Frederik R.
Skjøndt Kong Frederik den 6tes Svar var et direkte Afslag paa Missiessy’s
Forslag om Forfremmelse, maatte dog et saadant Bevis paa Admiralens
Tilfredshed være i høi Grad smigrende for de danske Officerer og en Ære
for den Marine, som de tilhørte. v. Dockum har dog selv strax været paa
det Rene med, at der neppe vilde blive gaaet udenfor de for Marinen
gjældende Avancementsregler, ligesom det ogsaa nok tør siges, at det
vilde være v. Dockum’s ridderlige Tænkemaade imod, om hans Avancement ved
denne Leilighed var sket med Forbigaaelse af ældre Kammerater.
Dette fremgaar ogsaa af den Maade, hvorpaa han i sine private Optegnelser
omtaler denne lille Episode. Han skriver nemlig herom[38]:
»Og hvad Admiral Missiessy har ytret til Prindsen[39] om hans Tilfredshed
med de Danske, kan skjønnes af et Brev, han skrev til vor Konge, og
hvorfor jeg ved Signal blev kaldt ombord for at læse Brevet og Kongens
Svar, som han havde modtaget. Admiralens Brev overraskede mig, men jeg
kunde ikke andet end takke Admiralen for hans gode Anbefaling til vor
Konge og for hans velmente Ønsker for vort Avancement; men jeg kunde ikke
udelade at ytre, at naar jeg kunde have formodet, at han vilde udbede
sig den Naade af vor Konge, saa havde jeg raadet derfra; thi det finder
ikke Sted i den danske Marine. En Del af mine Formænd, som jeg havde
kommet til at præjudicere, har i fransk Tjeneste, hvor de har været, og
i nærværende Krig hjemme udført Tjenesten med Tapperhed, hvorfor jeg bad
Admiralen aldrig at tænke derpaa; men Admiralen anmærkede, at for ham
maatte den ansøgte Avancement finde Sted. Jeg bad Admiralen at meddele
mig en Kopi af hans Brev til min Konge og Kongens Svar.«
Man vil have bemærket, at imellem de Officerer, hvis Navne saa hædrende
nævnes i Admiral Missiessy’s Skrivelse til den danske Konge, savner man
en, Chefen for »Dantzick«, v. Berger. Han havde fra sin Ankomst trolig
staaet v. Dockum bi og kommanderet sit Linieskib med saa megen Nidkjærhed
og Dygtighed, at han vilde være selvskreven til at komme paa Listen, hvor
der var Tale om en anerkjendende Udmærkelse, men desværre oplevede han
ikke dette.
v. Berger, der siden Midten af August 1809 havde været upasselig, blev
mod Slutningen af Maaneden angreben af en hidsig Nervefeber, der i Løbet
af kort Tid, den 31. August, gjorde Ende paa hans Liv, og da det i de
Dage netop var meget varmt i Veiret, blev Begravelsen efter de franske
Loves Bydende allerede berammet til Dagen efter. Den 1. September Kl.
2 om Eftermiddagen fandt den alvorsfulde Høitidelighed Sted ombord i
»Dantzick« efter dansk Skik, da Admiral Missiessy »havde autoriseret
ved Begravelsen at iagttage de militære Honnørs, som hos os ere
brugelige«.[40]
Officerer og Mandskab vare samlede paa Dækket for at følge deres Chef for
sidste Gang til Faldrebet. Ved Foden af Trappen laa Fartøiet og ventede,
Flaget under Gaffelen vaiede »paa halv Stang«, og da Kisten blev sat
fraborde, sendte Linieskibet ham den sidste Hilsen fra sine Kanoner.
Kapitainlieutenant Fasting, der som Skibets Næstkommanderende foreløbig
vilde komme til at fungere som Interimschef, havde strax samme Dag,
som Dødsfaldet fandt Sted, skriftlig underrettet Admiralitetet i
Kjøbenhavn derom, og i en senere Rapport fra ham, dateret »Dantzick«
den 8. September 1809, træffer man følgende Enkeltheder om v. Bergers
Begravelse:[41]
»Liget blev sat fra Borde med de Ceremonier, vore Krigsartikler bestemme.
