En tidlig Morgen vandrede Pelle ind gennem Byen. Han var staaet op før
Ellen for at være fri for det pinlige Morgenmaaltid. Ellen vilde anvende
al sin Kløgt for at faa ham til at sætte et ordenligt Foder til Livs, og
Maven var ikke svær at overtale; bagefter gik han saa og skammede sig
over at han havde forsynet sig paa de andres Bekostning. Saa snild han
var, kunde han ikke staa sig mod hende paa anden Maade, end ved at
stikke af mens hun sov.
Hans fastende Tilstand gav Byen og hele Tilværelsen et eget
gennemsigtigt Skær. Der laa en lang Dag for ham med et uhyre Arbejde, og
bag sig havde han den friske Sejr fra i Gaar. Det forholdt sig saaledes
dermed, at Jærnmændene havde faaet den snilde Ide at stifte en
Splittelsesforening for Smede og Maskinarbejdere og lægge Navnet nær op
ad deres Fagforenings. De udsendte saa Løbesedler til Folkene om, at
Faget genoptog Arbejdet næste Dag. Mange var ikke stive i at læse og tog
det for en Meddelelse fra deres egen Fagforening, andre mente at en
Fagforening var en Fagforening, og nogle lod sig lokke af de større
Fordele den ny Forening bød. Der var stor Forvirring blandt Fagets
Arbejdere! Saa snart Fiffet var afsløret, trak enhver hæderlig Mand sig
ud af Historien; men en Vandgang var det! — og en gruelig flov én over
for alle Kammeraterne.
Pelle var godt gal i Hovedet over dette Krigspuds, der til syvende og
sidst ramte ham som Lederen af den aabne Kamp; han havde lidt et
Nederlag og pønsede paa Hævn. Trods alle Strejkevagtens Anstrængelser
var det ikke muligt at faa den fuldtallige Liste over Skruebrækkerne;
Ærgrelsen over det sad og brændte i ham som en beskæmmende Følelse af
Afmagt, han var bekendt for at naa Bunden naar han tog sig noget paa!
Han besluttede at møde List med List og sætte en Fælde for Modstanderne,
saa de selv udleverede Skruebrækkerne. En Morgen offenliggjorde han sin
Liste i _Arbejderen_ med et hoverende: Se her, flere har Modstanderne
ikke! Om nu Arbejdsgiverne virkelig gik i Vandet, eller Skruebrækkernes
Skæbne i Grunden var dem ligegyldig: Næste Morgen protesterede deres
Organ og opgav Navn og Tal paa Resten ogsaa.
Det var en Lussing der havde vasket sig, den kastede Lys over de magre
stillestaaende Ansigter — sikken en Tak for sidst! Den Pelle var en
Fandens Fyr — Hurra for _Lynet_! —
Pelle _var_ en Fandens Fyr som han travede af Sted, frisk og fuld af
Gaa-paa-Mod, og tog Ekkoet fra Sidegaderne og de store Kaserner ind i
sit kraftige Trit. Gader og Huse var rimduggede af Nattefrosten, oppe i
Luften var der en egen Tindren som hørte Byen til, Lyset kom fra skjulte
Kilder. Han havde ladt alle Bekymringer bag sig derhjemme, rundt om var
der Arbejdere som hilste, og han sendte dem sin Genhilsen som en Opsang.
Han kendte dem ikke, men de kendte ham! Følelsen af at hans Arbejde —
saa haarde Spor det drog — vakte Taknemmelighed løftede ham fremad.
Der var intet Morgenhumør over Byen. Lockouten laa som en lammende Haand
over det hele, Omsætningen var træg, og Mellemstanden sukkede. Men nogen
Udsigt til Fredslutning var der ikke, begge Parter var uforsonlige.
