Fra sin Plads ved Vinduet kunde Pelle se ned over Kanalen med
Børnehusbroen, hvor Fangerne laa paa Træflaaden og vaskede Uld. Han
genkendte Ferdinands høje kraftige Skikkelse; lidt efter Jul havde man
fanget ham i et underjordisk Gravkammer paa Assistens Kirkegaard, hvor
han havde indrettet sig; Sneen forraadte hans Skjul. Og nu sad han her
saa nær ved _Arken_ og sin Mor! engang imellem løftede han det
kortklippede Hoved og saá derover ad.
Paa den anden Side Broen — opad Torvet — laa Pottemanden med sin Skude;
han havde stablet Kajen fuld af Jydepotter, og Kristianshavns Madammer
kom og slog Handel af. Og bagved ragede _Arkens_ Masse op.
Saa uhyre den var, virkede den ikke som nogen Kaserne, men laa der med
sit vilkaarlige Præg af Landsby — af hundrede Landsbyer fejet sammen i
en uredelig Dynge. Oprindelig kunde der have været en lille
Bindingsværksrønne paa ét Stokværk, med Frontspids. Den havde saa givet
sig til at yngle Storstad, sat sig af ved Knopskydning til alle Sider og
opad helt kalejdoskopisk, til en vældig Klump med smaa Stumper Fasade,
en Kile Tag, dybe Kroge og ludende Frontspidser mellem hinanden i et
endeløst Virvar — helt op til femte Sals Højde over Midten. Deroppe
svævede altid en blaa Dunstkreds og angav Skakten, det fælles Aandehul
for _Arkens_ Mylder. Han kunde skelne Madam Frandsens Kvist med
Røghatten deroppe; og længere nede, i en dyb Kløft som skar sig ind i
Massen, genkendte han Hannes Vindu. Ellers kunde han ikke lokalisere ret
mange af de smaa Vinduer, der stirrede ud som brustne Øjne. Selv
Kulmanden der var Vicevært, vidste daarlig Rede paa _Arkens_
Krinkelkroge og Gange.
Han saá _Arkens_ Væsner rende frem og tilbage over Broen, sorgløse og
med korteste Sigt; de var altid paa Færde i sidste Øjeblik og styrtede
af Sted. Der var noget rørende over deres Glemsomhed, som Nøden havde
fremkaldt; i _Arken_ skulde man først til at bjærge Føden, naar man
havde sat sig til Bords og opdagede at der ingenting var.
Og ind imellem dem vandrede Arbejdere i Smaaflokke ind og ud over Broen;
det taktfaste Traadd fra Nørrebro havde bredt sig herud ogsaa — som
søgte det ham op.
Det gærede ikke længer vildt i Masserne, der var ved at komme én tung
Vilje i Stedet. Af Forvirringen og det kaotiske Virvar dukkede nu Linjer
frem, en fælles Bevidsthed var ved at bundfælde sig og blive til
Retning. Paa en forunderlig Maade var Tusenderne faldet til Ro over det
samme, og skred nu langsomt og sindigt frem under Sammenslutningstanken.
For den der var mindre lydhør, kunde det se ud som der ingenting foregik
— at de igen var faldet hen i Skæbnen; men Pelle vidste hvad der gik for
sig. Han havde selv lagt Skulderen til, og var dulgt med i det hele
igen.
Han tog glad mod Ellens fordoblede Kærlighed, og alt hvad han foretog
sig, galdt hende og Barnet.
Men inde i ham gik Fodtrinene igen og lod sig ikke bringe til Tavshed;
de var længere inde end han kunde naa. Det var som der pludselig var
taget en Lyddæmper bort, enten han vilde eller ej, hørte han hvert
Skridt af Vandringen derude.
De daarlige Tider fik dem til at færdes stille nok, men i det skjulte
arbejdede det. De ny Ideer var ved at blive gængse, Bladet trængte sig
ind i Hjemmene med dem, de lød fra Folkets Talerstole og ved Maaltiderne
paa Arbejdspladserne — de smittede over Trappegangen fra Dør til Dør.
Organisationer, der var dannet og gaaet i Stykker nogle Gange, dannedes
igen — og denne Gang for at bestaa. Arbejdsherrerne bekæmpede dem men
kunde ikke slaa dem ned; de var som en indre Lov i Massen — en Struktur
hvorefter den _maatte_ lejre sig.
