Der var nok at tage fat paa. Løsgængerne maatte igen læmpes inden for
Organisationen — læmpes eller tvinges; Pelle tog de nemmeste først og
lod Tallene virke paa de andre. De helt stædige fik Lov at sejle deres
egen Sø indtil videre; naar de var isolerede og godt afmærkede, kunde de
ingen videre Fortræd gøre.
Han var godt udhvilt og gik helt metodisk til Værks. Følelsen af at have
Kræfter nok til Vejs Ende gav ham en bred Ro, som indgød Tillid. Han
forhastede sig ikke men tog det hele fra Bunden af; de egenlige
Spørgsmaal lod han rolig ligge, til Betingelserne for at løse dem var
til Stede. Han vidste fra sidst, at uden fast sammenbankede Rækker kunde
der ingenting udrettes.
Det tog Resten af Sommeren. Saa stod Organisationen der og saa ud til at
kunne staa for et Tryk; og det første Spørgsmaal var Priskuranten. Den
var forældet og slet, tilbage næsten paa alle Punkter; Faget sukkede
under de lave Satser, der ikke havde holdt Skridt med Udviklingen og
Fordyrelsen af alle Ting. Men Pelle tog sin praktiske Sans fangen.
Tidspunktet var ikke gunstigt for Krav om Lønforhøjelse. Organisationen
kunde ikke give Kravet fornøden Vægt, men maatte foreløbig nøjes med at
faa den gældende Priskurant respekteret. Flere af de større Mestre
misligholdt den, skønt de havde været med til at indføre den. Det var
navnlig galt med Hofskomager Meyer, han benyttede alle Udveje til at
komme bag om de klareste Lønsatser.
Der indløb stadig Besværinger, og en Dag gik Pelle op til ham for at
paatale Forholdet og komme til et Resultat. Han var klar til at tage en
Kamp paa Spørgsmaalet om Priskurantens Ukrænkelighed, ellers kunde
enhver jo give store Løfter og rende fra dem. Han ventede nærmest at
Hofskomageren skulde vise ham Døren; det skete dog ikke, men Meyer
behandlede ham med en Slags høflig Uforskammethed. Hadet til den gamle
Fjende vaagnede paa ny i Pelle, han havde sin Nød med at styre sig. „De
faar Blokade, hvis De ikke inden otte Dage ordner Dem med Deres Svende,“
sagde han truende.
Meyer lo spottende: „Ak saa? Ja Deres Blokade den kender vi jo. Men saa
erklærer Mesterforeningen Lockout for hele Faget — hvad siger De til
det? Saa bliver der godt Køb paa gamle Hatte!“
Pelle tav og trak sig tilbage, det var den eneste Maade han kunde bevare
Koldblodigheden paa. Nu var dét sagt der skulde siges, og han var ingen
Diplomat som kunde staa og smile roligt med en Djævel i Øjet.
Meyer fulgte ham bukkende til Døren: „Er der ellers noget jeg kan være
Dem til Tjeneste med — Arbejde for Eksempel? Jeg kan godt bruge en
Børnearbejder i denne Tid.“
Da Pelle kom ned paa Gaden, aandede han ud. Puh ha, det var haardt;
nogle Grovheder og et Par paa Snuden havde været det naturligste Svar
paa Mandens Uforskammethed. Naa, det var en Prøve for hans hidsige Sind,
og nu var den bestaaet! Naar han holdt Mund kunde han altsaa beherske en
Situation!
„Nu blokerer vi altsaa Meyer,“ tænkte han mens han gik ned ad Gaden. „Og
hvad saa? Ja saa slaar han igen og laver Lockout. Kan vi holde til det?
Ikke ret længe, men det kan Mestrene heller ikke — saa ruineres deres
Forretninger. Men saa tager de Svende fra Udlandet — eller lader
Arbejdet udføre uden for Pladsen hvis den Trafik kan stoppes; indfører
Fabriksfodtøj i stor Stil og indfører Maskiner — hvad de allerede saa
smaat er i Gang med!“
Pelle gik i Staa midt paa Gaden — dette her gik pinedød ikke! Han maatte
passe paa, at han ikke gik hen og lavede Æggekage af hele Historien. Fik
alle disse Ting først Indpas, saa var en hel Masse Mennesker gjort
brødløse med det samme. Men Hofskomageren vilde han have Ram paa; der
maatte gives et Middel til at lange den Blodsuger en Lussing saa det
snærpede i hans Pengepung!
