IV

Hoffet var for første Gang inde fra Landet for at gaa i Theatret.

Hendes Højhed saa i Kikkerten efter kendte Ansigter. Hun havde sat sig

tilrette paa den gamle Plads i Logen, halvt bag det Fløjelsforhæng og

følte det saa hjemligt rart: Alle Abonnenterne havde deres gamle

Pladser i Balkonen--nu kunde man da se, ved den nye Krone, som var

hængt op under Sommeren.

Hendes Højhed hørte ikke et Ord af "Don Carlos". Naar hun, en Gang

imellem vendte Ansigtet mod Scenen, saa hun Hr. von Pøllnitz staa paa

Tæerne, med Hænderne presset ind mod sit Bryst ... Hr. von Pøllnitz var

Marquis Posa ... Hr. von Pøllnitz havde vist igen lagt sig ud i

Ferien ... Ovre i Hofdamelogen blundede Frøken von Hartenstein

allerede, siddende som en Tinsoldat saa ret op i sin Stol.

Hendes Højhed blev ved at sidde med Kikkerten for Øjnene eller Viften

halv udfoldet i Haanden i sit Skød--og saa' ikke og hørte ikke. Hun

vidste ikke, hvorpaa hun tænkte; hun følte kun, hun sad saa godt i Ro

her i Krogen, mens de spillede alt det dernede.

Naar der applavderedes, løftede hun Hænderne op over Logebrystningen

og førte mekanisk de behandskede Haandflader et Par Gange lydløst imod

hinanden. Hun vidste det knap, naar hun gjorde det.

Det var en "Sortie" af Hr. von Pøllnitz. Han svedte som en Lastdrager.

Hr. von Pøllnitz svedte altid, naar han tolkede stærke Følelser.

Hr. von Pøllnitz spejlede sig i Foyeren. Hr. von Pøllnitz spejlede sig

gerne, naar han var i Trikoter. Han stod i Positur, saa han saa' begge

Rundingerne af sine Lægge og smilede med et fint Hofsmil til Spejlet.

Hr. v. Pøllnitz lod Bolingbroke smile saadan til Lady Marlborough.

Naar han var alene, vred Hr. von Pøllnitz Hovedet af Led for at se sig

paa Ryggen. Hr. von Pøllnitz havde sin Fejl #der# bagtil. Han var for

fyldig #der#, hvor Menneskene sidder. Intendanten lod ham ofte høre

det i Helteroller. Hr. von Pøllnitz spejlede i Enrum altid den for

høje Legemsdel....

Hr. von Pøllnitz var sunket hen i Udsigten til begge sine Lægge....

Prinsesse Eboli kom hen til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz for op:

-Kære Ven--man troede altid Hr. von Pøllnitz mindst havde talt

Stjernerne og vilde meddele Resultatet, naar han sagde sit "kære

Ven"--saa De. Højheden deltog i Applavsen?

Regisseuren kaldte paa Marquis Posa....

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina sad stadig ubevægelig i sin

Krog. Hans Højhed Hertugen tog Plads bagved hende. Han sad og førte

uafladelig sine fem udspilede Fingre gennem sit lange Skæg, indtil han

faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæssigt ved Lyden, naar Tæppet raslede

ned. Han satte sig da hen til Logebrystningen i Lyset, bøjet frem mod

Prinsessen. Han havde, naar han sad foran i Logen, den Vane at bevæge

Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord.

Hendes Højhed saa' over i Hofdamelogen. Frøken von Hartenstein var

vaagnet--midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa

Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne.

I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra

Scenen--raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det

var Don Carlos, der talte til Dronningen.

#Han# var hæslig, og hvor tynd--med et fladt Ansigt, kun et Par store,

hede Øjne ... Hvor slog han dog om sig med de lange Arme.

Sie waren mein--im Angesicht der Welt,

Mir zugesprochen von zwei grossen Thronen,

Mir zuerkannt von Himmel und Natur,

Und Philipp--Philipp hat mir sie geraubt.

Hendes Højhed bøjede sig ned og læste Don Carlos' Navn paa den

udslagne Plakat: Josef Kaim. Og skønt hun egentlig ikke vilde, fulgte

hun forbavset med Øjnene hver Mine, bøjet lidt frem og uden Kikkert.

Hun hørte knap Ordene han talte, bare Stemmen blev hun ved at høre. Og

nysgjerrig, halvt skræmt, som hun vilde bøje sig ned over noget sært

Kræ, der krøb hendes Vej forbi paa Jorden, saa' hun ned paa ham.

Han talte og krængede Læberne frem, saa man saa' alle hans Tænder; og

han bøjede sig sammen med knyttede Hænder, som sled han i Raseri i

fangende, usynlige Stænger.

-Kretiner, sagde Hans Højhed Hertugen bag hende. Han var ogsaa

vaagnet.

Eksellencen von Kurth blev kaldt op i den hertugelige Loge i

Mellemakten.

Maria Carolina hilste og rakte ham Haanden.

-En oprørsk Person, vor nye Elsker, Deres Højhed, sagde Eksellencen

og bukkede.

Det var Hendes Højhed, som hun havde søgt om de Ord ... Ja, sagde hun

og saa igen hans Stillinger, som han havde staaet i overfor

Dronningen ... Ja....

-Vort Hoftheater er ikke noget Menageri, sagde Hans Højhed.

Eksellencen von Kurth stod forbløffet: Ja--sagde han--Deres Højhed

har Ret, den unge Mand er noget heftig....

Tæppet gik op igen og atter ned. Aftenen forløb.

-Saa tager vi vel hjem, sagde Hans Højhed.

-Ja. Maria Carolina lagde sin Arm i hans. De gik ud gennem

Forværelset ned ad Trappen.

Eksellencen von Kurth og Intendanten stod i Vestibulen. Intendanten

skrabede ud, med ynkeligt Ansigt, og den højre Skulder tilvejrs, som

om han ventede noget korporligt paa Siden af Hovedet.

-Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger en oprørsk Person ...

Hendes Højhed blot smilede.

De gik videre ud paa Trappen i det fri. Det havde regnet, og der faldt

endnu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kølighed

slog ned fra Parkens Træer.

-Aa, det har regnet, sagde Maria Carolina. Hun følte et Velbehag

under den frie Himmel.

-Slaa dog Vognen ned, sagde hun. Det regner jo ikke mer.

Hertugen kørte bort med sin Kavaler. Maria Carolina blev staaende paa

Trappen, mens de slog Vognen ned. Hun strakte Haanden ud for at fange

en Draabe.

-Men det regner endnu, sagde Komtesse von Hartenstein. Det blir en

Skylle igen ... Frøken von Hartenstein havde en Hat med ægte Fjer.

-Aa--blot lidt fra Træerne....

De begyndte at køre, og i hastigt Trav rullede de ad Alleen ud paa

Landevejen, gennem Dalen. Uvejret var lige hørt op. De mørke Skyer

rullede sig bort over Højderne som et stort Klæde. Himlen var dybblaa,

saa fuld af Stjerner.

Vejen bugtede og løb langs med Floden. Let Damp stod op af Strømmen.

Det mørke Vand saas ind mellem svajende Pile.

-Kør langsommere, sagde Maria Carolina.

De kørte ganske langsomt. Hestene raslede i Seletøjet, utaalmodige

efter at komme hjemad. Saa gik de atter stille Fod for Fod.

