XXVI

I Udgangen af Januar fik Pelle Plads som Arbejdsmand paa Maskinfabrikken

_Danmark_. Det var smaat betalt, men Ellen var glad alligevel; med

ingenting kunde man kun græde — med lidt blev hun stærk. Hun var lidt

bleg endnu efter Barselsengen men saa frejdig ud; ved det første Ord om

at der var Arbejde, myldrede det i hendes Hoved med lange Planer. Hun

gik straks i Gang med at løse Sager hjem og afvikle Klatgæld; et helt

System lagde hun, og fulgte det ubrydeligt.

Den ny Søster var noget for Lille Lasse; han forstod straks, at det var

én han havde faaet at underholde sig med i sin Ensomhed. Han havde været

ovre hos Bedsteforældrene, saa længe det stod paa; for at Storken ikke

skulde tage ham tilbage, naar den kom med Søster — for kær var han jo!

Da han saa kom hjem, laa hun i hans Vugge og sov; og han prikkede hende

straks paa Øjenlaagene, for at se om hun havde Øjne lige som han selv.

Der vankede over Fingrene, og han fik ikke det spændende Spørgsmaal løst

den Dag.

Men Øjne havde Søster, nogle store mørke nogle der fulgte ham Stuen

rundt, bag om Hovedgærdet og om paa den anden Side med stadig det samme

opmærksomme Udtryk, mens de buttede Kinder gik ud og ind som en Suger.

Og Lille Lasse følte godt nok, at det forpligtede at have Øjne hvilende

paa sig. Han var allerede et helt Stykke Mandfolk med Trang til at gøre

sig bemærket; og saa gik han og gjorde sig tyk, rullede med Kroppen som

en Klovn og agerede Stærk Mand med Skammelen — mens Søster fulgte ham

med Øjnene uden at fortrække en Mine. Han syntes nok hun kunde give lidt

Bifald fra sig, naar han gik dér og gjorde sig Umage!

En Dag pustede han en Papirspose op og knaldede den foran hendes Ansigt

— det hjalp. Søster glemte sin Urokkelighed, sprat i Vejret og gav sig

til at brøle. Der vankede Klø for det, men nu havde han hende til

Gengæld. Det trak paa Forhaand i hendes Ansigt, naar han kom hen for at

vise hende noget; ofte brølede hun op, endnu før hans Kunststykke gik

af. „Gaa væk fra Søster, Lasse Fredrik!“ sagde Moderen — „du skræmmer

hende jo!“

Men blot en Maaned efter var det igen helt anderledes — saa var der

ingen der forstod Lille Lasses Forehavender som Søster. Hun kvidrede som

en Stær, blot han bevægede sin trinde Krop eller gav en Lyd fra sig.

Ellens forstenede Udtryk var borte, nu hun havde faaet noget at virke

med igen. Kulden havde gjort det af med nogle af hendes Fordringer,

andre havde Børnene tilfredsstillet. De optog hende meget, Pelle savnede

hun ikke længer. Hun havde vænnet sig til at han bestandig var borte fra

Hjemmet, og optaget ham i sine Tanker paa en egen Maade; hun gik og

snakkede med ham indvendig under sin Syssel, og gjorde sig en Glæde af

at gøre det hyggeligt for ham de Stunder han var hjemme.

Pelle følte Hjemmet som en lun lille Verden, hvor han kunde ty ind naar

han var træt. Den dunkle Dragen i Ellens Blik havde han udløst — som to

velsignede Smaavæsner der gav hende nok at bestille — nu var det selve

hendes Væsen der kom ham i Møde. Og der var en egen Troskab i hende, der

tog om Hjærtet; hun saá ikke surt til den lille Fortjeneste, og

bebrejdede ham ikke at han kun var Arbejdsmand.

Formandsstillingen i Fagforeningen havde han opgivet for større

Virksomhed. Der var heller ingen Udsigt til, at han kom tilbage til

Faget igen for det første — og det haarde legemlige Arbejde tiltalte

ham.

For at bøde paa den lille Dagløn reparerede han et og andet om Aftenen.

