J. Ring,
Maanedslieutenant.
Til
Hr. Kommandør v. Dockum, Chef for Orlogsskibet »Pultusk«.
Den af Kapitain le Franc forlangte Indberetning indgik endnu samme Dag —
25. Januar — til ham som en Fællesrapport fra Kanonbrigcheferne, og Sagen
kom derfra gjennem Admiral Missiessy til Marineministerens Kundskab i
Paris[56].
Det var anden Gang under den kortvarige Scheldekampagne, at Hertugen af
Decrès havde modtaget den ubehagelige Tidende, at de danske Besætninger
vare ved at gjøre Mytteri. Der var netop nu forløbet et Aar, siden
»Pultusk’s« og »Dantzick’s« Chefer og samlede Besætninger havde nægtet
at adlyde den keiserlige Ordre, der befalede, at de to Linieskibes
Mandskaber uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest for der at gaa
ombord i to andre. Paa samme Dag, som de sidste Optøier i Vliessingen
fandt Sted — 25. Januar 1810 —, havde Marineministeren Aaret forinden i
sin Skrivelse til Admiral Missiessy, der beordrede de danske Chefers
Arrestation, sluttet med følgende truende Ord[57]:
»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri, er det
Keiserens Ordre, at De skal angribe dem, og at De skal lade Oprørerne
skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab og paa Fastheden i de
Dispositioner, som De maatte tage for at bringe denne Ordre i Udførelse«.
Det var saaledes at forudse, at Hertugen af Decrès vilde gaa frem med
summarisk Strenghed imod de nylig stedfundne disciplinære Forseelser, men
dette fandt mærkeligt nok ikke Sted. Vil man spørge om Grunden til denne
Mildhed, der endog bevægede Ministeren til at undlade at referere Sagen
for Keiseren, da maa Svaret blive, at der imellem de to Mytteriforsøg laa
en Periode, hvor de danske Mandskaber under Expeditionen imod Schelden
havde forstaaet ved Aktivitet og overlegen Sømandsdygtighed at skabe sig
et saadant Navn i Flaaden, at Ministeren ikke nu kunde bekvemme sig til
at stille de samme Folk for en Krigsret.
Sagen blev derfor ikke bragt videre, og Ministeren indskrænkede sig til
ved en Skrivelse, dateret Paris den 5. Februar 1810, at give Admiral
Missiessy Ordre til at lade de gjenstridige danske Besætninger afløse.
Hvor mildt og lempeligt der end blev faret frem ved denne Leilighed, blev
den tagne Forholdsregel dog i høi Grad krænkende for de Danske, idet
Ministeren i sin Skrivelse motiverede sin Fremgangsmaade i Udtryk, der
faldt bidende og hvast som Slagene fra en Pidskesnært.
»Hvorledes maa« — hedder det i den ministerielle Ordre til Missiessy —
»Aanden være iblandt de danske Officerer, naar de ikke kan faa Mandskabet
til at lystre, og hvorledes maa Aanden være blandt Folkene, naar de kan
tro, at de ustraffet kan lade være at adlyde.
»Hvad der her er hændet, er meget beklageligt, men jeg vil se det fra det
Synspunkt, at disse fremmede Søfolk, som have været detacherede langt
borte fra deres overordnede Foresatte under Kommando af subalterne og
uerfarne Officerer, ikke have vidst, hvad det var, de gjorde.
»Jeg vil derfor af Medlidenhed med Folkene ikke indberette denne Sag til
Keiseren, og De skal ikke foretage andet end lade dem alle afgaa til
deres respektive Skibe; indtil anden Ordre indtræffer, maa de danske
Søfolk ikke mere anvendes til Tjeneste paa Flotillen, siden de ikke have
forstaaet at sætte Pris paa den Ære, der er bleven dem vist derved, at
man har sendt dem til Forposterne«.
