I Udgangen af Januar fik Pelle Plads som Arbejdsmand paa Maskinfabrikken
_Danmark_. Det var smaat betalt, men Ellen var glad alligevel; med
ingenting kunde man kun græde — med lidt blev hun stærk. Hun var lidt
bleg endnu efter Barselsengen men saa frejdig ud; ved det første Ord om
at der var Arbejde, myldrede det i hendes Hoved med lange Planer. Hun
gik straks i Gang med at løse Sager hjem og afvikle Klatgæld; et helt
System lagde hun, og fulgte det ubrydeligt.
Den ny Søster var noget for Lille Lasse; han forstod straks, at det var
én han havde faaet at underholde sig med i sin Ensomhed. Han havde været
ovre hos Bedsteforældrene, saa længe det stod paa; for at Storken ikke
skulde tage ham tilbage, naar den kom med Søster — for kær var han jo!
Da han saa kom hjem, laa hun i hans Vugge og sov; og han prikkede hende
straks paa Øjenlaagene, for at se om hun havde Øjne lige som han selv.
Der vankede over Fingrene, og han fik ikke det spændende Spørgsmaal løst
den Dag.
Men Øjne havde Søster, nogle store mørke nogle der fulgte ham Stuen
rundt, bag om Hovedgærdet og om paa den anden Side med stadig det samme
opmærksomme Udtryk, mens de buttede Kinder gik ud og ind som en Suger.
Og Lille Lasse følte godt nok, at det forpligtede at have Øjne hvilende
paa sig. Han var allerede et helt Stykke Mandfolk med Trang til at gøre
sig bemærket; og saa gik han og gjorde sig tyk, rullede med Kroppen som
en Klovn og agerede Stærk Mand med Skammelen — mens Søster fulgte ham
med Øjnene uden at fortrække en Mine. Han syntes nok hun kunde give lidt
Bifald fra sig, naar han gik dér og gjorde sig Umage!
En Dag pustede han en Papirspose op og knaldede den foran hendes Ansigt
— det hjalp. Søster glemte sin Urokkelighed, sprat i Vejret og gav sig
til at brøle. Der vankede Klø for det, men nu havde han hende til
Gengæld. Det trak paa Forhaand i hendes Ansigt, naar han kom hen for at
vise hende noget; ofte brølede hun op, endnu før hans Kunststykke gik
af. „Gaa væk fra Søster, Lasse Fredrik!“ sagde Moderen — „du skræmmer
hende jo!“
Men blot en Maaned efter var det igen helt anderledes — saa var der
ingen der forstod Lille Lasses Forehavender som Søster. Hun kvidrede som
en Stær, blot han bevægede sin trinde Krop eller gav en Lyd fra sig.
Ellens forstenede Udtryk var borte, nu hun havde faaet noget at virke
med igen. Kulden havde gjort det af med nogle af hendes Fordringer,
andre havde Børnene tilfredsstillet. De optog hende meget, Pelle savnede
hun ikke længer. Hun havde vænnet sig til at han bestandig var borte fra
Hjemmet, og optaget ham i sine Tanker paa en egen Maade; hun gik og
snakkede med ham indvendig under sin Syssel, og gjorde sig en Glæde af
at gøre det hyggeligt for ham de Stunder han var hjemme.
Pelle følte Hjemmet som en lun lille Verden, hvor han kunde ty ind naar
han var træt. Den dunkle Dragen i Ellens Blik havde han udløst — som to
velsignede Smaavæsner der gav hende nok at bestille — nu var det selve
hendes Væsen der kom ham i Møde. Og der var en egen Troskab i hende, der
tog om Hjærtet; hun saá ikke surt til den lille Fortjeneste, og
bebrejdede ham ikke at han kun var Arbejdsmand.
Formandsstillingen i Fagforeningen havde han opgivet for større
Virksomhed. Der var heller ingen Udsigt til, at han kom tilbage til
Faget igen for det første — og det haarde legemlige Arbejde tiltalte
ham.
For at bøde paa den lille Dagløn reparerede han et og andet om Aftenen.