Ellen hjalp ham, og de sad og snakkede om løst og fast; Bevægelsen kom

de ikke ind paa, den interesserede hende ikke, og han havde ikke noget

imod at have Ro for den et Øjeblik. Lille Lasse sad ved Bordet, han

tegnede og gav sit Besyv med. Ofte naar Pelle tog Arbejdet frem, havde

hun om Dagen gjort det meste, og kun lævnet hvad hun ikke forstod sig

paa. Til Gengæld udpønsede han Smaating der kunde glæde hende.

Vinteren var ikke saa ond i det nye Aar, allerede Februar gav

Foraarsløfter. Det mærkedes paa Ellen.

„Skal vi ikke pakke en Madkurv og trille ud til en af Kroerne paa

Søndag? Børnene trænger til at komme i Luften,“ kunde hun sige.

Pelle vilde gærne. Men paa Søndag var der Møde i Partiledelsen og Møde

om Fabrikkens Affærer — han maatte være med begge Steder. Og om Aftenen

havde han lovet at tale i en Forening.

„Saa tager vi selv ud, Børnene og jeg!“ svarede Ellen roligt. De kom

hjem og havde moret sig udmærket; Pelle var ikke uundværlig mere.

* * * * *

Den strænge Vinter var endelig forbi. Det frøs endnu — navnlig om Natten

— men Folk vidste det alligevel. Og Isen i Kanalerne vidste det; den gav

sig til at slaa Revner paa Kryds og tværs og begyndte at vandre udad.

Husene havde ogsaa Foraarsfornemmelser og blev lysere i Tonen, og oppe i

Luften skinnede Solen; naar man kiggede til Vejrs, kunde man se dens

Skær over Tagene. Nede paa Bunden af Gyderne og de brønddybe Gaarde

travede Ungerne rundt i Snesjappet, og sang til Solen som de ikke kunde

se.

Folk begyndte at rette sig ud efter den lange Krumslutning. Naar som

helst kunde Kulden være der igen, men alting var enigt om at tro paa

Foraaret. Stæren begyndte at indfinde sig, Jordens Safter steg igen op

paa Overfladen og frembragte mørke Pletter paa den haarde Skorpe, og

Omsætningen vovede sig frem. Det var en besynderlig ensartet Vilje der

havde besat det hele. Nede i Jorden spirede det midt i Frost og Sne og

krøb ungt frem som født af selve Kulden, og i Vinterens forkomne rullede

Fortrøstningen sig ud — paa Trods af alt. Arbejderkvartererne begyndte

at blive levende, nu kunde det igen nytte at se sig om efter Arbejde.

Det gjorde godt at komme ud og røre sig lidt i Lyset — godt skulde det

gøre at faa Skrutten fyldt hver Dag igen, og faa Stumperne listet hjem

fra Pantelaaneren og luftet lidt inden næste Omgang.

Men det gik ikke saa rask som det skulde. Det saa ud, som Kulden havde

lammet dem der stod for Virksomhederne. Foraaret rykkede nærmere, Solen

steg for hver Dag og begyndte at faa Magt; men Bedrifterne vilde ikke

rigtig komme i Gang ud over hvad Dagen krævede. Der var ingen Skub i det

som ellers! Paa denne Aarstid arbejdedes der gærne paa Lager for at møde

Sommerens Behov, hvad Vinteren havde hæmmet, plejede man at indhente nu

— ved at hænge i af alle Kræfter og arbejde over.

Der gik mange bekymrede Spørgsmaal frem og tilbage — hvad var der paa

Færde? hvorfor kom der ikke Gang i Sagerne? _Arbejderen_ gav foreløbig

ingen Forklaring, men indeholdt nogle forblommede Advarsler til visse

Folk om ikke at alliere sig med Nøden.

Efterhaanden kom Forestillingerne ind i en fast Gænge: Arbejdsherrerne

forberedte et eller andet, derfor tog de ikke Virksomhederne kraftigt

op. Arbejderne havde trods Vinternøden igen sat nogle af deres egne ind

i Rigsdagen, og nu forberedte de sig til at slaa et Slag ved de

kommunale Valg. Det var dét der var i Vejen! Og først og fremmest den

stadig voksende Organisation, der nu som en Enhed omsluttede alle Fag og

hele Landet — og forlangte at være medbestemmende over Forholdene!

Fattigmand skulde føle, hvor lidt han formaaede uden dem der holdt

alting gaaende.