Der er vel ingen, hvem Mandskabets Insubordination gik mere til Hjerte
end v. Dockum, ingen, der saa dybt følte det krænkende i, at Folkene
vare blevne jagede fra Kanonbriggerne ombord i deres Skibe. Ved sit
eget Exempel, ved sin Energi og Evne til at kommandere var det lykkedes
ham at bringe »Pultusk« og »Dantzick« frem i Spidsen for de franske
Skibsbesætninger og gjenoprette, hvad der Aaret forinden var forbrudt,
og nu truede alt med at styrte sammen igjen, hvad han møjsommelig havde
bygget op.
v. Dockum saa klart, at hvis dette lille Mytteriforsøg ikke blev kuet med
Haardhed, vilde en større og farligere Gjentagelse deraf kun blive et
Tidsspørgsmaal. Han haabede, at Marinen og hans eget Navn skulde blive
forskaanede for en saadan Skam og at Folkene maatte komme til Fornuft,
naar de saa, at den Haand, der styrede dem, ikke lod sig rokke. Han
var derfor bestemt paa at vise de franske Autoriteter, som ved denne
Leilighed havde ladet Naade gaa for Ret, at han var Mand for at holde
Justits paa det Dæk, hvorover hans Vimpel vaiede.
v. Dockum holdt sit Ord.
Det opsætsige Mandskab fra Kanonbriggerne kom nemlig den 20. Marts 1810
tilbage fra Vliessingen under Maanedslieutenanternes Kommando, og man
kan i Admiralens private Optegnelser læse om den Modtagelse, der ventede
dem ombord i »Pultusk«, saasnart de havde sat Foden over Linieskibets
Faldreb[58].
»Og da mit Mandskab kom ombord, som bestod af 180 Mand, fordrede jeg,
at de skulde opgive mig Formanden til deres Opstand, og da de svarede
mig: Alle Mand! lod jeg dem strax opstille og lod hele Mandskabet med
Garnison komme med deres Geværer paa Dækket, og lod af Oprørerne hver
10de Mand katte og sætte i Bøien, og da den 11te blev kattet, sprang
Kvartermesteren af Travaille-Chaluppen overbord og druknede, hvorefter
Oprørerne angav, at den Druknede havde været deres Anfører[59]«.
Skjøndt v. Dockum gik frem med Strenghed ved denne Leilighed og uden
Barmhjertighed kattede sine Folk to Dage i Rad[60], var hans Sympathi dog
meget paa Folkenes Side, og han maatte indrømme, at den egentlige Aarsag
til denne beklagelige Begivenhed ikke laa i nogen Lyst til Opsætsighed
hos Mandskabet, men at de, vaade, forfrosne og overanstrængte saa at sige
vare blevne drevne til den fortvivlede Beslutning, at nægte at arbeide.
I sin udførlige Rapport til Admiralitetet herom kommer denne Betragtning
ogsaa til Orde, og han erklærer kort og godt, at Grunden til, at Folkene
paa de ved Vliessingen stationerede Brigger havde vægret sig ved at gaa
til Arbeide, er at »de ikke kunde udholde paa den Tid af Aaret at gaa i
Vand og Mudder til midt paa Livet, at de manglede Klæder, og at de ingen
Penge havde faaet i 5 Maaneder[61]«.
Den samme Frimodighed til at nævne Tingen ved sit rette Navn, som v.
Dockum havde lagt for Dagen i sin Rapport til Admiralitetet i Kjøbenhavn,
svigtede ham heller ikke ligeoverfor de franske Autoriteter. I det
tidlige Foraar, da Sindene atter vare komne til Ro efter Katastrofen i
Vliessingen, var han afreist til Paris for personlig at give Hertugen
af Decrès Oplysning om den summariske Afstraffelse, der havde fundet
Sted ombord i »Pultusk«, og han optraadte ved denne Leilighed med saa
megen aabenhjertig Djærvhed, at det kom til et Sammenstød imellem ham og
Frankrigs Marineminister.
