„Aa, tror du ikke godt jeg ved! — Men ved du, hvad Konerne siger om dig?
At du er ikke noget Mandfolk, ellers kunde du have givet Hanne et Klip i
Vingen.“
Pelle stirrede forundret paa hende, han sagde ikke noget, men saá blot
paa hende og rystede paa Hovedet.
„Hvad glor du paa?“ spurgte hun og stillede sig udfordrende op foran ham
„— tror du maaske ikke, jeg siger hvad jeg vil for dig? Lad være og glo
siger jeg dig, ellers faar du én!“ hun var brændende rød i Hovedet af
Skamfuldhed. — „Skal jeg sige noget der er meget værre, siden du glor
paa mig med det Fjæs, hvad? Jeg tør godt.“ Hendes Stemme var haard og
hæs, hun var helt vild af Arrigskab.
Pelle følte godt, at det var Skammen der sled i hende; hun maatte have
Lov til at løbe Linen ud. Han tav men tog ikke sit bebrejdende Blik væk
fra hende. Pludselig spyttede hun ham i Ansigtet og løb ind til sig selv
med en ond Latter.
Derinde slog hun en Stund haardt med Tingene og faldt saa til Ro, gennem
Stilheden kunde han høre hende hulke sagte. Han gik ikke derind. De
havde taget saadanne Tørn før, og han vidste, at hun Resten af Dagen
skammede sig over sig selv og led ved at skulle se ham i Ansigtet. Den
Følelse vilde han ikke krænke.
Han klædte sig om og gik ud.