Ind imellem dette løb der Rygter om, at der forberedtes en Stansning af

al Virksomhed for med ét Slag at slaa Organisationerne i Stykker;

men det var for ubegribeligt. Man havde kun oplevet mindre

Arbejdsstansninger, hvor der forelaa Uenighed om noget bestemt. At nogen

skulde tænke paa at fortsætte Vinternøden paa tværs af Naturens Vilje,

naar enhver var villig til at arbejde paa Grundlag af den gældende

Ordning — nej, den Tanke var altfor djævelsk!

Men en Linje lod sig skimte. Folk der havde lagt sig særlig i Selen for

Bevægelsen, havde vanskeligere ved at faa fat igen end andre, de blev

sat tilbage i Arbejdsvilkaar, eller var simpelt hen erstattede naar de

kom og meldte sig til igen efter Vinterstansningen. Usikkerheden

herskede navnlig i de Fag der var videst i Organisation, man kunde ikke

undgaa at se det som en Forfølgelse af Sammenslutningen. Der groede

Utryghed af det, enhver følte at Tilstanden var uholdbar, og anede et

eller andet ondt. Navnlig inden for Jærnindustrien var Forholdene

spændte; Jærnmændene havde altid haarde Hænder, det var dér man først

øjnede Hensigten med hvad der skete.

Pelle saá bekymret hvad det trak op til. Hvis der kom Kamp nu, vilde det

betyde Nederlag for Arbejderne der stod uden Forraad, blanket af til

Skindet. Vinteren havde jævnet deres Smule Fæstningsværker med Jorden,

et Stormløb mod dem nu vilde rimeligvis bryde deres Sammenhold. Han

udtalte ikke sin Bekymring til dem, de var nærmest som store Børn, det

var ingen Nytte til at de gik og ængstede sig under for meget. Men i

Ledelsen holdt han paa at man maatte se at undgaa Kamp, selv om man

skulde gøre en Indrømmelse. Pelle foreslog for første Gang at gaa

tilbage!

Den ene Uge tog den anden, Spændingen voksede, men der skete ikke noget.

Arbejdsherrerne betænkte sig over for den offenlige Mening. Vinteren

havde slaaet store Saar, de turde ikke tage Ansvaret for en

Krigserklæring.

— —

Paa Maskinfabrikken _Danmark_ var Spændingen af ældre Dato. Dengang

Landbruget, tvunget af Forholdene paa Verdensmarkedet, svingede fra

Kornavl over i Mejeridrift, indsaá Fabrikkens Ledere at Fremtiden laa

her, og gav sig til at fremstille Mejerimaskiner. Det lykkedes Fabrikken

at konstruere en Centrifuge som slog godt an, og den ny Industrigren kom

til at beskæftige et stadig voksende Hold Arbejdere. Det var de

dygtigste Folk der blev udtaget til det, de forbedrede stadig Produktet,

og Afsætningen voksede baade hjemme og ude. Arbejderne blev efterhaanden

saa øvede i den ny Specialitet, at Fabrikken saa sig nødsaget til at

sætte Akkorden ned — da de ellers tjente for meget. Dette skete to Gange

i Aarenes Løb, med Henvisning til at der jo skulde konkurreres paa

Verdensmarkedet; samtidig steg Fabrikkens Centrifuger stadig i Pris paa

Grund af den store Efterspørgsel efter dem. Arbejderne havde fundet sig

i Nedsættelsen som noget uundgaaeligt og lagt endnu en Omgang Snille i,

saa de nu igen var oppe paa en rimelig Fortjeneste.

Nu lige efter Vinterdvalen begyndte der at gaa Rygter om, at Fabrikken

igen vilde sætte Akkorden ned. Men nu var de ikke til Sinds at finde sig

i det; Harmen over det uretfærdige i denne Fremgangsmaade steg dem til

Hovedet, de var ved at lave Demonstration paa det blotte Rygte. Pelle

fik dem dog til at indse, at der ingenting forelaa andet end nogen Snak,

som ingen havde Ansvaret for. Bagefter da Skrækken var ovre og alting

igen gik i sin daglige Skure, kom de hen og takkede ham.

Men næste Udbetalingsdag var der Besked oppe fra Kontoret, at den

gældende Priskurant ikke var tidssvarende — og skulde forbedres. Det lød

ret uskyldigt, men enhver vidste hvad der laa under.

