«Se saa!» sa Fineas og tog vesle Harry paa armene. «Sørg nu dere andre
for kvindfolkene og brug benene!»
Faa minuter efter var alle kommet bort fra landeveien, og raskt gik det
over den ulændte grund bort mod berget.
I stjernelyset og det tiltagende morgenskjær kunde en tydelig se ridset
af en smal sti som slynged sig op mellem urerne.
«Det er et af mine gamle jægerskjul, dette her,» sa Fineas. «Denne
veien!»
Han sprang som en stenbuk med gutten fra den ene sten til den andre.
Efter ham Jim med moren sin paa ryggen, og bag dem Georg og Elisa.
Rytterne, som nu havde naadd gjærdet, saa efter de flygtende og ropte og
bandte.
* * * * *
Efter en kort stund var Fineas og følget hans kommet op paa en kam.
Herfra gik stien ind i en snævring, som var saa smal at bare en og en
kunde gaa gjennem den.
Saa kom en til en kløft, en halv favn bred, som gik ti meter ned i
dybet. Fineas sprang med lethed over og satte gutten paa en jevn flade.
«Spring nu!» ropte han til de andre. «Det er livet om at gjøre ... slig,
det var bra! Nu er vi her alle!»
Han saa efter forfølgerne, som bandende og støiende satte efter dem.
Langt borte hørte de Mikael rasle afsted.
«Nu kan de komme!» sa kvækeren og førte selskabet bag et slags brystvern
af løs sten. «Enhver som vil herover maa gaa en efter en gjennem
snævringen.»
«Og saa skal vi nok være mænd for at tage dem, efter hvert som de
kommer,» loved Georg.
«Ja jeg holder mig nu for det første udenfor kampen,» sa Fineas, som
stod og tygged paa et grønt blad. «Men se nu paa dem, hvorledes de staar
og kiker paa os, lig en flok høns som netop skal flyve paa pinden. Hør,
kunde det ikke være heldigt at fyre et skud af, for at fortælle dem hvad
de kan vente sig, om de vover sig her op?»
Selskabet der nede, som nu viste sig tydeligere i dagslyset, var Loker
og Marks, samt to politimænd, og saa nogen svirebrødre, som de havde
været sammen med i det nærmeste vertshus og ved hjælp af brændevin og
penger faat til at følge med paa denne negerjagt.
«Naa, Loker,» sa en af mændene, «nu har vi dem endelig.»
«Ja,» svarte Loker, «nu kan de ikke slippe fra os. Lad os gaa bent paa
dem!»
«Men om de nu skulde finde paa at fyre paa os?» sa Marks. «Det vilde
være mindre hyggeligt.»
«Aa, du er en stymper!» svarte Loker. «Du tænker paa dit eget skind. Men
du kan være rolig; negre er for rædde af sig til at vaage at fyre.»
«Ja men alligevel—disse svarte karerne kan sommetider verge sig som
vilde dyr.»
Saa ropte Georg fra berget ned til dem: «Mine herrer, hvem er De, og
hvad vil De os?»
«Hvad vi vil?» brølte Loker. «Vi vil ha fat paa dere, det er det hele.
Vi har politi med os, og det er meningen at ta dere, om det skulde vise
sig at dere er de folk som vi søger efter.»
«Mit navn er Georg Harris,» ropte Georg tilbage. «Men jeg er en fri
mand, som ikke har tænkt at lade mig tage. Den første som vaager sig ind
i snævringen er dødsens, ligesaa den andre, tredje, og saa videre, til
den sidste.»
Marks blev mer og mer ræd.
«Det vil da være væmmeligt at faa en kule i hovedet,» sa han ved sig
selv.
«Stop nu lidt!» ropte en af politimændene. «De maa være fornuftig, unge
mand, og overgive Dem til rettens folk.»
«Dere er rettens folk, ja; men vi godkjender ikke Deres lov og ret. Vi
staar her som frie folk under Guds frie himmel, og vi vil heller dø end
overgive os i Deres hænder.»
Georg stod fremme paa en stor stenblok, klart belyst af den opgaaende
sol, mandig og sterk og med harmens og modets ild i øinene.
Det er noget ved den ædle mandighed som for et øieblik tæmmer endog den
raaeste natur; alle stod i nogen sekunder urørlige.
Marks var den eneste som ikke kjendte noget i sin samvittighed. Han
listed sig bag en stor sten, spændte hanen paa sin pistol, tog sigte paa
den unge mand og trykked løs.
