Seiren.
Mens Tom stod ansigt til ansigt med sin herre og hørte hans trusler,
tænkte han i sit sind at hans time snart var kommet. Han var da modig og
trodde han skulde kunne holde ud baade pinsler og ild; for han syntes
det var ikke mer end ett skridt mellem ham og Jesus og himlen. Men da
Legree var gaat, og smerterne af hans saar igjen vendte tilbage, faldt
han rent sammen.
Længe før hans saar var lægt, bød Legree at han igjen skulde ud paa
markarbeide sammen med de andre. Det voldte ham svære smerter at gaa med
de aabne saar ude i den brændende solheden og slite fra morgen til
kveld, og at han stadig var udsat for haan og spot af sin herre, skulde
nu heller ikke gjøre hans lidelser mindre.
Nu kunde Tom skjønne hvorfor de andre slaverne var saa sure og tverre;
han selv var ofte fristet til at opgive enhver tanke om at blive fri, og
som et træt dyr give sig sine usle trælekaar i vold.
Det var nu aldrig tale om at læse i bibelen; det blev ikke tid til det.
Naar han om kveldene kom hjem fra arbeidet, var han saa træt at alt løb
rundt for ham; han havde da bare én tanke: at kaste sig—sløv og
ligeglad med alt—paa det usle leiet.
Hvor var Gud henne? Havde ikke Kassy i grunden havt ret, naar hun havde
sagt: «Gud er ikke paa dette sted.»
Det gik lang tid, før han kom til kræfter igjen. Ofte havde han tænkt
paa det brevet som Ofelia havde skrevet til hans venner i Kentucky. Tro
det vilde komme nogen penger? Eller tro det en dag vilde komme en mand
og sige: «Jeg kjøber Tom fri?»
Dag efter dag gik, men det kom ingen; bare slit og møie var det dagene
førte med sig—Gud var ikke paa dette sted.
Af og til saa han et glimt af Kassy, stundom ogsaa af Emmeline; men han
talte aldrig med dem; det blev aldrig tid eller leilighed til det.
Saa var det en kveld han sad og kared i nogen glør som var blit igjen
efter den ild han havde stekt brødet sit ved. Han la nogen pinder paa
glørne og fik ilden til at blusse op. Endda han som vanlig var svært
træt, prøvde han at læse noget i bibelen; men han fandt ingen trøst i
det han læste. Ordet var dødt for ham; han lod hovedet synke.
Med ett stod Legree for ham og lo.
«Naa, Tom, skal vi ikke nu være enige om at kaste de fedtede bladene der
i ilden? Du ser jo at din hellighed ikke hjælper dig en døit.»
Tom svarte ikke. Den hjerteløse haan og spot syntes han var værre end
sult og kulde og nøgenhed.
«Du er en god tosk, du Tom. Du kunde havt gode dage. Du kunde endog havt
det bedre end Sambo og Kvimbo. Istedenfor at faa pryl til hver dag kunde
du havt frihed til at kommandere og pryle de andre, og af og til vilde
du have faat dig et godt glas toddy inde hos mig om kveldene. Tror du
ikke, Tom, at du nu gjør klogest i at gaa over til min kirke?»
«Nei, massa.»
«Du kan da selv skjønne at din Gud ikke er tænkt paa at hjælpe dig; han
havde aldrig ladt mig faa tak i dig, om han havde tænkt paa det. Dette
med religionen er bare noget sludder. Det er da bedre du holder dig til
mig. Jeg er da noget, og jeg kan gjøre noget for dig.»
«Nei, massa,» svarte Tom. «Jeg vil holde mig til Gud og tro paa ham til
min sidste stund, enten han hjælper mig eller ikke.»
«Des større tosk er du.» Legree spytted paa ham og gav ham et spark.
«Jeg skal nu alligevel faa bugt med dig til slut.»
I et tvilende og nedbøiet menneskes liv kan det komme et øieblik da en
ny vældig kraft bryder frem i sindet. Et sligt øieblik kom for Tom i
denne nat.
