Fasting. Stephansen.
Orlogsskibet »Dantzick«, den 23. Mai 1809.
Da Ansøgningen blev forelagt Cheferne til Anbefaling forinden Afsendelsen
til Admiralitetet, forsynede v. Berger den med følgende Paategning:
»Uagtet det vilde være et Tab for mig, kan jeg dog ikke andet
end paa det kraftigste anbefale Hr. Kapitainlieutenant Fastings
underdanigste Ansøgning til det høie Kollegio, hvis Helbred Dag
for Dag aftager, og vil han næppe kunne faa den igjen, dersom
han skal forblive«.
v. Berger.
v. Dockum derimod, afslog at give Ansøgningen sin Anbefaling og skrev
kort og godt nedenunder: »forevist v. Dockum.«
Om end v. Dockum’s og v. Berger’s forskjellige Stilling overfor deres
Næstkommanderenders Ansøgning selvfølgelig ikke giver os nogen dybere
Kjendskab til de to Chefers Karakter, giver den os dog maaske et lille
Indblik i denne. v. Berger staar som den velvillige Mand, der viser
Imødekommenhed overfor sin Næstkommanderendes personlige Ønske. v. Dockum
derimod staar som den, der intet Hensyn tager til saadanne, og nægter at
anbefale et Skridt, som han ikke anser nødvendigt for Tjenestens Tarv.
Tilfældet vilde imidlertid, at denne lille Uoverensstemmelse
imellem de to Chefers Opfattelse ingen Betydning skulde faa, idet
Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen kort Tid efter atter toge
deres Ansøgning tilbage. Grunden til dette uventede Skridt og til at
de Officerer, der stode i Begreb med at reise tilbage til Danmark,
samtidig alle som én ansøgte om foreløbig at maatte forblive til Tjeneste
paa Scheldeflaaden, var den, at det engelske Angreb var umiddelbart
forestaaende. Under saadanne Omstændigheder mente de danske Officerer
ganske naturligt, at de burde blive paa deres Post. Som man kunde vente,
blev et saadant Tilbud modtaget meget gunstigt af den franske Regjering,
tilmed da der netop nu var Brug for flere Officerer.
Scheldeflaaden begyndte nemlig i de Dage at trække Forstærkning til
sig af mindre Skibe. Hidtil havde dette Led manglet i det maritime
Forsvar, idet Linieskibene havde været de eneste Krigsskibe paa Floden. I
Anledning af de forestaaende Begivenheder gjordes der nu en Forandring i
dette Forhold; fra de nærmestliggende Havnestæder dirigeredes alt, hvad
der fandtes disponibelt af mindre Krigsfartøier (Kanonbrigger, armerede
Baade, Brandere o. s. v.) ad Floder og Kanaler i Retning af Schelden.
Hvor det var nødvendigt, bleve de under Transporten halede paa Land,
satte paa Ruller og kjørte fra den ene Vandvei til den anden, indtil de
endelig naaede deres Samlingsplads. Paa denne Maade samledes her i Juni
Maaned 1809 en ikke ubetydelig let Eskadre, der underlagdes Admiral
Missiessy, og som en Anerkjendelse af de Danskes Beredvillighed fik de
Officerer Chefskommando, der frivillig havde meldt sig til at blive
i Anledning af Englændernes Angreb. Blandt de ankomne Smaaskibe, der
yderligere forøgedes med nogle til Brandere indrettede Koffardiskibe fra
Antwerpen, vare Kanonbriggerne fra Boulogne de største. De udgjorde en
Deling for sig med en fransk Officer (capitaine de vaisseau) som Chef, og
paa samme Maade dannedes der under Fastings og Stephansens Kommando en
særlig dansk Flotille af mindre Fartøier, udelukkende bemandet med danske
Officerer og Matroser[22].
Foruden disse Foranstaltninger, der alle havde til Hensigt at forstærke
Flaadens aktive Modstandskraft, forberedte Admiral Missiessy desuden en
Spærring af Farvandet med passive Forhindringer, hvis Englænderne skulde
vove sig indenfor Vliessingen. Det Sted, der blev valgt hertil, laa høit
oppe paa Schelden imellem Fæstningerne Lillo og Liefkenshoek, ½ Mils
Vei indenfor den første, paa et Punkt, hvor Floden snævrer sig ind til
et temmeligt smalt Løb. Paa dette Sted anbragtes en Barriere af svære
Rundholter og Bomme, surrede til hinanden med Kjæder og fortøiede med
Ankre tværs over Farvandet. Til yderligere Forstærkning henlagdes ved
Spærringen nogle fladbundede Kanonbaade (balcons plats), og langs Flodens
Bredder arbeidedes der med Kraft paa at opkaste Batterier.[23]
Hermed var Scheldeflaadens Foranstaltninger til at tage imod Fjenden
endte.
