Da den vogn som hented Augustin St. Clare med følge paa dampskibsbryggen
rulled ind gjennem porten til St. Clares slot, kom en hel vrimmel af
farvede tjenere og tjenerinder farende ud for at tage mod sin herre.
Vesle Eva saa ud som en fugl som er i færd med at flyve ud af buret; saa
utaalmodig var hun af bare glæde og henrykkelse.
«Jo, her er rigtig vakkert,» sa frøken Ofelia og steg ud af vognen.
Tom spilte øinene op og saa sig om til alle sider. Et sligt herligt sted
havde han aldrig set magen til før. Han var straalende af forundring og
glæde.
«Naa, Tom, det lader til at du synes om stedet,» sa St. Clare.
«Ja, massa, her er meget at se paa her.»
Den store gaardsplads var omspændt af fire sammenbygde fløier, med
rundtløbende, brede svalganger, som hvilte paa yndefulde buer og piller.
I midten af gaardspladsen var et stort springvand, som pladsked i
sølvklare buestraaler ned i et marmorbækken, omkranset med en bred rand
af duftende fioler.
Rundt springvandet gik en spasergang, brolagt med kunstig tilhugne
stener. Udenfor spasergangen laa et grønt græsgrodd belte, mens en
kjørevei gik rundt det hele. I grønsværet stod to orangetrær, som for
øieblikket var i fuld blomst og udsendte den herligste duft, og i
ytterkanterne af det stod marmorvaser med fint udhugne
blomsterslyngninger og fulde af ildrøde planter, mørke arabiske
jasminer, roser, citronlugtende verbener, og mange andre slags blomster.
Paa svalgangene var ophængt gardiner af maurisk tøi, som kunde drages
sammen for at skygge for solen.
St. Clare smilte med en viss indre selvfølelse, da han saa hvor optaget
de andre var af at se og beundre hans hjem.
Fra alle sider oppe paa svalgangene og nede i dørene og gangene krydde
svarte hoveder nysgjerrig frem.
«Af veien med dere!» bød en svært vigtig mulat og jaged en flok af
paatrængende medtjenere tilbage: «Mig nok tage imod massa.»
De nysgjerrige tjenere maatte drage sig til side; bare et par store
sterke karer blev tilbage for at bære reisetøiet ind.
Herr Adolf, en svært fin tjener, brisked sig med en straalende fin
silkevest, guldkjede og hvide bukser.
«Naa, Adolf, hvorledes staar det til her hjemme?» spurte St. Clare.
Adolf bukked, smilte og holdt en liden velkomsttale til sin herre;
efterpaa vifted han sig med det duftende lommetøklæet sit og strøg det
pomadeglinsende haaret til siden.
«Men Adolf da, du gaar jo og lapser dig med min vest!»
«Aa, massa, jeg tar mig saa godt ud med den, og massa gaar vist ikke mer
med den; for det er kommet vinflekker paa den.»
«Ja, ja, behold den da, dit asen,» sa St. Clare og smilte. «Men hør nu:
naar jeg har vist frem denne fyren her, saa fører du ham ned i
kjøkkenet!»
«Det skal ske, massa!»
«Men du vaager dig ikke til at være fornem eller stor paa det overfor
ham; han er lige saa meget værd som to slige bavianer som du.»
«Ha-ha-ha, massa er saa spøgefuld!»
Den unge herre gik nu op i gangen, hvor en hel flok yngre og ældre
tjenestfolk stod og smilte ham i møde.
«Naa, Mammy og Polly, hvorledes har dere det? Og du Jimmy?» Han gav dem
alle haanden og nikked venlig til dem. «Hei!» ropte han, idet han
snubled over en negerunge, som kravled om paa gulvet.
«Pas paa disse smaahvalpene! En kan jo komme til at træde dem ihjel.»
Før han gik ind, gav han en haandfuld smaapenger til hver af folkene,
og fik tusend tak og velsignelser til gjengjæld.
