TO OG TRETTIENDE STYKKE.

En krigslist.

Oppe paa loftet i Simon Legrees hus var et kvistkammer. Det var fuldt af

støv og spindelvæv og alslags skrap af gamle møbler og andre ting som

var slængt op der. Et mat lys faldt ind gjennem et skiddent vindu og gav

rummet et underligt spøgelseagtigt udseende.

Det var ogsaa noget andet som gjorde dette værelse uhyggeligt. For nogen

aar tilbage havde en negerkvinde paadraget sig Legrees vrede og var blit

indesperret i dette rum i flere uger. Hvad som gik for sig med kvinden

der, vidste folkene paa gaarden ikke saa meget om, men alle var viss paa

at hun blev baaret ned som lig og begravet. Efter den tid trodde snart

den ene og snart andre at høre piskelag og skrig og støn oppe fra

kvistkammeret. Saa kom Legree en dag til at høre nogen af slaverne

hviske med hverandre om disse uhyggelige lydene. Han blev da rasende og

loved at gjøre en ulykke paa den første som vaaged at nævne noget om

dette.

Men endda ingen turde tale om det de syntes at høre oppe fra

kvistværelset, blev trappen som førte op til det i lang tid skydd af

alle folkene i huset; selv gangen bort til trappen vilde de helst holde

sig borte fra. Lidt om senn blev dog det hele glemt af de fleste. Legree

selv var, som vi før har hørt, meget overtroisk, og han var kanske den

som havde vanskeligst for at faa ud af tankerne det som var blit fortalt

om værelset.

Dette skjønte Kassy, og det var denne svaghed hos ham hun nu vilde bruge

som middel for sig og Emmeline til at komme bort.

Kassys soveværelse laa lige under kvistrummet. En dag gav hun sig til at

flytte alt sit bohave ned i et andet rum som laa langt fra hendes

værelse. Folkene som hjalp hende med flytningen gjorde svært braak.

Dette hørte Legree, som netop var kommet hjem fra en ridetur. «Kassy!»

ropte han, «hvad er nu paa færde?»

«Intet; jeg vil bare ha et andet værelse.»

«Hvorfor vil du det?»

«Jeg vil gjerne faa sove lidt en gang imellem; men det er umuligt paa

det værelset jeg har havt; for naar det lider udover kl. 12 om natten,

saa tar det paa oppe paa loftet at sukke og stønne og braake udover til

lyse morgenen.»

Legree satte i en tvungen latter. «Hvad skulde det være som sukker og

stønner og braaker der oppe om natten?»

Hun saa ham i ansigtet og spurte: «Ja hvad skulde det vel kunne være?

Kan ikke De sige mig det?»

Legree satte i en ed og løfted sin ridepisk for at slaa til hende, men

hun sprang til side, løb ind i sit værelse og vred nøklen om.

Han bandte og trued med at han vilde sprænge døren; men om lidt gav han

sig og lusked ned i dagligstuen.

I et hul paa loftet havde Kassy gjort fast en tom flaske, slig at den

ved den mindste vind gav en sørgelig klagende lyd, som ved sterk blæst

kom til at ligne skrig og rædselsfuld jamren. Denne lyd hørtes af

slaverne, og mindet om den gamle spøgelseshistorie blev igjen opfrisket.

Endda ingen vaaged at tale til Legree om dette, kunde en se paa ham at

han merked uroen i huset. Det var for ham som luften i og omkring

gaarden var fuld af angst og gru.

En stormfuld nat sad han ved kamin-ilden i dagligstuen. Den blafrende

ild kasted et sælsomt lys over værelset. Det suste og hvinte og knaged

fra alle sider. Vinduerne klirred, skodderne smeldte mod muren, og

blæsten slog en gang imellem ned i skorstenen, saa røg og aske stod ud

af kaminen.

For at faa tiden til at gaa greb han en bog som Kassy havde lagt frem

paa et sted hvor han maatte se den. Denne bogen handled om blodige mord,

spøgelser og gjengangere.

