XVII

Fra sin Plads ved Vinduet kunde Pelle se ned over Kanalen med

Børnehusbroen, hvor Fangerne laa paa Træflaaden og vaskede Uld. Han

genkendte Ferdinands høje kraftige Skikkelse; lidt efter Jul havde man

fanget ham i et underjordisk Gravkammer paa Assistens Kirkegaard, hvor

han havde indrettet sig; Sneen forraadte hans Skjul. Og nu sad han her

saa nær ved _Arken_ og sin Mor! engang imellem løftede han det

kortklippede Hoved og saá derover ad.

Paa den anden Side Broen — opad Torvet — laa Pottemanden med sin Skude;

han havde stablet Kajen fuld af Jydepotter, og Kristianshavns Madammer

kom og slog Handel af. Og bagved ragede _Arkens_ Masse op.

Saa uhyre den var, virkede den ikke som nogen Kaserne, men laa der med

sit vilkaarlige Præg af Landsby — af hundrede Landsbyer fejet sammen i

en uredelig Dynge. Oprindelig kunde der have været en lille

Bindingsværksrønne paa ét Stokværk, med Frontspids. Den havde saa givet

sig til at yngle Storstad, sat sig af ved Knopskydning til alle Sider og

opad helt kalejdoskopisk, til en vældig Klump med smaa Stumper Fasade,

en Kile Tag, dybe Kroge og ludende Frontspidser mellem hinanden i et

endeløst Virvar — helt op til femte Sals Højde over Midten. Deroppe

svævede altid en blaa Dunstkreds og angav Skakten, det fælles Aandehul

for _Arkens_ Mylder. Han kunde skelne Madam Frandsens Kvist med

Røghatten deroppe; og længere nede, i en dyb Kløft som skar sig ind i

Massen, genkendte han Hannes Vindu. Ellers kunde han ikke lokalisere ret

mange af de smaa Vinduer, der stirrede ud som brustne Øjne. Selv

Kulmanden der var Vicevært, vidste daarlig Rede paa _Arkens_

Krinkelkroge og Gange.

Han saá _Arkens_ Væsner rende frem og tilbage over Broen, sorgløse og

med korteste Sigt; de var altid paa Færde i sidste Øjeblik og styrtede

af Sted. Der var noget rørende over deres Glemsomhed, som Nøden havde

fremkaldt; i _Arken_ skulde man først til at bjærge Føden, naar man

havde sat sig til Bords og opdagede at der ingenting var.

Og ind imellem dem vandrede Arbejdere i Smaaflokke ind og ud over Broen;

det taktfaste Traadd fra Nørrebro havde bredt sig herud ogsaa — som

søgte det ham op.

Det gærede ikke længer vildt i Masserne, der var ved at komme én tung

Vilje i Stedet. Af Forvirringen og det kaotiske Virvar dukkede nu Linjer

frem, en fælles Bevidsthed var ved at bundfælde sig og blive til

Retning. Paa en forunderlig Maade var Tusenderne faldet til Ro over det

samme, og skred nu langsomt og sindigt frem under Sammenslutningstanken.

For den der var mindre lydhør, kunde det se ud som der ingenting foregik

— at de igen var faldet hen i Skæbnen; men Pelle vidste hvad der gik for

sig. Han havde selv lagt Skulderen til, og var dulgt med i det hele

igen.

Han tog glad mod Ellens fordoblede Kærlighed, og alt hvad han foretog

sig, galdt hende og Barnet.

Men inde i ham gik Fodtrinene igen og lod sig ikke bringe til Tavshed;

de var længere inde end han kunde naa. Det var som der pludselig var

taget en Lyddæmper bort, enten han vilde eller ej, hørte han hvert

Skridt af Vandringen derude.

De daarlige Tider fik dem til at færdes stille nok, men i det skjulte

arbejdede det. De ny Ideer var ved at blive gængse, Bladet trængte sig

ind i Hjemmene med dem, de lød fra Folkets Talerstole og ved Maaltiderne

paa Arbejdspladserne — de smittede over Trappegangen fra Dør til Dør.

Organisationer, der var dannet og gaaet i Stykker nogle Gange, dannedes

igen — og denne Gang for at bestaa. Arbejdsherrerne bekæmpede dem men

kunde ikke slaa dem ned; de var som en indre Lov i Massen — en Struktur

hvorefter den _maatte_ lejre sig.

