Hendes Højhed sad lænet tilbage i sin Krog med Hovedet støttet i sin
Haand—-Hendes Højheds Bog var gledet ned og laa paa Tæppet-—; hun
havde ikke hørt Kammerpigen gaa med Døren.
Hendes Højhed lod Haanden synke ned og fo'r sammen. Det var jo blevet
ganske mørkt.
-Er der nogen? sagde hun.
-Det er mig, Deres Højhed, sagde Kammerjomfruen.
-Aa ja—-Hendes Højhed stod op-—det er jo blevet sent. Det er den høje
Tid....
-Vil De tænde Lysene — her paa Kaminen ... Saa kommer jeg straks.
Hendes Højhed saa' efter Kammerpigens Haand om Lysene: Hvad er
Klokken? sagde hun. Det er sent.
-Syv, Deres Højhed....
-Syv—-allerede ... Godt, jeg kommer straks....
Kammerjomfruen havde tændt og gik.
Hendes Højhed saa' i Spejlet, om nogen kunde se, at hun havde grædt.
Hun støttede et Øjeblik Hovedet i Haanden foran Kaminspejlet, før hun
vendte sig og gik.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blev klædt paa. Hun var i
Burgunderrødt med Kniplinger.
Klokken halvni tog de høje Herskaber bort til Hoffesten paa det
italienske Slot.
* * * * *
Hr. og Fru Pöllnitz var for første Gang ved Hoffet. Hr. von Pöllnitz
kunde anse det for sikkert, at han fra den første September var ansat
som Intendant.
Hr. von Pöllnitz havde aldrig været saa bevæget. I otte Dage havde han
bukket foran alle Spejle med aimable Smil.
Han begyndte sin Paaklædning Klokken seks. Hr. von Pöllnitz maatte gaa
til og fra. Hans Mave taalte ikke saadanne Sindsbevægelser. Hr. von
Pöllnitz havde Kolerine.
Han stod i Seler og spejlede sine Ben: Det er en stor Fejl, at det
ikke er Hofdragt med Knæbukser, sagde Hr. von Pöllnitz.
-Men det kommer--det vil komme dertil ... Hr. von Pölnitz spejlede
begge sine Lægge.
-Det kommer--man maa jo dog--Hr. von Pöllnitz saa' begge
Læg-Rundingerne--en Gang igen--tillade os at have Fantasi....
Hr. von Pöllnitz forklarede ikke, hvad han mente. Han faldt hen.
-Om du var færdig, Pöllnitz, sagde Fruen. Hun kunde aldrig komme
frem. Hr. von Pöllnitz's besværlige Legemsdel var frygtelig
fremtrædende, naar han var i Benklæder og Skjorte.
Hr. og Fru von Pöllnitz kom i Vognen.
-Ja ... men--Mariane--hva' si'er man nu til Højhederne--det--....
-Naar Du blot indskrænker dig, David--til det mindst mulige....
Hr von Pöllnitz sad lidt.
-Mariane, sagde han, efter to Sæsoner maa man give mig Korset.
* * * * *
Selskabet ventede paa de høje Herskaber i "Arveprinsens Sal".
De første i Rangen stod i Rad fra Dør til Dør. De øvrige trippede
bagved som Faar i en Fold. Fru Hofapothekeren var i Citrongult med
Bregnekrans om Nedringningen.
-Ved Gud--om det er anstændigt, havde Fru Hofapothekeren sagt til
Sypigen, da hun blev klædt paa.
Fru Hofapothekeren vilde have Kniplingsfichu.
-Hof er Hof, Deres Naade, sagde Syjomfruen; hun lagde Bregnerne i
Spids paa Fru Hofapothekerens Ryg.
-Derfor behøver gamle Kærlinger ikke at vise Flæsk, sagde Fru
Hofapothekeren.
Syjomfruen blev saa forfærdet, at hun stak Fru Hofapothekeren.
Syjomfruen tog aldrig saadanne Ord i sin Mund.
Fru Hofapothekeren viste paa Ballet en Fylde af salomoniske
Yndigheder.
Hun stod i Arveprinsens Sal ved Siden af Hr. von Pöllnitz. Hr. von
Pöllnitz betroede Fru Hofapothekeren Tilfældet med sin Mave.
-Frygteligt generende, kære Ven, frygteligt generende ... Og #hver#
Gang, jeg spiller en ny Rolle....
Fru Hofapothekeren havde Draaber med sig i Lommen.
-Jeg ta'er altid med mig en lille Flaske, sagde Fru Hofapothekeren.
Man véd aldrig, hvad det kan blive godt for....
Hr. Pöllnitz tog Koleradraaber i en Krog.
* * * * *
Hofmarschallen slog tre Slag med sin Stav, og Døren gik op: de høje
Herskaber traadte ind med Hofstaterne. Der blev ganske stille, alle
nejede og bukkede paa Højhedernes Vej gennem Salen.
Hr. von Pöllnitz var kommet i første Rad ved Siden af Eksellencen
Curth. Højhederne kom forbi.
