Det hændte tidt Pelle at han længtes tilbage mod det stille inderlige
Samliv med Ellen og Lille Lasse, han følte vemodigt, at de levede inde i
en lykkelig Verden og var i Færd med at indrette sig paa at undvære ham.
„Naar du nu faar dette fra Haanden, skal du rigtig have det hyggeligt
med dem igen,“ tænkte han.
Men det ene hang uløseligt sammen med det andet, af et Spørgsmaals
Løsning fødtes et andet, Fattigmands Verden viste sig at være en
indviklet Historie. Rygtet om hans lykkelige Haand som Organisator
bredte sig udover, overalt arbejdedes der for Sammenslutningstanken, de
mange begyndte at rette Øjnene paa ham i Forventning.
Jævnlig kom der Arbejdere til ham og bad ham være dem behjælpelig med at
danne Organisation — ingen havde saa godt Greb paa det som han. Saa
sammenkaldte de til Møde, og Pelle lagde Sagerne frem for dem. Der var
kommet noget af det store Sving i hans Tale, men de forstod ham godt.
„Han taler, saa Ørerne klør paa én,“ sagde de til hinanden. Der blev saa
valgt Tillidsmænd, og Pelle satte dem ind i den praktiske Side af Sagen.
„Men I maa ofre Penge, saa I faar en Kasse,“ sagde han bestandig — „uden
Penge ævner vi ingenting. Husk paa, det er selve Kapitalen vi slaas
med.“
„Skal der anvendes Bøsser i Kampen?“ spurgte en enfoldig Arbejder
engang.
„Ja Sparebøsser!“ svarede Pelle raskt.
Saa lo de og vendte de brøstfældige Lommer. De saá lidt paa Pengene, før
de gav dem fra sig. „Skidt, det slaar jo aldrig til alligevel,“ sagde de
saa.
„Der kommer nok den Dag da det slaar godt til — bare vi staar sammen,“
sagde Pelle fortrøstningsfuld.
Det var Fedtet der blev skrabet af deres Brød — han vidste det godt. Men
det fik ikke hjælpe! Han var ikke selv saa godt stillet i denne Tid som
en af dem.
Virksomheden førte ham udad i større og større Kredse, til han en Dag
følte sig midt i Masserne. Deres Antal forbløffede ham ikke, han havde
egenlig altid kendt det! Han voksede med Tilgangen og anlagde stadig
større Maal paa Bevægelsen og sig selv.
I disse Tider foregik der en mærkværdig ydre Forandring med ham. Over
hans Pande laa fremdeles de dybe Rynker der hos unge Mennesker plejer at
tyde paa en mørk Barndom; de var det eneste bitre Vidnesbyrd om hvad han
havde taget paa sig, og mindede om en ladet Sky. Ellers var han frisk
nok, de daarlige Kaar kuede ham ikke; han levede i Samfølelsen og var
næsten altid glad. Han fik runde Kinder som en Hornblæser, og udspilede
Næsebor der understregede det fyrige; han forbrugte megen Luft og holdt
altid Klæderne opknappet over Brystet. Gangen var rank og spændstig,
hele Skikkelsen paagaaende. Naar han talte ved Møder, var der Slag i
hans Ord, han blev ildrød i Hovedet og svedte. Noget af Rødmen blev
staaende paa Ansigt og Hals, og der var bestandig en hidsig Klang i
Kroppen paa ham. Naar han kom gaaende, virkede han som Forblæseren til
en Kolonne.
De mange var hans Element. Der var meget som skulde samles under én Hat.
Endnu manglede de fleste klar Forstaaelse, gammel Mistro dukkede
pludselig op, der løb mange Tvivl løse mellem Masserne. Nogle troede
blindt, andre sagde: Skidt, enten den ene eller den anden plukker os!
Der skete ikke noget haandgribeligt stærkt som kunde falde enhver i
Øjnene; de maatte støtte sig til Personen som den Blinde til Føreren, og
forlangte at høre hans Stemme bestandig. Pelle blev deres Yndlingstaler.