* * * * *
Forberedelserne til Expeditionen imod Schelden vare tilendebragte henimod
Slutningen af Juli Maaned 1809, og Sagen var grebet an med sædvanlig
engelsk Soliditet og Rundhaandethed. Den Hærstyrke, der under Jarlen
af Chatham’s Overkommando var bestemt til at løse Opgaven, beløb sig
til ikke mindre end c. 39,000 Mand af alle Vaabenarter, og til at føre
dette anselige Korps over Søen var der fra Marinens Side udfoldet stor
Virksomhed og stillet et imponerende Materiel paa Benene[24].
Man faar et godt Begreb om det skjærende Misforhold imellem de franske
Forsvars- og de engelske Angrebsdispositioner, naar man betragter
Listen over den vældige Flaade, der laa klar til at føre 39,000 Mand
engelske Soldater imod den hollandske Kyst, og man maatte tro, at det
med Opbydelsen af saa anselige Stridskræfter vilde blive en let Sag for
de to Øverstbefalende, Jarlen af Chatham og Kontre-Admiral Sir Richard
Strachan, at udføre deres Ordre i en Haandevending.
Som tidligere nævnt, var Antwerpen Maalet for Hærens og Flaadens
kombinerede Bevægelse, og Marinens særlige Opgave var i Ordren præciseret
til: »At sænke, brænde og ødelægge alle Fjendens Krigsskibe, som enten
vare udrustede paa Schelden eller under Bygning i Antwerpen, Terneuzen
eller Vliessingen, og om muligt gjøre Schelden ufremkommelig for
Orlogsskibe.«
_Den engelske Flaade._
Linieskibe:
St. Domingo 74 Kan.
Cæsar 80 »
Denmark 74 »
Theseus 74 »
Repulse 74 »
Powerful 74 »
Superb 74 »
Centaur 74 »
Venerable 74 »
Valiant 74 »
Courageux 74 »
York 74 »
Princess of Orange 74 »
Monarch 74 »
Belleisle 74 »
Victorious 74 »
Blake 74 »
Audacious 74 »
Bellona 74 »
Eagle 74 »
Impétueux 74 »
Revenge 74 »
Hero 74 »
Illustrious 74 »
Ganges 74 »
Aboukir 74 »
Marlborough 74 »
Royal Oak 74 »
Alfred 74 »
Sceptre 74 »
Orion 74 »
Resolution 74 »
Achille 74 »
Namur 74 »
Udrustede en flûte:
Leyden 64 Kan.
Agincourt 64 »
Monmouth 64 »
Iris 50 »
Adamant 50 »
Weymouth 54 »
Ulysses 44 »
Serapis 44 »
Fregatter:
Impérieuse 44 Kan.
Rota 38 »
Perlen ? »
Lavinia 44 »
Clyde 38 »
Amathyst 38 »
Fisgard 38 »
Statira (?) 38 »
Hotspur 38 »
Aimable 32 »
Circe 32 »
Euryalus 38 »
Salcette (?) 38 »
St. Fiorenzo 36 »
Thalia 36 »
Aigle 36 »
Nymphen 36 »
Dryad 36 »
Heroine 32 »
Bucephalus 32 »
Pallas 32 »
Camilla 24 »
Til denne betydelige Styrke af større Orlogsmænd kom en sand Sværm af
mindre Krigsskibe. Flaaden raadede saaledes endnu over 33 Korvetter
med 14-18 Kanoner hver, 5 Bombeskibe, 23 Kanonbrigger, 14 Toldkuttere,
5 Tendere, 82 Kanonbaade og 150 fladbundede Baade. Til yderligere
Assistance, navnlig i Tilfælde af mulige Grundstødninger, havde Værfterne
afgivet Lægtere, forsynede med Ankre og Varpegods; fra de smaa Søstæder,
Deal, Folkstone, og fl. A. vare alle der hjemmehørende større Rofartøier
tagne med for at gjøre Tjeneste ved Troppernes Udskibning, ja man havde
endog lagt Beslag paa de hurtigseilende Smuglerfartøier, som man i en
Fart kunde faa fat paa, for at anvende dem i militære Øiemed.
Saa store vare Forberedelserne til Expeditionen, at alene Drægtigheden
af de Skibe og Fartøier, som den engelske Regjering havde leiet til
Assistance for Marinen, udgjorde omtrent 100,000 Tons.
Den 28. Juli 1809 om Morgenen tidlig begyndte den engelske Flaade at
sætte sig i Bevægelse. Linieskibet »Venerable« med Jarlen af Chatham og
Sir Richard Strachan ombord lettede fra Downs Rhed og satte Seil imod
den hollandske Kyst, fulgt af Sir John Hope’s og Marquis’en af Huntley’s
Divisioner.
