VIII

_Arken_ laa hen som en tung graa Masse nu; der var mørkt altid,

Efteraarslyset kunde ikke naa ned. I det indre af Massen rugede

bestandig bælgmørk Nat; de der holdt til dér maatte lytte sig frem som

Muldvarpe. Mørket bar Lyde frem som ikke kunde gøre sig gældende i

Sommerlyset; der lød en ustanselig Mudren ud, af Væsner som færdedes

halvt i Blinde. Naar Søvnen for en Stund tog det, afslørede

Nattestilheden endnu en Verden; Væggetøjet brød sig hørligt Vej under de

gamle Tapeter, Rotter og Mus og Træorme arbejdede omkap; Mørket lugtede

helt krydret af det dryssende Ormemel. Overalt i den gamle Kage

arbejdede Opløsningen ved tusend Smaadyrs Hjælp. Undertiden blev det til

en voldsom Lyd der vækkede Pelle, naar en eller anden Bjælke var

undergravet og faldt ned i nyt Leje. Saa vendte han sig om paa den anden

Side.

Naar han var ude om Aftenen lagde han gærne Vejen om ad Strøget for at

faa Del i Lysglansen; Butikkernes rige Luksus holdt noget vaagent i ham,

der lod sig drage styrkende Sammenligninger mellem her og dér. Naar han

kom fra den oplyste By ud i sit eget Kvarter, laa Smøgerne som hæslige

Afløb for Mørket, og _Arken_ ragede uhyggelig op mod Nattehimlen som et

tungt Bjærg. Skumle Kælderaabninger førte ned i Bjærgets Rødder, og

dernede i de mørke Indvolde færdedes gustne snavsede Skabninger med en

osende Lampe. Det var alle dem der levede af _Arkens_ Elendighed,

Jærnhandlere, Marskandisere, og Aagerkarle der laante Penge ud mod

haandfaaet Pant. De gik sky og rodede mellem besynderlige Dynger; Mørket

havde slaaet sig i dem, Pelle maatte altid tænke paa de _Underjordiske_

derhjemme. Saadan havde Klippens Fod aabnet sig for ham i hans Barndom,

og han havde gysende set Dværgene pusle om mellem deres forbandede

Skatte. De gik her som graadige Trolde, pillede Grundlaget bort under

_Arkens_ sorgløse Væsner saa de en Dag faldt ned i Kælderen — og aad dem

med Hud og Haar. Den onde Side af Æventyret var i al Fald ingen Løgn!

— — —

En Dag i Mørkningen krængede Pelle Arbejdet af sig og gik ud for at

missionere, Pipmanden var faldet ned fra Hønsestigen i en stor Donner

for nogle Dage siden, og nede i Gaarden laa Kvarterets Unger rundt om

Stedet hvor han slog sig ihjæl, og lyste med Svovlstikker. De kunde

tydelig se et mørkt Aftryk af Form som et Menneske og var meget optagne.

Uden for Tøndegangen stansede han ved Marskandiserskens Kældervindu —

Pipmandens Værktøj laa udstillet i Vinduet. Aha, hun havde faaet Klo i

det ogsaa! Hun gik dernede og rodede, skurvet og fæl at se til, gumlede

paa et uappetitligt Stykke Mad og jog sammen ved hver Lyd oppe fra — af

Angst for sine skidne Penge. Pelle trængte til et nyt Hælejærn og gik

ned og købte Pipmandens, han maatte slaas med hende om Prisen.

„Naa, har De saa tænkt over mit Forslag?“ spurgte hun da de havde

handlet.

„Hvad for et Forslag?“ Pelle lod uvidende.

„At De skulde lade det Lappeskomageri fare og være mig til Hjælp i

Forretningen.“

Naa det! Nej Pelle var ikke helt færdig med at tænke over det.