Arbejderne havde ikke mistet noget ved Murernes uoverlagte Stansning —
Sympatien for Underklasserne var af politisk Oprindelse; ude fra Landet
strømmede Bidragene fremdeles ind. Ogsaa fra Udlandet kom der betydelige
Summer. Kampen kostede Arbejderne en halv Million om Ugen nu, og Hjælpen
udefra var at se til som Draaber i Havet. Men den gav moralsk Støtte, og
virkede ansporende paa Selvbeskatningen som bar det hele. Armodens
hundredtusend Hjem lod deres sidste Stumper springe for at føre Kampen
igennem; nu vilde de have Fremtiden afgjort. Arbejdsgiverne prøvede at
stoppe den store Landsindsamling ved at gøre Myndighederne opmærksomme
paa en ældgammel Forordning om Betleri, men det vakte kun Munterhed.
Lidt Latter havde man endnu Raad til.
Arbejderne havde indrettet sig med Sulten. De tog ikke i Skoven mere,
men færdedes sindigt gennem Gaderne som Folk der har altfor god Tid — og
gav Byens Ansigt et eget Præg af fattig Eftertænksomhed. Deres Skridt
var for dvælende til at give Genlyd, og i Hjemmene var der Ro til
Eftertanke. De larmende, altid sultne Børn var spredt ud over Landet —
de havde da den gode Mad; men tomt var her efter dem!
Pelle mødte dem i Hold, de var paa Vej til de forskellige Mønstringer.
De rejste Hovedet idet han gik forbi; hans Skridt gav Genlyd for dem
alle. Det var fyrretyve Tusend Mand dér kom, deres Haab, deres Vilje —
Pelle udtrykte det hele for dem! De stirrede efter hans uovervindelige
Skikkelse og rettede sig op. „Satan til Ka’l,“ sagde de lyst til
hinanden — „han ser ud, som kunde han gaa det hele ned! Se engang paa
ham, han kan jo knap faa sig af Vejen for de store Lastvogne! Skal vi
gi’e ham et Leve, Kammerater!“
Værtshusholderne stod i Kælderhalsen og gabede op mod Morgenhimlen — det
var Dyrtid for dem! I Beværtningernes Vinduer hang Papskilte med
Indskriften: Her modtages Bidrag til de Udelukkede!
Paa Dronning Louises Bro mødte Pelle en lille blegfed Mand i en lurvet
Frakke; han havde slappe Træk og en stor rød Næse. „God Morgen Hr.
General!“ raabte Pelle muntert; Manden slog nedladende ud med Haanden.
Det var Straamanden for _Arbejderen_, en forhenværende Kapitalist, der
for en lille ugenlig Betaling var Bladets ansvarhavende Redaktør over
for Myndighederne. Han tog Fængselsstraffene paa sig, og sad — for et
yderligere Tillæg af fem Kroner om Ugen — Bladets Bøder af. Naar han
ikke var i Arresten, opholdt han Livet ved Drik. Han led af
Storhedsvanvid og bildte sig ind, at det var ham der førte hele
Arbejderbevægelsen; derfor kunde han ikke lide Pelle.
Inde i Arbejderbygningens store Gaard var Havnearbejderne mødt til
Mandtal. Formanden tog imod Pelle i Porten; det var den samme Arbejder
Pelle og Tudeper havde taget sig af en Aften paa Havnen — nu forstod han
sig paa det ny!
„Naa hvordan gaar det?“ spurgte Pelle og trykkede hans Haand.
„Storartet! af Tusend Mand mangler kun syv.“
„Men hvor er Glade Jakob henne? Er han syg?“
„Han er arresteret,“ svarede Formanden mørkt. „Han kunde ikke holde ud
at se paa at hans gamle Forældre sultede — saa gjorde han Indbrud hos en
Urtekræmmer — han og Broderen. Nu sidder de begge to!“
Et Øjeblik blev Rynkerne i Pelles Pande forfærdelig dybe og graa; han
stod og stirrede blindt ud, de lyse Træk i hans Ansigt segnede og lagde
sig, i tung Jammer. Arbejderne gloede paa ham — stod han ikke dér og
faldt i Søvn, ret op og ned! Men saa tog han sig sammen.