Georg sprang tilbage, Elisa satte i et skrig; men kulen havde heldigvis
ikke truffet nogen af dem. Den havde sust forbi hans haar og var faret
ind i et træ.
«Du gjør nok rettest i at holde dig noget i skjul, min gut, naar du vil
holde tale her,» sa Fineas.
Georg var rasende. «Kom her, Jim!» ropte han. «Den første som viser sig
i snævringen skyder jeg ned, den næste tager du paa kornet, og saaledes
videre; vi har ikke raad til at fyre to ganger paa én, skjønner du.»
«Ja vel! Men om du nu ikke træffer?»
«Jeg skal nok træffe,» loved Georg rolig.
«En stolt kar!» mumled Fineas ved sig selv.
Folkene der nede stod og talte sammen om det som de nu skulde gjøre.
«Herr Marks maa vist have truffet en af dem,» mente én. «Jeg synes jeg
hørte et skrig.»
«Nu gaar jeg for min del bent paa dem,» sa Loker høit. «Skulde en være
ræd for en flok negertamper?»
Georg hørte dette og tog sigte netop paa det punkt hvor den første som
vaaged sig frem maatte vise sig.
En af de modigste fulgte Loker i hælene opefter berget, de andre gik
efterpaa.
Endelig viste Lokers kjæmpeskikkelse sig ved kløften.
Georg brændte løs. Kulen slog ind i siden paa Loker, som satte i et
forfærdeligt brøl. Som et vildt dyr satte han over spalten og sprang ind
paa flokken.
«Stop lidt, min ven!» ropte Fineas i det samme og gav ham en støit for
brystet. «Den andre veien!»
Med et brøl styrted den vældige kjæmpe, sammen med et ras af smaasten,
ned mellem trær og busker, og forsvandt i det mørke braadyb. Et held for
ham var det, at hans klær under faldet tog fat i nogen grener paa et
træ, hvorved han blev stanset noget i farten; men faldet var alligevel
saa haardt, at han blev liggende som død paa bunden af kløften.
«Bevare os vel, det er jo nogen rene djævler,» stammed Marks, og kom
fortere ned ad skraaningen end han var kommet op.
De andre fulgte ham i hælene og tumled hulter til bulter om hverandre.
Den ene af politimændene, som var svært tyk og fed, pusted og hvæste
som en damphest.
[Illustrasjon]
«Hør, kamerater,» sa Marks, da alle var kommet ned paa trygg grund;
«dere maa se til at finde Loker. Imens springer jeg bort til min hest og
rider afsted for at hente hjælp.» Og uden at bry sig om kameraternes
indvendinger og spot-ord forlod han dem i ilsom hast.
«Har en nogensinde set en slig feig og ussel kar!» sa den ene af
mændene. «Vi er kommet hid for at hjælpe ham, og saa stryker han bort
fra os paa denne maaden.»
«Vi maa nu alligevel se at finde Loker,» sa en anden. «Men jeg er lige
glad, enten han er levende eller død.»
Efter at have talt en stund om det som de nu skulde gjøre, blev de andre
enige om at søge efter manden.
De gjorde en sving udenom berget og kom ind i kløften. Loker laa her og
bandte og jamred sig.
«Det er da fælt saa De tager paa vei,» sa en af mændene. «Er De kommet
meget til skade?»
«Ved ikke. Reis mig op, om dere kan! Den forbandede kvæker! Havde ikke
han faat givet mig den støiten, skulde jeg have sendt nogen af de andre
her ned.»
Med megen møie fik de manden med sig bort til hestene; han stønned og
bar sig saa det var en ynk at høre.
«Kunde dere bare faa mig saa langt som til vertshuset,» ønsked han og
bad om en klut til at stoppe i hullet, ellers vilde alt blodet rinde af
ham.
Georg strakte sig frem over bergkanten, og saa da at mændene velted den
saarede op paa en af hestene, men at han med ett gled fra dem og styrted
til jorden.
«Jeg haaber han ikke er død!» sa Elisa, som ogsaa stod og saa paa det
som gik for sig.
«Det vilde bare være løn som fortjent,» mente Fineas.
Den gamle konen stod og risted med hovedet. «Hvorledes skal det gaa det
skrækkelige menneske for Herrens ansigt?»
«Men hvad er det de tænker paa?» udbrød Fineas. «De gaar jo fra ham!»