Det blev modtaget i Land af en Eskorte af 200 Soldater, som tillige med
et talrigt Følge, inviteret i den Hensigt af Admiralens chef d’état
major, ledsagede det til udenfor Porten. Soldatesquen gav tre Salver.
Prindsen af Pontecorvo blev ved Forretninger hindret i efter sin
Bestemmelse selv at følge.«
Efterhaanden som Efteraaret skred frem, indtraadte der Ro i begge de
fjendtlige Leire. Nede ved Vliessingen, paa Sanddünerne langs Walcheren’s
Kyst, havde Englænderne bygget Barakker først til Hospitalsbrug og senere
for at kunne evakuere de lavere liggende Punkter for Tropper, og for
Scheldeflaadens Vedkommende gjaldt det om i Tide at finde et passende
Sted, hvor Skibene kunde overvintre, da Vliessingen, Flaadens tidligere
Vinterkvarter, jo var i Englændernes Besiddelse, og de nye Basiner i
Antwerpen endnu ikke vare færdige.
Det fornemste Krav til en saadan Overvintringsplads maatte være det, at
Skibene kunde ligge dækkede for den voldsomme Isgang paa Floden, og med
dette Maal for Øie foretog Admiral Missiessy sammen med sine Skibschefer
en Inspektion af Floden for at finde en passende Plads.
Det Sted, der bedst vilde kunne erstatte Flaaden Tabet af Vliessingens
sikre Basiner, blev fundet c. 2-3 Mil ovenfor Antwerpen. Her deler
Scheldefloden sig i to Arme, hvoraf den ene fører forbi Brüssel, den
anden forbi Gent, og i en lille Bugt, i den første af disse Flodarme,
Rupel, hvor Ebbe og Flod er mindre stærk end nede ved Antwerpen, haabede
man at finde en Krog, hvor Flaaden kunde overvintre tryg for Drivisen.
Efter at Vinterkvarteret var valgt, blev der den 9. September 1809
afholdt »et conseil« ombord i »Charlemagne« under Admiralens Forsæde, ved
hvilket alle Skibschefer vare tilstede for nærmere at overveie, hvilke
Foranstaltninger der skulde træffes i Anledning af Flaadens Desarmering
for Vinteren. Der blev i dette Møde bestemt, at naar Tiden kom, skulde
Skibene udtage deres Kanoner, Krudt, Varegods og Proviant i Antwerpen
og derefter afgaa til Rupel, hvor Fortøiningspladsen ved Nedramning af
Estakader var bleven yderligere sikret imod Drivisens Virkninger.
Da det imidlertid havde sin Interesse at se, om det i det hele taget var
muligt for Flaadens Skibe at overvintre paa Floden, uden at der blev
truffet særlige Foranstaltninger til deres Beskyttelse, blev ifølge
keiserlig Befaling 2 Linieskibe udsete til at foretage dette Experiment
og beordrede til, naar Flaaden gik i Vinterkvarter i Rupel, at tage
Station udfor Antwerpen, fuldt rustede og ekviperede, for at tilbringe
Vinteren der[42].
Scheldeflaadens Overvintring under disse nye Forhold var et Spørgsmaal
af saa stor Vigtighed, at den franske Marineminister i Efteraaret 1809
reiste til Antwerpen for personlig at tage de trufne Dispositioner i
Øiesyn og konferere med Admiralen om forskjellige Spørgsmaal. Hertugen af
Decrès, der i Slutningen af Oktober Maaned indtraf fra Paris, inspicerede
den 28. Flaadens Skibe. Ombord i »Dantzick,« fortæller Kapitainlieutenant
Fasting i sin Rapport herom til Admiralitetet[43], »besaa han
Batterierne. Lod paa underste Batteri exercere med 3 Kanoner, hvorved han
især lagde Mærke til Sigtningen, som han var meget vel fornøiet med.