„Da skulde én ikke synes der var meget at betænke sig paa. Jeg har budt

Dem mere end De kan tjene ellers, og meget at bestille er her ikke, da

jeg holder en Mand til at hente og bringe Sagerne. Det er mest for at

have en mandlig Medhjælp; jeg gamle Kvindfolk gaar saa alene her. Og De

er saa paalidelig ved jeg jo!“

Hun trængte til nogen der kunde forsvare alle hendes Tusender, som hun

gik og gemte omkring i Kælderrummene. Pelle vidste det nok — hun havde

været ude efter ham før.

„Jeg egnede mig vist ikke til at leve af andres Elendighed,“ sagde han

leende. „Kanske slog jeg Dem ihjæl og gav alle Grunkerne til de

Fattige.“

Marskandisersken stirrede et Øjeblik forfærdet paa ham. „Fy hvor var det

stygt sagt,“ udbrød hun gysende, „det ligner ikke Deres gode Sind at

spøge med saadan noget. Nu tør jeg ikke være her i Kælderen, naar De er

gaaet! Hvor kan De dog spøge saa raat med Liv og Død; her gaar jeg med

Livet i Hænderne Nat og Dag og ejer dog ikke det Gud la’r skabe — det

ved den Levende jeg ikke gør, det er bare Sludder! Og dér gaar Alverden

og glor paa mig som om de vilde sige: Jeg slog dig gærne ihjæl for dine

Skillinger, du! Ogsaa derfor vilde jeg gærne have et paalideligt

Menneske i Forretningen, for hvad nytter det jeg ingenting ejer, naar

enhver tror det? Og her er saa mange Døgenigte i Kvarteret, som gærne

kunde falde paa hvad som helst.“

„Ejer De ikke noget, saa vær De bare rolig,“ sagde Pelle drillende. „En

tom Mave plejer ikke at give onde Drømme.“

„Ejer, ejer — naturligvis ejer én altid lidt! Og Pelle,“ — hun bøjede

sig fortroligt over mod ham med et smiskende Udtryk — „nu kommer Mary

snart hjem, kanske allerede til Sommer. Hun har tjent saa meget derovre

at hun kan leve, og staar i sin bedste Ungdom endnu — hvad siger du til

det? I det sidste Brev beder hun mig se efter en Mand til hende — han

skal bare være køn, for hun har jo Penge nok til begge to. Saa vil hun

have stor Lejlighed inde i den fine By og egen Ekvipage — og bare leve

for sin smukke Mand; hvad siger du til det, Pelle?“

„Ja det maa der jo tænkes over,“ svarede Pelle, han var i overdaadigt

Humør.

„Tænkes over? kan der være noget at betænke sig paa. Mangen fattig Greve

tog saamænd mod det Tilbud med Kyshaand, om man havde ham her.“

„Men jeg er ingen Greve — og nu maa jeg af Sted.“

„Vil du saa ikke se Billederne af hende da?“ Den gamle gav sig til at

rode i en Skuffe.

Nej Pelle stak bare af. Han havde tidt nok set disse Billeder,

tilsmudsede af Kælderluften og Kællingens ækle Hænder, der gengav Mary,

snart svaj og stribet som en Tigerkat syngende paa den fine Varieté i

St. Petersborg, snart nøgen i en Kaabe af hvidt Pelsværk alene mellem en

Flok russiske Officerer — Fyrster sagde den gamle det var. Der var ogsaa

et Billede fra _Akvarium_, hvor hun svømmede nøgen mellem sælsomme

Planter i en stor Glasbeholder, uden andet paa end Guldskæl og

Diamantsmykker. Der var god Krop i hende — det kunde han nok se; men at

hun kunde fordreje Hovedet paa stenrige Fyrster og blokke dem for

Tusender blot ved at klæde sig nøgen begreb han ikke. Naa, og _han_

kunde altsaa faa hende til Kone nu — og faa alt det for’et, som hun selv

havde skrabet ind! Det var forresten meget festligt!

