«Ja, men vilde De ikke gjøre akkurat det samme, om det var Dem?»
«Gud give jeg aldrig blev sat paa en slig prøve! Jeg ved ikke om jeg
ikke kom til at gjøre just paa samme maade.»
Fineas nikked. «Jeg for min del tør heller ikke svare for at jeg ved en
slig leilighed ikke kom til at bruge næverne.» Han strakte ud et par
vældige armer, som mest ligned vingerne paa en vindmølle.
«Et menneskes vrede udretter ikke det som er godt for Herren,» sa den
fromme Simon. «Vi maa bede til Gud, at han ikke vil lede os i
fristelse.»
«Det vil vi,» sa Fineas; «men om vi nu alligevel skulde blive fristet
altfor sterkt, saa lad de skarver selv passe sit liv og sine lemmer.»
«Du er ingen rigtig kvæker,» mente Simon. «Du gaar endnu med den gamle
vildmands-aanden i blodet.»
Og det havde han vist ret i; for Fineas var først i en ældre alder blit
kvæker. I en lang række af aar havde han levet som skoghugger og jæger,
og havde været en djerv og haandfast kar; men saa blev han gift med en
god og blid kvækerjente, som vandt hans hjerte og drog ham bort fra det
gamle vildmandsliv og ind i det fromme kvækersamfund. Han levde et fromt
og virksomt liv, om end de gamle vildmandsnykker kunde stikke frem hos
ham af og til.
Georg var svært urolig. «Det er vist bedst vi kommer afsted det snareste
vi kan,» sa han.
«Vi maa helst vente til det blir mørkt,» mente Fineas; «for det er nogen
ildesindede mennesker hist og her paa gaardene som vi maa fremom, og de
kunde finde paa at lægge os hindringer i veien, om de fik øie paa vor
vogn. Det vilde sinke os mere end om vi venter et par timer endnu. Jeg
vil gaa over til han Mikael Kross og bede ham om at følge efter os et
stykke til hest, saa han kan fare efter os og advare os, om han skulde
merke uraad.»
Han mente nu ellers det ikke var saa stor fare for at skurkene skulde
naa dem; det var bare om at gjøre at være ved godt mod.
«O Herre, forbarm dig over os!» bad Elisa, da Fineas var gaat.
«Det gjør han nok,» trøsted Georg hende; «Han kan nu ikke holde med
disse umenneskene.»
Simon tog nu frem bibelen og læste en af Davids salmer[3] for dem.
[3] Davids 73de salme.
«Stol paa Gud,» la den alvorlige kvæker dem paa hjerte. «Han vil leie
dere ved sin høire haand og en gang optage dere i sin herlighed.»
Det gjorde et dybt indtryk paa Georg at høre disse ord af en mand som
hver dag udsatte sig for bøter og fængsel for at tjene Gud og
medmennesker.
«Og nu, mor,» sa Simon og vendte sig til sin hustru, «skynd dig at faa
maden færdig til vore venner; vi bør ikke lade dem reise fra os sultne.»
Mens Rakel holdt paa med maden, kom nabokonen, den venlige og milde Rut,
med tre par varme uldstrømper, som hun havde strikket til vesle Harry.
«Herren følge dere nu og give dere en lykkelig reise,» ønsked hun og
trykked de to egtefællers hænder.
Efter kveldsmaden kjørte en stor vogn, med et hytterum bagtil, frem for
døren.
Det var en stille stjerneklar kveld. Georg gik, modig og rask, med kone
og barn, ud til vognen. Simon og Rakel fulgte dem.
Snart sad hele reisefølget, mellem dem moren til Jim, bænket i vognen,
med varme bøffelskind over knærne.
«Du har vel pistolerne dine, Jim?» spurte Georg.
«Ja da, de er i bedste orden,» svarte Jim og tog et kraftigt aandedrag
med det brede brystet sit.
Elisa havde taget en rørende afsked med sin gode veninde Rakel, og sad
nu med vesle Harry inde i vognen, hvor den gamle kone ogsaa havde taget
plads. Georg og Jim satte sig paa kuskesædet hos Fineas.
«Saa være Herren med dere!» ønsked Simon. «Gud velsigne Dem!» svarte
flygtningerne, og vognen rulled af gaarde.
Veien gik gjennem mørke skoger, over øde sletter, op bakke og ned bakke.
Barnet faldt snart i søvn paa fanget til moren, den gamle kone sad og
saa ud af vognrummet, og var svært ræd for det farefulde ved denne færd.
Det var som hun hvert øieblik vented forfølgerne. Men lidt om senn blev
hun dog roligere. Ud paa natten kom endog Elisa til ro og slumred et
øieblik.
Fineas sad med tømmerne og fløited nogen høist merkelige nattetoner.
Da klokken var omkring tre, saa Georg en rytter komme efter dem. Han
greb Fineas i armen. «Mon det ikke nu er noget galt?»
Fineas stanste hesten, læned sig ud over vognfjælen og saa sig tilbage.
«Ja, der kommer en rytter oppe paa bakken.» Han lydde. «Jeg synes jeg
kjender hestens galop ... det maa vist være Mikael!»
Uden at tænke over hvorfor de gjorde det, sprang Georg og Jim af vognen.
Alle stirred lydløst efter rytteren. Nu blev han borte nede i dalen; men
de hørte stadig de dumpe korte slag af hestens hover mod veien ... der
kom han igjen til syne tæt ved.
«Er det du, Mikael?» ropte Fineas.
«De kommer!» var svaret. «Det er en otte ti stykker af dem, alle
halvfulde og ophidset som rasende ulver.»
I det samme kunde en høre staak og duren af en flok ryttere som nærmed
sig.
«Saa op med livsmodet!» ropte kvækeren. «Men skal vi slaas, saa lad os
vente til vi kommer et stykke længer frem. Op paa sædet med dere!»
Georg og Jim sprang op, Fineas pisked paa hestene, og i galop gik det
frem over den frosne landeveien. Vognen hopped og slingred, kvinderne
sad med hjertet oppe i halsen og stirred bagover—en flok mennesker
saaes tydelig paa aasen mod den gryende himmel.
Rytterne blev en stund borte i dalen, men snart kom de til syne igjen
paa den næste bakken; det var klart, at de havde faat øie paa det lyse
vogntaget; for med ett satte de i et høit glædesbrøl.
Elisa fik vondt og klemte barnet tæt ind til sig, den gamle kone jamred
sig, og Georg og Jim tog frem sine pistoler.
Forfølgerne nærmed sig mer og mer. Fineas svinged met ett bort mod et
gjærde ved foden af en fritstaaende bergknaus, som stod mørk og traust
mod den stjernefulde himmel. Det var denne bergvæggen Fineas havde
strævet for at naa.
«Saa til verket!» sa han og sprang af vognen. «Ud med dere i en fart
alle sammen! og følg mig op paa berget ... og du Mikael, bind hesten din
bag i vognen, og kjør alt det remmer og tøi kan holde over til Adam og
bed ham og hans sønner komme med børserne sine!»