XI

Med Blokaden gik det saa som saa. Hofskomager Meyer svarede med at

sammenkalde Mestrene til Møde for at danne en Mesterforening, som skulde

nægte at beskæftige Fagforeningens Folk. Saa var den slaaet ihjæl med

det samme.

Saa vidt gik det ikke, de mindre Mestre var bange for, at Svendene saa

vilde nedsætte sig og paaføre dem Konkurrence. Instinktmæssig frygtede

de ogsaa de store Mestre mere end Svendene, og var bange for at gaa i

Forening med dem. Bevægelsen inden for Industrien gik i Retning af at

samle alt paa faa Hænder og slaa de smaa Forretninger ihjæl.

Smaamestrene havde et Horn i Siden paa Meyer, der havde slaaet sin

Forretning op paa deres Bekostning.

Pelle var gennem Mester Beck underrettet om, hvad der gik for sig mellem

Mestrene. Meyer havde ogsaa rejst det Forlangende, at Beck skulde

afskedige Pelle; men det vilde han ikke underkaste sig.

„Jeg har jo ikke noget at klage paa Dem saadan,“ sagde han. „Deres

Fagforeningsvæsen kan jeg ikke lide — det skulde De hellere lade være

med. Men Deres Arbejde er jeg godt fornøjet med. Jeg har altid forsøgt

at vise Retfærdighed til alle Sider. Men kan De slaa Fødderne væk under

Hofskomageren, skal alle vi Smaamestre være Deres Forening taknemmelig.

Han æder os op.“

Slaa Fødderne væk under ham lod sig nu ikke gøre. Han sprængte tvært

imod de svagere Medlemmer ud af Fagforeningen og havde stadig Arbejdere

— for en Del svenske som han indforskrev og maatte betale en høj

Arbejdsløn. Hjemmearbejdet gjorde det umuligt at komme ham rigtig til

Livs. Pelle og Formanden skiftedes til at patruljere uden for Lageret

ved den Tid Arbejdet afleveredes, for at komme under Vejr med hvem der

holdt ham oppe. De huggede ogsaa nogle og talte dem til Fornuft, eller

offenliggjorde deres Navne i _Arbejderen_. Men saa sendte Svendene deres

Koner og Børn af Sted med Arbejdet — der var ikke noget rigtigt at

stille op. Det kostede Meyer en Del at holde Forretningen gaaende, men

Fagforeningen led mest. Den var ikke stærk i Sammenføjningerne endnu, og

de store Mestre stod sammen om Meyer og vilde ikke beskæftige

Foreningens Folk, saalænge Blokaden stod paa. Saa blev den hævet.

Det var et Nederlag; men noget havde Pelle lært! Den stærkeste gik af

med Sejren, og Sammenholdet var ikke godt endnu. Der maatte tales,

agiteres, holdes Møder! Driften mod det ny fik dem nok til at søge

sammen, men deres Æresbegreber var ikke udviklede. Den mindste Modgang

splittede dem ad.

Han tabte ikke Modet; der maatte begyndes næsten forfra, værre var det

ikke.

Morgenen efter at Nederlaget var en Kendsgærning var han tidlig oppe.

Beslutningen om at tage fat med dobbelt Kraft havde han saa at sige

sovet sig til, den sad i Kroppen paa ham og lagde Appel i Hammerslagene.

Han fløjtede mens Arbejdet skred rask fra Haanden. Vinduet stod aabent

for at Natdunsterne kunde slippe ud, der var Rim paa Tagene, Stjærnerne

tindrede oppe paa den kolde Himmel. Men Pelle frøs ikke! Han havde lige

kaldt paa „Familien“ og hørte dem rumstere derinde; ude paa Gangen

begyndte man at tumle søvndrukkent om. Det var Marsjen Pelle fløjtede, i

Gaar Aftes havde han sendt det sidste Afdrag til Sort, og med det samme

skrevet bestemt til Far Lasse om at komme — nu dagedes det!

Marie kom og stak hans Kaffe ind til ham. „God Morgen!“ raabte hun

muntert gennem Dørsprækken — „hvor det bliver kønt Vejr i Dag, Pelle!“

Hun var ikke rigtig paaklædt endnu og lod sig ikke se. Drengene nikkede

et Godmorgen ind, idet de løb; Karl havde Vest og Trøje over Armen, han

trak det altid paa nedad Trappen.

Da det var blevet Dag, kom Marie ind og gjorde i Stand, hun underholdt

ham, mens hun skrubbede.