Han følte deres blinde Tillid løftende paa sig, og saá langt ud over
Virvaret for dem. Han havde altid haft noget med Lykken at skaffe, han!
nu øjnede han den tydeligt ude i Forlængelse af Fremmarsjen og tændte i
dem med sin uimodstaaelige Ildfuldhed.
En Aften var han tilkaldt for at vække et sløvt Fag. Det var
Renovationsarbejderne, og for at ægge deres Selvfølelse viste han dem,
hvilken uhyre Magt de havde i deres foragtede Haandtering. Han gjorde
det Tankeeksperiment at lade dem nedlægge Arbejdet, og udmalede med
meget Humør Følgerne for den fine Verden. Det havde en overvældende
Virkning paa Forsamlingen, man gloede paa hinanden som opdagede man
først nu sig selv, og sad i én Latter. For at forfølge sin Virkning
viste han, hvor afhængig den ene Virksomhed var af den anden, og lod Fag
støtte Fag til Generalstrejken havde lagt sin lammende Haand over Byen.
Det var en Fantasi! Pelle kendte intet til Bevægelsens Teorier, men
Højtrykket i ham løftede Sløret for de yderste Konsekvenser. Arbejderne
gik hjem, vaagne og forskrækkede over den forfærdelige Magt de laa inde
med.
Der var noget i det som ikke tilfredsstillede ham selv, det var hans
Natur at frembringe — ikke ødelægge! Hvis de Fattige bare vilde, kunde
de tage det hele igen — havde Morten engang sagt; og de Ord var blevet
ved at spøge i ham. Men han kunde ikke lide voldsomme Omvæltninger, og
nu havde han jo fundet en god Vej uden om! Han følte sig overbevist om,
at det ubrydelige Sammenhold var uimodstaaeligt og vilde omskabe
Tilværelsen ad fredelig Vej.
Sine egne Fagfæller havde han jo svejset sammen, saa de nu stod Last og
Brast med hinanden. Det var straks lidt naaet, men skulde der komme
noget rigtigt ud af det, maatte Fagets Udøvere her arbejde sammen med
dem i alle Landets andre Byer — og det var allerede saa smaat i Gang
baade i hans eget og andre Fag. Men alle disse Forbund af lokale
Fagforeninger burde igen gaa op i en mægtig Helhed, saa hele Landet blev
som én Tanke! I andre Lande foregik jo det samme som her, og hvorfor saa
ikke som Slutstén samle alle Landene i én stor Samvirken?
Inden Pelle vidste af det, havde han omspændt hele Jorden med sin
Solidaritet. Han vidste nu at Elendigheden er international. At Almuen
følte ens Jorden over, var han overbevist om.
Tankens Storhed gik ham ikke til Hovedet; den var groet naturligt ud af
Linjerne i hans egen Organisation — det ene var som det andet. Men han
blev ved at sysle med den, til den antog faste Former. Saa gik han til
Svigerfaderen, der var Medlem af Partibestyrelsen, med sin Plan, og blev
gennem ham opfordret til at komme og forelægge den for Hovedledelsen.
Pelle var vant til at tale nu, men havde alligevel Feber da han stod
over for Bevægelsens stærke Hjærte. Hans Ord kunde tage de mange; men
vilde det lykkes ham at vinde disse prøvede Mænd, der stod styrende bag
det hele mens de stilfærdigt passede deres Haandtering? Han følte Dagen
som den betydningsfuldeste i sit Liv.
Det var Mænd med et sindigere Temperament end hans. De sad ubevægelige
og hørte efter med halv lukkede Øjne; hans stærke Ord vakte Antydningen
af et Smil hos dem — dem var de nok ude over! Det var Haandværkere og
Arbejdsmænd, der sled haardt for Udkommet hele Dagen lige som han selv;
men flere af dem havde et betydeligt Selvstudium bag sig og maatte
kaldes lærde Folk. Om Aftenen og Søndagen arbejdede de for Bevægelsen,
lagde politiske Planer og sled sig ind i Regnskabsvæsen og stadig
voksende Administration. De var blevet tunge af alt dette uvante, der
hidtil havde været forbeholdt de andre Samfundsklasser og maatte
tilegnes helt fra Bunden; Hovederne var graanede og furede.
