Naar Pelle dødstræt var paa Vejen hjem om Aftenen, forlod Følelsen af
Ubetvingelighed ham, og da drejede hans Tanker sig mod Ellen.
Om Dagen var der ingen Vaklen eller Usikkerhed over ham. Naar han
optraadte og greb ind, var det altid med Massernes Tusender i Ryggen.
Han følte den store Arbejderhær bag sig, naar han slog aabent til eller
mødte tilknappet for at forhandle med Modstandernes Førere. Men til
Ellen kom han ene uden andet end sit Menneske at falde tilbage paa. Og
uden om hende kunde han ikke komme; hvad stort der saa bar ham frem
derude, blev hun ved at sidde inde med hans Livs Hemmelighed. Hun var
stærk og lod sig ikke feje til Side, han _maatte_ grunde over hendes
Væsen og se at finde en Løsning.
Pelle havde Ærende i utallige Familier, og hvad han saá var ikke altid
lige hyggeligt. Hjemmet var et Begreb som først var ved at trænge ned
fra Middelstanden; selv i normale Arbejdsperioder tjente de færreste nok
til, at der kunde blive Familiehygge ud af det, og Kvinderne forstod
ikke at skabe den endnu. Manden kunde være pæn og velklædt naar man traf
ham ude, men kom man saa med hjem, gentog det samme sig: En skummel
snavset Rede, og en forhutlet Kvinde der gik og gnavede mellem en Flok
Unger. Fortjenesten tillod kun én at leve ordenligt. Manden vendte udad,
han skulde have Paalægsmad med paa Arbejdspladsen, og lidt ordenligt
maatte der stikkes ham naar han kom hjem; de andre hutlede sig saa frem
med lidt Kaffe og Brød, hyggelige Familiemaaltider kunde der ikke være
Tale om. Klæder maatte han ogsaa have, han var Fasaden, det hele hængte
paa ham. Nogen Forstaaelse var der ikke i disse Kvindfolk, de saá kun
hvad der var lige for — Arbejdsløsheden og Manglerne i Hjemmet, og
gnavede Manden ud af Huset naar han viste sig: „Du gaar dér og rager dig
op i alt muligt der ikke kommer os ved — Politik og store Ord — i Stedet
for at passe dit gode Arbejde og lade Tosserne nappes.“ Saa gik de igen
og gjorde deres Arbejde for Organisationen paa Beværtninger, flere af
dem var Tillidsmænd, og Pelle mødtes med dem dér til Forhandling. De var
mismodige naar de kom, og skulde først tøes op.
Pelle mødte med lyst Haab for dem ogsaa; naar de klagede i deres Mismod,
gav han store Anvisninger paa Fremtiden: „Vore Koner skal nok give os
Ret. Den Dag kommer snart; da vi kan møde med en ordenlig Ugeløn, der er
nok til alle i Hjemmet.“
„Og hvis det nu ikke sker?“ kunde de sige.
„Det skal ske — blot vi holder ud!“ raabte han og slog i Bordet.
Ja han kunde sagtens se lyst paa alting. Han havde faaet sig en Kone fra
et Elitehjem, en som holdt Huset rent og hyggeligt og forstod at faa det
mest mulige ud af lidt. Datter af en gammel Fagforeningsformand,
opdraget midt i Bevægelsen — en Kone som saá med kloge Øjne paa sin
Mands Forehavender — jo han kunde sagtens. Til det sidste maatte Pelle
tie.
Paa det Punkt havde hun ikke taget ved Arv og Lære, men var den hun var,
og vilde aldrig blive anderledes hvad der saa gik hen over Hovedet paa
hende. Pelle ofrede Kone og Børn for en kunstig Ide, for ikke at svigte
nogle ligegyldige Kammerater! Det med Strejken og den haarde Fordømmelse
af dem der ikke holdt Trop, var og blev for hende Værtshusbryg; noget
Arbejderne havde siddet og kørt ind i deres Hoveder, naar de havde en
halv en paa.
