Hjemme hos Pelle stod det smaat til. De havde ikke forvundet Vinteren
endnu, da han reves ind i Kampen; og Forberedelserne til hans ny
Stilling havde ført dem i Gæld. Pelle mødte med den samme Understøttelse
som de andre Udelukkede — ti tolv Kroner om Ugen; det skulde Ellen
skaffe Mad og Varme til dem for. Hun mente der i det mindste maatte
tilkomme ham noget mere som Fører, men Pelle selv ønskede sig ikke andre
Kaar end dem der var Hvermands.
Naar han kom hjem, dygtig overkørt af Træthed efter sin anstrængende
Dag, mødte han hendes spørgende Øjne. Hun sagde ikke noget, men Øjnene
gentog haardnakket deres Spørgen Dag for Dag. Det var som sagde de: Naa
har du saa fundet Arbejde? Det irriterede ham, for Ellen vidste jo godt,
at han ikke søgte Arbejde, og at der overhovedet ikke var noget at søge.
Hun kendte Situationen lige saa godt som han, men lod haardnakket som
hun ikke anede alt det, han og Kammeraterne var ude i. Og naar han
bragte det paa Tale, tav hun stædigt; hun vilde ikke vide Besked med den
Ting.
Kampens Hede stod Pelle i Hovedet, han vilde ingen hellere dele sin
Stemning og sine Felttogsplaner med end hende. Ellen havde sporet ham
frem paa andre Omraader, og han havde følt det som en Tilvækst, en
Bekræftelse for sit Væsen; men her tav hun. Hun havde ham og Hjemmet og
Børnene, alt andet kom hende ikke ved. Vinternøden havde hun delt med
ham og dog været glad; den var uforskyldt. Men her kunde han faa Arbejde
blot han vilde. Hun havde taget sin stumme Modstand op igen, og det
virkede hæmmende paa ham, tog noget af Glæden ved at være i Ilden.
Naar han kom hed hjem og fortalte, hvad der var udrettet den Dag og
sket, blev det til Lasse han talte. Hun gik i sit eget som en døv; og
pludselig afbrød hun hans Beretning med, at de manglede det og det. Saa
vænnede han sig af med at være meddelsom, og lagde hele Arbejdet uden
for Hjemmet. Naar der var noget at skrive, eller Folk at afhandle Sager
med, valgte han en eller anden Beværtning for at være fri for hendes
hæmmende Nærværelse. Han undgik at betro hende om sine Tillidsposter; og
skønt hun ikke kunde undgaa at erfare dem udefra, lod hun som hun
ingenting anede. For hende var han bestandig kun Arbejderen Pelle, der
unddrog sig Forsørgelsen af Kone og Børn. Dette haardnakkede Syn pinte
ham; bitter som han var hjemme fra, lagde han endnu mere Styrke i Kampen
og fik noget af en haard Haand.
Lasse gik og saá paa dem og var uglad. Han vilde gærne mægle, men vidste
ikke hvordan det skulde gribes an; han følte sig ogsaa til overs. Hver
Dag trak han i sit gamle Tøj og gik ud for at tilbyde sin Arbejdskraft i
tilfældigt Sjov, men der var ledige Hænder nok som var yngre end hans.
Han gik ogsaa i Angst for at tage fat i noget, hvorved han kom til at
gaa ind i de andres. Kampen forstod han sig ikke paa, og havde svært ved
at afgøre hvad der var forbudent Land; men han havde ubetinget Respekt
for Pelle. Naar Pøjke sagde saadan og saadan, saa var det rigtigt, selv
om man sultede ihjæl af det — Pøjke var udset til noget!
En Dag forlod han stille Hjemmet; Pelle mærkede det knap, optaget som
han var. „Han er vel sagtens taget ud til Marskandisersken i _Arken_,“
tænkte han — „her er heller ikke morsomt.“
Pelle havde den udadvendende Del af Kampen under sig; han forstod sig
ikke paa Regnskaberne og Administrationen, men tumlede sig i Marken.
