XVIII

Pelle tænkte ofte med Bekymring paa de tre forældreløse i _Arken_. De

lærte ikke noget som kunde komme dem til Gode i Fremtiden, men havde nok

at gøre med at slaa sig igennem. De daarlige Tider ramte dem ogsaa, især

gennem Karls Fortjeneste; Folk kneb paa Drikkeskillingen. I disse Tider

havde de aldrig mere end en Dags Forspring for Mangelen, det mindste

Uheld satte den ind paa Livet af dem. Men de lod sig ikke mærke med det,

var kun lidt mere alvorlige og stilfærdige end før. Han havde forhørt

sig flere Steder for at skaffe Hjælp til dem, men det lod sig ikke gøre,

uden at de med det samme blev revet fra hinanden. De der havde Magt til

at hjælpe, vilde ogsaa skride ind mod den lille Arne; og det vilde være

det værste der kunde overgaa Børnene.

Naar han kom derover, havde Marie altid fuldt op at fortælle og spørge

om; han var endnu hendes eneste fortrolige og maatte høre paa hendes

huslige Bekymringer og give Raad. Hun løb i Vejret og saá friskere ud

end før, hans Nærværelse satte Glæde op i Øjnene paa hende og gav hende

røde Kinder. Far Lasse holdt hun Lovtaler over i en rørt Tone, som var

han et lille hjælpeløst Barn; men naar hun spurgte til Ellen, blinkede

der lidt Skadefryd i hendes Øjne.

En Formiddag han sad hjemme og arbejdede og Ellen var ude med Barnet,

ringede det. Han gik ud og lukkede op, der sad et Nummer af _Arbejderen_

i den lille Brevkasse, med Opfordring til at være Holder. Han aabnede

ivrigt Bladet mens han satte sig ved Disken igen; en underlig

Tilbøjlighed i ham fik ham til altid at løbe Ulykkestilfældene igennem

først.

Det gav et Stød i ham. Øverst i Rubrikken stod om en fjortenaars Dreng,

der arbejdede paa en Blikvarefabrik og havde faaet Fingrene skaaret af

den højre Haand. En Anelse sagde ham, at det var hans smaa Venner

Ulykken var slaaet ned paa; han smed en Trøje paa og løb over i _Arken_.

Marie kom ham urolig i Møde. „Kan du forstaa, hvad der er med Peter? han

har ikke været hjemme i Nat!“ sagde hun bekymret. „Der er saa mange

Drenge, der farter om paa Gaderne om Natten; men af den Slags har Peter

aldrig været. Og jeg gik og holdt hans Mad varm lige til Midnat. Han er

kanske faldet i daarligt Selskab, tænkte jeg.“

Pelle viste hende Avisen. Om lidt vilde _Arkens_ Beboere faa Øje paa

Meddelelsen og komme busende med det, saa var det bedre han forberedte

hende. „Men det er jo ikke sikkert,“ sagde han opmuntrende. „Maaske er

det slet ikke ham.“

Marie brast i Graad: „Aa jo, det er ham! Jeg har saa tidt gaaet og

gruet, naar han fortalte om de skarpe Knive som løber rundt mellem deres

Fingre altid. Og de kan jo ikke tage sig rigtig i Agt heller, for det

skal gaa hurtig fra Haanden, ellers faar de Afsked. Aa lille Peter,

lille Peter dog!“ Hun var sunket ned paa Stolen og sad og vuggede over

sit Skød som en ulykkelig Moder.

„Vær nu stor og fornuftig, Marie!“ sagde Pelle og lagde Haanden paa

hendes Skulder. „Kanske er det slet ikke saa slemt; Aviserne overdriver

altid. Nu skal jeg stikke ud og faa ham opsøgt.“

„Gaa først ud paa Fabrikken!“ raabte Marie og rejste sig energisk — „der

ved de lettest noget. Men du maa endelig ikke sige hvor vi bor — hører

du! Husk paa Skolegangen — og han har ikke meldt sig til Præsten for at

blive konfirmeret. Vi kan blive straffede, hvis man opdager det.“

„Jeg skal nok tage mig i Agt!“ sagde Pelle og skyndte sig af Sted.

