«Udmerket, massa.»
«Holløi, Kvimbo!» kaldte Simon paa en anden neger. «Du har vel husket
det jeg snakked om?»
«Ja, massa! Bevare mig vel!»
Sambo og Kvimbo var Simons mest betrodde slaver. De var begge opdraget
til raahed og grusomhed mod sine medtjenere, og avindsyge og
ondskabsfulde som de var, haded de hinanden af et oprigtigt hjerte. De
andre folkene paa gaarden haded dem ligesaa oprigtig. Men dette, at alle
gik og haded hverandre, forstod Simon at benytte sig af; han kunde til
hver tid holde sig underrettet om alt som gik for sig paa eiendommen,
for den ene var altid rede til at sladre paa den andre.
Alle slaverne paa gaarden gik i fillete klær, og de saa mest ud som
nogen udslæpte dyr. Grove og sløve at se til i ansigterne, og med de
skulende øinene, passed den hele forkuede flok af mennesker til den
elendige og forfaldne gaard.
«Hvad synes dere nu om mine nye folk?» spurte Simon og vendte sig mod
Sambo og Kvimbo. «Den store der kan dere tro er en farlig kar. Han har
styret en gaard helt alene, han, og jeg har tænkt at gjøre ham til
driver, kanske til opsynsmand over dere alle sammen.»
Det blinked noget stygt ondskabsfuldt ud af øinene paa de to negre. Det
saa ud som de tænkte at gjøre livet for Tom saa surt som muligt.
«Følg dem saa ned til hytterne!» bød Simon, «og se her,» la han til og
tog lænkerne af mulat-kvinden, «her har jeg kjøbt en kone til dig,
Sambo.»
Mulatkvinden fór sammen. «Massa, jeg er gift; min mand bor i
New-Orleans.»
«Aa tøv! Afsted med dig!» ropte han og løfted pisken.
«Kom saa du, min kjære!» sa han til Emmeline. «Du skal være med mig op i
min bolig, du.»
Da de kom op mod trappen, saaes et mørkt vildt ansigt oppe i et af
vinduerne. Det trak sig hurtig tilbage, og med det samme Legree aabned
døren, lød der nogen ord af en kvindestemme, kort og bydende, men han
bare svarte: «Hold mund! Jeg fører ind i mit hus hvem jeg vil!»
Førte af Sambo gik Tom og de andre ned til slavehytterne, nogen elendige
skur, som laa paa begge sider af markveien, et godt stykke fra
hovedbygningen.
Tom saa ind i et par af dem; men det var ikke stor hyggen at se der
inde, bare nogen nakne bordvægger og et svart gulv, overstrødd med
skidden halm; og da han kjendte den vonde lugten som stod ud af disse
hytterne, blev han svært nedslaat. Han havde haabet at han i det mindste
skulde faa et nogenlunde skikkeligt rum, som det kunde lade sig gjøre
at stelle lidt paa, og hvor han i fred kunde hygge sig med sin bibel i
fritiden.
«Hvor skal jeg nu bo?» spurte han.
«Ved ikke,» svarte Sambo, «her er fuldt i alle hytterne; du faar krybe
ind i det hullet der.»
Det var sent paa kvelden. Trætte og sture kom arbeiderne i store flokker
drivende hjem fra marken, og skidne og fillete var de.
Uden at bry sig det mindste om de nye kamerater gav de sig straks i færd
med haandkvernene for at male sin mais, inden de kunde bake brød til
kveldsmaden. Fra den tidlige morgen havde de gaat og strævet ude paa
bomulds-markerne, stadig under tilsyn af de to aarvaakne driverne Sambo
og Kvimbo, som, hver gang nogen af træthed kom til at løie lidt af, lod
sine sveper suse over rygstykkerne paa dem.
Tom saa sig om mellem arbeiderne, om ikke en eller anden af dem kunde
passe som kamerater for ham; men de var alle sture og onde at se til. De
største og sterkeste stødte de svage til side for at komme først til
kvernene. Raa dyrisk egennytte stod at læse i øinene paa dem alle
sammen.
Indtil langt ud paa natten hørtes den durende lyd af kvernene; for det
var for faa kverner til de mange som skulde bruge dem, og de svage
maatte vente til sidst. Og sultne og udmaset som de var, havde de nu
ikke store kræfterne til at arbeide med heller.
«Se her,» sa Sambo og kasted en pose med mais til mulat-kvinden, «her er
mad til dig! Hvad var det nu du heder?»
«Jeg heder Lucy.»