Ellen hjalp ham, og de sad og snakkede om løst og fast; Bevægelsen kom
de ikke ind paa, den interesserede hende ikke, og han havde ikke noget
imod at have Ro for den et Øjeblik. Lille Lasse sad ved Bordet, han
tegnede og gav sit Besyv med. Ofte naar Pelle tog Arbejdet frem, havde
hun om Dagen gjort det meste, og kun lævnet hvad hun ikke forstod sig
paa. Til Gengæld udpønsede han Smaating der kunde glæde hende.
Vinteren var ikke saa ond i det nye Aar, allerede Februar gav
Foraarsløfter. Det mærkedes paa Ellen.
„Skal vi ikke pakke en Madkurv og trille ud til en af Kroerne paa
Søndag? Børnene trænger til at komme i Luften,“ kunde hun sige.
Pelle vilde gærne. Men paa Søndag var der Møde i Partiledelsen og Møde
om Fabrikkens Affærer — han maatte være med begge Steder. Og om Aftenen
havde han lovet at tale i en Forening.
„Saa tager vi selv ud, Børnene og jeg!“ svarede Ellen roligt. De kom
hjem og havde moret sig udmærket; Pelle var ikke uundværlig mere.
* * * * *
Den strænge Vinter var endelig forbi. Det frøs endnu — navnlig om Natten
— men Folk vidste det alligevel. Og Isen i Kanalerne vidste det; den gav
sig til at slaa Revner paa Kryds og tværs og begyndte at vandre udad.
Husene havde ogsaa Foraarsfornemmelser og blev lysere i Tonen, og oppe i
Luften skinnede Solen; naar man kiggede til Vejrs, kunde man se dens
Skær over Tagene. Nede paa Bunden af Gyderne og de brønddybe Gaarde
travede Ungerne rundt i Snesjappet, og sang til Solen som de ikke kunde
se.
Folk begyndte at rette sig ud efter den lange Krumslutning. Naar som
helst kunde Kulden være der igen, men alting var enigt om at tro paa
Foraaret. Stæren begyndte at indfinde sig, Jordens Safter steg igen op
paa Overfladen og frembragte mørke Pletter paa den haarde Skorpe, og
Omsætningen vovede sig frem. Det var en besynderlig ensartet Vilje der
havde besat det hele. Nede i Jorden spirede det midt i Frost og Sne og
krøb ungt frem som født af selve Kulden, og i Vinterens forkomne rullede
Fortrøstningen sig ud — paa Trods af alt. Arbejderkvartererne begyndte
at blive levende, nu kunde det igen nytte at se sig om efter Arbejde.
Det gjorde godt at komme ud og røre sig lidt i Lyset — godt skulde det
gøre at faa Skrutten fyldt hver Dag igen, og faa Stumperne listet hjem
fra Pantelaaneren og luftet lidt inden næste Omgang.
Men det gik ikke saa rask som det skulde. Det saa ud, som Kulden havde
lammet dem der stod for Virksomhederne. Foraaret rykkede nærmere, Solen
steg for hver Dag og begyndte at faa Magt; men Bedrifterne vilde ikke
rigtig komme i Gang ud over hvad Dagen krævede. Der var ingen Skub i det
som ellers! Paa denne Aarstid arbejdedes der gærne paa Lager for at møde
Sommerens Behov, hvad Vinteren havde hæmmet, plejede man at indhente nu
— ved at hænge i af alle Kræfter og arbejde over.
Der gik mange bekymrede Spørgsmaal frem og tilbage — hvad var der paa
Færde? hvorfor kom der ikke Gang i Sagerne? _Arbejderen_ gav foreløbig
ingen Forklaring, men indeholdt nogle forblommede Advarsler til visse
Folk om ikke at alliere sig med Nøden.
Efterhaanden kom Forestillingerne ind i en fast Gænge: Arbejdsherrerne
forberedte et eller andet, derfor tog de ikke Virksomhederne kraftigt
op. Arbejderne havde trods Vinternøden igen sat nogle af deres egne ind
i Rigsdagen, og nu forberedte de sig til at slaa et Slag ved de
kommunale Valg. Det var dét der var i Vejen! Og først og fremmest den
stadig voksende Organisation, der nu som en Enhed omsluttede alle Fag og
hele Landet — og forlangte at være medbestemmende over Forholdene!
Fattigmand skulde føle, hvor lidt han formaaede uden dem der holdt
alting gaaende.
