IX

Pelle kom styrtende hjem fra Mester Becks Værksted, smed Trøje og Vest

og stod paa Hovedet i en Balle Vand. Mens han skrubbede sig tør, løb han

ind til Familien. „Vil I med ud? Jeg har et Par Billetter til en

Aftenunderholdning — men saa maa I skynde jer!“

De tre Børn sad sammen om Bordet og lavede Kortkunster, Ilden knitrede i

Kakkelovnen, og der lugtede rart af Kaffe. De var trætte efter Dagens

Slid og havde ingen Lyst til at klæde sig paa og gaa ud; man kunde se

paa dem at de hyggede sig ved at være hjemme. „Du skulde give Hanne og

hendes Mor Billetterne,“ sagde Marie — „de kommer aldrig nogen Steder.“

Pelle tyggede lidt paa det mens han gjorde sig færdig. Ja hvorfor ikke,

det var i Grunden Dumhed at gaa dér og gemme paa gamle Historier.

Hanne vilde ikke med, hun sad med nedslagne Øjne som en Jomfru i Bur og

saá ikke paa ham. Men Madam Johnsen var straks parat; det gamle Skind

kom i en Fart i Stadsen.

„Det er længe siden, vi to har gaaet ved hinandens Side, Pelle,“ sagde

hun livligt da de gik indefter. „Du har faaet saa travlt paa den senere

Tid — Du render til Møder siges der! Det var ogsaa noget for en Ungdom —

kan der naas noget ved det?“

„Ja noget kan der vel nok naas — bare man lægger Kræfterne i!“

„Hvad er’et der skal naas da? Skal Tysken ædes igen — ligesom i ens unge

Dage? eller hvad er det du har for?“

„Vi skulde gærne gøre det lidt lykkeligere at være til,“ sagde Pelle

stilfærdigt.

„Saa det er ikke andet end Lykken du vil have indført? — det naar du

nok!“ udbrød Madam Johnsen og lo højt. „Ja vist saa, i min fejre Ungdom

skulde Mandfolkene ogsaa til Hovedstaden og skabe den. Jeg var kun

sejsten Aar dengang jeg kom hertil i min egen Hensigt — hvor var vel

Herlighederne at finde for en køn Tøs om ikke her? Glæder fandt én mange

af, der var nok der vilde gaa ved Siden af en net Pige i tynde Sko og

forære hende kønne Ting — og hver Dag førte sin Lykke med sig. Men saa

traf jeg en Mand, som mente det bedste med mig og troede paa sig selv

ogsaa — han fik mig bildt ind, at nu skulde vi to lave noget varigt

sammen. Han var samme Slags fattig Fugl som jeg med tomme Hænder, men

tog godt fat. Dygtig til sit Arbejde var han; og en lille lykkelig

Tilværelse med godt Udkomme og Hygge indendørs mente han sagtens vi to

kunde skabe os — blot vi sled i det. Pøh Lykke! — Han skulde jo se at

blive Mester, for hvad kan en Svend vel tjene! En og anden Gang havde vi

ogsaa skrabet lidt sammen og syntes at nu lysnede det; men saa slog

Ulykken altid ned og tog det! Den hænger altid og svæver over

Fattigmands Hjem som en stor Fugl; og kan du faa den jaget væk, maa du

eje en lang Kæp! — — Naar vi saa kom lidt ovenpaa, var det igen det

samme. En hel Vinter laa han syg, og vi holdt Livet ved at pantsætte alt

hvad vi ejede, Stump for Stykke. Da den sidste Ting var røget, laante vi

lidt paa Sedlerne.“ Den gamle maatte stanse og trække Vejret.

„Som vi dog render,“ sagde hun pustende. „Man skulde tro Verden var i

Færd med at løbe fra os.“

„Ja saa var der ikke mere,“ fortsatte hun og sjokkede igen videre — „og

begynde forfra var han for træt til; saa flyttede vi ind i _Arken_. Han

tog sin Trøst naar han havde lidt Skillinger; men det var daarlig Trøst

for mig, som gik med Hanne, kan du tro! Hun kom lige som en Gave oven

paa al Modgangen; men han kunde ikke lide hende, fordi vore Nykker om

lidt Herlighed gik igen i hende. Hun havde jo faaet det efter os, den

Stakkel — og Pjalter og Snavs at sætte det sammen af. Du skulde set

hende som ganske lille lave Finmands Verden af en Las fra Skarnkassen.

Hvad er det? spurgte Johnsen — han var jo lidt overkørt som sædvanlig.

Aa det er den pæne Stue med Tæppe paa Gulvet, og derhenne ved

Kakkelovnen er dit Værelse Far. Men du maa ikke spytte paa Gulvet, for

vi er fine Folk.“

Madam Johnsen gav sig til at græde: „Saa slog han hende i Hovedet. Hold

Kæft! raabte han og svor forfærdeligt over Barnet — jeg vil ikke høre

den Satans Snak! Saadan var han; det var ikke frit for at Livet blev

lysere for os to da han endte sit i Kloaken. Den Tid jeg kunde have

moret mig, tog han fra mig med sit Fremtidspaahit, og nu sidder jeg saa

og vender gamle Soldaterbukser der fylder Stuen med Svineri; naar jeg

vender et Par om Dagen kan jeg tjene en Mark. Og Hanne gaar som en

Søvngænger. Lykke jo pyt! Er der nogen i _Arken_ som ikke begyndte andet

Steds med Tiltro til noget bedre? Man flytter ikke med sin gode Vilje

ind i saadan en broget Luserede, men man ender der alligevel. Og er der

nogen der har blot det daglige Brød tilmaalt? Ja Olsens med den varme

Væg, men det kan de takke Datterens Skam for.“

„Des mere Grund er der til at tage fat,“ sagde Pelle.