„Hør Marie,“ udbrød Pelle pludselig, „Ellen var her jo i Gaar og bad dig

give mig en Besked, naar jeg kom hjem. Det har du ikke husket.“

Marie blev haard i Ansigtet men svarede ikke.

„Nu var det et rent Tilfælde jeg mødte hende. Ellers var vi gaaet fejl

af hinanden.“

„Jeg har vel glemt det saa,“ svarede Marie mut.

„Ja det har du jo. Men det er nu anden Gang i denne Uge. — Du gaar vist

i Giftetanker!“ tilføjede han leende.

Marie stod med Ryggen til. „Jeg har ikke noget med hende at gøre — jeg

skylder hende ikke noget!“ udbrød hun pludselig trodsigt. „Og jeg vil

ikke gaa her og gøre rent for dig; det kan du faa hende til — den!“ hun

tog Gulvspand og Skrubbe og løb ind til sig selv. Lidt efter lød hendes

Stemme derinde; han troede først hun nynnede, men saa var det Hulken.

Han skyndte sig derind. Hun laa over sin Seng og græd, bed i Puden og

slog arrigt efter ham med de ru Hænder. Hendes magre Legeme brændte i

Feber.

„Du er jo syg, lille Marie!“ sagde Pelle bekymret og lagde Haanden paa

hendes Pande. „Du skulde gaa i Seng og tage noget ind at svede paa. Jeg

skal varme det til dig.“

Hun var virkelig syg, Øjnene brændte tørt, og hendes Hænder var klamme.

Men hun vilde ikke høre tale om noget. „Gaa din Vej!“ sagde hun vredt —

„og pas dit Arbejde. Lad mig være i Fred!“ Hun laa med Ryggen til og

stødte trodsigt efter ham med Skulderen. „Gaa du hellere hen og klap

Ellen,“ udbrød hun pludselig og lo ondt.

„Hvorfor er du saadan, Marie?“ sagde Pelle bedrøvet. „Du er jo rigtig

ond!“

Hun borede Ansigtet ned i Sengeklæderne og vilde hverken se paa ham

eller svare; saa gik han ind til sit Arbejde.

Lidt efter kom hun ind og tog tavs fat paa Rengøringen; hun slog haardt

med Tingene. Noget Arbejde han havde stillet til Tørre ved Kakkelovnen,

kom hun til at rive ned og saá skadefro hen paa ham fra Siden. Saa faldt

der en Kop med Klister ned og gik itu. „Hun gør det med Vilje,“ tænkte

han bedrøvet og skrabede Klisteret op i en tom Daase. Hun stod og

betragtede ham med en ond Stikken i Øjnene.

Han satte sig til Arbejdet igen og lod som ingenting. Med et følte han

hendes tynde Arme om sin Hals. „Om Forladelse,“ sagde hun grædende og

gemte sit Ansigt mod hans Skulder.

„Naa naa, der skete jo ingen Fortræd — skidt med den Smule Kop,“ sagde

han trøstende og klappede hende paa Hovedet. „Du kunde jo heller ikke

gøre ved det.“

Men saa gav hun sig helt over, det saa ud som Graaden vilde tilintetgøre

hendes tørre Legeme. „Jo jeg gjorde det med Vilje!“ brølede hun. „Og

Støvlen rev jeg ned med Vilje! og jeg lod med Vilje være at give dig den

Besked. Jeg kunde godt gøre dig meget mere Fortræd endnu, jeg er saa

ond! ond! ond! Hvorfor er der ingen til at give mig nogen Prygl? — bare

du dog vilde blive rigtig vred paa mig!“

Hun var helt ude af sig selv, og vidste ikke hvad hun sagde.

„Hør, nu skal du være ordenlig!“ sagde Pelle bestemt — „for dette her er

ikke morsomt. Jeg havde gaaet og glædet mig til at arbejde hjemme hos

dig i Dag — og saa faar du Anfald lige som de fine Fruentimmer!“

Hun undertrykte Graaden med en voldsom Anstrængelse og gik ind til sig

selv, svagt snøftende. Straks efter kom hun igen med en skaaret Kop til

Klisteret og en lille Blikdaase med Revne i Laaget — det var hendes

Pengeskrin. „Tag den!“ sagde hun og stak Æsken i Skødet paa ham. „Saa

kan du købe dig Læster og behøver ikke løbe og tigge Arbejde hos

Smaamestrene. Her er Arbejde nok her i _Arken_.“

„Men Marie — det er jo din Husleje,“ sagde Pelle forskrækket.

