Ovre hos Olsens var Datteren Elvira kommet hjem; der var ikke rullet
ned, og hun stod henne ved Vinduet med sin mægtige Hat med Blomsterne og
lod sig beundre. Marie kom løbende ind. „Har du set hvor fin hun er,
Pelle?“ sagde hun betaget. „Og alt det faar hun for ingenting af
Herrerne — blot fordi de synes hun er nydelig. Men om Aftenen maler hun
bare Kinderne.“
Børnene gik og drev ude paa Gangen og ventede paa at Pelle skulde blive
færdig; de vilde ikke holde Jul uden ham. Men nu havde han ogsaa
Fyraften; han smed en Trøje paa, pakkede Arbejdet ind og løb.
Ude paa Platformen stansede han et Øjeblik. Han kunde se Lysskæret fra
Byen flimre op mod den dybe stjærnesaaede Himmel, Natten var saa
højtidsfuld smuk. Under ham hang Træværket forladt og sukkede i Frosten;
alle Døre vare lukkede for at holde Kulden ude og Glæden inde. „Højt fra
Træets grønne Top —“ lød det et Steds fra, Lyskæret faldt ud og brød sig
Vej paa Kryds og tværs mellem Bjælkeværket. Pludselig drønede det tungt
i det — Ligkusken kom ravende hjem med en Skinke under hver Arm. Saa
blev alt roligt, saa roligt som ellers aldrig i _Arken_, hvor noget
bestandig gav sig og klagede, Nat og Dag. Et Barn kom stille ud og
vendte et Par spørgende Øjne opad for at spejde efter Julestjærnen! —
Hos Madam Frandsen var der Lys. Hun havde hængt et hvidt Stykke for
Vinduet i Aften og trukket det stramt til; Lampen stod tæt op ad
Gardinet, saa den der færdedes derinde ikke kunde kaste Skygge paa det.
Det gamle Skind! tænkte Pelle mens han løb — hun kunde vist spare sig
Ulejligheden. Da han havde afleveret Arbejdet, løb han over i
Holbergsgade for at ønske Ellen glædelig Jul.
Der var dækket festligt inde hos ham, da han kom hjem: Svinekarbonade og
Risengrød og Juleøl. Marie var rød i Kinderne af Stolthed over sit Værk;
hun sad og nødte de andre men spiste næsten ikke noget selv.
„Saa god Mad skulde du lave hver Dag, Tøs!“ sagde Karl og huggede i sig.
„Du kunde skam godt staa i Kongens Køkken.“
„Hvorfor spiser du ikke af den dejlige Mad?“ spurgte Pelle.
„Aa nej, jeg kan ikke!“ svarede hun og tog sig til Kinderne; hendes Øjne
straalede mod ham.
De lo og sludrede og drak Skaal i Juleøllet. Karl stak de ny Brandere og
Gadens sidste Refræn ud; han sankede det op paa sin Farten i Byen. Peter
sad og saá urokkelig fra den ene til den anden. Han lo aldrig, men ind
imellem kom han med en tør Bemærkning, som viste at han morede sig. De
kiggede jævnlig over efter Gamle Frandsens Vindu — det var en Skam hun
ikke vilde være med!
Der var fem Lys derovre nu — de sad nok paa et lille Juletræ i en
Urtepotte. De rørte sig som fjærne Stjærner gennem det hvide Stykke, og
Madam Frandsens Stemme lød tynd og sprukken: Glade Jul, dejlige Jul!
Pelle aabnede Vinduet og lyttede; det undrede ham at den gamle Sjæl
kunde være saa glad.
Pludselig lød en advarende Stemme op nede fra: „Madam Frandsen, der
kommer Fremmede!“
Omkring paa Svalerne fløj Døre og Vinduer op, Skikkelser styrtede ud med
Mad i Haanden og lænede sig udover. „Hvem vover at forstyrre
Julefreden?“ spurgte en dyb Stemme truende.
„Lovens Haandhævere,“ svaredes der nede fra Mørket. „Forhold jer rolige
her — i Øvrighedens Navn!“
Ovre paa Madam Frandsens Side skimtedes to Skikkelser der løb lydløst
opad paa alle fire. Deroppe skete der ikke noget, de havde nok tabt
Hovedet. „Ferdinand, Ferdinand!“ skingrede en Pigestemme vildt — „nu er
de over dig!“
Døren fløj op i det samme, Ferdinand stod i et Spring paa Platformen.
