Pelle førte ufortrødent Kampen videre, sloges med smaa Kaar og med
Frafald og gik bare paa. Talrige Gange i Kampens Løb var han lige vidt,
Meyer havde faaet et nyt Hold Arbejdere fra Udlandet, og han maatte
begynde forfra: bearbejde dem saa de rejste igen, eller gøre dem umulige
blandt Husbeboerne saa de maatte fortrække. Eftervinteren var haard og
kom Meyer til Hjælp. Han gav god Arbejdsløn nu, og havde faaet skrabet
sig et Sjak Løsgængere sammen; en Overgang saa det ud som han skulde faa
sin Forretning i Vejret igen. Men Pelle havde blot ladt Løsgængerne i Ro
af Mangel paa Tid; nu hjemsøgte han dem og kom med mere Avtoritet end
sidst. Der gik allerede Ord af hans Vilje, de fleste overgav sig paa
Forhaand. „Ham kan ingen Djævel staa sig mod!“ sagde de.
Han vaklede ikke i sin Tro paa Sejren og gik paa og paa, filosoferede
ikke frem paa den anden Side Resultatet men satte alle Ævner ind paa at
naa det. Stærke Kræfter var oppe i ham og førte ham den lige Vej.
Foreningsfællerne fulgte ham villigt, og paalagde sig de Savn
Affolkningen medførte. Han havde deres Tillid, og de syntes i Grunden
det var en herlig Spas denne Bytten Gaarde, hvor de for én Gangs Skyld
vendte Trykket tilbage mod Udgangspunktet. De havde beskt prøvet, hvad
det vilde sige at rende forgæves, tigge om Arbejdet, tigge og trættes om
Tilgodehavendet — være de smaa. Det var morsomt at bytte Rollerne! Nu
legede Musene med Katten og morede sig godt, skønt dens Klør nu og da
sved til dem.
Pelle følte Tilliden Mand og Mand imellem, ved den Villighed hvormed de
fulgte ham, som var han kun Udtrykket for deres eget Sindelag. Og naar
han stod paa Generalforsamlinger og Møder for at aflægge Beretning eller
agitere, og Kammeraternes Bifald slog ham i Møde, mærkede han, hvorledes
stærke Kræfter forenede sig i ham. Han var som Skibets Vædder, hele
Styrken stødte fremad i ham. Han begyndte at finde sig til Rette som
Udtryk for noget større; der var et Formaal med ham.
Den Pelle, der saa klogt og roligt havde forhandlet med Meyer, og rammet
ud hvad han vilde uden et ondt Ord, var ikke den almindelige! Et større
Væsen arbejdede i ham, mere ansvarligt end han selv ævnede det! Og han
gik sig selv efter for at tilegne sig det bevidst; han følte at der var
Kræfter dér.
Dette højere havde mystisk Sammenhæng med saa meget; helt tilbage til
sin tidligste Barndom kunde han følge det som et rigt Løfte. Saa mange
havde ogsaa uvilkaarlig ventet sig noget af ham; han havde blot lyttet
forundret til dem, nu blev det en Profeti.
Han blev mere nøjeregnende med Ord i sit personlige Forhold, nu da deres
ubegrænsede Rækkevidde havde aabenbaret sig for ham. Men i Agitationen
faldt de stærkeste Ord ham naturligt, de kom som et Ekko af det
grænseløse tomme Rum der laa bag ham. Han syslede med sin Personlighed;
alt det han før sorgløst havde givet frit og ubehersket Spillerum,
maatte nu helst ind og tjene Formaalet. Ogsaa sit Forhold til Ellen gik
han efter, undskyldte hende og gjorde sig Umag for at forstaa hendes
Fordringer til Lykke. Han var mild og god mod hende — men ubøjelig i det
væsenlige.
Hofskomageren gjorde han sig ingen Samvittighed af. Han havde længe nok
misbrugt sin Overmagt paa alle Omraader; ved sin store Forretning var
han den der skabte og beherskede Tilstandene, de daarlige Vilkaar maatte
føres tilbage til ham. Det var Sommer og Godtid for Arbejderne nu, og
hans Forretning gik stærkt tilbage. Pelle forudsaa hans Fald og følte
sig som en retfærdig Hævner.
Den aarelange Kamp tog hele hans Sind. Altid var han paa Færde, kom
styrtende hjem til Arbejdet der laa og ventede, klarede det til Side som
en rasende, og var afsted igen. Ellen og Lille Lasse saá han ikke meget
til i denne Tid, de levede deres Liv uden for ham.
Han turde ikke slaa sig til Ro i den Kendsgærning at Sammenholdet nu var
stærkt. Bestandig var han paa Færde for yderligere at stive af og
underbygge; han vilde ikke falde for det uforudsete. Hans Utrættelighed
smittede Kammeraterne, de blev ivrigere og ivrigere alt som Kampen trak
ud. Den voksede for dem ved de Ofre den krævede, og ved Styrken i
Modstanden; Meyer blev efterhaanden til en Kolos som enhver maatte vove
sin Velfærd for at hugge ned. Der gik Hjem i Stykker ved det; men jo
flere Ofre Kampen krævede, des sorgløsere syntes de at gaa til den. Og
de jublede af Glæde, den Dag Kolossen faldt og begravede nogle af dem
under sin Masse.
Sejren var uomtvistelig Pelles, Skomagersvenden havde fældet Fagets
største Arbejdsherre! De spurgte ikke om hvad det havde kostet, men bar
hans Navn i Triumf. De raabte Hurra, naar han viste sig eller hans Navn
nævnedes. Tidligere vilde det vel være gaaet ham til Hovedet, men nu
fandt han Udfaldet ganske naturligt — som Udslag af en højere Vilje!
Allerede et Par Dage efter sammenkaldte han til Møde i Fagforeningen,
fremlagde Udkast til en ny tidssvarende Priskurant og opfordrede til at
tage en Kamp paa den netop nu. „Lejligheden kan aldrig være bedre,“
sagde han — „nu har de set hvad vi dur til! Og det var paa Spørgsmaalet
om Priskuranten vi slog Meyer ned, derfor maa vi smede mens Jærnet er
varmt!“
Han regnede med at Kammeraterne netop nu havde Krigshumør, trods alle de
Savn Kampen havde paaført dem — og tog ikke fejl. Hans Forslag blev
enstemmig vedtaget.
Nogen Lønkamp blev der ikke. Meyer løb nu rundt til Mestrene med
Prøvekassen for et Læderfirma, Synet af den før saa mægtige Mand virkede
nedstemmende. Mesterforeningen udpegede et Par Mestre til at forhandle
med Fagforeningen om Lønforhøjelsen.