„Naa Folkens, kan I faa Tiden til at gaa?“ spurgte han muntert.
„Aa, hvad det angaar! Det er første Gang man har Lejlighed til at lære
Kone og Børn ordenlig at kende,“ svarede de. „Men derfor kunde det
alligevel være morsomt at faa fat igen.“
Det var synligt at Lediggangen begyndte at tynge nu; der sad en
bestandig Grublen i deres stillestaaende Træk, Øjnene rettede sig paa
ham med en vedholdende haard Spørgen. De forlangte, at hvad han tog sig
for skulde være afgørende til den ene eller anden Side. Blødladne var de
ikke blevet, de stemte stadig for at gaa videre. Derude i Forlængelsen
af Kampen laa det de søgte, og de spejdede i Pelles Ansigt efter et Træk
der kunde bekræfte Lykken.
Mange underlige Spørgsmaal maatte han besvare; der groede besynderlig
fantastiske Forestillinger frem af Nøden og røbede, at deres rolige
beherskede Optræden var Resultatet af mange aarvaagne Kræfter.
„Tager vi nu hele Magten og Rigdommen fra de Store?“ spurgte en Arbejder
efter længe at have stirret grundende paa Pelle. Kampen havde hærget
hans Skikkelse, men til Gengæld tændt en Gnist i hans Øjne.
„Ja nu tager vi vor Menneskeret, og kræver Arbejderen respekteret!“
svarede Pelle. „Saa bliver der ikke noget der hedder Herrer og Smaafolk
længer.“
„Men hvad saa hvis de vil op igen? Vi maa gøre en hurtig Ende paa dem,
saa de ikke skal kravle op og ride paa os igen.“
„Du vil kanske ha’e dem ud paa Fælleden og skyde dem — men det er ikke
nødvendigt,“ sagde Sidemanden. „Naar dette her er ovre, saa er der ingen
der tør hugge vor Mad mere.“
„Bliver der saa slet ingen Fattigdom mere?“ spurgte den første igen,
vendt mod Pelle.
„Nej! Naar vi først faar vort eget rigtig i Gang, bliver der godt at
være i alle Hjem. Læser du ikke dit Blad?“
Vist læste han; men det var ingen Skade til at Pelle selv bekræftede det
store. Og Pelle kunde gøre det, fordi han aldrig kendte til Tvivl. Det
havde været tungt for Masserne at naa frem til det ny Syn paa Tingene,
saa tungt som at dreje en Klode! Der maatte ske noget stort til Gengæld.
Nogle af dem havde faaet et Par Stykker Mad frem, og gav sig til at
spise mens de drøftede Sagerne. „Velbekomme!“ sagde Pelle og nikkede
Farvel til dem. Hans Tænder løb i Vand, han huskede at han ikke havde
faaet hverken vaadt eller tørt endnu. Men det var der ikke Tid at
spekulere over; han maatte paa Stedet ud til Stolpe og træffe Aftale om
Posteringen af Strejkevagter.
Derovre stod Marie med hvid Kappe og Kurv paa Armen og nikkede til ham,
rød i Kinderne. Omplantningen havde givet hende Grøde; mellem hver Gang
han saá hende, rankede hun sig og blev smukkere.
Oppe hos Svigerforældrene var der Smalhans, adskillige Stumper var
vandret bort fra det før saa hyggelige Hjem; men Humøret fejlede ikke
noget. Stolpe gik hjemme og ventede paa sin Frokost, han havde ogsaa
været tidlig paa Færde.
„Hvordan har Tøsen det?“ spurgte han. „Vi ser ikke meget til hende.“
„Hun har jo meget at gøre,“ sagde Pelle undskyldende. „Nu gaar hun ogsaa
paa Arbejde.“
„Naa ja, hun er vel ikke for god til at give en Haand under disse
Forhold. Men vi ved nok, hvad der stikker hende — hun er Protestmand!