Det var en af de første Foraarsdage, Solen faldt ind i det store

Fabriksrum og lagde mægtige Lysbjælker gennem det, og inde i den blaa

Soldis løb Remme og Skiver. Arbejderne stod og fløjtede til Tonen fra de

mange Hjul og det syngende Metal. Larmen overdøvede alt andet, men man

kunde se paa deres Ansigter at de fløjtede og sang. De lignede en Flok

øre Fugle, der lige er landet paa kendte Kyster og hilser Foraaret.

Pelle gik og bar Raamateriale frem, da Efterretningen kom og slukkede

Glæden. Den gik paa en Seddel fra Mand til Mand, kort og haardhændet:

Fabriksledelsen vilde ikke have noget med Organisationen at gøre men gik

tavs uden om den. Hver Mand for sig havde faaet fjorten Dages Frist til

at underskrive den ny barberede Priskurant. Ingen Forhandling,

Underskrift værsgod — ellers færdig! Da Sedlen naaede Pelle, rettedes

alle Øjne paa ham som ventede man paa et Signal; Værktøjet hvilede,

Maskinerne larmede en Stund for egen Regning. Pelle læste Sedlen og

bøjede sig saa ned over sit Arbejde.

I Middagspavsen samledes de om ham. „Hvad nu?“ spurgte de og hang ved

ham med Øjnene, deres Næver dirrede. „Skal vi ikke tage og gaa med det

samme? For nu bliver det snart for groft med den Klipning, hvergang der

er lidt Uld paa os.“

„Giv Tid!“ svarede Pelle — „giv bare Tid! Lad de andre gøre det hele, og

lad os se hvor vidt de vil gaa. Lad som ingenting, og pas jert Arbejde.

I har Ansvaret for Kone og Børn!“

De fulgte knurrende hans Raad og gik til Arbejdet igen. Han undredes

ikke paa dem; der var en Tid, hvor han ogsaa smed Arbejdet naar man

traadte ham for nær — selv om alting skulde gaa ad Helvede til. Men nu

stod han med Ansvaret for de mange — det skulde nok give sin Mand

Besindighed. „Giv Tid!“ sagde han til dem igen og igen — „vi ved mere i

Morgen end i Dag! Der skal Overblik til før man handler!“

De lagde saa den ny Priskurant til Side, og passede deres Arbejde som om

der ingenting var paa Færde. Fabriksledelsen lod til at anse

Spørgsmaalet for ordnet, Direktørerne gik om og saa fornøjede ud. Pelle

beundrede Kammeraternes Fatning; de tog deres gamle Humør op igen da der

var gaaet et Par Dage — og lavede Halløj i Maaltidspavserne.

Saa snart det fløjtede Middag, stansede Maskinerne og alle Mand smed

Værktøjet. Nogle stak i en Løbetrøje og hastede hjem for at faa en

Skefuld varm Mad, enkelte drev ned i en Kælderbeværtning tæt ved og

spiste deres Mad der. De der havde for langt hjem, slog sig ned paa

Dreje- og Filebænke og holdt Maaltid. Naar Maden var fortæret, samledes

de i Flokke, sludrede og drillede en og anden Kammerat. Pelle benyttede

ofte Middagspavsen til at gaa over i _Arken_ og hilse paa Far Lasse, der

havde faaet fat ved et af Pakhusene og klarede sig helt ordenligt.

En Middag stod Pelle midt i en Klynge og tegnede en hoven Kvartérmand

med Kridt paa en stor Jærnplade. Tegningen vakte megen Munterhed. Et Par

af Kammeraterne var imidlertid kommet op at trættes om det opstaaende

paa Maskinen i en Dykkerbaad. Pelle viskede straks sin Karrikatur ud og

udkastede stiltiende et Rids af Maskinen. Han havde set den saa tidt,

naar Baaden laa derhjemme i Havnen, og de andre maatte sande at saadan

var den.

Der blev stille, da en af Ingeniørerne i det samme gik gennem Hallen.

Han fik Øje paa Tegningen, og spurgte hvem der var Mester for den.