Det var ved Audientsen at det skarpe Ordskifte imellem dem fandt Sted, og
i sine efterladte Optegnelser fortæller v. Dockum paa følgende Maade om,
hvad der gik for sig ved dette Møde[62]:
»Da jeg meldte min Ankomst til Marineministeren, foreholdt han mig sin
Forundring, at de danske Officerer ikke kunde styre deres Mandskab. Jeg
svarede, at naar jeg ikke havde Mandskabet ombord, kunde jeg ikke svare
for deres Disciplin, og at jeg havde straffet dem for deres Forseelse.
Ministeren sagde, at han vidste det, og at Keiseren vilde blive meget
forbitret, naar han derom blev underrettet, da det nu var 2den Gang.
»Jeg forestillede Ministeren, at Hs. Excellence var den skyldige, som
i 9 (?) Maaneder ikke havde betalt Mandskabet deres Gage, hvormed de
skulde klæde og føde dem, da den franske Kost ikke var tilstrækkelig til
deres Føde, og naar Mandskabet i Kongen af Danmarks Tjeneste blev udenfor
Skibstjenesten i Vinterens Tid anstrængt med at grave i Mudder og Slud,
saa blev der sørget for, at dem blev given Støvler og Kavaier til det
Brug med mere Føde og varmt Øl og Brændevin, og at deres Gage ikke blev
indeholdt. Hvilket alt skulde blive Keiseren indberettet, naar det engang
kom til Forklaring fra min Konges Minister. Og saa vilde Aarsagen til det
danske Mandskabs Misfornøielse vist falde paa Hs. Excellences Ansvar.
»Hvortil Ministeren svarede, at for denne Gang vilde han ikke ytre noget
derom til Keiseren, fordi jeg allerede havde ladet dem straffe med Kat
for deres Forseelse, — og bad mig til næste Dag at spise til Middag en
bourgeois.«
Naar denne lille Episode, der saa fredelig endte med en Indbydelse til
Middag, har fundet Sted, kan ikke nøiagtig afgjøres, da Opgivelserne
herom ere temmelig uoverensstemmende; men rimeligt er det at antage, at
v. Dockum en af de allersidste Dage af Marts Maaned eller en af de første
Dage af April 1810 er ankommet til Paris og da strax har søgt Audients
hos Ministeren.
April Maaned nærmede sig imidlertid sin Ende. Vinteren havde været lang
og Frosten haard, men Isgangen var nu forbi, og Floden rullede atter sine
Bølger frit imod Vest i det begyndende Foraar.
Oppe ved Rupel var alting roligt; Linieskibene laa endnu i deres
Vinterkvarter uden Livstegn, skjøndt den forestaaende Sommerkampagne
var nær. Overvintringen havde været særdeles heldig, og Rupel havde
staaet sin Prøve. I den sikre Bugt, i Læ af de nedrammede Estakader,
havde Scheldeflaaden ligget skjærmet for den voldsomme Isgang, saa at
Skibene her ved Foraarets Komme ingen Skade havde lidt, hvorimod de to
Linieskibe, der til Forsøg vare udlagte ved Antwerpen, havde kjæmpet
haardt under Ispresningerne paa Floden for at holde deres Plads Vinteren
igjennem[63].
Intet fjendtligt Trompetstød kunde have skræmmet Scheldeflaaden mere brat
op af sin Vintersøvn end Efterretningen om Napoleons forestaaende Ankomst
til Antwerpen. »Keiseren kommer«! hed det en af de sidste Dage af April
Maaned, og disse Ord kunde sætte Fart i alle i Antwerpen og i Rupel.
Over Hals og Hoved fik Scheldeflaaden Ordre til at rømme Vinterkvarteret
og hurtigst muligt søge at naa Antwerpen og faa Kanonerne ombord for at
kunne salutere, naar Keiseren kom.
