Hoffet var for første Gang inde fra Landet for at gaa i Theatret.
Hendes Højhed saa i Kikkerten efter kendte Ansigter. Hun havde sat sig
tilrette paa den gamle Plads i Logen, halvt bag det Fløjelsforhæng og
følte det saa hjemligt rart: Alle Abonnenterne havde deres gamle
Pladser i Balkonen--nu kunde man da se, ved den nye Krone, som var
hængt op under Sommeren.
Hendes Højhed hørte ikke et Ord af "Don Carlos". Naar hun, en Gang
imellem vendte Ansigtet mod Scenen, saa hun Hr. von Pøllnitz staa paa
Tæerne, med Hænderne presset ind mod sit Bryst ... Hr. von Pøllnitz var
Marquis Posa ... Hr. von Pøllnitz havde vist igen lagt sig ud i
Ferien ... Ovre i Hofdamelogen blundede Frøken von Hartenstein
allerede, siddende som en Tinsoldat saa ret op i sin Stol.
Hendes Højhed blev ved at sidde med Kikkerten for Øjnene eller Viften
halv udfoldet i Haanden i sit Skød--og saa' ikke og hørte ikke. Hun
vidste ikke, hvorpaa hun tænkte; hun følte kun, hun sad saa godt i Ro
her i Krogen, mens de spillede alt det dernede.
Naar der applavderedes, løftede hun Hænderne op over Logebrystningen
og førte mekanisk de behandskede Haandflader et Par Gange lydløst imod
hinanden. Hun vidste det knap, naar hun gjorde det.
Det var en "Sortie" af Hr. von Pøllnitz. Han svedte som en Lastdrager.
Hr. von Pøllnitz svedte altid, naar han tolkede stærke Følelser.
Hr. von Pøllnitz spejlede sig i Foyeren. Hr. von Pøllnitz spejlede sig
gerne, naar han var i Trikoter. Han stod i Positur, saa han saa' begge
Rundingerne af sine Lægge og smilede med et fint Hofsmil til Spejlet.
Hr. v. Pøllnitz lod Bolingbroke smile saadan til Lady Marlborough.
Naar han var alene, vred Hr. von Pøllnitz Hovedet af Led for at se sig
paa Ryggen. Hr. von Pøllnitz havde sin Fejl #der# bagtil. Han var for
fyldig #der#, hvor Menneskene sidder. Intendanten lod ham ofte høre
det i Helteroller. Hr. von Pøllnitz spejlede i Enrum altid den for
høje Legemsdel....
Hr. von Pøllnitz var sunket hen i Udsigten til begge sine Lægge....
Prinsesse Eboli kom hen til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz for op:
-Kære Ven--man troede altid Hr. von Pøllnitz mindst havde talt
Stjernerne og vilde meddele Resultatet, naar han sagde sit "kære
Ven"--saa De. Højheden deltog i Applavsen?
Regisseuren kaldte paa Marquis Posa....
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina sad stadig ubevægelig i sin
Krog. Hans Højhed Hertugen tog Plads bagved hende. Han sad og førte
uafladelig sine fem udspilede Fingre gennem sit lange Skæg, indtil han
faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæssigt ved Lyden, naar Tæppet raslede
ned. Han satte sig da hen til Logebrystningen i Lyset, bøjet frem mod
Prinsessen. Han havde, naar han sad foran i Logen, den Vane at bevæge
Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord.
Hendes Højhed saa' over i Hofdamelogen. Frøken von Hartenstein var
vaagnet--midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa
Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne.
I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra
Scenen--raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det
var Don Carlos, der talte til Dronningen.
#Han# var hæslig, og hvor tynd--med et fladt Ansigt, kun et Par store,
hede Øjne ... Hvor slog han dog om sig med de lange Arme.
Sie waren mein--im Angesicht der Welt,
Mir zugesprochen von zwei grossen Thronen,
Mir zuerkannt von Himmel und Natur,
Und Philipp--Philipp hat mir sie geraubt.
Hendes Højhed bøjede sig ned og læste Don Carlos' Navn paa den
udslagne Plakat: Josef Kaim. Og skønt hun egentlig ikke vilde, fulgte
hun forbavset med Øjnene hver Mine, bøjet lidt frem og uden Kikkert.
Hun hørte knap Ordene han talte, bare Stemmen blev hun ved at høre. Og
nysgjerrig, halvt skræmt, som hun vilde bøje sig ned over noget sært
Kræ, der krøb hendes Vej forbi paa Jorden, saa' hun ned paa ham.
Han talte og krængede Læberne frem, saa man saa' alle hans Tænder; og
han bøjede sig sammen med knyttede Hænder, som sled han i Raseri i
fangende, usynlige Stænger.
-Kretiner, sagde Hans Højhed Hertugen bag hende. Han var ogsaa
vaagnet.
Eksellencen von Kurth blev kaldt op i den hertugelige Loge i
Mellemakten.
Maria Carolina hilste og rakte ham Haanden.
-En oprørsk Person, vor nye Elsker, Deres Højhed, sagde Eksellencen
og bukkede.
Det var Hendes Højhed, som hun havde søgt om de Ord ... Ja, sagde hun
og saa igen hans Stillinger, som han havde staaet i overfor
Dronningen ... Ja....
-Vort Hoftheater er ikke noget Menageri, sagde Hans Højhed.
Eksellencen von Kurth stod forbløffet: Ja--sagde han--Deres Højhed
har Ret, den unge Mand er noget heftig....
Tæppet gik op igen og atter ned. Aftenen forløb.
-Saa tager vi vel hjem, sagde Hans Højhed.
-Ja. Maria Carolina lagde sin Arm i hans. De gik ud gennem
Forværelset ned ad Trappen.
Eksellencen von Kurth og Intendanten stod i Vestibulen. Intendanten
skrabede ud, med ynkeligt Ansigt, og den højre Skulder tilvejrs, som
om han ventede noget korporligt paa Siden af Hovedet.
-Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger en oprørsk Person ...
Hendes Højhed blot smilede.
De gik videre ud paa Trappen i det fri. Det havde regnet, og der faldt
endnu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kølighed
slog ned fra Parkens Træer.
-Aa, det har regnet, sagde Maria Carolina. Hun følte et Velbehag
under den frie Himmel.
-Slaa dog Vognen ned, sagde hun. Det regner jo ikke mer.
Hertugen kørte bort med sin Kavaler. Maria Carolina blev staaende paa
Trappen, mens de slog Vognen ned. Hun strakte Haanden ud for at fange
en Draabe.
-Men det regner endnu, sagde Komtesse von Hartenstein. Det blir en
Skylle igen ... Frøken von Hartenstein havde en Hat med ægte Fjer.
-Aa--blot lidt fra Træerne....
De begyndte at køre, og i hastigt Trav rullede de ad Alleen ud paa
Landevejen, gennem Dalen. Uvejret var lige hørt op. De mørke Skyer
rullede sig bort over Højderne som et stort Klæde. Himlen var dybblaa,
saa fuld af Stjerner.
Vejen bugtede og løb langs med Floden. Let Damp stod op af Strømmen.
Det mørke Vand saas ind mellem svajende Pile.
-Kør langsommere, sagde Maria Carolina.
De kørte ganske langsomt. Hestene raslede i Seletøjet, utaalmodige
efter at komme hjemad. Saa gik de atter stille Fod for Fod.