„Ja du snakker du! Men den der slaas med det uoverkommelige skal nok

løbe træt. Nej lad du alt det fare, og mor dig lidt mens du har din

Ungdom! Og bryd dig ikke om mig gamle Klynkehoved, som gaar her og

snakker trist — nu skal vi jo ud og more os.“ Hun saa helt fornøjet ud

igen.

„Saa tag mig under Armen da, det hører sig jo til mellem Kærestefolk!“

sagde Pelle spøgende.

Den gamle Kone tog hans Arm og trippede ungdommeligt. „Ja havde det

været i mine unge Dage, skulde jeg nok faaet dig væk fra de

Tossestreger,“ sagde hun oprømt. „Saa havde jeg taget og ført dig til

Dans.“

„Men De fik jo ikke Johnsen væk fra det,“ indvendte Pelle.

„Nej for dengang var én jo godtroende. Men nu skulde ingen faa Lov at

tage min Ungdom fra mig.“

Mødet der holdtes i en stor Sal i en af Nørrebros Sidegader, var

agitatorisk underholdende, mest beregnet paa de umyndige; der var ogsaa

mødt mange Koner og unge Piger. Der blev læst op, blandt andet et Digt

som handlede om en gammel ærlig Smed der gik i Stykker paa en Strejke.

„Det kan være meget kønt og rørende,“ hviskede Madam Johnsen og pudsede

Næsen af Sindsbevægelse, — „men man trænger nu til noget at le af.

Elendighed ser man hver Dag.“

Saa sang et lille Kor af Haandværkere nogle Sange, og en af de ældre

Førere kom frem og fortalte om Bevægelsens Barndom. Da han var færdig

spurgte han, om ikke andre kunde have noget at fortælle. Det kneb med at

faa Aftenen fyldt ud.

Der var ingen Stemning over Forsamlingen, Kvinderne morede sig ikke, og

Mændene sad og lyttede efter noget der bed igennem. Pelle kendte de

fleste igen fra Diskussionsmøderne; selv de unge havde haarde Ansigter,

hvoraf der lyste en haardnakket Spørgen. Denne jævne uskyldige

Underholdning stillede ikke den brændende Utaalmodighed, der fyldte

Sindene og fik dem til at lytte spændt ud efter Varsler.

Han sad og pintes under sin Fremfærd, den ihærdige Farten og Agiteren

sad ham i Blodet — sikken en Lejlighed til at slaa et Slag for

Sammenslutningen her gik ubenyttet hen! Kvinderne her trængte netop til

et Hagl, baade Fabrikspigerne og de gifte Koner der holdt igen paa deres

Mænd. Og deroppe stod de og spildte Tiden med Sang og Digtersludder! I

et Spring stod han deroppe.

„Det kan være godt nok med alle de kønne Ord!“ raabte han iltert — „men

de fører bare til saa lidt, for hvem der ikke skal leve af dem! Præsten

og Hunden tjener Føden med Munden, men vi andre er henvist til vore

Næver, om vi vil opnaa noget. Hvad gaar vi og lister uden om Sagen for —

med Vers og Prækerads? ved vi maaske ikke hvad vi vil endnu? De siger vi

har været Trælle i tusend Aar — saa har vi vel haft Tid til at betænke

os! Hvorfor sker der saa lidt, skønt alle gaar og venter noget og er

parat? Er der kanske ingen der har Mod til at føre an?“

Der rejste sig stærkt Bifald, navnlig fra de unge; de trampede og

raabte. Pelle tumlede ned, han var ganske svedig.

Den gamle Fører kom op paa Talerstolen og takkede de assisterende for

den fornøjelige Underholdning. Han henvendte ogsaa en smilende Tak til

Pelle, det var glædelig at der endnu var Ild i Ungdommen, selv om den

tog fejl af Anledningen! De ældre havde baaret Bevægelsen frem gennem

trange Tider, men havde ikke noget imod at lade Ungdommen prøve sig.

Pelle vilde op og svare igen, men Madam Johnsen holdt ham fast i

Frakken. „Lad vær Pelle,“ hviskede hun angst — „du vover dig for langt

ud.“ Hun vilde ikke slippe, og han maatte sætte sig igen for ikke at

vække Opmærksomhed. Hans Kinder blussede og han var stakaandet som efter

et Løb op ad Bakke. Det var første Gang han havde vovet sig op paa en

Talerstol, Hidsigheden havde slynget ham derop.

Folk blandede sig mellem hinanden. „Er det allerede forbi?“ udbrød Madam

Johnsen; han mærkede hun var skuffet.

„Nej nej — nu skal vi til at solde!“ sagde han og førte den gamle hen

til et Bord i Salens Baggrund. „Hvad maa jeg byde paa?“

„Kaffe til mig. Men du skulde tage dig en Øl, du er saa varm.“

Pelle vilde ogsaa have Kaffe. „Du er da et underligt Mandfolk,“ sagde

hun leende „— vælter dig først op i en hel Sværm Mennesker og sidder saa

og drikker Kaffe som en anden Kone! Og sikke mange Folk her er, det er

næsten som til Fest.“ Hun sad og saá sig om med tindrende Øjne, rød i

Kinderne som en Ungpige der er til Sold. „Tag dog mere Skind Pelle, du

har jo ingenting faaet — det er rigtig Fløde!“

Føreren kom hen og spurgte, om han maatte gøre Pelles Bekendtskab. „Det

er jo Dem jeg har hørt om gennem Formanden i Deres Fagforening,“ sagde

han og gav Haanden. „Det glæder mig at hilse paa Dem, De har gjort et

propert Stykke Arbejde dér.“

„Aa det er ikke saa farligt,“ svarede Pelle rødmende. „Men nu kunde det

snart være rart at gaa løs for Alvor.“

„Jeg kender godt Deres Utaalmodighed,“ svarede den gamle Fører smilende,

„saadan lyder det bestandig fra de unge. Men den der vil udrette noget

rigtigt, maa kunne se frem til Vejs Ende.“ Han slog Pelle paa Skulderen

og gik.