Gudskelov hun ikke er blevet et Mandfolk, for saa havde hun sat Mudder i
Rækkerne.“
Frokosten bestod af en Portion Havregrød og Kaffe med Smørrebrød. Madam
Stolpe kunde slet ikke finde sit pæne Plet-Kaffestel, som de havde faaet
i Sølvbryllupsgave af Børnene. „Jeg maa have forsat det,“ sagde hun.
„Ja ja, det kommer nok til Veje, Mutter!“ sagde Stolpe. „Nu faar vi
snart bedre Tider; saa kommer der mange rare Ting til Veje igen, skal du
bare se!“
„Har du været henne ved Maskinfabrikken til Morgen, Svigerfar?“ spurgte
Pelle.
„Ja jeg var derhenne. Men nu er der ikke mere for Strejkevagten at gøre.
Arbejdsgiverne har indlogeret alle Mand paa Fabrikken, de faar fuld
Forplejning og det hele. Der skal være en Masse udenlandske
Skruebrækkere imellem — Arbejdet er i fuld Gang.“
Det var en nedslaaende Efterretning — Jærnfabrikanterne havde vundet den
første Sejr! Meget hurtigt vilde det virke nedbrydende paa Arbejderne at
gaa og se paa, at deres Virksomheder holdtes i Gang uden dem.
„Det maa stoppes,“ sagde Pelle. „Ellers gaar de videre paa den Bov, og
det hele opløser sig for os. Vi maa sætte Lus i Skindpelsen paa dem
derinde!“
„Hvordan skal vi det, naar de er indespærrede og Politiet patruljerer
udenfor Dag og Nat. Vi kan jo ikke engang faa dem i Tale.“ Stolpe lo
fortvivlet.
„Saa maa en Mand snige sig ind, og lade som han tager Arbejde!“
Det gav et Sæt i Stolpe. „Som Skruebrækker? — det faar du aldrig nogen
hæderlig Mand til, selv om det kun er paa Skrømt! Jeg gjorde det heller
ikke selv! En Skruebrækker er dog en Skruebrækker, hvordan Pokker man
saa vender det.“
„En Skruebrækker er dog vel en som skader Kammeraterne? Den der vover
Trøjen for dem, fortjener vist et andet Navn.“
„Det skal jeg ikke komme ind paa,“ sagde Stolpe. „Det gaar vist lidt for
højt for mig, og disputere med dig skal jeg vel tage mig i Agt for. Men
i _min_ Katekismus staar der at den er Skruebrækker, som gaar i Arbejde
hvor Tilgang er frabedt — og det holder jeg mig til.“
Pelle kunde snakke saa meget han lystede, den gamle lod sig ikke rokke
af Stedet. „Men en anden Sag er det jo, hvis du selv vil udføre det,“
sagde Stolpe. „Du staar jo ikke til Regnskab for hvad du gør, men gaar
frem efter dit eget Hoved.“
„Jeg staar Bevægelsen til Regnskab!“ svarede Pelle stærkt. „Og jeg vil
netop gøre det selv.“
Stolpe sad og krummede Armene og strakte dem igen. „Nu kunde det være
godt snart at komme i Arbejde igen,“ udbrød han pludselig. „Lediggangen
sætter sig ligesom Gift i Kroppen paa én. — Og nu er der Huslejen Mutter
— hvor Fanden vi skal tage den fra! Lørdag maa den ligge paa Bordet,
ellers bliver vi sat ud — sagde Værten.“
„Det bliver der nok Udveje for, Fatter!“ sagde Madam Stolpe. „Gaa du
bare ikke hen og tab Modet af den Grund.“
Stolpe saá sig om i Lejligheden: „Ja lidt at pille er der jo endnu — som
Sulten sagde, den havde begyndt paa Tarmene. Hør ved du hvad, Pelle —
vel er jeg din Svigerfar, men en Kone som min har du sku ikke.“
„Jeg er glad for Ellen, saadan som hun er,“ svarede Pelle.