Saadan var det, og det fyldte hendes Væsen med krænket Smærte at se sig
og sine sat til Side for uvedkommende — en Smærte der gjorde hende skøn
og gav hende Ret i sit.
Hun anklagede aldrig i Ord og sørgede altid for at sætte frem hvad Huset
formaaede. Altid traf han Hjemmet i Orden, og han begreb, hvad det
maatte koste hende af Anstrængelse med de faa Midler der var til
Raadighed. Der var intet Angrebspunkt paa hende, og det gjorde
Tilstanden endnu mere trykkende; den kunde ikke komme til noget Udbrud
og faa Luft, det var umuligt at skælde ud og saa blive gode Venner igen.
Ofte ønskede han at Ellen vilde være forsømmelig som saa mange andre.
Men hun holdt sig stiv; jo mere hans Sager gik saaledes at hun maatte
fordømme dem, des korrektere blev hun selv.
Naar han endda havde kunnet forklare hendes manglende Forstaaelse med at
hun var gold og egenkærlig. Enkel og usammensat havde han altid syntes
hun var, og alligevel blev hendes Væsen ved at være en Gaade! Hun var
ikke overdreven gavmild og medfølende over for andre — det var sandt;
men hun krævede heller ikke noget for sin egen Mund, det var for ham og
Børnene hun tænkte alle sine Tanker. Han maatte indrømme, at hun havde
ofret alt hensynsløst for hans Skyld — Hjem, hele Verden! og havde Ret
til at kræve noget igen.
Ogsaa her var hun uforandret den samme. Hendes eget var hende
ligegyldigt; naar bare han og Børnene havde noget, var det hende nok;
hun behøvede saa lidt selv, syntes at blive mæt ved at se dem spise.
Pelle maatte ofte undres over, at hun bevarede sit gode Huld uanfægtet
af, hvor simpel den Føde var hun tog til sig. Hun kunde jo pleje sig
selv i Smug, men den Tanke jog han bort igen med Skam. Hvad hun spiste,
havde altid været hende saa inderlig ligegyldigt; hun agtede ikke paa
hvad det bestod af, men kræsede for ham og Børnene — især ham — og
syntes at trives derved. Ja endnu kræsede hun virkelig for ham! det var
som hun opfyldte en dyb Lov uafhængig af deres indbyrdes Forhold; her
kunde heller intet forandre hendes Væsen. Hun kunde ligne en smuk stor
Moderhund, der sidder og agter opmærksomt paa Ungernes Appetit; ingen
kan af dens overlegne Ro gætte at dens egne Tarme slides af Sult. Naar
de lævnede, pressede hun dem. „Jeg har spist,“ sagde hun, saa roligt at
det gærne lykkedes hende at skuffe dem. Ak saa fortvivlet var det da at
tænke paa, endnu mere uudholdeligt, jo dybere han trængte ind i det. Hun
ofrede sig for ham, og maatte fordømme hans Færd! Sulten forstod hun at
møde, langt bedre end han — og begreb ikke hvorfor de maatte sulte!
Af alle disse smærtelige Overvejelser steg hun bestandig stærkere frem,
stærkere og mere ufattelig, skøn i al sin Egenhed. Og han skyndte sig
hjem, fuld af brændende Længsel og Hengivenhed; og bestandig med et Haab
om, at hun denne Gang vilde komme ham i Møde, blussende af Kærlighed, og
i Blusel gemme sine Øjne ved hans Skulder. Skuffelsen kastede ham endnu
voldsommere ind i Kampen; Hjærtets Higen efter en blød nænsom Haand
gjorde hans egen haard.