Man beskattede sig selv og stjal af sin Mad for at styrke
Foreningskassen, i blind Overbevisning om at der nok skulde komme et
eller andet vidunderligt ud af det. De Fattige bragte Formuer til Veje
gennem Sult og Savn og Taarer, og havde til Gengæld den
Tilfredsstillelse at de dog var rige gennem deres Organisation. Ved at
slutte sig mange sammen smagte de Rigdommens Sødme; og taknemmelige som
de var, betragtede de allerede dét som et Resultat. Velstandsfølelsen
stillede dem over de uorganiserede, socialt følte de sig overlegne over
dem; at gaa ind i Fagforeningen kom nu til at betyde en Oprykning i
Samfundet. Det tog mange, og andre dreves ind ved den stærke Kontrol
blandt Husbeboerne. De store Arbejderkaserner gennemtrængtes
efterhaanden af Ideerne; de der ikke vilde slutte sig til dem maatte
fortrække. De blev betragtede som et Slags Ross og maatte ty sammen i
bestemte Kvarterer.
Nu vilde det ikke være umuligt at faa Fasthed i Organisationen og
udrette noget for Faget — om der kom en rask Mand i Spidsen. Det at de
fleste arbejdede hjemme paa Logi kunde ikke længer skjule dem —
Bevægelsen havde Øjne alle Vegne. Pelle greb sig i at sidde og lægge
Planer for Fagets Fremgang.
Han slog til det og rettede hele sit Sind mod Ellen og Barnet. Hvad
havde han med fremmed Nød at skaffe, naar de to kunde behøve alle hans
Ævner og Kræfter for at have det nødvendige? Han havde pintes nok under
Trykket af Elendigheden — til ingen Nytte! og fundet sin Befrielse her,
i et velsignet Virke, der var til at overkomme naar han ikke forsømte
noget! Hvad skulde saa denne indvendige Manen til, som om han forbrød
sig mod sin Pligt?
Han fik det til at tie ved sin Glæde over de to, men det kom
underfundigt igen og spøgede ukendeligt i hans Sind.
Stundom kaldte noget paa ham bedst som han sad: Pelle, Pelle! — eller
det bankede midt om Natten. Saa rejste han sig lydhør over Ende i
Sengen, Ellen og Barnet sov trygt, han hørte Lille Lasses Aandedrag som
bløde Fløjt. Han gik til Døren og lukkede op, rystede saa paa Hovedet af
sig selv. Det var jo et Varsel; nogen af dem der stod ham nær maatte
være stedt ilde!
I denne Tid kastede han sig med al sin Hæftighed over Samlivet med Ellen
og Barnet; han levede saa stærkt med dem, som stod han foran et snarligt
Opbrud. De havde anskaffet sig en Barnevogn paa Afbetaling, hver Søndag
pakkede de Mad i Magasinet og trillede ud paa Udflugt, til Fællederne
eller en Krohave i Byens Omegn hvor de spiste deres Mad og købte Kaffe.
Ofte tog de Strandvejen fat og kørte helt ud til Skoven. Lasse Fredrik
som Ellen kaldte ham, tronede i Vognen i al sin Stads og lignede en
lille Afgud, Pelle og Ellen skiftedes til at køre ham. Ellen
protesterede. „Det er ikke noget for en Mand at køre Barnevogn,“ sagde
hun — „du ser heller ingen af de andre gøre det! De la’r pænt deres
Koner slaas med Gumpekassen.“
„Hvad kommer de andre mig ved,“ svarede Pelle. „Jeg holder ikke Hest.“
Hun sendte ham et taknemmeligt Blik — men syntes alligevel ikke om det.
Derude havde de herlige Timer. Lille Lasse fik Lov at kravle om som han
vilde, og var et rent Vidunder til at tumle sig; han var som en ør
Bjørneunge. „Jeg tror han kan mærke Jorden under sig,“ sagde Pelle som
kendte sin egen Barndomsrus igen. „Det er alligevel skidt med de
Kaserner derinde!“ Ellen saá uforstaaende paa ham.
De kom ikke af Pletten selv men havde nok i at ligge og more sig over
Ungen; til han pludselig satte sig paa Halen og saá forundret paa dem —
som opdagede han dem først nu. „Nu begynder han at tænke,“ sagde Pelle
leende — „saa kan du godt tro han er sulten.“ Og Lille Lasse kravlede
ganske rigtig hen til Moderen, stødte Haandbalgen mod hendes Bryst og
sagde: Mam, mam! Pelle og Barnevognen maatte staa for, mens han blev
fodret af.
Naar de kom hjem, var det Aften. Hvis Maatten var flyttet, havde der
været nogen for at besøge dem; af dens Stilling kunde Ellen regne ud,
hvem det var. Den stod paa Kant op ad Væggen.
„Det er din Onkel Tømrerens,“ sagde Pelle sagte; Lille Lasse hang
sovende paa hans Arm, med Hovedet mod hans Skulder.
„Nej det er Kusine Annas,“ svarede Ellen og lukkede op. „Gudskelov vi
ikke var hjemme, for saa havde vi faaet hele Redeligheden til Aftens. De
spiser aldrig noget hjemme om Søndagen men ta’r lige en Sjat Kaffe; saa
gaar de rundt og æder Familien ud af Huset.“