Allerede som otteaars Barn havde han faaet den Opgave at gøre sig til
Herre ved sine egne Midler og ført det igennem, og det kom ham tilgode
nu. Han havde Massernes Tillid; hans Tale faldt dem naturligt, saa de
troede paa ham naar de ikke forstod. Men var der nogen, der ikke vilde
med den Vej han førte, saa skulde de alligevel. Her var ikke Tiden til
ret megen Parlamenteren; hvor gode Ord ikke hjalp, slog han haardt til.
Kampen bestod først og fremmest i at holde sammen paa Masserne, og han
var paa Gaden altid; overalt hvor der stod noget paa, dukkede han op.
Han havde sat en storslaaet Parade i System, hver Morgen stillede alle
de udelukkede Arbejdere til Mandtal paa forskellige Steder i Byen, hver
under sin Organisation. Ved denne daglige Kæmpemønstring af op imod
40,000 Mand var det muligt at se, hvem der faldt fra som Skruebrækkere.
Der manglede altid nogle, og de der havde lovligt Forfald maatte
godtgøre det for at faa Del i Understøttelsen. Han var til Stede snart
her snart der, altid uventet, fordi han handlede impulsivt. _Lynet_
kaldte de ham, for det pludselige der var ved ham. Han handlede ikke ud
fra lange Overlæg, men havde god Rod i det hele alligevel; det ene
groede naturligt ud af det andet — til større Dimensioner end nogen
bevidst Forstand kunde overskue. Og Pelle groede naturligt med, og havde
Overblikket i selve sin Impuls.
Der var nok at tage Vare; ved Mønstringen skulde de udeblevne bogføres,
og enhver der vidste noget om dem kom frem med det. Den var stukket af
til Udlandet, den til Provinsen for at søge Arbejde — saa var det godt.
Naar nogen faldt fra som Skruebrækker, blev der straks taget
Forholdsregler til at straffe ham. Paa den Maade holdt Pelle Rækkerne
fast sammen. Der var mange lette Elementer imellem, forhutlede uvidende
Fyre, som ikke var sig Sagens Rækkevidde bevidst, men den strænge
Kontrol og Rettergangen gjorde det til en betænkelig Sag for dem at
bryde ud.
I Tilknytning til dette havde han sammen med Stolpe organiseret et stort
Korps af de bedste Folk til Strejkevagt. Det var ivrige fanatiske Mænd
fra de forskellige Fag, som havde været med til at organisere Fagene og
kendte hver enkelt. De mødte tidlig om Morgenen ved de forskellige
Arbejdspladser, noterede hvem der gik til Arbejde, og søgte at afholde
dem. De laa i bestandig Strid med Politiet, der lagde dem alle mulige
Hindringer i Vejen.
Med Morten traf han jævnlig sammen; Nøden havde kaldt ham frem af hans
Forbehold. Han troede ikke paa at Kampen vilde føre til lykkeligere
Tilstande og tog derfor ikke Del i den. Men Nøden kendte han som ingen
anden; hans Indsigt her var uhyggelig stor, Fordelingen af Fødemidler
kunde ikke komme i bedre Hænder. Han forestod hele Uddelingen, men holdt
mest af at staa og partere Flæsk ud til de Udelukkedes Familier.
Rationerne var nøjagtig afmaalt, men Konerne trængtes alligevel om at
komme hen til ham. Der var Velsignelse i hans blege Smil — hans Bidder
var de største syntes de!
Morten og Pelle var uenige om næsten alting. Selv her hvor alting afhang
af det ubrydelige Sammenhold, kunde Morten ikke gøre sig fortrolig med
den haarde Haand. „Husk paa, de er umyndige,“ sagde han bestandig. Og
det kunde ikke nægtes, at der var mange imellem som stod fremmede for
det hele og ingenting forstod, skønt de ellers var kloge besindige
Mennesker. Det var mest Folk, der var flyttet ind fra Landet i en
fremrykket Alder — nogle havde været Smaamestre derude. Fagforeningen
var for dem en Slags Selvtægt, Strejken benyttede de i al Troskyldighed
til at sikre sig godt Arbejde. Naar de blev skældt ud for Skruebrækkere
ellers Hædersmænd, smilede de som Spædebørn der sigtes paa med en
Revolver. Tunge i det som de var, tog de sig Forfølgelsen nær uden at
fatte Grunden. Men med maatte de!