„Hvad saa? Jeg skal nok faa de Penge samlet sammen inden den første.“

Ja det skulde hun vist! Pelle lo fortvivlet ved at se, hvor letsindigt

hun smed med de Penge, som det kostede hende tredve Dages pinlige Sparen

og Eftertanke at faa skrabet sammen hver Maaned. „Hvad tror du Peter og

Karl siger til, at du gaar saadan og smider med Pengene. Se du og faa

den Æske gemt — og det lidt hurtigt!“

„Aa tag dem nu,“ sagde hun paastaaeligt og blev ved at skubbe til ham

med Æsken. „Ja saa smider jeg den ud af Vinduet!“ Hun tog hurtigt

Hasperne af. Pelle rejste sig.

„Det er sandt, jeg skylder dig endnu for den sidste Vask,“ sagde han og

vilde putte en Krone i Æsken. „Det var godt du huskede mig paa det!“ Hun

stirrede forstenet paa ham og løb saa ind til sig selv.

Hun gik derinde og nynnede igen med sin haarde Stemme; lidt efter gik

hun ud for at gøre Indkøb, i graat Sjal og med sin Husmoderkurv paa

Armen. Han kunde følge hendes ejendommelige Skridt, der var spinkle som

et Barns og dog klang saa gammelt, helt ned gennem Tøndegangen. Saa gik

han ind i Børnenes Lejlighed og trak den tredje Komodeskuffe ud; der

gemte hun altid sin Pengeæske, indsvøbt i sit Linned. Han ejede to

Kroner, dem puttede han i Æsken.

Paa den Maade plejede han altid at betale hende. Naar hun saa talte sine

Penge efter og fik for mange ud af det, troede hun det var Vorherre, der

havde lagt Pengene i Æsken, og kom jublende og fortalte det. Barnet

troede blindt paa Lykken og tog det som en Udvælgelse; disse Penge betød

noget helt andet end dem hun selv skrabede sammen.

Ved Middagstid kom hun og bød ham ind. „Det er stegt Sild, Pelle, saa du

kan umulig sige nej!“ sagde hun overtalende — „for det kan ingen

Bornholmer! Saa behøver du ikke købe den dumme Spækhøkermad og smide 25

Øre i dem!“ Hun havde købt en halv Snes, og sat de fem til Side til

Drengene kom hjem. „Men der vanker Kaffe ovenpaa,“ sagde hun. Hun havde

dækket helt nydeligt med rent Stykke over den ene Ende af Bordet.

Fabrikspigens lille Povl kom ind og fik en Mundfuld Mad med. Saa stak

han ud paa Gangen og tumlede igen, den lille Trold var ikke roligt et

Øjeblik fra Moderen slap ham ud om Morgenen; der var saa meget, han

skulde indhente efter sin lange Indespærring. Af den lille Idiot, som

Moderen maatte binde til Kakkelovnen, fordi han havde Vand i Hovedet og

vilde styrte sig ud af Vinduet, var der blevet en rigtig Gavtyv. Hvert

Øjeblik stak han Hovedet ind ad Døren til Pelle; og sommetider kom han

helt hen, lagde Haanden paa Pelles Knæ og sagde: „Du er min Far!“ Saa

styrtede han afsted igen. Marie hjalp ham til Rette med _Smaat_ og

_Stort_ — han søgte altid til hende!

Efter Opvasken satte hun sig ind til Pelle med sit Lappearbejde; saa sad

hun og snakkede løs om sine husmoderlige Bekymringer: „Jeg maa snart

have ny Rendetrøjer til Drengene — farligt saa de løber af sig i den

Alder! Jeg kigger hver Dag efter hos Marskandiserne. Du skulde ogsaa

have en ny Bluse Pelle; den ene er snart færdig, og saa har du ikke saa

du kan skifte. Naar du vil købe Tøjet, skal jeg sy den — jeg kan sy! Jeg

har selv syet mit pæne Liv — Hanne hjalp mig. — Hvorfor gaar du aldrig

over til Hanne mere?“

„Aa jeg ved ikke?“

„Hanne er blevet saa underlig. Hun gaar aldrig ned i Gaarden mere og

danser — det gjorde hun før. Saa passede jeg paa ved Vinduet og løb ned

— det var saa morsomt at lege for hende. Vi gik rundt om hende og sang:

For Hanne ville vi neje, for Hanne ville vi bukke, for Hanne ville vi

vende os om. Og saa nejede vi og bukkede for hende allesammen og vendte

os om. Det var flot kan du tro! — Du skulde nu alligevel have taget

Hanne.“

„Du kan jo ikke lide at jeg har taget Ellen — hvorfor saa Hanne da?“

„Aa det ved jeg ikke. Hanne det —“ Marie tav lyttende, og slog Vinduet

op.

