Mørke steder.
Simon Legrees gaard laa flere mil borte. Rigtig i godlaget nu sad han
paa en arbeidsvogn og tog sig ret som det var en slurk af en
brændevinsflaske, mens Emmeline og den andre kvinden laa bag i vognen
mellem en del reisegods. Efterpaa trasked Tom og hans ulykkesfæller til
fods.
Ensom og vild slynged veien sig snart over øde hedestrækninger, hvor
vinden suste tungsindig i det tørre furukratt, snart over store sumper
med spredte cypresser, og paa grenene af dem lange nedhængende
moselænker, som minded om ligkranser. Hist og her saa en mokkasin-ormer
bugte sig mellem træstubber og nedfaldne grener, som laa og raadned i de
slimete vandpytter.
En reise gjennem en slig egn kan være uhyggelig nok selv for den som kan
dra afsted paa hesteryggen, med lommen fuld af penger; men tusendfold
uhyggeligere maa den være for den fattige træl, som for hvert steg han
tar kommer længer bort fra alt det han har havt kjært. Tungsind og
mismod stod da ogsaa at læse i alle de mørke ansigterne, øinene vendte
sig med et træt udtryk mod hver ting de kom forbi.
«Holløi!» ropte Simon og saa sig tilbage. «Lad os faa en vise, en rigtig
lystig en.»
Slaverne saa paa hverandre.
«Naa?» ropte Simon og smeldte med pisken sin.
Da tog Tom paa at synge:
"Jerusalem, mit skjønne hjem...."
«Hold kjæft med den ligsalmen!» brølte Legree. «Jeg tror han er tosset
med den gudsfrygten sin. Kom med en vise som det er liv i!»
[Illustrasjon]
Negrene turde nu ikke andet end lyde hans bud. En af dem satte da i en
meningsløs vise, som han vist digted med det samme; den havde omkvædet:
"Hei hop, kamerat!
Hu—ju, hi—hu!"
Og hele flokken stemte i efter hvert vers:
"Hei hop, kamerat!
Hu—ju, hi—hu!"
Alle sang med forpint lystighed, vildt og larmende, som om de vilde
overdøve sin indre smerte.
Legree, som ikke kunde se det som rørte sig i deres indre, men bare
hørte den lystige sangen, var fornøid over at de var saa glade af sig.
«Og du, min kjære,» sa han til Emmeline og rakte haanden tilbage og tog
hende under hagen.
Hun drog sig tilbage og slog armene om halsen paa mulat-kvinden, som om
hun vilde søge vern hos hende.
«Sig mig,» spurte han og tog i det ene øret hendes, «har du aldrig havt
ringer i ørene?»
«Nei, massa,» stammed hun.
«Saa skal jeg gi dig et par rigtig fine ringer,» loved han. «Du maa ikke
være saa ræd for mig. Du skal slet ikke faa det saa strengt; du skal
tvertom faa det rigtig godt og leve som fin frøken, naar du bare vil
være en snill og god pige.»
Legree var nu blit drukken i den grad at han holdt paa at blive øm og
kjærlig. Netop ved dette tidspunkt fik en øie paa de første plantninger
paa gaarden.
Eiendommen havde før tilhørt en rig mand, og den var i udmerket stand;
men nu var alt i forfald. Ugræsset grodde høit i haven, potteskaar,
bordstumper og halm laa spredt overalt. Drivhuset stod med ituslaadde
ruter og raadne hylder; over nogen af vinduerne i hovedbygningen var
slaat bræder, i andre var ruterne i stykker, og nogen af skodderne hang
og dingled paa et hængsel.
Vognen rulled gjennem den vakre gamle allé af kinatrær, og holdt paa
tunet ved hovedbygningen. En flok store glubske hunder kom farende mod
dem og gjødde af fuld hals; de havde vist sat bent paa Tom og de andre,
om ikke tjenestfolkene havde holdt dem tilbage.
«Der kan dere se hundene mine,» sa Legree; «dere kan tro de er flinke
til at sætte efter negre, naar de rømmer; de glefser ligesaa gjerne i en
bortrømt neger som i et ben en kaster til dem—ha ha ha!»