«Ja, Lucy, du ved du skal være konen min; nu maler du denne maisen og
lager i stand kveldsmad til mig.»
«Jeg er ikke konen din, og vil ikke være det,» svarte hun fast. «Gaa fra
mig!»
«Vil du ikke være skikkelig, saa sparker jeg dig.»
«Det kan du gjerne gjøre; bare du vilde sparke mig ihjel paa stedet, saa
havde jeg da stridt ud.»
I det samme kom Kvimbo drivende med en pose paa ryggen. Han glodde sint
paa dem og kom straks til at skjændes med Sambo.
Tom var saa sulten at han var nær ved at falde om.
«Der har du noget til levemaade,» sa Kvimbo, og kasted posen, med en
skjeppe mais i, bort til ham. «Du faar spare paa den, for du faar ikke
mer denne uge.»
Det varte længe, før Tom kunde faa plads ved en af kvernene. Han fik øie
paa to kvinder, som stod og slet saa haardt ved en kvern; de holdt paa
at falde sammen af træthed. «Lad mig faa hjælpe dere,» sa han og gav sig
til at male maisen for dem. Efterpaa la han nogen brander til rette, og
hjalp dem ogsaa med at bake.
De to kvinderne var helt udaf sig over denne venlighed; de haarde
ansigterne deres fik et mildere udtryk, og bagefter hjalp de Tom med at
elte deigen for ham og bake hans brød.
Efter kveldsmaden tog Tom bibelen sin og satte sig ved ilden for at
læse.
«Hvad er det for bog?» spurte den ene af kvinderne.
«Det er en bibel.»
«Læs lidt for os da!» bad den andre.
Og Tom læste: «Kom til mig, alle som stræver og er nedtynget; jeg vil
give eder hvile....»
«Det var svært pent det. Hvem er det som siger det?»
«Det er Jesus.»
«Jesus? Bare jeg vidste hvorledes jeg skulde finde ham. Min ryg er
blodig, og hver dag gaar jeg og skjælver over hele kroppen af rædsel for
Sambo, som alt i ett gaar og skjelder og slaar, fordi jeg ikke arbeider
nok. Sent kommer en i seng om natten, og ikke før har en lukket øinene,
før hornet lyder og en igjen skal til med det samme slit. Aa, den som
kunde finde den gode herre du læste om, og sige ham alt sammen.»
[Illustrasjon]
«Ham kan du godt finde, for han er her, han er alle vegne, han.»
Det kunde konen slet ikke skjønne. «Det nytter ikke at snakke til mig om
det,» sa hun. «Nu maa jeg sove, mens jeg har lov til det.»
Kvinderne gik nu til sine skur, mens Tom endnu en stund blev siddende
ved ilden, som af og til blussed op og kasted et rødligt skjær over hans
ansigt. Sølvklar og blank steg maanen op paa den purpurrøde himmel og
saa ned paa den ensomme sorte mand, som sad der med sin bibel paa
fanget.
En tung nagende tvil om Guds aarvaakne kjærlighed steg for første gang
op i Toms bryst. Hvor var det muligt, at Gud kunde se paa al denne
elendigheden, al denne uforskyldte lidelse, uden at gribe ind? Hvad
nytted det at bygge sit haab paa Herren? Han vidste jo nu, at al hans
gudsfrygt var forgjæves. Et liv i elendighed laa for ham. Aldrig mer
skulde han faa se hustru og børn; bare mørke og jammer og gru havde han
at vente af fremtiden....
Saa reiste han sig og drev bort til det skur han skulde ligge i. Det var
alt fuldt før der. Sovende mennesker laa i floer udover hele gulvet, og
en svært vond lugt slog ham i møde. Helst vilde han have ligget ude; men
natten var for kold, han maatte finde sig i at gaa ind i hytten. Med et
suk svøbte han sig ind i et fillet overbredsel og la sig ned i halmen
sammen med de andre.
Var det vesle Eva som kom til ham om natten og sang for ham og gjød
himmelsk trøst ind i hans tunge sind? Han drømte at han sad sammen med
hende paa bænken ved sjøen. Hun læste for ham om den herre som har lovet
at være med sine alle dage indtil verdens ende, om de end skulde gaa
gjennem vand og ild, og hendes røst syntes lidt efter lidt at svinde
bort i luften som den herligste musik, og det var som blev hun baaret af
tonerne op mod himlen, mens det regned om hende med gyldne stjerner.
Han vaagned. Hvad var alt det han havde drømt? Det hele stod levende for
ham. Han reiste sig fra leiet, og kjendte det paa sig, at en god aand
havde gjestet ham denne nat.