Han slyngede en Stol ned mod Forfølgerne og ruskede rasende i Løbetovet
for at feje dem af Trappen. Saa greb han i Tagrenden og svang sig op.
„Farvel Mor!“ raabte han deroppe fra; hans Spring lød i Mørket. „Farvel
Mor — og glædelig Jul!“ Raabet steg hult som et sygt Dyrs Brølen langt
ude i Natten, og man hørte Betjentenes snublende Jagt over Tagene. Saa
blev alt stille.
De kom tilbage med uforrettet Sag. „Naa De fik ham ikke!“ raabte Olsen
hoverende nede fra sit Vindu.
„Nej, tror I vi vil ligge der og brække Halsen for hans Skyld?“ svarede
Betjentene og kravlede ned. „Er der ingen der gi’r en Julebajer?“ Da der
ikke kom noget Svar, gik de.
Gamle Frandsen gik ind til sig selv og lukkede for sig; hun var træt og
kummerfuld og vilde i Seng. Men lidt efter kom hun sjokkende om paa den
lange Gang. „Pelle,“ hviskede hun — „han ligger derinde! Mens de
kravlede rundt paa Tagene, har han lige saa stille listet sig ned over
Loftet og lagt sig i min Seng. Herregud, han har ikke lagt i en Seng i
fire Maaneder — han snorksov saamænd allerede.“ Saa listede hun af igen.
Naa, det var en slem Afbrydelse! Ingen havde Lyst til at begynde igen
andre end Karl; og ham regnede Marie ikke, for han var altid sulten. Saa
tog hun af Bordet, og snakkede mens hun gik ud og ind; hun kunde ikke
lide at se Pelle saa alvorlig.
„Men Hemmeligheden!“ raabte hun pludselig forfærdet, Drengene løb ind
til hende. De kom igen, Drengene tæt ved Siden af hinanden, og Marie bag
dem med noget under Forklædet. De to Knægte kastede sig over Pelle og
holdt ham for Øjnene, mens Marie stak ham noget i Munden. „Gæt,“ raabte
de — „gæt!“ Det var en Porcelæns Pibe med grøn Silkekvast og en
Tikroneseddel afbildet paa Pibehovedet — Ellens Julegave til ham.
Børnene havde føjet en Kardus Tobak til. „Nu kan du rigtig ryge,“ sagde
Marie og klemte hans Mund sammen om Pibespidsen — „du er jo saa klog i
Forvejen.“
Børnene havde bedt Fremmede til Juletræet: Sypigen, den gamle Natvægter
nede fra det indvendige, Fabrikspigen med sin lille Dreng — alle dem der
sad og holdt Jul alene; de vidste ikke selv hvor mange! Hanne og hendes
Mor var ogsaa bedt men gik tidlig i Seng, de var ikke i Humør til
Selskabelighed. Nu kom de drattende den ene efter den anden med oprømte
Ansigter, Marie slukkede Lampen for dem og gik ind for at tænde
Juletræet.
De sad tavse og ventede, Skæret fra Kakkelovnen flakkede lunefuldt om i
Stuen, belyste et Ansigt med sænkede Øjenlaag og spændte Træk, og sprang
væk med et lille Smæld. Fabrikspigens Dreng var den eneste der snakkede;
han havde søgt Tilflugt paa Pelles Knæ og var helt tryg ved Mørket;
Barnestemmen lød forunderlig lys ud i det. „Nu skal Povl tie pænt
stille,“ gentog Moderen formanende.
„Maa Povl ikke godt snakke?“ spurgte Drengen og følte efter Pelles
Ansigt.
„Jo i Aften maa Povl alt hvad han vil,“ svarede Pelle. Saa pludrede
Drengen videre og sparkede efter Mørket med de smaa Ben.