Pelle følte at Folk stod og talte om ham. „Gud ved om du har gjort dig

til Nar deroppe?“ tænkte han. Der stod to unge Mænd tæt ved og saá hen

paa ham fra Siden, pludselig kom de hen.

„Maa vi ikke have Lov at stikke Dem paa Næven,“ sagde den ene. „Mit Navn

er Otto Stolpe, og det er min Bror Fredrik. Det var et godt Ord De

langede ud deroppe — tak for dét!“ De stod og snakkede lidt. „Det vilde

forresten more den Gamle at sige Goddag til Dem,“ sagde Otto Stolpe. —

„De har vel ikke Lyst til at gaa med hjem?“

„Det kan jeg ikke saa godt i Aften; jeg har Selskab,“ svarede Pelle.

„Gaa du bare med!“ sagde Madam Johnsen. „Derhenne ser jeg nogen

Kristianitter som jeg kan faa Følgeskab med.“

„Jamen vi skulde dog svire lidt mere — nu vi er ude,“ sagde Pelle

leende.

„Ih Gudfader! Nej nu har jeg saamænd sviret nok for i Aften, mit gamle

Hoved er helt overkørt! Forsvind du nu bare — det samme havde jeg ikke

sagt for tredve Aar siden. Og Tak for i Aften.“ Hun lo overgivent til

ham.

Familien Stolpe boede i Elmegade, paa anden Sal i en stor ny

Arbejderkaserne. Opgangen var rummelig, og der var Navneplade af

Porcelæn paa Døren. I Entréen kom en ældre velklædt Kone imod dem.

„Det er en Partifælle, Mor!“ sagde Otto.

„Velkommen da!“ sagde hun og tog Pelles Haand. Hun beholdt den et

Øjeblik mens hun saá paa ham.

Inde i Dagligstuen sad Murer Stolpe og læste i _Arbejderen_. Han var i

Skjorteærmer og hvilede de svære Arme paa Bordet. Han læste hviskende,

og lagde ikke Mærke til at der var Fremmede i Stuen.

„Her er en Mand som det vil glæde Far at hilse paa,“ sagde Otto og lagde

Haanden paa Faderens Arm.

Stolpe hævede Hovedet og saá paa Pelle. „De vil maaske ind i

Fagforeningen?“ spurgte han og rejste sig tungt, støttende Hænderne paa

Bordet. Han var stor og graasprængt, plettet i Øjnene af Kalkstænk.

„Du med din Fagforening,“ sagde Madam Stolpe. „Du tror vist ikke der er

andre i Fagforening end dig.“

„Jo der er sku kommet en Del efterhaanden, Mutter. Men jeg var ligegodt

den første.“

„Ja jeg _er_ nu i Fagforening,“ sagde Pelle. „Men ikke i Deres — for jeg

er Skomager.“

„Skomager, det er en skidt Profession for en Svend; men saa kan man til

Gengæld naa at blive Mester — det kan en Murer ikke i vore Dage. Det gør

jo en stor Forskel; naar man skal blive ved at være Svend, har man mere

Interesse af at forbedre Stillingen — forstaar De nok! Derfor har det

været sløjt med Sammenslutningen inden for Skomagerne — en anden Grund

er den, at de sidder og arbejder paa Logi og ikke er til at faa fat i.

Men nu har de faaet en ny Mand, som lader til at sætte Gang i Støvlerne

alligevel.“

„Ja og det er ham her, Far!“ sagde Otto leende.

„Saa for Pokker — og her staar jeg og holder mig selv for Trekant! Saa

vil jeg sku ogsaa have Lov at sige Goddag til Dem endnu en Gang. Til

Lykke med Værket, unge Kammerat!“ han rystede Pelles Haand. — „Vi faar

vel en Taar Øl, Mutter?“

Stolpe og Pelle var hurtig inde i en livlig Passiar. Pelle var i sit Es,

han havde ikke før været inde i Hjærtet af Bevægelsen, der var meget at

spørge om. Og den gamle Murer fortalte løs om Organisationens Vækst fra

Aar til Aar, lige fra den første Begyndelse hvor der kun var ét

Fagforeningsmedlem i Danmark — nemlig han selv — til nu. Han kendte alle

Tallene for de forskellige Fag, og var nøje inde i hvert Fags

Udviklingshistorie. Sønnerne sad tavse og hørte andægtigt efter, de

ventede altid med at sige noget, til Faderen med et Nik gav til Kende at

nu var han færdig. Den yngste, Frederik som var i Murerlære, sagde ikke

engang du til Faderen. Hans bestandige Far, Far, lød underligt i Pelles

Øren.