Lod sig paa Dækket forestille Officererne, som han syntes vare meget
unge. Han erkyndigede sig, om de havde faret meget, og anbefalede dem at
forrette deres Tjeneste vel, da han vilde gjøre sig en Fornøielse af at
underrette Keiseren derom.«
Under Ministerens 4 Dages Ophold i Antwerpen var v. Dockum 2 Gange
indbudt til at spise ved hans Bord, og man kan vel tænke, at han ikke
lod denne gunstige Leilighed slippe sig af Hænde til atter at slaa
et Slag for sine Folk og deres gode Appetit. Under en Samtale med
Marineministeren efter Bordet, fandt v. Dockum Leilighed til at »tale
til ham om at det danske Mandskab ikke kunde nøies med de franske Supper
og lidt Kjød, som de bekom i Ration« —, men Ministeren vilde ikke gjøre
nogen Forandring i dette Forhold og svarede blot, »at der kunde ingen
Undtagelse vises for 2 Skibes Mandskab.« —
Medens der fra Hertugen af Decrès’ Side blev vist de Danske megen
Velvillie, var Forholdet imellem Ministeren og de franske Officerer saa
paafaldende kjøligt, at det ikke kunde undgaa Opmærksomhed.
Det er en bekjendt Sag, at Admiral Decrès, der siden 1801 havde beklædt
Posten som Frankrigs Marineminister, langtfra var populær imellem
Marinens Officerer. Efter det ulykkelige Slag i Aaret 1805, hvor Lord
Nelson knuste den forenede franske og spanske Flaades Modstand ved
Trafalgar, steg Misfornøielsen og Uvillien imod Ministeren, og da
den franske Admiral Villeneuve efter sit Fangenskab i England døde
umiddelbart ved sin Tilbagekomst til Frankrig, gav dette pludselige
Dødsfald Anledning til allehaande uhyggelige Rygter, der endog antoge
saa bestemte Former, at man temmelig aabent ymtede om, at Villeneuve var
bleven myrdet med Ministerens Vidende.
Skjøndt disse Rygter vare uden nogensomhelst Betydning,[44] er det dog
ganske karakteristisk at lægge Mærke til, at endnu i Aaret 1809 var
den Forestilling, at Hertugen af Decrès havde Lod og Del i Admiral
Villeneuves pludselige Død, udbredt og rodfæstet iblandt den franske
Marines Personel.
v. Dockum omtaler ogsaa dette i sine efterladte Optegnelser, og man
træffer her følgende Linier, der i korte Træk, men ganske slaaende,
giver os et Indblik i, hvor spændt Forholdet maa have været imellem
Marineministeren og Scheldeflaadens Officerer.
v. Dockum skriver[45]:
»Hs. Excellence var meget kort imod de franske Skibschefer, som
i Stedet for at tale høit i Hs. Excellences présence, hviskede
til hinanden, som om de vare i en Ligstue. Og da jeg spurgte
om Aarsagen, svarede de, at han var en Bøddel, som havde ladet
Admiral Villeneuve dræbe, da han efter sit Fangenskab fra
England kom paa fransk Grund, for at Admiralen ikke skulde
angive til Keiseren, at Decrès skyldte Mandskabet, da de sloges
imod de Engelske ved Trafalgar under Admiralens Kommando,
nemlig 9 Maaneders Gage, som foraarsagede Mandskabets
Mismodighed og Usselhed, og at Orlogskibene manglede det
fornødne til at kunne udføre en Bataille.«
Ved Modtagelsen af Efterretningen om v. Bergers Død bestemte
Marinebestyrelsen i Kjøbenhavn sig til at besætte den ledige Plads
med Kapitain C. Wleugel. Denne Officer var paa dette Tidspunkt
under Udkommando som Chef for en Skytpram, men Admiralitetet, der i
Wleugel mente at have den Mand, der værdig kunde træde i den afdøde
Kommandørkapitains Fodspor, beordrede ham ikke destomindre gjennem
nedenstaaende Skrivelse afløst fra sin Post, for at han kunde overtage
sin nye Kommando.[46]
Til
Hr. Kapitain Wleugel.