Pelle maatte med op paa Kontoret. Ingeniøren spurgte ham ud om

forskellige Ting, og var forbavset over at han aldrig havde faaet

Undervisning i Tegning. „Maaske vi kunde bruge Dem heroppe,“ sagde han.

„Vil De prøve?“

Der gik et pludseligt Jag gennem Pelles Hjærte. Nu var Lykken der, den

rigtige store Lykke som han havde sat over Styr for Fremskridtet — den

som tog sin Mand og løftede ham brat op i lyse Egne. „Ja,“ fik han sagt.

„Ja Tak!“ Sindsbevægelsen var lige ved at kvæle ham.

„Mød saa paa Tegnestuen i Morgen Kl. syv,“ sagde Ingeniøren. „Nej hvad

er det i Dag? — Lørdag. Mandag Morgen altsaa.“ — Dermed var det afgjort,

ingen Omsvøb af nogen Art, det var en Mand efter Pelles Hjærte.

De flokkedes om ham da han kom ned, for at faa Resultatet at vide. „Nu

er din Lykke gjort du,“ sagde de. „Nu bliver du sat til Tegning, og hvis

du forstaar dine Sager, faar du selvstændige Opgaver og bliver

Konstruktør. Den Vej er Direktør Jeppesen gaaet, han begyndte hernede

ved Sandformene. Nu er han Matador!“ Deres Ansigter lyste af Glæde over

hans Held. Han saá paa dem, at de troede ham i Stand til at drive det

til hvad det skulde være.

Han arbejdede som i en Døs Resten af Dagen, og skyndte sig hjem for at

meddele Ellen Nyheden; han var helt fortumlet, det kogte for hans Øren

som i Barndommen, naar Livet pludselig aabenbarede et af sine Vidundere.

Ellen slog Armene om ham af Glæde, hun vilde ikke slippe ham igen men

blev ved at holde om ham og stirre, beundrende som i deres første Dage.

„Jeg har altid vidst at du var bestemt til noget,“ sagde hun og saá

stolt paa ham — „du ligner jo ingen anden! Og se nu —! Men Børnene

Pelle, de skal ogsaa vide det.“ Saa rev hun Søster op af Søvnen, og

fortalte hende hvad der var sket. Barnet gav sig til at græde.

„Du skræmmer hende jo med din Glæde,“ sagde Pelle og lo selv over hele

Ansigtet. —

„Men hvad saa — saa skal vi vel til at omgaas fine Folk?“ sagde Ellen

pludselig mens hun gik og dækkede Bord. „Bare jeg nu egner mig til det.

Og Drengen skal da gaa i Betalingsskole.“

Da Pelle havde spist, vilde han sætte sig til en Reparation. „Nej,“

sagde Ellen bestemt og tog Arbejdet fra ham — „det er ikke noget Arbejde

for dig.“

„Det skal da gøres færdigt“ sagde Pelle, „vi kan ikke levere halvfærdigt

Arbejde fra os.“

„Det skal jeg nok gøre færdigt — naar du saa vil tage noget andet Tøj

paa. Du ligner jo en —“

„En Arbejdsmand vel“ sagde Pelle leende.

Pelle klædte sig om og gik ud i _Arken_ for at meddele Lasse Nyheden,

siden skulde han træffe de andre hos Ellens Forældre. Lasse var hjemme

og sad og fortærede sin tørre Kost, han havde spejlet et Æg i

Kakkelovnen, og der stod Øl og Brændevin paa Bordet. Han havde lejet sig

et lille Hummer paa den lange Gang ved Siden af Gale Vinslev; det havde

ikke noget Vindu men en Rude over Døren ud til den mørke Gang, Kalken

var faldet af Væggene, saa Leret stak frem i store Kager.

„Ej se,“ sagde Lasse henrykt — „nu kom det altsaa. Jeg har tidt undredes

ved mig selv, hvad du havde faaet den unyttige Gave for — at ligge dér

og male op paa Vægge og Papir — du en fattig Arbejderpøjke. Noget maa

der vel være ment med det, har jeg gaaet i mit stille Sind og sagt;