Mens de talte, lukkede Madam Stolpe op til en endnu pænere Stue og bad

dem komme ind og drikke Kaffe. Dagligstuen havde allerede virket svært

saa flot paa Pelle, med de egetræsmalede Spisestuemøbler og

Hestehaarssofaen. Men her var der røde Plydses Møbler, et ottekantet

Nøddetræs Bord med indlagt sort Rand og drejet Trefod, og en Etagère

fuld af Nipsting i Porcelæn, mest smaa uartige Pudsigheder. Paa Væggene

hang Gruppebilleder fra Kongresser og Møder, og store Fotografier fra

Arbejdspladserne: En Bygning under Opførelse og paa Stilladset Murerne

mellem deres Kalkbaljer med et Stykke Værktøj eller en Bajer i Haanden.

Paa Væggen over Kanapeen hang et stort Knæbillede af en smuk mørk Mand i

Slængkappe; han lignede halv en drømmende Æventyrer, halv en Militær.

„Det er Stormesteren,“ sagde Stolpe højtideligt og stillede sig ved

Siden af Pelle. „Det er ham det hele er opført paa.“ Han stod og faldt i

Betragtninger foran Billedet og var længe tavs; saa aandede han tungt ud

og rykkede med Hovedet.

„Et stolt Stykke Mandfolk var han nu ligegodt,“ udbrød han med ét — „der

stod altid en Stime fine Fruentimmere i Hælene paa ham. Men naar han

talte, holdt de sig pænt af Vejen, for saa gik der Ild af ham forstaar

De. Saa hed det: frem med Mandfolkene! og selv de værste Søvnetryner fik

Kløe inden i Ørerne.“

„Han er vel død nu?“ spurgte Pelle interesseret.

Stolpe svarede ikke. „Værsgod,“ sagde han kort — „skal vi tage den

Kaffe.“ Otto blinkede til Pelle, her var der nok noget der ikke maatte

røres ved!

Stolpe sad og stirrede ned i sin Kop; men pludselig hævede han Hovedet.

„Der er Ting man ikke forstaar sig paa,“ udbrød han alvorligt — „men saa

meget er vist, at uden Stormesteren dér havde jeg og en hel Masse andre

maaske ikke siddet som gode Familiefædre i Dag. Der var mange kvikke

Hoveder blandt os unge Kammerater — saadan som der jo altid er; men det

har sku ogsaa altid været de begavede som gik i Hundene. For naar man

ikke har noget at bruge det til, gaar man og bliver utaalmodig; og en

Dag begynder man med at hælde Sprut paa Hjærnen for at stoppe Kæften paa

den. Jeg gik jo selv og havde den forbandede Fornemmelse af at der

manglede mig noget — og begyndte saa smaat at hælde paa Lampen. Men saa

var’et at jeg opdagede Bevægelsen — endnu før den var der ku’ jeg næsten

være tosset nok til at sige — det laa saadan i Luften forstaar De nok,

at der ligesom var noget i Anmarsj. Og man støvede som en Hund for at

faa et Glimt af det. Snart hed det sig, var det her, snart dér! men naar

man kom derhen, stod der bare nogle sultne Mænd og raabte i Munden paa

hinanden om noget, ingen Fanden vidste hvad var. Men saa var det altsaa

at Stormesteren traadte frem. Og det var som et Lyn for os, for han

kunde fortælle os paa en Prik, hvad det var der trykkede — skønt han

ikke var af vore Folk! Siden har man ikke behøvet at spørge efter de

bedste Kræfter, for de var at finde i Bevægelsen! Talte den ikke mange —

dem havde den i al Fald.“

„Nu tager den jo Fart,“ sagde Pelle.

„Ja nu — nu mudrer det over det hele! Men hvor er det kommet fra? fra os

gamle Veteraner sku! — fra ham dér!“

Stolpe gav sig til at tale om ligegyldige Ting, men af sig selv gled

Talen igen over paa Bevægelsen; Mand og Kone levede og aandede ikke i

andet. Det var brave retlinede Folk som ganske enkelt delte Menneskene i

to Slags: dem der var for, og dem der var imod. Pelle aandede paa en

egen kraftig Maade i dette Hjem, hvor Luften ligesom var iltet af

Socialisme.

Han lagde Mærke til et massivt Skrin der stod ved den ene Væg paa fine

snoede Ben; det var tæt beslaaet med Metalnagler og lignede et gammelt

Laugsskrin.

„Ja det er Fanen,“ sagde Madam Stolpe men tav forskrækket. Murer Stolpe

rynkede Panden.

„Naa hvad, De er jo en brilliant Fyr!“ sagde han saa. „Dem behøver man

ikke gaa paa Listesko for.“ Han tog en Nøgle frem af et hemmeligt Rum i

sit Skrivebord. „Nu er Faren jo ikke saa stor, men man er alligevel

forsigtig, det er saadan en Rest fra dengang, da det gik haardt til og

Politiet holdt Jagt paa vort Samlingsmærke. Stormesteren kom selv til

mig en Aften med Fanedugen under Kappen. De maa forvare den, Stolpe —

sagde han — De er den paalideligste af os alle!“

Han og Konen foldede den store røde Flagdug ud: „Se det er

Samlingsmærket for Internationale! den ser noget medtaget ud, for den

har været ude for noget har den! Ved Fælledmøderne hvor Militæret var

udkommanderet mod os med skarpe Patroner, vajede den over Talerstolen.