«Nu maa dere gaa eders vei,» sa han.
Og hele flokken fjerned sig gjennem en udgang til svalen.
«Haloi—Tom!» ropte han og vinked med haanden.
Tom traadte nu ind i værelset. Han saa alvorlig paa tepperne, paa de
glimrende speile, malerier, statuer og gardiner, en pragt som han aldrig
havde kunnet tænke sig. Han blev helt overvældet af al denne herlighed.
Han stod stille og sukked af undring; det var saavidt han turde træde
paa gulvet.
Vesle Eva var som en fugl fløiet ind til moren sin, som opholdt sig paa
et fint udstyret rum mod svalgangen.
«God sag, søde mor!» hilste hun og slog armen om halsen paa hende.
«Saa saa saa, barn!» sa moren. «Jeg faar vondt i hovedet.» Hun gav den
vesle et mat kys og saa træt og stur ud.
St. Clare steg ind og gav konen sin en let omfavnelse.
«Min kusine, frøken Ofelia,» forestilte han og slog ud med haanden efter
frøkenen, som var fulgt med ind.
Fru Marie maalte den nye husbestyrerinde med øinene og rakte hende med
træt høflighed haanden.
Nogen tjenestfolk viste sig ved døren. Mellem dem var Mammy, en
middelaldrende mulatinde, som havde været barnepige for Eva og nu gjorde
tjeneste som kammerpige for fruen.
«Aa, Mammy!» brød Eva ud og fløi om halsen paa hende og kyssed hende
gang paa gang.
Denne kvinde talte ikke om hovedpine, endda hun led mere af dette onde
end fruen. Glad tog hun den vesle jenten i favnen og trykked hende ind
til sig.
Eva fór derpaa ud til de andre tjenest folkene og kyssed dem alle
sammen, og delte ud nøtter og appelsiner og mange andre gode ting, som
hun havde havt med hjem i en stor pose.
St. Clare førte sin hustru ind i værelset hvor Tom stod. «Her har jeg
med til dig en ny kusk, som jeg tænker du tør kjøre trygt med,» sa han
og pegte paa Tom. «Det er en rigtig trofast kar, som er saa rolig og
adstadig, at han gjerne kunde bruges som ligvognskusk.»
«Han drikker naturligvis, han som de andre,» sa den fine frue.
«Det er netop det han ikke gjør; han er et rent mønster paa ædruelighed
og gudsfrygt.»
«Gid det bare var sandt!» sukked fruen.
[Illustrasjon]
«Adolf!» kaldte St. Clare. «Følg Tom ned i kjøkkenet, og glem ikke det
jeg har sagt dig!»
Adolf spankulerte let afsted, mens Tom drunted efter.
«En rigtig elefant!» mumled fruen.
St. Clare satte sig nu paa en stol ved siden af konen sin. «Naa, Marie,
vær nu sød og blid, og sig mig nogen venlige ord til velkomst.»
«Jeg trodde du aldrig var kommet hjem mer,» sukked hun og var sur og
grætten.
«Ja men jeg skrev jo og sa hvorfor jeg maatte trække reisen ud en
fjorten dages tid....»
«Se her har jeg noget med til dig fra Nyork.»
Han tog frem en vakker liden fløielsæske med et billede af ham selv og
vesle Eva, og gav hende.
Fruen saa misfornøid paa billedet. «Hvorledes kunde du komme til at
sidde i en slig klodset stilling?»
«Aa, stillingen er en smagssak; men hvad synes du om ligheden?»
«Naar du ikke bryr dig om min mening om stillingen, saa er det bedst jeg
tier,» sa hun og lukked æsken igjen.
«Pokker til kvindemenneske ogsaa,» tænkte han ved sig selv. «Vær nu ikke
saa tver og vanskelig, Marie!» bad han.
