«Hvad er det for noget?»
«Det er vist noget trollskab som han havde gjemt paa sig for at slagene
ikke skulde gjøre vondt.»
De fleste raa og ugudelige mennesker er meget feige og overtroiske, og
det var Simon Legree ogsaa. Han aabned papiret med en viss uro, og fik
da øie paa en stor blank skilling og en lys haarlok.
Det traf sig saa underligt, at haarets krøller kom til at sno sig om
fingrene paa ham. Han blev ræd, slét haaret af fingrene og kasted det i
ilden.
«Hvad er det for noget djævelskab?» ropte han og stamped i gulvet.
Kassy saa med undring paa ham, og Sambo fór i rædsel ud af døren.
Derpaa tog Legree skillingen og kasted den gjennem en rute, som faldt
klirrende ned i svalgangen.
At Legree blev saa ræd ved at se den haarlokken, det kom af at den paa
en uhyggelig maade minded ham om en afdød kvinde som ogsaa havde havt
lyst haar; det var hans mor. Alt fra han var ung havde han været en
vildgast; han havde aldrig brydd sig om morens formaninger og
vedholdende bønner for ham. En gang havde han endog i vrede sparket til
hende og kastet hende overende paa gulvet. Dette havde han aldrig kunnet
glemme. Og saa var det noget, som hændte mange aar senere, han heller
aldrig kunde glemme. Det var en kveld han sad og drak i lag med nogen
andre svirebrødre langt borte fra hjemmet. Saa fik han et brev. I det
stod melding om at mor hans var død, og saa laa der en lys lok af haaret
hendes i brevet. Da han saa den, fór han sammen; det var som han saa
hendes blege ansigt og hørte hendes suk. Hans samvittighed var vaagnet
og havde voldt ham uro og pine; men han havde søgt at døve den, han
havde kastet haarlokken paa ilden og givet sig til at drikke og ture
værre end nogensinde før. Senere havde han faret om som sjørøver i
Vestindien og kastet sig i den ene last værre end den andre. Men aldrig
havde han kunnet blive kvitt billedet af den blege kvinde; han havde set
det over sengen om natten, og kjendt det bløde haaret sno sig om
fingrene paa ham, og ofte havde han sprunget ud af sengen i vildelse.
Alt dette var det som stod for ham denne kveld.
«Hvor kunde han have faat den haarlokken fra?» spurte han sig selv. «Er
det den? Nei, nei; jeg brændte den jo.»
Han tog den ene supen efter den andre af toddyglasset, og gik frem og
tilbage paa gulvet for at faa de leie tankerne bort.
Det var netop paa dette tidspunkt at Kassy havde listet sig bort for at
hjælpe Tom, saaledes som blev fortalt i forrige stykke.
Legree havde ikke ro paa sig inde i stuen. Han gik ud paa gangen og
tumled sig en stund mellem nogen kasser og gammelt skrammel. I det ene
hjørne af gangen gik en vindeltrap op i mørket ovenpaa; luften var kold
og muggen som i en gravkjelder, et blegt maaneskin lyste ind gjennem en
ituslaat rute over døren.
Han stanste ved trappen. Hvad var det? Nogen toner af en kvindestemme
naadde hans øre. Han lytted. Sangen klang vildt og som en gravrøst i det
øde og mørke hus.
"...
O sorg vil der blive, sorg, sorg,
naar Kristus fremtriner i dommerens borg",
klang det gjennemtrængende ned til ham.
«Den fordømte jentunge!» mumled han. «Jeg vil kvæle hende, vil jeg. Em!»
ropte han op. «Emmeline!»
"Forældre og børn skal skilles der,
forældre og børn skal skilles der,
og aldrig de mer skal mødes",
klang det nu. Og saa kom omkvædet igjen:
"O sorg vil der blive, sorg, sorg,
naar Kristus fremtriner i dommerens borg".