Der var som i Vaar en Duft fra Græs og Træer. Saa stille, at man hørte
Draabernes Fald, naar de en efter en glede fra Pilenes Blade ned i
Strømmen.
-Hvor Natten er smuk.
Hendes Højhed aandede dybt. Hun sad med tilbagelænet Hoved og saa op i
Natten.
Et Vers faldt hende ind og et andet og et endnu. Hun vidste ikke, hun
kunde dem udenad, nu hvor de kom--de dejlige Ord.
-Hvor Natten er smuk, sagde hun igen.
De var kørt bort fra Floden, opad i Højderne. Borte i Horisonten korn
nu og da et hastigt og fjernt Lyn. Graner og Birke duftede paa
Skraaningerne. En Hund fo'r op i et Vogterhus, inde i Skoven, og
glammede.
* * * * *
Hendes Højhed sad foran sit Toiletspejl. Kammerpigen flettede hendes
Haar.
Vinduerne stod aabne bag de lange Stores. Et Par Insekter fløj omkring
Lysene.
De fløj rundt og rundt; ind gennem Flammen og sved sig; rundt og
rundt ... Hendes Højhed slog til dem: Aa--de Dyr, sagde hun.
Det faldt hende ind, hvem Mennesket lignede....
Ja.
Billedet i Hertugindens Dagligstue, hvor Marie Antoinette føres til
Fængslet ... Der stod en ung Mand med knyttet Haand og Hovedet lidt
bøjet ... Allerforrest, tilhøjre....
Det var ham, han lignede.
De to Insekter surrede ind i Lyset og faldt ned.
-Aa, luk Vinduet, sagde Maria Carolina Der flyver saa meget Kryb
herind.
* * * * *
Hoffet havde boet i Residentsen en Maanedstid. Dag fulgte efter Dag i
vanligt Trit.
Hendes Højhed malede Akvarel; hun gav enkelte Dage Kur; hun spaserede
sin Time med Komtesse von Hartenstein paa Terrassen.
Hendes Højhed mødte undertiden Hr. Hofskuespiller Kaim ... Det kunde
ikke nægtes, han var hæslig. Det flade Ansigt saa gult som en Citron.
Han hilste ogsaa meget kejtet med sin høje Hat.
Det var en Dag, midt i November, en Formiddag med det fuldeste Lys
over Parkens mange farvede Træer; tyndt var Løvet, faldne Blade laa
allerede som et gulbroget Tæppe over Gange og Plæner. Hendes Højhed
havde drukket Kaffe i det øverste Lysthus med nogle Damer. De havde
netop rejst sig for at gaa, da Hr. Josef Kaim kom forbi Verandaen.
Hendes Højhed gik ned ad Trappen med et Par Damer. Hr. Kaim hilste.
Hendes Højhed standsede paa det nederste Trin.
-Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa
Platformen. Vil De maaske se den idag--her er just aabent?
Hr. Kaim var bleven staaende med et Sæt--med Hatten i Haanden.
-Jeg takker--jeg takker Deres Højhed.
-Steindl--Hendes Højhed vendte sig til Tjeneren--vis De Hr.
Hofskuespiller Kaim op paa Platformen ... Udsigten er virkelig smuk....
-Jeg--har hørt det ... Deres Højhed....
Hendes Højhed hilste og gik videre med sine Damer.
Gehejmeraadinden talte fremdeles om Dronningen af Rumænien.
-En Majestæt, der sætter Versfødder sammen, sagde hun....
-Og gi'er _Kærlighedshistorier_ i Trykken....
-_Horrible_, sagde Mlle Leterrier.
-Ja--det var den samme Stemme--kort og vred, som om Mennesket
stadig fo'r op mod en Fornærmelse.
Hendes Højhed var standset. Hun saa et Øjeblik udover den skinnende
Have.
-Ja--sagde hun--Dronning Elisabeth skriver smukke Poesier.
Mundene klappede bums i paa Damerne.
Mlle Leterrier tog Teten: _Mais oui_--sagde hun--_votre Altesse--des
vers étonnants_....
Og i samme Tone som naar hun tog Udgangspunkter for Hendes Højhed den
Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen:
-_Oui--voilà une madame de Staël sur le thrône_....
De andre Damer tav og lod Fru Staël sidde paa sin Throne. De vendte
tilbage til Slottet.
Om Eftermiddagen kørte Hendes Højhed Tur til det italienske Slot med
Komtesse von Hartenstein. Naar hun efter Taflet havde skænket Kaffen
til Hans Højhed Hertugen--Hans Højhed Hertugen var meget plaget af
Gigt i denne Vinter; Hans Højheds Spillebord var flyttet hen lige
foran Ilden--kørte hun i Theatret; eller hun sad hjemme i sin vante
Krog i den gule Sal.
Hendes Højhed læste i Vinter helst selv.
Hendes Højhed læste Schiller.
Hun sad bøjet og læste med Bindet i sit Skød. Hun holdt tidt op og saa
ud for sig med Hovedet støttet i sin Haand.
Man hørte i Salen kun Kortenes sagte Fald mod Bordet, naar de
spillede, og Hofmarschallens Gammelmandshoste, som han søgte at faa
til at tage sig ud som en diskret og undertrykt Latter, der lød saa
umotiveret hen i Stilheden.
Hendes Højhed lod Haanden synke og saa sig rundt i Salen. Hun saa Hans
Højhed Hertugens bøjede Ryg og Hofmarschallen i Profil--hans Hoved
rokkede lidt.
Komtesse von Hartenstein sad nogle Skridt fra hende. Den sorte Paryk
stak grelt af mod Panden, der var fuld af _poudre de riz_ over
Rynkerne....
Og Hendes Højhed bøjede sig og læste igen.
-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed. Maria Carolina rejste sig og
lukkede Bogen.
-Vi er færdige, sagde Hans Højhed.
Maria Carolina gik stille hen til Spillebordet og tog Plads.
De høje Herskaber spillede et Parti Piqué, før de trak sig tilbage.
* * * * *
Komiteen til "Borgerforeningens" Basar opfordrede Hr. Hofskuespiller
Joseph Kaim til at yde sin velvillige Assistance med et
Deklamationsnumer. Det var Overborgmesteren, som fik Ideen i et
Komitemøde en Aften, da han havde været til Taffel.
I Damekomitemødet paa Slottet forespurgte man Hendes Højhed
Protektricen om Tilladelse til at anmode--"det var maaske en
Afveksling"--Hr. Josef Kaim om at assistere ved Basaren.
Hendes Højhed mente, at Hr. Kaim vel allerede havde et stort Publikum.
Hr. Hofskuespiller Kaim lovede villigt at efterkomme Opfordringen.
Hr. Hofskuespiller von Pøllnitz maatte tilstaa, at han #forstod# ikke
Komiteen.
Hr. von Pøllnitz var i disse Dage altid paa Gaden. Man faldt over Hr.
von Pøllnitz, blot man satte sin Fod paa Gaden.
-Kære Ven sagde han--#begriber# De?--
Intet Knaphul var helligt for Hr. von Pøllnitz: I tyve Aar--kære Ven
... tyve Aar ... har jeg vist dem den Venlighed--
-Ja--bedste Hr. von Pøllnitz ... jeg skal denne Vej....
-Tyve Aar ... Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et
Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende
Øjne--Kære Ven--Naa--skal De denne Vej?--jeg følger Dem....
Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned.
-Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde ... Man
maa give mig Grunde....
Naar om Aftenen Gæstestuen i "Hertugen" blev lukket, tog Hr. von
Pøllnitz en Arm. Hr. von Pøllnitz slap den sent:
-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz standsede og saa Ledsageren lige ind i
Ansigtet--Tingen er, man kan jo ikke #tie#--der maa jo tages
Forholdsregler ... man maa dog vide....
Hr. von Pøllnitz kom hjem Klokken to, tre om Natten.
Naar Hr. von Pøllnitz var hjemme, sad han stille hen i sin Stol med
Hænderne paa sine Laar. Undertiden løftede han langsomt Armen og
lagde smerteligt Haanden op paa sin Plade.
-Det er jo det--Mariane, sagde Hr. von Pøllnitz til sin Frue--#hvis#
man #begreb# det.--
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina havde aldrig set saa godt ud.
Hendes Højhed var i noget fornemt, slankt Graat, der klædte hende rent
mærkeligt: Hendes Højhed var næsten smuk, som hun kom ind i Basaren
med Overborgmesteren.
Hendes Højhed gik op ad Trinene til Tribunen og tog Plads. Sangerne
begyndte at synge.
Hr. Pøllnitz havde tilbudt sig at staa i Tombola.
-Kære Pøllnitz, havde Fru von Pøllnitz sagt: om du vilde følge mit
Raad.
Hr. von Pøllnitz fulgte altid sin Kones Raad: Hr. von Pøllnitz stod i
Tombola med et bredt Bonvivantsmil.
-Hvor det er morsomt engang at høre en anden--sagde Hr. von Pøllnitz
til alle. Han var saa urolig, at han trippede.
-Kære Ven, sagde han. Man har fri....
Hr. von Pøllnitz var lykkelig.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var lidt ubarmhjertig mod
Borgerforeningens Buket: Der faldt under Sangforeningens Sang det ene
Blad efter det andet ned for hendes Stol.
Hr. von Pøllnitz lagde Armene overkors ved sin Tombola: Hr.
Hofskuespiller Josef Kaim kom frem i Kjole og hvidt.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hilste ved at bøje Ansigtet ned
over Borgerforeningens Buket.
Hr. Josef Kaim deklamerede "Sangerens Forbandelse". Han havde hængende
Skuldre i en flunkende ny Kjole. Skjorten skød sig under Anstrængelsen
op og stod ud af Vesten, og Hr. Kaim trak den ned mellem hvert Vers.
Hr. Kaim deklamerede lidt slettere end Alverden.
Fru von Pøllnitz sad paa reserveret Plads. Hun havde Næseklemmer paa
og saa uafbrudt paa Prinsessen. Hendes Højhed blev ved at sidde med
bøjet Hoved. Hun saa ned i Gulvet paa Hr. Kaims Fødder, uhyre Fødder i
et Par Laksko med høje Hæle.
En #Bredde# af Fødder....
Hendes Højhed var nervøs; den stakkels Borgerforenings Buket. Fru von
Pøllnitz var overbevist om, at Baandene snart var ganske krøllede.
--Han stod #ganske# som Hr. v. Pøllnitz. Den højre Haand presset ind
mod Brystet--en tyk Haand i en klemt hvid Handske--og strakte Hals--og
hvor var han varm....
Hendes Højhed saa atter stift ned--paa de store Fødder.
Det var forbi, og Hr. Josef Kaim bukkede. Der applauderedes livligt i
Salen. Hr. von Pøllnitz strakte Armene langt frem i Højde med sit
Hoved og klappede heftigt.
Hendes Højhed Protektricen rejste sig hurtigt. Sangerne havde sat an
til Slutningsnumeret, men holdt inde, og det blev ved et hendøende
Kvæk. Dirigenten, der skrævede med Ryggen til Salen, blev staaende med
løftet Haand....
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede nede af
Tribunetrappen.
Damerne fløj til Boderne og fik de udbredte Duge væk, som skærmede de
udsøgte Genstande ... Det var knap, at Frøken von Hartenstein kunde
indhente Hendes Højhed.
Højheden smilede hastigt frem gennem Bodrækken. I Bod Nr. to straalede
Fru Overborgmesteren bag sine Dynger af "Prinsessens Peberkager".
Højheden smilede svagt til Boden og gik forbi. Fru Overborgmesteren
var knikset ned bag Peberkagerne og blev staaende i Nejningen: Hendes
Højhed købte i Fru Hoftandlægens Barak.
Fru Overborgmesteren havde født ti Børn til Verden. Hun fik det med
Hold over Lænderne ved saadanne Lejligheder.
Hendes Højhed havde aldrig været saa livlig! ... Hun talte længe i hver
Butik, nederst i Salen....
Da Hendes Højhed tog bort, rev Hr. von Pøllnitz "Leve't" ud af Munden
paa Overborgmesteren.
Hr. von Pøllnitz var i det Hele i Ekstase.
-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz omfavnede Hr. Kaim--et Organ ... et
Foredrag ... Jeg vil indlemme "Sangerens Forbandelse" i mit
Repertoire....
Ud paa Aftenen købtes Fru Overborgmesterens Peberkager underhaanden
til Buffet'en.
Hr. og Fru von Pøllnitz gik hjem.
Hr. von Pøllnitz rømmede sig; Fru von Pøllnitz hørte det ikke.
Tilsidst sagde Hr. von Pøllnitz og gned sig under Hagen--Hr. von
Pøllnitz gned sig under Hagen som en Høker i fortrolige Øjeblikke og
frembragte en gryntende Lyd--:
-Hm "Mutter Pøllnitz"--Mutter Pøllnitz var et Kælenavn--hvad si'er du
saa?
-Hvad jeg siger--David--til hvad?
-Til hvad? sagde Hr. von Pøllnitz. Som om der ... Til hvad?
-Mener du den unge Mand. Det var meget net.
-Kære Mari ... Hr. von Pøllnitz kom ikke videre....
-Naar man betænker, at det unge Menneske er ganske uden Øvelse; Fru
von Pøllnitz sagde det venligt.
Hr. von Pøllnitz sagde ikke noget. Han havde det varmt.
-Pøllnitz, sagde Fru von Pøllnitz--du skulde slutte dig lidt mere til
Hr. Kaim.
-Slutte mig--min Pige, Hr. von Pøllnitz stod stille....
-Ja--han gør virkelig et rart Indtryk--saa beskeden og forlegen
endnu....
De var hjemme.
Hr. von Pøllnitz sad længe i sin Stol, stille, med Hænderne paa sine
Laar.
Siden laa han timevis vaagen. Han sukkede og pustede og saa over paa
Fru von Pøllnitz. Hun lod, som hun sov.
Hr. von Pøllnitz vendte og drejede sig og slog sig paa Hovedet, saa
Nathuen fløj fra højre til venstre: Hr. von Pøllnitz laa med Nathue.
Næste Morgen tog Hr. von Pøllnitz "Engelsk Salt". Hans Mave taalte
ikke stærke Sindsbevægelser.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina klædte sig om, da hun kom
hjem, og hun gik ned i den gule Sal.
Komtesse von Hartenstein læste højt af "_Revne des deux mondes_". Det
var en Afhandling om den evropæiske Indflydelse i Kina.