Da han havde læst nogen sider i den, kasted han den bortover gulvet.

Kassy viste sig i døren. Med store forfærdede øine spurte hun: «Hvad i

al verden kan det være som gaar og spøger der oppe? Endda jeg havde

lukket døren i laas, kom en skikkelse til min seng og rakte hænderne

bedende mod mig.»

«Du lyver!» ropte Legree.

«Saa prøv selv at ligge der oppe.»

«Tror du jeg er ræd for at gaa der op? Jeg vil ha greie paa dette; jeg

tar to pistoler med....»

«Tys! hvad er det?» afbrød Kassy ham. Han fór sammen. Et stort gammelt

ur, som stod i det ene hjørnet af stuen, tog langsomt paa at slaa 12.

En underlig angst fyldte hans sind. Kassy saa paa ham med et spottende

blik, mens hun talte urets slag.

«Tolv!» hvisked hun. «Nu faar vi se.» Hun vendte sig om, lukked døren

til gangen op og lytted. «Tys! Hvad er det?»

«Det er bare vinden,» svarte Legree.

«Kom!» Hun drog i ham. «Ved De hvad det er? Hør!»

Et hult klageskrig lød ned til dem fra kvistkammeret. Legree skalv i

knærne. Han var bleg som et lig.

«Var det ikke bedst De tog pistolerne Deres og gik der op?» spurte Kassy

og drog spottende paa smilen.

«Nei ... jeg har ikke noget der at gjøre.»

«Saa maa jeg selv gaa op.» Hun sprang op vindeltrappen. «Kom med, De

ogsaa!»

«Nei, nei, gaa ikke der op!» bad han.

Men Kassy lo vildt og fløi afsted. Han hørte hende aabne dørene som

førte til kammeret. Et heftigt vindpust kom farende ned og slukte lyset

som han holdt i haanden. I det samme lød igjen et forfærdeligt

klageskrig lige i ørene paa ham.

Rent som fra sig af skræk fór han ind i stuen og smeldte døren igjen

efter sig.

Lidt efter kom Kassy ned igjen. Hun var bleg, men rolig og kold som en

hevnens aand. «Jeg haaber De skjønner nu at det er noget galt fat der

oppe.»

«Gaa med dig, heks!»

«Jeg kan da ikke for at det spøger paa kvistkammeret.»

At hun havde aabnet dørene ovenpaa bare for at give vinden luft, saa han

kunde blive end mere skræmt af dens hyl, holdt hun klogelig inde med.

Paa denne maaden drev hun sit spil med ham i længere tid, og opnaadde

til slut at gjøre ham saa ræd for kvisten at han aldrig turde komme nær

den.

Kassy selv gik og pusled paa loftet midt paa natten. Hun stelte til en

seng i en af de store kasserne som var sat op der, og hun samled forraad

af madvarer som hun og Emmeline kunde faa nytte af, naar hendes vel

gjennemtænkte plan til flugt lod sig udføre.

Endelig var tiden kommet til at gaa i vei med flugten. Kassy og Emmeline

holdt paa at lage til bylterne sine.

«Tag nu hatten paa og lad os se til at komme afsted.»

«Ja men de kan jo se os,» indvendte Emmeline.

«Det er netop det de skal,» svarte Kassy rolig. «Har jeg ikke redegjort

for dig det hele tydelig nok?»

Aftalen var, at de først skulde rømme paa skrømt. Sambo og Kvimbo vilde

da selvfølgelig faa øie paa dem og sætte efter dem. Saa var det bare om

at gjøre at komme ud i sumpen. Da kan de ikke følge os længer, men maa

vende tilbage for at faa fat paa hundene. Imens skulde Kassy og Emmeline

snige sig ad en omvei tilbage, vade over bækken, for at hundene skulde

tabe sporet, og skynde sig ind paa gaarden igjen og skjule sig paa

loftet. Der maatte de holde sig en stund, indtil al eftersøgen var

opgivet, og alt paa gaarden igjen var kommet i ro. Først naar deres

flugt halvt om halvt var glemt, og Legree og hans hjælpere havde opgivet

at faa tak i dem igjen, var den rigtige tid til at flygte kommet.

