* * * * *
Hr. von Pöllnitz havde en ny Begivenhed at melde ved sine Theballier.
-Naar Du tænker dig, Mariane--#Højheden# viste dem om....
-Hvorfor var du ikke med? spurgte Fru von Pöllnitz.
-Kære Ven--hvem kunde vel vide?....
-Du véd #aldrig# no'et, David, sagde Fru Pöllnitz en Smule skarpt.
Gi'er du mig din Kop.
Hr. von Pöllnitz fik den tredie Kop.
-Mariane, det kom som Udraab, med Hænderne frem over Bordet, og Hr.
von Pöllnitz gjorde en af sine store Kunstpavser: Mariane--sagde han:
der #foregaar# noget....
-#Hvad#? sagde Fru von Pöllnitz.
-Ja--sagde Hr. Pöllnitz og pavserede igen: Om man vidste det.
Fru von Pöllnitz saa' over paa sin Mand. Hans "Plade" sad skævt.
* * * * *
Den femtende Maj sluttedes Hoftheatrets Sæson. Man gav "Kærlighedens
og Havets Bølger". Hr. Josef Kaim spillede Leander.
Anmeldelsen i Residentsens Dagblad sluttede saaledes:
"Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina overværede Forestillingen til
dens Slutning. Efter tredie Akt lod Hendes Højhed den afskedtagende
ungdommelige Helt og Første-Elsker ved vort Hoftheater, Hr. Josef
Kaim, overrække en pragtfuld Lavrbærkrans."
Næste Dag tog det hertugelige Hof Sommerresidents i det italienske
Slot.
Sommeren gik.