Pelle var igen blandt sine egne; han fortrød ikke at Lykken tog sit
Løfte i sig igen — i Grunden var han glad. Her hørte han dog til, han
havde sin store Del i det mægtige Opbrud — skulde han saa lukkes ude fra
Kampen?
Blandt Førerne var han velkommen, ingen bar saa meget som han naar det
kneb; hans Skikkelse gav lys Tro og fik Folkene til at holde ud og gaa
uforfærdet paa. Og snild til at lægge Planer var han!
Tidlig hver Morgen vandrede han ind til Lockout-Bureauet, hvorfra hele
Kampen lededes; alle de mange Traade løb sammen dér. Stillingen blev
klarlagt op til Øjeblikket, Mænd med lokalt Kendskab til Fjendens
stærkeste Stillinger tilkaldtes for at give Oplysninger, og en
omfattende Kampplan blev lagt. Ved hemmelige Kontrolmøder, hvor der blev
tilsagt paalidelige Fæller fra de forskellige Bedrifter, samlede man
Angrebsmateriale af enhver Art — til at ramme Virksomhederne med og til
Brug i Bladkampen. Det galdt om at faa Ram paa de blodtørstige, og dem
der sad let i Sadlen! Der var Bedrifter, Arbejdsgiverne lod blive i Gang
af lokale Grunde; de maatte udfindes og stanses, selv om det øgede
Arbejdsløsheden. Man rustede sig energisk, Vaabnene var det ikke Tiden
at være kræsen med. Pelle var rigtig i sit Es; dette var dog noget andet
end at fælde en enkelt Skomager, selv om han var Byens største! Han var
rig paa Ideer og vaklede aldrig med Hensyn til Udførelsen — Kamp var
Kamp!
Dette var Angrebssiden; men gennemtrængt af Fællesskabet som han var,
saá han klart, at den egenlige Kamp galdt Forsvaret. Der krævedes
Forudseenhed og store omfattende Forholdsregler, om Masserne skulde
kunne holde Turen ud; til syvende og sidst vilde det blive et Spørgsmaal
om Udholdenhed! Udenlandske Skruebrækkere maatte holdes borte, ved
hurtig Meddelelse til Landenes Partiblade, og ved at man satte
Vagtposter ud ved Jærnbane og Dampskibe. Arbejderne tog Telegrafen i
Brug — for første Gang. De hjemlige Skruebrækkeres Antal maatte holdes
nede ved alle Midler; og først og sidst maatte der skaffes Forraad, saa
de ledige Masser kunde holde sig Hungersnøden fra Livet!
Pelle havde i en Vision set Arbejdernes naturlige Solidaritet Jorden
over, og nu kom det til Nytte. Førerne udstedte et mægtigt Manifest til
Danmarks Arbejdere, pegede endnu engang paa Afgrunden de lige var dukket
op af, og Lystinderne de higede mod, og manede dem i gribende Ord til
Sammenhold! En Beretning om Lockoutens Aarsager og den Hensigt der laa
bag, blev trykt og spredt ud over Nationen, med Anraabelse om Støtte i
Frisindets Navn! Og gennem Opraab til Udlandets Arbejderpartier
erindrede man om det store Fællesskab. Det var et uhyre Apparat at holde
gaaende; fra en lille Værkstedsforening var Sammenslutningen vokset frem
til at omfatte hele Riget, og nu forsøgte man at omspænde hele Jordens
Arbejderbefolkning og faa den til Forbundsfælle i Kampen. Men disse
Mænd, der var dukket frem af Massen og fremdeles delte lige Vilkaar med
den, magtede det! De havde holdt Trit med Bevægelsens stærke Vækst, og
voksede fremdeles.
Følelsen af at være vel forberedt gav Mod og lyst Syn paa Udfaldet. Ude
fra Landboerne indløb der daglig Tilbud til Bureauet om Arbejde til de
Udelukkede, de sendte ogsaa Penge — og Bidrag i Form af Fødemidler;
mange Hjem derude tilbød at tage mod de Udelukkedes Børn. Fra Udlandet
kom der Pengeforsendelser, og i Hovedstadens liberale Kredse
sympatiserede man med Arbejderne; i Byens Arbejderkvarterer gav
Handlende og Værtshusholdere sig til at samle ind til de Udelukkede.
Arbejderne mødte med en uhyre Offervillighed. Paa alle Arbejdspladser
cirkulerede Kuponbøger, Tusender af Arbejdere gav hver Uge en Fjerdedel
af deres knappe Ugeløn. De Udelukkede gik ud i Arbejdsløsheden med stort
Mod, Fællesskabet gjorde dem heroiske. Afklædte som de var efter den
haarde Vinter, enedes de om at give Afkald paa Understøttelsen de første
to Uger. Mange skaanede Kassen helt, og bjærgede sig saa godt de kunde —
fandt sig lidt Biks hos private, eller tog ud paa Landet. De unge ugifte
drog til Udlandet.