Jærnmændene satte alt ind paa at holde nogle enkelte Virksomheder i
Gang, hvor alt det Arbejde udførtes de var kontraktmæssigt forpligtede
til, eller som ved Stansningen vilde gaa over paa udenlandske Hænder.
Disse Virksomheder maatte om muligt stanses, Strejkevagterne var i
Aktivitet, og _Arbejderen_ averterede med Skruebrækkernes Navne og
Adresse. Naar de gik fra Fabrikken, stod der en Folkemængde og tog imod
dem med Haan og Spot; de maatte eskorteres hjem af Politi. Men Harmen
over deres Troløshed forfulgte dem hjem i Kasernerne, de Udelukkedes
Kvinder og Børn tog Kampen op og førte den over paa Skruebrækkernes
Familie, saa de maatte fortrække. Om Natten saá man dem drage af Sted
med deres Ejendele paa en Trækkevogn og finde sig et nyt Hjem i Ly af
Mørket. Men Dagen aabenbarede dem, og de maatte af Sted igen som
landflygtige, til Politiet tog sig af dem og skaffede dem Husly.
En Dag blev en stor Maskinfabrik paa Nørrebro sat i Gang igen ved Hjælp
af fremmed Arbejdskraft og Skruebrækkere. Pelle lavede til at give
Arbejderne en varm Modtagelse naar de gik hjem. Men i Dagens Løb fik han
gennem en Betjent, der i Smug holdt med Arbejderne, et Vink om at to
Hundrede Betjente holdtes skjulte i en nærliggende Skole, klar til
Udrykning.
Hen ad Eftermiddagen mødte Folk op, ledige Mænd, fattige Koner og Børn.
De kom tidligt, det skete at man slap Arbejderne ud en Time før Tiden
for at undgaa Sammenstød; og de havde ikke noget at forsømme med at
vente. Til sidst var der et Par Tusend Mennesker uden for Fabrikkens
Port, Politiet gik frem og tilbage i Massen flere Mand høj og brød sig
Vej, men maatte opgive at jage dem fra hinanden. Gadedrengene begyndte
at lave Halløj og smittede de Voksne, man trængte til lidt at varme sig
paa, og begyndte saa smaat at drille Betjentene.
„Folkens!“ raabte pludselig en ung mægtig Stemme. „Heromme i Skolen
ligger et Par Hundrede Pansere og venter paa at vi skal holde Fest, saa
de kan komme til at bruge Stavene paa os. Skal vi være enige om at lade
dem blive hvor de er? — De kan have godt af lidt Skolegang.“
„Hurra!“ raabtes der, „Hurra for _Lynet_!“ Der gik en Bevægelse gennem
Mængden. „Det er Pelle!“ hviskedes der fra den ene til den anden;
Konerne stod paa Tæerne for at se ham.
Pelle og Stolpe stod ovre ved en Mur omgivet af en Snes Mand af
Strejkevagten. Betjentene gik og skelede til dem, de havde Ordre til at
forbyde Strejkevagten at patruljere, men følte ingen Lyst til at give
sig i Kast med Pelle. De boede og hørte hjemme i Arbejderkvartererne, og
et Ord fra ham kunde gøre dem umulige i Byen.
Det trak ud over almindelig Fyraften, og Arbejderne blev ikke sluppet
ud. Mængden holdt sig varm ved Vittigheder; Brandere om Skruebrækkerne
og Kapitalisterne krydsede Luften. Men pludselig blev der Uro i Flokken,
Gadens Drenge der altid først har Færten af noget, peb i Fingrene og
pilede ned ad en Sidegade. Saa kom Massen i Bevægelse, og Politiet
fulgte i skarp Marsj midt ad Gaden. Fabrikken havde sluppet Arbejderne
ud ad en Bagport. Langt nede i Guldbergsgade trak de af Sted, slukørede
og uden at se sig om, ledsaget af en hel Eskorte Betjente. De blev
hurtig indhentede, og fulgt hjem under en uhyggelig Konsert der nu og da
afbrødes af et: Længe leve Hædersmændene, Hurra!
Strejkevagten fulgte i en lang Linje paa Siden af Konvojen travlt
beskæftiget med at identificere hver enkelt, og Pelle gik midt i Mængden
og søgte at hindre overilede Handlinger. Der var Grund til at vare sig.