Det var den der holdt sammen paa os, at have den smældende over sit

Hoved var det samme som at sværge til den. Politiet forstod det ogsaa og

vilde have fat i den; de gjorde et Sjok imod den midt under et Møde, men

det blev Løgn! Siden forfulgte de den, og den maatte vandre fra Mand til

Mand. Saadan kom den til mig baade én og to Gange.“

„Ja og en Aften brød Politiet ind og tog Fatter, bedst som vi sad ved

Aftensmaden; de endevendte Lejligheden og slæbte ham i Hullet uden saa

meget som et Ord. Børnene var smaa dengang, saa De kan forstaa det saa

trist ud for mig. Jeg vidste jo aldrig, naar de slap ham ud igen.“

„Ja men Fanen fik de sku ikke!“ sagde Stolpe og lo hjærteligt. „Jeg

havde allerede langet den videre — den var aldrig ret længe ad Gangen

paa ét Sted i de Dage. Nu har den det forholdsvis roligt, Mutter — og vi

andre med!“

De unge stod tavse og stirrede paa denne Fane, der havde været med i saa

meget og var som selve Bevægelsens hede røde Blod. For Pelle rullede en

hel ny Verden sig op. Det var ikke længer saa helt vildt, det der

brændte paa Bunden af ham; mens han gik derhjemme og legede Barnets Lege

eller vogtede Kvæg, havde stærke Mænd allerede taget et Tag og lagt

Grunden til det hele. En ejendommelig Hede straalede ud i ham og steg

til Hovedet. Om det nu havde været ham, der svang den glødende Dug mod

Undertrykkerne — ham!

„Og nu ligger den her i Skrinet og er glemt,“ sagde han mismodig.

„Den hviler bare,“ sagde Stolpe. „Glemt — ja Politiet tror vel ikke den

er til mere. Men stik den paa en Stang, og De skal se Kammeraterne

flokkes om den, gamle og unge. Der er Ild i det Stykke Tøj — og det som

aldrig slukkes!“

De foldede varsomt Fanen sammen og lagde den ned. „Der skal alligevel

ikke snakkes højt om den, forstaar De nok!“ sagde Stolpe.

Det ringede, Stolpe skyndte sig at laase for Fanen og gemme Nøglen, mens

Frederik gik ud og lukkede op. De saá uroligt paa hinanden og stod og

lyttede.

„Det er bare Ellen,“ sagde Frederik og kom ind fulgt af en høj,

mørkhaaret Pige med et alvorligt Væsen. Hun havde Slør ned for Ansigtet,

og foran Munden sad hendes Aande som Perlevæv i Sløret.

„Naa er det Tøsen!“ udbrød Stolpe og lo. „Sikke nogen Tossestreger, vi

blev jo helt nervøse, akkurat som i gamle Dage. Og du er ude paa denne

Tid af Natten, og i det Vejr?“ Han saá kærligt paa hende, man kunde

mærke paa ham at hun var Kæledæggen. At se til var de meget forskellige.

Hun hilste paa Pelle med et bitte lidet Kniks og saá alvorligt paa ham.

Der var noget tækkeligt stilfærdigt over hende, som straks tog ham. Hun

var mørkt klædt, uden noget Tilløb til Pynt, men i solide Sager.

„Vil du ikke have Tøjet af?“ spurgte Moderen og knappede hendes Kaabe

op. „Du er jo helt vaad, Barn.“

„Nej jeg skal straks gaa igen,“ svarede Ellen. „Jeg vilde bare lige

kigge hjem.“

„Det er ellers noget sent,“ brummede Stolpe. „Har du først Fyraften nu?“

„Ja — men det er jo ikke min Fridag.“

„Naa det er det dog ikke? Jo det er et kønt Slaveri — til Kl. elleve om

Aftenen.“

„Saadan er det nu engang Far — det bliver ikke bedre fordi du skælder

mig ud,“ svarede Ellen frejdigt.

„Nej men du kunde lade være at tjene — der er ingen Mening i at vore

Børn skal gøre Tjeneste i Arbejdsgivernes Hjem — vil De ikke give mig

Ret i det?“ vendte han sig til Pelle.

Ellen lo klart: „Det er jo ligemeget — Far arbejder jo ogsaa for

Arbejdsgiverne.“

„Ja vel, men det er noget andet. Fra Klokken det og til Klokken det, saa

og saa meget — færdig! Det andet er Hjemmene; de fra det ene Hjem maa

hen i det andet og tage Skrubbet.“

„Far har jo alligevel ikke Raad til at have mig hjemme.“

„Det ved jeg nok — men jeg kan nu ikke lide det alligevel. Du kunde

ogsaa sagtens finde en anden Beskæftigelse.“

„Jamen det _vil_ jeg ikke — jeg vil have Lov at bestemme over mig selv,“

svarede hun bestemt.

De andre sad tavse og saá frygtsomt paa hinanden. Aarerne i Stolpes

Pande svulmede op, han var blaa i Ansigtet og forfærdelig vred. Men

Ellen sad og saá paa ham med et lille Smil. Han rejste sig og gik

brummende ind i den anden Stue.

Moderen rystede paa Hovedet, hun var ganske bleg. „Barn dog, Barn!“

hviskede hun.

Lidt efter kom Stolpe ind med nogle gamle Blade han vilde vise Pelle.

Ellen stillede sig bag hans Stol og saá hos; hun hvilede Armen paa hans

Ryg og pillede ham tankeløst i Haaret. Moderen trak hende i Kjolen. Det

var illustrerede Blade fra den bevægede Tid.

Klokken slog halvtolv, og Pelle brød forskrækket op; han havde helt

glemt Tiden.

„Tag Tøsen med,“ sagde Stolpe — „I skal jo samme Vej. Ikke sandt Ellen,

saa faar du Følgeskab? Der er ingen Fare ved at gaa med hende — for hun

er hellig.“ Det lød som om han hævnede sig for sit Nederlag. — „Kom

snart igen, De er altid velsét hos os!“

De talte ikke synderligt paa Hjemturen, Pelle var forlegen, og havde en

Fornemmelse af at hun gik og saá ham an — vejede hvad han vel var for en

Fyr. Naar han tog sig sammen til at sige noget, svarede hun kort og saá

forskende paa ham. Alligevel syntes han det var en interessant Tur, og

vilde gærne den havde varet meget længer.

