Uroen tog til rundt om paa Arbejdspladserne, ingen følte sig rigtigt
tryg som havde noget med Organisation at gøre; det var aabenbart
Hensigten at drive Arbejderne til det yderste og faa dem til at bryde
Freden. „De vil slaa Fagforeningerne i Stykker for at kunne skrabe
Smørret af vort Brød igen,“ sagde Arbejderne. „De mener vel det gaar
lettere nu, Vinteren har gjort os glade for en bar Skorpe. Men det skal
blive en evig Løgn.“
Forbitrelsen kogte stærkere og stærkere i Masserne, overalt var de
kampberedte og ønskede intet hellere end at slaa til. Kvinderne græd og
gruede, de fleste forstod blot, at nu skulde Vinterens Nød leves op
igen. De gjorde fortvivlede Ting for at forebygge, smed et Sjal over sig
og rendte op paa Kontorerne til Fabrikejerne og tryglede dem om at
afværge Ulykken. Inde fra Centret blev der stadig manet til Ro og
Forsigtighed. Alting afhang af at man over for Offenligheden beholdt
Retten paa sin Side.
Pelle havde ikke svært ved at følge med i hvad der foregik, men stod jo
ellers uden for det hele nu. Han gik til Arbejde i sit pæne Tøj og
Fjedersko, og mødte først Klokken syv, mens de andre mødte Kl. 6 — det
forskød straks Synspunktet.
Passer og Lineal blev han hurtig fortrolig med, og stod foreløbig og
kopierede nogle slidte Tegninger eller fyldte ud. Han var i en underlig
løftet Stemning — som i en let Rus; det var første Gang i sit Liv han
havde været ved et Arbejde, som var renligt og tillod at have pænt Tøj
paa. Underligt var det i det hele taget at se Tilværelsen herfra; et nyt
Perspektiv aabnede sig for én. Mens det gamle viste hen mod en eller
anden brøstfældig Alderdom, førte dette opad. Her kunde han naa alt hvad
han vilde, lige til den højeste Stilling! Hvad om han engang krøb derop,
i Spidsen for det hele, og satte otte Timers Arbejdsdagen og en god
Dagløn igennem? Saa skulde han vise dem, at man godt kunde komme nede
fra og op uden at glemme sin Fortid og blive til en Blodsuger. De skulde
endda komme til at raabe et Leve for Pelle den gode Kammerat — skønt han
forlod deres Rækker.
Hjemme var der travlt, saa snart han kom inden for Døren, tog Ellens
hundrede Forehavender ham. Han maatte have et Sæt pænt Tøj til — graat
Kontortøj, og mere Linned; gaa til Barberen blev han ogsaa nødt til
mindst to Gange om Ugen, han fik ikke Lov til selv at sidde og karte sig
i Ansigtet med et gammelt Rivejærn af en Barberkniv. Pelle maatte sande,
at det ikke var helt nemt at være en Overklasser som han kaldte det.
Og der skulde Penge til det altsammen. Der var den samme Jagen og
Hovedbrud for at støve Skillinger op som i Vinterens Nød; men denne Gang
var det helt morsomt, det havde lyse Formaal, og varede blot til man kom
i Trit. Lasse gik og saa hyggelig ud; han havde Pelles halvgode Løbetøj
paa som Ellen havde pudset op, og en sort vateret Krave med hvid
Gummistrimmel, og blankbørstede Slæber paa Fødderne. Det var de gamle
Fedtlærsstøvler — dem Pelle drog ud fra Stengaarden i — der var til
endnu; de var bare skaaret ned til Stuetøfler. Skafterne sad forresten
paa et Par Træskostøvler.
Han holdt sig helst til Børnene og lignede rigtig en gammel Bedstefar,
med sit visne Ansigt og det gode Blik der gik lidt kort nu. Naar Lille
Lasse skjulte sig i den modsatte Krog af Stuen, kunde Far Lasse ikke se
ham, og det benyttede Knægten sig af; han begreb aldrig de Øjne, som
ikke kunde se længer end tværs over Bordet, og spurgte bestandig
hvorfor.
„Det er fordi jeg har set ind i for megen Daarligdom i mine Dage,“
svarede den gamle altid.
Forresten var han bare lykkelig. Og hans gamle udbrændte Krop viste sin
Taknemmelighed ved at lægge Huld paa sig igen, han begyndte hurtig at
faa fyldigere Kinder. Han var snild til at passe Børnene; Pelle og Ellen
kunde trygt give sig ud i deres mange Forretninger. Der var de hundrede
Ting som skulde til, for at man kunde passe ind i det ny! De tænkte
ogsaa paa at optage et Laan paa et Par Hundrede Kroner. „Far vil
kavtionere for os,“ sagde Ellen.