Endnu sad flere Mænd arresteret, fordi de under Strejken i Vinter havde
været i Klammeri med nogle Skruebrækkere, og Politiet havde strænge
Ordrer oppe fra. De besiddendes Presse raabte hver Dag paa haarde
Forholdsregler, og forlangte at enhver Sammenstimlen i Gader og navnlig
foran Fabrikker skulde spredes ved Hjælp af Stavene.
Hist og her skilte en Skruebrækker sig ud af Holdet, og løb ind i
Gadedøren til sit Hjem fulgt af en lang Piben.
Der var i Flokken en enlig Mand, aldrende men kraftig, som Pelle kendte.
Han holdt sig paa Siden af den, som skammede han sig over at være under
Politiets Beskyttelse, og gik ludende og tung inde paa Fortovet under
Husrækken. Haaret var stærk graanet, og Bevægelserne lammede. Det var
Murer Hansen, Stolpes gamle Arbejdskammerat og Fagforeningsfælle, som
Pelle havde været oppe hos i Vinter for at faa ham bort fra
Skruebrækkerarbejdet. „Han har det ikke godt,“ tænkte Pelle og blev
uvilkaarlig ved at følge ham med Øjnene. Forfølgelsen havde taget paa
ham.
Ved St. Hansgade drejede han fra, han vinkede af til Betjenten som vilde
følge ham, og gik ene videre ned Gaden uden at se sig til Siderne, sky
og med dukket Hoved. Hvergang en Barnestemme raabte op, rykkede det
uforvarende i ham. Nede i Gaden stansede han som fastnaglet, uden for
hans Gadedør laa en Bunke fattigt Skrammel i Rendestenen, en Flok
maábende Unger stod i Rundkreds om Bunken, og inde i Klyngen stod en
yngre Kone og fire Børn og holdt grædende Vagt ved Stumperne. Manden
trængte sig gennem Flokken og vekslede et Par Ord med Konen; saa
knyttede han Hænderne og rystede dem truende mod Kasernen.
Pelle gik hen til ham. „Du har det ikke godt Kammerat,“ sagde han og
lagde Haanden paa hans Skulder — „du er meget for god til det, du har
været oppe i. Du skulde hellere gaa med mig og træde ind i
Organisationen igen?“
Manden vendte langsomt Hovedet. „Naa det er dig!“ sagde han og rystede
med et Ryk Pelles Haand af sig. „Og lige frisk og fræk ser du ud.
Elendigheden har nok ikke taget paa dig. Det er nok ikke noget daarligt
Ben at være Levebrødsmand, hva’?“
Pelle blev rød af Vrede men beherskede sig. „Dine Grovheder fornærmer
mig ikke,“ sagde han, „jeg har sultet for Sagen, mens du luskede udenom.
Men det skal være dig glemt, naar du vil gaa med.“
Manden lo bittert og pegede op mod Kasernen: „Gaa du hellere op med
Medaljen til dem deroppe. I tre Maaneder har de sjikaneret mig, og gjort
Helvede hedt for Kone og Børn for at faa os røget ud. Og da det ikke
hjalp, rendte de til Værten og tvang ham til at sige mig op. Men Hansen
er stædig — han lader sig ikke drive paa Porten. Og nu har de saa sat
mig ud ved Fogden hva’?“ han lo hult. „Men de Par Ting kan vel bæres op
igen for Satan — skal vi fange an Mutter?“
„Jeg skal gærne tale med Værten. Og husk paa du er gammel
Fagforeningsmand.“
„Gammel —? ja jeg har været med fra første Begyndelse.“ Manden rettede
sig stolt. „Men derfor sulter jeg ikke Kone og Børn ihjæl. — Naa du
skulde gaa Tiggergang for mig? Vil du skrubbe af! Skrub af for Satan,
eller jeg knuser Skallen paa dig med dette her!“ Han greb et Bordben,
Øjnene var helt blodskudte. Hans unge Kone gik hen og tog ham i Haanden.
„Hans“ sagde hun stille. Saa lod han Vaabnet falde.
Pelle følte Konens bedende Øjne paa sig og gik.