For at paaskynde Ordrens Udførelse blev der givet Skibene fri Manøvre,
men trods dette var der kun et eneste af dem, som havde sit Kram saaledes
i Orden, at det strax kunde adlyde Admiralens Befaling.
Det var Linieskibet »Pultusk«, der den 30. April 1810 slap sine
Fortøininger og varpede ud fra Rupel for at naa Antwerpen i rette Tid.
Skjøndt Afstanden imellem disse to Steder kun er nogle faa Mil, var det
dog en lang og møisommelig Tur. Udpaa Aftenen henimod Kl. 7 hørte man
ombord i »Pultusk« de fjerne Drøn fra Kanonsaluten, der fortalte, at nu
steg Keiseren i Land i Antwerpen, men først den 2. Mai tidlig om Morgenen
lykkedes det at komme til Ankers der paa Rheden.
Skjøndt v. Dockum saaledes kom for sent til at være tilstede ved
Keiserens Modtagelse i Antwerpen, var det dog en Tilfredsstillelse for
ham at vide, at hans Skib var det eneste af hele Flaaden, der var naaet
ned fra Rupel, og saalangt man kunde øine op ad Floden, var der endnu
ingen Mastetop af nogen Orlogsmand i Sigte.
Strax efter Ankringen den 2. Mai tog han fat med Kraft paa at faa sit
Artilleri ombord i Skibet. En stor Arbeidsstyrke havde fra Morgenstunden
været iland paa Værftet til dette Arbeide; Kanonerne vare bragte ud af
Arsenalet, og Mandskabet var netop i Gang med at »drille« dem ned imod
Landgangsstedet, da Keiseren uheldigvis paa sin Morgentur kom ridende
samme Vei, Passagen var spærret af »Pultusk’s« Artilleri, der laa tvers
over Veien uden at kunne blive skaffet hurtigt nok til Side, og Keiseren,
der ikke vilde finde sig i at blive standset, lod i Utaalmodighed sin
Ridehest sætte tvers over Kanoner, Bjælker og Tallier og fortsatte sit
Morgenridt.
Om Eftermiddagen skulde Linieskibene »Dalmate« og »Anversois«, der havde
overvintret paa Floden, inspiceres. Klokken var 2, da Majestæterne satte
af inde fra Antwerpens Kaier for at gaa der ombord. Fra »Pultusk« saa
man den keiserlige Chalup styre lige op imod Linieskibet, som om Besøget
gjaldt dette, men i nogen Afstand derfra blev der holdt paa Aarerne,
Keiseren greb selv en Raaber og praiede op til v. Dockum[64]:
»_N’êtes Vous pas le Danois?_« —
Og paa Svaret: _Oui!_ fortsatte Keiseren gjennem Raaberen[64]:
»_Quand je retournerais, je viendrais Vous voir!_« —
Chaluppen roede derpaa videre og holdt af ned imod de andre Linieskibe.
Dagen gik imidlertid uden at bringe det lovede Besøg i »Pultusk«, og
først om Aftenen, da Solen var ved at gaa ned, fik man Øie paa den
keiserlige Chalup, der roede indefter imod Byen. Da Keiseren passerede
Linieskibet, tog han atter Raaberen og praiede op[64]: »_Pultusk! Il est
trop tard pour Vous voir. Quand Vous serez armé, je viendrais Vous voir._«
Keiseren vilde altsaa ikke inspicere, førend Linieskibet var armeret.
