Hans Højhed Arveprins Ernst Georg var en lang Knægt, som kneb Maria
Carolina i Armen under Taflet, saa hun var gul og grøn. Om Søndagen
sad han bag ved hende i Kirken og knubsede hende under Prædikenen med
knyttet Haand i Nakken. Maria Carolina kunde være gaaet i Ilden for
ham.
Hun elskede ham blindt. Hun var altid stiv som en Pind imod ham og
talte altid til ham, som om hun var fornærmet.
Arveprins Ernst Georg drillede hende med at overkysse hende. Hun var
blodrød og grædefærdig. Bagefter sad hun i en Krog og beundrede.
-Luk Munden, raabte Ernst Georg. Maria Carolina havde den Vane at
sidde hen med aaben Mund, naar hun beundrede.
Maria Carolina var meget kejtet og kunde aldrig finde sig til rette
med sine Arme, som var lange, med meget røde Haandled. De hang og
dinglede, som var de løse.
-Armene, Deres Højhed, Armene, sagde Mademoiselle Leterrier.
Og Hendes Højhed fo'r sammen, og Armene strittede krampagtigt,
Albuerne var spidse som Syle.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var i sørgelig Grad uden
Gratie.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina fyldte seksten Aar.
* * * * *
Hun fik egen Hofstat. Den bestod af en Hofdame, Komtesse
Theodora-Anna-Amalia v. Hartenstein, det fyldte godt i den hertugelige
Statskalender. Hun var opført tre Gange. Hendes Højhed Hertugindens
Hofstat: Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, første
Æresdame. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Hofstat: Æresdame
Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame.
Hofstat til Disposition for fremmede Fyrstinder: Æresdame Komtesse
Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame hos Hendes Højhed
Prinsesse Maria Carolina.
Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein var skrutrygget og
klædte sig fortrinsvis i krèmegult. Selv naar hun havde et nyt
Toilette, saa' det ud som om det var omsyet.
Hun holdt sig op ad Prinsesse Maria Carolina og sagde altid: Deres
Højhed mener....
Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein vidste alt, hvad Hendes
Højhed mente.
Prinsesse Maria Carolinas manglende Ynder var indhyllet i et evigt,
stramt lyserødt. Saa inderlig ligegyldig lod hun alt skylle sig forbi.
* * * * *
Hendes Højhed Hertuginden vilde adsprede hende: Prinsesse Maria
Carolina fik Undervisning i Akvarelmaling.
-Hendes Højhed har Blegsot, sagde Livlægen. Hendes Højhed trænger til
Bevægelse.
Hendes Ridetimer blev fordoblede. Maria Carolina havde en Ven. Det var
hendes Hest.
Naar hun paa sine Rideture var staaet af Hesten ude i Skoven, for at
spadsere, kunde hun blive staaende Kvarter efter Kvarter, med sine
lange Arme slyngede om sin "Ajax"'s Hals. Hun talte ikke til Dyret,
gav det ingen Kælenavne og kærtegnede det ikke. Hun stod blot med
Hovedet ind mod Dyrets Hals, stille og ubevægelig--længe. Og naar hun
var vendt tilbage til Slottet, og Lakajen gik bort med Ajax, blev hun
staaende og saa' efter Dyret, saa længe til det forsvandt i Porten.
Onkel Otto Georg saa' hun sjældnere nu. Han var blevet mere syg de
sidste Aar. Han sad mest stille hen og rokkede. Han talte aldrig,
udstødte kun midt som han sad nogle underlige uartikulerede Lyd, der
lignede Ugleskrig. Om Sommeren kom han en Gang imellem ned til sine
Roser. Maria Carolina gik med ham og støttede ham. Han pylrede rundt
mellem Buskene og nussede og smilede som et Barn....
Han blev stadig svagere og svagere og saa tynd som en Stilk.
Maria Carolina græd meget, da han døde.
Aaret efter gik ogsaa Hendes Højhed Hertuginden bort. Maria Carolina
havde et stort Ceremoniel at gennemgaa og ikke megen Tid til at sørge.
Hun havde ogsaa kendt saa lidt til sin Moder.