Han gik rask ind gennem Strøget. Det smaaregnede. Lyset fra Lygter og

Butikker straalede igen i Brolægningens Væde; der var en festlig Glans

over Gaden. Han gik frem med en Fornemmelse af at hans Sind var løftet

ud af Hverdagen: Den skidne Kælling der snyltede paa _Arkens_

Elendighed, og avlede en pragtfuld Datter som sugede sig fast paa

Rigdommen! — og saa til sidst han Pellepøjken med Svinelykken, som en

Slags „Krøllet Dreng“ oven paa det hele! Det var da engang det saa

længselsfuldt ventede Æventyret! Han hævede Hovedet og lo. Pelle der

ellers blev besk af Forsmædelsen, havde faaet Sans for Livets

Guddommelighed.

Turen i Aften galdt Rabarberkvarteret; Pelle havde en Liste at gaa frem

efter og afsøgte hvert Kvartér for sig, for at undgaa unyttigt Rend. Han

tog først en Skomagersvend i Smedegade; det var en af Meyers faste Folk,

og han belavede sig paa en haard Dyst. Manden var ikke hjemme. „Men De

kan godt melde ham ind,“ sagde Konen. „Vi har talt om det i den senere

Tid, og er kommet overens om at det er det rigtigste!“ Det var en Kone

efter Pelles Hoved; mange nægtede Manden hjemme naar de fik hans Ærende

at vide, eller smækkede Døren i for ham; de var kede af hans Rend.

Han var oppe forskellige Steder i Gartnergade, Slotsgade og paa

Nordvestvej, inde over Baggaarde og op ad mørke snævre Trapper til

Kvistene eller ned i Kælderne. Overalt samme Fattigdom; det var altid de

daarligste Huller Skomagerne logerede sig ind i. Noget Resultat gav det

ikke; nogle var flyttet eller Adressen var gal, andre vilde bestemme sig

eller sagde rent ud nej. Hos de vaklende lovede han sig selv at komme

igen — dem skulde han nok faa bearbejdet; de andre mærkede han sig og

gemte af Vejen til bedre Tider — deres Dag skulde ogsaa nok komme! Han

blev ikke nedslaaet af at gaa forgæves men glædede sig ved den ene.

Dette her var et Taalmodighedsarbejde, og Taalmodighed var det eneste

han altid havde haft rigeligt af.

Han drejede om i Jægergade og steg op i en Kaserne, helt op til Taget og

bankede paa. En høj mager Mand med tyndt Fuldskæg lukkede op, det var

Peter, hans Lærekammerat hjemme fra. De kom straks i Snak om Læretiden

og Værkstedet derhjemme med alle de snurrige Kumpaner; Mester Jeppe var

der ikke mange gode Ord at sige om, men Mindet om Unge Mester fyldte dem

med Varme. „Jeg har tænkt meget paa ham gennem Aarene,“ sagde Peter,

„han var ikke noget almindeligt Menneske — derfor maatte han dø.“

Der var noget fortænkt over Peter, og hans Hule gjorde Indtryk af

Ensomhed; ingenting mindede om den løse Fyr, der altid skulde ud og

bisse. Men inde i hans sammenknebne Øjne luede der noget opsætsigt;

Pelle sad og grundede paa hvad det var ved ham. Han havde dette blegede

Udtryk som havde han skiftet Ham; men til de Hellige hørte han efter

Talen at dømme ikke.

„Hør Peter, hvordan er det — hører du egenlig til vore?“ spurgte han

pludselig.

Der gik et skarpt Smil over Peters Ansigt: „Til vore — det lyder lige

som naar der spørges: Kender du Jesus? — Er du blevet Missionær?“

„Det maa du gærne kalde det,“ svarede Pelle frejdigt — „naar du saa vil

melde dig ind i Organisationen. Dér savner vi dig.“

„Jeg savnes vist ikke, — jeg tror ikke et Menneske savnes, naar bare han

forretter sit Slid. Nu har jeg prøvet det hele, baade Kirken og

Sekterne; men der er ingen der har Brug for et Menneske. De vil have en

Tilhører mere, og en de kan tælle med. Det er ens over det hele.“ Han

sad og saa fortænkt frem for sig, pludselig slog han med Haanden som

jagede han noget til Side. „Jeg tror ikke paa noget mere, du Pelle! der

er ikke noget som er værd at tro paa.“

„Tror du da heller ikke paa de Fattiges Oprejsning? Du har ikke prøvet

at gaa til Bevægelsen?“ spurgte Pelle.