Ind imellem dette løb der Rygter om, at der forberedtes en Stansning af
al Virksomhed for med ét Slag at slaa Organisationerne i Stykker;
men det var for ubegribeligt. Man havde kun oplevet mindre
Arbejdsstansninger, hvor der forelaa Uenighed om noget bestemt. At nogen
skulde tænke paa at fortsætte Vinternøden paa tværs af Naturens Vilje,
naar enhver var villig til at arbejde paa Grundlag af den gældende
Ordning — nej, den Tanke var altfor djævelsk!
Men en Linje lod sig skimte. Folk der havde lagt sig særlig i Selen for
Bevægelsen, havde vanskeligere ved at faa fat igen end andre, de blev
sat tilbage i Arbejdsvilkaar, eller var simpelt hen erstattede naar de
kom og meldte sig til igen efter Vinterstansningen. Usikkerheden
herskede navnlig i de Fag der var videst i Organisation, man kunde ikke
undgaa at se det som en Forfølgelse af Sammenslutningen. Der groede
Utryghed af det, enhver følte at Tilstanden var uholdbar, og anede et
eller andet ondt. Navnlig inden for Jærnindustrien var Forholdene
spændte; Jærnmændene havde altid haarde Hænder, det var dér man først
øjnede Hensigten med hvad der skete.
Pelle saá bekymret hvad det trak op til. Hvis der kom Kamp nu, vilde det
betyde Nederlag for Arbejderne der stod uden Forraad, blanket af til
Skindet. Vinteren havde jævnet deres Smule Fæstningsværker med Jorden,
et Stormløb mod dem nu vilde rimeligvis bryde deres Sammenhold. Han
udtalte ikke sin Bekymring til dem, de var nærmest som store Børn, det
var ingen Nytte til at de gik og ængstede sig under for meget. Men i
Ledelsen holdt han paa at man maatte se at undgaa Kamp, selv om man
skulde gøre en Indrømmelse. Pelle foreslog for første Gang at gaa
tilbage!
Den ene Uge tog den anden, Spændingen voksede, men der skete ikke noget.
Arbejdsherrerne betænkte sig over for den offenlige Mening. Vinteren
havde slaaet store Saar, de turde ikke tage Ansvaret for en
Krigserklæring.
— —
Paa Maskinfabrikken _Danmark_ var Spændingen af ældre Dato. Dengang
Landbruget, tvunget af Forholdene paa Verdensmarkedet, svingede fra
Kornavl over i Mejeridrift, indsaá Fabrikkens Ledere at Fremtiden laa
her, og gav sig til at fremstille Mejerimaskiner. Det lykkedes Fabrikken
at konstruere en Centrifuge som slog godt an, og den ny Industrigren kom
til at beskæftige et stadig voksende Hold Arbejdere. Det var de
dygtigste Folk der blev udtaget til det, de forbedrede stadig Produktet,
og Afsætningen voksede baade hjemme og ude. Arbejderne blev efterhaanden
saa øvede i den ny Specialitet, at Fabrikken saa sig nødsaget til at
sætte Akkorden ned — da de ellers tjente for meget. Dette skete to Gange
i Aarenes Løb, med Henvisning til at der jo skulde konkurreres paa
Verdensmarkedet; samtidig steg Fabrikkens Centrifuger stadig i Pris paa
Grund af den store Efterspørgsel efter dem. Arbejderne havde fundet sig
i Nedsættelsen som noget uundgaaeligt og lagt endnu en Omgang Snille i,
saa de nu igen var oppe paa en rimelig Fortjeneste.
Nu lige efter Vinterdvalen begyndte der at gaa Rygter om, at Fabrikken
igen vilde sætte Akkorden ned. Men nu var de ikke til Sinds at finde sig
i det; Harmen over det uretfærdige i denne Fremgangsmaade steg dem til
Hovedet, de var ved at lave Demonstration paa det blotte Rygte. Pelle
fik dem dog til at indse, at der ingenting forelaa andet end nogen Snak,
som ingen havde Ansvaret for. Bagefter da Skrækken var ovre og alting
igen gik i sin daglige Skure, kom de hen og takkede ham.
Men næste Udbetalingsdag var der Besked oppe fra Kontoret, at den
gældende Priskurant ikke var tidssvarende — og skulde forbedres. Det lød
ret uskyldigt, men enhver vidste hvad der laa under.
