XXVIII

Det var en stærk og bevæget Tid der nu fulgte. Gennem en Aarrække havde

Kampen saa at sige forberedt sig selv, og de havde rustet sig til den,

længtes efter den, prøvet at hidlokke den for at faa afgjort en Gang, om

de til evige Tider var udset til at være Slaver og staa i Stampe, eller

der var en Fremtid for dem ogsaa. Nu var Kampen der — og kom bag paa dem

alle; man havde gærne sluttet Fred nu.

Men nogen Udsigt til en fredelig Løsning var der ikke, Arbejdsgiverne

fandt Tidspunktet gunstigt til at faa ryddet op, Kampen skulde staa nu.

Der var i de senere Aar fremtvunget adskilligt gennem Organisationerne,

det blev trukket frem og lagt paa Bordet: værsgod, æd _det_ i Jer igen!

Det var det samme som at bede dem gaa. Hver Morgen kom der Efterretning

om ny Hold Arbejdere, der var sat paa Gaden eller gik selv.

Det ene greb ind i det andet. Jærnmændene gjorde fælles Sag med

Fabrikken _Danmark_ og udelukkede Maskinsmedene; saa gik Formerne ogsaa

— og Modelsnedkerne, og andre Fag stansede — det hele hang sammen.

Pelle kunde fra sit Stade overse det hele. Der kom gamle Kampminder op i

ham, hans Blod blev hedt, og han greb sig i deroppe paa Tegnestuen at

lægge Planer for Arbejdernes Felttog, saadan og saadan. Han havde det

raske Kampblod — det der tager Offensiven — og saá deres Fejlgreb; de

mødte ikke kraftigt nok imod. De var træge endnu, og kunde vanskelig

forsone sig med at de igen skulde spasere; derved skortede det paa

Modangreb som kunde skade. Arbejdsgiverne der under Jærnmændenes

Anførsel tog energisk fat, fik et betydeligt Overtag til at begynde med.

Fabrikken _Danmark_ blev holdt i Gang, men fungerede mat som en Døende.

Bedriften holdtes oppe ved Hjælp af nogle Skruebrækkere, og enhver der

kunde blandt Funktionærer blev sat i Arbejde dernede, selv Direktøren

for Maskinafdelingen var trukket i Bluse og stod og passede en

Drejebænk. Det galdt om at tage Modet fra de Strejkende ved at vise, at

det hele gik uden dem.

Der var en Del Forstyrrelse paa Tegnestuen og Kontorerne, Skruebrækkere

skulde støves op helt fra Udlandet, andre stak af og skulde erstattes

med ny. Pelle fik under dette Lov at skøtte sig selv, og tilegne sig

hvad han kunde. Det holdt han ikke af; der var højt op til den øverste

Top, og man kunde ikke hurtig nok faa noget lært.

En Dag kom der Ordre op til ham om at komme ned og give en Haand med i

Centrifugeafdelingen; Arbejdsmændene havde gjort fælles Sag med

Maskinsmedene. Ordren traf ham midt i en festlig Fremtidsdrøm; han

vaagnede brat. „Jeg er ikke Skruebrækker“ svarede han krænket.

Saa kom Ingeniøren selv: „Ved De at De nægter at gøre Deres Skyldighed?“

sagde han.

„Jeg kan ikke gaa ind i mine Kammeraters Arbejde,“ svarede Pelle lavt.

„Det kan være meget kønt tænkt af Dem, men nu er de dernede _ikke_ Deres

Kammerater længer. Nu er De Funktionær, og som saadan maa De tjene

Firmaet hvor det forlanges.“

„Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke slaa Brødet ud af Haanden paa de

andre.“

„Saa er det hele Deres Fremtid det gælder — betænk dog det Mand! Det gør

mig ondt for Dem — for De kunde drive det til noget — men jeg kan ikke

frelse Dem fra Deres egen Halsstarrighed; og her forlanger vi absolut

Lydighed.“ Ingeniøren stod lidt og ventede paa et Svar, men Pelle havde

intet at sige.