Uden at bry sig mere om den døende mand satte hans kamerater sig op paa
sine hester og red afsted.
«Nei, dette er dog for galt!» fnyste kvækeren og tog veien nedefter.
De andre fulgte efter. Netop som de kom ned til Loker, kom Mikael
tilbage med vognen og en flok væbnede mænd.
«Gud ske lov! saa er vi da frelst før denne gangen,» sa Fineas. «Lad os
nu se om det er noget at gjøre med denne fyren her.»
Han la sig paa knæ og undersøgte mandens saar. Mens han havde været
skoghugger og jæger, havde han lært sig til at stelle med det slags
skader.
«Er det du, Marks?» spurte Loker med svagt mæle.
«Nei, det er ikke,» svarte kvækeren. «Den herre De snakker om løb sin
vei for at berge sig selv.»
«Den fordømte hund!» Han tog paa at jamre sig: «Aa, det er vist snart
slut med mig.»
Men alligevel var han vond og vanskelig at stelle med.
«Naa naa naa!» smaaskjændte Fineas, da den saarede skjøv haanden hans
til side. «Det er snart slut med Dem, om vi ikke faar lov til at hjælpe
Dem!»
«Det var du som stødte mig ned.»
«Ja, det er sandt; men havde jeg ikke gjort det, saa havde du stødt os
ned ... naa naa naa, vær nu ikke saa ustyrlig! Vi skal stelle saa godt
og kristelig med dig, som det var din egen mor som pleied dig, dit
asen!»
Loker sukked og lukte øinene. Hans styrke var borte, og han faldt
sammen.
Det blev gjort plads paa vognen for ham. Bøffelskindene blev lagt
firdobbelt langs den ene fjæl, og fire mand løfted ham op og la ham til
rette. Da de havde faat lagt ham paa skindene, saa de at han ikke var
ved sig selv. Den gamle negerkone, som var rørt af medlidenhed, steg op
i vognen og la mandens hoved i fanget sit. Elise og de andre maatte
hjælpe sig saa godt de kunde med den plads som blev tilovers.
«Tror De han dør?» spurte Georg.
«Af saaret dør han nu i hvert fald ikke,» svarte Fineas. «Det gaar ikke
dybt; men han har slaat sig haardt paa denne snøgg-reisen han gjorde.»
«Hvor det vilde gjøre mig ondt, om han døde!»
«Ja, det er ikke noget hyggeligt arbeide at være med at tage livet af
folk.»
«Hvad synes De nu vi skal gjøre med ham?»
«Aa, vi faar tage ham med til Adans. En gammel kone der i huset er saa
svært flink til at stelle syge, hun vil vist kunne faa skik paa ham.»
Efter at have kjørt en stund naadde de til en vakker kvækergaard. Her
blev de venlig modtaget.
Loker blev lagt paa en ren blød seng, hans saar blev renset og
forbundet, og mens de andre styrked sig ved en god frokost, laa han med
halvaabne øine og saa paa de hvide gardiner og paa de fremmede mennesker
som færdedes om ham.
Fineas og hans folk drog videre; Loker blev tilbage. Han blev pleiet med
moderlig omhu, endda han fra først af var vild og ustyrlig som en syg
bøffelokse.
«Fanden i vold!» kunde han somme tider sige og sparke til dynen.
«Hans navn maa De ikke nævne her i huset,» kunde den snille konen da
svare og taalmodig brede dynen over ham igjen.
Hun talte ofte med ham om det syndige liv han havde ført, og med venlige
ord søgte hun at faa ham til at vende om fra sine vildfarelser.
«Aa, jeg gider ikke tænke paa alt det djævelskab jeg har været med paa,»
kunde han sukke for sig selv.
Mandens saar og sygdom var ikke værre, end at han efter nogen uger kunde
reise sig igjen, og da var han blit et bedre menneske. Den brave kone
havde ved opofrelser, bønner og formaninger virket saaledes paa hans
sind, at han rent havde tabt lysten til at blive ved med sit daarlige
liv som slavejæger. Da han blev helt frisk igjen, drog han til en af
udbygderne der, hvor han levde som en hæderlig jæger og var til stor
nytte for nybyggerne ved at udrydde en mængde bjørner og ulver de havde
været plaget af der.
Han talte altid senere om kvækerne med taknemlighed. «Pene folk, disse
kvækerne! Bra folk!»