Efter Taflet kørte Hendes Højhed Hertuginden Tur. Prinsesse Maria
Carolina sad paa Bagsædet og nikkede til Folk.
De kørte altid samme Vej, ned gennem Residentsens Storgade ud til "det
italienske Slot".
Hofdamen underholdt Hendes Højhed Hertuginden; Hofdamen kunde en
Historie om hvert Menneske de mødte.
I "det italienske Slot" drak Hertuginden Chokolade. Saa vendte de
hjem.
Prinsesse Maria Carolina var meget træt, naar hun kom i Seng om
Aftenen, og Mlle Leterrier havde faaet bundet Handskerne om hendes
Haandled--med de røde Hænder.
* * * * *
Mlle Leterrier taalte ikke at blive begejstret i Sommerheden. Hun
faldt regelmæssig lidt hen, naar hun--_via Sans souci_--var naaet til
_cette illustre impératrice_. Maria Carolina flyttede sig en Smule paa
Bænken, sagte, angst for at vække hende. Det var Maria Carolinas
bedste Tid, naar Mlle Leterrier faldt lidt hen.
Der var saa stille--ikke en Lyd over Haven. Stille laa i Solen Parkens
grønne Træer og Slot og By.
En Bi kom summende op mod Terrassens Skygge, surrede bort igen ud i
den store Sol.
Det var saa dejligt at sidde her i Fred, næsten som sad hun lidt
alene.
Hun skottede til Mlle Leterrier, bange ved hver en Støj.
Vajsenhusbørnene kom forbi og kniksede; henne paa Terrassen--Hendes
Højhed Hertuginden havde paa sin Navnedag allernaadigst skænket dem en
Legeplads heroppe med Gynge, Balancebrædt og en Vippe--lo de og
støjede.
Mlle Leterrier sov væk.
Maria Carolina stod sagte op fra Bænken og listede sig hen ad
Terrassen. Naar Børnene raabte højt, fo'r hun sammen og vendte sig.
Bag et Træ saa' Maria Carolina paa deres Leg.
De stod, to og to, i en lang Række med Ryggen til hende ... Ja--de
legede Enke....
Maria Carolina kendte alle deres Lege: "Munken" og "Trold" og "Sidste
Slag" og "Prinsessen i Buret".
Hvor de løb--rundt om Gyngen--med et Hvin.--Men saa ta'--men saa ta'
hende dog ... Aa, den tykke Martha var Enken....
Rundtom hvinede de smaa. De legede "Gemme" og stillede sig med
Ansigterne ind mod Træerne og skreg, naar de var fundet og trillede
afsted og faldt i "Saltebrød" og sprællede, saa man saa' de runde
lyserøde Stolper op under Skørterne....
De ældre var trætte. De satte sig paa Bænkene i en lang Rad med
hinanden om Livet og vuggede frem og tilbage. Et Par begyndte at
synge.
Rundtom sang de med, mens de gyngede med Kroppen.
De smaa satte i og blev ved at synge det første Vers med deres
skærende, høje Stemmer. En lille gullokket En var faldet og sad
grædende paa Jorden. Hun sang, mens hun smurte Taarer og Jord rundt i
sit Ansigt.
Maria Carolina gik stille tilbage til sin Guvernante.
En Dag var de smaa Piger alene.
De legede alle de stores Lege og kunde ikke huske dem, og røde i
Totterne skændtes de som smaa Hanekyllinger og satte Trutmunde op og
blev fornærmede....
Maria Carolina listede frem bag sit Træ.
Hun bøjede sig ned over en lille Purk, som snøftede og gned Øjne. Skal
jeg hjælpe? sagde hun?
Den lille saa' op og stirrede lidt paa hende.
Saa rev hun sig løs og løb fra hende ... De andre saa' Maria Carolina
og begyndte at neje og holde i Forklæderne og trække sig væk,
baglænds, skubbende til hinanden, over mod Træerne.
Maria Carolina stod ene, midt paa Pladsen. Hun var helt rød.
-Vil I lege, sagde hun igen og gik lidt frem.
Børnene svarede ikke. De klinede sig sammen, med Fingrene i Munden. Et
Par blev ved at knikse.
-Skal vi ikke lege, sagde Maria Carolina igen, men sagtere.
Der kom ingen Svar, bare nogen Smaagrynt.
-Vi ska' lege "Munken", sagde Maria Carolina og gik lidt frem igen.
-Kom.
Hun tog en lille Pige i Haanden: Du skal holde mig, sagde hun.
Den lille strittede imod og begyndte at græde. Hun borede sig ind i
Klumpen af de andre, som stod og skulede og snøftede--det trak op til
en Stor-Skylle.
-Men--vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina.
Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i
Halsen.
Maria Carolina slap hende. Hun saa' et Øjeblik endnu paa de smaa, som
snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik.
Mlle Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.
Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik af Hendes Højhed i
Timen i Dans og Bevægelse; Hendes Højhed begyndte pludselig at græde
midt under Kvadrillen, mellom de tre Stole, og Graaden vilde aldrig
høre op.
Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde sine Pas til Signor
Pestalozzis Violin, mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne.
Men om Aftenen, da Mlle Leterrier havde bundet Hanskerne om hendes
Haandled og var gaaet ud og havde lukket Døren, og hun havde hørt
hendes Skridt bort gennem Gangen, stod Maria Carolina op igen og
knælede ned paa Gulvet og rakte Armene op mod Himlen og græd og græd
og græd.
Hun bad til Gud med Hovedet ned i Tæppet. Maria Carolina vidste ikke
selv, men hun syntes, hun var saa grænseløs, saa forfærdelig
ulykkelig....
Da var Maria Carolina vel en fjorten Aar.
* * * * *
Hendes Højhed Hertuginden valgte Maria Carolina to Veninder.
Det var et Par Gehejmeraaddøtre med lyserødt Haar og Fregner til ned
paa Halsen.
De sad paa Kanten af Stolene, havde altid klamme Hænder, sagde "Ja"
og "Nej" og aad som Ravne ved alle Maaltiderne.
Om Aftenerne blev der læst højt under Mlle Leterriers Forsæde. Det var
Bøger af Samlingen _pour les jeunes filles_. De skiftedes til at læse.
De to fregnede forstod ikke et Ord. Naar de selv læste, smurte de paa,
uden at drage Aande, saa Fregnerne glødede.
Ingen forstod en Stavelse.
Mademoiselle hæklede Mellemværk og sagde: "Meget smukt", hver Gang de
tabte Vejret.
Naar de spillede Kort, lod Veninderne altid "Hendes Højhed" vinde, og
fik bagefter Knaset til Foræring.
Maria Carolina behandlede dem med en distræt Venlighed. Mest var hun
interesseret af, hvor meget der kunde gaa i deres Lommer. Hun troede
virkelig, der var Plads til alt i deres Lommer.
--Saadan gik Tiden.