»Da Hr. Kapitainen er bestemt til at kommandere det franske
Orlogsskib i Holland, som afdøde Kommandørkapitain v. Berger
var Chef for, saa haver De at reise derhen og antage Dem som
Chef bemeldte Skib under den vedkommende franske Admirals
Kommando.
»Som en Følge heraf afgaar Hr. Kapitainen fra Skytprammen »Søe
Løven«, hvilken De haver tilligemed de dertil hørende Ordres og
Dokumenter at aflevere til Kapitain Kruuse, der i Deres Sted er
beordret til Chef for denne Skytpram.«
Admiralitets- og Kommissariats Kollegium den 2. Oktober 1809.
Wleugel. Bille. Grove.
Samtidig med Chefskiftet benyttede Admiralitetet Leiligheden til at
foretage nogle Forandringer i de dansk bemandede Linieskibes Personel
og derved indfri det tidligere givne Løfte til Fasting og Stephansen
om Hjemsendelse. De til Afløsningen udsete Næstkommanderender,
Kapitainlieutenanterne H. P. Holm og C. P. Flensborg, modtog sammen
med flere yngre Officerer[47] sidst i Oktober Maaned deres Reiseordre
til Holland via Hamburg[48]; v. Dockum underrettedes samme Dag om den
forestaaende Forandring i Officersbesætningen, ligesom endelig ogsaa det
Kongelige Departement for de udenlandske Sager gjennem en Skrivelse fra
Admiralitetet fik Meddelelse herom[49].
Da Kapitain Wleugel den 6. November 1809 ankom til Antwerpen, var
Desarmeringen af Scheldeflaadens Linieskibe allerede begyndt. Skjøndt
denne Forholdsregel, der jo endnu ikke paa Grund af Aarstiden var nogen
bydende Nødvendighed, maatte være et Tegn paa, at dette Aars Kampagne i
Realiteten betragtedes som endt, tænkte man dog paa fransk Side stærkt
paa at benytte Fjendens mærkelige Standsning af alle Operationer til
at foretage et Angreb paa Walcheren og sætte sig i Besiddelse af denne
Ø. Medens Hærens Generalstab foretog de fornødne Forberedelser med
Troppekoncentrationer og trak Artilleri sammen til Beskydning af de nylig
oprettede engelske Forskandsninger paa Walcheren, bleve Kanonbriggerne,
Kanonbaadene og Flaadens øvrige Smaafartøier atter ekviperede og satte
paa Krigsfod.
Udsigten til at komme i Affære bevirkede, at Kapitainlieutenant Fasting,
der var afgaaet som syg fra »Dantzick«, meldte sig til Tjeneste igjen for
at komme til at deltage i Expeditionen, og da samtidig de Officerer, der
efter at Afløsningen var indtruffet, stode i Begreb med at reise hjem
til Danmark, anmodede om at maatte blive for at være med til at drive
Englænderne bort fra Walcheren, besvarede Missiessy denne Beredvillighed
paa en Maade, der maatte være meget smigrende for de danske Officerer.
Kapitainlieutenant Fasting fik nemlig strax tildelt Kommando af en Deling
Kanonbaade, og denne Afdeling, der kun havde danske Officerer ombord,
blev tilmed i Admiralens Dispositioner udset til den ærefulde Post at
tage Têten, naar Angrebet paa Walcheren skulde finde Sted[50].
