Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var giftefærdig.
Nogle Aar var der forskellige Sendebud paa Besøg ved Hoffet. Tre, fire
Prinser kom selv.
Maria Carolina blev ved Taflet ført tilbords af den fremmede Højhed.
De sad begge generte mellem de diskrete Ekscellencer af Hofstaterne og
sagde halvhøjt de ligegyldigste Sætninger med oplivede Ansigter.
Men pludselig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige,
men sad og blev ved at smile, bøjet ind mod hinanden som Folk, der
lige vil til at tale, og fandt ikke noget.
Damerne og Herrerne af Hofstaterne blev stikkende i de hviskede
Samtaler, og, som Højhederne, sad de smilende, bøjede frem med
interesserede Ansigter og sagde ikke noget, drejede Knivene mellem
deres Fingre og saa' paa hinanden.
Hans Højhed rømmede sig meget højt, Gang efter Gang. De unge Højheder
sad i samme Stilling, smilende ind mod hinanden, som Figurerne i et
Vokskabinet.
--Den Mund, naar hun dog lukkede den Mund. Komtesse von Hartenstein
var nervøs, som var det hende selv, der gerne skulde giftes.
Efter Taflet drak man Kaffe i den gule Sal. Hertugen gik til
Tarokbordet, og Damerne og Herrerne af Hofstaterne gjorde sig smaa
rundt om i Krogene. Komtesse von Hartenstein stak en Naal ud og ind
gennem et Stykke Kanevas og bildte sig ind, at hun broderede.
Maria Carolina blev meget livlig. Hun blev ved at tale, hun gav slet
ikke slip paa Eksellencerne Kurth og Quaade.
Det var et Spørgsmaal i Forstvæsen, der interesserede Hendes Højhed ...
Hendes Højhed kunde ikke forstaa....
De to Eksellencer stod og trippede under Lysekronen. Hendes Højhed
hørte ikke en Lyd af hvad de sagde, men hun blev ved at spørge og tale
meget højt og bevæge den udslaaede Vifte.
Den fremmede Durchlauchtighed snoede sit Overskæg og betragtede sine
Støvler.
-Som jeg siger, kære Eksellence....
Den kære Eksellence stod som paa Gløder: Han var den sidste.
Eksellencen von Kurth var sluppet bort i en Pavse med tre Reverentser.
Eksellencen von Quaade tog en Beslutning: han brød af midt i en
Sætning og gik baglænds.--Ja, ganske vist, sagde han, Deres Højhed,
ganske vist.
Der blev et stort tomt Rum rundt om Deres Højheder.
De tog Plads ved et Bord og saa paa nogle Tegninger.
Den næste Formiddag var der arrangeret en Udflugt. Herskaberne spiste
Frokost paa Bjergslottet, og bagefter blev der spaseret i Skoven.
Følget blev borte. De to unge Højheder var alene. Maria Carolina
krammede krampagtigt om sit Parasolskaft og sagde nu og da nogle
stakaandede Ord, mens de gik. Den fremmede Durchlaucht lavede en lang
Snirkelgang efter sig i den muldede Jord med sin Stok.
Tilsidst gik de tavse lidt fra hinanden. Den fremmede Durchlaucht saa
fra Siden hen paa Prinsesse Maria Carolina. Hun tog sig ikke ud i
Profil.
Pludselig blev de Komtesse von Hartenstein vaer ved Omdrejningen af en
Allé. Hans Durchlaucht bøjede sig hastigt ned over en Stub og pirrede
i Muldet med sin Stok:-Nej--der var Myrer--Myrer i Stubben.
-Ja ... Hendes Højhed troede virkelig ogsaa, der var en Myrekoloni i
Stubben ... Hvor mærkeligt med de Dyr....
De stod begge og saa ned i Stubben. Hendes Højhed gav sig til at le.
Hun var kommet til at tænke paa en af Mlle Leterriers Anekdoter. En
fra Sanssouci.
Hun fortalte den. Den fremmede Durchlaucht lo og fortalte om sin
Guvernør. Nu var han Professor i "Oldpersisk".
De lo begge længe af Ordet "Oldpersisk".
-Og saa var han skævmundet, sagde Hans Durchlaucht.
De unge Højheder blev ved at le, mens de gik hen mod Komtesse von
Hartenstein.
-Som to Børn--min Go'e, sagde Komtesse von Hartenstein til
Mademoiselle Leterrier, de var glade som to Børn, da jeg overraskede
dem....
Næste Dag rejste den fremmede Durchlaucht.
Hvis Hendes Højhed følte sig skuffet, plagede hun i al Fald ingen med
sin Skuffelse. Hun blev atter ført til Bords til dagligt Taffel i den
mindre Spisesal af Hans Højhed Hertugen; og efter Taflet broderede
hun--mens Komtesse von Hartenstein læste højt--paa sin Kakkelovnsskærm
med Perler til Borgerforeningens Basar.
Hendes Højhed sad bøjet ind under Lampen og stak Sølvperlerne paa den
fine Naal. Lyset faldt ned paa hendes røde Haandled og paa Ansigtet,
som hun holdt hen i Skæret.
Hendes Højheds Kindben traadte skarpt frem, naar Lyset faldt saadan.
Hendes Højhed begyndte at blive noget spids.
En Aften, da Arveprinsen var hjemme i Besøg, sagde han--han havde
staaet og set paa hende, som hun sad der, mager og yndeforladt:
-Maria Carolina, tror Du det klæ'er Dig at sidde der og stange
Perler?