Næste Morgen kom han hen til Mester Beck som sædvanlig. Beck saá langt
paa ham over Brillerne. „Jeg har ikke mere til Dem at bestille, Pelle,“
sagde han lavt.
„Hvad for noget?“ udbrød Pelle forskrækket. „Men vi har jo travlt,
Mester!“
„Ja men jeg kan ikke beskæftige Dem længer. Det er ikke med min gode
Vilje, jeg har altid været godt tilfreds med Dem; men Forholdene er nu
engang saadan. Der er saa meget man maa tage i Betragtning; en Skomager
kan ikke arbejde uden Materialer, og Kredit hos Læderhandleren kan man
heller daarlig undvære.“ Mere vilde han ikke sige.
Men Pelle havde ogsaa forstaaet tilstrækkeligt. Som Formand for
Mesterforeningen havde Meyer tvunget Beck til at afskedige ham — ved
Truslen om at stoppe Kilderne for ham. Pelle blev ramt fordi han var i
Spidsen for Organisationen — skønt den nu var anerkendt; det var et
Indgreb i Foreningsretten. Og alligevel kunde det ikke paatales; man
havde Lov at afskedige en Mand, naar man ikke havde Brug for ham længer.
Meyer var en snedig Mand!
Pelle drev lidt slukøret om. Han havde ikke megen Lyst til at komme hjem
til Ellen med den bedrøvelige Efterretning, og gik rundt til forskellige
Mestre for at høre om Arbejde. Men saa snart de hørte hvem han var, kom
de i Tanke om at der nok ikke var noget alligevel. Han mærkede at der
var sat Kors ved ham.
Han maatte støtte sig til sit Hjemmearbejde, og se at støve mere op
blandt Bekendtes Bekendte. Og ellers være parat Nat og Dag naar en
Smaamester, som sad og nussede uden Hjælp, pludselig fik mere end han
kunde overkomme.
Ellen tog Forholdene op som de var, og beklagede sig ikke. Men over for
Aarsagen til dem øvede hun stum Modstand; Pelle fandt ikke Medhold hos
hende i sin Kamp; hvad han dér havde for, maatte han gaa ene med. Det
forrykkede ikke hans Kurs men satte snarere Stædighed op i ham. Der var
en Side ved ham Ellens Væsen ikke kunde dække — naa ja, hun var jo et
Kvindfolk som man bar over med! Han var god imod hende, og slog hende i
sine Tanker mere sammen med Lille Lasse. Derved gjorde han sig fri af
hendes Mening om alvorlige Sager — og følte sig mere Mand.
Takket være hans lille Formandsløn led de ikke Nød. Pelle holdt ellers
ikke af det og havde mest Lyst til at give Afkald paa de Par Hundrede
Kroner; der flød ikke Spor af Embedsmandsblod i hans Aarer, han begreb
ikke rigtig, at man skulde have Vederlag for den Alménnytte man gjorde.
Men nu kom de alligevel tilpas, og han havde andet at bestille end at
gaa og gøre et Nummer ud af Smaating. Blokaden havde han opgivet, men
hans Hjærne pønsede stadig paa Udveje til at faa Ram paa Hofskomageren;
det sysselsatte ham Dag og Nat.
En Dag snublede hans Tanker over Meyers egen Taktik! Ganske uskyldigt
havde man faaet ham puttet ud af Arbejdet — hvad om han bar sig ad paa
samme Maade og i Stilhed pillede Hofskomagerens Folk fra ham? Meyer var
Fagets onde Aand, han sad som en Tyran i Kraft af sin Overmagt og holdt
det nede; det vilde ikke være saa umuligt at sætte Kors ved ham til
Gengæld! Og Pelle havde ikke i Sinde at tage det saa nøje med Midlerne
her.
