En krigslist.
Oppe paa loftet i Simon Legrees hus var et kvistkammer. Det var fuldt af
støv og spindelvæv og alslags skrap af gamle møbler og andre ting som
var slængt op der. Et mat lys faldt ind gjennem et skiddent vindu og gav
rummet et underligt spøgelseagtigt udseende.
Det var ogsaa noget andet som gjorde dette værelse uhyggeligt. For nogen
aar tilbage havde en negerkvinde paadraget sig Legrees vrede og var blit
indesperret i dette rum i flere uger. Hvad som gik for sig med kvinden
der, vidste folkene paa gaarden ikke saa meget om, men alle var viss paa
at hun blev baaret ned som lig og begravet. Efter den tid trodde snart
den ene og snart andre at høre piskelag og skrig og støn oppe fra
kvistkammeret. Saa kom Legree en dag til at høre nogen af slaverne
hviske med hverandre om disse uhyggelige lydene. Han blev da rasende og
loved at gjøre en ulykke paa den første som vaaged at nævne noget om
dette.
Men endda ingen turde tale om det de syntes at høre oppe fra
kvistværelset, blev trappen som førte op til det i lang tid skydd af
alle folkene i huset; selv gangen bort til trappen vilde de helst holde
sig borte fra. Lidt om senn blev dog det hele glemt af de fleste. Legree
selv var, som vi før har hørt, meget overtroisk, og han var kanske den
som havde vanskeligst for at faa ud af tankerne det som var blit fortalt
om værelset.
Dette skjønte Kassy, og det var denne svaghed hos ham hun nu vilde bruge
som middel for sig og Emmeline til at komme bort.
Kassys soveværelse laa lige under kvistrummet. En dag gav hun sig til at
flytte alt sit bohave ned i et andet rum som laa langt fra hendes
værelse. Folkene som hjalp hende med flytningen gjorde svært braak.
Dette hørte Legree, som netop var kommet hjem fra en ridetur. «Kassy!»
ropte han, «hvad er nu paa færde?»
«Intet; jeg vil bare ha et andet værelse.»
«Hvorfor vil du det?»
«Jeg vil gjerne faa sove lidt en gang imellem; men det er umuligt paa
det værelset jeg har havt; for naar det lider udover kl. 12 om natten,
saa tar det paa oppe paa loftet at sukke og stønne og braake udover til
lyse morgenen.»
Legree satte i en tvungen latter. «Hvad skulde det være som sukker og
stønner og braaker der oppe om natten?»
Hun saa ham i ansigtet og spurte: «Ja hvad skulde det vel kunne være?
Kan ikke De sige mig det?»
Legree satte i en ed og løfted sin ridepisk for at slaa til hende, men
hun sprang til side, løb ind i sit værelse og vred nøklen om.
Han bandte og trued med at han vilde sprænge døren; men om lidt gav han
sig og lusked ned i dagligstuen.
I et hul paa loftet havde Kassy gjort fast en tom flaske, slig at den
ved den mindste vind gav en sørgelig klagende lyd, som ved sterk blæst
kom til at ligne skrig og rædselsfuld jamren. Denne lyd hørtes af
slaverne, og mindet om den gamle spøgelseshistorie blev igjen opfrisket.
Endda ingen vaaged at tale til Legree om dette, kunde en se paa ham at
han merked uroen i huset. Det var for ham som luften i og omkring
gaarden var fuld af angst og gru.
En stormfuld nat sad han ved kamin-ilden i dagligstuen. Den blafrende
ild kasted et sælsomt lys over værelset. Det suste og hvinte og knaged
fra alle sider. Vinduerne klirred, skodderne smeldte mod muren, og
blæsten slog en gang imellem ned i skorstenen, saa røg og aske stod ud
af kaminen.
For at faa tiden til at gaa greb han en bog som Kassy havde lagt frem
paa et sted hvor han maatte se den. Denne bogen handled om blodige mord,
spøgelser og gjengangere.