Fra Vliessingen, hvor 3 franske Linieskibe laa paa Brandvagt, iagttog man
de engelske Skibe, efterhaanden som de dukkede frem over Horizonten, og
heiste Signal til Flaaden høiere oppe paa Floden for »Fjendtlige Seilere
i Sigte«. Skibenes Antal blev tillige angivet i Begyndelsen, men det
varede ikke længe, førend der fra Forpostskibene vaiede Signal om, at de
fjendtlige Seilere ikke mere kunde tælles paa Grund af deres Mængde. Om
Aftenen var den engelske Høistkommanderende gaaet til Ankers Vest for Øen
Walcheren, og efterhaanden som de øvrige Divisioner i Løbet af Natten
og de paafølgende Dage ankom til Bestemmelsesstedet, indtoge de deres
anviste Ankerpladser[25].
Den 1. August 1809 havde det engelske Expeditionskorps tilendebragt
sin Opmarche paa Søen. Skibene laa rangerede udfor de anviste
Udskibningssteder med Tropper, Heste og Materiel klare til at gaa
fra Borde med korteste Varsel. Alt tydede paa, at den forestaaende
Udskibning vilde kunne finde Sted uden at blive forulempet af fjendtlige
Stridskræfter. De smaa faste Pladser Veere og Middelburg havde begge
kapituleret uden Modstand strax ved Englændernes Ankomst; de 3 franske
Linieskibe, der havde ligget paa Forpost ved Vliessingen, havde forladt
deres Station og trukket sig tilbage til Lillo, hvor den øvrige Del af
Flaaden laa samlet. Scheldens Munding var saaledes blottet for Skibe,
der kunde forbyde en fjendtlig Eskadre Indseilingen paa Floden, og ved
en Rekognoscering, der den 30. Juli blev foretaget op ad Øst-Schelden af
to engelske Officerer[26], fik man Vished for, at ogsaa dette Farvand
var uden Forsvarsanstalter. Passagen var fri, ingen Spærringer, ingen
sænkede Skibe eller lignende fandtes, der vilde kunne stoppe Seiladsen;
et engelsk Linieskib kunde staa Floden op lige til Wemeldinge paa
Zuid-Beveland med 6 Favne Vand under Kjølen uden at møde en eneste
Hindring paa sin Vei.
Under saa overordentlig gunstige Betingelser for en Angriber gik den
engelske Landsætning af Tropper for sig uden Modstand og uden Uheld.
Veiret var den eneste Magt, der greb lidt forstyrrende ind og gjorde,
at Overkommandoens Dispositioner dog ikke kom til Udførelse i fuldeste
Udstrækning, idet Landsætningen af Marquis’en af Huntley’s Korps ved
Kadzand med det Maal for Øie at afskjære Forbindelsen imellem Fastlandet
og Walcheren, maatte opgives paa Grund af daarligt Veir. Derimod faldt
hele denne Ø, med Undtagelse af Fæstningen Vliessingen, for den engelske
Armés venstre Fløi under Sir Eyre Coote, uden at der saa at sige blev
løsnet et Skud, og skjøndt Jarlen af Rosslyn’s Kavalleridivision endnu
ikke kom til Anvendelse, men forblev ombord i Transportskibene, havde
den engelske Armé dog ved Aftenstid paa Udskibningsdagen ikke mindre end
25,000 Mand i Land paa den hollandske Kyst. Udskibningen og Landsætningen
af denne store Styrke foregik under Ledelse af Kontre-Admiralerne Edward
Otway og Sir Richard Keats og skete med Hurtighed og stor Præcision.
Skjøndt det franske Flag endnu vaiede fra Vliessingens Bastioner, var
denne Fæstning af saa ringe Betydning, og den engelske militære Stilling
i Øieblikket saa overlegen, at denne Hindring egentlig ikke burde have
standset Jarlen af Chatham paa hans Marche imod Antwerpen. Men den
engelske Overkommando havde allerede da gjort Forsigtighed til sit
Valgsprog, og Vliessingen skulde falde, forinden man forfulgte de vundne
Fordele videre.
Som Følge af denne Taktik blev Vliessingens Bombardement det næste
Skridt i Angrebet, og Forberedelserne hertil vare saa omfattende og
sattes i Værk med saa stor Omhyggelighed, at det var at forudse, at den
forestaaende Beskydning snart vilde have en Kapitulation til Følge. Den
13. August var alt klart til Angrebet, og da Signalet til Skydningens
Begyndelse Kl. 1 om Eftermiddagen gik tilveirs hos den Kommanderende,
aabnedes Ilden med stor Kraft fra to Kanonbaadsdivisioner. Den ene af
disse, under Kapitain Cockburn’s Kommando, (Chefen for »Belleisle«),
tog Station udfor SO Enden af Byen, medens den anden Division, ført af
Kapitain Owen, (Chefen for »Clyde«), gik til Ankers i S Vestlig Retning
for Byen, og fra begge disse Steder faldt Bomberne med stor Sikkerhed
over Vliessingens By og Fæstning.