Pelle følte at han endnu kun var ved Begyndelsen. Disse Mænd virkede paa
ham som et mægtigt hemmeligt Raad; derude saa de ud som enhver ellers,
men her ved det grønne Bord sad de og skabte den uhyre Konstruktion, som
han blot var med til at genne Masserne ind i; Storpolitiken blev til
her. Der var noget gudsforgaaent over det — som at se Myrer lægge Planer
til at flytte et Bjærg; og her maatte han ind, skulde han opnaa at
udrette noget rigtigt! Men her forlangte man andet end stærke Ord! Han
neddæmpede uvilkaarlig sin Tone og gav sig til at tale rent sagligt.
Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og saá jævntgrundende frem
for sig. Tavsheden virkede paa ham som det uhyre tomme Rum og gjorde ham
svimmel. Alt i ham laa udadvendt og sugede Styrke af Genlyden derude
fra, fra de mange som havde skabt ham. Men her i det afgørende tav det
hele og lod ham svæve — uden Holdepunkt af nogen Slags. Var hele den
mægtige Plan for Samvirken da kun Taabelighed? eller var han en Klovn
til at fremsætte den? Ingen svarede. Lederne spurgte ham roligt ud om
Enkelthederne i hans Plan og tog den saa under Overvejelse.
Pelle gik og var i en forfærdelig Spænding. Han følte, at han havde rørt
ved noget af det der bærer de store Afgørelser i sig, og trængte til en
Bekræftelse paa at han havde faaet rigtig fat. I sin Vaande vendte han
sig mod sig selv. Det laa ikke til ham at spørge indad, men her vilde
ingen anden svare. Han maatte søge Anerkendelsen hos sig selv.
Det var første Gang Pelle for Alvor tyede til sit eget Jeg og erfarede,
at der lod sig falde tilbage paa det i afgørende Øjeblikke. Men han
holdt ikke af Ensomheden og gjorde det nødtvungent. Hjærtet sprang
ubændigt i ham, da han fik Meddelelse om at Planen var kendt god. Der
blev nedsat et Udvalg til at føre den ud, Pelle blev Medlem af det.
* * * * *
Lands-Sammenslutningen skabte med ét Slag en Hær af de mange Delinger og
virkede tiltrækkende alene ved sin Masse. Det blev et stort og
anstrængende Arbejde at ordne Skarerne der strømmede til som Vand
strømmer til Havet — i Kraft af en Naturlov. Der vilde kræves et stort
Feltherretalent til at opstille dem til det endelige Slag og føre dem i
Ilden.
Pelle bares naturligt frem i første Række af det store
Organisationsværk; hans Arbejde blev særlig det banebrydende,
agitatoriske, ingen havde som han de manges Øre. Han havde faaet fast
Værkstedsarbejde hos en af de større Mestre, der laa en Anerkendelse af
Organisationen i det, og Lønforhøjelsen gjorde at han tjente nogenlunde.
Han havde ikke noget imod at Arbejdet faldt ude, Tonen i Hjemmet havde
tabt sin lyse Klang. Ellen var kærlig nok, men hun havde altid en
Hensigt med det — og han lod sig ikke binde igen!
Naar han kom hjem, var det gærne for at indtage sit Maaltid, gøre sig i
Stand og jage af Sted igen — til Møder og Forhandlingsudvalg. Far Lasse
var der som Regel om Aftenen, og saá langt efter ham naar han saadan
forlod Kvinde og Barn for at stryge ud paa Farten. Han begreb det ikke
men vovede sig ikke til at sige noget — han havde stor Respekt for
Pøjkens Forehavender. Den gamle og Ellen havde fundet hinanden og var
som to røde Kør; der var stor Trøst i det.