Da han havde læst nogen sider i den, kasted han den bortover gulvet.
Kassy viste sig i døren. Med store forfærdede øine spurte hun: «Hvad i
al verden kan det være som gaar og spøger der oppe? Endda jeg havde
lukket døren i laas, kom en skikkelse til min seng og rakte hænderne
bedende mod mig.»
«Du lyver!» ropte Legree.
«Saa prøv selv at ligge der oppe.»
«Tror du jeg er ræd for at gaa der op? Jeg vil ha greie paa dette; jeg
tar to pistoler med....»
«Tys! hvad er det?» afbrød Kassy ham. Han fór sammen. Et stort gammelt
ur, som stod i det ene hjørnet af stuen, tog langsomt paa at slaa 12.
En underlig angst fyldte hans sind. Kassy saa paa ham med et spottende
blik, mens hun talte urets slag.
«Tolv!» hvisked hun. «Nu faar vi se.» Hun vendte sig om, lukked døren
til gangen op og lytted. «Tys! Hvad er det?»
«Det er bare vinden,» svarte Legree.
«Kom!» Hun drog i ham. «Ved De hvad det er? Hør!»
Et hult klageskrig lød ned til dem fra kvistkammeret. Legree skalv i
knærne. Han var bleg som et lig.
«Var det ikke bedst De tog pistolerne Deres og gik der op?» spurte Kassy
og drog spottende paa smilen.
«Nei ... jeg har ikke noget der at gjøre.»
«Saa maa jeg selv gaa op.» Hun sprang op vindeltrappen. «Kom med, De
ogsaa!»
«Nei, nei, gaa ikke der op!» bad han.
Men Kassy lo vildt og fløi afsted. Han hørte hende aabne dørene som
førte til kammeret. Et heftigt vindpust kom farende ned og slukte lyset
som han holdt i haanden. I det samme lød igjen et forfærdeligt
klageskrig lige i ørene paa ham.
Rent som fra sig af skræk fór han ind i stuen og smeldte døren igjen
efter sig.
Lidt efter kom Kassy ned igjen. Hun var bleg, men rolig og kold som en
hevnens aand. «Jeg haaber De skjønner nu at det er noget galt fat der
oppe.»
«Gaa med dig, heks!»
«Jeg kan da ikke for at det spøger paa kvistkammeret.»
At hun havde aabnet dørene ovenpaa bare for at give vinden luft, saa han
kunde blive end mere skræmt af dens hyl, holdt hun klogelig inde med.
Paa denne maaden drev hun sit spil med ham i længere tid, og opnaadde
til slut at gjøre ham saa ræd for kvisten at han aldrig turde komme nær
den.
Kassy selv gik og pusled paa loftet midt paa natten. Hun stelte til en
seng i en af de store kasserne som var sat op der, og hun samled forraad
af madvarer som hun og Emmeline kunde faa nytte af, naar hendes vel
gjennemtænkte plan til flugt lod sig udføre.
Endelig var tiden kommet til at gaa i vei med flugten. Kassy og Emmeline
holdt paa at lage til bylterne sine.
«Tag nu hatten paa og lad os se til at komme afsted.»
«Ja men de kan jo se os,» indvendte Emmeline.
«Det er netop det de skal,» svarte Kassy rolig. «Har jeg ikke redegjort
for dig det hele tydelig nok?»
Aftalen var, at de først skulde rømme paa skrømt. Sambo og Kvimbo vilde
da selvfølgelig faa øie paa dem og sætte efter dem. Saa var det bare om
at gjøre at komme ud i sumpen. Da kan de ikke følge os længer, men maa
vende tilbage for at faa fat paa hundene. Imens skulde Kassy og Emmeline
snige sig ad en omvei tilbage, vade over bækken, for at hundene skulde
tabe sporet, og skynde sig ind paa gaarden igjen og skjule sig paa
loftet. Der maatte de holde sig en stund, indtil al eftersøgen var
opgivet, og alt paa gaarden igjen var kommet i ro. Først naar deres
flugt halvt om halvt var glemt, og Legree og hans hjælpere havde opgivet
at faa tak i dem igjen, var den rigtige tid til at flygte kommet.