„Nu maa I komme!“ raabte Marie og slog Døren op ud til Gangen. Inde i
Børnenes Stue var der ryddet ud, Juletræet stod midt paa Gulvet og
straalede. Nej hvor var det prægtigt — og stort! nu kunde Øjnene faa sig
spærret op. Lysene tindrede i dem — og i Ruderne, i det gamle
Mahonispejl og Skillingsbilledernes Glas — saa man pludselig færdedes
blandt Myriader af Stjærner og glemte al sin Forhutlethed. Det var som
et Ryk bort fra alle Sørger og Bekymringer, lige ind i Herligheden; og
med ét brød en fin klar Stemme ud i Sang, dirrende af Undseelse:
„Velkommen igen Guds Engle smaa
fra høje Himmelsale,
med dejlige Solskinsklæder paa
i Jordens Skyggedale!
Trods klingrende Frost godt Aar I spaa
for Fugl og Sæd i Dvale.“
Det lød som en Hilsen fra Sky, de lukkede Øjnene og vandrede rundt med
hinanden i Hænderne. Saa gik Sypigen rødmende i Staa. „I synger jo ikke
med,“ udbrød hun.
„Nu vil vi ha’e en Salme vi alle kender,“ sagde Pelle.
„Højt fra Træets grønne Top —!“ foreslog Karl.
Ja saa sang man den. Den faldt udmærket til Anledningen — om det saa var
Navnet Peter passede det! Og helt morsomt var det med alle de Gaver, der
kom opmarsjerende i Visen; hver eneste én var der tænkt paa! Det med
Pengepungen til Slut var ogsaa altfor sandt, og der kunde været meget
mer endnu at drøfte ved den Sang. Men pludselig satte Drengene
Rundkredsen i Gang; de trampede som et Par Soldater, og det hele
hvirvlede af Sted i vild fejende Fart, en sand Heksedans:
„Hej dikke dom,
min Mand faldt om!
Det var Lille Juleaften.
Jeg tog en Stok
og hjalp ham op!
Det var lille Juleaften.“
Som alt det Lys hedede og gik til Hovedet. Døren maatte staa aaben ud
til Gangen.
Derude stod Loftets Beboere og lyttede og strakte Hals. „Kom bare ind!“
raabte Drengene. „Her er Plads nok, naar vi gaar i to Rækker.“ Saa
travede man igen rundt og sang Julesalmer; hvergang det gik i Staa, kom
en eller anden i Tanke om en Salme, som det var Synd ikke var kommet
med. Dørene lige overfor stod ogsaa aabne, den gamle Kludesamler sad for
Enden af sit Bord og sang paa egen Haand. Han havde et Rugbrød og en
Tallerken Fedt foran sig, mellem hver Salme tog han sig en Humpel. Inden
for den anden Dør sad tre Kularbejdere og spillede Seksogtres om Snaps
og Øl. De havde Ansigterne inde ved Juletræet, og sang med mens de
spillede; nu og da stoppede de op midt i Linjen for at melde eller
raabe: Stukket! Pludselig smed de Kortene og kom ind. „Vi vil ikke sidde
og se paa at I andre arbejder,“ sagde de og traadte ind i Kredsen.
Man blev træt af at gaa rundt og synge tilsidst og fik skrabet Sæder
sammen fra de andre Rum. De maatte pakke sig tæt sammen, helt ind under
det skraa Tag og oppe i Vindueskarmen; rundt om Juletræet var der en fri
Kreds. De sad og pludrede, sammensunkne i forkrøblede Stillinger, som
var det den eneste Maade deres Legemer rigtig kunde finde Hvile; Armene
hang slapt ned mellem Knæerne. Men Ansigterne var bestandig opstemte,
Osen fra Lysene og de spruttende Grangrene lagde sig blaa om dem og fik
dem til at gløde fyldigt frem. Den brændte Harpiks gav Røgtaagen en
mystisk, henførende Duft, og de stemte Ansigter lignede nynnende Sjæle,
der svævede i Skyerne hver over sit forpinte Legeme.
Pelle sad og betragtede dem saa Hjærtet blødte i ham — det var _hans_
Andagt. Ak fattig Fugl kommer hinkende, kommer linkende — hvad oplevede
de nu af stort som gav dem Bod for alle Savn? Lidt Lys blot! — og de saá
ud som skulde de kaste sig ind i det og omkomme. Han kendte hvers Skæbne
nu, bedre end de selv; naar de kom i Nærheden af Lyset, brændte de sig
altid lige som Natsværmere, saa forkomne var de!