* * * * *
Stadig prøvede han paa Udveje til at skaffe Penge. Men da der paa
Forhaand ingen Udveje gaves og han var stærkt optaget af Kampen,
beskæftigede hans Tanker sig ikke med det. Det sad derinde bag i hans
Bevidsthed som et vellystigt Ønske der blot favnede den daglige
Tilværelse; det var som noget inde i hans Sjæl havde taget hans
Tegnegave i Besiddelse, sad og tegnede dejlige Pengesedler og skød dem
op for hans Fantasi.
En Dag han kom hjem, sad Enkemadam Rasmussen og passede Børnene mens hun
syede Kludesko; Druk Valde var fløjet fra hende — ud i Foraaret! Ellen
var ude paa Arbejde. Det gav et Stik i ham, Maaden hun havde gjort det
paa, uden at nævne et Ord til ham om det først, virkede som et Slag i
Ansigtet paa ham, og i første Øjeblik blev han ond. Men Lumskhed var
hans Natur fremmed! Han maatte erkende, at hun havde Ret i sit; og saa
var Vreden forduftet. Tilbage blev en fortvivlet Stemning, noget inde i
ham vaklede — dette var dog den omvendte Verden. „Jeg maa hellere blive
hjemme og passe Børnene,“ tænkte han bittert.
„Nu skal jeg nok blive hos Børnene, Madam Rasmussen!“ sagde han. Konen
samlede sit Arbejde sammen.
„Ja De har meget for,“ sagde hun og stansede henne ved Døren. „Jeg
forstaar mig ikke paa hvad det er; men kil bare paa! det er nu mit
Valgsprog. For værre end det er, kan det aldrig blive. Enkemadam — jo
pyt, lad os bare ikke skabe os! Et Mandfolk kan jo knap forsørge sig
selv, end sige Familie i denne forbandede Verden — og faa Børn behøver
man ikke hedde Madam for. — Her har nu jeg gaaet og slidt mig Liv og
Helsen ud af Kroppen, og tror man jeg nogensinde har tjent til de Rake,
jeg slider op ved min Sjoven? Nej dem har jeg pænt maattet tigge mig til
hos Herskaberne, hvor jeg vaskede. Jo man bli’r flaaet gør man, Madam
Rasmussen har selv prøvet det. Saa jeg siger, dæng bare igen! Der kommer
Drengen hjem: Mor nu har de igen lagt paa Pindebrændet, en Øre paa to
Snese. Hvad rager det os Dreng, kan vi maaske købe to Snese ad Gangen?
siger jeg. Jamen Mor, saa er det en Øre mere paa én Snes! Og Æggene, de
koster en Krone og tyve inde hvor de velhavende handler, men her!
Bevares Madam, naar De tager to, faar De dem for femten Øre. Det bliver
saa lige otte Øre for et Æg, for én skal jo have det mindste Maal,
Pengene er ikke engang efter det. Det er surt at være fattig. Bliver det
aldrig bedre, saa gid Fanden ha’e den der har skabt det hele! — det var
dyrt bandt.“
Pelle sad og legede med Lille Lasse. Madam Rasmussens Ord havde oprettet
noget i ham. Det var den evige Klage, den evige Klage; for hver Gang den
lød, uddybedes Fattigmandsverdenen endnu mere — for ham som dog skulde
kende det hele! Det var en forfærdelig Afgrund at se ned i, bundløs;
aldrig syntes man at naa ned til de nederste. Og han havde Ret, han
havde Ret!
Han sad og tegnede sorgløst for Drengen paa et Stykke Papir og tænkte
paa helt andre Ting; uvilkaarligt tog Tegningen Form inde fra. „Det er
jo Penge, det er jo Penge!“ raabte Lille Lasse og klappede i Hænderne.
Pelle saá vaagent paa Tegningen — javist, det var de grove Træk af en
Tikroneseddel. Det smigrede hans Faderhjærte, at Drengen havde genkendt
den; han fik Lyst til at se hvor godt den lignede. Men hvor i Alverden
skulde han faa en „Blaa“ fra? Pelle, der var med til at indsamle og
fordele Millioner i denne Tid, ejede ikke ti Kroner. Piben, Piben! — det
var jo dér Drengen havde sin Forestilling fra. Hans gamle Julepibe havde
pudsigt nok en Tikroneseddel paa Hovedet — det var næsten som en Tanke!