Skydningen vedvarede, paa en kort Afbrydelse nær den første Aften,
uafbrudt indtil den 15. August om Morgenen Kl. 2, da Fæstningens
Kommandant, General Monnet, tilbød at kapitulere. Som Følge heraf ophørte
Beskydningen, saa snart det begyndte at lysne, og Underhandlingerne, der
fra engelsk Side førtes af Kapitain Cockburn og Oberst Long, afsluttedes
endnu samme Aften med Fæstningens Kapitulation[27].
Vliessingens Fald, der burde have været Signalet til en hurtig
Fremrykning af det engelske Expeditionskorps imod Antwerpen, betegner
mærkelig nok kun et Tidspunkt, hvor Overkommandoens Forsigtighed gik over
til Uvirksomhed og Stilstand. I de nærmest paafølgende Dage, efter at den
franske Garnison var marcheret ud af Fæstningen med flyvende Faner og
fuld Musik, slog man sig til Ro med det vundne Resultat og anvendte Tiden
til at ødelægge, hvad der i Vliessingen fandtes af fransk Statseiendom.
Men netop disse Dage, hvor Magasiner sprængtes i Luften, hvor Skibene,
der stode under Bygning paa Værftet, væltedes ned fra deres Bedinger
og store Værdier gik tilgrunde for den franske Regjering, kom i endnu
høiere Grad Frankrigs Fjender dyrt til at staa; thi det sidste Øieblik
for Gjennemførelsen af en energisk Aktion var dermed gaaet tabt for den
engelske Overkommando.
Til Belysning af Englændernes Uvirksomhed er det ikke uden Interesse at
høre en Udtalelse af en Autoritet, som v. Dockum, om hvorledes Resultatet
kunde være blevet, hvis Sagen var bleven grebet an, som den burde. I en
Rapport til Admiralitetet, dateret Orlogsskibet »Pultusk«, til Ankers ved
Antwerpen den 10. August 1809, udtaler han[28]:
»Vare de Engelske, strax de kom, gaaet rask frem, da alt her var blottet
for Tropper, kunde de efter min Formening opholdt sig i Antwerpen over
2 Gange 24 Timer og der gjort stor Skade;« — ... og i sine private
Optegnelser fremsætter han sin Kritik over de engelske Operationer mere
udførligt paa følgende Maade:
»De engelske Tropper gjorde Landgang paa den næsten ubefæstede Ø
Schouwen, hvor de forblev i Uvirksomhed. Og hvis de havde sat deres
Tropper i Land ved Fæstningen Lillo, hvor ikkun var 20 Invalider, saa
kunde de uden Modstand have indtaget Fæstningen, hvor alle Kanoner stode
monterede paa Volden, og hvorfra de kunde have hindret Admiral Missiessy
at spærre Sundet ved Lillo, hvor igjennem de kunde have seilet med deres
Skibe og paa Diget marcheret til Antwerpen, og paa Veien over Digerne
have kastet paa de franske Orlogsskibe saa mange Congrevske Raketter, som
behøvedes for at opbrænde alle Skibene med deres Mandskab, uden at en af
de franske Skibes Kugler kunde have ramt en Mand af de engelske Tropper,
som marcherede inden for Diget til Antwerpen, og hvor de uden Modstand
kunde have tilintetgjort det keiserlige Skibsværft med Magasiner og
Skibene paa Stabelen, med Oplag af Tømmer o. s. v.«
Grunden til denne uheldbringende Sendrægtighed, der endog gav Anledning
til Forespørgsler i det engelske Parlament, maa næst efter Overgeneralens
Mangel paa Energi tilskrives den Omstændighed, at Hær og Flaade, der her
vare kaldede til Løsningen af en fælles Opgave, aldeles ikke forstode at
arbeide sammen. Krigshistorien afgiver talrige Exempler paa, hvorledes
militære Foretagender, hvis Udførelse var lagt i Hænderne paa Land-
og Sømagten i Forening, ere strandede paa Grund af Mangel paa ærlig
og redelig Samvirken imellem de to Vaaben, og skjøndt der ved denne
Leilighed ikke er Anledning til at tro, at Jalousi fra nogen af Siderne
var medvirkende Aarsag til dette uheldige Forhold, blev Resultatet dog
dette, at Expeditionen mislykkedes. Flaaden ventede paa Instruktioner fra
Hærens Overkommando, og i Hovedkvarteret ventede man, at Flaaden vilde
gjøre noget paa egen Haand; denne Venten havde kun til Følge, at der
slet intet blev foretaget fra nogen af Siderne.