Han drøftede det med Svigerfaderen, der igen havde faaet Tiltro til ham.
Stolpe som var en gammel dreven Taktiker, raadede ham til ikke at holde
noget Møde om Sagen, men ordne det hele paa Tomandshaand med hver
enkelt, saa at der ikke blev noget at hænge sin Hat paa over for
Fagforeningen. „Du har jo god Tid nu,“ sagde han. „Gaa først til de
paalidelige, og gør dem begribeligt hvad for en Kumpan Meyer er; og tag
først og fremmest hans bedste Folk fra ham, de daarlige har han ingen
Gavn af at beholde. Du kan jo fyre op under Kammeraterne, naar du vil!
gør det saa godt, at ingen kan være bekendt at gaa i deres Sted der
forlader ham. Han maa stemples som den han er, Mand og Mand imellem.“
Pelle sparede sig ikke; han gik fra Fælle til Fælle, stærk og ildnende.
Og hvad der havde vist sig umuligt for to tre Aar siden, lod sig udføre
nu; Harmen mod Uretten havde bundfældet sig i Sindene.
Meyer havde haft for Skik at lade sine Arbejdere rende forgæves efter
Arbejde — det var ikke helt lavet til, de maatte komme igen! Og naar de
fik det udleveret, skulde det gærne være færdigt over Hals og Hoved. Der
laa en Hensigt i det, det gjorde Folk ydmyge og medgørlige.
Men nu vendtes Forholdet om. Arbejderne kom ikke og afleverede
presserende Arbejde til den Tid de havde lovet; han maatte sende Bud
efter det og fik sine egne Ord igen: Det var ikke ganske færdigt, men de
skulde se hvad de kunde gøre for ham! Han maatte rende sine egne
Arbejdere paa Dørene for ikke at støde de fine Kunder. De første
Tilfælde behandlede han over en Bank med Afsked, men det hjalp ikke; der
var faret en Hovmodsdjævel i simple Skomagersvende, det saa ud som de
vendte op og ned paa Begreberne Herre og Undergiven! Han maatte lade den
haarde Haand fare og forsøge med gode Ord, Forretningen havde hele den
fornemme Verden til Kundekreds og behøvede altid en Stab af
Elitearbejdere. Men ikke engang Venlighed hjalp, bedst som han havde
faaet fat i en god Svend, var han gaaet! Og naar han spurgte om
Aarsagen, fik han altid det samme drilske Svar: de var kede af hans
Arbejde. Han bød høj Arbejdsløn og indforskrev med stor Bekostning
dygtige Folk ude fra; men Pelle holdt sig underrettet og søgte dem op.
Naar de havde været nogle Dage under Paavirkning, rejste de hjem igen
eller tog fat hos de andre Mestre, der fik mere at bestille efterhaanden
som Meyers Forretning gik tilbage. De der kom paa Lageret fortalte, at
han gik deroppe og rasede, skældte de uskyldige ud og jog dem ogsaa fra
sig.
Meyer følte en Haand bag alt dette, han vilde have Mesterforeningen til
at erklære Lockout. Men de andre Mestre vejrede et Træk i det fra hans
Side; hans egen Forretning laa død, og saa vilde han stanse deres ogsaa.
De havde maaske ikke noget egenlig mod den ny Tilstand; noget Grundlag
for en Lockout kunde de i alt Fald ikke faa Øje paa.
Saa bekvemmede han sig til at skrive til Pelle og anmode ham om en
Forhandling — for at faa Uroen i Faget hævet. Pelle der endnu ikke var
stiv i Forhandlingskunsten, svarede saadan noget som, at man vilde blæse
ham en lang Marsj. Han viste dog Svigerfaderen Svaret, før han afsendte
det.
