Lige fra den graa Dag brød, var der en egen Tone over _Arkens_ Summen,
en hæs Iver der skød Sorgløsheden til Side. Gennem de lange mørke Gange
lød Skuren og Skrubben, Svalerne og de møre Trætrapper fik deres Omgang
Vand. „Skylle!“ blev der hvert Øjeblik raabt et eller andet Sted fra, og
saa galdt det om at humme sig af Vejen. Hele Formiddagen drev Vandet fra
Bislag til Bislag som over et Møllehjul.
Men nu laa _Arken_ og frøs over sin egen Renhed, med et Udtryk som vilde
den gamle Rede ikke kendes ved sig selv. Hist og her var der forsvundet
et Fag Gardiner eller et Stykke Bohave inden for Vinduerne — det var
vandret til Pantelaaneren i Dagens Anledning. Hvad der skortede her,
hang i Beboernes Ansigt som Forventning og Festglæde.
Op af Kvarterets Kælderhalse stak smaa Grantrær, og henne paa Torvet
stod de som en hel Skov op ad Børnehusmuren. I Kælderbutikkernes Vinduer
hang Hjærter og Kræmmerhuse og farvede Lys, og Urtekræmmeren paa Hjørnet
havde en vældig Julenisse i Vinduet. Den var i rødt og graat Uldtøj og
havde et helt Katteskind til Skæg.
Ned over _Arkens_ Trappeværk laa Ungerne og skurede Gafler og Knive i
Sand paa Trinene. Ah! sagde de og klappede sig paa Brystet, hvergang
Lugten af noget stegt flød ud i Gaarden. Hvert Øjeblik maatte de af Sted
efter for fem Øre og for ti Øre; der var ingen Ende paa alt det
Juleaften bød paa. „Vi skal ha’e rigtige Rødbeder!“ laa en lille Unge og
nynnede. „Vi skal ha’e rigtige Rødbeder, aa, aa, aa!“ Og saa rullede hun
med sin lille Krop mens hun skurede.
„Fredrik!“ raabte en skarp Stemme inde fra en af Gangene. „Tag og stik
ned efter en Snes Pinde og et Surbrød til ti. Men se efter at
Urtekræmmeren ikke snyder dig paa Snesen — og lad vær at pille af
Krummen!“
Madam Olsen med den varme Væg stegte Flæskesteg. Hun kunde jo ikke slæbe
Komfuret ud paa Svalen; saa lod hun Stegen brænde paa, saa hele Gaarden
hang fuld af blaa Os. „Madam Olsen! Deres Flæskesteg brænder paa!“ skreg
en Snes Kvindestemmer paa én Gang.
„Det er fordi Gryden er for lille,“ svarede Madam Olsen og stak sit røde
Hoved ud gennem Træværket. „Hvad skal jeg stakkels Djævel gribe og gøre
i, naar nu at Gryden er for lille?“ Og Madam Olsens Gryde var den
største i _Arken_.
Lidt før Mørkning gik Pelle hjemad fra Værkstedet. Han saá paa Gader og
Mennesker med egne Øjne, der gød Glans over alting; det var
Julestemningen der sad ham i Sindet. Hvorfor — spurgte han uvilkaarlig
sig selv — der ventede ham jo ikke noget særligt. Han skulde arbejde
senere i Dag end ellers, og kunde ikke engang tilbringe Aftenen sammen
med Ellen; hun skulde gaa i sit Køkken og gøre det hyggeligt for andre.
Hvad kom den Stemning til ham for? Minder var det ikke; saa langt han
kunde huske tilbage havde han aldrig haft Del i nogen rigtig munter Jul,
men maatte nøjes med Frasagnene der gik om det. Og alle de andre Fattige
han mødte, var i Stemning lige som han selv; den haarde Spørgen var
veget af deres Ansigter, de gik og smilede hen for sig. I Dag var der
ikke noget af den blytunge Knugen, der ellers rugede over Underklassen
som et Forbud paa Uvejr; lykkeligere kunde de ikke se ud, om de fik alle
lyse Haab indfriet! Dér kom en Kone forbi ham med en Dyne i Favnen og
gik ind i Pantelaanerens Port — hun saá nok saa fornøjet ud. Var de
kanske saa glade, fordi de skaffede sig selv en lille Smovs ved at gøre
en Række magre Dage endnu magrere? Nej, de festede jo, fordi
Julestemningen var oppe i dem og de _maatte_ feste, hvor dyrt de saa
skulde købe det!
I denne Nat blev jo Kristus født — var det dérfor Folk var saa glade og
gode?
Pelle kunde endnu de fleste af Skrifstederne udenad fra Skolen. De havde
ligget et Sted i ham uden at volde Besvær eller tage Plads op, og engang
imellem kom et af dem op og var med til at bygge hans Menneskekundskab.
Men Kristus selv havde han sit personlige Billede af, lige fra han som
Dreng studsede over Befalingen til de Rige om at gaa hen og sælge alting
og give Pengene til de Trængende. Det lod de nu nok være med — de tog
Fattigmands store Ven og hængte ham! Han naaede ikke at blive mere end
et Løfte til Staklerne; men kanske var det det Løfte, de blev ved at
feste for nu to Tusend Aar efter!
