Kassy.
Det varte ikke længe, før Tom var paa det rene med hvad han kunde vente
sig, baade af godt og ondt, i sit nye hjem. Godt var det nu ikke stort
af; men han gik stillfærdig og slét, saa godt han kunde, var venlig mod
alle og satte sit haab til at han ved flid og god opførsel skulde kunne
skabe sig en nogenlunde menneskelig tilværelse paa gaarden. Mishandling
og elendighed saa han nok af omkring sig, og det vanted heller ikke paa
modgang for ham selv; men han satte sig fore at arbeide med taalmod og
lite paa Herren, som følger alle med vaakent øie; mulig kunde han da med
tiden finde en eller anden udvei til frelse.
Det gik et par uger. Legree gik stilltiende og la merke til Toms færd.
Endda han godt skjønte at Tom var en arbeider af bedste slag, gik han og
harmed sig over ham. Det var mest det, at Tom tog sig saa meget af sine
lidelsesfæller, trøsted og hjalp dem saa godt han kunde, det var det den
raa og hjerteløse mand ikke kunde udstaa.
Det havde været hans mening at sætte Tom til at lede hele driften paa
gaarden, mens han selv var ude paa reiser; men nu skjønte han at ikke
det kunde nytte; Tom var altfor mild og overbærende for en slig post.
Haardhed maatte det til, haardhed og atter haardhed. Men Tom kunde lages
om; han vilde prøve at hærde ham.
En morgen, netop som slaverne skulde ud paa bomuldsmarken, fik Tom øie
paa den kvinden som havde vist sig i vinduet hin kveld de nye slaver kom
til gaarden. Skulde denne fine dame være med paa markarbeide?
Hun saa ud til at være op mod de fyrti, var høi og rank, havde smaa
hænder og fødder og var pent klædd. Vakker havde hun vist været en gang,
men nu var hun gul og udtæret. De sorte øinene sad som halvt udslukte
glør under de ligesaa sorte bryn. Hun maatte vist have lidt meget; men
den trodsige krumningen paa hendes læber og den ranke holdning tyded paa
at det endnu var kræfter i hendes sjæl.
Rank og stolt gik hun i morgendæmringen ved Toms side ud mod
bomuldsmarken. De andre slaverne, som kjendte hende, nugged til hinanden
og syntes at gotte sig over at hun nu blev stillet lige med dem.
«Hi hi hi!» lo en af dem. «Endelig er da ogsaa hendes tid kommen.»
«Ja nu skal vi se hvad hun duger til ude paa marken.»
«End om hun inden aften faar ryggen garvet ligesom vi andre!»
«Aa, det skal bli moro at se hvorledes hun vil ta det.»
Hun hørte godt det de sa, men lod som ingen ting, og blev ved at gaa
lige rank og med en haanlig mine.
Tom havde altid levet mellem dannede og oplyste folk, og han skjønte
godt af hendes mine og holdning, at hun hørte til denne klasse af
mennesker; men hvorledes hun var kommet til dette sørgelige sted, kunde
han ikke have nogen mening om. Endda hun hele tiden paa veien ud til
arbeidet holdt sig tæt ved siden af ham, saa hun ikke paa ham og talte
heller ikke et ord til ham.
Endelig naadde de ud til bomuldsmarken.
Under arbeidet kasted Tom, ret som det var, et øie bort til den fremmede
kvinde, som endnu holdt sig nær ved ham. Han saa snart at hendes raskhed
og hændighed gjorde arbeidet lettere for hende end mange andre. Det var
utroligt saa meget bomuld hun fik samlet paa bare en kort tid, endda hun
tog alt vel med; men hun gik med en mine som om hun saa ned baade paa
arbeidet og arbeiderne.
Ud paa dagen traf det sig saa, at Tom kom til at arbeide ved siden af
Lucy, den samme mulat-kvinde som han havde reist sammen med. Han saa det
uvante arbeidet tog svært paa hende; hun skalv og var nær ved at falde
om. Uden at sige noget tog Tom et par store haandfuld bomuld af sin egen
sæk og la over i hendes.