Tom sad ved den sluknende ild, træt og fortvilet. Saa fik han med ett se
en hudstrøgen blødende tornekronet mand nærme sig til ham. Tom stirred
med frygt og undring paa det majestætiske taalmod som stod præget i
denne mands ansigt, og da han saa hvorledes tornekronen lidt efter lidt
blev til en straalekrans, med en pragt og skjønhed som han aldrig havde
set magen til, faldt han paa knæ for mandens fødder. Manden bøier sig
ned og lægger haanden paa hans hoved og siger: «Jeg vil give dig hvile.»
Hvor længe Tom laa paa sine knær, vidste han ikke. Da han kom til
samling igjen, var ilden sluknet, og hans klær var blit vaade af
natteduggen; men den haarde sjælekamp var slut, og den glæde som fyldte
hans sind jaged enhver kjendsel af kulde og sult og elendighed bort. Han
var blit som et nyt menneske. Han var ikke i tvil om at det var
Frelseren som havde gjestet ham; han kjendte en ny kraft gjennemstrømme
sig. I denne stund var han rede til alt, rede til at dø, naar det skulde
være. Jublende glad stemte han i en salme, som han ofte havde sunget i
sine lykkeligere dage, men aldrig med den fylde og inderlighed som nu:
"Naar her vi mødig segner og dør,
og kjødet blir lagt i jord,
da skal vi finde bag dødens slør
et liv i Guds glæde stor.
Og naar det er rundet i tusend aar
over himlens skinnende vang,
vi synger saa glad som i første vaar
gudsbørnenes jubelsang".
Da de pjaltede og forfrosne slaverne den næste morgen drog ud paa
arbeidsmarken, var det én mellem dem som gik med lette faste steg. Borte
var hans tvil og rædsel, det evige livs lys straaled for haans øine.
Alle merked det omskifte som havde gaat for sig med Tom; han var blit
glad og frisk og tog mod haan og spot med den største ro.
«Hvad gaar det af Tom?» spurte Legree. «For en stund siden var han helt
nedbøiet, nu springer han som en græshoppe.»
«Han tænker mulig paa at rømme,» sa Sambo.
«Det skulde være fornøieligt at se ham prøve paa det,» sa Legree med et
grin; «ikke sandt, Sambo?»
«Jo vel, haa, haa,» lo det svarte troll. «Det skulde være moro at se ham
sidde fast i myren, mens hundene griber ham.»
«Ja ja, hold nu bare godt øie med fyren, og skulde han gjøre mine til at
ville løbe bort, saa er du nok mand for at fakke ham.»
Simon Legree stod netop færdig med sin hest for at ride til den nærmeste
by i et erend. Da han kom tilbage ud paa natten, gjorde han en sving
bort om hytterne for at se om alle var gaat til ro.
Det var en straalende maaneskinsnat. Skyggerne af de yndige kinatrær laa
skarpt tegnet over grønsværet, alt hvilte i høitidelig stilhed.
Da Legree nærmed sig hytterne, hørte han det sang. Det var noget
uvanligt at høre noget sligt der. Han stanste for at lytte.
En vakker tenorstemme sang:
"Naar kaldet jeg hører og tegnet jeg ser
hist oppe i himlens stad,
da byder farvel jeg hver en frygt
og tørrer mit øie glad.
Lad verden rase med pisk og slag
og lukke mit øies lys,
jeg orker at smile ad hver en nød,
ja selv af den ondes fnys.
Jeg skjælver ikke, om sorg og gru
som skybrudd over mig faldt;
jeg har en tilflugt, trygg og god:
min Gud, min himmel, mit alt!"
«Ja saa!» sa Legree ved sig selv, «er det saaledes han tænker?» Han
kjendte i dette øieblik en djævelsk uvilje mod disse salmer. «Hør, du
neger!» ropte han og løfted ridepisken, «hvorledes tør du vaage at sidde
her og skraale nu midt paa natten. Vil du se til at komme dig ind i
hulen din, og det fort!»