Hr. von Pöllnitz' Legemsdel havde aldrig staaet saa højt ivejret.
Hans Højhed talte til Eksellencen Curth.
-Ganske vist, sagde Hr. von Pöllnitz.
-Er De der, min gode Pöllnitz, sagde Hans Højhed Hertugen. Og Rækken
nejede videre ligesom dukket under en vellugtende Duche paa
Herskabernes Vej.
Hans Højhed Hertugen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hen
til hendes Plads i den grønne Sal.
Hendes Højhed Prinsessen gav Kur for de tilstedeværende Damer.
Hofmarschallen ventede ved Siden af Hendes Højhed. Da Kuren var endt,
behagede det Hendes Højhed at engagere Hr. Oberstlieutenant Grev von
Dürchfeld til den første Kvadrille.
Festen tog det ved vort Hof sædvanlige pragtfulde Forløb, skrev
"Dagbladet".
Et lille Uheld omtalte Bladet dog ikke.
Ud paa Aftenen beviste Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina Hr.
Hofskuespiller Pöllnitz den Ære at byde ham op til en Vals.
Hr. von Pöllnitz satte Pladen skævt af lutter Bevægelse.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var meget naadig mod Hr. von
Pöllnitz. Hendes Højhed underholdt sig med Hr. von Pöllnitz i sytten
Minutter.
-Nu havde Hr. von Pöllnitz jo overtaget Kong Filips Rolle?....
-Ja--og Hr. von Pöllnitz bukkede--ja, vi bliver alle gamle, Deres
Højhed, sagde han.
Hendes Højhed smilede: Ja, sagde hun, og stod et Øjeblik og saa' ud i
Salen.
-Ja--det er sandt.
Hendes Højhed kunde saamæn huske Hr. von Pöllnitz som Don Karlos ...
Siden havde Hr. von Pöllnitz spillet Markis Posa....
-Ja ... saa Deres Højhed husker....
-Det var sammen med dette unge Menneske--hvad hed han nu?--han var
her kun saa kort....
-Hr. Kaim....
-Rigtig--ja ... Han havde vist meget Talent ... Hører man noget om ham
nu?
Hr. von Pöllnitz skød Skuldrene op: Deres Højhed--han #kaldes# en
Storhed--i Berlin. Hr. von Pöllnitz bukkede lidt paa skævt.
Man kunde tro, der kom lidt rødt paa Hendes Højheds Kinder. Men maaske
var det kun Skæret fra den burgunderrøde Robe, da hun bøjede Hovedet.
-Ja saa-—saa han har gjort Karriere, sagde Hendes Højhed. Hun gav Hr.
von Pöllnitz Armen til Vals.
Saa var det, det skete. Hr. von Pöllnitz forstod det ikke; men det
#skete#. Hr. von Pöllnitz væltede med Hendes Højhed i Valsen, midt
under Lysekronen.
-Min Go'e--hvad kan man vel vente, naar man danser med Komedianter,
sagde Frøken von Hartenstein næste Formiddag ved Kaffen til Mlle
Leterrier.--Men Hendes Højhed har #Idéer#....
Frøken von Hartenstein tog Himlen til Vidne med et stumt Blik. Frøken
von Hartenstein havde lang Vane til at "tie" om de illustre Personer.
Hendes Højhed havde taget Tingen godmodigt. En ung Referendar fløj til
og hjalp Hendes Højhed op.
-Hjælp saa Hr. von Pöllnitz, sagde hun.
Hr. David von Pöllnitz laa og sprællede uhjælpelig som en tyk
Oldenborre, man har vendt om paa Ryggen.
Lidt efter anrettedes Souperen.
Hans Højhed Hertugen tømte et Glas paa sin "Datter, Hendes Højhed
Prinsesse Maria Carolinas Sundhed og Vel i dette Aar, som kom, og op
gennem Aarene".
Hr. von Pöllnitz var blevet i Balsalen. Han stod ene, lænet til en
Søjle, og betragtede Gerningsstedet.
* * * * *
Efter Souperen afbrændtes Fyrværkeriet. Hendes Højhed Prinsesse Maria
Carolina lod Balkondørene lukke op og gik ud paa Altanen.
Aftenen var mild, og stjernerig laa Himlen over Haven. Raketterne fo'r
hvinende op i lange Lys-Buer og sluktes. I Kanalen glimtede det som af
faldende Guldregn.
Maria Carolina stod, svøbt i sin Pelts, lænet til Gelænderet. Hun
havde set ud over Haven mod Højderne, da Bifaldsklappene vækkede
hende.
Det var det kronede M. C. i grønt og gult. M'et og C'et døde hen med
nogle smaa Knald.
Prinsessen stirrede paa sit Navnetræk i Kanalens Vand.
Kronen holdt sig og brændte endnu.
Det saa' ud, som om den gled paa Kanalens stille Vand.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod og saa' paa Kronens
Billede til det slukkedes, lidt efter lidt.