Mange Timer skulde han imidlertid ikke komme til at vente. v. Dockum greb
denne Leilighed til at vise, hvad de danske Matroser kunde præstere,
og han ventede fuldt og fast, at de samme Folk, der fornylig nede ved
Vliessingen havde nægtet at arbeide, her under hans egen Kommando i
Løbet af Natten skulde kunne udføre et Stykke Sømandsarbeide, som man
vilde have Vanskelighed ved at gjøre dem efter ombord i Scheldeflaadens
øvrige Skibe. Skjøndt Mørket faldt paa, og skjøndt Kanonernes Transport
til Skibet, deres Opheisning og Placering i Raperterne var et Arbeide,
der endog ved Dagens Lys fordrede Forsigtighed og Agtpaagivenhed, hvis
intet Ulykkestilfælde skulde ske, blev der dog strax givet Ordre til at
tage fat paa Rustningen. Det blev en Nat, hvor alle Hænder maatte tage
fat, men kun 6 Timer efter at Ordren var udstedt til Armeringen, var
Arbeidet ogsaa tilende, og da v. Dockum den næste Morgen tidlig gik i
Land, kunde han melde Admiralen, at »Pultusk«, som ved Solnedgang havde
haft sine Kanoner liggende inde i Land, nu var fuldt armeret og klar til
at salutere det keiserlige Flag.
Keiserens Besøg kunde dog endnu ikke finde Sted, da Programmet for de
følgende Dage allerede var lagt. Et nybygget Linieskib paa 80 Kanoner,
»Friedland«, der stod paa Stabel, skulde sættes i Vandet i Overværelse
af Keiserparret, Dagen efter gav Byen et Bal paa Raadhuset i Antwerpen
til Ære for dem, og endelig skulde der være stor Audients for Hærens og
Flaadens Officerer og Byens civile Autoriteter. Som Følge heraf blev
Inspektionen af »Pultusk«, der sammen med Audientsen var berammet til den
4. Mai, udsat til Dagen efter[65].
Den 5. Mai, Dagen for »Pultusk’s« Inspektion, kom, og Veiret var saa
slet som muligt. Det var »ondt Veir med Blæst og Regn,« men Keiseren tog
intet Hensyn til denne Omstændighed; Reisen fra Antwerpen var allerede
fastsat til den følgende Dag, og det Skib, som ene af hele Flaaden havde
evnet at komme tilstede ved Keiserens Besøg, skulde ikke paa Grund af
Veiret gaa glip af den Ære at se ham paa sit Dæk.
Henimod 11-Tiden var ogsaa den keiserlige Chalup i Sigte paa Veien
til »Pultusk«. Det var en ubehagelig Tur udefter. Sprøit fra Søen og
Stænk fra Aarerne vadskede under Roningen ind over Essingen, det store
Fartøi drev af Regn og Søvand, og da Chaluppen lagde til paa Siden,
var Keiseren, Keiserinden og Følget, der ledsagede dem, nærlig alle
gjennemblødte[66].
Linieskibets Chef stod ved Foden af Faldrebstrappen.
Det var lidt vanskeligt for Damerne at komme ombord ad den smalle, steile
Faldrebstrappe[67], tilmed da Fartøiet laa uroligt i Søen.
»Jeg maatte derfor« — fortæller v. Dockum[68] — med Kaarden i Haanden
række Keiserinden begge mine Hænder, hvor udi hun lagde begge sine
Hænder, og saaledes maatte jeg baglænds gaa op af Trappen med
Keiserinden; Keiseren fulgte efter og saa mig altid stift i Øinene.
»Da Keiserinden kom paa Dækket, blev hun der staaende, indtil duchesse
Montebello kom og hjalp Hds. Majestæt den vaade Pels af imod en rød
Carmoisins Pels, foret med Zobel, og da Keiseren passerede Keiserinden
sagde han:
»_Vous avez la mine d’une sultane!_«
Veiret nødte snart Damerne til at trække sig tilbage til Chefens Kahyt,
hvorimod Keiseren strax igjen viste sig paa Dækket iført sin gjennemvaade
Frakke, som han ikke vilde skifte, og henvendte sig til v. Dockum med det
Spørgsmaal, hvorlænge man vilde være om at skifte en Forstang. En halv
Time var Svaret.
Keiseren gav derpaa Ordre til at udføre Manøvren.