«Ja, massa,» svarte Tom og reiste sig.
Det ærgred Legree, at Tom var saa glad og lykkelig; han red bort til ham
og gav ham et slag med pisken. «Der, du hund! se til om du føler dig saa
fornøid efter dette.»
Tom gav ikke en lyd fra sig.
Da skjønte Simon med ett, at han ikke havde nogen magt over denne slave
længer, og den tanke, at det alligevel maa være en Gud til, fór som et
glimt gjennem hans aand, en Gud som kan hjælpe og gjøre de svageste til
kjæmper.
[Illustrasjon]
Toms sjæl strømmed over af medynk med de arme stakkarer han saa omkring
sig. Det var som hans egne sorger og lidelser nu var slut; han tænkte
bare paa hvorledes han skulde faa givet de andre med sig noget af den
fred og glæde som var blit ham selv til del. Vistnok saa han ikke ofte
udvei til at gjøre stort for dem; men om morgenerne paa veien ud til
arbeidet, og om kveldene paa hjemveien, og nu og da ogsaa til andre
tider, fandt han leilighed til at hjælpe de mest trætte og lidende af
sine fæller, og slige leiligheder lod han aldrig gaa unyttet. Vante som
de alle var til raahed og trældom, kunde de fra først ikke skjønne
dette; men da han blev ved med sin hjælpsomhed uge efter uge og maaned
efter maaned, vaagned lidt om senn i dem kjendsler som deres sløve
hjerter havde været fremmede for i mange aar. Villig og gjerne delte han
sit brød med de sultne, hjalp de trætte med at plukke bomuld, laante de
syge sit dækken om natten, endda han vidste at alt dette vilde paaføre
ham haan og pinsler.
Han prøvde ogsaa at tale til de andre slaver om Jesus, alle lidende
menneskers ven. Da onnen var slut, og det kom en noget mindre travl tid,
var det gjerne flere som samled sig om ham om søndagene for at høre hans
enfoldige ord. Snart holdtes, sammenkomster et sted, snart et andet. Men
saa forbød Legree disse møderne, og det blev da vanskeligere for Tom at
virke med ord. Hos flere af slaverne var det dog alt vakt tanker om
Frelseren og længsel efter et evigt liv, og mand og mand imellem faldt
mangt et ord som gjød himmelsk trøst fra hjerte til hjerte.
Den stakkars mulat-kvinde var nær ved helt at bukke under ved det
overmaal af lidelser hun havde maattet udstaa; men ogsaa hun fik ny
kraft ved de bibelsprog og salmevers som Tom fandt leilighed til at
hviske hende i øret; ja selv Kassys halvt ødelagte og forvildede sjæl
blev mildere og roligere ved hans simple og stillfærdige paavirkning.
Kassy var ellers ikke let at faa bugt med. Haard og bitter som hun var
blit af de svære lidelser hun havde gjennemgaat, kunde hun ikke dæmpe
den hevnlyst som gjæred i hende.
Mens Tom en nat laa vaaken, efter at de andre var sovnet, fik han med
ett øie paa hendes ansigt, som kom til syne i den glugge i væggen som
tjente som vindu. Hun gjorde tegn til ham, at han skulde komme ud.
Tom gik ud til hende. Klokken var mellem 1 og 2 om natten. Det var klart
maaneskin, og alt var stille. Tom saa straks at det i de store sorte
øinene hendes brændte en egen ild.
«Kom her, Tom!» sa hun og tog ham om haandledet og drog ham til side med
en uvanlig styrke. «Kom her, jeg har et arbeide til dig.»
«Hvad er det?» spurte Tom ængstelig.
«Tom, kunde du ikke ønske at faa din frihed?»
«Jo, naar Guds time kommer, frøken.»