Desværre blev denne Plan ikke til Virkelighed; den 8. December 1809
fandt vel en mindre Kamp Sted imellem de nybyggede franske Batterier og
en Deling fjendtlige Kanonbaade, men videre kom det ikke. Det var den
sidste Dag i Aaret at et fjendtligt Kanonskud blev løsnet paa Schelden;
i Løbet af December Maaned antog Floden lidt efter lidt sit sædvanlige
fredelige Udseende igjen, samtidig med at Vinterkulden tog fat. Skib
efter Skib varpede efter endt Desarmering ved Antwerpen op ad Floden
til Vinterkvarteret i Rupel, og nede ved Vliessingen vare Englænderne i
fuld Aktivitet med Forberedelserne til at rømme Walcheren. Troppernes
Indskibning gik for sig rolig og uforstyrret som i Fredstid, og da hele
Expeditionskorpset med sit Materiel var bragt ombord i Transportskibene,
rystede en voldsom Explosion Vliessingens Omegn. Det var Englændernes
Afskedshilsen forinden de med uforrettet Sag satte Kursen hjemefter, det
var Minerne, der tændtes og sprængte Scheldeflaadens gamle Vinterhavn,
Vliessingens Dokker, fra hinanden[51].
Saaledes endte Expeditionen imod Schelden, der var indledet med saa stor
en Pomp. Det var med en vis bitter Skamfuldhed, at den engelske Nation
veiede de vundne Resultater imod de Ofre af Menneskeliv, som Expeditionen
havde kostet. Vliessingens Kapitulation og Værftets Ødelæggelse var
bleven betalt med over 4000 engelske Soldaters Liv; men næppe 100 Mand af
disse vare faldne paa Kamppladsen for Franskmændenes Kugler, og det var
i Følelsen af dette Misforhold, der ikke talte til Fordel for de Mænd,
i hvis Hænder det store Foretagende havde været betroet, at der Aaret
efter i Parlamentet hævede sig Stemmer, der i skarpe Udtryk kritiserede
Ledelsen af en Expedition, der forlod England 39,000 Mand stærk og som
nogle Maaneder senere vendte tilbage uden at have udrettet noget, men
med Tabs- og Sygelister, der naaede den svimlende Høide af over 15,000
Mand[52].
* * * * *
Aaret 1810 gik ind med koldt, blæsende og regnfuldt Veir. Scheldeflaaden
laa i sit Vinterkvarter ved Rupel; de to Linieskibe, der til Forsøg vare
udlagte udfor Antwerpen, red godt for deres Fortøininger paa Floden uden
endnu at være forulempede af Drivisen, og Vintertjenesten, der kun i
ringe Grad lagde Beslag paa Officerers og Mandskabs Kræfter, var traadt i
Virksomhed.
Allerede for længere Tid siden havde Prindsen af Pontecorvo, hvis
Nærværelse ikke mere krævedes i Antwerpen, overgivet Kommandoen til
General Bessières og havde forladt Byen, og nu, efter at Flaaden
havde desarmeret sine Skibe, fulgte Admiral Missiessy og flere af
Scheldeflaadens Chefer Exemplet og reiste fra Antwerpen for at tilbringe
nogen Tid i Paris.
Medens der saaledes var Ro og Stilhed i Antwerpen, arbeidedes der ved
Scheldens Munding og paa Værftet ved Vliessingen for at gjenoprette,
hvad Englænderne havde ødelagt. Kontre-Admiral L’Hermitte,[53] der
kommanderede ved Vliessingen, havde endnu en Del af de tidligere fra
Flaaden detacherede Kanonbrigger til sin Disposition, og blandt disse
fandtes flere med dansk Besætning ombord.
Det Arbeide, der her blev budt Kanonbriggernes Mandskab, var over al
Maade haardt. Det var Friluftsarbeide baade paa Floden og i Land paa
Værftet; sænkede Skibe, Vrag og Spærringer skulde optages eller fjernes
for atter at frigjøre Sejladsen, og Vliessingens Basiner, som ikke
alene vare demolerede og sprængte, men som Englænderne for at gjøre
Ødelæggelsen fuldstændig havde fyldt med nedstyrtede Tømmerbjælker og
Sten, maatte renses og tømmes.
I det kolde Vinterveir i Januar Maaned, hvor Frost og Tø vexlede, og hvor
Folkene i Sne og Slud ofte maatte arbeide i Mudder til op paa Livet,
gik det ud over Kræfter og Helbred, og da det tilmed var Arbeide, hvis
forsvarlige Udførelse krævede virkelige Matroser, maatte de danske Søfolk
i Reglen holde for.