Ude paa Fabrikken fik han den Besked, at Peter var paa Hospitalet. Han

løb derind og naaede lige at komme i Besøgstiden. Peter sad over Ende i

Sengen med Haanden i Bind; den stumpede underlig forkrøblet i Bindet. Og

i Drengens Ansigt havde Græmmelsen allerede traadt de dybe uudslettelige

Spor, der saa trist kendetegner Arbejdets Invalider. Lemlæstelsens hele

frygtelige Rækkevidde stod og grublede i hans Barneblik.

Han blev glad da han saá Pelle, og gjorde en uvilkaarlig Bevægelse med

den højre Haand; saa tog han sig i det og rakte den venstre frem. „Nu

skal man jo til at stikke paa Næven med Kejten,“ sagde han med et

græmmet Smil — „det bliver underligt. Naar jeg endda bare kan bestille

noget, for ellers —“ han gjorde en truende Bevægelse med Hovedet. „Jeg

skal ikke have noget af at ligge Marie og Karl til Byrde hele mit Liv.

Tror du jeg vil komme til at arbejde igen?“

„Vi skal nok finde paa noget,“ sagde Pelle — „der er ogsaa gode

Mennesker til. Kanske hjælper en eller anden dig til at studere!“ Han

vidste ikke selv, hvorfor han faldt netop paa den Tanke; han havde

aldrig selv set noget saadant Tilfælde. Det var Barndommens

Æventyrdrømme der fostrede hele den Forestillingskreds, næret af

Læsebøgernes Anekdoter om fattige Drenge. Han stod over for det umulige

og greb simpelthen efter det umulige.

Peter havde ingen Læsebøger bag sig. „Gode Folk!“ udbrød han og blæste

haanligt — „de ejer jo aldrig noget! Og jeg kan ikke engang læse —

hvordan skal man saa lære at studere? Karl kan, han har lært sig det af

Skiltene paa Gaden naar han løb Bud — han skriver ogsaa! Og Hanne har

lært Marie lidt. Men jeg har jo hele Tiden bare staaet paa Fabrikken.“

Han stirrede bittert ud for sig; det var trist at se saa hærget hans

Ansigt var — helt indfaldent!

„Du skal nu ikke være bekymret alligevel,“ sagde Pelle

fortrøstningsfuldt. „Vi finder nok noget.“

„Ja men ikke Fattigvæsenet — lad vær med at rende og tigge til mig,“

svarede Peter vredt. „Og Pelle,“ — han hviskede for at ingen paa Stuen

skulde høre det — „her er ikke morsomt. I Nat laa der en gammel Mand og

døde lige her ved Siden af mig; han døde af Kræft, og de stillede ikke

en Gang et Skærmbrædt for. Hele Tiden laa han og gloede paa mig! Men om

nogen Dage kan jeg nok slippe ud. Saa skal der betales — ellers gaar det

for Fattighjælp og de giver sig til at snuse — jeg har stukket dem en

Plade du! Kunde du ikke komme og løse mig ud? Marie har Huslejepenge

liggende — dem kan du ta’e.“

Pelle lovede det og skyndte sig hjem til sit Arbejde. Ellen var hjemme —

hun gik og saa forundret ud. Han satte hende ind i Sagerne. „En rigtig

prægtig Gut er han,“ sagde han næsten grædefærdig. „Lidt for alvorlig af

alt det Arbejde — og nu er han Krøbling. Et Barn kun og allerede Invalid

for Arbejdet — det er forfærdeligt at tænke paa!“

Ellen kom hen og tog hans Hoved ind til sig, hun strøg ham dulmende hen

over Haaret.

„Vi maa gøre noget for ham, Ellen!“ sagde han dumpt.