«Men den time kan komme alt i nat. Kom med mig,» bød hun og saa paa ham
med de store mørke øinene sine. «Han sover—fast. Jeg blanded saa meget
i hans brændevin at han ikke skal vaagne saa snart. Havde jeg bare havt
endnu mere at blande i med, skulde jeg ikke havt nødig at bede om din
hjælp. Men kom nu! Bagdøren staar aaben, og jeg har sat en øks til dig
der. Døren ind til stuen, hvor han ligger, staar ogsaa aaben; jeg skal
nok vise dig veien, jeg. Jeg skulde gjerne gjort det selv; men jeg har
ikke kræfter nok. Kom!»
«Ikke for alt i verden,» svarte Tom og holdt Kassy tilbage da hun vilde
gaa.
«Men tænk paa alle disse arme skabningerne,» sa hun, «vi kunde sætte dem
alle i frihed, og saa kunde vi flygte til en ø ude mellem sumpene og
leve for os selv der. Ethvert andet liv vilde være bedre end dette.»
«Nei,» sa Tom fast. «Det kommer aldrig noget godt ud af en ond gjerning.
Jeg vilde heller bruge øksen til at hugge min høire haand af med.»
«Saa skal jeg gjøre det selv.» Hun vendte sig fra ham og gik.
«Frøken!» kaldte Tom og kasted sig ned for hende. «For den kjære
frelsers skyld, som døde for os, sælg ikke din dyrekjøbte sjæl til
djævelen. Gjør det ikke Kassy, vi maa lide med taalmod og vente til
Herrens time kommer.»
«Vente!» sa Kassy. «Har jeg ikke ventet?—ventet saa mit hoved er blit
forrykt og mit hjerte sygt! Hvilke lidelser har han ikke paaført mig?
Hvad har han ikke ladt hundreder af stakkars skabninger lide? Jeg venter
ikke længer, jeg vil se hans hjerteblod rinde.»
«Nei, nei, nei!» Tom holdt fast i haanden hendes. «De maa ikke gjøre
det! Vor kjære herre udgjød aldrig andres blod end sit eget, og det
udgjød han for sine fiender.»
«Fiender? Skulde vi da elske en slig fiende som denne mand? Det kan
intet menneske gjøre.»
«Nei, vist ikke ved egen kraft; men han som led for os kan lære os det,»
svarte Tom, mens taarer lyste i hans øine.
Hans ord og hans taarer havde en dæmpende virkning paa Kassys sind.
Udtrykket i hendes øine blev mildere, og de spændte armsener slappedes.
«Har jeg ikke fortalt dig at jeg blir forfulgt af onde aander,» sa hun
til Tom. «Aa bare jeg kunde bede ligesom du! Jeg har ikke kunnet det
siden min datter blev solgt.»
«Jeg skal bede for Dem, frøken! Maatte De rigtig kunne give Dem Gud i
vold! De maa tro at han baade vil og kan hjælpe Dem.»
Kassy stod taus, og nogen store taarer rulled ned over kinderne paa
hende.
«Frøken,» blev Tom ved, «end om De kunde komme bort herfra paa en
skikkelig maade—jeg mener uden at udgyde blod—saa tror jeg det vilde
være rigtig af Dem at flygte—Emmeline med.»
«Vilde du følge med da, Tom?»
«Nei, ikke nu; det var en tid jeg vilde have gjort det; men nu har jeg
faat en gjerning her hos vore lidelsesfæller, og jeg vil være hos dem og
bære mit kors sammen med dem til min sidste stund. Med Dem er det en
anden sak; De kan ikke holde pinen ud, De maa heller se at komme bort,
om De kan.»
Kassy havde i lange tider været paa det rene med at hun burde flygte, og
hun havde tænkt meget over hvorledes dette skulde kunne lykkes, men
altid havde det stillet sig tusend hindringer i veien. Først nu i dette
øieblik kom hun paa en ny plan, som gav hende trygt haab. «Jeg prøver,»
sa hun og gik fra Tom.