Et vittigt Epigram fra den Tid giver et slaaende Udtryk for de
Kommanderendes Venten og Nølen i følgende 4 Linier:
The Earl of Chatham, with his sabre drawn
Stood waiting for Sir Richard Strachan;
Sir Richard, longing to be at ’em,
Stood waiting for the Earl of Chatham.
Vil man imidlertid undersøge, om Hovedskylden har ligget hos Hæren eller
Flaaden, synes alt, hvad der foreligger, at tyde hen paa, at Marinen
var parat til at handle og tage kraftig fat, men at den, som et Led i
Expeditionen, ventede paa sine Ordrer fra den øverste Chef, og at denne
enten ingen bestemte Instruktioner har haft fra sin Regjering eller ogsaa
ikke har benyttet dem, han havde.
At denne Betragtning er rigtig, bekræftes af forskjellige skriftlige
Vidnedsbyrd fra engelske Søofficerer, der have deltaget i Expeditionen.
Saaledes beklager Sir Richard Keats sig den 15. August 1809, i et Brev
til den kommanderende Admiral over, at Marinen er magtesløs alene, og at
intet vil kunne udrettes uden ved en Samvirken imellem Hæren og Flaaden.
Faa Dage senere anstiller Sir Richard Strachan de samme Betragtninger i
et Brev til Mr. Wellesley Pole og slutter med følgende Ord:
»Det er saa vel min som Sir Richard Keats’ Mening, og jeg troer enhver
Søofficers Anskuelse, at hvis ikke Hæren samvirker med os, vil det ikke
lykkes Expeditionen at løse Opgaven fuldstændigt«.
Det bedste Bevis for, at Marinen baade havde Lyst og Villie til at
udrette noget, saa at der imod den ikke bør gjøres noget Ansvar gjældende
for den Mangel paa Handlekraft, der lammede Expeditionen i dens Virken,
har man i følgende ganske mærkelige Korrespondance, der umiddelbart efter
Vliessingens Fald fandt Sted imellem Generallieutenant Jarlen af Rosslyn
og Sir Richard Keats, en Korrespondance, hvori Admiralens Aktivitet
og Lyst til Foretagender staar skarpt over for Jarlen af Rosslyn’s
flegmatiske Ro og Mangel paa Initiativ[29].
Camilla, udfor Sandvleit 17. August 1809.
Mylord,
»Ved Skrivelse, som jeg igaar har modtaget fra Sir Richard
Strachan, og ved et senere Brev, som jeg netop nu har modtaget,
har jeg faaet selvstændig Kommando, og det synes, at Sir
Richard Strachan antager, at Deres Herlighed, som kommanderer
Tropperne paa Zuid-Beveland, ogsaa har Myndighed til uden
nærmere Ordre at tage Del i ethvert Foretagende, der har til
Opgave at fremme Expeditionens Hovedformaal: Ødelæggelsen af
Fjendens Orlogsskibe ved Antwerpen.
»Saafremt Deres Herligheds Instruktioner gaa i denne Retning,
skal jeg have den Ære øieblikkelig at henvende mig til Dem,
og er klar til med den Flaadeafdeling, der staar under min
Kommando, at virke sammen med Deres Herligheds Tropper ved
ethvert Foretagende, som vi kunne blive enige om«.
Jeg har den Ære at være o. s. v.
R. G. Keats.
Til
Generallieutenant Jarlen af Rosslyn.
Paa dette Brev modtog Admiralen endnu samme Dag følgende Svar[30]:
Tergoes, den 17. August 1809.
Sir,
»Jeg har i dette Øieblik modtaget Deres ærede Brev, og som Svar
kan jeg kun sige, at jeg ikke er i Besiddelse af Instruktioner,
der bemyndige mig til at foretage yderligere Operationer.
»Jeg har nogen Grund til at antage, at den Øverstkommanderende
imorgen eller overmorgen vil forlægge Hovedkvarteret hertil, og
jeg skal ikke undlade øieblikkelig at underrette Dem saavel om
Hs. Herligheds Ankomst, som om Alt, hvad jeg maatte faa at vide
om det Spørgsmaal, hvorom De ønsker Oplysning«.
Jeg har den Ære at være o. s. v.
Rosslyn.
Til
Kontre-Admiral Sir R. G. Keats.