Nogen store svettedraaper randt nedover ansigtet hans, og han kjendte
hvorledes hjertet slog i brystet. Han syntes igjen at se morens ansigt
for sig.
Han tumled tilbage til stuen og satte sig ned.
«Er jeg da rent forhekset? Eller hvorledes er det med mig?»
Saa kom han til at tænke paa Tom. Han loved sig selv, at han for
fremtiden skulde lade ham være i fred; en kunde jo ikke vide hvad
hemmelige magter denne karen havde samlag med.
Han frøs, endda svetten randt af ham.
«Hvor i al verden havde han faat den haarlok fra? Det kan jo ikke være
den, det er umuligt.»
Han gav et stød i fløiten sin og trødde i gulvet: «Op med dere, at det
kan bli lidt liv i stuen!» sa han til hundene sine, som havde lagt sig
til at sove hist og her paa gulvet, hvor det bedst havde faldt til. Men
søvnige som de var, løfted de bare hovederne og la sig igjen i ro.
Da kom han til at tænke paa Sambo og Kvimbo, som han pleide at kalde ind
til sig, naar det var som værst med ham om natten. Raskt tog han sit
horn ned fra væggen og gik ud i døren og blaaste et par gjennemtrængende
toner.
Det varte ikke længe, før de to svarte karene kom farende, og snart bar
det saa løs med drik og sang og hujing i stuen.
Da Kassy mellem kl. 1 og 2 kom tilbage fra Tom, hørte hun støi og
spetakel fra dagligstuen, og skjønte at Legree havde faat i gang et af
disse vanlige drikkelagene. Hun gik op paa svalgangen og saa ind gjennem
vinduet. Jo rigtig—der sad de tre drukne mænd, som hun havde set saa
ofte, og skar ansigter og ramled med stolene og alt som løst var. En
kjendsel af sterk harme steg op i hendes sind. Vilde det være synd at
skille verden af med et sligt umenneske, spurte hun sig selv.
Hun gik saa op til den ulykkelige Emmeline, som sad i den største
fortvilelse og sang salmer.
Den unge pige fór forskrækket op; men da hun saa hvem det var, kom hun
mod døren og greb Kassy i armen:
«Kassy, er det du? Aa jeg var saa ræd—at det var—.... Aa, du kan ikke
tænke dig hvor rædsomt opstyr de har holdt der nede i kveld.»
«Jeg har hørt noget sligt før,» svarte Kassy tørt.
«Aa, Kassy, kan vi ikke komme bort fra dette sted? Det er mig det samme,
hvor vi kommer—i sumpene mellem slangerne eller hvor som helst, naar vi
bare kommer bort.»
«Det har saa mange sagt før dig; men jeg ved fra før hvorledes det gaar
dem som flygter.»
«Ja, men jeg er ikke det mindste ræd slangerne, og jeg kunde godt leve
af bark, om det skulde være.»
«Det er mange som har prøvd at flygte ud i sumpene, men de er snart blit
opsporet af hundene, og saa har de faat det ti ganger værre end før.»
«Hvad vilde han da gjøre med os, om vi blev fakket,» spurte den unge
pige angst.
«Hvad han vilde gjøre med os? Jeg er ræd for du fik ikke sove i nat, om
jeg gav mig til at fortælle dig alt det jeg har set og oplevet her paa
gaarden. Jeg har hørt skrig som jeg aldrig glemmer. Nede ved hytterne
staar et forbrændt træ og luter over en sort askehaug—du kan kanske
gjette hvad som er gaat for sig der.»
Emmeline blegned.
«Ja paa den maade steller han sig med sine folk.»
«O Gud! hvad skal vi da gribe til?»
«Gjør du som jeg: gjør det bedste du kan; gjør det du maa gjøre, og søg
trøst i had og forbandelse.»
Emmeline fortalte nu at han havde villet ha hende til at drikke
brændevin.
«Du gjør bedst i at drikke; det har jeg gjort, og det er det eneste her
er at gjøre.»