Saa længe havde de tiet og holdt sig i Beredskab ligesom Skriftens
Jomfruer — og nu endelig kom det jo. Nu endelig begyndte det store
Evangelium at lyde for de Fattige — der var god Mening i deres
Juleglæde. Men hvorfor samlede man ikke Skarerne Julenat og forkyndte
dem Evangeliet? Saa vilde de alle forstaa Bevægelsen og slutte sig til
den med det samme! — Det tumlede i Pelles Hoved med nye stærke Tanker.
Han havde ikke før vidst, at det han var med til var saa stort; han
følte sig i det Højestes Tjeneste.
Han stansede paa Torvet og betragtede stille Juletræerne — de førte hans
Tanke hjem til Vogtemarken og de smaa Graner. Han fik Lyst til at
overraske Børnene og købe et; de havde siddet de sidste Aftener og
klippet Stads, og Karl havde tømret fire afskaarne Grangrene sammen til
Juletræ.
Inde hos Urtekræmmeren købte han Knas og Julelys. Kræmmeren gik paa
Tæerne i Dagens Anledning, og ekspederede de smaa snavsede Unger med
sirlige Buk. Han gav Tilgift og glemte rent at sige det sædvanlige: Husk
at I skylder for to Lod Te og en Fjerding Kaffe! Men han snød som
sædvanlig paa Vægten.
Marie gik med opsmøgede Ærmer og havde travlt; hun smed alting og kom
løbende da hun saá Træet. „Det kan jo ikke engang være herinde Pelle!“
raabte hun og rejste det op. „Der maa skæres af! der maa oven i Købet
skæres af! Nej hvor er det flot! Men forneden du, forneden! — Hjemme
havde vi ogsaa Juletræ; Far gik selv op i Klipperne og fældede det, og
vi Børn var med. Men dette her er meget kønnere!“ Saa sprang hun ud paa
Gangen for at fortælle, huskede paa at Drengene ikke var kommet hjem
endnu, og fór ind til ham igen.
Pelle satte sig til at arbejde, nu og da hævede han Hovedet og kiggede
ud. Sypigen der lige var flyttet ind ovre i Pipmandens gamle Rede,
snurrede løs med sin Maskine og saá langt over efter ham. Hun var vist
ensom; kanske havde hun ikke noget Sted at tilbringe Aftenen.
Gamle Frandsen kom ud paa Platformen og humpede ned ad Hønsestigen i
sine Kludesko, Tovet glippede i hendes rystende Hænder. Hun havde en
lille Kurv paa Armen og Portemoniksen i Haanden — hun saá ogsaa ensom
ud! Gamle Skind, nu var det tre Maaneder siden hun havde set sin Søn.
Madam Olsen raabte hende an og indbød hende til om Aftenen, men den
gamle virrede med Hovedet. Paa Tilbagevejen saá hun ind til Pelle.
„I Aften kommer han,“ hviskede hun henrykt. „Jeg har købt Snaps og
Hakkebøf til ham, for i Aften kommer han.“
„Bliv nu ikke skuffet Madam Frandsen,“ sagde Pelle, „men han tør jo ikke
vove sig herud mere. Kom hellere over og hold Jul med os.“
Hun nikkede fortrøstningsfuldt. „Han kommer i Aften du. Juleaften har
han altid plejet at sove i Mors Seng, lige fra han kunde krybe. Og det
kan han ikke undvære, kender jeg Ferdinand ret!“ Hun havde allerede redt
til sig selv paa Stolene, saa sikker var hun.
Politiet regnede nok lige som hun, for der lød fremmede Fodtrin nede i
Gaarden. Det var lige i Mørkningen, hvor der kom og gik saa mange
uænset. Men disse Trin fik et Kvindehoved til at jage frem over et af
Balustrene og udstøde en skarp Lyd; og i et Nu var alle Svalerne fulde
af Kvinder og Børn. De hang udover Træværket og lavede et øredøvende
Spektakel, hele det snævre Gaarddyb fyldte de med uudholdelig Larm. Det
lød som en Orkan kom ned gennem Skakten med en Regn af Tagsten;
Betjenten tumlede bedøvet ind i Tøndegangen. Der stod han lidt og
sundede sig, inden han fortrak. Oppe i Træværket hang de og pustede ud,
matte efter den voldsomme Udladning — og sladrede som en Hærskare
Smaafugle der har kastet Høgen paa Flugt.
„Glædelig Jul,“ raabte man nu over fra Svale til Svale. „Tak for det —
og i lige Maade skulde man vel sige!“ Børnene raabte: Glædelig Jul og et
godt Stykke Sul! til hinanden, og svarede: Glædelig Fest og et godt
Stykke Flæsk!
Helligaften var inde. Mændene kom drattende i deres tunge Trav, og
Fabrikspigerne kom styrtende; hist og her fra de lange Gange sivede spæd
Graad dem i Møde og gjorde ondt i de spændte Bryster. Ungerne var i ét
Rend efter de sidste Ingredienser, nede ved Udgangen til Gaden maatte de
klemme sig forbi to Sutter, som stod og skuttede sig i Kulden. Der var
noget mistænkeligt ved dem. „Der staar to dernede, men de er ikke
rigtige!“ kom Karl op og meldte. „De ligner dem fra Kasino.“
„Stik over til Gamle Frandsen og sig det,“ sagde Pelle.