«Jeg synes synd paa dig. Jeg er mor og har en datter som nu er en ung
pige som du ... Gud ved hvorledes det er med hende,» afbrød hun sig
selv; «men hun er vel ulykkelig, hun som vi.»
Emmeline vendte sig til side og skjulte ansigtet i hænderne.
I dagligstuen var det nu blit stille; de to negrene raved ud til
hytterne sine, Legree var sunket sammen paa en stol, hvor han sad og saa
syner.
Han syntes at se en tilsløret kvinde, som kom nærmere og nærmere, og til
sidst stod hun tæt ved ham og snoed en haarlok om fingrene paa ham og
slynged den helt op om halsen hans; strammere og strammere kjendte han
den blev snøret om strupen, han var nær ved at kvæles. Da slog hun
sløret til side—det var hans mor.
Da daggryets rosenskjær den næste morgen igjen oplyste Legrees værelse,
reiste han sig og tylled i sig et glas brændevin. «En helvedes nat!»
mumled han for sig selv.
Kassy kom ind med det samme.
«Hvad vil du, din heks?»
«Jeg vil advare Dem.»