog sit, nu er Gubben snart træt
af at lede i Snavset om Klude.
Men en Dag er det hele vel ude —
Kast en Skilling i Lasses Kasket!
Da Lasse var færdig med sin Sang, klappede de og kastede Skillinger ned
til ham indsvøbt i Papir; han travede rundt og pillede dem op. Saa tog
han sin Sæk paa Nakken og stolprede ludende gennem Porten.
„Far,“ kaldte Pelle fortvivlet — „Far!“
Lasse rettede sig i et Ryk og sendte sine svage Øjne ud i Portrummet:
„Er du her Pøjke? Ak det lød som din Barnerøst, naar nogen vilde gøre
dig ondt og du kaldte paa mig.“ Den gamle var kommet til at ryste. — „Og
nu har du vel hørt det hele — og skammer dig over din gamle Far du?“ Han
turde ikke se paa Sønnen.
„Far, nu maa du gaa med hjem, hører du!“ sagde Pelle da de kom ud paa
Gaden.
„Nej du, det kan jeg ikke! Der er ikke engang nok til dine egne Munde.
Nej du faar lade mig gaa mine egne Veje og sørge for mig selv. Jeg har
det godt!“
„Du _skal_ gaa med hjem — Børnene savner dig du. Og Ellen spørger hver
Dag efter dig!“
„Ja det kan være. Men jeg ved hvad hun maa tænke, at jeg spiser Maden
fra hendes Børn! og nu tilmed — en Kludesamler! Nej du maa ikke friste
mig.“
„Du maa nu gaa med, hvordan det saa er med alle Ting. Jeg holder ikke
denne Pine ud, du Far.“
„Ja saa i Guds Navn, saa faar jeg aabenbare min Skam for dig Pøjke —
naar du ikke vil slippe mig ellers. Se jeg bor jo sammen med nogen — et
Kvindfolk du. Jeg traf hende ude paa Lossepladsen, hvor hun gik og
samlede Affald op ligesom jeg. Jeg havde indrettet mig en Krog derude —
for Natten mens jeg fandt mig et Logi. Og saa sa’e hun jeg skulde gaa
med hjem til hende — det er dog ikke saa koldt naar man er to. Siden
slog vi to gamle os sammen. Vil du ikke gaa med hjem, nu vi har truffet
hinanden? Saa kan du jo se paa det. Vi bor ret herved.“
De drejede om i en snæver Gyde og ind ad en Port. Inde over Baggaarden,
i et Skur der lignede Resterne af et gammelt Bondehus, havde Lasse sit
Hjem. Det saa ud til at have været Brændselsrum engang i Tiden, der var
Jordgulv og løse Brædder til Loft. Der var trukket Snore under Loftet,
hvor Klude, Papir og andre Ting fra Skarnkasserne hang til Tørre. I det
ene Hjørne paa en meget lav Jærnovn, stod Kaffekedlen og snurrede og
sendte sin rare Duft ud i den mugne Stank fra Affaldet. Lasse gassede
sig.
„Ah jeg er stiv,“ sagde han — „og lidt forfrossen. Her ser du saa min
lille Mor — og det er min Søn Pellepøjken.“ Han klappede fornøjet sin ny
Livsledsagerske paa Kinden.
Det var en gammel krumbøjet Kvinde, snavset og pjaltet var hun; Ansigtet
var fuldt af rødt Udslæt, som hun sandsynligvis havde hentet ude paa
Lossepladsen. Men der sad et Par gode Øjne og udviskede alting.
„Saa det er Pelle?“ sagde hun og saá paa ham — „saadan ser han ud? Ja én
har jo hørt hans Navn; han hører til dem der gør sig bemærket, skønt han
ikke er rødhaaret.“
Pelle maatte have en Taar Kaffe med. „Du faar kun Smørrebrød til, for
anden Aftensmad bruger vi to gamle ikke,“ sagde Lasse. „Vi gaar tidlig i
Seng vi to, og man sover ondt med en overfyldt Mave.“
„Naa hvad synes du saa om vor Lejlighed?“ spurgte Lasse videre og saá
sig stolt om. „Vi giver kun fire Kroner om Maaneden for den, og hele
Møbleringen har vi gratis; det har Mor og jeg slæbt hjem fra
Lossepladsen hver en Trævl lige til Kakkelovnen. Her skal du bare se en
Hømadras som ikke er helt ilde — og den har Godtfolk kasseret.
Jærnsengen har vi ogsaa faaet derude, saa har jeg bundet et Ben under.
Og i Gaar kom Mor slæbende med Gardiner og hængte op. Godt at nogen Folk
har saa meget, at de maa smide det paa Møddingen.“
Lasse var oprømt, han lod til at have det godt, det gamle Kvindfolk
puslede for ham som var han hendes Ungdoms Kærlighed. Hun hjalp ham
Støvlerne af og stak ham et Par Kludesko paa Benene; saa tog hun en lang
Pibe henne fra Krogen og stak i Munden paa ham; han lo og behagede sig i
det.
„Ser du den Pibe, du Pelle? Den har Mor gaaet og sparet sammen til, uden
at jeg anede noget — og købt den saa lang at jeg ikke kan tænde den
selv. Saa ligner jeg en Huspave, siger hun.“ Lasse maatte læne sig
tilbage i Stolen, mens hun tændte for ham.
Lasse fulgte Pelle over Gaarden da han gik. „Naa hvad siger du saa?“
spurgte han.
„Jeg maa jo være glad, at du har det saa godt,“ svarede Pelle ydmygt.
Lasse trykkede hans Haand: „Tak for det du! Jeg frygtede jo at du vilde
blive stræng, som liden var du en gal Fanden paa det Omraade. Og se vi
kunde jo gifte os forstaas — ingen af os har noget som kunde være til
Hinder. Men det koster Penge det — og Tiderne er knappe. Og nogen Børn
som kunde kræve at være sat ordenlig i Verden er der jo ingen Fare for.“
Pelle maatte smile, saa alvorligt hans Sind var.
„Se snart hen til os igen — du er velkommen!“ sagde Lasse. „Men du
behøver ikke fortælle Ellen noget om dette her — hun er jo stikken paa
det.“