Der var som i Vaar en Duft fra Græs og Træer. Saa stille, at man hørte

Draabernes Fald, naar de en efter en glede fra Pilenes Blade ned i

Strømmen.

-Hvor Natten er smuk.

Hendes Højhed aandede dybt. Hun sad med tilbagelænet Hoved og saa op i

Natten.

Et Vers faldt hende ind og et andet og et endnu. Hun vidste ikke, hun

kunde dem udenad, nu hvor de kom--de dejlige Ord.

-Hvor Natten er smuk, sagde hun igen.

De var kørt bort fra Floden, opad i Højderne. Borte i Horisonten korn

nu og da et hastigt og fjernt Lyn. Graner og Birke duftede paa

Skraaningerne. En Hund fo'r op i et Vogterhus, inde i Skoven, og

glammede.

* * * * *

Hendes Højhed sad foran sit Toiletspejl. Kammerpigen flettede hendes

Haar.

Vinduerne stod aabne bag de lange Stores. Et Par Insekter fløj omkring

Lysene.

De fløj rundt og rundt; ind gennem Flammen og sved sig; rundt og

rundt ... Hendes Højhed slog til dem: Aa--de Dyr, sagde hun.

Det faldt hende ind, hvem Mennesket lignede....

Ja.

Billedet i Hertugindens Dagligstue, hvor Marie Antoinette føres til

Fængslet ... Der stod en ung Mand med knyttet Haand og Hovedet lidt

bøjet ... Allerforrest, tilhøjre....

Det var ham, han lignede.

De to Insekter surrede ind i Lyset og faldt ned.

-Aa, luk Vinduet, sagde Maria Carolina Der flyver saa meget Kryb

herind.

* * * * *

Hoffet havde boet i Residentsen en Maanedstid. Dag fulgte efter Dag i

vanligt Trit.

Hendes Højhed malede Akvarel; hun gav enkelte Dage Kur; hun spaserede

sin Time med Komtesse von Hartenstein paa Terrassen.

Hendes Højhed mødte undertiden Hr. Hofskuespiller Kaim ... Det kunde

ikke nægtes, han var hæslig. Det flade Ansigt saa gult som en Citron.

Han hilste ogsaa meget kejtet med sin høje Hat.

Det var en Dag, midt i November, en Formiddag med det fuldeste Lys

over Parkens mange farvede Træer; tyndt var Løvet, faldne Blade laa

allerede som et gulbroget Tæppe over Gange og Plæner. Hendes Højhed

havde drukket Kaffe i det øverste Lysthus med nogle Damer. De havde

netop rejst sig for at gaa, da Hr. Josef Kaim kom forbi Verandaen.

Hendes Højhed gik ned ad Trappen med et Par Damer. Hr. Kaim hilste.

Hendes Højhed standsede paa det nederste Trin.

-Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa

Platformen. Vil De maaske se den idag--her er just aabent?

Hr. Kaim var bleven staaende med et Sæt--med Hatten i Haanden.

-Jeg takker--jeg takker Deres Højhed.

-Steindl--Hendes Højhed vendte sig til Tjeneren--vis De Hr.

Hofskuespiller Kaim op paa Platformen ... Udsigten er virkelig smuk....

-Jeg--har hørt det ... Deres Højhed....

Hendes Højhed hilste og gik videre med sine Damer.

Gehejmeraadinden talte fremdeles om Dronningen af Rumænien.

-En Majestæt, der sætter Versfødder sammen, sagde hun....

-Og gi'er _Kærlighedshistorier_ i Trykken....

-_Horrible_, sagde Mlle Leterrier.

-Ja--det var den samme Stemme--kort og vred, som om Mennesket

stadig fo'r op mod en Fornærmelse.

Hendes Højhed var standset. Hun saa et Øjeblik udover den skinnende

Have.

-Ja--sagde hun--Dronning Elisabeth skriver smukke Poesier.

Mundene klappede bums i paa Damerne.

Mlle Leterrier tog Teten: _Mais oui_--sagde hun--_votre Altesse--des

vers étonnants_....

Og i samme Tone som naar hun tog Udgangspunkter for Hendes Højhed den

Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen:

-_Oui--voilà une madame de Staël sur le thrône_....

De andre Damer tav og lod Fru Staël sidde paa sin Throne. De vendte

tilbage til Slottet.

Om Eftermiddagen kørte Hendes Højhed Tur til det italienske Slot med

Komtesse von Hartenstein. Naar hun efter Taflet havde skænket Kaffen

til Hans Højhed Hertugen--Hans Højhed Hertugen var meget plaget af

Gigt i denne Vinter; Hans Højheds Spillebord var flyttet hen lige

foran Ilden--kørte hun i Theatret; eller hun sad hjemme i sin vante

Krog i den gule Sal.

Hendes Højhed læste i Vinter helst selv.

Hendes Højhed læste Schiller.

Hun sad bøjet og læste med Bindet i sit Skød. Hun holdt tidt op og saa

ud for sig med Hovedet støttet i sin Haand.

Man hørte i Salen kun Kortenes sagte Fald mod Bordet, naar de

spillede, og Hofmarschallens Gammelmandshoste, som han søgte at faa

til at tage sig ud som en diskret og undertrykt Latter, der lød saa

umotiveret hen i Stilheden.

Hendes Højhed lod Haanden synke og saa sig rundt i Salen. Hun saa Hans

Højhed Hertugens bøjede Ryg og Hofmarschallen i Profil--hans Hoved

rokkede lidt.

Komtesse von Hartenstein sad nogle Skridt fra hende. Den sorte Paryk

stak grelt af mod Panden, der var fuld af _poudre de riz_ over

Rynkerne....

Og Hendes Højhed bøjede sig og læste igen.

-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed. Maria Carolina rejste sig og

lukkede Bogen.

-Vi er færdige, sagde Hans Højhed.

Maria Carolina gik stille hen til Spillebordet og tog Plads.

De høje Herskaber spillede et Parti Piqué, før de trak sig tilbage.

* * * * *

Komiteen til "Borgerforeningens" Basar opfordrede Hr. Hofskuespiller

Joseph Kaim til at yde sin velvillige Assistance med et

Deklamationsnumer. Det var Overborgmesteren, som fik Ideen i et

Komitemøde en Aften, da han havde været til Taffel.

I Damekomitemødet paa Slottet forespurgte man Hendes Højhed

Protektricen om Tilladelse til at anmode--"det var maaske en

Afveksling"--Hr. Josef Kaim om at assistere ved Basaren.

Hendes Højhed mente, at Hr. Kaim vel allerede havde et stort Publikum.

Hr. Hofskuespiller Kaim lovede villigt at efterkomme Opfordringen.

Hr. Hofskuespiller von Pøllnitz maatte tilstaa, at han #forstod# ikke

Komiteen.

Hr. von Pøllnitz var i disse Dage altid paa Gaden. Man faldt over Hr.

von Pøllnitz, blot man satte sin Fod paa Gaden.

-Kære Ven sagde han--#begriber# De?--

Intet Knaphul var helligt for Hr. von Pøllnitz: I tyve Aar--kære Ven

... tyve Aar ... har jeg vist dem den Venlighed--

-Ja--bedste Hr. von Pøllnitz ... jeg skal denne Vej....

-Tyve Aar ... Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et

Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende

Øjne--Kære Ven--Naa--skal De denne Vej?--jeg følger Dem....

Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned.

-Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde ... Man

maa give mig Grunde....

Naar om Aftenen Gæstestuen i "Hertugen" blev lukket, tog Hr. von

Pøllnitz en Arm. Hr. von Pøllnitz slap den sent:

-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz standsede og saa Ledsageren lige ind i

Ansigtet--Tingen er, man kan jo ikke #tie#--der maa jo tages

Forholdsregler ... man maa dog vide....

Hr. von Pøllnitz kom hjem Klokken to, tre om Natten.

Naar Hr. von Pøllnitz var hjemme, sad han stille hen i sin Stol med

Hænderne paa sine Laar. Undertiden løftede han langsomt Armen og

lagde smerteligt Haanden op paa sin Plade.

-Det er jo det--Mariane, sagde Hr. von Pøllnitz til sin Frue--#hvis#

man #begreb# det.--

* * * * *

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina havde aldrig set saa godt ud.

Hendes Højhed var i noget fornemt, slankt Graat, der klædte hende rent

mærkeligt: Hendes Højhed var næsten smuk, som hun kom ind i Basaren

med Overborgmesteren.

Hendes Højhed gik op ad Trinene til Tribunen og tog Plads. Sangerne

begyndte at synge.

Hr. Pøllnitz havde tilbudt sig at staa i Tombola.

-Kære Pøllnitz, havde Fru von Pøllnitz sagt: om du vilde følge mit

Raad.

Hr. von Pøllnitz fulgte altid sin Kones Raad: Hr. von Pøllnitz stod i

Tombola med et bredt Bonvivantsmil.

-Hvor det er morsomt engang at høre en anden--sagde Hr. von Pøllnitz

til alle. Han var saa urolig, at han trippede.

-Kære Ven, sagde han. Man har fri....

Hr. von Pøllnitz var lykkelig.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var lidt ubarmhjertig mod

Borgerforeningens Buket: Der faldt under Sangforeningens Sang det ene

Blad efter det andet ned for hendes Stol.

Hr. von Pøllnitz lagde Armene overkors ved sin Tombola: Hr.

Hofskuespiller Josef Kaim kom frem i Kjole og hvidt.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hilste ved at bøje Ansigtet ned

over Borgerforeningens Buket.

Hr. Josef Kaim deklamerede "Sangerens Forbandelse". Han havde hængende

Skuldre i en flunkende ny Kjole. Skjorten skød sig under Anstrængelsen

op og stod ud af Vesten, og Hr. Kaim trak den ned mellem hvert Vers.

Hr. Kaim deklamerede lidt slettere end Alverden.

Fru von Pøllnitz sad paa reserveret Plads. Hun havde Næseklemmer paa

og saa uafbrudt paa Prinsessen. Hendes Højhed blev ved at sidde med

bøjet Hoved. Hun saa ned i Gulvet paa Hr. Kaims Fødder, uhyre Fødder i

et Par Laksko med høje Hæle.

En #Bredde# af Fødder....

Hendes Højhed var nervøs; den stakkels Borgerforenings Buket. Fru von

Pøllnitz var overbevist om, at Baandene snart var ganske krøllede.

--Han stod #ganske# som Hr. v. Pøllnitz. Den højre Haand presset ind

mod Brystet--en tyk Haand i en klemt hvid Handske--og strakte Hals--og

hvor var han varm....

Hendes Højhed saa atter stift ned--paa de store Fødder.

Det var forbi, og Hr. Josef Kaim bukkede. Der applauderedes livligt i

Salen. Hr. von Pøllnitz strakte Armene langt frem i Højde med sit

Hoved og klappede heftigt.

Hendes Højhed Protektricen rejste sig hurtigt. Sangerne havde sat an

til Slutningsnumeret, men holdt inde, og det blev ved et hendøende

Kvæk. Dirigenten, der skrævede med Ryggen til Salen, blev staaende med

løftet Haand....

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede nede af

Tribunetrappen.

Damerne fløj til Boderne og fik de udbredte Duge væk, som skærmede de

udsøgte Genstande ... Det var knap, at Frøken von Hartenstein kunde

indhente Hendes Højhed.

Højheden smilede hastigt frem gennem Bodrækken. I Bod Nr. to straalede

Fru Overborgmesteren bag sine Dynger af "Prinsessens Peberkager".

Højheden smilede svagt til Boden og gik forbi. Fru Overborgmesteren

var knikset ned bag Peberkagerne og blev staaende i Nejningen: Hendes

Højhed købte i Fru Hoftandlægens Barak.

Fru Overborgmesteren havde født ti Børn til Verden. Hun fik det med

Hold over Lænderne ved saadanne Lejligheder.

Hendes Højhed havde aldrig været saa livlig! ... Hun talte længe i hver

Butik, nederst i Salen....

Da Hendes Højhed tog bort, rev Hr. von Pøllnitz "Leve't" ud af Munden

paa Overborgmesteren.

Hr. von Pøllnitz var i det Hele i Ekstase.

-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz omfavnede Hr. Kaim--et Organ ... et

Foredrag ... Jeg vil indlemme "Sangerens Forbandelse" i mit

Repertoire....

Ud paa Aftenen købtes Fru Overborgmesterens Peberkager underhaanden

til Buffet'en.

Hr. og Fru von Pøllnitz gik hjem.

Hr. von Pøllnitz rømmede sig; Fru von Pøllnitz hørte det ikke.

Tilsidst sagde Hr. von Pøllnitz og gned sig under Hagen--Hr. von

Pøllnitz gned sig under Hagen som en Høker i fortrolige Øjeblikke og

frembragte en gryntende Lyd--:

-Hm "Mutter Pøllnitz"--Mutter Pøllnitz var et Kælenavn--hvad si'er du

saa?

-Hvad jeg siger--David--til hvad?

-Til hvad? sagde Hr. von Pøllnitz. Som om der ... Til hvad?

-Mener du den unge Mand. Det var meget net.

-Kære Mari ... Hr. von Pøllnitz kom ikke videre....

-Naar man betænker, at det unge Menneske er ganske uden Øvelse; Fru

von Pøllnitz sagde det venligt.

Hr. von Pøllnitz sagde ikke noget. Han havde det varmt.

-Pøllnitz, sagde Fru von Pøllnitz--du skulde slutte dig lidt mere til

Hr. Kaim.

-Slutte mig--min Pige, Hr. von Pøllnitz stod stille....

-Ja--han gør virkelig et rart Indtryk--saa beskeden og forlegen

endnu....

De var hjemme.

Hr. von Pøllnitz sad længe i sin Stol, stille, med Hænderne paa sine

Laar.

Siden laa han timevis vaagen. Han sukkede og pustede og saa over paa

Fru von Pøllnitz. Hun lod, som hun sov.

Hr. von Pøllnitz vendte og drejede sig og slog sig paa Hovedet, saa

Nathuen fløj fra højre til venstre: Hr. von Pøllnitz laa med Nathue.

Næste Morgen tog Hr. von Pøllnitz "Engelsk Salt". Hans Mave taalte

ikke stærke Sindsbevægelser.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina klædte sig om, da hun kom

hjem, og hun gik ned i den gule Sal.

Komtesse von Hartenstein læste højt af "_Revne des deux mondes_". Det

var en Afhandling om den evropæiske Indflydelse i Kina.

Da Hendes Højhed skulde til Ro, og Kammerjomfruen flettede hendes

Haar, paastod Hendes Højhed uafladelig, hun trak i Fletningen.

