II.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede gammel i at

repræsentere ved Hoffet.

Det var hvert Aar de samme Fester. Ballet Nytaarsdag, hvor Hans Højhed

Hertugen i Polonæsen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina. Til

Kvadrillerne behagede Hendes Højhed Prinsessen at opbyde altid de

samme Officerer.

De tre Vintertafler og den lille intime Hof-Festlighed paa Hendes

Højheds egen Fødselsdag med Fyrværkeriet og hendes Navnetræk, det

kronede M.C. i grønt og gult, Landsfarverne. Og de seks smaa

Lørdagstéer i Hendes Højheds private Appartements, hvor Garnisonens

Dusin Officerer dansede med de unge Damer af Hofkredsen og indøvede

Signor Pestalozzis Kvadriller, som paa Hans Højhed Hertugens

Fødselsdag blev udført i Kostyme.

Den aarlige Basar i "Borgerforeningen", hvor Hendes Højhed fik Buket

ved Foden af Raadhustrappen og blev slæbt gennem Salen af det første

Komitémedlem (Hendes Højhed kunde aldrig holde Trit med

Komitémedlemmer i "Borgerforeningen") og sad paa Tribune af gult og

grønt--Landsfarverne--mens Hofskuespiller Hr. von Pöllnitz velvilligt

deklamerede "die Glocke".

Hr. von Pöllnitz var den eneste i Salen, som ikke var ganske sikker i

"die Glocke". Han havde megen Pathos og løftede sig paa Tæerne ved

Enden af hvert Vers.

Hr. von Pöllnitz udfyldte Hullerne i sin Hukommelse ved at fremrulle

nogle langstrakte Lyd, der lignede fjern Torden, og han svingede med

den højre Arm som med Vingen af en Vejrmølle.

Naar Hr. von Pöllnitz var færdig--det varede Aar for Aar længere,

inden Hr. von Pöllnitz blev færdig med "die Glocke"--sagde Hendes

Højhed: Det glæder mig....

Hun vilde sige mer og fandt ingenting og var generet af sine

Arme--Hendes Højhed stod altid, som om hun vilde gemme sine Arme, naar

hun skulde sige noget--og sagde igen:

-Det glæder mig ... Det har som sædvanlig glædet mig meget....

Hr. von Pöllnitz bukkede og pustede som en Hvalfisk. Det tog Aar for

Aar mere paa Hr. von Pöllnitz at sige "die Glocke" paa Grund af

Tordenen.

Efter hver Basar haabede Hr. von Pöllnitz at blive Ridder af

Husordenen. Hr. von Pöllnitz havde Medaillen for Kunst: Hans Højhed

Hertugen havde benaadet Hr. von Pöllnitz med Medaillen til hans fem og

tyveaarige Jubilæum. Hr. von Pöllnitz havde spillet Romeo til sit fem

og tyveaarige Jubilæum....

Hendes Højhed gik ned gennem Salen og købte noget i hver Butik.

Hos Overborgmesterens Frue købte hun Peberkager. Overborgmesterens

Frue bagte dem selv.

-Jeg spiser Deres Peberkager med stor Fornøjelse, sagde Hendes

Højhed.

Hendes Højhed spiste hvert Aar Overborgmesterfruens Peberkager med

Fornøjelse. Alle Husmødre i Residentsen laante Opskriften paa "Hendes

Højheds Peberkager".

Naar Hendes Høj hed havde besøgt Butikerne, besaa hun Forlystelserne.

Der var et Menageri. En ung Overlærer ved Gymnasiet fremviste "et lærd

Svin". Det sagde "Øf-øf", naar han kildede det paa Maven.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina lo, saa Komtesse von

Hartenstein fik Hoste.

Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein forstod overhovedet

ikke, at Hendes Højhed undertiden--"og ved de besynderligste

Leiligheder, min Go'e," sagde hun til Mademoiselle Leterrier, der sad

hen i Slotsfløjen som Oldfrue--"kunde tillade sig nogle Anfald af

Lystighed"--"#Explosioner#, min Go'e"--saa hun næsten blev borte i

Latter.

-Aa, De véd det jo, min Go'e, sagde Frøken von Hartenstein, det er jo

#Sorgen#: Grace #har# hun jo aldrig ... Og naar hun saa #ler#....

Frøken von Hartenstein vilde ikke udtrykke sin Beklagelse.

Hofdame Komtesse von Hartenstein lo aldrig uden diskret, bag sit

Lommetørklæde.

-Det er ikke enhver, som har _l'air du trône_, siger Mademoiselle

Leterrier. Hun er mildest talt ikke tilfreds med at sidde som Oldfrue

uden Rang.

Men Frøken von Hartenstein saa' mod Loftet.--Man tier jo, min Go'e, om

de illustre Personer, sagde Frøken von Hartenstein.

Hendes Højhed havde set hele Basaren. Ved Udgangsdøren holdt

Overborgmesteren Tale.

Den Legemsdel, som er højest, naar man hugger Brænde, var i uafladelig

Bevægelse hos Hr. Borgmesteren, naar han holdt Tale.

Naar Talen var ude, stod Hendes Højhed lidt og vilde finde paa noget

... Saa sagde hun:

-Jeg takker Dem ... Det har glædet mig ... Og gik, mens man altid stod

og ventede, hun vilde sige noget mere.

Men Hendes Højhed #havde# ikke mange Ord.

* * * * *

En Gang imellem slog Hendes Højhed ogsaa Søm i en Skyttefane og

nedlagde en Grundsten.

Ellers gik Dag som Dag. Der var ingen Forandring. Det var altid det

samme.

Undertiden, naar Hendes Højhed spadserede sin Tur paa Terrassen og

saa' over mod det lange graa Slot, stilløst og trist, med sine mange

smaa Ruder og de gamle Kanoner, som var kørt op og stod og rustede

foran den høje Trappe, og Skildvagten--den ene Mand, som drev op og

ned, vendte om og vendte--følte Hendes Højhed som en træt Beklemmelse,

som om hele den graa Slotskasse et Øjeblik trykkede paa hendes Bryst.

Hun saa' fra Siden hen paa Komtesse von Hartenstein, der gik sirligt

som en Danserinde paa Benene. Og Hendes Højhed gik hurtigere til,

irriteret ved det evige Sam-Trit.

Men Komtesse von Hartenstein kom ikke ud af Trit med Højheden.

Og efter sin Tur vendte Prinsesse Maria Carolina tilbage til sin

Vandfarve eller til sit Broderi. Komtesse von Hartenstein læste højt

af _Revue des deux Mondes_.

Om Aftenen sad Hendes Højhed i Hoftheatret i sin Loge. Unge Begyndere

og udtjente Heltefædre aflirede Schillerske Vers.

Hendes Højhed hørte det som i Telefon og halvt i Søvne. Hendes Højhed

berørte en Gang imellem flygtigt Spidsen af Næsen med Kanten af sin

Vifte. Spidsen af Næsen bevægede sig, naar Hendes Højhed skjulte en

Gaben.

Saadan gik Tiden, og Dag efter Dag.

Og det hændte, at Hendes Højhed pludselig overrasket blev vaer, at

Markerne grønnedes, og Engene langs Floden, og at Buskene ved Vejen

stod med store Knopper.

-Men at det er Foraar? sagde hun.

-Vi har idag kun fjorten Dage til Hans Højhed Hertugens høje

Fødselsdag, sagde Frøken von Hartenstein.

-Ja, det er jo sandt, sagde Hendes Højhed. Hun blev ved at se ud over

de grønne Marker.

Hendes Højhed · 第 7 / 12 题