Det ringede, det var Stolpes Broder Tømreren. Han saa medtaget ud, mager
og fattig i Tøjet; der var røde Skjolder om hans Øjne. Han saá ikke paa
dem, da han gav Haanden.
„Sid ned Bror!“ sagde Stolpe og skød en Stol frem.
„Tak, jeg skal gaa igen — det var bare et lille Ærende — saadan.“ Han
stirrede ud af Vinduet.
„Er der noget paa Færde derhjemme?“
„Nej, nej ikke saadan. Der var bare det jeg vilde sige dig — at — — Nu
melder jeg mig fra!“ udbrød han pludselig.
Stolpe rejste sig, han blev hvid i Ansigtet. „Betænk dog hvad du gør,“
sagde han truende.
„Jeg har haft Tid nok til at betænke mig. De sulter du — og nu faar det
have en Ende! Jeg syntes bare jeg vilde varsko dig, saa du ikke skal
ha’e det af de andre — du er dog min Bror.“
„Bror — jeg er ikke din Bror længer! Gør du det, saa er vi to færdige!“
brølede Stolpe og slog i Bordet. „Men du gør det ikke, du gør det ikke!
Gud straffe mig! hvis jeg skulde opleve den Skam at se Kammeraterne
holde Rettergang over min egen Bror paa Gaden! Saa slaar jeg med, du! du
skal faa det sidste Spark af mig, fordi du er min Bror.“ Han var helt
ude af sig selv.
„Ja ja, det kan vi altid tales ved om,“ sagde Tømreren stille. „Men nu
ved du det altsaa — jeg er ikke faldet dig i Ryggen.“ Saa gik han.
Stolpe gik frem og tilbage i Stuen, fra Ting til Ting; han slap dem og
tog dem igen helt sanseløst — Hænderne dirrede voldsomt. Saa gik han ind
i den anden Stue og lukkede efter sig. Lidt efter kom hans Kone ind: „Du
maa hellere gaa Pelle; jeg tror ikke Fatter er skikket til at være
sammen med Mennesker i Dag mere. Han ligger derinde og er helt graa i
Ansigtet — bare han dog kunde komme til at græde. Aa som de to Brødre
har holdt af hinanden altid, de var jo saa enige i alting.“
Pelle gik; han var alvorlig til Sinds. Han forudsaa, at Stolpe med sin
Retskaffenhed vilde anse det for sin Pligt at forfølge Broderen haardere
end andre — saa meget han ogsaa holdt af ham; og maaske selv overtage
Strejkevagterne paa de Pladser, hvor Broderen gik i Arbejde.
Inde ved Søerne mødte han et Hold af Strejkevagten der var paa Vej udad;
og fulgte dem et Stykke tilbage for at aftale et og andet. Ovre paa den
anden Side Gaden kom en ung Fyr ud af en Port og luskede om Hjørnet.
„Hej, stop ham!“ raabte en af Kammeraterne. „Der er han, den
Hædersmand!“ Et Par Arbejdere forfulgte ham ned ad Slotsgade og kom igen
med ham imellem sig. De slog Kreds om ham hele Flokken, nogle Koner og
Børn sluttede sig hurtig til.
„I maa ikke gøre ham noget,“ sagde Pelle bestemt.
„Der er saamænd ingen der vil røre ved ham,“ svarede de. En Stund stod
de tavse og saá paa ham, som vejede de ham i Tankerne; saa spyttede de
paa ham én for én og gik. Fyren gik tavs ind i en Port, dér stod han og
tørrede Spyttet af Ansigtet med sit Ærme. Pelle fulgte efter ham for at
sige ham et godt Ord og faa ham tilbage i Organisationen igen. Fyren
rettede sig hurtigt, da Pelle kom.