Han fik den frem og sammenlignede; der var ikke røget af den længe — der
var ikke Raad til det. Han satte sig ivrigt til at udfylde Tegningen,
mens Lille Lasse stod og morede sig over Blyantens Hop. „Far er
rigtignok stor, Far kan!“ sagde han og vilde have Søster vækket, for at
hun kunde være med i Legen.
Nej Resultatet vilde ikke blive godt! Billedet skulde skæres ud i Træ og
trykkes med Farve, for at Ligheden kunde komme frem. Saa kom Ellen hjem,
og han gemte det af Vejen.
„Vil du ikke nok lade være med at gaa paa Arbejde?“ sagde han, „jeg skal
nok se at skaffe det nødvendige.“
„Hvorfor det?“ svarede hun lukket — „jeg er vel ikke for god til at
bestille noget.“ Der var ingen Klang i hendes Stemme som kunde lokkes
for; saa gik han til Møde.
Nu Ellen var ude, stak han hjem om Dagen saa tidt han kunde afse lidt
Tid, for at se til Børnene. Han havde faaet fat i et Stykke haardt Træ
og en Tikroneseddel. Han førte med stor Omhu Sedlen over paa Træstykket
og gav sig til at skære den ud, mens han sad og pludrede med Børnene.
Beskæftigelsen lagde Beslag paa ny Sider i ham; den sysselsatte hans
Sind som en kunstnerisk Opgave, der laa bagved alt og arbejdede paa egen
Haand i ham, ogsaa naar han var ude. Arbejdet fyldte hans Sind med en
egen Skønhed, saalænge det stod paa. En varm og lykkemættet Verden steg
frem af dette Seddelansigt, der gled bestandig tydeligere ud af
Dunkelheden, og slog alle Savn til Side. Naar Pelle sad ved dette,
løftedes hans Sind ud af alt trykkende som var han beruset, det var slet
ikke til. Han blev optimistisk og gav i Tankerne rige Løfter til Ellen.
Alting var i Grunden saa lige til, det var en Misforstaaelse — ikke
andet! Han maatte tale med hende, og hun vilde straks indse, hvilken
lykkelig Tilværelse de gik ind til — blot de holdt ud. Det var Tavsheden
der havde sat ondt. Lykken, Lykken; den var nærmere nu end nogensinde,
større og herligere end de andre Gange den havde banket paa! Hvorfor —
vidste han ikke, gjorde sig ikke Rede for!
Men naar han hørte hendes Skridt paa Trappen, blegnede Drømmene. Han
vaagnede og gemte sine Sysler af Vejen, skamfuld ved Tanken om, at hun
kunde komme hjem fra Arbejde og gribe ham i at sidde og lege.
Undertiden knugedes han ned ved Følelsen af det uoverkommelige i
Forholdet til Ellen. Han kunde ikke klare det modstridende i den
bestandige Higen udad til større og stærkere Forhold, fra Sejr til
Triumf — og Afmagten hjemme, hvor hans Lykke gik baglæns. Han blev træt
af at gruble over det, og fik Lyst til at være ligeglad med det hele.
Trang til at drikke havde han ikke, men noget var ved at forfalde i ham
alligevel. En vis Ligegyldighed over for eget Velfærd aad sig opløsende
ind paa ham og fik ham til at vove sig langt ud, ligeglad med om han
gjorde Dumheder som skadede ham. Men saa raabte det stærkt i ham, især
naar han stod over for beske Udslag af Nøden. „Det er mit gamle Lyde“
tænkte han og blev agtpaagivende. I Barndommen var det et Slags
Slagtilfælde, nu var det blevet til en Stemme.