„Tak for godt Følgeskab,“ sagde han da de stod ved hendes Port. „Det

kunde være morsomt at træffes igen.“

„Dersom det er Meningen vi skal træffes, saa sker det jo nok,“ svarede

hun lukket men lod ham beholde sin Haand et Øjeblik.

„Det er det! — vær vis paa det!“ udbrød Pelle lyst. „Men du glemmer nok

at betale for Hjemfølgningen.“ Han bøjede sig hen mod hende.

Hun stirrede forbavset paa ham — med et Par Øjne der stenede ham syntes

han. Saa vendte hun sig langsomt og gik ind.

X

En Dag henad Fyraften gik Pelle ind til Hofskomageren med noget nyt

Arbejde. Lageristen tog det og betalte, gav sig saa til at ekspedere

andre og lod ham staa. Pelle ventede taalmodigt, rømmede sig blot nu og

da. Dette her var saadan en Fremgangsmaade de havde, man maatte tie og

finde sig i det om man vilde have Arbejde. „De glemmer nok mig,“ sagde

han endelig lidt utaalmodigt.

„De kan godt gaa,“ svarede Lageristen. „De er færdig her.“

„Hvad skal det sige?“ spurgte Pelle overrasket.

„Det skal sige det De hører. For Dem er der vinket af — hvis De kan

forstaa det?“

Pelle forstod godt nok, men det var rart at faa Forfølgelsen fastslaaet

i Kammeraternes Paahør. „Er der da noget at udsætte paa mit Arbejde?“

spurgte han.

„De giver Dem for meget af med uvedkommende Ting, min gode Mand. Saa kan

man aldrig passe det man skal.“

„Jeg vilde dog gærne vide, _hvad_ der er at udsætte paa mit Arbejde,“

blev Pelle haardnakket ved.

„For Fanden, det har jeg jo sagt Dem Mand!“ brølede Lageristen.

Hofskomageren kom frem oppe i Døren til Bagværelset og saá sig om; da

han fik Øje paa Pelle, fór han ned mod ham. „Vil De herut, og det

straks!“ skreg han opbragt. „Tror De vi giver Brødet til Folk, der gaar

og undergraver os? Herut af min Forretning Mosjø Fagforeningslem.“

Pelle blev staaende og saá sin Mester ind i Øjnene; han havde mere Lyst

til at lange ham en end lade sig smide ud. „Bare rolig,“ sagde han til

sig selv — „bare rolig.“ Han smilede, men Linjerne i Ansigtet dirrede.

Hofskomageren kredsede omkring ham i en vis Afstand og raabte uophørlig:

„Herut, herut Mosjø! — Aa Lagerist, kald paa Politiet!“

„Der kan I se Kammerater, hvad han dér regner os for,“ sagde Pelle og

vendte sin brede Ryg til Meyer. „Vi er Hunde, ikke andet.“

De stod og saá ned i Disken og lignede Døvstumme i deres Angst for at

tage Parti. Saa gik han.

Han tog Vejen udefter mod Nørrebro, Brystet arbejdede voldsomt paa ham;

Fortørnelsen rasede som et Uvejr i ham og brød sig stødvis Vej gennem

hans Mund. Meyers Arbejde var han for saa vidt ligeglad med; det var

daarligt, og han havde kun brugt det til Udfyldning. Men det var

harmeligt at skulle købe slet Arbejde med sin Overbevisning! Dér stod de

og turde ikke bekende Kulør, skønt det skulde synes tilstrækkeligt, at

man holdt saadan en Kumpan oppe med sit Legeme! Meyer stod som en Mur og

spærrede for al virkelig Fremgang, men Pelle skulde han ikke komme og

slaa til. For saa fik han igen!

Han gik straks ud til Murer Stolpe for at raadføre sig med ham; den

gamle Fagforeningsformand havde megen Erfaring.

„Saa han er af dem der driver aabenlys Slavehandel?“ udbrød Stolpe. „Dem

har vi været ude for før. Færdig her min gode Mand, vi kan ikke bruge

Ophidsere! og saa snart man igen havde lusket sig til et lille Nap —:

Færdig her! Jeg har selv været som en jaget Hund — og hjemme gik Mutter

og græd. Jeg kunde se det paa hende; men naar jeg tog Spørgsmaalet op,

sa’e hun: Hold ud Stolpe, du skal ikke give dig over! — Du glemmer Maden

Mutter! sa’e jeg saa. — Aa Maden, jeg gaar bare ud og vasker! Det var

dengang, nu har Piben allerede en anden Lyd hos os. Nu tar Mestrene pænt

Hatten af for gamle Stolpe! — — Han maa nikkes, tag og blokér Raden!“

Pelle havde ikke noget imod det. „Bare det gaar,“ sagde han. „Vor

Organisation er jo svag endnu!“

„Prøv det allenfals — skade ham kan I altid. Han langer ud efter dit

Brød for at ramme din Samvittighed, saa lang til hans Pengepung igen —

der har han sin siddende! Gavner det ikke andet, saa viser det i al Fald

jer selv, at I ikke er Slavesjæle.“

Pelle sad og snakkede lidt. Han havde saa smaat haabet paa at træffe

Ellen igen, men undsaa sig ved at spørge om hun kom hjem. Madam Stolpe

vilde have ham til at blive og spise til Aften — de ventede blot paa

Sønnerne. Men Pelle havde ikke Tid, han maatte ud og træffe

Forholdsregler til Blokaden. „Saa kom paa Søndag da,“ sagde hun, „saa er

det Ellens Fødselsdag.“

Han vandrede med stærke Skridt ind til Fagforeningens Formand;

Indbydelsen til om Søndagen havde forjaget den sidste Rest af hans

Harme, Udsigten til en Kamp med Meyer satte ham i løftet Stemning.