„Hvad skulde jeg dér? Det er jo bare mere Mad de vil — og den Smule Føde

jeg trænger til faar jeg nok. Men kan de faa mig til at føle jeg er et

Menneske — ikke blot en Maskine der kræver lidt mere Smørelse. Jeg vil

lige saa gærne være en mager Hund som en fed.“

„Det kan de vel nok,“ svarede Pelle overbevisende. „Naar vi staar

sammen, maa de respektere den enkelte ogsaa og høre efter hans

Fordringer. Fattigmand faar sit Ord med i Laget du!“

Peter rørte utaalmodigt paa sig: „Hvad gavner det mig, om jeg kan prygle

Folk til at se paa mig? — det er mig knusende ligegyldigt! Men ser de

paa mig af sig selv du? — og siger ved sig selv: Se der gaar ogsaa et

Menneske skabt i Guds Billede, og tænker og føler sit eget lige som jeg!

— Det er det jeg vil ha’e.“

„Jeg begriber ærlig talt ikke, hvad det er du vil med dit _Menneske_,“

sagde Pelle ærgerligt. „Er det noget at rende Hovedet mod Væggen for,

naar der ligger fornuftige Ting og venter. Lad os organisere os — og se

at komme ud af Slaveriet! Saa siden kan enhver more sig som han vil.“

„Naa ja ja, naar det er saa let at komme ud af Slaveriet, saa hvorfor

ikke — meld du mig bare ind,“ sagde Peter med en svag Antydning af

Ironi.

„Tak for det, Kammerat!“ udbrød Peter og rystede glad hans Haand. „Tag

saa og gør noget for Sagen.“

Peter saa sig forladt om. „Det er et ækelt Vejr du er ude i,“ svarede

han blot og lyste ham ud.

Pelle gik langs Kapelvej over mod Nørrebro, han vilde over og hilse paa

Morten. Blæsten jog Løvet langs Kirkegaarden og piskede Slagregnen i

Ansigtet paa ham; han holdt sig tæt ind under Kirkegaardsmuren for Læ og

skød Hovedet frem mod Vejret — han var i fortræffeligt Humør. Det var to

nye til, nu battede det efterhaanden! En sær Patron var Peter blevet;

det Ord Menneske, Menneske blev ved at hakke meningsløst inde i Pelles

Øre. Naa, han fik ham da paa Listen!

Pludselig hørte han lette løbende Trin bag sig, en Mandsskikkelse kom op

paa Siden af ham og stak ham en lille Pakke i Favnen uden at sagtne sin

Fart. Lidt fremme blev Skikkelsen borte; det forekom ham at den

forsvandt over Kirkegaardsmuren.

Han stansede under en Lygte paa Nørrebrogade og undersøgte forundret

Pakken; den var forsvarlig bundet til med Sejlgarn. „Til Mor,“ stod der

paa den med klodset Skrift. Pelle grundede ikke længer; gennem det Ord

Mor hørte han tydelig Ferdinands rustne Stemme. „Nu bliver Madam

Frandsen glad,“ tænkte han og stak Pakken i Lommen; den sidste Uges Tid

havde hun ikke haft noget Bud fra Ferdinand, han turde nok ikke vove sig

ud paa Kristianshavn mere. Han fattede ikke, hvordan Ferdinand var

kommet paa Sporet af ham. Mon han skulde holde til herude i

Rabarberlandet?

Morten sad og skrev i et tykt Hæfte, han lukkede det hastigt da Pelle

kom ind.

„Hvad er det?“ udbrød Pelle og vilde aabne Hæftet — „skriver du i

Skrivebog endnu?“

Morten lagde forvirret sin Haand paa Hæftet. „Naa forresten,“ sagde han

med ét, „du kan godt faa det at vide — jeg har skrevet et Digt! Men du

skal lade være at sludre om det.“

„Læs det for mig du!“ bad Pelle.