St. Clare var en rig mand, men lykkelig var han ikke. I sine yngre dage
havde han fattet kjærlighed til en ung og elskværdig dame. Med hende
blev han ogsaa trolovet; men slette mennesker fór imellem dem med noget
sladder, og trolovelsen gik over styr. Herover blev St. Clare meget
ulykkelig. Men han var for stolt til at lade andre se sin sorg. Selv
forsøgte han at glemme den ved at kaste sig ind i et vildt og uroligt
liv. Men det lykkes ingen at glemme paa den maaden; det gjør bare vondt
værre, og slig gik det ogsaa med St. Clare. Til sidst gifted han
sig—halvt om halvt paa trass—med en svært rig dame. Hun var ung og
vakker, men saa forkjælet og bortskjæmt, at det var liden udvei med
hende. Egteskabet blev derfor paa ingen maade lykkeligt. Han gjorde sit
bedste for at vise sig tilfreds og være venlig baade mod sin kone og mod
andre; men i hans hjerte var det bitterhed baade mod Gud og mennesker.
Frøken Ofelia overtog styret i huset. Hun var en flink og viljefast
kvinde, og alt gik i rolig og god orden. Kun fruen gjorde stadig opstyr
med sine klager og sine krav om at alle skulde staa paa pinder for
hende. «Det er ingen som bryr sig om mig,» sa hun, «endda jeg har huset
fuldt af træler. Den eneste som tænker lidt paa mig er Mammy; men ogsaa
hun er egenkjærlig og—aah!»
«Men hun er da hos dig baade dag og nat,» sa St. Clare «hun steller jo
om dig saa godt som det er raad.»
«Ja—og gaar evig og altid og klynker og sukker for manden og børnene
sine. Uf! det er ikke til at holde ud.»
Mammy havde for en del aar tilbage maattet forlade sin mand og sine børn
for at følge sin unge herskerinde til hendes nye hjem. St. Clare syntes
synd om hende og havde ofte talt om at lade hende reise hjem til sine
kjære, som bodde mange mil borte. Men fru Marie vilde ikke høre paa det
øre; hun kunde ikke være uden Mammy. Hvad sorg kunde nu ellers en slig
halvgammel mulatinde have? Nei, hun—fruen—hun kjendte til sorg og
modgang. Aah, om nogen vidste hvad hun maatte lide! Men det vidste
ingen; for hun gjemte sine lidelser hos sig selv.
Mammy led ofte af hovedpine. En dag, som hun var svært klein, bad vesle
Eva sin mor om at faa vaake hos hende om natten istedenfor Mammy.
«Aa snak, barn!» sa fruen. «En skal ikke bry sig om det som
tjenestfolkene gaar og jamrer sig for.»
«Hun gaar vist og længter efter børnene sine,» mente Eva.
«Længter? Som om en slig svart tjenestjente kjendte noget til længsel.
Nei, _jeg_ har kjendt hvad det er—den gang vesle Eva var borte. Men
saken er, at Mammy er egenkjærlig og utaknemlig. Hun skjønner ikke det
mindste paa hvor godt hun har det. Hun faar jo alt det hun trænger,
kjoler og hovedpynt og alt muligt.»
Fruen tørked et par taarer af øinene og stelte paa den fine kjolen sin,
slig som en due kan sidde og stelle med fjærene efter en regnskur.
Vesle Eva gik ud med faren sin.
«Det er et underligt barn, denne Eva,» sukked fruen. «Hun ligner slet
ikke mig.»
Ofelia sa intet, men hun tænkte sit.
«Hun gaar og hænger ved tjenestfolkene og gjør sig jevngod med alle de
sorte ungerne som findes paa gaarden,» klaged fruen. «Og min mand lar
hende gjøre som hun vil,—han føier sig nu ellers efter alle og enhver,
saa nær som efter sin hustru, han.»
Frøkenen sad stiv og strunk.