-Herre Gud--Hendes Højhed var meget sensibel--De piner mig....

-Men, Deres, Højhed....

-Nu igen....

-Deres Højhed....

-Aa--lad mig selv....

Hendes Højhed tog selv Haaret og begyndte at flette det.

Og to Minutter efter lod hun det falde igen....

Kammerjomfruen forstod ikke Højheden. Stille flettede hun Haaret og

bandt det varsomt op.

* * * * *

Hans Højheds Gigt var meget slem. Et Par Uger tog Hendes Højhed

Prinsesse Maria ikke i Theatret.

Hr. von Pøllnitz var meget optaget: han virkede for selskabeligt

Samkvem mellem Hofteatrets Medlemmer.

-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz--man ser aldrig hinanden....

-Bedste Ven, man er Kammerater, og vi lever som fremmede....

-Kære Ven--man maa se hinanden....

Næste Lørdag var der Middag hos Hr. von Pøllnitz. Hr. Hofskuespiller

Kaim havde Fru von Pøllnitz til Bords.

V

Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde. Hendes Højhed var nervøs.

Foraars-Uroen angreb Hendes Højhed.

-Højheden har Indfald, sagde Komtesse von Hartenstein--min Go'e,

uberegnelige....

Komtesse von Hartenstein tilbragte sine fleste Eftermiddage hos

Mademoiselle Leterrier. Hendes Højhed trak sig i den sidste Tid ofte

tilbage om Eftermiddagen. Hun vilde hvile sig.

Hendes Højhed havde lukket Døren af, saa Kammerjomfruen maatte banke

paa, naar hun skulde klæde Højheden paa til Taflet.

Komtesse von Hartenstein sad ovre hos Mademoiselle Leterrier.

-Min Go'e, sagde hun, det er Nerverne ... Men hvem der #lider#, min

Go'e--det taler man ikke om ... Højheden har #Indfald:# Igaar #gik# vi

hjem fra Theatret--

-#Gik?#

-Ja--min Go'e, vi gik; Højheden sendte Vognen bort ... #Det#

Slæbeskørt #har# jeg haft min Nytte af....

Komtesse von Hartenstein beskrev ikke, hvad hun led. Men hun havde en

Maade at #tie# paa om sine Lidelser--"min Go'e, jeg har jo at bøje

mig"--saa hun saa' ud, som hun daglig blev slagtet.

Mademoiselle Leterrier nikkede forstaaelsesfuldt.

-_Mais oui_--sagde hun--_c'est l'áge orageux_.

-Ja, sagde Komtesse von Hartenstein; hun forstod ikke, hvad

Mademoiselle mente: Komtesse von Hartenstein havde aldrig kendt nogen

_áge orageux_.

-_Mais oui--c'est ça_, gentog Mademoiselle. #Hun# kendte det.

Mademoiselle Leterrier havde en "Nevø", en lang friseret Laban af en

Referendar, der besøgte hende to Gange om Aaret og regelmæssigt tømte

hendes Sparekassebog. _C'est ça_, sagde Mademoiselle Leterrier.

Det ringer. Det er Fru von Pøllnitz. Fru von Pøllnitz har taget Timer

i Fransk i Vinter hos Mlle Leterrier.

De tre Damer taler om Vejret, der er saa ustadigt og slemt for Hans

Højhed Hertugens Gigt.

* * * * *

Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt. Han havde ikke en Gang

saa meget som kunnet sætte sin Fod i Hoftheatret i de sidste to

Maaneder.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina satte sig paa hans Plads i

Mørket. Lyset fra Rampen generede. Hendes Højhed sad ogsaa hellere

der--lidt tilbage i Skjul: Hendes Højhed var virkelig undertiden

ganske skræmt i Hoftheatret nu.

-Har han ikke faaet dem gjort til Rebeller allesammen, sagde

Eksellensen Kurth. Det er en Galskab, der smitter....

Komtesse von Hartenstein mente, at den store Devrient vendte sig i sin

Grav.

Hendes Højhed sad blot forskræmt.

Josef Kaim #rev# de unge paa Scenen med sig.

Det var ikke stor Kunst. Men den hede Ungdom gennembrændte

Mesterværkerne med alle Lidenskaber. Had var det rene Vildskab, og

Kærlighed var Raseri. Liv stod der i de lyse Luer af Tøjlesløsheden.

De Godtfolk i Residentsen sad i Hoftheatret saa forblæste, som gik de

over Raadstuepladsen i Storm.

Maria Carolina trykkede sig ind i sin Logekrog. Hun følte en sky

Forbavselse, en beklemt Modvillie, der ikke vidste, mod hvem den

skulde vende sig. Og hun blev siddende, som en Døv, der kæmper for at

høre, og stirrede paa disse Mennesker.

Josef Kaims Stemme lød gennem alle de andres.

Undertiden lød den ogsaa smeltende mildt, smigrende blød som

Musik--som naar Don Karlos talte til Dronningen.

Og nysgjerrig saa Hendes Højhed ned paa Don Karlos, der knælede for

den Elskede--paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes,

paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede

sig, naar han kyssede hendes Haand.

Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens

hun lukkede Øjnene.

Men Stykket gik videre. Og vildt kæmpede Eboli om Karlos, og Karl svor

sin Fader Fjendskab i Forbandelser, og Posa gik i Døden, Posa den

Retfærdige.

Hendes Højhed vidste knap af Ordene. Men hun hørte de oprørte Stemmer

som i et stort Kor, og hun følte en klemmende Angst, som om noget

besværede Aandedrag og Hjerteslag i hendes Bryst.

Naar Tæppet var faldet, og det var forbi, blev hun siddende paa sin

Plads, og hun stirrede aandsfraværende paa Tæppet, der pludselig blev

mørkt, og Jerngitret, der skød langsomt ned, en sort Væg, og faldt

tungt i Gulvet.

Hendes Højhed rejste sig, og hun blev endnu staaende ved Randen af

Logen, og hun saa ud i den tomme Sal i Halvmørket med alle de gabende

Stolestader.

Fru von Pøllnitz havde i Vinter Plads i Logen vis-à-vis Prinsessens i

første Etage.

Hun tog Tøjet paa i den aabne Logedør; Fru von Pøllnitz havde

Næseklemmen paa under Sløret.

Lakajen havde løftet Portieren til den lille Salon. Prinsessen vendte

sig og gik ham forbi. Hun kørte hjem.

Hans Højhed Hertugen havde ventet paa Hendes Højhed til Piqué'en. Han

sad og trommede med Knoerne paa Spillebordet og saa paa Uret hvert

halve Minut.

Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Kortene i

Hænderne.

-Ja--Deres Højhed. Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed gav Kort.

De spillede i Tavshed, gav, tog Kort og stak.

En Lakaj listede over Gulvet med Theservicet. Komtesse von

Hartensteins Strikkepinde raslede sagte.

Deres Højheder blev ved at spille.

Naar Spillet var ude, samlede Hans Højhed Kortene.

-Det er blevet sent, sagde han.

-Klokken er halv tolv, sagde Hendes Højhed. Hun rejste sig og gik hen

over Gulvet mod en Vinduesfordybning. Hun støttede et Øjeblik sit

tunge Hoved mod Vinduessprossen.

-Deres Højheds The. sagde Komtesse v. Hartenstein.