Det var en af de første Foraarsdage, Solen faldt ind i det store
Fabriksrum og lagde mægtige Lysbjælker gennem det, og inde i den blaa
Soldis løb Remme og Skiver. Arbejderne stod og fløjtede til Tonen fra de
mange Hjul og det syngende Metal. Larmen overdøvede alt andet, men man
kunde se paa deres Ansigter at de fløjtede og sang. De lignede en Flok
øre Fugle, der lige er landet paa kendte Kyster og hilser Foraaret.
Pelle gik og bar Raamateriale frem, da Efterretningen kom og slukkede
Glæden. Den gik paa en Seddel fra Mand til Mand, kort og haardhændet:
Fabriksledelsen vilde ikke have noget med Organisationen at gøre men gik
tavs uden om den. Hver Mand for sig havde faaet fjorten Dages Frist til
at underskrive den ny barberede Priskurant. Ingen Forhandling,
Underskrift værsgod — ellers færdig! Da Sedlen naaede Pelle, rettedes
alle Øjne paa ham som ventede man paa et Signal; Værktøjet hvilede,
Maskinerne larmede en Stund for egen Regning. Pelle læste Sedlen og
bøjede sig saa ned over sit Arbejde.
I Middagspavsen samledes de om ham. „Hvad nu?“ spurgte de og hang ved
ham med Øjnene, deres Næver dirrede. „Skal vi ikke tage og gaa med det
samme? For nu bliver det snart for groft med den Klipning, hvergang der
er lidt Uld paa os.“
„Giv Tid!“ svarede Pelle — „giv bare Tid! Lad de andre gøre det hele, og
lad os se hvor vidt de vil gaa. Lad som ingenting, og pas jert Arbejde.
I har Ansvaret for Kone og Børn!“
De fulgte knurrende hans Raad og gik til Arbejdet igen. Han undredes
ikke paa dem; der var en Tid, hvor han ogsaa smed Arbejdet naar man
traadte ham for nær — selv om alting skulde gaa ad Helvede til. Men nu
stod han med Ansvaret for de mange — det skulde nok give sin Mand
Besindighed. „Giv Tid!“ sagde han til dem igen og igen — „vi ved mere i
Morgen end i Dag! Der skal Overblik til før man handler!“
De lagde saa den ny Priskurant til Side, og passede deres Arbejde som om
der ingenting var paa Færde. Fabriksledelsen lod til at anse
Spørgsmaalet for ordnet, Direktørerne gik om og saa fornøjede ud. Pelle
beundrede Kammeraternes Fatning; de tog deres gamle Humør op igen da der
var gaaet et Par Dage — og lavede Halløj i Maaltidspavserne.
Saa snart det fløjtede Middag, stansede Maskinerne og alle Mand smed
Værktøjet. Nogle stak i en Løbetrøje og hastede hjem for at faa en
Skefuld varm Mad, enkelte drev ned i en Kælderbeværtning tæt ved og
spiste deres Mad der. De der havde for langt hjem, slog sig ned paa
Dreje- og Filebænke og holdt Maaltid. Naar Maden var fortæret, samledes
de i Flokke, sludrede og drillede en og anden Kammerat. Pelle benyttede
ofte Middagspavsen til at gaa over i _Arken_ og hilse paa Far Lasse, der
havde faaet fat ved et af Pakhusene og klarede sig helt ordenligt.
En Middag stod Pelle midt i en Klynge og tegnede en hoven Kvartérmand
med Kridt paa en stor Jærnplade. Tegningen vakte megen Munterhed. Et Par
af Kammeraterne var imidlertid kommet op at trættes om det opstaaende
paa Maskinen i en Dykkerbaad. Pelle viskede straks sin Karrikatur ud og
udkastede stiltiende et Rids af Maskinen. Han havde set den saa tidt,
naar Baaden laa derhjemme i Havnen, og de andre maatte sande at saadan
var den.
Der blev stille, da en af Ingeniørerne i det samme gik gennem Hallen.
Han fik Øje paa Tegningen, og spurgte hvem der var Mester for den.
