Frihed.
Georg og Elisa—hvorledes var det gaat dem?
Fra kvækergaarden, hvor Loker laa syg, tog de veien op mod Eriesjøen. De
vidste at forfølgerne var efter dem endnu, og de maatte derfor reise om
natten og holde sig skjult om dagen.
Efter nogen dage kom de til en liden by, Sandusky. Her fandt de et
tilflugtssted hos nogen gode mennesker og hvilte en stund, før de tog
over Eriesjøen.
De var nu nær maalet, og mange slags tanker optog Georg; han kunde nu
snart faa leve og aande som en fri mand, have ret til at bo og bygge
hvor han vilde, og have myndighed til at verne om hustru og barn, være
et menneske med fri vilje!
Men rigtig trygg kunde han endnu ikke være; han vidste at forfølgerne
havde hjælpere ogsaa i Sandusky, og at disse havde faat nøiagtige
oplysninger om hvorledes de saa ud. Han fandt det derfor rettest, at
Elisa paa resten af turen gik klædd i mandsklær, og hun fik sig da en
net dragt og klipped af sig haaret.
«Er jeg ikke nu en vakker ung mand?» sa hun til manden sin, da hun
første gang viste sig for ham i et par smaa mandsstøvler, benklær og
kappe, og med en liden hue paa snei.
«Du er vakker, hvorledes du end er klædd,» sa han og trykked hende ind
til sig.
Et par glædestaarer lyste i hendes øine; hun havde nu fast haab om at
Gud vilde føre dem lykkelig mod maalet.
Og det havde nok Georg ogsaa, endda han vidste godt at det var folk paa
dampskibsbryggen som vilde have tak i ham.
«Men hvorledes skal jeg nu te mig? Jeg maa vel trampe med fødderne, ta
svært lange steg og sætte et uforskammet ansigt op?»
Georg drog paa smilen. «Du maa vist heller lade det være; for det findes
nu ogsaa velopdragne unge mænd, og jeg tror du vil ha lettere for at
ligne dem!»
«Men disse svære hanskerne! Mine hæn der blir jo rent borte i dem!»
«Dem maa du endelig have godt paa, for ellers vil de smaa fine hænderne
dine let kunne røbe os alle sammen.»
«Ja men tror du da vi har nødig at være saa svært ræd for at vække
mistanke?»
«Ja, det har vi. Fru Smitt har hørt at det har været folk nede ved sjøen
og advaret skibskapteinerne mod at ta med en mand og en kone og en liden
gut, som de har beskrevet nøie for dem.»
Denne fru Smitt var en dame som for øieblikket opholdt sig i huset.
Ogsaa hun skulde reise til Kanada, og det var aftalt, at hun skulde give
sig ud for tanten til Georg og Elise.
Netop som Georg havde sagt de sidste ord, kom fruen ind med vesle Harry
ved haanden; han var fra top til taa blit iført jenteklær og tog sig
svært godt ud i den dragten.
«Nei for en sød liden jente!» skjemted Elisa og snudde gutten rundt.
«Hun heder vist Harriet—ikke sandt?»
Gutten stod og saa alvorlig paa moren; han kunde ikke kjende hende
igjen.
«Kjender du ikke moren din?» spurte hun og vilde ta ham i armene.
Gutten skeled efter hende og fór bort til fruen.
«De skal ikke bry Dem om at han ikke kjender Dem,» sa fruen. «Det er
netop heldigt, at han holder sig borte fra Dem.»
«Det er vist det; men det er saa underligt, at barnet er ræd for sin
egen mor. Men hvor blev det af kappen min? Hvorledes skal jeg nu ta den
paa?»
«Slig!» sa Georg og kasted kappen om sig.
«Naa, paa den maade.» Hun tog kappen og slog den om sig med et raskt
kast.
Endelig kom vognen som skulde føre selskabet til dampskibsbryggen.
Da de var kommet ned paa bryggen, bød Elisa høflig fru Smitt armen og
førte hende om bord.
Mens Georg stod og løste billetter, hørte han styrmanden tale sammen med
en mand om nogen flygtninger.
«Jeg har havt øinene godt med mig,» sa han; «jeg er viss paa de ikke er
her om bord.»
Den mand styrmanden talte med, var ingen anden end den vesle ihærdige
Marks, som hele tiden havde været i hælene paa Georg og Elisa.
«Det er ikke let at skjelne konen fra en hvid,» sa Marks. «Og manden er
ogsaa meget lys, og han har et brændemerke i haanden.»
«Jeg ved det; jeg indestaar for at de ikke er her om bord.»
Det var ikke frit for at Georg skalv lidt paa haanden, da han rakte den
frem for at tage mod pengene som styrmanden gav ham tilbage; men han lod
som ingen ting og slentred ligegyldig over til den andre siden af
skibet, hvor Elisa stod og vented.
Fruen gik ned i damekahytten, hvor den «vesle pigen» hun havde med drog
opmerksomheden paa sig ved sit vakre mørkladne ansigt.
Klokken ringte for sidste gang.
Hvor Georg blev let om hjertet, da han saa Marks gaa i land! Dampskibet
gled langsomt fra bryggen, og afsted bar det over den gyngende
vandflade.
Det var en herlig dag. Eriesjøens blaa bølger dansed sprudlende og
tindrende i sollyset. En frisk bris blaaste fra stranden, og det
prægtige dampskib arbeided sig stolt frem gjennem vandet.
Timerne gik, og endelig saaes den kanadiske strand tydelig i det fjerne,
den velsignede kyst, hvor frihedens sol lyste.
Arm i arm stod Georg og hans kone, da damperen løb ind i den vesle
havneby hvor de skulde af. Med korte aandedrag og taarefyldte øine
trykked han sin hustrus haand, uden at sige et ord. Klokken ringte, og
skibet la til bryggen. Uden næsten at vide hvad han gjorde, saa han
efter tøiet og samled sit følge. Endelig gik de i land. De stod stille,
til dampskibet var afgaat. Da knæled mand og kone med barnet mellem sig
og lod sine taarer strømme frit, mens de opsendte sine hjerters tak til
ham som havde ført dem lykkelig til denne strand.
Det glade egtepar og barnet førte fru Smitt til en missionær, som havde
gjort sit hus til et gjestfrit hjemsted for ulykkelige og husvilde
mennesker som søgte op til denne kyst.
Hvor det var herligt for den unge mand at tænke paa at han nu som andre
fri mennesker kunde lægge sig trygt og rolig til hvile om aftenen! Og
hvor det var herligt for den unge mor, at hun nu kunde rolig sidde og se
paa sit sovende barn, dette barn som var blit hende dobbelt kjært, fordi
hun havde udstaat saa meget for at frelse det.
Det var i den første tid næsten umuligt for de to menneskene at faa
sove, slig som hjerterne deres banked, og slig som det jubled i dem med
lov og tak og pris. Og endda eide de ikke saa meget som en torve jord de
kunde staa paa, ikke tag over hovedet. Alt de havde eiet var gaat med
til reisen; de eide ikke mer end fuglene under himlen og blomsterne paa
marken. Alligevel kunde de ikke faa blund paa sine øine af bare glæde.