Da Hendes Højhed skulde til Ro, og Kammerjomfruen flettede hendes
Haar, paastod Hendes Højhed uafladelig, hun trak i Fletningen.
-Herre Gud--Hendes Højhed var meget sensibel--De piner mig....
-Men, Deres, Højhed....
-Nu igen....
-Deres Højhed....
-Aa--lad mig selv....
Hendes Højhed tog selv Haaret og begyndte at flette det.
Og to Minutter efter lod hun det falde igen....
Kammerjomfruen forstod ikke Højheden. Stille flettede hun Haaret og
bandt det varsomt op.
* * * * *
Hans Højheds Gigt var meget slem. Et Par Uger tog Hendes Højhed
Prinsesse Maria ikke i Theatret.
Hr. von Pøllnitz var meget optaget: han virkede for selskabeligt
Samkvem mellem Hofteatrets Medlemmer.
-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz--man ser aldrig hinanden....
-Bedste Ven, man er Kammerater, og vi lever som fremmede....
-Kære Ven--man maa se hinanden....
Næste Lørdag var der Middag hos Hr. von Pøllnitz. Hr. Hofskuespiller
Kaim havde Fru von Pøllnitz til Bords.
V
Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde. Hendes Højhed var nervøs.
Foraars-Uroen angreb Hendes Højhed.
-Højheden har Indfald, sagde Komtesse von Hartenstein--min Go'e,
uberegnelige....
Komtesse von Hartenstein tilbragte sine fleste Eftermiddage hos
Mademoiselle Leterrier. Hendes Højhed trak sig i den sidste Tid ofte
tilbage om Eftermiddagen. Hun vilde hvile sig.
Hendes Højhed havde lukket Døren af, saa Kammerjomfruen maatte banke
paa, naar hun skulde klæde Højheden paa til Taflet.
Komtesse von Hartenstein sad ovre hos Mademoiselle Leterrier.
-Min Go'e, sagde hun, det er Nerverne ... Men hvem der #lider#, min
Go'e--det taler man ikke om ... Højheden har #Indfald:# Igaar #gik# vi
hjem fra Theatret--
-#Gik?#
-Ja--min Go'e, vi gik; Højheden sendte Vognen bort ... #Det#
Slæbeskørt #har# jeg haft min Nytte af....
Komtesse von Hartenstein beskrev ikke, hvad hun led. Men hun havde en
Maade at #tie# paa om sine Lidelser--"min Go'e, jeg har jo at bøje
mig"--saa hun saa' ud, som hun daglig blev slagtet.
Mademoiselle Leterrier nikkede forstaaelsesfuldt.
-_Mais oui_--sagde hun--_c'est l'áge orageux_.
-Ja, sagde Komtesse von Hartenstein; hun forstod ikke, hvad
Mademoiselle mente: Komtesse von Hartenstein havde aldrig kendt nogen
_áge orageux_.
-_Mais oui--c'est ça_, gentog Mademoiselle. #Hun# kendte det.
Mademoiselle Leterrier havde en "Nevø", en lang friseret Laban af en
Referendar, der besøgte hende to Gange om Aaret og regelmæssigt tømte
hendes Sparekassebog. _C'est ça_, sagde Mademoiselle Leterrier.
Det ringer. Det er Fru von Pøllnitz. Fru von Pøllnitz har taget Timer
i Fransk i Vinter hos Mlle Leterrier.
De tre Damer taler om Vejret, der er saa ustadigt og slemt for Hans
Højhed Hertugens Gigt.
* * * * *
Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt. Han havde ikke en Gang
saa meget som kunnet sætte sin Fod i Hoftheatret i de sidste to
Maaneder.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina satte sig paa hans Plads i
Mørket. Lyset fra Rampen generede. Hendes Højhed sad ogsaa hellere
der--lidt tilbage i Skjul: Hendes Højhed var virkelig undertiden
ganske skræmt i Hoftheatret nu.
-Har han ikke faaet dem gjort til Rebeller allesammen, sagde
Eksellensen Kurth. Det er en Galskab, der smitter....
Komtesse von Hartenstein mente, at den store Devrient vendte sig i sin
Grav.
Hendes Højhed sad blot forskræmt.
Josef Kaim #rev# de unge paa Scenen med sig.
Det var ikke stor Kunst. Men den hede Ungdom gennembrændte
Mesterværkerne med alle Lidenskaber. Had var det rene Vildskab, og
Kærlighed var Raseri. Liv stod der i de lyse Luer af Tøjlesløsheden.
De Godtfolk i Residentsen sad i Hoftheatret saa forblæste, som gik de
over Raadstuepladsen i Storm.
Maria Carolina trykkede sig ind i sin Logekrog. Hun følte en sky
Forbavselse, en beklemt Modvillie, der ikke vidste, mod hvem den
skulde vende sig. Og hun blev siddende, som en Døv, der kæmper for at
høre, og stirrede paa disse Mennesker.
Josef Kaims Stemme lød gennem alle de andres.
Undertiden lød den ogsaa smeltende mildt, smigrende blød som
Musik--som naar Don Karlos talte til Dronningen.
Og nysgjerrig saa Hendes Højhed ned paa Don Karlos, der knælede for
den Elskede--paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes,
paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede
sig, naar han kyssede hendes Haand.
Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens
hun lukkede Øjnene.
Men Stykket gik videre. Og vildt kæmpede Eboli om Karlos, og Karl svor
sin Fader Fjendskab i Forbandelser, og Posa gik i Døden, Posa den
Retfærdige.
Hendes Højhed vidste knap af Ordene. Men hun hørte de oprørte Stemmer
som i et stort Kor, og hun følte en klemmende Angst, som om noget
besværede Aandedrag og Hjerteslag i hendes Bryst.
Naar Tæppet var faldet, og det var forbi, blev hun siddende paa sin
Plads, og hun stirrede aandsfraværende paa Tæppet, der pludselig blev
mørkt, og Jerngitret, der skød langsomt ned, en sort Væg, og faldt
tungt i Gulvet.
Hendes Højhed rejste sig, og hun blev endnu staaende ved Randen af
Logen, og hun saa ud i den tomme Sal i Halvmørket med alle de gabende
Stolestader.
Fru von Pøllnitz havde i Vinter Plads i Logen vis-à-vis Prinsessens i
første Etage.
Hun tog Tøjet paa i den aabne Logedør; Fru von Pøllnitz havde
Næseklemmen paa under Sløret.
Lakajen havde løftet Portieren til den lille Salon. Prinsessen vendte
sig og gik ham forbi. Hun kørte hjem.
Hans Højhed Hertugen havde ventet paa Hendes Højhed til Piqué'en. Han
sad og trommede med Knoerne paa Spillebordet og saa paa Uret hvert
halve Minut.
Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Kortene i
Hænderne.
-Ja--Deres Højhed. Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed gav Kort.
De spillede i Tavshed, gav, tog Kort og stak.
En Lakaj listede over Gulvet med Theservicet. Komtesse von
Hartensteins Strikkepinde raslede sagte.
Deres Højheder blev ved at spille.
Naar Spillet var ude, samlede Hans Højhed Kortene.
-Det er blevet sent, sagde han.
-Klokken er halv tolv, sagde Hendes Højhed. Hun rejste sig og gik hen
over Gulvet mod en Vinduesfordybning. Hun støttede et Øjeblik sit
tunge Hoved mod Vinduessprossen.
-Deres Højheds The. sagde Komtesse v. Hartenstein.