«Nei, nei,» sa hun, «du faar bare ulykke for det.»
Med det samme kom Sambo til og saa det som gik for sig. Han gav konen et
spark og Tom et slag over ansigtet med svepen; han skulde lære dem at
passe sit arbeid og ikke staa slig og fjase.
Tom tog rolig paa med arbeidet igjen, mens konen, som alt før var
udmattet, faldt sansesløs om.
«Jeg skal nok faa liv i hende igjen, jeg!» sa Sambo med et dyrisk grin
og stak en knappenaal ind i kroppen paa hende.
Konen retted sig halvt op og tog paa at klynke sig.
«Op med dig, dovendyr! eller jeg skal nok faa dig paa benene!»
Det saa ud som konen med ett fik overnaturlige kræfter; hun tog paa at
arbeide med fortvilet iver.
«Se saa ja! Nu blir du ved slig til i kveld, ellers pryler jeg dig
fordærvet.»
«O Gud, hvor længe? O Gud, hvorfor hjælper du os ikke?» stønned hun.
Uden at bry sig om hvorledes det kunde gaa ham selv, gik Tom endnu en
gang bort og la en stor bunke bomuld i sækken hendes.
«Aa nei, nei, du maa ikke, du ved ikke hvad du kan komme til at lide for
det.»
«Jeg kan bedre taale at lide jeg end du,» svarte han og skyndte sig
tilbage til sin plads.
Den fremmede kvinde, som havde hørt det Tom sa, fæsted de mørke øinene
sine paa ham og tog et par haandfuld bomuld af sin egen sæk og la bort i
hans.
«Du vilde ikke bære dig slig ad, om du kjendte denne mand du er kommet
til,» sa hun; «naar det er gaat nogen tid, vil du nok tabe lysten til at
hjælpe andre.»
«Det haaber jeg med Guds hjælp aldrig vil ske.»
Hun drog haanlig paa smilen. «Du nævner Gud; han kommer ikke paa denne
kant af landet, han,» sa hun og tog igjen fat paa arbeidet.
Driveren havde staat langt borte og set paa at de talte sammen. Ilsomt
kom han med svepen sin.
«Staar du ogsaa og fjaser! Vil du passe dit arbeide! Ellers skal jeg nok
faa dig til at lystre!»
Hun sendte ham nogen lynende blik; hendes næsebor udvided sig, og
læberne dirred, mens hun sa:
«Hund! Slaa mig, om du tør! Jeg har endnu magt til at lade dig
sønderrive af hunder, brænde levende, hugge i stykker tomme for tomme,
om jeg bare vil sige et ord.»
Driveren tog sig i det, og mumled noget om at han havde ikke ment det
saa slemt. Og uden at sige noget mer, lusked han af.
Kvinden tog igjen fat og arbeided med en lethed og sikkerhed som ingen
anden. Længe før dagen var slut, havde hun kurven sin fuld, og endda
havde hun flere ganger lagt bunker af uld bort i kurven til Tom.
I den mørke kveld drog alle arbeidere hjem med sine fyldte kurver paa
hovedet. Bomulden skulde afleveres og veies i en bod.
Sambo fortalte Legree, som var tilstede ved boden, at Tom havde gjort en
hel del ugreier paa marken ved at staa og sludre med de andre og ved
flere ganger at lægge bomuld i sækken til Lucy.
«Ja saa,» sa Legree. «Det er bedst han faar smage pisken da—synes dere
ikke det, gutter?—hi-hi-hi!»
«Jo, massa forstaar nok at faa skik paa en slig trassig fyr,» mente
Kvimbo. «Ingen forstaar det bedre,» la han til og grined.
«Jeg tænker dere kan faa den moro at stive ham op lidt,» blev Legree ved
og snudde skraaen i munden.
«Ja, faar vi, faar vi!» bad de begge.