-Tak--jeg kommer....

Herskaberne drak The i Tavshed.

* * * * *

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina vilde hente en Bog i

"Hertugindens Dagligstue", før hun gik til Ro. En Lakaj bar Armstagen

foran hende.

Hendes Højhed gik hen til den lille Reol og mekanisk tog hun en Bog af

Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek. Hun lagde den fra sig paa

Bordet, og mens Lakajen ventede med den løftede Kandelaber, betragtede

hun "Marie Antoinette, der førtes til Fængslet".

Hun betragtede Ansigterne og Skikkelserne med de knyttede Hænder.

Hun saa' fra Rebellerne hen paa Dronningens Ansigt. Hun skred rank

frem, kongelig, gennem Pøblen. Ansigtet næsten straalede i sin

uantastelige Ro.

Maria Carolina saa bort fra Billedet rundt i hendes Højhed

Hertugindens private Gemak ... Det var, som hendes Moder kom hende i

Møde fra hver Plet....

Hun saa hende sidde #der# i den højryggede Sofa fra det første

Kejserdømme, rank og smuk og rolig--de ringbesatte Hænder laa foldede

i hendes Skød--mens hun, en lille Pige, #der#, foran Hendes Højhed

Hertuginden, staaende midt paa Gulvet, hviskede en af Lafontaines

Fabler--paa Stolen derhenne sad Mlle Leterrier og bevægede Læberne

til Fabelordene, som om hun vilde suflere hende.

Og naar Fablen var ude, bøjede Hertuginden, hendes Moder, sig let

fremad:

-Godt, sagde hun, meget godt.

Og Maria Carolina nejede, mens Hertuginden, hendes Moder, let berørte

hendes Pande med sine Læber.

Maria Carolina traadte tilbage. Og Hertuginden strakte Haanden ud til

Kys for Mlle Leterrier, og hun sagde igen:

-Det er jo meget godt, Mademoiselle.

Hendes Højhed hørte Hertugindens, hendes Moders Stemme, klar og altid

rolig, og hun saa paa de lige og regelrette Møbler med Vaserne og de

gyldne Guirlander og Billederne, som hang symetrisk i Vægfelterne.

Maria Carolina aandede dybt, som om hun havde lagt en tung Byrde fra

sig, og hun vendte sig for at tage Bogen paa Bordet.

Hendes Blik faldt atter paa Marie Antoinette. Og al hendes Følelse

blev til en pludselig dyb Vrede mod disse Folk med deres Skrigen....

Hendes Højhed forlod "Hendes Højhed Hertugindens Dagligstue" og med en

Haandbevægelse, uden Ord, afskedigede hun Hofdamen von Hartenstein,

der ventede i den gule Sal.

Men mens Kammerpigen flettede Højhedens Haar foran Spejlet, kom den

forpinte Urolighed igen. Hun lod Kammerjomfruen gaa, og hun gik

tilsengs. Men hun kastede sig uden Ro og fik ingen Søvn. Hun hørte

bestandig disse lidenskabelige Stemmer, som om de raabte til hende, og

alle hendes Pulse bankede.

Hun tog "Don Carlos" fra en lille Hylde, og hun begyndte at læse.

Hun læste rundtom, og det var bestandig det samme.

Det var de samme Ord, evig: "Kærlighed"--"Menneskeret"--"Frihed"--sagt

med de samme Stemmer.

Hun holdt inde med at læse, og Bogen faldt ned paa Tæppet.

Hendes Hoved var tungt af afmægtige Tanker. Hun fandt ikke Rede--i

alle de fremmede Ting. Og hun følte som en Angst det bankende Blod.

Hun læste igen, og pludselig standsede hun. Hun havde sat sig op, og

Bogen laa paa hendes Knæ: Gang paa Gang læste hun Hertugindens Ord til

Dronningen:

Ich bin

Der Meinung, Ihre Majestät, dass es

So Sitte war, den einen Monat hier

Den andern in den Pardo auszuhalten,

Den Winter in der Residenz, so lange

Es Könige in Spanien gegeben....

Hendes Højhed slap Bogen. Hun saa ikke Bogstaverne mer; Taarerne kom

og blændede hendes Øjne.

Hun følte en inderlig træt, en afmægtig Smerte--stille og uhjælpelig.

Hun græd længe, og hun tørrede atter Taarerne bort; hun rakte mat

Haanden ud efter Bogen af "Hendes Højhed Hertugindens

Haandbibliothek". Kammerjomfruen havde lagt den paa Bordet.

Hun slog den op. Det var Habsburgernes Stamtavle. Hun læste Side efter

Side og vendte Blad paa Blad. Det var de samme Navne og de samme

Titler i uendelig Rad....

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blundede tungt ind over

Habsburgernes Stamtavle.

* * * * *

Hans Højhed Arveprinsen fik mange arkstærke, sentimentale Breve fra

sin Søster.

Han fik dem om Morgenen og saa ned ad Siderne, mens han nød sin første

Cigar.

Hans Højhed skød de blaa Røgskyer i Ringe ud under sin Knebelsbart.

-_Pauvre enfant_, sagde han.

Og med et Suk strakte Arveprinsen sine Rytterben fra sig og tog den

sidste Slurk af Kaffen.

-_Pauvre enfant_.

* * * * *

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var virkelig syg. Livlægen

kunde ikke noksom tilraade Bevægelse.

Hendes Højhed red lange Ture i den friske Foraarsluft.

Hendes Højhed red saa uens, saa Lakajen evigt maatte passe paa: saa

var det Karriere, og saa var det Skridt.

Hun red om ad Møllen. Anna-Lise bragte hende Mælk.

Hendes Højhed tømte Glasset og blev holdende foran Døren. Tankeløs saa

hun paa det skummende Hjul.

Hun fo'r let sammen, og rakte Glasset tilbage til Anna-Lise:

-Hvor De er bleg, sagde hun. Er De syg? Det slog hende, hvor

Anna-Lise var blevet bleg og mager.

Hun hørte ikke Anna-Lises Svar. Hun saa igen paa det skummende Vand om

Hjulet.

-Det er Foraaret, sagde Hendes Højhed.

Anna-Lise nejede for Hendes Højhed, som nikkede "Farvel".

Hendes Højhed red over Broen. Ved Omdrejningen Vendte hun sig.

Anna-Lise stod paa Stentrappen og saa efter hende med Hænderne over

Øjnene.

* * * * *

Der var Ugetaffel. Herskaberne og deres Gæster drak Kaffen i den gule

Sal.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina talte med Hr. Overførsteren i

en Vinduesfordybning, om nogle Træer, der kunde hugges for en Udsigt.

-Ja--ingen kender Skoven saa godt som Deres Højhed, sagde Hr.

Overførsteren.

-Jeg har jo redet der hver Dag, siden jeg var Barn. Hendes Højhed saa

ud i Haven. Det var Hofskuespiller Kaim, der kom op ad Vejen med to

Damer.

-Hvor Luften er mild, sagde Hendes Højhed. Hun havde aabnet

Vinduet.--Som i Juni.

Hun bøjede sig ud af Vinduet. Man hørte Stemmerne fra Terrassen lige

herop.

-Der er dog smukkest ved Skovmøllen, sagde hun igen og vendte sig

halvt til Hr. Overførsteren.

-Jeg ved, Deres Højhed finder det, sagde Overførsteren.