„Naa, jeg skal gaa saa vidt at give Dem Betænkningstid til i Morgen —

skønt det er et Brud paa Fabrikkens Principper. Betænk Dem nu vel — og

bliv ikke hængende i dum Sentimentalitet. Man maa først og fremmest staa

Last og Brast med sit eget! I Morgen altsaa.“

Pelle gik. Han vilde ikke komme hjem før Fyraften og være Genstand for

en Række utidige Spørgsmaal, dette her blev tidsnok sagt. Saa drev han

ind over Handelspladserne og gik og gloede paa Skibene. Saa brast den

Lykkedrøm — og kort var den; han saá Ellens skuffede Udtryk og blev helt

trist til Mode. Det gjorde ham mest ondt for hende, hans eget var der

egenlig ikke noget at sige til; det var Skæbnen. Det faldt ham ikke et

Øjeblik ind at vælge mellem sin Fremtid og Kammeratskabet; han havde

helt glemt at Ingeniøren gav ham Betænkningstid.

Ved sædvanlig Tid drev han hjem. Ellen tog lys og glad imod ham, hun gik

om i en Tilstand af nynnende Glæde, det var helt rørende at se, hvor hun

gjorde sig Umag for at passe ind i andre Samfundslag. Hendes Bevægelser

var helt nydelige, og der var kommet et Træk om hendes Mund som skulde

betyde Fornemhed. Det klædte hende henrivende, og Pelle fik altid Lyst

til at kysse den Mund og forstyrre dens fornemme Holdning; men i Dag

satte han sig tavs til Maden. Ellen satte Mad fra til ham om Middagen,

og varmede den til han kom om Aftenen; i Middagstiden spiste han tør Mad

paa Kontoret.

„Naar vi nu kommer rigtig i Gang, vil vi allesammen spise Middag Klokken

seks,“ sagde hun, „det er meget hyggeligere.“

„Saadan gør fine Folk har jeg ladet mig fortælle,“ sagde Lasse. „Det

skal blive Plaser at prøve det med.“

Lasse sad med Lille Lasse paa Knæet og fortalte ham Skæmtehistorier. Saa

lo Lille Lasse, og hvergang skreg Søster i Vuggen op af Glæde som

forstod hun det hele: „Hvad skal det saa være — den om Kællingen? Hør

saa godt efter da, ellers vokser Ørerne ikke! — Kællingen!“

„Tællingen,“ sagde Lille Lasse med den gamles Udtryk.

„Kællingen ja,“ gentog Lassefar, og saa lo de alle tre.

„Hvad skal jeg først? sagde Kællingen der kom paa Arbejde — spise eller

sove? Jeg tror jeg spiser først. — Hvad skal jeg først? sagde Kællingen,

da hun havde spist — sove eller arbejde? Jeg tror jeg sover først. Saa

sov hun til det var Aften, og gik saa hjem og lagde sig.“

Ellen kom hen og lagde Armen paa Pelles Skulder. „Jeg har været henne

hos min sidste Frue, og hun vil hjælpe mig at lave min Brudekjole om til

Selskabskjole,“ sagde hun. „Saa behøver vi kun anskaffe et Frakkesæt til

dig.“

Pelle saá langsomt op, det dirrede i hans Træk — Staklen, hun tænkte paa

Selskabelighed! „Du faar spare dig de Bekymringer,“ sagde han stille,

„jeg er færdig paa Kontoret nu. De forlangte jeg skulde være

Skruebrækker, saa gik jeg.“

„Ak, ak!“ sagde Lasse og var lige ved at slippe Drengen, hans visne

Hænder rystede. Ellen stirrede forstenet paa Pelle, hun blev hvidere og

hvidere, der kom ikke en Lyd over hendes Læber. Hun saa ud som skulde

hun falde død om.

Pelle Erobreren 3: Den store Kamp · 第 32 / 44 题