Det blev en Tid med Fester, det Efteraar.
Hans Højhed Arveprins Ernst Georg blev forlovet med sin Kusine,
Erkehertuginde Elisabeth og blev gift i Oktober. Formælingen fandt
Sted i Wien.
Hans Højhed Hertugen og Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina kom til
Wien Dagen før Brylluppet.
Erkehertuginde Elisabeth var blond, tynd som en Bønnestage og i
rosarødt. Hun lod sig kysse af Hans Højhed Hertugen to Gange paa
Munden og af Prinsesse Maria Carolina paa begge Kinderne.
Hun smilede uafbrudt, sagde sine franske Fraser, som om de var lært i
en "Parleur", og klemte altid Overlæben ned for at skjule over et Par
store Hugtænder.
Efter Familietaflet hos Deres kejserlige Højheder
Erkehertug-Forældrene sad man i det dagliga Gemak.
Hans Højhed Arveprins Ernst Georg underholdt sin Brud bøjet ned over
hendes Broderi.
Prinsesse Maria Carolina saa' i en Akvarelmappe tæt ved. Hun led ved
at høre de forlovedes knappe Sætninger, som kom med lange Pavser,
forbindtlige og indholdsløse.
Maria Carolina saa' paa Akvarellerne som gennem et Slør. Hendes Hjerte
var saa fuldt og saa beklemt.
Ved Kaffen havde Erkehertuginde Elisabeth staaet et Øjeblik i en
Vinduesfordybning. Maria Carolina gik hen til hende.
Erkehertuginde Elisabeth smilede, og de stod lidt ved Siden af
hinanden og pillede ved den samme store Plante.
Saa tog Maria Carolina Erkehertuginden i Haanden:
-Tror De nu--det kom paa tysk stakaandet og bevæget--at De bliver
lykkelig? sagde hun.
Erkehertuginde Elisabeth fo'r sammen, ganske skræmt, og løsnede sin
Haand.
-_Mais oui--cousine--je suis bien heureuse_, sagde hun.
Prinsesse Maria Carolina traadte et Skridt bort, og nogle Øjeblikke
stod de ved Siden af hinanden og saa' tavse ud i Palaishaven.
--Klokken ti trak Herskaberne sig tilbage til deres Gemakker.
Hans Højhed Arveprinsen sagde "Godnat" oppe i Hans Højhed Hertugens
Appartement.
Hans Højhed havde sagt Godnat til Hertugen og vendte sig til
Prinsesse Maria Carolina:
-Godnat--Mis, sagde han.
-Godnat.
Prinsesse Maria lagde sin Haand ned paa hans Arm: Ernst Georg, sagde
hun. Det lød som i Angst.
Arveprinsen tog sin Søsters Haand i de stod og saa' stille paa
hinanden et Øjeblik.
-Godnat, Maria Carolina, sagde han.
Prinsesse Maria Carolina vendte sig. Hun hørte hans Sabel klirre bort
over Tæppet.
Hans Højhed Hertugen slog Kortene haardt ned mod Spillebordet.
Hans Højhed ventede paa sit Parti Piqué før han gik tilsengs.
-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed.
Prinsesse Maria Carolina tog Plads og Hans Højhed blandede Kortene.
* * * * *
Den næste Dag om Middagen fandt Vielsen Sted i Hofburg-Kapellet.
Hendes kejserlige Højhed Erkehertuginde Elisabeth bar Ceremoniellet
med et lykkeligt Smil.
Efter Bryllupsfrokosten tog det nygifte Par Afsked. Den høje Brud var
i en Rejsedragt af sart lysegraat med Kapothat, besat med smaa
Rosenknopper.
Hun blev kysset paa Kinderne af alle Herskaberne.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod i Vinduet og saa' ned i
Palaisgaarden, da de skulde køre bort.
Arveprinsen førte sin Brud ned ad Trappen mod Vognen. Erkehertuginden
hilste smilende til Lakajerne, der var stillet op _en haye_.
Saa satte et Par store Mynder halsende hen over Gaarden og fo'r op af
Bruden.
Hun løsnede Armen af Arveprinsens og omfavnede Hundene. De blev ved at
halse og lagde Forpoterne helt op paa hendes Bryst. Hun lænede sit
Hoved ned mod Hundenes Hals og blev staaende med de store Dyr.
Da den høje Brud kom op i Vognen, græd hun med Ansigtet ned i sit
Lommetørklæde.
Hestene stampede, og Palaisporten blev lukket op og blev lukket i.
Det høje Par var borte.
* * * * *
En Maanedstid efter behagede det Hans Højhed Hertugen naadigst at
kalde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina til Abbedisse i det
adelige Frøkenloster i Eisenstein.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina holdt sit Indtog i Klostret
efter gammel Sæd.
Unge Piger strøede Blomster paa Banegaarden med Arme saa røde i
Kulden, saa de saa' ud som de var skoldede. Brandkoret blæste paa
Horn og dannede Æresvagt.
Efter Indtoget var der Gudstjeneste i Klosterkapellet.
Stramme sad de gamle Damer i deres Ordensdragt langs Kirkestolene.
Frøken von Salzen var ledet ind af den lille Priorinde: det blev
stadig ringere med Naaden von Salzen; nu var Øjenlaagene blevet lamme,
saa de næsten helt faldt til.
Præsten talte over Ordet: "Og jeg vil give Eder min Fred i al
Evighed".
Ind gennem Prædikenen hørte man den gamle Frøken von Salzens:
Aa--ja--aa ja, hen gennem Kapellet.
Efter Gudstjenesten var der Kur i Ordenssalen.
Abbedissens Stol stod under en Baldakin med det hertugelige Vaaben.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stedte Damerne til Haandkys.
De gamle Damer rokkede frem en for en og nejede og bøjede Hovedet over
Hendes Højheds Haand. Hun sittrede lidt, naar hun følte de gamle,
kolde Læber mod sin Haand.
Hendes Højhed blev ved at smile, og hun saa' de gamle Frøkener ryste
videre, rokkende paa de graa Hoveder.
Hun hørte gamle Frøken von Salzens uafladelige: "Aa ja--aa--ja" og
bøjede Hovedet op og ned og blev ved at føle Læberne mod sin Haand.
Rigsgrevinden af Waldeck, Priorinden, gik frem over Gulvet mod
Baldakinen. Hun bar Klostrets Nøgler paa den røde Pude.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina syntes, Gulvet gik i Bakke og
Dal, da hun bøjede sig ned og berørte de gyldne Nøgler.
Halvt i Knæ modtog Priorinden dem igen. Hendes lange Sørgeslør flød
ned over Puden og dens Nøgler.
-Aa ja--aa ja, hørte man Gamle Salzens stille Selvsnakken gennem
Salen.
Brandkoret faldt ind nede fra Gaarden. De blæste Bryllupsmarschen af
"En Skærsommernatsdrøm" paa syv Horn.