„Du er saa god Pelle — du hjalp jo gærne alle Mennesker. Men hvad kan

vi? Sparepengene brugte vi jo til Barselhistorien.“

„Vi maa sælge en af Stumperne du — eller sætte noget ud!“

Hun saá forfærdet paa ham. „Pelle, vort Hjem! her er jo ikke mere end

lige det nødvendige. Og som du elsker vore fattige Ting! Men hvis du

synes, saa —! Du gør jo allerede noget for ham ved at ofre din Tid.“

Saa tav han. Hun bragte det flere Gange paa Tale som noget der maatte

overvejes, men han svarede ikke. Hendes Tale pinte ham — enten handlede

man eller tav!

Om Eftermiddagen gjorde han sig et Ærende i Byen og tog ud paa

Fabrikken. Han henvendte sig paa Kontoret og fik Fabrikanten selv i

Tale. Fabrikanten var ilde berørt af det passerede, men maatte gøre

gældende at det udelukkende skyldtes Uforsigtighed. Han raadede Pelle

til at faa en Indsamling i Gang blandt Fabrikkens Arbejdere, og aabnede

selv Indsamlingen med et Beløb paa tyve Kroner. Desuden stillede han i

Udsigt, at Peter som var en paalidelig Fyr, kunde faa Stillingen som Bud

og Opkræver naar han kom sig.

Peter var godt lidt blandt sine Arbejdskammerater; der kom et pænt lille

Beløb ind. Pelle betalte hans Hospitalsophold, og der blev saa meget til

overs, at han kunde gaa hjemme og hvile ubekymret, til Haanden var lægt

og han kunde tiltræde Pladsen som Fabrikkens Bud. Den lille Invalid var

i helt godt Humør ved at vide Udkommet sikret; han anvendte Tiden til at

drive om i Byen hvor der var Musik og lære sig de nye Melodier. „Det er

den første Ferie jeg har haft, siden jeg kom paa Fabrikken,“ sagde han

til Pelle.

Stillingen som Bud fik han ikke — der var kommet en anden i Vejen. Men

han fik Lov til at gaa ind i sit gamle Arbejde igen! Resterne af den

højre Haand kunde nok holde Blikpladen ned mod Bordet, og den venstre

maatte øve sig i at føre den rundt mellem de roterende Knive. Det

krævede bare Tid, og endnu lidt mere Aarvaagenhed.

* * * * *

Ulykken brændte sig ind i Pelles Sjæl og kaldte paa hans hvilende Harme!

Tilfældet havde givet ham de tre forældreløse til Søskende, og han følte

Peters Skæbne saa sviende, som havde den ramt ham selv. Skændigt var

det, at Børn skulde friste Opholdet ved livsfarligt Arbejde for at holde

sig et forsmædeligt Fattigvæsen fra Livet. Hvad var det for en

Samfundsorden? Han følte en kvælende Trang til at slaa!

Byrden fra Dues Skæbne lagde sig igen over hans Ansigt, øget med dette

ny; Ellens bløde Hænder kunde ikke stryge den bort. „Lad dog være med at

se saa bister ud — du skræmmer jo Barnet,“ sagde hun og rakte Lille

Lasse hen imod ham. Og Pelle forsøgte at le. Men det blev et grumt Smil.

Han følte ingen Trang til at lade Ellen se ind i sit blødende Sind, og

talte med hende om ligegyldige Ting. Ellers sad han og saá sig ud,

vaagent spejdende efter Tegnet. Følelsen af at være udvalgt til noget

fyldte ham igen, han var vis paa at der var Bud under Vejs til ham.

Saa døde Formand Petersen, og han blev igen opfordret til at overtage

Ledelsen af Fagforeningen.

„Hvad siger du til det?“ sagde han til Ellen, skønt Beslutningen var

uigenkaldelig.

„Det maa du jo nærmest selv om,“ svarede hun forbeholdent. „Hvis du har

nogen Fornøjelse af det, saa —“

„Det er ikke for min egen Skyld jeg gør det,“ sagde Pelle mørkt. „Jeg er

jo ikke noget Kvindfolk.“

Han fortrød straks sine Ord og gik hen og kyssede hende. Hun havde

Taarer i Øjnene og saá forundret paa ham.

Pelle Erobreren 3: Den store Kamp · 第 22 / 44 题