-Tak--jeg kommer....
Herskaberne drak The i Tavshed.
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina vilde hente en Bog i
"Hertugindens Dagligstue", før hun gik til Ro. En Lakaj bar Armstagen
foran hende.
Hendes Højhed gik hen til den lille Reol og mekanisk tog hun en Bog af
Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek. Hun lagde den fra sig paa
Bordet, og mens Lakajen ventede med den løftede Kandelaber, betragtede
hun "Marie Antoinette, der førtes til Fængslet".
Hun betragtede Ansigterne og Skikkelserne med de knyttede Hænder.
Hun saa' fra Rebellerne hen paa Dronningens Ansigt. Hun skred rank
frem, kongelig, gennem Pøblen. Ansigtet næsten straalede i sin
uantastelige Ro.
Maria Carolina saa bort fra Billedet rundt i hendes Højhed
Hertugindens private Gemak ... Det var, som hendes Moder kom hende i
Møde fra hver Plet....
Hun saa hende sidde #der# i den højryggede Sofa fra det første
Kejserdømme, rank og smuk og rolig--de ringbesatte Hænder laa foldede
i hendes Skød--mens hun, en lille Pige, #der#, foran Hendes Højhed
Hertuginden, staaende midt paa Gulvet, hviskede en af Lafontaines
Fabler--paa Stolen derhenne sad Mlle Leterrier og bevægede Læberne
til Fabelordene, som om hun vilde suflere hende.
Og naar Fablen var ude, bøjede Hertuginden, hendes Moder, sig let
fremad:
-Godt, sagde hun, meget godt.
Og Maria Carolina nejede, mens Hertuginden, hendes Moder, let berørte
hendes Pande med sine Læber.
Maria Carolina traadte tilbage. Og Hertuginden strakte Haanden ud til
Kys for Mlle Leterrier, og hun sagde igen:
-Det er jo meget godt, Mademoiselle.
Hendes Højhed hørte Hertugindens, hendes Moders Stemme, klar og altid
rolig, og hun saa paa de lige og regelrette Møbler med Vaserne og de
gyldne Guirlander og Billederne, som hang symetrisk i Vægfelterne.
Maria Carolina aandede dybt, som om hun havde lagt en tung Byrde fra
sig, og hun vendte sig for at tage Bogen paa Bordet.
Hendes Blik faldt atter paa Marie Antoinette. Og al hendes Følelse
blev til en pludselig dyb Vrede mod disse Folk med deres Skrigen....
Hendes Højhed forlod "Hendes Højhed Hertugindens Dagligstue" og med en
Haandbevægelse, uden Ord, afskedigede hun Hofdamen von Hartenstein,
der ventede i den gule Sal.
Men mens Kammerpigen flettede Højhedens Haar foran Spejlet, kom den
forpinte Urolighed igen. Hun lod Kammerjomfruen gaa, og hun gik
tilsengs. Men hun kastede sig uden Ro og fik ingen Søvn. Hun hørte
bestandig disse lidenskabelige Stemmer, som om de raabte til hende, og
alle hendes Pulse bankede.
Hun tog "Don Carlos" fra en lille Hylde, og hun begyndte at læse.
Hun læste rundtom, og det var bestandig det samme.
Det var de samme Ord, evig: "Kærlighed"--"Menneskeret"--"Frihed"--sagt
med de samme Stemmer.
Hun holdt inde med at læse, og Bogen faldt ned paa Tæppet.
Hendes Hoved var tungt af afmægtige Tanker. Hun fandt ikke Rede--i
alle de fremmede Ting. Og hun følte som en Angst det bankende Blod.
Hun læste igen, og pludselig standsede hun. Hun havde sat sig op, og
Bogen laa paa hendes Knæ: Gang paa Gang læste hun Hertugindens Ord til
Dronningen:
Ich bin
Der Meinung, Ihre Majestät, dass es
So Sitte war, den einen Monat hier
Den andern in den Pardo auszuhalten,
Den Winter in der Residenz, so lange
Es Könige in Spanien gegeben....
Hendes Højhed slap Bogen. Hun saa ikke Bogstaverne mer; Taarerne kom
og blændede hendes Øjne.
Hun følte en inderlig træt, en afmægtig Smerte--stille og uhjælpelig.
Hun græd længe, og hun tørrede atter Taarerne bort; hun rakte mat
Haanden ud efter Bogen af "Hendes Højhed Hertugindens
Haandbibliothek". Kammerjomfruen havde lagt den paa Bordet.
Hun slog den op. Det var Habsburgernes Stamtavle. Hun læste Side efter
Side og vendte Blad paa Blad. Det var de samme Navne og de samme
Titler i uendelig Rad....
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blundede tungt ind over
Habsburgernes Stamtavle.
* * * * *
Hans Højhed Arveprinsen fik mange arkstærke, sentimentale Breve fra
sin Søster.
Han fik dem om Morgenen og saa ned ad Siderne, mens han nød sin første
Cigar.
Hans Højhed skød de blaa Røgskyer i Ringe ud under sin Knebelsbart.
-_Pauvre enfant_, sagde han.
Og med et Suk strakte Arveprinsen sine Rytterben fra sig og tog den
sidste Slurk af Kaffen.
-_Pauvre enfant_.
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var virkelig syg. Livlægen
kunde ikke noksom tilraade Bevægelse.
Hendes Højhed red lange Ture i den friske Foraarsluft.
Hendes Højhed red saa uens, saa Lakajen evigt maatte passe paa: saa
var det Karriere, og saa var det Skridt.
Hun red om ad Møllen. Anna-Lise bragte hende Mælk.
Hendes Højhed tømte Glasset og blev holdende foran Døren. Tankeløs saa
hun paa det skummende Hjul.
Hun fo'r let sammen, og rakte Glasset tilbage til Anna-Lise:
-Hvor De er bleg, sagde hun. Er De syg? Det slog hende, hvor
Anna-Lise var blevet bleg og mager.
Hun hørte ikke Anna-Lises Svar. Hun saa igen paa det skummende Vand om
Hjulet.
-Det er Foraaret, sagde Hendes Højhed.
Anna-Lise nejede for Hendes Højhed, som nikkede "Farvel".
Hendes Højhed red over Broen. Ved Omdrejningen Vendte hun sig.
Anna-Lise stod paa Stentrappen og saa efter hende med Hænderne over
Øjnene.
* * * * *
Der var Ugetaffel. Herskaberne og deres Gæster drak Kaffen i den gule
Sal.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina talte med Hr. Overførsteren i
en Vinduesfordybning, om nogle Træer, der kunde hugges for en Udsigt.
-Ja--ingen kender Skoven saa godt som Deres Højhed, sagde Hr.
Overførsteren.
-Jeg har jo redet der hver Dag, siden jeg var Barn. Hendes Højhed saa
ud i Haven. Det var Hofskuespiller Kaim, der kom op ad Vejen med to
Damer.
-Hvor Luften er mild, sagde Hendes Højhed. Hun havde aabnet
Vinduet.--Som i Juni.
Hun bøjede sig ud af Vinduet. Man hørte Stemmerne fra Terrassen lige
herop.
-Der er dog smukkest ved Skovmøllen, sagde hun igen og vendte sig
halvt til Hr. Overførsteren.
-Jeg ved, Deres Højhed finder det, sagde Overførsteren.