„Ja saa kan jeg faa Raad til at tage nogen god Undervisning i Tegning,“
sagde Pelle. „Jeg trænger til at faa rigtig Bund lagt.“
* * * * *
Om Lørdagen løb Fristen for de gamle Akkorder ud. Stemningen blandt
Arbejderne var stærkt spændt, men de passede hver sit og forholdt sig
afventende. Ved Middag gik Formændene omkring og æskede hver enkelts
Stilling. De fik efter Aftale ingen Besked; men hen paa Eftermiddagen
gik tre Arbejdere som Deputation op paa Kontoret og bad om at faa
Direktøren i Tale. Da han kom ind, traadte Maskinarbejder Munck som var
Ordfører frem og sagde: „Vi kommer paa Kammeraternes Vegne.“ Mere fik
han ikke sagt; Direktøren fór frem, pegede mod Trappen og raabte: „Jeg
underhandler ikke med mine Folk.“
Saa kom de ned, Arbejderne stirrede op mod dem — det var hurtig gjort!
Den tykke Munck bevægede Læberne som om han raabte, men ingen kunde høre
noget for den forfærdelige Larm fra Maskinerne. Han gik med drøje Skridt
ned gennem Hallen, tog en Hammer og slog tre Slag paa den store
Staaltromle. Det lød som Dommedagsslag, i hele Fabrikken drønede det. I
samme Nu fór de nøgne sværtede Arme i Vejret og slog Remmene af store og
smaa Drivhjul, Maskinerne løb ud, hele Bruset stansede med ét; der blev
saa tyst som om Døden var gaaet gennem Rummet. Det tætte Net af
Drivremme der spandt Hallen ind paa Kryds og tværs dirrede endnu svagt;
Stilheden gabede frem af det store Rum som en forfærdet Maaben.
Formændene løb fra Bænk til Bænk, raabte op og vidste hverken ud eller
ind. Der gik Bud efter Fabrikslederen, mens Arbejderne gik hen og
vaskede sig i deres Spande, stille og tungt som havde de fulgt noget til
Jorden. Deres Miner var lukkede. Anede de mon, at de tre Slag var
Signalet til en forfærdelig Kamp? eller fulgte de kun den første vrede
Indskydelse? De vidste i al Fald tilstrækkeligt; deres Ansigter bar Præg
af at dette var Skæbnen — det uundgaaelige. De havde kaldt paa Vinteren,
fordi man drev dem til det; og nu vilde den vende tilbage for at plyndre
sit Offer endnu en Gang.
Saa kom de frem, renvaskede og med deres Kluns under Armen, og stod og
ventede tavse paa deres Tur til at faa gjort op. Formændene løb og
maalte op med nervøse Hænder, sammenlignede Arbejdssedler og udregnede
enhvers Tilgodehavende. Fabrikslederen kom ned ad Trappen fra Kontoret,
høj og stolt, og gik gennem Lokalet; Arbejderne veg til Side for ham.
Han saá sig skarpt om som vilde han indprente sig hver enkelt, lagde
Haanden paa en Formands Skulder, og sagde højt saa det hørtes af alle:
„De skynder Dem jo nok Jakobsen, saa vi kan faa disse Mennesker herut i
en Fart.“ Arbejderne rettede langsomt deres alvorlige Ansigter mod ham,
det rykkede i en og anden nedhængende Næve. De forlod Fabrikken én og
én, efterhaanden som de fik Opgør.
Udenfor samledes de i Smaaklynger og fik Luft i betuttede Udbrud: „Saá I
den Gamle? — han var hvas! Naa, det skal kanske vare noget inden vi
kommer dér igen!“
Pelle var i underligt Humør, han vidste, at nu var Krigen brudt ud; der
var slaaet Hul, og det ene vilde tage det andet med sig. — Lille Lasse
der kendte hans Trin i Trappen, løb i Armene paa ham da han kom hjem;
men han sansede det ikke.
„Du er saa alvorlig,“ sagde Ellen — „er der sket noget?“
Han fortalte det stille.
„Herregud!“ udbrød hun frysende, „skal de nu ud i Arbejdsløsheden igen!
Gudskelov det ikke berører os!“ Pelle svarede ikke. Han satte sig tavs
til sin Mad; sad og ludede som skammede han sig over noget.