Pelle maatte med op paa Kontoret. Ingeniøren spurgte ham ud om
forskellige Ting, og var forbavset over at han aldrig havde faaet
Undervisning i Tegning. „Maaske vi kunde bruge Dem heroppe,“ sagde han.
„Vil De prøve?“
Der gik et pludseligt Jag gennem Pelles Hjærte. Nu var Lykken der, den
rigtige store Lykke som han havde sat over Styr for Fremskridtet — den
som tog sin Mand og løftede ham brat op i lyse Egne. „Ja,“ fik han sagt.
„Ja Tak!“ Sindsbevægelsen var lige ved at kvæle ham.
„Mød saa paa Tegnestuen i Morgen Kl. syv,“ sagde Ingeniøren. „Nej hvad
er det i Dag? — Lørdag. Mandag Morgen altsaa.“ — Dermed var det afgjort,
ingen Omsvøb af nogen Art, det var en Mand efter Pelles Hjærte.
De flokkedes om ham da han kom ned, for at faa Resultatet at vide. „Nu
er din Lykke gjort du,“ sagde de. „Nu bliver du sat til Tegning, og hvis
du forstaar dine Sager, faar du selvstændige Opgaver og bliver
Konstruktør. Den Vej er Direktør Jeppesen gaaet, han begyndte hernede
ved Sandformene. Nu er han Matador!“ Deres Ansigter lyste af Glæde over
hans Held. Han saá paa dem, at de troede ham i Stand til at drive det
til hvad det skulde være.
Han arbejdede som i en Døs Resten af Dagen, og skyndte sig hjem for at
meddele Ellen Nyheden; han var helt fortumlet, det kogte for hans Øren
som i Barndommen, naar Livet pludselig aabenbarede et af sine Vidundere.
Ellen slog Armene om ham af Glæde, hun vilde ikke slippe ham igen men
blev ved at holde om ham og stirre, beundrende som i deres første Dage.
„Jeg har altid vidst at du var bestemt til noget,“ sagde hun og saá
stolt paa ham — „du ligner jo ingen anden! Og se nu —! Men Børnene
Pelle, de skal ogsaa vide det.“ Saa rev hun Søster op af Søvnen, og
fortalte hende hvad der var sket. Barnet gav sig til at græde.
„Du skræmmer hende jo med din Glæde,“ sagde Pelle og lo selv over hele
Ansigtet. —
„Men hvad saa — saa skal vi vel til at omgaas fine Folk?“ sagde Ellen
pludselig mens hun gik og dækkede Bord. „Bare jeg nu egner mig til det.
Og Drengen skal da gaa i Betalingsskole.“
Da Pelle havde spist, vilde han sætte sig til en Reparation. „Nej,“
sagde Ellen bestemt og tog Arbejdet fra ham — „det er ikke noget Arbejde
for dig.“
„Det skal da gøres færdigt“ sagde Pelle, „vi kan ikke levere halvfærdigt
Arbejde fra os.“
„Det skal jeg nok gøre færdigt — naar du saa vil tage noget andet Tøj
paa. Du ligner jo en —“
„En Arbejdsmand vel“ sagde Pelle leende.
Pelle klædte sig om og gik ud i _Arken_ for at meddele Lasse Nyheden,
siden skulde han træffe de andre hos Ellens Forældre. Lasse var hjemme
og sad og fortærede sin tørre Kost, han havde spejlet et Æg i
Kakkelovnen, og der stod Øl og Brændevin paa Bordet. Han havde lejet sig
et lille Hummer paa den lange Gang ved Siden af Gale Vinslev; det havde
ikke noget Vindu men en Rude over Døren ud til den mørke Gang, Kalken
var faldet af Væggene, saa Leret stak frem i store Kager.