„Det er forresten en underlig Opfindelse naar man tænker sig om,“ sagde
en af Jordarbejderne og nikkede mod Juletræet. „Men kønt er det. Gud ved
hvad det egenlig skal forestille?“
„Det skal forestille at nu gaar Aaret opad mod Lyset,“ sagde den gamle
Vægter.
„Nej det skal forestille Hyrdernes Glæde over Jesusbarnets Fødsel,“
sagde Kludesamleren og kom frem i Døren. „Hyrderne var Fattigfolk lige
som vi — der levede i Skyggen. Derfor blev de saa glade over ham der kom
med Lyset.“
„Naa, saa forskrækkeligt meget Lys synes jeg ikke man har belemret os
med! Ja Juletræet her, det er sku storartet — det skal Børnene ha’e Tak
for! Men det kan man ikke saadan ha’e brændende til Hverdagsbrug — og
Solen ser du, den har Velhaverne lagt Beslag paa.“
„Ja det har du Ret i, Jakob!“ sagde Pelle som gik og tog Hjærter ned til
Børnene, der fordelte Godterne. „I faar Ret alle tre — grinagtig nok!
Juletræet skal baade minde os om Kristi Fødsel og om Aaret som gaar opad
mod Lyset — for det er jo et og det samme. Og saa skal det paaminde os
om at faa vor Del i Tingen; Kristus blev nok nærmest født for at
paaminde de Fattige om deres Ret han! For Gud Herren er ikke den Slags
Mand, som giver vidtløftige Anvisninger paa hvordan man skal gaa frem;
han ruller sin Sol rundt om Jorden hver Dag, og saa faar enhver selv se
til at anbringe sig i Solskinnet. Det er lige som med Krokonen
derhjemme, som sagde til de Rejsende: Hvad ønsker De at spise? De kan
faa And, Kylling, Flæskesteg — alt hvad De selv bringer med Dem!“
„Det var Fanden til Forklaring den,“ sagde de og lo. „Ja saa er det
ingen Kunst at indbyde én paa Herligheder — naar man selv skal skaffe
sig dem! Du skulde være Præst du.“
„Han skulde snarere være Fandens Advokat,“ sagde den gamle Kludesamler.
„For Kristendom er der ikke meget af i det han siger.“
„Du sagde jo selv at Kristus kom med Lyset til de Fattige,“ svarede
Pelle. „Og han har selv forklaret godt nok, at det han vilde var, at
gøre de blinde seende, vække dem der var døve og døde, og give de
ringeagtede og forsmaaede Anseelse igen. Saa det maa vel staa til
Troende.“
„Blinde se, halte gaa, spedalske renses, døve høre, døde staa op, og
Evangelium prædikes for de Fattige,“ sagde Kludesamleren irettesættende.
„Du forvansker Skriften, Pelle!“
„Jeg tror nu ikke, det var nogle faa Vanskabninger han tænkte paa — nej
det var alle os i Elendigheden! og Skavankerne passer godt nok paa os.
Saadan forstod Prædikant Sort det ogsaa, og han var dog en from Guds
Mand. Han gik og ventede paa Tusendaarsriget for de Fattige, og mente at
Kristus var paa Jorden for at forberede dets Komme.“
Kvinderne sad fortabte og hørte efter med aaben Mund; de trak knap
Vejret, Povl var faldet i Søvn paa Moderens Skød.
„Saa han skulde have gaaet og tænkt paa os stakkels Lus saa langt frem i
Tiden!“ udbrød Mændene og saá til hinanden. „Men hvorfor har vi saa ikke
faaet det lidt menneskeligt for længe siden da?“
„Ja det forstaar jeg heller ikke,“ svarede Pelle nølende. „Vi skulde
kanske forsøge os frem til det rette — det tager jo Tid.“
„Jamen hæ —! Naar han ikke vilde _give_ os ordenlige Kaar saa —! Tage
selv behøver man ingen Kristus til.“
Der var noget her Pelle heller ikke kunde klare, skønt det laa i ham som
en levende Overbevisning. Man maatte selv erhværve sig sit — det var saa
lysende klar en Ting, at han ikke begreb de var blinde for den; men
hvorfor man maatte det, kunde han alligevel ikke forklare dem — alt det
han brød sin Hjærne. „Men jeg kan fortælle jer en Historie,“ sagde han.