Man beskattede sig selv og stjal af sin Mad for at styrke

Foreningskassen, i blind Overbevisning om at der nok skulde komme et

eller andet vidunderligt ud af det. De Fattige bragte Formuer til Veje

gennem Sult og Savn og Taarer, og havde til Gengæld den

Tilfredsstillelse at de dog var rige gennem deres Organisation. Ved at

slutte sig mange sammen smagte de Rigdommens Sødme; og taknemmelige som

de var, betragtede de allerede dét som et Resultat. Velstandsfølelsen

stillede dem over de uorganiserede, socialt følte de sig overlegne over

dem; at gaa ind i Fagforeningen kom nu til at betyde en Oprykning i

Samfundet. Det tog mange, og andre dreves ind ved den stærke Kontrol

blandt Husbeboerne. De store Arbejderkaserner gennemtrængtes

efterhaanden af Ideerne; de der ikke vilde slutte sig til dem maatte

fortrække. De blev betragtede som et Slags Ross og maatte ty sammen i

bestemte Kvarterer.

Nu vilde det ikke være umuligt at faa Fasthed i Organisationen og

udrette noget for Faget — om der kom en rask Mand i Spidsen. Det at de

fleste arbejdede hjemme paa Logi kunde ikke længer skjule dem —

Bevægelsen havde Øjne alle Vegne. Pelle greb sig i at sidde og lægge

Planer for Fagets Fremgang.

Han slog til det og rettede hele sit Sind mod Ellen og Barnet. Hvad

havde han med fremmed Nød at skaffe, naar de to kunde behøve alle hans

Ævner og Kræfter for at have det nødvendige? Han havde pintes nok under

Trykket af Elendigheden — til ingen Nytte! og fundet sin Befrielse her,

i et velsignet Virke, der var til at overkomme naar han ikke forsømte

noget! Hvad skulde saa denne indvendige Manen til, som om han forbrød

sig mod sin Pligt?

Han fik det til at tie ved sin Glæde over de to, men det kom

underfundigt igen og spøgede ukendeligt i hans Sind.

Stundom kaldte noget paa ham bedst som han sad: Pelle, Pelle! — eller

det bankede midt om Natten. Saa rejste han sig lydhør over Ende i

Sengen, Ellen og Barnet sov trygt, han hørte Lille Lasses Aandedrag som

bløde Fløjt. Han gik til Døren og lukkede op, rystede saa paa Hovedet af

sig selv. Det var jo et Varsel; nogen af dem der stod ham nær maatte

være stedt ilde!

I denne Tid kastede han sig med al sin Hæftighed over Samlivet med Ellen

og Barnet; han levede saa stærkt med dem, som stod han foran et snarligt

Opbrud. De havde anskaffet sig en Barnevogn paa Afbetaling, hver Søndag

pakkede de Mad i Magasinet og trillede ud paa Udflugt, til Fællederne

eller en Krohave i Byens Omegn hvor de spiste deres Mad og købte Kaffe.

Ofte tog de Strandvejen fat og kørte helt ud til Skoven. Lasse Fredrik

som Ellen kaldte ham, tronede i Vognen i al sin Stads og lignede en

lille Afgud, Pelle og Ellen skiftedes til at køre ham. Ellen

protesterede. „Det er ikke noget for en Mand at køre Barnevogn,“ sagde

hun — „du ser heller ingen af de andre gøre det! De la’r pænt deres

Koner slaas med Gumpekassen.“

„Hvad kommer de andre mig ved,“ svarede Pelle. „Jeg holder ikke Hest.“

Hun sendte ham et taknemmeligt Blik — men syntes alligevel ikke om det.

Derude havde de herlige Timer. Lille Lasse fik Lov at kravle om som han

vilde, og var et rent Vidunder til at tumle sig; han var som en ør

Bjørneunge. „Jeg tror han kan mærke Jorden under sig,“ sagde Pelle som

kendte sin egen Barndomsrus igen. „Det er alligevel skidt med de

Kaserner derinde!“ Ellen saá uforstaaende paa ham.

De kom ikke af Pletten selv men havde nok i at ligge og more sig over

Ungen; til han pludselig satte sig paa Halen og saá forundret paa dem —

som opdagede han dem først nu. „Nu begynder han at tænke,“ sagde Pelle

leende — „saa kan du godt tro han er sulten.“ Og Lille Lasse kravlede

ganske rigtig hen til Moderen, stødte Haandbalgen mod hendes Bryst og

sagde: Mam, mam! Pelle og Barnevognen maatte staa for, mens han blev

fodret af.

Naar de kom hjem, var det Aften. Hvis Maatten var flyttet, havde der

været nogen for at besøge dem; af dens Stilling kunde Ellen regne ud,

hvem det var. Den stod paa Kant op ad Væggen.

„Det er din Onkel Tømrerens,“ sagde Pelle sagte; Lille Lasse hang

sovende paa hans Arm, med Hovedet mod hans Skulder.

„Nej det er Kusine Annas,“ svarede Ellen og lukkede op. „Gudskelov vi

ikke var hjemme, for saa havde vi faaet hele Redeligheden til Aftens. De

spiser aldrig noget hjemme om Søndagen men ta’r lige en Sjat Kaffe; saa

gaar de rundt og æder Familien ud af Huset.“

Pelle Erobreren 3: Den store Kamp · 第 21 / 44 题