Mangfoldige Gange havde »Pultusk« under den forløbne Sommerkampagnes
Reisningsøvelser taget sine Stænger tildæks og sat dem omhoug igjen. v.
Dockum havde træneret sine Folk, saa at Officerer, Underofficerer og
Mandskab i lige Grad vare fortrolige med alt, hvad der kunde forefalde
af Arbeider og Øvelser; hver Mand i Skibet vidste paa en Prik, hvad han
havde at gjøre, saasnart Kommandoen lød. Man var tilmed forberedt paa
enhver Eventualitet. I Kabelrummene laa Gier, Varp, Kabeltouge og hvad
der mulig ellers kunde blive Anvendelse for under Manøvrerne fremme
i Forhaanden, lige klar til Brug; i Mersene havde Topsgasterne deres
Stropper og Arbeidstallier liggende parat, og paa alle 3 Topper havde
den forestaaende Inspektion fremkaldt alle disse smaa Arrangementer,
Forarbeider og Smaafif udenfor Reglementet, som man træffer i ethvert
Skib, der har en rutineret og gjennemarbeidet Besætning ombord, og som
ikke ere uden Betydning under Forhold, hvor det gjælder at vinde et Minut
for at komme først[69].
Arbeidet gik derfor hurtigt fra Haanden uden Standsninger eller Uheld.
Der var Fart i Folkene og Underofficererne. De arbeidede jo under
Keiserens Øine, og Kongen af Westphalen, der selv havde været Søofficer,
var gaaet tilveirs, og staaende i Mesansvantet med Foden i en Vevling
fulgte han derfra Arbeidets Gang.
Inden den forlangte Tid var udløben, var Manøvren tilende, og da v.
Dockum efter 25m Forløb meldte, at Forstangen var skiftet, Bram- og
Bovenbramstangen omhoug og Bramraaen paa Plads, ytrede Keiseren sin
Tilfredshed til ham.
Efter at denne Del af Inspektionen var forbi, blev der slaaet »Klart
Skib.« Folkene mødte ved deres Kanoner, og ledsaget af v. Dockum gik
Keiseren Skibet rundt. Paa underste Batteri standsede han og lod exercere
først med 3 enkelte Kanoner og senere med hele Batteriet.
Keiseren var gaaet forud, — fortæller v. Dockum[70] —, for derfra at se
paa Batteri-Exercitsen, og da han ved igjen at gaa agter efter »maatte
træde over Kanontallieløberne, som laa paa Dækket, spurgte Hs. Majestæt
mig, hvad jeg syntes om Tougværket. Jeg ytrede at tro, at det nordiske
Tougværk var bedre. Hs. Majestæt troede det ogsaa og spurgte, hvad jeg
syntes om Jernet. Jeg svarede, at det var skørt. Hs. Majestæt sagde: »Det
er skørt som Glas, men man maa hjælpe sig dermed.« —
Forinden Keiseren forlod »Pultusk«, forlangte han at se Mandskabet
samlet. Der blev pebet op til Parade paa øverste Dæk, og her gik Keiseren
langs med de opstillede Rækker. Synet af Besætningen maa have været en
Del forskjellig fra, hvad han var vant til at se ombord i den franske
Flaades Skibe.
De franske Skibsbesætningers strængt uniformsmæssige Paaklædning[71]
fandtes ikke her; Folkene stod i deres Vadmels Trøier med »Glandshatte
paa Hovedet, hvorpaa var emailleret et Baand, paa hvilket var anført
»Pultusk«.« Hverken Form, Snit eller Farve var ensartet i Paaklædningen,
da Mandskabet paa de Tider selv maatte sørge for deres Tøi, men naar
man saa ned langs de opstillede Rækker, mødte Øiet kraftige, firskaarne
Skikkelser, og veirbidte Sømandsansigter stak frem under de blanke Hatte.