Pelle gik frem i en Styrkerus ved Følelsen af de øgende Skarer. Han var
som en Legemliggørelse af dem og hørte deres Fodslag gaa igen i sine
Skridt; det var naturligt at Forholdene antog store Dimensioner. Han var
et Produkt af gammel Kultur, men en Kultur, der altid havde holdt til
paa Skyggesiden og var bygget paa tunge knappe Sætninger, som hver for
sig rummede en Livssum af bitre Erfaringer. Trangen til Sol og Lys var
bestandig blevet skubbet til Side og laa ophobet gennem umindelige Tider
— til en uhyre Spænding! Nu brast det, og han tog svimlende Fart; hans
Hjærne ravede højt oppe i en blændende Lystaage!
Men paa Bunden var han fremdeles den haandfaste Realist og havde
Fødderne paa Jorden! De Slægtled han stod paa, havde Kulden avet og lært
at holde sig til det nødvendige, de leverede ham af — enkel og lige til,
uden noget Udstyr af Fiksfakserier. Fænomenerne i hans Verden virkede
lige ud, en paagaaende Lugt omsatte sig ikke til en spøgelseagtig Banken
paa Fortænderne. Virkning stammede i lige Linje fra Aarsag — men de
forholdt sig ofte som den store Brand og Tændstikken. Her laa Styrken i
hans Fantasi; paa dét var det, han med saa enkel Udrustning kunde
omspænde det hele.
Bange for disse Massers Skæbne var han ikke; hvor han ikke kunde se
frem, kom gammel Fatalisme ham til Hjælp. Hans Ord flammede lige fuldt
og holdt Haabet oppe i de mange, der ikke selv saá Meningen med det hele
og syntes, at Tallene nok blev større og større, men at man forøvrigt
var lige vidt. Hvor han intet saá selv, var han som en Linse, der
samlede Halvmørket og gav det igen som fuldt Lys.
Morten undgik han helst. Pelle havde jævnt opsuget alle Bevægelsens
Teorier, de fyldte godt og behageligt ud i ham, og hvad kunde man opnaa
mere end at have det hele med sig? Morten havde denne ufrugtbare Trang
til at slaa Sindet ud af dets Sikkerhed; han hentede altid Ordene frem
indefra, fra Steder hvor man aldrig havde været; og stillede sig op om
Gudsrøsten i Biblen, der altid skulde stanse Folk i deres Forehavende!
Pelle nærede Ærefrygt for hans egenartede Væsen der aldrig gik i Flok —
og søgte uden om ham.
Men Tankerne løb ofte paa ham. Morten havde tændt det første Lys i det
Kaos, Erfaringerne fra Pelles Fattigmandsverden laa hen i, og naar han
stod over for noget afgørende, spurgte han uvilkaarlig efter, hvordan
Morten vilde have handlet.
Undertiden traf de hinanden paa Møder, som var sat i Scene af Arbejderne
selv og hvor de begge medvirkede. Morten havde ingen Respekt for de
bestaaende Love og nok heller ikke for nye; han tog ikke ivrig Del i
Partidannelsen og blev holdt lidt til en Side af de ledende. Men
Menigmand stod han i nær Berøring med. Han virkede paa egen Haand, greb
ind som ingen anden i det enkelte Tilfælde af Nød og Uret, og arbejdede
paa at faa Folk til at tænke selv.
Og de holdt af ham. Pelle og de andre saá de op til, og gjorde med
lysende Øjne Plads for dem; Morten stillede de sig smilende i Vejen for
og vilde trykke hans Haand — han kunde næsten ikke arbejde sig op til
Talerstolen. Hans blege Ansigt fyldte de andres med Glæde — Kvinder og
Børn hang ved ham. Naar han gik gennem Fattiggaderne i sit tarvelige
Tøj, smilede Konerne til ham. „Det er ham Mestersvenden, der er saa
boglærd og god af sig,“ sagde de til hinanden. „Og nu har han solgt alle
sine Bøger for at hjælpe et stakkels Barn!“ Saa gav de deres smaa et
Skub. Og Børnene kom hen, tog ham i Haanden og fulgte ham til Enden af
Gaden.