Nede i _Arken_ smældede en Dør, og en lang Hvislen kom jagende; det

kunde være et hæst Løb fra Gale Vinslevs Fløjte eller Trækken i de lange

Gange. Som en latterlig Melodistump flakkede Lyden dernede, slikkede sig

op ad Træværket og brød frem i Dagslyset øverst oppe, hæs, med noget af

Ekstasen i sig: „Hanne skal ha’e en Lille! Eventyrprinsessen venter

sig!“

Marie fløj som en Brand ned ad Trapperne. De halvlange Tøser løb

hvinende sammen i Gaarden, Madammerne mumlede til hinanden ude i

Træværket — opad og nedad. Ikke fordi det var noget nyt i og for sig;

men dette var jo selve Hanne, den ubesmittelige som ingen Tunge havde

nænnet at beklikke! Det var knap nok man vovede sig frem med det nu

heller, saa overraskende kom det. De havde alle gaaet og levet med i

hendes Sværmen paa en Maade, og ventet med hende paa Æventyret; lige fra

lille var hun udsét til at bære det ufattelige — og nu skulde hun bare

ha’e en Lille. Det var virkelig i første Øjeblik som et Mirakel, saadan

kom det bag paa dem!

Marie kom op igen, slæbende og med et Udtryk af Forfærdelse og Undren.

Nede i Gaarden gik de smaa snottede Unger og trallede det, mens de

travede med hinanden i Hænderne om Kloakens Rist, der var saa dejlig at

gaa rundt efter:

„Bro Bro brille,

Hanne sda ha’e en Lille!“

De kunde ikke engang snakke rent.

Men det var „Grete med Barnet“ — det fjollede Fruentimmer, der smækkede

Kældervinduet op, lagde sig ud paa Ryggen med sin Dukke paa Armen og

skreg op gennem Gaarden saa det skingrede:

„Æventyrprinsessen skal ha’e en Lille, og Pellemand er Far!“

Pelle dukkede sig over sit Arbejde og tav. Han var lykkeligvis ikke den

forklædte Kongesøn her! — men han trættedes ikke med Kvindfolk.

Hannes Mor kom farende ud i Bislaget.

„Det er Løgn!“ raabte hun, „Pelles Navn skal ikke rages ind i det. Saa

faar det være med Resten som det vil!“

Oven over hendes Hoved kom Ligkusken ravende ud. „Dér har sku Prinsessen

rendt sig en Staver i Livet,“ brummede han med sin godmodige Bas. „Skade

kun at jeg ikke er blevet Jordemor — man har faaet fat ved den forkerte

Ende.“

„Skrub du ind og hold Kæft, din Ligrøver,“ svarede Madam Johnsen

fraadende. „Altid skal din Brændevinsrøst snakke med.“

Han stod deroppe og hang over Rækværket i sin Halvdonner, og

smaasnakkede drillende uden at tage sig af Madam Johnsens Skælden. Men

saa smækkede lille Marie sit Vindu op og kom hende til Hjælp, og ovre

paa Platformen kom Ferdinands Mor ud: „Hvor mange Skinker har du købt

den sidste Maaned? Tag dine Bjørneskinker herud og vis os dem! Han

slagter en Bjørn for hvert Lig, den Fyldebøtte!“ Fra alle Sider heglede

de ham, han kunde ikke hamle op med dem, og nøjedes med at spærre

Ansigtet op imod dem og sige bæ—æ—æ! Saa kom hans rødhaarede Fruentimmer

ud og trak ham ind.

Pelle sad bøjet over sit Arbejde og lyttede ud i Smug. Hans Skikkelse

plejede at virke dæmpende paa _Arkens_ gale Anfald, men dette skulde han

ikke have noget af at blive indblandet i. Aldrig havde han tænkt sig, at

Hannes Mor kunde blive saadan! Hun var som en Furie, stod og drejede

Hovedet lynsnart fra Side til Side og lyttede efter enhver Lyd, parat

til at fare ud! Ak hun værgede sit Barn — nu det var bagefter! En

rasende Hunkat lignede hun.

„Den aller yngste Greve —“

sang Børnene nede i Gaarden, det var Hannes Vise. Madam Johnsen stod som

vilde hun flyve lige ned i Hovedet paa dem. Pludselig slog hun Forklædet

for Ansigtet og gik hulkende ind.