«Ja, jeg vil raade Dem til at De lar ham være i fred nu,» sa hun rolig.
«Hvad kommer det dig ved,» svarte han heftig; men da han havde tænkt sig
lidt om, loved han at han ikke skulde gjøre Tom noget ondt mere, naar
han bare vilde bede om tilgivelse for sin opførsel.
«Det gjør Tom aldrig; han ved med sig selv at han ikke har noget at bede
om tilgivelse for.»
«Ikke det?»
«De skjønner Dem ikke paa det slags folk som Tom er af; De kan slite dem
i stykker tomme for tomme; men De faar dem ikke til at gjøre noget som
strider mod deres tro.»
Legree tog nu ridepisken sin og gik ud til det gamle skur hvor Tom laa.
Han var fortumlet i hovedet efter nattesviren og alle de uhyggelige
synerne, en underlig uro af tvil og angst gjæred i ham. Hvad kunde nu
egentlig Kassy mene med disse advarslerne sine? Og hvorledes hang det nu
i grunden sammen med Tom ... dette trollskab.
Han vilde nu være ene med Tom et øieblik og se om han ikke skulde faa
ham til at give kjøb.
«Naa, slubbert!» grynted han og sparked Tom med støvlen. «Kan du holde
en liden morgen-præken for mig om mine synder?»
Tom svarte ikke.
«Op med dig, bæst!»
Den stakkars mand var øm og stiv over hele kroppen og havde vondt for at
komme paa benene.
«Hvad kommer det af, at du er saa stiv, Tom? Har du kanske forkjølet dig
i gaaraftes, hva?»
Tom kunde saavidt reise sig. Han saa rolig og frygtløs paa sin herre.
«Naa, du kan da røre dig alligevel,» sa Legree og maalte ham med øinene.
«Du har vist ikke faat nok pryl i gaaraftes. Ned paa knæ med dig og bed
mig om tilgivelse for din opførsel!»
Tom rørte sig ikke.
«Ned med dig, hund!» brølte han igjen og gav ham et drag med pisken.
«Massa, jeg kan ikke bede Dem om tilgivelse; jeg har ikke gjort andet
end det jeg mente var ret.»
«Tom, du ved ikke hvad jeg kan finde paa at gjøre med dig; du mener
kanske at den medfærd du har faat var slem nok, hva? Men hvad vilde du
nu synes om at blive bundet til et træ og faa tændt en langsomt
brændende ild rundt omkring dig? Tror du ikke det vilde more dig, hva?»
«Jeg ved De kan finde paa de rædsomste ting; men—han retted sig op og
folded hænderne—jeg er ikke ræd for døden; efter den kommer evigheden.»
Evigheden! Dette ord fyldte Toms sjæl med lys og kraft, mens han udtalte
det; men det trængte ogsaa ind i synderens sjæl lig biddet af en
skorpion. Legree skar tænder; men han orked ikke at faa et ord frem, saa
forbitret blev han.
«Massa,» blev Tom ved, «da De har kjøbt mig, vil jeg være Dem en tro
tjener. Jeg vil ofre Dem al min arbeidskraft, al min tid; men min sjæl
vil jeg ikke ofre for noget menneske. Jeg vil være min egen herre i
himlen tro og lyde ham, fremfor nogen anden, enten jeg skal leve eller
dø. De kan piske mig, sulte mig, brænde mig—det vil kun gjøre at jeg
kommer snarere did jeg haaber at komme.»
«Jeg skal nu alligevel ikke slippe dig før du gir tabt,» sa Legree
rasende.
«Jeg vil faa hjælp,» sa Tom. «De skal aldrig faa bugt med mig i dette
punkt.»
«Hvem vil hjælpe dig?» spurte Legree haanlig.
«Den almægtige Gud.»
«Saa, det tror du?» svarte Legree, og med den vældige næven sin gav han
Tom et slag, som med ett strakte ham til jorden.
I samme øieblik rørte en kold haand ved Legree. Han vendte sig om—det
var Kassy; men den kolde haanden minded ham om hans drøm natten før, og
alle de rædsomme billeder fra de vaakne nætter fór som lyn gjennem hans
sjæl.
«Lad ham være i fred!» sa Kassy. «Gaa Deres vei, og lad mig tage mig af
ham!»
Det siges om alligatoren og næshornet, at de, endda de er indesluttet i
et skudfrit panser, alligevel har et punkt hvor de kan saares; et sligt
punkt har vanlig raa og voldsomme mennesker ogsaa, og dette findes hvor
frygten og overtroen har sit sæde.
«Nu vel, saa lad det være som du vil denne gang,» sa han barskt til
Kassy og snudde sig om til Tom, uden at tænke paa at gjøre mer af det
denne gang. «Du slipper med dette nu; men jeg glemmer aldrig noget; din
regnskabstime kommer en gang.» Saa gik han.
[Illustrasjon]
«Ja, De gaar nu,» sa Kassy og saa efter ham med et mørkt blik; men husk
det, at Deres regnskabstime ogsaa skal komme!»