De tav lidt. Prinsesse Maria Carolina blev ved at se ud i Haven.

-Der er jo Sorg i Skovmøllen, sagde Hr. Overførsteren.

Hendes Højhed svarede ikke straks.--Sorg? sagde hun saa, som om Ordet

havde haft lang Vej for at naa hende.

-Deres Højhed har ikke hørt, at Anna-Lise ... den unge Pige, som

havde den Ære....

-Anna-Lise ... hvad hun?

-Hun blev fundet ... igaar Morges--Deres Højhed, ja det er

beklageligt--i Møllebækken.

Hendes Højhed vendte sig: I Bækken, sagde hun.

Hvor de dog lo dernede.

-Ja, Deres Højhed, igaar.

-Men jeg saa hende jo iforgaars--paa min Tur.

-Det er sket om Aftenen ... iforgaars.

-Om Aftenen, sagde Hendes Højhed blot Hun saa Anna-Lise staa bleg og

huløjet foran sin Hest.

-Ved man nogen Grund? spurgte hun.

-Det plejer at være Forliebelse, Deres Højhed, naar et nittenaars

Blod springer i en Bæk.

Hendes Højhed blev ganske bleg. Hun blev ved at se Anna-Lise for sig,

mager og forgræmmet. Og hun tænkte pludselig paa, at hun havde set hen

paa det skummende Møllehjul og sagt tankeløst:

-Det er nok Foraaret.

Og nervøst--hele Tiden havde hun hørt denne Latter og Josef Kaims

Stemme--vendte hun sig igen mod Vinduet.

-Hvor de lér, sagde hun.

-Den Stakkel.

Maria Carolina syntes hverken hun saa' Træer eller Terrasser eller

Himlen.

-Den Stakkel, sagde hun igen.

Hendes Højhed afskedigede Hr. Overførsteren ved at bøje Hovedet.

Den næste Morgen red Prinsesse Maria Carolina over til Skovmøllen. Det

store, trøskede Hjul stod stille, Husdøren var lukket tillige med

Gaardporten. Maria Carolina stod af og gik op ad Trappen.

Hun aabnede Døren og gik ind. Fra Gangen til Stuen var der aabent.

Maria Carolina traadte lidt frem og standsede. De to Gamle sad mellem

Vinduerne i Slagbænken. De sad stille, tæt ind til hinanden.

Den gamle Møller virrede med Hovedet mod Væggen og sukkede.

-Ja--Johan--ja, sagde Konen, som om hun tyssede paa et Barn.

Ja--ja....

Og de sad igen stille ved Siden af hinanden. Moderen vidskede Taarerne

bort med Bagen af sin Haand.

Maria Carolina vendte sig sagte og aabnede Døren til Trappen.

Hendes Højhed red forbi den tavse Mølle over Broen.

Bredderne langs Bækken var grønne. Sandbunden lyste gennem det rolige

Vand i Solen. Der var Anna-Lise død.

Hendes Højhed sprængte bort gennem Skoven med sin Lakaj.

* * * * * *

Det var Dagen efter Opførelsen af "Romeo og Julia".

Fru von Pøllnitz havde Time hos Mademoiselle Leterrier. Komtesse von

Hartenstein var der ogsaa. Hun havde villet "tale med et Menneske--min

Go'e".

-Jeg saa det jo, sagde Fru von Pøllnitz, Hendes Højhed rejste sig

straks efter Balkonscenen.

-Og gik alene--med en Lakaj.

-#Hjem?# spurgte Mademoiselle Leterrier.

-Paa Slottet saa man Hendes Højhed Klokken elleve, min Go'e.

-Klokken elleve. Mlle Leterrier trak Ordene ud, som om hun vilde

presse ind i dem alle de Misgerninger, man kunde begaa fra

Balkonscenen til Klokken elleve.

-Hvordan saa Hendes Højhed ud, sagde Mademoiselle igen.

-#Jeg# saa' hende ikke--Komtesse von Hartenstein var ligesom

knækket--Hendes Højhed var uden Hat....

-Det er altid Hr. Kaim, der attaquerer Hendes Højheds Nerver, sagde

Fru von Pøllnitz, Hun havde taget Klemmerne af.

* * * * *

Hendes Højhed havde været meget bleg, da hun kom ud fra Logen efter

Balkonscenen.

Lakajen, der sad i Forstuen til Logen, var vaagnet.

-Kom, sagde Hendes Højhed.

Hendes Højhed gik ned ad Trappen og ud gennem Vestibulen. Hun havde

kun et Slør om Hovedet og en Kaabe.

Hun gik gennem Theaterparken over Alleen ind i Slotshaven. Hun aabnede

Laagen til Onkel Otto Georgs Rosenhave--Buskene stod nøgne, uden

Løv--og hun gik op paa Terrassen.

Hun gik hastigt. Lakajen fulgte Hendes Højhed i en Afstand af ti

Skridt, ligerygget og med samme Ansigt, som naar han serverede ved

Taflet.

Hendes Højhed gik og gik. Hun maatte gaa. Det var hende, som om hun

med hvert Skridt søndertraadte noget med sine Hæle, mens hun gik og

gik.

En Gang imellem førte hun Haanden ind mod sit Bryst, som om hun havde

ondt ved at drage Aande. Og hun begyndte at gaa langsommere og ganske

langsomt, med Hovedet bøjet og Øjnene ned i Jorden.

Hendes Højheds Pande brændte. Det at #tænke# var Maria Carolina saa

uvant; det var som en stor Smerte.

Hun steg højere op, opad Trappen, til den øverste Terrasse.

Hun gik nogle Skridt og standsede. Aftenen var halvvejs maanelys.

Haven laa under hende som et utydeligt Svælg, begrænset af Slottets

Stor-Kolos. Skarpt saa man det lange, lige Tag mod Himmel og Skyer.

Hendes Højhed stod ubevægelig og saa ned paa det hertugelige Slot.

Lakajen var standset i sin Afstand af ti Skridt. Han stod som en

Skildvagt, der skuldrer.

Alle Tanker svandt væk. Ordene--de hede Ord, det havde været, som om

de #brød# ind over hende; Smerten, havde hun vidst hvilken?--der havde

boret som et pludseligt Stik....

Hendes Højhed #saa# kun de lange, graa Linier af Slottet ved hendes

Fod.

Og pludselig, mens hun stirrede paa dette Graa, var det som saa hun

Onkel Otto Georgs Billede for sig. Hun saa ham sidde foran Ilden i den

blaa Sal, med det magre, spidse Ansigt i sine Hænder, bleg og

stirrende ind i Flammerne med sine døde Øjne.

Og hun følte Onkel Otto Georgs Hænder sagte glide hen over hendes

Haar, og hun hørte ham sige, stille og mimrende, mens han saa ned paa

hende og halvsmilede:

-_Pauvre enfant--pauvre enfant_.

Lakajen skiftede Ben og ventede.

Hendes Højhed vendte sig og gik tilbage ad Terrassen. Det store Ur paa

Slottet slog mange Slag ud i Stilheden.

Hun følte sig pludselig saa træt, da hun gik ned ad Trappen.

Maanen var kommet mere frem, og Gangene var helt lyse i Onkel Otto

Georgs Blomsterhave.

Hendes Hoved brændte endnu ... hun syntes ikke mere Fødderne vilde

bære hende.

Hun saa pludselig Lakajen--han gik forbi hende for at aabne

Laagen--hun havde ganske glemt ham.