„Jamen du skal love mig at tie stille med det. Ellers tror de andre bare

jeg er halvtosset.“

Han var helt undselig og læste stammende. Det var et Digt om de Fattige,

der bar det hele i deres oprakte Arme og resigneret saá paa, at de

deroppe gjorde sig til Gode. Det hed: Lad dem falde! — og de Ord kom

igen som Omkvæd i hvert Vers. Og da Morten nu var i Aande, læste han

ogsaa en lille stilfærdig Historie om Fattigfolks Kamp for Brødet.

„Det er nu knusende storartet!“ udbrød Pelle begejstret — „det er vældig

godt du! Jeg begriber bare ikke, hvordan du faar det sat sammen — især

Versene. Men du er nok Digter — det har jeg forresten altid troet; for

der er noget underligt ved dig. Dine egne Meninger har du — og du holder

heller ikke af at lade dig klippe! — Men hvorfor digter du ikke noget

stort og spændende som er værd at læse; det om os er der ikke noget

interessant ved.“

„Det synes jeg nu netop!“

„Nej det begriber jeg ikke. Hvad kan en fattig Fyr vel opleve?“

„Saa tror du ikke paa det store da?“

Jo det gjorde Pelle nok: „Men derfor bliver vi da ikke med én Gang til

Herligheder.“

„Du vil læse om Grever og Baroner,“ sagde Morten. „Saadan er I alle, jer

selv opfatter I alligevel som noget Rak, naar det kommer til Stykket. Jo

I gør, men I ved bare ikke af det! Det er Slavenaturen i jer, saadan ser

de højere Samfundslag paa jer, og saa gør I det uvilkaarlig selv ogsaa.

Ja lav bare Ansigter, for sandt er’et! I gider ikke høre noget om eders

Lige, for I tror saamænd ikke der kan komme noget fra den Kant! Nej det

skal være fint — bare fint! Helst spyttede man jo paa Fortid og Forældre

og rykkede selv op i det fine; og da det ikke kan lade sig gøre,

forlanger man det af Bøgerne.“ Morten var gal i Hovedet.

„Hov hov,“ sagde Pelle beroligende, „saa slemt er det vel heller ikke.“

„Jo det er!“ udbrød Morten hæftigt. „Og ved du hvorfor? Fordi I ikke har

forstaaet endnu, at Mennesket er helligt, saa det er lige meget hvor det

færdes!“

„Er det helligt?“ sagde Pelle leende. „Jeg er da ikke hellig — jeg

troede heller ikke du var.“

„Jeg vil haabe for dig at du ogsaa er det,“ sagde Morten alvorligt. „For

ellers er du ikke anderledes end en Hest eller Maskine der gør et Stykke

Arbejde.“ Saa tav han med en Mine som var der snakket nok om den Ting.

Mortens lukkede Udtryk gjorde Pelle alvorlig. Han kunde nok paa Dril

lade som det var noget Sludder, men Morten var en af dem der saá indad —

her var kanske igen noget han ikke forstod!

„Jeg ved godt, at jeg er en Klovn sammenlignet med dig,“ sagde han

godmodigt. „Men derfor behøver du ikke straks at blive gal i Hovedet. —

Kan du forresten huske Peter, som stod i Lære hos Jeppe sammen med din

Bror Jens og mig? Han er herovre — jeg traf ham før. Han spekulerer

ogsaa saadan indad; men kan ikke finde Bund i det saadan som du! Han

troede paa ingen Verdens Ting, og skidt var det med ham. Han vilde have

godt af at tale med dig.“

„Jeg er jo ikke Profet — det er du snarere,“ svarede Morten ironisk.

„Derfor kunde du maaske nok give ham et godt Ord. — Nej jeg er ikke

andet end Fagforeningsmand, og det forslaar ikke.“

Paa Vejen hjem grundede Pelle ærligt paa Mortens Ord, men maatte opgive

at trænge ind bag dem. Nej han havde ingen Trang til at omgive sin

Person med nogen Slags Hellighed eller Glorie; han var bare en sund Krop

og trængte til at virke!