Medens den engelske Hærs offensive Bevægelse saa at sige var tilende
med Vliessingens Fald, begyndte Franskmændene netop i de samme Dage at
røre sig og ryste Uvirksomheden af sig. Kong Louis af Holland havde i
Aix la Chapelle modtaget Efterretningen om den fjendtlige Landgang. Han
afreiste strax til Amsterdam og efterlod Ordrer om at dirigere alle
disponible Tropper til Krigsskuepladsen. Fra Lüttich, Maastricht og andre
Garnisonsbyer sendtes alt, hvad der fandtes af Rekruter og udtjente
Soldater, afsted ad Antwerpen til, og allerede den 12. August havde
Kongen af Holland 6000 Mand samlet i Byens Omegn, hvor Tilstedeværelsen
af dette lille Troppekorps ogsaa strax begyndte at øve en beroligende
Virkning paa Beboerne. I Dagene efter Vliessingens Kapitulation havde
Bestyrtelsen været stor i Antwerpen; man rømmede fra Byen af Frygt for
Englænderne, og saa hovedkulds brød Befolkningen op fra deres Boliger,
at alle Veiene i Omegnen vare opfyldte af flygtende Mennesker med Heste,
Flyttelæs og Kjøretøier af enhver Art. En Panik var ikke langt fra at
bryde løs; man ventede hver Dag at se den engelske Hærs Fortrav for
Portene af den forsvarsløse Stad, og Frygten forøgedes betydeligt ved
Efterretningen om, at man fra Antwerpens Kaier, i klart Veir, kunde se de
fjendtlige Orlogsmænds Seil og Reisninger inde paa Floden i Horizonten
mod Nordvest.
Sagen var den, at den engelske Flaade allerede inden Vliessingens Fald
havde forceret Indseilingen til Schelden.
Den 11. August 1809 stod Lord William Stewart, ombord i Fregatten
»Lavinia«, med 9 andre Fregatter i sit Kjølvand indefter imod
Flodmundingen. Fæstningen brugte vel sine Kanoner imod den engelske
Eskadre, men uden videre Virkning[31], og Lord Stewart passerede uhindret
med sine Skibe forbi de fjendtlige Batterier ind paa Schelden, hvor han
gik til Ankers udfor Fort Bath. Den engelske Søstyrke her blev endog
yderligere forøget ved et stort Antal Kanonbaade og mindre Fartøier
under Sir Home Popham’s Kommando, og Krydserne viste sig helt op til
Fæstningen Lillo, men desuagtet faldt Flaadens Offensivbevægelse, der
understøttet af et Hærkorps vilde have faaet den største Betydning, ud
til intet. Missiessy’s Barriere, der lukkede Floden og dækkedes af et
flydende Forsvar, lod sig ikke forcere med de Hjælpemidler, som stode til
Marinens Raadighed; Forsvaret kunde kun ødelægges og Veien aabnes ved en
Beskydning med Feltartilleri fra Flodens Bredder; men Hæren holdt sig
rolig, og Søveien op til Antwerpen vedblev at være spærret.
Man tillægger den bekjendte Politiker Lord Castlereagh følgende Ytring
under Forberedelserne til den engelske Expeditions Afsendelse:
»Hvis Flaaden paa Schelden ikke er i vor Besiddelse 14 Dage efter at
de første Tropper ere komne i Land, vil den aldeles ikke komme i vor
Besiddelse«.
Denne Spaadom var nu gaaet i Opfyldelse saa grundigt som noget. De 14
Dage vare godt og vel forløbne, de engelske Korpser stode ubevægelige
paa Walcheren, Schouwen og de øvrige Øer i Scheldeflodens Delta, medens
samtidig det franske Forsvar voxede i Styrke med rivende Fart fra Dag til
anden. Det var, som Bevidstheden, om at Fjenden stod indenfor Landets
Grændser, havde aabnet Franskmændenes Øine for, hvor truende nær Faren
var; thi nu strømmede Soldater af forskjellige Vaabenarter til fra alle
Egne i saa rigelig Mængde, at 20-30,000 Mand ved Maanedens Midte stode
concentrerede omkring Antwerpen[32]. Vel var maaske den samlede Styrkes
militære Kvalitet ikke særlig god, men den havde allerede i Slutningen
af August Maaned faaet en Mand i sin Spidse, hvis øvede Haand var vant
til at organisere og tumle med uordnede Masser og danne dem til Soldater,
og hvis Tilstedeværelse i Antwerpen ikke skulde give Englænderne Lyst
til nu at forsøge en Fremrykning. Denne Mand var Marechal Bernadotte,
Prinds af Pontecorvo. Hans Ankomst til Krigsskuepladsen og Overtagelse
af Forsvarets Ledelse bragte atter Modet tilveirs hos de forsagte
Indbyggere. Alt, hvad tidligere Sorgløshed og Forsømmelighed havde
undladt at gjøre, blev nu sat i Værk i største Skynding; Batterier og
Forskandsninger opkastedes og monteredes, Sluserne paa Digerne bleve
aabnede, Egnen omkring Antwerpen blev sat under Vand, og saa ivrig tog
Marechallen personlig fat for at faa et Forsvar organiseret, at han
undertiden først naaede at sætte sig til Middagsbordet henimod Midnat,
naar han kom tilbage fra sine Inspektionsture i Skandserne eller ved
Forposterne[33].