De tav lidt. Prinsesse Maria Carolina blev ved at se ud i Haven.
-Der er jo Sorg i Skovmøllen, sagde Hr. Overførsteren.
Hendes Højhed svarede ikke straks.--Sorg? sagde hun saa, som om Ordet
havde haft lang Vej for at naa hende.
-Deres Højhed har ikke hørt, at Anna-Lise ... den unge Pige, som
havde den Ære....
-Anna-Lise ... hvad hun?
-Hun blev fundet ... igaar Morges--Deres Højhed, ja det er
beklageligt--i Møllebækken.
Hendes Højhed vendte sig: I Bækken, sagde hun.
Hvor de dog lo dernede.
-Ja, Deres Højhed, igaar.
-Men jeg saa hende jo iforgaars--paa min Tur.
-Det er sket om Aftenen ... iforgaars.
-Om Aftenen, sagde Hendes Højhed blot Hun saa Anna-Lise staa bleg og
huløjet foran sin Hest.
-Ved man nogen Grund? spurgte hun.
-Det plejer at være Forliebelse, Deres Højhed, naar et nittenaars
Blod springer i en Bæk.
Hendes Højhed blev ganske bleg. Hun blev ved at se Anna-Lise for sig,
mager og forgræmmet. Og hun tænkte pludselig paa, at hun havde set hen
paa det skummende Møllehjul og sagt tankeløst:
-Det er nok Foraaret.
Og nervøst--hele Tiden havde hun hørt denne Latter og Josef Kaims
Stemme--vendte hun sig igen mod Vinduet.
-Hvor de lér, sagde hun.
-Den Stakkel.
Maria Carolina syntes hverken hun saa' Træer eller Terrasser eller
Himlen.
-Den Stakkel, sagde hun igen.
Hendes Højhed afskedigede Hr. Overførsteren ved at bøje Hovedet.
Den næste Morgen red Prinsesse Maria Carolina over til Skovmøllen. Det
store, trøskede Hjul stod stille, Husdøren var lukket tillige med
Gaardporten. Maria Carolina stod af og gik op ad Trappen.
Hun aabnede Døren og gik ind. Fra Gangen til Stuen var der aabent.
Maria Carolina traadte lidt frem og standsede. De to Gamle sad mellem
Vinduerne i Slagbænken. De sad stille, tæt ind til hinanden.
Den gamle Møller virrede med Hovedet mod Væggen og sukkede.
-Ja--Johan--ja, sagde Konen, som om hun tyssede paa et Barn.
Ja--ja....
Og de sad igen stille ved Siden af hinanden. Moderen vidskede Taarerne
bort med Bagen af sin Haand.
Maria Carolina vendte sig sagte og aabnede Døren til Trappen.
Hendes Højhed red forbi den tavse Mølle over Broen.
Bredderne langs Bækken var grønne. Sandbunden lyste gennem det rolige
Vand i Solen. Der var Anna-Lise død.
Hendes Højhed sprængte bort gennem Skoven med sin Lakaj.
* * * * * *
Det var Dagen efter Opførelsen af "Romeo og Julia".
Fru von Pøllnitz havde Time hos Mademoiselle Leterrier. Komtesse von
Hartenstein var der ogsaa. Hun havde villet "tale med et Menneske--min
Go'e".
-Jeg saa det jo, sagde Fru von Pøllnitz, Hendes Højhed rejste sig
straks efter Balkonscenen.
-Og gik alene--med en Lakaj.
-#Hjem?# spurgte Mademoiselle Leterrier.
-Paa Slottet saa man Hendes Højhed Klokken elleve, min Go'e.
-Klokken elleve. Mlle Leterrier trak Ordene ud, som om hun vilde
presse ind i dem alle de Misgerninger, man kunde begaa fra
Balkonscenen til Klokken elleve.
-Hvordan saa Hendes Højhed ud, sagde Mademoiselle igen.
-#Jeg# saa' hende ikke--Komtesse von Hartenstein var ligesom
knækket--Hendes Højhed var uden Hat....
-Det er altid Hr. Kaim, der attaquerer Hendes Højheds Nerver, sagde
Fru von Pøllnitz, Hun havde taget Klemmerne af.
* * * * *
Hendes Højhed havde været meget bleg, da hun kom ud fra Logen efter
Balkonscenen.
Lakajen, der sad i Forstuen til Logen, var vaagnet.
-Kom, sagde Hendes Højhed.
Hendes Højhed gik ned ad Trappen og ud gennem Vestibulen. Hun havde
kun et Slør om Hovedet og en Kaabe.
Hun gik gennem Theaterparken over Alleen ind i Slotshaven. Hun aabnede
Laagen til Onkel Otto Georgs Rosenhave--Buskene stod nøgne, uden
Løv--og hun gik op paa Terrassen.
Hun gik hastigt. Lakajen fulgte Hendes Højhed i en Afstand af ti
Skridt, ligerygget og med samme Ansigt, som naar han serverede ved
Taflet.
Hendes Højhed gik og gik. Hun maatte gaa. Det var hende, som om hun
med hvert Skridt søndertraadte noget med sine Hæle, mens hun gik og
gik.
En Gang imellem førte hun Haanden ind mod sit Bryst, som om hun havde
ondt ved at drage Aande. Og hun begyndte at gaa langsommere og ganske
langsomt, med Hovedet bøjet og Øjnene ned i Jorden.
Hendes Højheds Pande brændte. Det at #tænke# var Maria Carolina saa
uvant; det var som en stor Smerte.
Hun steg højere op, opad Trappen, til den øverste Terrasse.
Hun gik nogle Skridt og standsede. Aftenen var halvvejs maanelys.
Haven laa under hende som et utydeligt Svælg, begrænset af Slottets
Stor-Kolos. Skarpt saa man det lange, lige Tag mod Himmel og Skyer.
Hendes Højhed stod ubevægelig og saa ned paa det hertugelige Slot.
Lakajen var standset i sin Afstand af ti Skridt. Han stod som en
Skildvagt, der skuldrer.
Alle Tanker svandt væk. Ordene--de hede Ord, det havde været, som om
de #brød# ind over hende; Smerten, havde hun vidst hvilken?--der havde
boret som et pludseligt Stik....
Hendes Højhed #saa# kun de lange, graa Linier af Slottet ved hendes
Fod.
Og pludselig, mens hun stirrede paa dette Graa, var det som saa hun
Onkel Otto Georgs Billede for sig. Hun saa ham sidde foran Ilden i den
blaa Sal, med det magre, spidse Ansigt i sine Hænder, bleg og
stirrende ind i Flammerne med sine døde Øjne.
Og hun følte Onkel Otto Georgs Hænder sagte glide hen over hendes
Haar, og hun hørte ham sige, stille og mimrende, mens han saa ned paa
hende og halvsmilede:
-_Pauvre enfant--pauvre enfant_.
Lakajen skiftede Ben og ventede.
Hendes Højhed vendte sig og gik tilbage ad Terrassen. Det store Ur paa
Slottet slog mange Slag ud i Stilheden.
Hun følte sig pludselig saa træt, da hun gik ned ad Trappen.
Maanen var kommet mere frem, og Gangene var helt lyse i Onkel Otto
Georgs Blomsterhave.
Hendes Hoved brændte endnu ... hun syntes ikke mere Fødderne vilde
bære hende.