Han stod i Lyset, med Hatten i Haanden, i Profil, slank og ung. Det

gav et #Ryk# i Maria Carolina, saa hun stansede et Nu.

Lakajen vendte sig lidt og løftede Blikket en Smule.

-Luk, sagde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina og gik ham forbi

gennem Laagen.

Lakajen lukkede Laagen. Hendes Højhed lod Kammerjomfruen tænde

Kandelabrerne paa Kaminen.

-Lad Hans Højhed Hertugen sige, jeg befinder mig ilde.

-De kan gaa. Jeg behøver Dem ikke.

Lakajen drev af i en af Gangene.

-Men #hvor var I#, sagde Kammerjomfruen.

-Paa Terrassen, Jomfru....

-Saa? Franz--De er utaalelig ... Hvad vilde Hendes Højhed der?

-Vi #gik#, siger Lakajen.

-Gik?

-Ja--og stod som "Statuer"....

-Og saa paa Maanen ... Hva'?

-#Jeg# saa ingen Maane .. Jomfru ... Lakajen fanger Kammerjomfruen til

et Kys og til et Par endnu--langs ad en mørkere Gang.

-Idiot, siger hun og løber fra ham.

Kammerjomfruen gik tilbage til Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas

Gemakker. Hun var vis paa, hun hørte Hendes Højhed derinde græde.

* * * * *

Intendanten ved Theatret var til Taffel.

Hr. Intendanten talte om den nye Sæson og Fornyelse af Engagementer.

-Hr. Josef Kaim har Tilbud fra Dresden, sagde Hr. Intendanten. Han

sad vis-à-vis Hendes Højhed.

-Saa rejser han vel, sagde Hans Højhed Hertugen.

-Han stiller store Fordringer, sagde Intendanten.

Hans Højhed Hertugen tog Karpe.

-#Meget# store....

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var interesseret af at betragte

et lille Stykke Is, som flød rundt i hendes hvide Vin....

-Men Hr. Kaim er et ... fremtidigt Talent, sagde Hr. Intendanten.

-Naar den Fremtid kommer--Hans Højhed lo--stikker han af alligevel.

Lad ham løbe ... #Mig# brøler han for højt....

Intendanten tav og saa fra sin Tallerken over paa Hendes Højhed.

-Ja ... sagde hun ... Hr. Kaim--er vist et stort Talent. Hendes

Højhed blev ved at more sig over dette lille Stykke klare Is i hendes

hvide Vin ... Han vil vist kunne faa en smuk Fremtid....

-Rimeligvis ... det var Intendantens Tur at faa blaa Karper ... det

var just det....

-Hm--sagde Hans Højhed Hertugen--hans Slags er der nok af.

Samme Aften fik Hr. Hofskuespiller Josef Kaim sin Ansøgning om

Afskedigelse fra det hertugelige Hoftheater bevilget.

Hr. David von Pøllnitz glemte at faa Galosker paa, saadan en Fart

havde han for at komme hjem efter Theatret.

Hr. von Pøllnitz spiste først. Hr. von Pøllnitz spiste stærkt. Han

drak hver Aften tre Ballier The. Hr. von Pøllnitz turde ikke drikke Øl

for den besværlige Legemsdel.

-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz. Øl--min Yndlingsdrik ... Men, kære

Ven, hva' gør man ikke for Kunsten?

Hr. von Pøllnitz havde drukket de to Ballier. Han begyndte at føle sig

mere vel.

Han lagde Armene ind paa Bordet og stirrede stift paa Fru von

Pøllnitz.

-Mariane, sagde han. #Véd# du, hvad der er sket?

De, der ikke kendte Hr. von Pøllnitz, vilde have tænkt sig noget

verdenshistorisk.

Fru von Pøllnitz sagde tørt: Nej--David.

-Kære Mariane--Hr. von Pøllnitz saa' ud i Luften med opspilede

Øjne--Hvad forudser man?

Hr. von Pøllnitz gjorde en Pavse og slog med den flade Haand i Bordet:

-Man forudser intet, Mariane, sagde han.

Hr. von Pøllnitz faldt hen: Nej--man forudser intet, gentog han.

-Hvorfor spørger du ikke, hvad det er? sagde han.

-Hvad er det da? Fruen var nervøs.

-Hr. Kaim har Afsked.

Hr. von Pøllnitz havde foldet Hænderne over Tallerkenen. Han saa' paa

Fru von Pøllnitz og ventede.

-Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.

-Fæ?

-Jeg sagde: det Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.

Fru von Pøllnitz havde ved afgørende Lejligheder særdeles malende Ord.

-Er du færdig, David, sagde Fru von Pøllnitz.

-Ja. Hr. von Pøllnitz rejste sig stilfærdig og satte sin Stol ind til

Bordet. Tak for Mad, min Pige.

Hr. von Pøllnitz sad i Dagligstuen stille i sin Lænestol, med Hænderne

paa sine Laar.

Han klappede sig i Tavshed #der#, hvor Menneskehedens Flertal har

Hjerne.

* * * * *

Det var den fjortende Maj, Dagen før Hoftheatrets Sæson sluttede.

Hendes Højhed var efter Taflet taget op til Jagtslottet i Bjergene.

Komtesse von Hartenstein var upasselig. Hendes Højhed var alene.

Hun sad i Spisesalen ved Karnapvinduet.

Det havde været Hendes Højheds Yndlingsplads fra Barn.

Højden skraanede jævnt. De nys udsprungne Linde stod lyse mellem Gran

og Fyr. Nede saa man Dalen med sine spredte Flækker og Markerne, hvis

Gærder skar sig frem som mørke Linier, og Engene--hist og her et

ensomt, blaaindhyllet Træ--og Floden. En Sky af let Damp stod mod

Aften over dens Løb.

De modsatte Højder skinnede endnu i Solen. Det var, som laa de ganske

nær--hvidkalkede Bøndergaarde med høje Popler rundtom, der kastede

Kæmpe-Skygger hen over Bjerget, og Markerne og øverst Skoven--alt laa

i rødligt Lys fra Solen.

Højder og Dal var det ganske hertugelige Land.

Det ringede paa den store Klokke ved Slotsporten, og Hendes Højhed

hørte Kastellanens Skridt over Slotsgaarden nedenfor Karnappen,

Hun hørte, Porten blev aabnet og hørte Stemmer herop.

Kastellanen kom tilbage over Gaarden.

-Hvad er det? sagde Maria Carolina.

-Det er et Selskab, Deres Højhed, som vilde se Slottet ... Jeg sagde,

jeg vilde spørge Deres Højhed.

-Naturligvis kan de se Slottet, sagde Maria Carolina.

Hun blev staaende i Vinduet, da Kastellanen vendte tilbage til Porten.

Hendes Højhed gik et Par Skridt tilbage, da hun saa Josef Kaim. Hun

stod et Øjeblik bleg ved Egebordet. Saa gik hun hastigt mod Døren.

Selskabet var allerede paa Trappen. Hendes Højhed gik et Par Skridt

ned og standsede.

Det var en seks-otte Mennesker--Folk fra Theatret. Damerne nejede, og

Herrerne blev staaende bøjede.

Hendes Højhed tog med Haanden om Gelænderet.

-Maa jeg maaske vise Dem Slottet, sagde hun.

Selskabet stod lidt generet ... En af Damerne fattede sig først og

takkede....