Det var med Uvillie at Arbeidsstyrken hver Dag gik fra Borde for at tage
fat paa Dagens Gjerning; ofte maatte man om Morgenen trække i Gaarsdagens
gjennemblødte Klæder og de daarlige Sko, og da Folkene tilmed havde
henved et halvt Aars Lønning tilgode, manglede de Penge til at kjøbe
Klæder for.
Mandskabet var vel efter den Tids Skik vant til selv at betale og sørge
for sin Ekvipering ombord, men Vinterdage, ved haardt Arbeide hjemme i
Kjøbenhavn paa Holmen blev der i daarligt Veir uddelt Kavaier og lange
Støvler til dem, og der vankede en Snaps og et Krus varmt Øl, naar Kulden
var streng.
Skjøndt der under disse Omstændigheder blev trukket store Vexler paa de
danske Matrosers physiske Kræfter, Taalmodighed og Pligtfølelse, havde v.
Dockum efter Sommerens Erfaring al Grund til at tro, at han kunde stole
paa sine Folk, og ventede ogsaa, at de vilde sætte en Ære i lige til det
sidste at være forrest, hvor der for Alvor skulde tages fat.
Det var derfor en Overraskelse og stor Skuffelse for ham, da han i
Slutningen af Januar Maaned 1810 gjennem den ældste danske Officer
ved Vliessingen, Kapitainlieutenant Holm, modtog følgende Rapport,
der med klare Ord fortalte, at de der stationerede Kanonbrigger under
Maanedslieutenanterne Ring og Kaiser havde svigtet hans Tillid[54].
Vliessingen, den 25. Januar 1810.
Underdanigst Rapport.
»Den 25. Januar 1810 Kl. 8 om Morgenen gav jeg Ordre til
Baadsmandsmath Gothard Lyders at udtage den Del af Mandskabet,
som den Dag var bestemt til Arbeide i Tjeneste i Basinet efter
Kontre-Admiral L’Hermitte’s Ordre.
»Baadsmandsmathen kommer strax tilbage og svarede, at disse
Folk havde nægtet ham at gaa i Land at arbeide. Jeg lod derfor
strax alle Mand pibe op og udspurgte Mandskabet, af hvad Aarsag
de nægtede Keiserens Tjeneste. Da stod frem Matroserne Johannes
Larsen af Christianssand og Michael Unger af Bergens Distrikt
og svarede, at de havde 5 Maaneders keiserlig Gage tilgode, og
at de ikke havde Klæder til at arbeide med paa denne Aarsens
Tid. Jeg adspurgte derpaa Mand for Mand om de alle vare af
samme Mening; de svarede mig paa 5 Mand nær, at de ikke kunde
arbeide, undtagen deres Gage blev dem betalt, i det mindste en
Del af den, desuden svarede de, at naar de arbeidede i Kongelig
dansk Tjeneste udenfor Skibet, som de tilhørte, eller andre
Krigsskibe, da bleve de betalt derfor Dagløn.
»Jeg lod derfor Matroserne Johannes Larsen og Michael Unger
sætte i Bøien, jeg gik derpaa ombord til commandant Le Franc,
som kommanderede Stationen, og meldte ham, at Mandskabet af
den af mig kommanderede canonnier havde nægtet at arbeide i
Land paa de tilforne anførte Grunde. Commandanten forlangte en
skriftlig Rapport desangaaende for at kunne indgive den til
Kontre-Admiral L’Hermitte; jeg spurgte ham, førend jeg indgav
Rapporten, om han ikke kunde tillade, at jeg afsendte disse
Folk til Rupel for at kunne faa andre Folk og overlade disse
til Krigsartiklerne og vores respektive Chefs Dom, men han
svarede, dermed kunde han ikke indlade sig.
»Han forlangte strax min Rapport og forbød mig at tillade
mit Mandskab at gaa i Land, og om Tilfældet skulde være,
at han fandt nogen paa Gaden, lod han dem tage ombord og
afstraffe[55].«