Hun saa pludselig Lakajen--han gik forbi hende for at aabne
Laagen--hun havde ganske glemt ham.
Han stod i Lyset, med Hatten i Haanden, i Profil, slank og ung. Det
gav et #Ryk# i Maria Carolina, saa hun stansede et Nu.
Lakajen vendte sig lidt og løftede Blikket en Smule.
-Luk, sagde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina og gik ham forbi
gennem Laagen.
Lakajen lukkede Laagen. Hendes Højhed lod Kammerjomfruen tænde
Kandelabrerne paa Kaminen.
-Lad Hans Højhed Hertugen sige, jeg befinder mig ilde.
-De kan gaa. Jeg behøver Dem ikke.
Lakajen drev af i en af Gangene.
-Men #hvor var I#, sagde Kammerjomfruen.
-Paa Terrassen, Jomfru....
-Saa? Franz--De er utaalelig ... Hvad vilde Hendes Højhed der?
-Vi #gik#, siger Lakajen.
-Gik?
-Ja--og stod som "Statuer"....
-Og saa paa Maanen ... Hva'?
-#Jeg# saa ingen Maane .. Jomfru ... Lakajen fanger Kammerjomfruen til
et Kys og til et Par endnu--langs ad en mørkere Gang.
-Idiot, siger hun og løber fra ham.
Kammerjomfruen gik tilbage til Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas
Gemakker. Hun var vis paa, hun hørte Hendes Højhed derinde græde.
* * * * *
Intendanten ved Theatret var til Taffel.
Hr. Intendanten talte om den nye Sæson og Fornyelse af Engagementer.
-Hr. Josef Kaim har Tilbud fra Dresden, sagde Hr. Intendanten. Han
sad vis-à-vis Hendes Højhed.
-Saa rejser han vel, sagde Hans Højhed Hertugen.
-Han stiller store Fordringer, sagde Intendanten.
Hans Højhed Hertugen tog Karpe.
-#Meget# store....
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var interesseret af at betragte
et lille Stykke Is, som flød rundt i hendes hvide Vin....
-Men Hr. Kaim er et ... fremtidigt Talent, sagde Hr. Intendanten.
-Naar den Fremtid kommer--Hans Højhed lo--stikker han af alligevel.
Lad ham løbe ... #Mig# brøler han for højt....
Intendanten tav og saa fra sin Tallerken over paa Hendes Højhed.
-Ja ... sagde hun ... Hr. Kaim--er vist et stort Talent. Hendes
Højhed blev ved at more sig over dette lille Stykke klare Is i hendes
hvide Vin ... Han vil vist kunne faa en smuk Fremtid....
-Rimeligvis ... det var Intendantens Tur at faa blaa Karper ... det
var just det....
-Hm--sagde Hans Højhed Hertugen--hans Slags er der nok af.
Samme Aften fik Hr. Hofskuespiller Josef Kaim sin Ansøgning om
Afskedigelse fra det hertugelige Hoftheater bevilget.
Hr. David von Pøllnitz glemte at faa Galosker paa, saadan en Fart
havde han for at komme hjem efter Theatret.
Hr. von Pøllnitz spiste først. Hr. von Pøllnitz spiste stærkt. Han
drak hver Aften tre Ballier The. Hr. von Pøllnitz turde ikke drikke Øl
for den besværlige Legemsdel.
-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz. Øl--min Yndlingsdrik ... Men, kære
Ven, hva' gør man ikke for Kunsten?
Hr. von Pøllnitz havde drukket de to Ballier. Han begyndte at føle sig
mere vel.
Han lagde Armene ind paa Bordet og stirrede stift paa Fru von
Pøllnitz.
-Mariane, sagde han. #Véd# du, hvad der er sket?
De, der ikke kendte Hr. von Pøllnitz, vilde have tænkt sig noget
verdenshistorisk.
Fru von Pøllnitz sagde tørt: Nej--David.
-Kære Mariane--Hr. von Pøllnitz saa' ud i Luften med opspilede
Øjne--Hvad forudser man?
Hr. von Pøllnitz gjorde en Pavse og slog med den flade Haand i Bordet:
-Man forudser intet, Mariane, sagde han.
Hr. von Pøllnitz faldt hen: Nej--man forudser intet, gentog han.
-Hvorfor spørger du ikke, hvad det er? sagde han.
-Hvad er det da? Fruen var nervøs.
-Hr. Kaim har Afsked.
Hr. von Pøllnitz havde foldet Hænderne over Tallerkenen. Han saa' paa
Fru von Pøllnitz og ventede.
-Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.
-Fæ?
-Jeg sagde: det Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.
Fru von Pøllnitz havde ved afgørende Lejligheder særdeles malende Ord.
-Er du færdig, David, sagde Fru von Pøllnitz.
-Ja. Hr. von Pøllnitz rejste sig stilfærdig og satte sin Stol ind til
Bordet. Tak for Mad, min Pige.
Hr. von Pøllnitz sad i Dagligstuen stille i sin Lænestol, med Hænderne
paa sine Laar.
Han klappede sig i Tavshed #der#, hvor Menneskehedens Flertal har
Hjerne.
* * * * *
Det var den fjortende Maj, Dagen før Hoftheatrets Sæson sluttede.
Hendes Højhed var efter Taflet taget op til Jagtslottet i Bjergene.
Komtesse von Hartenstein var upasselig. Hendes Højhed var alene.
Hun sad i Spisesalen ved Karnapvinduet.
Det havde været Hendes Højheds Yndlingsplads fra Barn.
Højden skraanede jævnt. De nys udsprungne Linde stod lyse mellem Gran
og Fyr. Nede saa man Dalen med sine spredte Flækker og Markerne, hvis
Gærder skar sig frem som mørke Linier, og Engene--hist og her et
ensomt, blaaindhyllet Træ--og Floden. En Sky af let Damp stod mod
Aften over dens Løb.
De modsatte Højder skinnede endnu i Solen. Det var, som laa de ganske
nær--hvidkalkede Bøndergaarde med høje Popler rundtom, der kastede
Kæmpe-Skygger hen over Bjerget, og Markerne og øverst Skoven--alt laa
i rødligt Lys fra Solen.
Højder og Dal var det ganske hertugelige Land.
Det ringede paa den store Klokke ved Slotsporten, og Hendes Højhed
hørte Kastellanens Skridt over Slotsgaarden nedenfor Karnappen,
Hun hørte, Porten blev aabnet og hørte Stemmer herop.
Kastellanen kom tilbage over Gaarden.
-Hvad er det? sagde Maria Carolina.
-Det er et Selskab, Deres Højhed, som vilde se Slottet ... Jeg sagde,
jeg vilde spørge Deres Højhed.
-Naturligvis kan de se Slottet, sagde Maria Carolina.
Hun blev staaende i Vinduet, da Kastellanen vendte tilbage til Porten.
Hendes Højhed gik et Par Skridt tilbage, da hun saa Josef Kaim. Hun
stod et Øjeblik bleg ved Egebordet. Saa gik hun hastigt mod Døren.
Selskabet var allerede paa Trappen. Hendes Højhed gik et Par Skridt
ned og standsede.
Det var en seks-otte Mennesker--Folk fra Theatret. Damerne nejede, og
Herrerne blev staaende bøjede.
Hendes Højhed tog med Haanden om Gelænderet.
-Maa jeg maaske vise Dem Slottet, sagde hun.