Arbejdsgiverne gjorde hvad de kunde for at komme alle disse Udveje til
Livs. De forbød Handlende og Leverandører at levere Materialer til de
Udelukkede, som arbejdede paa egen Haand, der blev sendt Sorte Agenter
ud over Landet til Smaamestre og Bønder for at ophidse dem mod de
Udelukkede; de forfulgtes med Stikbreve ud over Landets Grænser.
Hensigten var tydelig nok; der skulde slaaes en Jærnring om Arbejderne,
og inden for den havde de at affinde sig med Sulten, til de blev møre og
gav Køb.
Deres Modstand voksede ved denne Erkendelse. Magre var de efter den
endeløse Ørkenvandring, men godt oplagte til at slaa fra sig. Meget
havde de ikke hidtil forstaaet af det hele; det ny havde puslet i dem, i
løsrevne Brokker og Stumper — som Udtryk for den dumpe Følelse af at
Landet nu var nær. Ofte var det kun et enkelt Ord, der havde bidt sig
fast og maatte tjene til at udtrykke det hele. Der kunde komme nogen og
slaa det fra dem med svært saa fornuftige Grunde; saa splintredes de
Sætninger de havde klynget sig til som saa holdbare. Men tilbage blev
Troen selv og den store Forstaaelse; dybt i deres Sjæle sad den dunkle
urokkelige Bevidsthed om, at de var udsete til at drage ind i
Lykketiden.
Og nu klarede det for dem, Kampen kastede Lys fremefter og bagud. Den
anskueliggjorde i al sin Haardhed hele deres Tilværelse. Det var det
samme de altid havde været ude for, blot trukket saa kraftigt op at
enhver kunde se det. Man havde flettet de mange Snærte sammen til en
stor Pisk — Sultepisken, for med den at drive dem tilbage, midt ud i
Elendigheden igen! Nøden blev pudset paa dem i sin mest fortættede
Skikkelse! det var det yderste Middel; det bekræftede for dem at de nu
var inde paa den rette Vej og nær ved Maalet. Natten var altid ondest
lige før det gryede ad Dag!
Der var ogsaa mangt og meget at blive klog af nu. Dér havde man gaaet og
faaet banket ind i sig, at Tyskerne var Arvefjenden, og at Fædrelandet
gik forud for alt. Men nu indkaldte Arbejdsherrerne ganske rolig tyske
Lejetropper til at drive deres egne Landsmænd tilbage i Elendigheden
med. Det med Fædrelandsfølelsen var kun kønne Ord, der eksisterede kun
to Nationer: Undertrykkerne og de Undertrykte!
Ja saadan forholdt det sig nok, ret besét! Man skulde ikke tro for godt
paa, hvad der blev fortalt oppe fra — og derfra var det jo al
Undervisning kom! Præsterne var ogsaa gode, de vidste nok hvilken Herre
de skulde tjene! Nej, man burde have haft sine egne Skoler, hvor Børnene
i Stedet for Religion og Patriotisme fik Kundskab om den ny Aand. Saa
havde det nok forlængst været forbi med Fattigdommens Forbandelse! —
Saadan benyttede de Kampen og den tvungne Lediggang til at tænke over
Tingene og søge at fæstne et og andet.
Sultens Spøgelse begyndte hurtigt at husere, men Virkningen var ikke den
ventede; det vakte blot Hadet og Trodsen i dem. Netop paa dette Omraade
havde de deres Uovervindelighed! Gennem Tiderne havde de lært at lide —
ikke lært andet; og det kom dem tilgode nu. De havde uudtømmelige Fonds
at tage til og hente Modstandskraft af dér, og var ikke til at slaa ned.
Gav de sig da ikke snart? Naa, saa et nyt Tusend paa Gaden. Men
Elendigheden blev at se til ikke større for det; de havde lært at færdes
dannet med deres Savn — det var deres Part i den stigende Kultur. Man
saá ingen Nød fremme; de affandt sig med den i Krogene og saa frejdige
ud. Det svækkede Modstandernes Tro paa Midlets Ufejlbarlighed.
Og de adopterede selv Sulten som Kampmiddel, boykottede Arbejdsgiverne
og deres Paarørende, og slog hvor de kunde. Mangen Port blev mærket med
et Kors af den store Arbejderhær, og de indenfor dømt til Ruin.