„Kommer du for at spytte?“ spurgte han haanligt. „Du glemte det før —
hvorfor spyttede du ikke?“
„Jeg spytter ikke paa nogen,“ sagde Pelle. „Men dine Kammerater har Ret
til at foragte dig — du har sveget dem. Kom med, saa skal jeg faa dig
ind i Organisationen igen, og ingen skal gøre dig noget!“
„Saa skulde jeg gaa dér som en Synder og tage mod Stikpiller — nej Tak!“
„Vil du da hellere gøre dine egne Fortræd?“
„Jeg vil have Lov at forsørge min gamle Mor — I andre kan gaa ad Helvede
til. Min Mor skal ikke gaa i Gaardene og synge og pille af
Skarnkasserne, mens Sønnen giver den store i Partiet. Det lader jeg
visse Folk om.“
Pelle blev rød som et Blod. Han følte at dette angik Far Lasse, det
fortvivlede Forhold til den gamle sad som et nedgroet Nag et Steds i ham
og brød nu op. „Tør du gentage det du der sagde?“ knurrede han og gik
Svenden ind paa Livet.
„Og hvis jeg var gift, skulde jeg ikke have noget af at Konen tjente
Føden til mig — det vilde jeg lade de krøllede Drenge om.“
Ej ej, dette smagte af Folkesnakken naar den var ude og sværtede sin
Mand bagpaa! de var nok i Færd med at lyve ham til med Sladder, mens han
gik og satte alt sit eget til Side for deres Skyld. Nu var Pelle rasende
og gav Fanden i Føreren, han langede Fyren et Par forsvarlige Lussinger
og spurgte hvad han helst vilde — holde Kæft eller have mere.
Morten kom ud i Porten — det foregik i Stedet hvor han arbejdede. „Dette
her gaar ikke du,“ hviskede han og fik Pelle med sig. Pelle kunde ikke
svare men smed sig over Sengen; hans Blik brændte endnu af Vrede over
Fornærmelsen, og han forbrugte megen Luft.
„Det gaar haardt til nu,“ sagde Morten og saá paa ham med et eget Smil.
„Ja jeg ved godt du ikke kan lide det — men de skal sku dog holde Trop.“
„Og hvis de nu ikke har bedre Forstand?“
„Saa maa de tage Følgerne. Det er dog vel rimeligere, end at det hele
skal gaa neden om og hjem.“
„Er det det ny du? — tage Følgerne synes jeg altid de umyndige har
maattet. Og der har heller aldrig manglet nogen til at spytte paa dem,“
sagde Morten bedrøvet.
„Nej hør nu!“ udbrød Pelle og sprang op — „du vil da ikke skylde mig for
at have spyttet paa nogen — det var de andre.“ Han var ved at blive gal
i Hovedet igen, men Mortens stille Væsen beherskede ham.
„De andre — det er der ikke noget der hedder! Det var dig der spyttede,
syv Gange og lige i Ansigtet paa Staklen — jeg stod jo inde i Butiken og
saá det.“
Pelle stirrede maalløs paa ham. Den sandhedskærlige Morten, stod han dér
og løj? „Saá du det siger du? at jeg spyttede?“
Morten nikkede: „Du vilde maaske tage Hurraerne og hele Æren, og saa
luske dig fra Sjofelhederne og de knuste Skæbner? Du har taget et stort
Ansvar paa dig Pelle! Se hvor blindt de følger dig — paa dit glatte
Ansigt kunde jeg fristes til at sige. For jeg er ikke vis paa, om du
staar inde med nok. Der er jo Blod paa dine Hænder; men er det dit eget
noget af det?“
Pelle sad og tænkte tungt, Mortens Ord tvang altid hans Tanker til at
færdes hvor de ikke havde traadt før. Men nu forstod han ham, der gik et
mørkt Drag hen over hans Ansigt og efterlod noget. „Dette her har kostet
mig mit Hjem,“ sagde han stille. „Ellen bryder sig ikke om mig mere, og
mine Børn forsømmes og glider fra mig. En smuk Fremtidsstilling har jeg
givet Afkald paa, sulter gør jeg hver Dag, og min gamle Far maa jeg lade
gaa for Lud og koldt Vand! Saa hjemløs og ene og forladt som jeg er,
tror jeg ingen anden kan føle sig! Saa noget staar jeg da inde med! —
siden du tvinger mig til selv at sige det.“ Han smilede op men havde
Taarer i Øjnene.