kanske er det Gudsgaven det — som skal bære ham frem! Og nu lader det jo

til at det skal vise sin Nytte.“

„Her er ikke hyggeligt, du Far!“ sagde Pelle. „Men nu tager jeg dig

snart ud af det, enten du vil eller ej. Naar vi nu faar lidt af Gælden

til Side fra i Vinter, flytter vi over i en Treværelses Lejlighed, og

saa faar du den ene Stue til din Raadighed. Men saa faar du ikke Lov at

gaa og sjove, det maa du belave dig paa.“

„Ja ja, jeg har ikke noget imod at bo hos jer, naar saa vidt kommer, at

jeg ikke æder Brødet fra jer andre. Ak nej du, det skal ikke blive

vanskeligt at afholde mig fra at bestille noget. Jeg har arbejdet fra

jeg kunde krybe, i snart syvti Aar har jeg slidt for Føden — og nu er

jeg træt! saa du faar Tak for dit gode Sindelag. Jeg skal vel faa Tiden

til at gaa med Børnene. Skik du kun Bud efter mig, naar du vil.“

Nyheden var allerede kendt i _Arken_, og de kom frem og ønskede ham til

Lykke, da han gik. „Nu maa du saa ikke løbe og sladre med os, naar du

kommer over i dit ny,“ sagde de — „det gaar aldrig an! Men glem os

alligevel ikke helt, fordi om vi er fattige Fugle.“

„Ork nej, Pelle har taget saa mangen Sultetørn sammen med vi andre

fattige; han er ikke den, der kalker gammelt Venskab over!“ svarede de

sig selv.

Først nu da han forlod _Arken_, kom han i Tanke om, at han havde noget

at tage Afsked med ogsaa. Der var det inderlige Fællesskab med alle hans

Lige, deres lyse Tro til ham og hans egen Tro paa sin Opgave dér; der

havde været en egen Glæde i den halv forhutlede Sorgløshed, Fællesskabet

og Kampene. Var han ikke paa en Maade Fattigdommens Prins, som de alle

saá op til og ventede skulde føre dem ind i det usædvanlige? Og kunde

han forsvare at svigte de mange for sin egen Lykkes Skyld? Kanske var

han virkelig udset til at føre Bevægelsen igennem — den eneste som kunde

det.

Denne Tro havde dæmret svagt i Pelle hele Tiden, staaet bag ved hans

Udholdenhed i Kampen og den Glæde hvormed han bar Savnene. Nu da den

formede sig bevidst, slog han til den som Hovmod — nej saa opblæst var

han ikke! Der var nok til at føre Sagen igennem ham foruden — og Lykken

havde banket paa hos ham. „Gaa frem Pelle!“ sagde det inde i ham. „Hvad

er der vel at betænke sig paa? Du har ikke Lov at vrage Lykken! — vil du

øde dit eget uden at gavne andre? Du har været en god Kammerat, men her

skilles jeres Veje. Gud har selv givet dig din Ævne, allerede fra lille

øvede du den; ingen har Gavn af at du bliver i Elendigheden. Vælg nu din

egen Vej!“

Ja Pelle havde jo allerede valgt! Han vidste godt at han tog imod

Lykken, hvad saa Alverden sagde — det gjorde blot ondt at lade de andre

sidde tilbage! Han var altfor inderlig forbundet med Fattigdommen, saa

tungt solidarisk følte han sig, at det smærtede at slide sig løs. Han

var blevet Menneske ved de fælles Bekymringer, og Kampen selv havde

skænket en egen lykkefyldt Styrke. Nu kom han saa ikke til Møderne mere!

der var noget underligt i, at han ikke havde noget der at gøre herefter

men hørte til paa den anden Side — han Pelle der havde været den lyse

Brand. Naa, svigte dem vidste han at han aldrig vilde; selv om han

naaede højt op — og det nærede han ingen Tvivl om — saa vilde han altid

føle for gamle Fæller og vise Vejen til det gode Forhold mellem Arbejder

og Arbejdsgiver.

Ellen mærkede hans Alvor — kanske anede hun ogsaa Skruplerne og vilde

hjælpe ham at sætte over dem. „Skal vi ikke tage din Far hjem til os

allerede i Morgen?“ sagde hun. „Han kan jo ligge paa Chaiselongen i

Dagligstuen, til vi faar den ny Lejlighed. Det er Synd han gaar saadan

for Lud og koldt Vand. Og du kan heller ikke være det bekendt i din ny

Stilling.“

Pelle Erobreren 3: Den store Kamp · 第 30 / 44 题