Det var øiensynligt, at Keiseren fandt Behag i det uvante Syn af
»Pultusk’s« lyshaarede Besætning. Han gik langsomt forefter, ledsaget
af Admiral Missiessy og v. Dockum, og med Tobaksdaasen i sin høire
Haand. Naar han af og til stod stille for at rette et Spørgsmaal til sine
Ledsagere eller for at betragte et Ansigt i Rækken[72], »oplukkede han
Tobaksdaasen med Tommelfingeren af den høire Haand, hvor Hs. Majestæt
altid bar Daasen, og med samme Finger trykkede han paa Tobakken, lukkede
Daasen og lugtede derefter paa Tommelfingeren. Og da det gik ofte paa,
tabte Hs. Majestæt ud af Daasen en Del af den sammentrykkede Tobak, som
af Mandskabet blev opsamlet som en Relikvie[73].« —
Inspektionen af »Pultusk« var hermed tilende, og de keiserlige Gjæster
belavede sig paa at gaa fraborde igjen. Hs. Majestæt havde været særdeles
tilfreds med alt og havde udtalt sig meget smigrende om Mandskabet. Da
v. Dockum nemlig under Paraden paa en undskyldende Maade gjorde Keiseren
opmærksom paa, at Folkene i deres lidt uensartede Paaklædning afvege en
Del fra, hvad der var Brug i den franske Marine, havde Keiseren svaret:
»_Vous avez des marins comme ils doivent être_«, og idet han derpaa
vendte sig til Admiral Missiessy, befalede han, at saa snart de franske
Mandskaber (équipages de haut-bord) havde opslidt deres Chakot’er, skulde
der anskaffes »chapeaux à la danoise« til dem, kun med den Forskjel, at
der paa Hattene skulde anbringes Nummeret paa den Afdeling, hvortil
Folkene hørte, i Stedet for Skibets Navn.
Keiseren havde, forinden han forlod Dækket, som Belønning tilstaaet
Besætningen en Maaneds Gage, og da Chaluppen satte af fra Faldrebet,
stemte Mandskabet paa dansk Vis i med rungende Hurraraab for ham, i
Stedet for det almindelige: »_Vive l’empéreur[74]!_«
Nogle Timer efter at de keiserlige Gjæster havde forladt »Pultusk«, og
Skibet atter havde antaget sit dagligdags Udseende, indfandt en Hof-Furér
sig ombord for at tilsige Chefen »til at møde med hvide Silkestrømper og
Sko til Keiserens Taffel Kl 5.«
Den Opmærksomhed, der ved denne Tilsigelse blev v. Dockum til Del,
var ikke ringe, idet som Regel ikke andre end Napoleons allernærmeste
Omgivelse vare hans Gjæster ved det daglige Taffel.
At v. Dockum selv har betragtet det som en exceptionel Ære, der blev vist
ham ved denne Leilighed, hvor han selv tolvte sad tilbords sammen med
syv kronede Hoveder, fremgaar deraf, at han gjorde Sagen til Gjenstand
for en Indberetning til Admiralitetet i Kjøbenhavn[75]. Rapporten, der
nævner de tilstedeværende Gjæster ved Taflet, indeholder iøvrigt intet
af Interesse; derimod har v. Dockum i sine private Optegnelser efterladt
en detailleret Beskrivelse, der vel er værd at kjende i sin Helhed. Man
vil erindre, at Napoleons Besøg i Antwerpen i Mai 1810 fandt Sted kun
nogle faa Maaneder forinden Holland blev indlemmet i det franske Rige,
og Misforstaaelsen imellem Keiseren og hans kongelige Broder Louis var
allerede paa dette Tidspunkt saa stærk og Uvillien fra Napoleons Side
saa udpræget imod Kongen af Holland, at denne ved alle Leiligheder var
Gjenstand for Tilsidesættelse og Ydmygelse. Ogsaa ved Taflet den 5.