Formand Petersen var han sikker paa at faa med, hvis han blot var oven

Senge; han havde i sin Tid arbejdet hos Hofskomageren og hadede ham som

Pest. Man sagde, at Petersen havde gjort en snild lille Opfindelse med

en Patentknap til Damestøvler; han forstod sig ikke selv paa at udnytte

Opfindelsen og henvendte sig til Meyer. Men Hofskomageren betragtede

uden videre Opfindelsen som sin Ejendom, da den var gjort af en af hans

Arbejdere; han udtog Patenter og tjente gode Penge paa det, saa ringe en

Ting det drejede sig om. Da Petersen forlangte Andel i Udbyttet, blev

han afskediget fra sit Arbejde. Han selv snakkede aldrig om det, men sad

nede i sin Kælder og rugede over Forurettelsen saa han ingen Vegne kunde

komme. Sin meste Tid havde han ofret paa Fagforeningen for gennem den at

faa Hævn; men der var ingen rigtig Fremgang i det for ham. Han blussede

voldsomt op men manglede Udholdenhed; brystsyg var han ogsaa.

Han kom til at ryste af Sindsbevægelse, da Pelle fremsatte sin Plan.

„Gud Fader om vi kunde faa Ram paa ham,“ hviskede han hæst og knyttede

de magre Hænder, hvori Døden allerede havde lagt mørke Skygger. „Jeg gav

gærne mit elendige Liv for at se den Skurk ruineret. Se denne her!“ han

bøjede sig hviskende frem og viste Pelle en Fil, der sad paa et

forsvarligt Skaft og var slebet spidst til. „Naar det ikke var for

Ungernes Skyld, havde han for længe siden haft den mellem Ribbenene.“

Det stak koldt i hans graa hvileløse Øjne der mindede om Gale Ankers.

„Ja ja,“ sagde Pelle og lagde sin Haand beroligende paa hans — „det er

jo ikke værd at gøre Dumheder. Vi naar kun vort Maal ved at holde fast

sammen.“

„Vil du saa organisere Kampen?“ sagde Petersen. „Jeg dur saa daarligt

til det — og har heller ingen Kræfter. Men blæse Signalet skal jeg nok —

og det saa de vaagner. Saa maa du selv sørge for at holde dem til

Ilden.“

Dagen blev brugt godt, allerede næste Aften var Medlemmerne trommet

sammen til Møde. Petersen holdt sit Ord og lagde flammende for. Han

lignede et Lig endnu efter den sidste Blodstyrtning, Øjnene brændte i de

mørke Huler, han stod der som et Blodvidne for Kampens Nødvendighed.

Blokaden blev enstemmig vedtaget!

Saa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige — nu var det hans Tur. Der

var ingen Penge i Kassen, men hver Mand maatte forpligte sig til at yde

et vist Bidrag til dem der kom til at spasere. Og enhver maatte gøre sit

til at spærre Meyer Tilgang. Dette her maatte ikke være en Donner, som

man fortrød i Morgen naar man vaagnede — det galdt om at være klar over

Vanskelighederne paa Forhaand, og over hvad man gik ind til. Og saa —

tre Gange Hurra for et godt Udfald.

Det medførte Løberi, men hvad! Pelle der sad saa meget, havde ingen

Skade af at komme i Luften! Han tog Natten til Hjælp for at indhente det

forsømte; Arbejde til at erstatte Hofskomagerens med fik han hos

Smaamestre paa Kristianshavn, der sad og havde travlt nu op under Jul.

Allerede Andendagen efter at han var smidt paa Porten stod Meddelelsen

om Blokaden i _Arbejderens_ Fagrubrik. „Tilgang frabedes!“ det var som

en Dagsbefaling udgaaet fra Pelles egen Mund. Han klippede Notitsen ud;

nu og da under Arbejdet tog han den frem og betragtede den. Dette var

ham — skønt det ikke stod noget Sted — Pelle og saa Byens største Mester

der nappedes lidt! Nu kom det saa an paa hvem der var stærkest.

— —

Hos Stolpes kom han ofte — mærkværdig nok traf hans Besøg altid sammen

med at Ellen havde fri. Saa fulgtes de hjem og gik og talte alvorligt.

Der var ingen Storm over nogen af dem — de færdedes som om de havde et

langt Liv foran sig. Sin Hidsighed svalede han i Kampen mod Meyer,

Ellens Væsen var han sikker paa, saa utilnærmelig hun var. Noget i ham

sagde, at hende skulde det være og hende blev det. Hun var en af de

Naturer der har svært ved at sprænge Hylsteret og aabne for Frugten; men

han følte at noget groede for ham inde bag hendes lukkede Væsen, og blev

ikke utaalmodig.

En Aften havde han fulgt hende til Porten som sædvanlig, de stod og

sagde Godnat. Hun gav ham Haanden paa sin kejtede forbeholdne Maade, der

i Grunden lige saa godt kunde betyde Uvilje — og vilde saa gaa op.