Det var som Modet i Masserne steg, jo mer truende Nøden rykkede dem ind
paa Livet. Ingen kunde vide, hvor lang Tid dette tog; man maatte more
sig, mens man havde det krøllede Haar endnu. Endnu var Klæderne i
Behold, og man gjorde Skovture ud i det unge Foraar, drog syngende ud
med Faner i Spidsen og kom syngende hjem. Det var første Gang, man havde
fri skønt der var Arbejde nok — altsaa den første Ferie! Og som om de
var hele Matadorer i Købedygtighed, boykottede de dem af Kvarterets
Handlende, der ikke stod paa Arbejdernes Parti. Hadet var oppe, det var
for eller imod, alt maatte tage Stilling. Urtekræmmerne stak
deres Opfattelse af Vejen hvis de havde nogen, og kappedes i
Arbejdervenlighed. Paa Disken laa Kuponbøger til Indsamlingen, enkelte
gav Procenter af deres Omsætning. Man havde god Tid til at se sine Folk
paa Fingrene, og Hadet var oppe; det blev bitrere og bitrere.
Førerne holdt igen og manede til Besindighed. Men der var noget
besættende ved denne Kamp for den nøgne haarde Eksistens — og for
Lykken! noget som gik til Hovedet og fristede til at spille Plat og
Krone. Ledelsen havde sin Opmærksomhed stærkt henvendt paa at begrænse
Antallet af ledige Hænder — det kunde blive svært at faa Midlerne til at
slaa til. Men Arbejderne der var i Arbejde, forlod det for i blind
Solidaritet at slutte sig til deres udelukkede Kammerater. De mente, de
hørte til dér!
En Dag rejste Masserne uventet Krav om at faa en Time trukket af
Arbejdstiden. De fik Afslag, men om Aftenen holdt de op Kl. seks i
Stedet for syv. Samfundet var af Lave, midt i Stilstanden efter en haard
Vinter forlangtes der kortere Arbejdstid!
Dette Træk kom bag paa Kampledelsen; den var bange for at det skulde
forskærtse den almindelige Sympati med Arbejderne. Det overraskede især
at den prøvede, besindige Veteran Murer Stolpe ikke havde lagt sig i
Vejen for Beslutningen. Som Organisationens mangeaarige Formand havde
han stor Magt over Folkene; han maatte se at faa dem til at optage
Arbejdet igen. Pelle forhandlede med ham.
„Det er ikke min Sag,“ svarede Stolpe. „Jeg har ikke foreslaaet
Stansningen, men der var Flertal for den paa Generalforsamlingen — og
saa er den ikke længer. Jeg gaar ikke paa tværs af Kammeratskabet.“
„Det er nu galt af jer,“ sagde Pelle — „og du har dog Ansvaret! Jert Fag
er ogsaa længst fremme i gode Kaar — og I burde tænke paa Kampen vi er
ude i.“
„Ja Kampen — naturligvis er det den vi har tænkt paa! Det er ganske
rigtigt at jeg har et hyggeligt og godt Hjem, fordi mit Fag er godt — vi
Murere har skaffet os gode Tilstande og tjener ordenligt. Men skulde vi
maaske gaa og nyde Godtid og se paa, at de andre slaas for det bare
Brød? Nej vi hører til derude hvor det gaar løs.“
„Men Understøttelsen fra jer — det er en halv Snes Tusend Kroner om Ugen
vi nu skal undvære! Og jeres Handling kan faa uberegnelige Følger for
os. Du maa lave det om, Svigerfar! se at faa Majoriteten underkendt.“
„Det er nok Diplomati hva’? men gem hellere den til vore Modstandere!
Hos os holder vi Afstemningen i Ære, det er den der skal reformere det
hele. Begynder man først at pille ved Stemmesedlerne, saa —“
„Men det behøver du heller ikke! Folkene er jo ikke klar over hvad de
gør, man kan ikke forlange Overblik af dem. Derfor kunde du foretage en
ny Afstemning — naar jeg først har talt for dem om Kampen!“
„Naa saa vi kan ikke overse hvad vi gør!“ udbrød Stolpe fornærmet. „Men
tage Følgerne kan vi sku da! Ja vist, du skulde op og liste dem om
Hjørnet, og saa skulde de stemme modsat! Nej, ingen Fiksfakserier her!
De har stemt efter deres Overbevisning — saa staar det fast, enten det
er rigtigt eller galt. Vi piller ikke!“
Pelle maatte opgive det, den gamle var ikke til at rokke fra sit
Standpunkt. Murerne forøgede de spaserende med et Par Tusend Mand.
Arbejdsgiverne benyttede dette Overgreb, som maatte stille dem
fordelagtigt i den offenlige Mening til at føre et afgørende Slag.
General-Lockouten blev erklæret.