„Nej den gaar pinedød ikke!“ udbrød Stolpe. „Ser du min Dreng, det er
Tonen det hele kommer an paa, naar man vil drive Fagpolitik! de Store
ser svært paa Indpakningen! Saadan var jeg sku ogsaa til at begynde med
— Sandheden frem og lige i Synet med den! Men den skar ikke —: man var
for ubehøvlet, de kunde ikke forhandle med én. Saadan lidt pæn
Løgnagtighed gør sig meget bedre! Naa ja, saa maa man være Diplomat og
fange Ræv med Ræv. Tag og krads det ned, saa skal jeg give dig
Opskriften. Altsaa —!“
Stolpe gik en Stund op og ned ad Gulvet og saa spekulativ ud; han var i
Skjorteærmer og Tøfler og havde Tommelfingrene i Vestelommerne. „Er du
klar Svigersøn? — Altsaa:
Til Formanden for Skomagernes
Mesterforening, Hr. Hofskomager Meyer!
Idet jeg anerkender Modtagelsen af Deres meget ærede af Gaars Dato,
skal jeg tillade mig at bemærke, at der mig bekendt hersker god Ro
og ordnede Forhold overalt i Faget for Tiden. Saa at altsaa
Grundlaget for en Forhandling savnes.
Paa Fagforeningens Vegne
Ærbødigst
Pelle.“
„Se det er noget med noget paa, hva’! det kunde sku selv Napoleon være
bekendt at sætte Navn under. Og tilpas ondskabsfuldt er det,“ sagde
Stolpe fornøjet. „Prent det nu lidt pænt — og saa en stor Konvolut.“
Pelle var helt imponeret af Skrivelsen, da han fik renskrevet den paa et
stort Ark Papir; den lignede en Dagsbefaling fra Amtmand eller
Borgmester derhjemme. Kun det ondskabsfulde i den havde han sine Tvivl
om den Dag.
En Formiddag nogle Dage efter sad han hjemme og arbejdede. De
mellemliggende Dage havde han været nødt til at tage Lossearbejde paa
Havnen, nu sad han og forsaalede et Par Søstøvler for en Matros paa
Kulskibet. Paa den anden Side af Disken sad Lille Lasse og pludrede og
gjorde hans Bevægelser efter; hvergang Pelle slog en Pløk i, daskede
Drengen paa Kanten af Disken med sin Rangle. Og Pelle lo til ham. Ellen
gik ud og ind mellem Køkken og Stue, hun var alvorlig og tavs.
Det ringede. Hun jog til Kakkelovnen og rev noget Barnetøj ned, saa gik
hun ud og lukkede op.
En mørk svær Herre i Spaserepels traadte bukkende ind, den høje Hat
holdt han foran sig sammen med Handskerne og Stokken. Pelle vilde ikke
tro sine egne Øjne — det var Hofskomageren. „Han kommer nok for at gøre
op!“ tænkte han og belavede sig paa en Dyst. Han fik Hjærtebanken og
noget sank pludselig i ham; gammel Underdanighed var ved at komme op og
bemægtige sig ham. Men det varede kun et Øjeblik, saa var han igen
sikker paa sig selv. Han bød roligt sin Gæst en Stol.
Meyer sad og saá sig om i den tarvelige nette Stue, som vilde han først
sammenligne Fjendens Forraad med sine egne, inden han foretog sig noget.
Pelle fangede noget i hans vandrende Blik og blev pludselig en hel Del
klogere i Menneskekundskab. „Han sidder jo ligefrem og kigger efter, om
der ikke er røget noget paa Laanekontoret,“ tænkte han opbragt.
„Hm — jeg har modtaget Deres ærede Skrivelse,“ begyndte Meyer endelig.
„De mener ikke der er Anledning til nogen Drøftelse af Tilstanden; men æ
— jeg synes dog —.“
„Nej, det mener jeg rigtignok ikke,“ svarede Pelle som havde sat sig for
at holde Skrivelsens Tone — „der er jo den bedste Orden over det hele. I
det hele lader det jo til at skulle gaa nu, da vi har hver sin Forening
og kan drøfte Sagerne som Ligemænd.“ Han saá uskyldigt paa Meyer.