„Mon vi skal blive ved at gaa saadan hele vort Liv?“ sagde Pelle

smilende og holdt fast om hendes Fingre. „Du holder jo alligevel af

mig.“

Hun stod lidt, stenhaard i Udtrykket; saa rakte hun ham Munden og

kyssede ham, mekanisk som et Barn kysser — med tæt lukkede Læber. Hun

var allerede paa Vej ind men styrtede pludselig ud, rev ham til sig og

kyssede ham hæftigt, tøjlesløst. Der var noget saa voldsomt, næsten

fanatisk vildt over hendes Handling, at han blev helt fortumlet; han

kendte hende ikke igen. Og da han kom til sig selv, var hun allerede paa

Vej op ad Køkkentrappen. Han stod der blændet som efter en Ildregn, og

hørte hende løbe som var hun forfulgt.

Fra den Dag var hun en anden. Hendes Kærlighed var som Vaaren der

springer ud paa én Nat! hun kunde ikke undvære ham en Dag til Ende; naar

hun var ude og gjorde Indkøb, kom hun løbende op i _Arken_. Hendes Væsen

havde sprængt det træge bort, over hendes Handlinger og Bevægelser var

der Spænding; de kom som smaa Udbrud indefra. Hun talte ikke meget; naar

de mødtes, trykkede hun sig hæftigt ind til ham som for at dulme en

Pine, og skjulte sit Ansigt; tvang han det frem, holdt hun standhaftigt

Øjnene lukkede. Saa aandede hun dybt ud og satte sig hen, sad smilende

og nynnede til hans Tale — og saá paa ham!

Det var som hun fordybede sig i hans indre Væsen; og Pelle der trængte

til at finde og føle sit eget, vandt tryg Glæde ved hendes Selskab. Han

havde i alt hvad der rejste sig om ham famlet efter sin indre Person for

naturlig Støtte, lyttet angst til hvad der steg op derinde fra, og uden

at vide det tvivlet og spurgt. Og nu bekræftede hun noget, saa trygt hun

hang sig ved hans Arm og tav og blot stirrede — til hendes Stirren

vibrerede som et stolt Raab inde i ham selv og han følte sig uendelig

rig. Hun talte jo med noget inde i ham, naar hun stirrede saa tankefuld!

Men hvad hun sagde, fik han ikke at vide — og hvad Svar hun fik. Naar

han rev hende ud af hendes fortryllede Stirren med Spørgsmaal, sukkede

hun blot som en vaagnende og kyssede ham.

Ellen var trofast og uegennyttig, og meget afholdt i sin Plads. Nogen

egenlig Fremfærd syntes der ikke at være i hende; hun længtes efter at

blive hans — det var det hele! Men Fremtiden fødtes paa Pelles egne

Læber af hendes drømmende Stirren, som var det hende der indgav ham de

lyse Ord. Og saa lyttede hun med et fjærnt Smil — som til noget dejligt;

selv lod hun ikke til at skænke den en Tanke. Der var en indre

Hengivelse over hende, der virkede som Undervarme paa Pelle, saa han

stak Hovedet langt frem i Lyset. Det var denne faste Fromhed i hendes

Væsen, der fik Familien til drillende at kalde hende hellig.

Han befandt sig inderlig vel ved at blive optaget i hendes Hjem, hvor

der bag det robuste Københavnerhumør skjulte sig helt patriarkalske

Tilstande. Alting hvilede paa Orden og Ærbødighed for Forældre, især for

Faderen, der havde det afgørende Ord i alle Spørgsmaal og sin egen

Plads, hvor ingen anden satte sig. Naar han kom hjem fra Arbejdet,

kappedes de voksne Sønner endnu om at bringe ham hans Tøfler, og

Hustruen havde altid en ekstra Bid til ham. Den yngste Søn Frederik der

snart havde udlært, gik og glædede sig som et Barn til den Dag, han blev

Svend og skulde drikke Dus med den Gamle.

De beboede en rummelig ny Treværelsers Lejlighed med Pigekammer; for

Pelle der var vant til at se sine Fæller herovre holde til i et Værelse

med Køkken, var det ikke saa lidt af en Oplevelse. Sønnerne havde Kost

og Bolig hjemme, de sov i Pigekamret. Hjemmet var bygget op og holdtes

sammen ved fælles Kræfter. Naar Medlemmerne ubetinget bøjede sig for

Husfaderen, var det ikke af Underkuethed — de gjorde blot som alle

andre. Stolpe var sit Fags Førstemand, en anset Arbejder og Bevægelsens

Veteran. Hans Ord blev af sig selv staaende.

Ellen var den eneste, der ikke respekterede hans Overhøjhed men frejdigt

gav sig til at trætte ham af, ofte uden anden Hensigt end den at sige

ham imod. Hun var Pigebarnet i Familien og Skrabkagen — det benyttede

hun sig af. Undertiden saá det ud, som Stolpe var bragt til det yderste

og vilde knuse hende i sin Fortørnelse; men han underkastede sig altid.

Pelle var han svært glad for, og beundrede i Smug Datteren endnu mere.

„Kan du saa se, der er noget ved Tøsen, Mutter! hun forstaar at vælge

sig Mandfolk,“ kunde han begejstret udbryde.

„Ja jeg skal ikke have noget imod ham,“ svarede Madam Stolpe. „Lidt

bondsk er han jo endnu, men det render han vel nok af sig.“

„Bondsk — han? Nej du kan tro, han ved hvad han vil. Dér har hun sku

fundet sin Overmand!“ sagde Stolpe triumferende.

I de to Brødre fandt Pelle et Par trofaste Kammerater, der ikke var fri

for at se op til ham.