Mai kom denne Stemning hos Keiseren til Udbrud, og det Ordskifte, der
ved denne Leilighed fandt Sted imellem de to Brødre, og som v. Dockum
med stor Nøiagtighed refererer, er af historisk Interesse som Bidrag
til Belysning af Napoleons Karakter. Men selv fraset dette, er den
efterfølgende Beretning i høi Grad læseværdig; thi man staar her overfor
en Skildring, der med al sin omstændelige Jævnhed i sjelden Grad er i
Besiddelse af en eiendommelig Kolorit og kaster Lys ind over et lille
Interiør fra en svunden Tid.
»Kl. 5 — fortæller v. Dockum[76] — mødte jeg i Keiserens
Forgemak, hvor duchesse Montebello konverserede med en
hollandsk Grevinde og General Lauriston med Admiral Missiessy.
Strax efter aabnedes Døren, hvoraf jeg var kommen ind, og blev
derfra raabt: »_Roi de Saxe!_« hvilket Ord blev gjentaget af
den Herre, som stod ved Keiserens Gemaks Dør med et lidet Ryk i
Keiserens Gemaks Dør, hvorpaa Keiseren, som var indenfor Døren,
svarede: »_Qu’il entre!_« og Kongen blev indladt til Keiseren.
»Saaledes gik det og til, da Kongen af Westphalen kom, og
derefter da Kongen af Italien kom, men, da Kongen af Holland
kom, svarede Keiseren: »_Qu’il reste!_«, og Hs. Majestæt
forblev med os i Forgemakket.
»Noget efter aabnedes Døren til Keiserens Gemak, hvor Kongen af
Holland gik ind med os Andre, og Keiseren og Kongerne gik foran
ud til Spisesalen, hvor Keiserinden og Dronningen af Westphalen
kom ind af en anden Dør.
»I Spisesalen stod et stort rundt Bord, dækket med 12 Couverts,
hvor Keiseren tog Plads. Paa hans høire Side kom Dronningen
af Westphalen, dernæst Kongen af Italien, derefter den
hollandske Dame, ved hende Kongen af Westphalen og saa Kongen
af Saxen, som sad paa venstre Side af Keiserinden, dernæst kom
Keiserinden, som sad lige overfor Keiseren, og ved hendes høire
Side kom Kongen af Holland, derefter Admiral Missiessy, saa jeg
og næst efter General Lauriston.
»Ved Bordet var Keiseren munter og talte med os alle og spurgte
mig, om de franske Orlogsskibe vare saa smukke som de danske,
om de seilede og styrede saa godt, og hvad jeg syntes om
Skibenes Takkelage og Reisning. Og jeg svarede, at de fleste
franske Skibe vare fuldkommen saa smukke som de danske, at de
franske Skibe seilede og styrede meget godt, og at Skibenes
Takling og Reisning var god; men at Orlogsskibet »Pultusk« laa
noget høit paa Vandet. Keiseren svarede, at det var observeret
af l’ingenieur de genie og var forekommet ved de Skibe, som
stod paa Stabelen. Keiseren sagde, at de Franskes Master vare
høiere end de Engelskes. Jeg svarede, at i stormende Veir
kunde det vel have sin Nytte.
»Keiseren tog et Æble af en Dessert-Tallerken, lagde det paa
Enke-duchesse Montebello’s Tallerken, som delte det med hendes
Sidemand, den ugifte Mand, Marechal og Adjutant Lauriston,
hvortil Keiseren sagde:
»_Ha! Ha! Madame, Vous partagez déjà vos pommes!_« —
»Hvorefter Keiseren henvendte sig til Kongen af Holland og
spurgte om Aarsagen, hvorfor han ikke forrige Sommer havde
sendt ham de belovede Skibe og Mandskab. Kongen svarede, fordi
Orlogsskibene manglede Master. Keiseren svarede:
»Vil Du, at jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig, hvor
Mastetræerne ligge?«