„Om Forladelse kære Ven,“ sagde Morten. „Jeg var bange for, at du ikke
vidste fuldt hvad du har for. Der ligger allerede mange paa Valpladsen,
og det er tungt at se paa — især hvis det ikke skulde føre til noget.“
„Fordømmer du det da? Jeg kan jo aldrig blive klog paa dig.“
„Ikke hvis det fører til Maalet du! Jeg har selv drømt om at føre dem
frem til Lykken — paa min egen Maade; men Sindene er ikke til det. Du
har Magten over dem — dig følger de blindt; før du dem videre. Men hvert
et Saar de faar i Kampen, skal ramme dig ogsaa — ellers er du ikke den
rette til det alligevel. Og er du vis paa Maalet?“
Ja Maalet var Pelle vis paa. „Og vi naar det!“ raabte han pludselig
begejstret. „Se hvor glade de finder sig i alt, og bare gaar fremad!“
„Men Pelle,“ sagde Morten med et varsomt Smil og lagde Haanden paa hans
Skulder — „en Fører er ikke selv Profos! Partiet bekæmper desuden
Pryglestraffen!“
„Naa er det det dernede, du tænker paa!“ sagde Pelle. „Det har ikke
noget med Bevægelsen at gøre. Han sagde, at min Far gik og sang i
Gaardene og fiskede i Skarnkasserne — saa gav jeg ham et Par paa Kassen.
Jeg har vel samme Ret som enhver anden til at lyse en Fornærmelse hjem.“
De onde Ord om Ellen nævnede han ikke, han kunde ikke faa sig til det.
„Men det er sandt nok,“ sagde Morten stille.
„Hvorfor har du ikke fortalt mig det?“ spurgte Pelle bleg.
„Jeg troede du vidste det. Du har jo ogsaa haft nok at slaas med og har
ikke noget at bebrejde dig.“
„Ved du noget om hvor han færdes?“ spurgte Pelle sagte.
„Han plejer at gaa her i Blaagaardskvarteret.“
Pelle gik. Han var tung og trist til Sinds, Dagen havde arbejdet jævnt
paa at lægge Ansvar paa ham som var for tunge til én at bære. Skulde han
tage Ansvaret for hvad Bevægelsen knuste i sin Fremrykning, blot fordi
han havde stillet Kræfter og Velfærd til dens Raadighed? Og dér gik
Lassefar og var Ridder af Syvtallet! han maatte rødme af Skam over sig
selv, og havde dog ikke kunnet forhindre det. Forholdene, skulde han
have Ansvaret for dem? Og nu spyede de Ellen til — som Tak!
Han vidste ikke hvordan han skulde gaa frem i sin Undersøgelse, og gik
ind i Gaardene og spurgte paa maa og faa. I en Gaard i Blaagaardsgade
var der en Stimmel Mennesker, Pelle gik derind. Det var en
Gaardmissionær, han havde Bornholmernes syngende Dialekt, og det
ejendommelige Udtryk i Øjnene, som Pelle huskede fra de Hellige i sin
Barndom. Han skiftevis prækede og sang. Pelle saá paa ham med et Blik
der sløredes af Minder, og i sin desperate Stemning var han lige ved at
give Slip paa alt og storbrøle — som i Drengeaarene naar noget slog sig
paa Hjærtet. Det var jo den Dreng der havde sagt noget raat om Far
Lasse, og som han — lille som han var — sparkede en Brok til. Dengang
kunde han værge sin Far, ja!