„Ej se,“ sagde Lasse henrykt — „nu kom det altsaa. Jeg har tidt undredes
ved mig selv, hvad du havde faaet den unyttige Gave for — at ligge dér
og male op paa Vægge og Papir — du en fattig Arbejderpøjke. Noget maa
der vel være ment med det, har jeg gaaet i mit stille Sind og sagt;
kanske er det Gudsgaven det — som skal bære ham frem! Og nu lader det jo
til at det skal vise sin Nytte.“
„Her er ikke hyggeligt, du Far!“ sagde Pelle. „Men nu tager jeg dig
snart ud af det, enten du vil eller ej. Naar vi nu faar lidt af Gælden
til Side fra i Vinter, flytter vi over i en Treværelses Lejlighed, og
saa faar du den ene Stue til din Raadighed. Men saa faar du ikke Lov at
gaa og sjove, det maa du belave dig paa.“
„Ja ja, jeg har ikke noget imod at bo hos jer, naar saa vidt kommer, at
jeg ikke æder Brødet fra jer andre. Ak nej du, det skal ikke blive
vanskeligt at afholde mig fra at bestille noget. Jeg har arbejdet fra
jeg kunde krybe, i snart syvti Aar har jeg slidt for Føden — og nu er
jeg træt! saa du faar Tak for dit gode Sindelag. Jeg skal vel faa Tiden
til at gaa med Børnene. Skik du kun Bud efter mig, naar du vil.“
Nyheden var allerede kendt i _Arken_, og de kom frem og ønskede ham til
Lykke, da han gik. „Nu maa du saa ikke løbe og sladre med os, naar du
kommer over i dit ny,“ sagde de — „det gaar aldrig an! Men glem os
alligevel ikke helt, fordi om vi er fattige Fugle.“
„Ork nej, Pelle har taget saa mangen Sultetørn sammen med vi andre
fattige; han er ikke den, der kalker gammelt Venskab over!“ svarede de
sig selv.
Først nu da han forlod _Arken_, kom han i Tanke om, at han havde noget
at tage Afsked med ogsaa. Der var det inderlige Fællesskab med alle hans
Lige, deres lyse Tro til ham og hans egen Tro paa sin Opgave dér; der
havde været en egen Glæde i den halv forhutlede Sorgløshed, Fællesskabet
og Kampene. Var han ikke paa en Maade Fattigdommens Prins, som de alle
saá op til og ventede skulde føre dem ind i det usædvanlige? Og kunde
han forsvare at svigte de mange for sin egen Lykkes Skyld? Kanske var
han virkelig udset til at føre Bevægelsen igennem — den eneste som kunde
det.
Denne Tro havde dæmret svagt i Pelle hele Tiden, staaet bag ved hans
Udholdenhed i Kampen og den Glæde hvormed han bar Savnene. Nu da den
formede sig bevidst, slog han til den som Hovmod — nej saa opblæst var
han ikke! Der var nok til at føre Sagen igennem ham foruden — og Lykken
havde banket paa hos ham. „Gaa frem Pelle!“ sagde det inde i ham. „Hvad
er der vel at betænke sig paa? Du har ikke Lov at vrage Lykken! — vil du
øde dit eget uden at gavne andre? Du har været en god Kammerat, men her
skilles jeres Veje. Gud har selv givet dig din Ævne, allerede fra lille
øvede du den; ingen har Gavn af at du bliver i Elendigheden. Vælg nu din
egen Vej!“
Ja Pelle havde jo allerede valgt! Han vidste godt at han tog imod
Lykken, hvad saa Alverden sagde — det gjorde blot ondt at lade de andre
sidde tilbage! Han var altfor inderlig forbundet med Fattigdommen, saa
tungt solidarisk følte han sig, at det smærtede at slide sig løs. Han
var blevet Menneske ved de fælles Bekymringer, og Kampen selv havde
skænket en egen lykkefyldt Styrke. Nu kom han saa ikke til Møderne mere!
der var noget underligt i, at han ikke havde noget der at gøre herefter
men hørte til paa den anden Side — han Pelle der havde været den lyse
Brand. Naa, svigte dem vidste han at han aldrig vilde; selv om han
naaede højt op — og det nærede han ingen Tvivl om — saa vilde han altid
føle for gamle Fæller og vise Vejen til det gode Forhold mellem Arbejder
og Arbejdsgiver.
Ellen mærkede hans Alvor — kanske anede hun ogsaa Skruplerne og vilde
hjælpe ham at sætte over dem. „Skal vi ikke tage din Far hjem til os
allerede i Morgen?“ sagde hun. „Han kan jo ligge paa Chaiselongen i
Dagligstuen, til vi faar den ny Lejlighed. Det er Synd han gaar saadan
for Lud og koldt Vand. Og du kan heller ikke være det bekendt i din ny
Stilling.“