Omtrent samtidig med at Antwerpen ved Marechal Bernadottes Energi fra en
aaben By uden Kanoner og Soldater var bleven forvandlet til en befæstet
Vaabenplads med et levende Forsvar af 30-40,000 Mand, fik de Franske
en lige saa uventet som sikker Forbundsfælle, da det usunde Marskklima
begyndte at gjøre sin Indflydelse gjældende imellem de fremmede
Tropper[34].
Det første Febertilfælde viste sig den 20. August 1809, men Sygdommen
tog saa voldsomt fat og ryddede saa frygteligt op imellem de engelske
Regimenter, at Expeditionskorpset neppe 14 Dage efter Sygdommens Udbrud
af sanitære Grunde var ude af Stand til mere at foretage nogen offensiv
Bevægelse. Alle Hospitaler og Lazarether vare overfyldte, og Sygdommen
antog Dag for Dag en mere epidemisk Karakter, saa at Overkommandoen
maatte concentrere hele sin Opmærksomhed paa at bekjæmpe denne usynlige
Fjende, der ikke kunde holdes fra Livet med Kanoner, og ugentlig krævede
Hundreder af Ofre imellem de engelske Tropper[35].
Under disse fortvivlede Forhold, hvor enhver Tanke om yderligere Aktion
paa Forhaand maatte opgives, sammenkaldtes den 27. August 1809 i det
engelske Hovedkvarter et Krigsraad bestaaende af 7 Generallieutenanter
med Lord Chatham som Præsident, og her blev man snart enig om, at
der ikke skulde foretages mere. Da Kabinettet imidlertid befalede,
at Besiddelsen af Øen Walcheren med Fæstningen Vliessingen skulde
haandhæves, nødvendiggjorde dette Expeditionskorpsets og Flaadens
foreløbige Forbliven, hvorimod den Høistkommanderende, hvis Mission
nu maatte betragtes som endt, afgav Kommandoen og indskibede sig til
England, hvor han den 14. September 1809 landede i Deal og begav sig
til London for at aflægge Beretning hos Kongen om Expeditionen og dens
mislykkede Udfald.
Skjøndt de engelske Tropper saaledes vedblivende havde fast Fod i Landet,
maatte dog det fjendtlige Angreb betragtes som endt, og Faren som
overstaaet ved Udgangen af August Maaned, og det var med et let Hjerte,
at man i Antwerpen og ombord paa Scheldeflaaden modtog Efterretningen
om Lord Chatham’s Afreise, og om at Englænderne paa Walcheren snarere
belavede sig paa Forsvar end paa Angreb. Det var vel ikke de franske
Vaaben, der havde standset Expeditionskorpset og reddet Antwerpen; men
Scheldeflaadens Chef Admiral Missiessy kunde dog med Rette tillægge sig
Æren for, at Barrieren ved Lillo og de franske Skibes stærke Stilling
indenfor denne havde slaaet Bom for den engelske Flaades isolerede
Operationer op ad Floden.
For de to dansk bemandede Linieskibes Vedkommende kunde Kommandørkapitain
v. Dockum med Grund være stolt af, at han selv med sine Officerer
og Mandskaber altid havde været i Spidsen under Sommerens forcerede
Forsvarsarbeider og Øvelser. Hvad enten det gjaldt om at møde til
Skandsearbeide ved Nattetid paa Flodbredderne eller der blev arbeidet
haardt ombord i Skibene med Seil, Reisninger, Ankre eller Kanoner, vare
de Danske altid i Forhaanden, og mangfoldige Gange havde Officerer og
Mandskab havt den Tilfredsstillelse efter en kvik udført Manøvre at se
Tilfredshedssignalet gaa til Veirs paa Admiralskibet »Charlemagne« med
»Pultusk’s« og »Dantzick’s« Nummer vaiende ved Siden af Signalet. v.
Dockum havde allerede i den korte Tid forstaaet at sætte sine Folk saa
godt i Trit, at han og v. Berger kunde manøvrere deres Skibe hurtigere
og bedre end nogen anden i hele Flaaden, og denne Overlegenhed i
Sømandsdygtighed og Hurtighed i Manøvren, som de danske Skibe under
hele Scheldekampagnen forstode at holde fast paa, kom allerede klart
frem, da Flaaden i Sommeren 1809 forlod Stationen ved Vliessingen for at
seile op til Antwerpen. Da Skibene ved denne Leilighed efter Letningen
fik fri Manøvre, klemte »Pultusk« og »Dantzick« saaledes paa med
Krydsningen, at de snart vare langt forud for deres Kammerater. Veiret
var ugunstigt, Vinden imod og Farvandet smalt og grundet; men de danske
Chefer navigerede deres Skibe med saa stor Dygtighed og Behændighed, og
Folkene arbeidede saa rask og ufortrødent under hele Krydsningen, at det
er et Faktum, at da Missiessy med den øvrige Del af Flaaden naaede op
til Antwerpen, kunde v. Dockum melde Admiralen, at han med »Pultusk« og
»Dantzick« allerede havde ligget der til Ankers — i 3 Dage. Afstanden
imellem Vliessingen og Antwerpen er kun c. 20 danske Mil.