«Se saa!» sa Kassy og tog Emmeline i haanden. «Kom saa!»
De gik ud af en bagdør og skyndte sig ned mod hytterne, og videre ud mod
den store sumpen. Maanen hjalp det sidste dagsskjær at vise dem hvor de
skulde gaa. De hørte nogen rope.
«Aa!» udbrød Emmeline. «Jeg kan ikke mer, jeg er ved at gaa fra mig
selv.»
«Gjør du det, stikker jeg dig ihjel paa stedet!» trued Kassy og tog
dolken frem.
Det hjalp; Emmeline fik nye kræfter, og som to flygtende dyr fór de ind
i krattet.
«Hallo! Sambo og Kvimbo ... alle mand paa benene og afsted med dere!»
ropte Legree oppe paa gaarden. «To af kvindfolkene er rømt ud i sumpen.
Den af dere som faar tak i dem, faar 20 kroner. Slip hundene løs, og
afsted med dere!»
Det blev et skrækkeligt opstyr paa gaarden. Slaverne fór pustende og
ropende om hverandre, nogen laged sig fakler af furutræ, andre slap
hundene løs. Legree kom med en rifle til Sambo og sa at han kunde gjerne
skyde efter Kassy, men ikke efter den andre.
Saa fór da hele flokken afsted. Faklerne lyste, hundene gjødde som
rasende, folkene hujed og skreg—jo det blev en lystig færd!—alle
folkene paa gaarden var ude for at se paa jagten.
Da Kassy og Emmeline lykkelig naadde tilbage til haven, var det ikke et
menneske at se paa gaarden.
«Se der!» sa Emmeline, da de var kommet ind i dagligstuen, hvor de
gjennem vinduet kunde se ud mod sumpen. «Jagten er i fuld gang! Se hvor
lysene danser omkring mellem trærne! Og hør paa hundene! Om vi var der
nu, vilde vort liv ikke være mange ørene værdt.»
«Lad dem nu bare faa more sig,» mente Kassy, «imens er vi trygge her.»
Hun tog en nøkkel ud af en frakkelomme, aabned Legrees pengeskab og stak
til sig en pakke sedler.
«Hvad gjør du nu, Kassy?»
«Jeg bare forsyner os med nogen reisepenger.»
«Ja men det er jo at stjæle, det.»
«Stjæle? De er stjaalne før, disse pengene, vennen min, stjaalne fra
ulykkelige forsultne hjælpeløse skabninger. Vi har ikke nødig at tale om
at stjæle i dette hus. Men nu maa vi gaa op. Jeg har lys der oppe, og
jeg har nogen bøger som vi kan faa tiden til at gaa med.»
De gik da op paa kvisten. Kassy tændte en lampe, og de tog plads i en af
de store kasserne, hvor det var laget til et nogenlunde blødt leie af
matter og tepper. Ved siden af sig havde de en anden kasse med madvarer
og nogen smaa bylter med klær.
«Se saa!» sa Kassy og hængte lampen paa en spiker i kassen. «Nu skal vi
bo her en tid.»
«Men om de nu kommer her op og leder efter os?»
«Du kan lade være at uroe dig for det. Det findes ikke et menneske paa
gaarden som vaager at sætte sin fod i dette rum.»
Kassy gav sig til at læse i en fransk bog, mens Emmeline var saa træt at
hun snart faldt i søvn.
Ud paa kvelden hørte de rop og larm af mennesker og hunder.
Emmeline fór op og gav et skrig fra sig.
«Det er bare jagtselskabet som kommer hjem igjen,» sa Kassy rolig. «Du
kan se hele flokken gjennem dette hul her. Se bare hvor hesten til Simon
og hundene er blit tilsølt. Og se ... de har havt børser med!»