„Saa skal det være en med Spænd i!“ udbrød Karl, han kedede sig. „Det
var meget bedre om Vinslev var her, han kan da hitte paa.“
„Aa ti du stille Knægt!“ sagde Marie vredt. „Pelle holder rigtige Taler
— for hele Forsamlinger!“ sagde hun højtideligt nikkende til de andre.
„Hvad hedder den?“
„Tudeper.“
„Ah, det er en med Per — saa er det et Æventyr. Hvad handler den om?“
„Det faar du jo at vide naar du hører den, mit Barn!“ sagde den gamle
Vægter.
„Jamen saa kan man ikke glæde sig til, naar det rigtige kommer. Er det
om én der drager ud i Verden?“
Handler om — Pelle betænkte sig lidt. „Den handler om Kristi Fødsel,“
svarede han raskt og blev rød i Hovedet over sin egen Dristighed. Men de
andre saá skuffede ud, og satte sig til at stirre ned i Gulvet som om de
var i Kirke.
Saa fortalte Pelle Historien om Tudeper, der fødtes i Sorg og Elendighed
og voksede op til at blive stor og stærk og alles Hund. Den ynkeligste
Ynk var det at høre om denne sværlemmede Tamp, der var saa fuld af
Rædsel, at han blev vaad blot en Tøs tjattede lidt til ham — og ikke
vidste anden Udvej af sin Kvide end Strikken. Hvilken Skam var det ikke,
at han tjente sin Føde selv og dog var paa Sognet; ret som om der blev
vist ham en Velgærning ved at sætte ham ud — naar han dog med sin
Arbejdsvillighed kunde kommet an hvor som helst! Og helt uudholdeligt
blev det, da han voksede til og fremdeles lod sig misbruge og hundse med
af alle og enhver. Men saa pludselig sprængte han Fortryllelsen, slog
sine Plageaander ned, og sprang frem i Dagen som den kækkeste af alle.
De aandede dybt ud efter det, Marie klappede i Hænderne. „Det var jo
alligevel et Æventyr!“ raabte hun. Karl kastede sig over Peter og gav
sig til at dænge ham, skønt den alvorlige Fyr var alt andet end en
Tyran.
De snakkede i Munden paa hinanden, hver havde noget at sige om Tudeper.
„Det var sku godt gjort,“ sagde Mændene. „Han tævede det hele igennem
fra en Ende af — sikken en Krudtka’l! Naa, han havde jo Kræfterne — men
alligevel! Men hvorfor Pokker gik han saa længe og fandt sig i alt det?“
„Ja det er jo lidt svært for os at begribe — vi som staar saa fast paa
vor Ret,“ svarede Pelle leende.
„Tak, du er forresten god — den var godt langet ud!“ udbrød Glade Jakob.
„Men har du Brug for en Næve, saa er min her!“ Han slog sin Haand i
Pelles.
Lysene var forlængst brændt ned, de mærkede det ikke. Deres Øjne hang
ved Pelle nu, søgende, med en egen Glans der kom og gik i lys Spørgen.
Og pludselig faldt de over ham med Spørgsmaal! Der var nok at spørge om,
en hel Verden fuld af Herligheder paastod han var deres, og nu skyndte
de sig at tage den i Besiddelse. Selv den gamle Kludesamler lod sig rive
med; det var altfor lokkende at tage sig en lille Rus, selv om der
kanske kom en Hverdag bagefter.
Pelle stod stærk imellem dem og bekræftede Spørgsmaalene med et sikkert
Smil; han vidste at det alt blev deres, selv om det ikke skete lige med
det samme. Taalmodighed og Udholdenhed skulde der til, men det vilde de
ikke kunne fatte nu. Naar de først havde taget Herlighederne i
Besiddelse, vilde de vel vide at slaa et Slag for dem. Tvivl var der
ikke i ham, han stod imellem dem som deres fremskudte Ævne, lykkeligt
hvilende paa dybe Rødder.