Det var ikke v. Dockum ubekjendt, at den Høistkommanderende var vel
tilfreds med de Danskes Aktivitet i Tjenesten, og at de unge Officerer,
der i Sommerens Løb havde havt selvstændig Kommando som Chefer for
Kanonbrigger, Brandere og Kanonbaade, alle som en havde gjort deres
Bedste for at udfylde deres Pladser; men han havde dog neppe nogen Anelse
om, i hvor høi Anseelse han selv og hans Landsmænd paa Schelden allerede
stode hos de franske militære Autoriteter, førend han en Efteraarsdag i
1809 ved Signal blev kaldt ombord i Admiralskibet.
Admiral Missiessy modtog Chefen for »Pultusk« i sin Kahyt og overrakte
ham en Skrivelse med Anmodning om at gjennemlæse den. Det var et Brev
fra Admiralen til den danske Konge, og med Forbauselse læste v. Dockum
følgende[36].
Deres Majestæt!
»De udmærkede Talenter, som de Officerer af Deres Majestæts
Marine, der ere ansatte paa Flaaden under min Kommando, have
udvist, den Maade, paa hvilken de saa kraftig have understøttet
mig under de sidste Begivenheder, gjør det til Pligt for mig,
da jeg ikke drister mig til at ansøge for alle, idetmindste at
udbede mig af Deres Majestæts Naade et Tilfredshedsbevis for de
3 ældste Officerer, der staa under min Kommando.
»Deres Majestæt tillade mig som Følge heraf at udbede mig for
Kommandørkapitain v. Dockum, Chef for »Pultusk«, Forfremmelse
til Kontre-Admiral, samt for D’Hrr. Fasting og Stephansen
Forfremmelse til capitaines de vaisseau, samt at Kommandoen af
Linieskibet »Dantzick« maa blive givet til den første af disse
Officerer, som ved flere Leiligheder har givet overtydende
Prøver paa Aktivitet, Kundskaber i sit Fag og den udmærkede
Aand, der besjæler ham.
»Hans Høihed Prindsen af Pontecorvo har antaget, at de
Anstrengelser, man hidtil har gjort for at afslaa Fjendens
Angreb, meget har bidraget til dennes skyndsomme Tilbagetog, og
han har troet det retfærdigt, at ansøge om Belønninger for dem,
hvis Iver mest maatte have bidraget til dette heldige Udfald.
»Hans Høihed har selv paataget sig at tilstille Hs. keiserlige
og kongelige Majestæt det Forslag, jeg har indgivet til ham for
at erholde nogle Naadesbevisninger for Flaaden.
»Jeg har antaget, at det vilde være Deres Majestæt behageligt,
som jeg til samme Tid er vis paa, at det vil vække D’Hrr.
v. Dockums, Fastings og Stephansens Tilfredshed, at jeg for
disse Officerer har begjæret Æreslegionens Dekoration. Jeg har
ansøgt om den samme Naade for D’Hrr. Rosenstand og Tuxen, som
kommanderede Brandere.
»Jeg haaber, at dette Skridt, hvis Hensigt er at behageliggjøre
disse Officerer Erindringen om den Tid, de have tjent paa
Scheldeflaaden, samt give et Vidnesbyrd om de Tjenester, de der
have udvist, vil møde Deres Majestæts Antagelse.«
Jeg forbliver o. s. v.
Ed. Burgues Missiessy.
Efter Gjennemlæsningen heraf overrakte Admiralen v. Dockum endnu en
Skrivelse, der indeholdt følgende Svar fra Kong Frederik den 6te, dateret
25. September 1809:[37]
Hr. Vice-Admiral Missiessy!
»Jeg har modtaget Deres Brev af 6te ds. Jeg har deri læst
med sand Tilfredshed det hædrende Vidnedsbyrd, De giver de
Officerers Opførsel og Anstrengelser, der ere saa heldige at
tjene under Deres Kommando. Vil end ikke Strengheden af de
Regler, der ere indførte i min Marine, tillade, at de ældste af
disse Officerer tilstaas den Forfremmelse, som De begjærer for
dem, saa beder jeg Dem desuagtet at være overbevist om, at det
vil være mig kjært ved andre Lejligheder at holde dem den Iver
tilgode, de have udvist for en Sag, jeg anser for min egen.
»Det glæder mig meget at se, at De søger at forskaffe flere af
mine Officerer et hædrende Bevis paa Keiserens Tilfredshed og
Bevaagenhed. Det er med sand Agtelse, at jeg forbliver, Hr.
Vice-Admiral Missiessy«,