«Vel skal en være venlig og god mod sine folk,» blev fruen ved; «men en
maa alligevel altid lade dem ha kjendsel af hvad trin de staar paa. Og
er de ikke slig som de bør være, saa har en jo bare ett middel som
duger.»
«Og det er?»
«Sende dem i fængslet og lade dem bli pisket.»
Frøken Ofelia mente nok ogsaa at negrene ofte ikke kunde være saa greie
at faa skik paa; men naar en tog sig virkelig af dem, og tog det med
forstand og kjærlighed med dem, saa kunde nok de ogsaa bli skikkelige og
bra mennesker.
Tom havde det godt, og trivdes vel i sit nye hjem, naar det ikke var
denne længselen—denne dragingen mod hjemmet. Han kunde nok glemme den
stunde-mellem, naar han sad paa sin bænk og saa paa springvandet og
blomsterne eller hørte paa fuglenes muntre sang; men saa kom den igjen.
Eva var svært glad i ham. Hun pynted ham med blomster, satte sig paa
knærne hans og prated i et væk. Han skulde nu ogsaa ligesom være hendes
særlige tjener. Han fulgte med hende paa hendes kjøre-og spaserturer, og
var om hende baade sent og tidlig. Ogsaa for fruen fik han af og til
gjøre tjenester; men da maatte han møde i sin bedste puds, og for at han
ikke skulde lugte af hesten, maatte han holde sig saa meget som mulig
borte fra stalden.
En søndag formiddag, da Mammys hovedpine var rigtig slem, kom Eva
springende med den vesle guld-lugteflasken sin og vilde give hende den.
«Du har mere brug for den, du end jeg,» sa hun. «Ta den bare! den vil
gjøre dig godt.»
Netop som Mammy skulde sige nei tak, kom fruen ind.
«Hvad er det du gir hende, barn?»
«Det er min lugteflaske.»
«Vil du straks ta den fra hende igjen!»
Eva blev modfalden og vendte sig om.
St. Clare var ogsaa tilstede. «Lad nu barnet denne gang faa sin vilje,»
sa han venlig.
Fruen sukked. «Vorherre maa vide hvorledes det skal gaa dette barnet,
naar hun kommer ud i verden.»
«Ja, det maa Vorherre vide,» gjentog St. Clare alvorlig. «Men saa meget
er vist, at det vil gaa hende bedre o p p e hos Vorherre end baade dig
og mig.»
Fruen gjorde altid gjældende, at folk burde være gudfrygtig om søndagen.
Hun var netop færdig til at gaa i kirken, og saa svært from og yndig ud,
som hun stod der i den kostbare silkekjolen med guldkjeder og
diamantsmykker, indhyllet i et kniplingssjal, som lig en taage laa om
den vakre figur. Frøken Ofelia, som ligeledes stod færdig til at gaa i
kirken, tog sig rent fattigslig ud i sammenligning med fruen, endda hun
ogsaa var iført silkekjole og havde et fint sjal om sig.
«Kom nu, barnet mit!» kaldte fruen.
«Skal Eva med?» spurte St. Clare.
«Ja, hun har godt af at bli vænnet til gudsfrygt,» svarte fruen, og
mente dermed at give sin mand et lidet snert for at han aldrig gik i
kirken.
«Har du selv lyst til at gaa i kirken, Eva? Vil du ikke heller blive
hjemme og lege med mig?»
«Tak, papa, jeg vil heller gaa i kirken, endda jeg synes det er noget
kjedeligt,» sa Eva; «jeg blir saa let søvnig; men jeg søger at holde mig
vaaken saa godt jeg kan.»
«Hvorfor gaar du da i kirke?»
«Jo—for Vorherres skyld; for han gir os alting og er saa god mod os, og
saa er det da ikke for meget, at vi gjør det for ham.»
«Du kjære gode sjæl! sa faren og tog hende i armene sine. «Gaa du bare,
og bed en bøn ogsaa for mig!»