Han havde sagt det pludselig. Det gav et Sæt i Maria Carolina,
-Dig kan vi da sende til Eisenstein straks, sagde Arveprinsen og
drejede sig om paa Hælen.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina bøjede sig dybere frem over
Bordet. Lidt efter samlede hun stille Perlerne sammen og pakkede
langsomt Broderiet ind i sit Papir.
Hendes Højhed trak sig lidt tidligt tilbage; hun havde en Smule ondt i
Hovedet; hun saa ogsaa bleg ud.
Hun gik med sin Broderipakke i Haanden hen til Hertugens Tarokbord.
Han spillede med Arveprinsen.
Hans Højhed Hertugen kyssede hende paa Panden, mellem to Stik.
-Godnat, min Pige, sagde han.
-Godnat.
Arveprinsen saa op paa sin Søster. Hun var saa bleg.
-Hvad, er du daarlig, Mis, sagde han--det var hendes Kælenavn fra
Barn--og han førte kærtegnende hendes Haand op til sin Kind. God
Bedring, Stakkel.
Hendes Højhed var meget nervøs. Der faldt et Par Taarer ned paa Pakken
med Borgerforeningens Kakkelovnsskærm, mens hun hastigt gik hen
gennem Salen.
Den næste Morgen havde Hendes Højhed røde Øjne, da hun red Tur med sin
Broder, Arveprinsen.
De var gode Venner, paa deres gamle Maade. Han drillede hende, og hun
var noget sky og ofte studs.
Men undertiden, naar han efter Taflet med et "Velbekomme Mis" kyssede
hende paa Kinden, kunde Hendes Højhed et Nu skælvende trykke sig
krampagtigt ind mod Broderens Skulder; og Arveprinsen saa' efter
hende, mens hun gik over Gulvet og stille skænkede Kaffen og bragte
den til Hans Højhed Hertugen.
Naa--Arveprinsen strakte de kønne Ben i Husartrikoterne ud fra
sig--det er s'gu heller ikke muntert ... Han blev ved at se hen paa
Søsteren, som skænkede Kaffen ved Siden af Komtesse von Hartenstein:
-Næ-æ, man kan s'gu ikke kalde det for muntert.
Hans Højhed Arveprinsen blev aldrig mere end tre Dage ad Gangen i
Residentsen. Han laa ved Regimentet i Potsdam.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var atter ene paa sine
Rideture. Hun lod den nye Ajax gaa langsomt hen ad Skovvejen. Gamle
Ajax var skudt, den var blevet saa stiv i Benene og saa smaat
blindøjet begyndte den ogsaa at blive. Saa havde Arveprinsen skudt
den: og Maria Carolina havde ladet det gamle Dyr begrave i Randen af
en Lysning i Skoven under en Eg. Det var hendes kæreste Yndlingsplet i
den hele Skov. Men forresten kendte hun hver Udsigt og hver Sti. Hun
havde færdedes her sin lykkeligste Tid.
Skovfogedens Børn legede ved Gærdet. Hendes Højhed holdt Ajax an og
hørte paa Legen.
Hendes Højhed holdt saa meget af Børn. Hun stod af Hesten og satte sig
paa Grøftekanten mellem Purkene, og de red Ranke og de jublede og lo
med hendes høje Ridehat ned over Ørene....
Maria Carolina kunde bedst tale med Børn. Hun vilde jo alle det saa
inderlig godt--men hun vidste aldrig noget rigtigt at sige til alle de
andre fremmede Mennesker.
De talte ogsaa tidt om saa meget, om Ting, hun ikke vidste og ikke
kendte til.
Og hun forstod dem aldrig rigtig og stod saa fremmed og smilte blot og
blev sky og genert....
Med Børn var det noget andet. Med dem pludrede hun og lo. Halve Timer
sad hun der paa Gærdet midt i Flokken--de væltede sig over hende,
baade paa Bryst og paa Mave, og hendes Ridekjole pyntede de med Burrer
og de mindste red paa hendes Skuldre hen ad Skovvejen.
Lakajen holdt ærbødigt mellem Træerne, stiv som en Skildvagt paa sin
Hest.
Naar Hendes Højhed vendte hjem, holdt hun ved Skovmøllen og Møllerens
Datter, Anna Lise, bragte hende et Glas Mælk.
Den gamle Møllerkone med det runde, rødmussede Ansigt kom frem i Døren
og nejede, og Hendes Højhed drak Mælken.
-Naar bli'r det saa? sagde Hendes Højhed.
-Aa, og Møllerkonen nejede, det har Stunder, Deres Højhed.
-De véd, jeg gi'er Udstyr, sagde Hendes Højhed, til Tak for Mælken.
Anna Lise fik Glasset igen og nejede.
-Prosit, Deres Højhed.
-Ja, Gud velsigne, sagde den Gamle og nejede igen.
-Tak.
-Farvel. Hendes Højhed red.--Møllehjulet klaprede hen gennem
Skoven. Langt inde mellem Træerne sang et Par Fugle. Hendes Højhed
holdt Ajax an og lyttede: En Spætte havde travlt der paa den nære
Stamme.
Ved Enden af Vejen saa' man Slots-Parkporten med sine to itubrukne
Vaser.
Hendes Højhed red Fod for Fod.
* * * * *
Arveprinsen skulde paa Rejser i Orienten. Hans Højhed Hertugen solgte
sine Heste for at spare. Maria Carolina gik i omsyede Kjoler. Det var
Tanternes Galla-Rober fra Wien.