Selskabet stod lidt generet ... En af Damerne fattede sig først og
takkede....
-Vil De maaske gaa herop ad Trappen, sagde Hendes Højhed.
De kom ind i Spisesalen. Hendes Højhed kendte dem fra Theatret og
talte til hver med Navn.
Naar Skuespillerne svarede, hviskede de ærbødigt. Lidt efter lidt kom
de ind i Situationen, men de havde lidt for sirlige Buk og stærkt
interesserede Udtryk med store Øjne.
Damerne sagde smaa, forskelligtbetonede: Aa--foran alle Genstandene.
Josef Kaim drev af bag de andre ... Han standsede ved Vinduerne, i
Karnappen blev han staaende.
Han havde sagt bare "Ja" og "Nej" paa et Par Spørgsmaal af Hendes
Højhed.
Hendes Højhed fortalte om den gennemskudte Fane, der hang under
Loftet. Det var en hertugelig Trofæ fra Trediveaarskrigen.
De andre gik videre. Josef Kaim stod med Hænderne i Jakkelommerne og
saa' op paa Fanen.
Hendes Højhed fortalte om Malerierne i Billedsalen. Hele Selskabet
trængte sammen foran et Maleri af Maria Stuart.
-Hun er jo saa "#maadelig#", fløj det ud af den skaldede Komiker.
-Ja, hun var ingen Skønhed, sagde Hendes Højhed.
Der blev bragt Vin op i Spisesalen. Rhinskvinsnasker i store Kølere.
Hendes Højhed bad dem drikke et Glas paa en behagelig Sommer ...
Selskabet var beæret og trippede af tilbage til Spisesalen i
Gaasegang....
Der blev skænket i Glassene. Hendes Højhed gik rundt og klinkede.
Damerne læste hviskende Indskrifterne paa de gammeltyske Glas, og
Herrerne tog smaa Slurke af Vinen, med Tungesmask og mange
Henrykkelsens Sideblik til hinanden.
Det var en meget almindelig Hus-Vin.
Det begyndte at mørkne. Der kom nye Flasker i Kølerne, og Herrerne og
Damerne pludrede hviskende rundt om. Skaldekomikeren sagde halvhøje
Vittigheder i Haab om at blive hørt af Højheden og han gjorde "sin
Bevægelse": en Drejning i Luften af den udspilede Haand, der endte med
et Klask paa hans Kugle-Bug--hele Galleriet laa paa Maven, naar han
gjorde sin Bevægelse.
Hendes Højhed havde aldrig haft megen Sans for Komik.
Hun gik med sit Glas i Haanden forbi Karnappen ind i Taarnstuen; Døren
til Spisesalen stod aaben.
Hendes Højhed fór lidt sammen: De her sagde hun--Hr. Kaim--De staar
her alene.
-Jeg--saa' paa Noget, sagde Hr. Kaim. De korte Sætninger kom altid
saa underligt stødende frem. At sige Deres Højhed glemte han hver
anden Gang.
-De har vist aldrig set vore "Skatte", Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed.
De havde det lidt, og han vilde just gaa.
-Skatte--Deres Højhed....
Hendes Højhed tog et Nøgleknippe i et Skrin og aabnede et lille Skab
i Væggen: Det vil ikke op, sagde hun. Endelig gik det: Ja, det er vort
Musæum her.
Hr. Kaim blev staaende fire, fem Skridt fra hende med halvbøjet Hoved.
Hendes Højhed tog et lille Skrivetøj ud af Skabet.
-Det har tilhørt Napoleon, sagde hun og rakte ham det.
Han tog det og saa' paa det: Ja--saa ... Han blev staaende genert de
fire, fem Skridt fra Hendes Højhed og drejede paa Blækhuset.
Hendes Højhed betragtede ham fra Siden, som han stod og saa' paa
Musæumsgenstanden, han holdt i et Par store Hænder.
-Ja saa, sagde han igen og satte Skrivetøjet fra sig paa Bordet.
Maria Carolina smilede mod sin Villie, mens hun satte Napoleons
Blækhus tilbage i sit Skab.
Og mens hun smilte, følte hun den dybeste Smerte, hun havde følt i
hele sit Liv.
-Ja, sagde hun, han havde det med i Rusland. Hun vidste ikke, hun
havde talt, før hun hørte Lyden af Sætningen, der kom tilbage til
hende ligesom langt borte fra....
Hendes Højhed tog en lille Guldstav i Skabet.
Josef Kaim stod og følte paa Stenene, der sad i Krans rundt om
Staven.
-Det er et Scepter, sagde Maria Carolina.
-Det har tilhørt Maria Stuart.
Det gav et Sæt i Josef Kaim: Maria Stuart, sagde han. Han gik til
Vinduet med Sceptret i Haanden.
Det var næsten mørkt, saa de knap saa' hinandens Ansigter, skønt de
stod sammen tæt ved Vinduet.
Josef Kaim holdt det lille Scepter ud fra sig i Haanden, og blev ved
at se paa det.
Inde i Spisesalen havde Komikeren "sagt noget" igen. De andre lo op.
-De tager fra os, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed sagtere, som man
taler i Mørke.
-Ja, sagde han, til Dresden. Han blev ved at staa med Sceptret,
-Ja, sagde han.
Hvad hjalp #det# hende? Han talte dybere, med den mærkelige mørke
Stemmeklang.
Hendes Højhed fór sammen.
-Nej, sagde hun sagte.
Josef Kaim rakte Hendes Højhed Sceptret. Tak, sagde han.--Hm--ja--det
er sært med saadan gamle Ting....
Hendes Højhed skælvede, da hun berørte Sceptrets kolde Guld. Hendes
Ansigt var saa blegt i Mørket.
De tav lidt. Derinde havde Komikeren vist igen gjort sin Bevægelse.
-Jeg vil ønske Dem al Lykke, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed; hun gik
et Skridt frem.
Josef Kaim saa' op. Han havde ikke før hørt, der var saadan Velklang i
Hendes Højheds Stemme.
-Jeg skylder Dem--Tonen lød lige mild--megen Tak for i Vinter ...
megen....
Hendes Højhed rakte Haanden frem ... Men Hr. Kaim saa' det ikke i
Halvmørket. Han bukkede kun, mens Maria Carolina bøjede Hovedet.
* * * * *
Maria Carolina holdt sig i et Nu mod Væggen, før hun i Spisesalen drak
et sidste Glas med sine Gæster.
Selskabet tog bort.
Ned ad Bjergvejen hørte man dets Latter og Sang.
-Grim er hun, sagde Josef Kaim. Men en køn Stemme har hun--mærkeligt
til blødt Organ--saa "følt" det lyder....
Maria Carolina stod i Karnappen. Hun havde slaaet Vinduet op.
Over Højder og Dal var det Nat. Det var som al Naturen udstraalede
Friskhed og Vellugt, baade Skov og Jord.
Maria Carolina bøjede sig langt ud af Karnappen.
Kastellanen havde ventet lidt foran Porten; nu slog han den i og
vendte tilbage over Gaarden. Maria Carolina hørte efter Sangen
dernede.
Den blev svagere, og den døde bort.
Der blev stille ude i Natten.
* * * * *
Hendes Højhed vendte sig forskrækket. Det var, som nogen kom bag ved
hende i Stuen.
Det var Fanen fra Trediveaarskrigen, som viftede og slog mod Væggen
der ovre--i Trækken.