„Naa det synes De? Det kan dog ikke være Dem ubekendt, at mine Arbejdere
forlader mig den ene efter den anden — for ikke at sige at de pilles
bort. Jeg kan ikke tjene Dem i at kalde det ordnede Forhold.“
Pelle sad og ærgrede sig over Meyers slikkede Tone. Hvorfor Fanden
brændte han ikke løs som et ordenlig Mandfolk, i Stedet for at sidde og
svede Hentydninger ud! Men skulde der laves Dikkedarer, saa hvorfor
ikke? „Saa Deres Folk forlader Dem?“ spurgte han interesseret.
„Ja de gør!“ svarede Meyer og saá overrasket op, Pelles Tone gjorde ham
usikker. „Og de sjikanerer mig, overholder ikke Aftalerne og lader mine
Bude rende forgæves. Tidligere har hver Mand hentet og bragt sit
Arbejde, nu maa jeg holde Bude til det; det kan Forretningen ikke bære.“
„Svendene har nu ogsaa maattet rende forgæves — jeg har jo selv arbejdet
for Dem,“ svarede Pelle. „Men De mener altsaa, vi bedre kan bære den
Tidsspilde?“
Meyer trak paa Skuldrene. „Det er dog et Led i deres Erhværv, Forholdene
ere nu engang baserede paa den Ordning. Men naar jeg saa endda var
sikker paa at have Folk. — Det gaar ikke, det dér, Mand!“ skreg han
pludselig op — „det gaar pinedød ikke! Det er ikke hæderligt!“
Lille Lasse sprat i Vejret og gav sig til at brøle, Ellen kom hastigt og
tog ham ind i Sovekammeret.
Pelle var blevet skarp om Munden. „Naar Deres Folk forlader Dem, har de
vel sagtens Grund til det,“ svarede han, men havde mere Lyst til at sige
Meyer lige op i Synet at han var en Udpiner. „Fagforeningen kan ikke
tvinge sine Medlemmer til at arbejde for en Mand, de maaske ikke kan
komme til Rette med. Jeg har selv lige faaet Afsked paa et Værksted —
man kan dog ikke alarmere de to Foreninger af den Grund.“ Han saá fast
paa sin Modstander, idet han langede ham dén ud; Linjerne i hans Ansigt
dirrede let.
„Aha!“ udbrød Meyer og gned sig i Hænderne med et Udtryk som sagde, at
nu endelig følte han fast Bund under sig. „Ak so — der slap det endelig
ud! De er jo Diplomat ogsaa — stor Diplomat! — Det er en klog Mand De
har, lille Frue!“ vendte han sig til Ellen der stod og puslede ved
Buffeten. „Hør Hr. Pelle, De er en Mand for mig, og vi maa komme til et
Resultat. Naar to dygtige Folk taler sammen, kommer der noget ud af det
— det kan ikke være andet! Jeg har Brug for en intelligent og dygtig
Fagmand til at forestaa Maaltagning og Tilskæring, Pladsen er godt
lønnet, og De kan faa skriftlig Kontrakt paa en Aarrække. Hvad siger De
til det?“
Pelle løftede Hovedet i et Ryk. Ellens Øjne skød Gnister; de blev
forunderlig mørke og lagde sig tvingende over ham — som vilde de brænde
en Vilje ind i ham. Et Øjeblik stirrede han fortumlet frem, Tilbudet kom
saa overvældende stort bag paa ham. Saa smilede han. Ej ej! skulde han
nu sælges som Udpinerens Haandlanger!
„Det er vist ikke noget for mig,“ svarede han.
„De maa naturligvis have Lov at tænke over mit Tilbud,“ sagde Meyer og
rejste sig. „Skal vi sige tre Dage?“
Da Hofskomageren var gaaet, kom Ellen langsomt hen og lagde sin Arm over
Pelles Skulder. „Hvor er du en klog og dygtig Mand,“ sagde hun stille og
legede med hans Haar — der var noget som lignede Afbigt i hendes Væsen.
Tilbudet nævnede hun ikke med et Ord, men gav sig nynnende i Lag med sit
Arbejde. Det var længe siden Pelle havde hørt hende synge; og Sangen gav
ham en lys Følelse af at denne Gang vilde han sejre.