-Vil De maaske gaa herop ad Trappen, sagde Hendes Højhed.

De kom ind i Spisesalen. Hendes Højhed kendte dem fra Theatret og

talte til hver med Navn.

Naar Skuespillerne svarede, hviskede de ærbødigt. Lidt efter lidt kom

de ind i Situationen, men de havde lidt for sirlige Buk og stærkt

interesserede Udtryk med store Øjne.

Damerne sagde smaa, forskelligtbetonede: Aa--foran alle Genstandene.

Josef Kaim drev af bag de andre ... Han standsede ved Vinduerne, i

Karnappen blev han staaende.

Han havde sagt bare "Ja" og "Nej" paa et Par Spørgsmaal af Hendes

Højhed.

Hendes Højhed fortalte om den gennemskudte Fane, der hang under

Loftet. Det var en hertugelig Trofæ fra Trediveaarskrigen.

De andre gik videre. Josef Kaim stod med Hænderne i Jakkelommerne og

saa' op paa Fanen.

Hendes Højhed fortalte om Malerierne i Billedsalen. Hele Selskabet

trængte sammen foran et Maleri af Maria Stuart.

-Hun er jo saa "#maadelig#", fløj det ud af den skaldede Komiker.

-Ja, hun var ingen Skønhed, sagde Hendes Højhed.

Der blev bragt Vin op i Spisesalen. Rhinskvinsnasker i store Kølere.

Hendes Højhed bad dem drikke et Glas paa en behagelig Sommer ...

Selskabet var beæret og trippede af tilbage til Spisesalen i

Gaasegang....

Der blev skænket i Glassene. Hendes Højhed gik rundt og klinkede.

Damerne læste hviskende Indskrifterne paa de gammeltyske Glas, og

Herrerne tog smaa Slurke af Vinen, med Tungesmask og mange

Henrykkelsens Sideblik til hinanden.

Det var en meget almindelig Hus-Vin.

Det begyndte at mørkne. Der kom nye Flasker i Kølerne, og Herrerne og

Damerne pludrede hviskende rundt om. Skaldekomikeren sagde halvhøje

Vittigheder i Haab om at blive hørt af Højheden og han gjorde "sin

Bevægelse": en Drejning i Luften af den udspilede Haand, der endte med

et Klask paa hans Kugle-Bug--hele Galleriet laa paa Maven, naar han

gjorde sin Bevægelse.

Hendes Højhed havde aldrig haft megen Sans for Komik.

Hun gik med sit Glas i Haanden forbi Karnappen ind i Taarnstuen; Døren

til Spisesalen stod aaben.

Hendes Højhed fór lidt sammen: De her sagde hun--Hr. Kaim--De staar

her alene.

-Jeg--saa' paa Noget, sagde Hr. Kaim. De korte Sætninger kom altid

saa underligt stødende frem. At sige Deres Højhed glemte han hver

anden Gang.

-De har vist aldrig set vore "Skatte", Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed.

De havde det lidt, og han vilde just gaa.

-Skatte--Deres Højhed....

Hendes Højhed tog et Nøgleknippe i et Skrin og aabnede et lille Skab

i Væggen: Det vil ikke op, sagde hun. Endelig gik det: Ja, det er vort

Musæum her.

Hr. Kaim blev staaende fire, fem Skridt fra hende med halvbøjet Hoved.

Hendes Højhed tog et lille Skrivetøj ud af Skabet.

-Det har tilhørt Napoleon, sagde hun og rakte ham det.

Han tog det og saa' paa det: Ja--saa ... Han blev staaende genert de

fire, fem Skridt fra Hendes Højhed og drejede paa Blækhuset.

Hendes Højhed betragtede ham fra Siden, som han stod og saa' paa

Musæumsgenstanden, han holdt i et Par store Hænder.

-Ja saa, sagde han igen og satte Skrivetøjet fra sig paa Bordet.

Maria Carolina smilede mod sin Villie, mens hun satte Napoleons

Blækhus tilbage i sit Skab.

Og mens hun smilte, følte hun den dybeste Smerte, hun havde følt i

hele sit Liv.

-Ja, sagde hun, han havde det med i Rusland. Hun vidste ikke, hun

havde talt, før hun hørte Lyden af Sætningen, der kom tilbage til

hende ligesom langt borte fra....

Hendes Højhed tog en lille Guldstav i Skabet.

Josef Kaim stod og følte paa Stenene, der sad i Krans rundt om

Staven.

-Det er et Scepter, sagde Maria Carolina.

-Det har tilhørt Maria Stuart.

Det gav et Sæt i Josef Kaim: Maria Stuart, sagde han. Han gik til

Vinduet med Sceptret i Haanden.

Det var næsten mørkt, saa de knap saa' hinandens Ansigter, skønt de

stod sammen tæt ved Vinduet.

Josef Kaim holdt det lille Scepter ud fra sig i Haanden, og blev ved

at se paa det.

Inde i Spisesalen havde Komikeren "sagt noget" igen. De andre lo op.

-De tager fra os, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed sagtere, som man

taler i Mørke.

-Ja, sagde han, til Dresden. Han blev ved at staa med Sceptret,

-Ja, sagde han.

Hvad hjalp #det# hende? Han talte dybere, med den mærkelige mørke

Stemmeklang.

Hendes Højhed fór sammen.

-Nej, sagde hun sagte.

Josef Kaim rakte Hendes Højhed Sceptret. Tak, sagde han.--Hm--ja--det

er sært med saadan gamle Ting....

Hendes Højhed skælvede, da hun berørte Sceptrets kolde Guld. Hendes

Ansigt var saa blegt i Mørket.

De tav lidt. Derinde havde Komikeren vist igen gjort sin Bevægelse.

-Jeg vil ønske Dem al Lykke, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed; hun gik

et Skridt frem.

Josef Kaim saa' op. Han havde ikke før hørt, der var saadan Velklang i

Hendes Højheds Stemme.

-Jeg skylder Dem--Tonen lød lige mild--megen Tak for i Vinter ...

megen....

Hendes Højhed rakte Haanden frem ... Men Hr. Kaim saa' det ikke i

Halvmørket. Han bukkede kun, mens Maria Carolina bøjede Hovedet.

* * * * *

Maria Carolina holdt sig i et Nu mod Væggen, før hun i Spisesalen drak

et sidste Glas med sine Gæster.

Selskabet tog bort.

Ned ad Bjergvejen hørte man dets Latter og Sang.

-Grim er hun, sagde Josef Kaim. Men en køn Stemme har hun--mærkeligt

til blødt Organ--saa "følt" det lyder....

Maria Carolina stod i Karnappen. Hun havde slaaet Vinduet op.

Over Højder og Dal var det Nat. Det var som al Naturen udstraalede

Friskhed og Vellugt, baade Skov og Jord.

Maria Carolina bøjede sig langt ud af Karnappen.

Kastellanen havde ventet lidt foran Porten; nu slog han den i og

vendte tilbage over Gaarden. Maria Carolina hørte efter Sangen

dernede.

Den blev svagere, og den døde bort.

Der blev stille ude i Natten.

* * * * *

Hendes Højhed vendte sig forskrækket. Det var, som nogen kom bag ved

hende i Stuen.

Det var Fanen fra Trediveaarskrigen, som viftede og slog mod Væggen

der ovre--i Trækken.

Hendes Højhed · 第 9 / 12 题