«Se saa!» sa Kassy og tog Emmeline i haanden. «Kom saa!»

De gik ud af en bagdør og skyndte sig ned mod hytterne, og videre ud mod

den store sumpen. Maanen hjalp det sidste dagsskjær at vise dem hvor de

skulde gaa. De hørte nogen rope.

«Aa!» udbrød Emmeline. «Jeg kan ikke mer, jeg er ved at gaa fra mig

selv.»

«Gjør du det, stikker jeg dig ihjel paa stedet!» trued Kassy og tog

dolken frem.

Det hjalp; Emmeline fik nye kræfter, og som to flygtende dyr fór de ind

i krattet.

«Hallo! Sambo og Kvimbo ... alle mand paa benene og afsted med dere!»

ropte Legree oppe paa gaarden. «To af kvindfolkene er rømt ud i sumpen.

Den af dere som faar tak i dem, faar 20 kroner. Slip hundene løs, og

afsted med dere!»

Det blev et skrækkeligt opstyr paa gaarden. Slaverne fór pustende og

ropende om hverandre, nogen laged sig fakler af furutræ, andre slap

hundene løs. Legree kom med en rifle til Sambo og sa at han kunde gjerne

skyde efter Kassy, men ikke efter den andre.

Saa fór da hele flokken afsted. Faklerne lyste, hundene gjødde som

rasende, folkene hujed og skreg—jo det blev en lystig færd!—alle

folkene paa gaarden var ude for at se paa jagten.

Da Kassy og Emmeline lykkelig naadde tilbage til haven, var det ikke et

menneske at se paa gaarden.

«Se der!» sa Emmeline, da de var kommet ind i dagligstuen, hvor de

gjennem vinduet kunde se ud mod sumpen. «Jagten er i fuld gang! Se hvor

lysene danser omkring mellem trærne! Og hør paa hundene! Om vi var der

nu, vilde vort liv ikke være mange ørene værdt.»

«Lad dem nu bare faa more sig,» mente Kassy, «imens er vi trygge her.»

Hun tog en nøkkel ud af en frakkelomme, aabned Legrees pengeskab og stak

til sig en pakke sedler.

«Hvad gjør du nu, Kassy?»

«Jeg bare forsyner os med nogen reisepenger.»

«Ja men det er jo at stjæle, det.»

«Stjæle? De er stjaalne før, disse pengene, vennen min, stjaalne fra

ulykkelige forsultne hjælpeløse skabninger. Vi har ikke nødig at tale om

at stjæle i dette hus. Men nu maa vi gaa op. Jeg har lys der oppe, og

jeg har nogen bøger som vi kan faa tiden til at gaa med.»

De gik da op paa kvisten. Kassy tændte en lampe, og de tog plads i en af

de store kasserne, hvor det var laget til et nogenlunde blødt leie af

matter og tepper. Ved siden af sig havde de en anden kasse med madvarer

og nogen smaa bylter med klær.

«Se saa!» sa Kassy og hængte lampen paa en spiker i kassen. «Nu skal vi

bo her en tid.»

«Men om de nu kommer her op og leder efter os?»

«Du kan lade være at uroe dig for det. Det findes ikke et menneske paa

gaarden som vaager at sætte sin fod i dette rum.»

Kassy gav sig til at læse i en fransk bog, mens Emmeline var saa træt at

hun snart faldt i søvn.

Ud paa kvelden hørte de rop og larm af mennesker og hunder.

Emmeline fór op og gav et skrig fra sig.

«Det er bare jagtselskabet som kommer hjem igjen,» sa Kassy rolig. «Du

kan se hele flokken gjennem dette hul her. Se bare hvor hesten til Simon

og hundene er blit tilsølt. Og se ... de har havt børser med!»

Onkel Toms Hytte · 第 59 / 69 题