Kvæker-nybygden.
Elisa og vesle Harry var havnet hos et par venlige og gjestmilde folk,
Simon og Rakel, paa en gaard i en af Indianas vakre dale.
Folkene paa gaarden hørte til «Vennernes samfund» eller kvækerne, som de
nu gjerne kaldes. Det var mange af dem der i bygden.
Simon var en høi kraftig mand, stille og fredelig i al sin færd. En saa
ham som oftest med en bredskygget kvækerhat paa hovedet.
Rakel, hans hustru, var paa 60 aar; men hun hørte til det slags kvinder
som blir vakrere og mildere med aarene. Fra hendes brune milde øine
lyste fred og kjærlighed. En stille glæde og lun hygge fulgte hende,
hvor hun var. Hun havde milde ord og god hjælp til alle som søgte hende.
Hendes hus var altid pyntet og rent.
Rakel og Elisa sad en dag i kjøkkenet og arbeided, mens vesle Harry
sprang omkring paa gulvet.
Husmoren sad med et blankt tinfad paa fanget og pilled ud i det nogen
tørre ferskener.
Den stolen hun sad i, var en underlig stol; den kunde knirke saa
hyggelig. Alle mennesker kom i sligt godt lag, naar den tog paa at
knirke, og det gjorde den hver gang husmoren rørte sig. Børnene hendes
mente paa, at det fandtes ikke mage til den stolen i hele verden. I aar
efter aar havde moren og stolen snakket og sunget sammen, og aldrig var
det, saa længe nogen af dem kunde mindes, kommet andet end milde ord og
lyd fra den stol, og det var utrolig saa megen hovedverk og
hjertelidelse den havde kureret.
«Saa du tænker endnu paa at drage til Kanada, Elisa?» sa kvæker-konen og
la et par ferskener til side.
«Ja, frue,» svarse Elisa fast; jeg maa afsted, saa gjerne jeg end kunde
ønske at være her længer.»
«Men hvad vil du gjøre, naar du kommer til Kanada? Har du tænkt noget
over det, mit barn?»
Elisa skalv i hænderne, og nogen taarer faldt ned paa sytøiet hendes,
men hendes øine havde et udtryk af fast vilje.
«Jeg vil tage fat paa hvad som helst,» svarte hun.
«Du ved du kan blive her saa længe du har lyst,» sa Rakel.
«Jeg takker Dem saa mange ganger! men jeg har ingen ro paa mig, jeg
sover daarlig om natten, altid gaar jeg med den tanke, at slavehandleren
kan finde mig naar det skal være. Jeg maa derfor afsted.»
«Stakkars barn! Du maa ikke gaa slig og ængste dig. Vi vil haabe du faar
være i fred her.»
Simon kom ind. En kunde se paa hans ansigt, at han havde noget
glædeligt paa hjerte.
«Har du noget nyt at fortælle?» spurte konen hans.
Simon nikked blidt og nævnte noget om at der kanske kom venner til dem i
aften.
«Venner? Hvad er det for venner?»
Manden vendte sig mod Elisa: «Er det ikke Harris De heder—Elisa
Harris?»
«Jo.»
Simon gik ud, og gav sin kone et vink om at hun skulde komme efter, som
hun ogsaa gjorde.
«Men hvad er det?» spurte hun, da de var kommet ud paa gangen.
«Hendes mand er her i bygden og kommer her i aften.»
«Nei, hvad siger du?» sa Rakel, og ansigtet hendes lyste af glæde.
Peter var for lidt siden nede ved stationen. Han kom der til at tale med
en gammel kone og to mænd som var i følge. Den ene fortalte at han hedte
Georg Harris, og paa det han fortalte om sin fortid og sin omflakken
kunde han skjønne at det maatte være ham. Det var en staut vakker kar.
Med taarer i øinene løb Rakel tilbage til kjøkkenet for at fortælle den
glædelige nyhed. Endda hun gjorde dette med stor varsomhed, blev glæden
for overvældende. Blodet skjød som flammende ild op i Elisas kinder og
sank som en strøm tilbage til hjertet. Bleg som døden satte hun sig uden
at sige et ord.
«Fat dig, fat dig, barn! Han er hos gode mennesker og kommer her i
aften.»
«I aften?» stammed Elisa. Hun hørte ikke mer, eller hun forstod ikke det
som blev sagt; alt gik rundt for hende som i en bølgende taage. Hun
faldt i gulvet, og sansesløs maatte hun bæres ind i sit kammer.
Da hun om en stund slog øinene op, saa hun med undring, at hun laa paa
sin seng, og at en kvinde holdt paa at gnide hendes hænder med kamfer.
Det var som hun saa og hørte alt i drømme; men hendes hjerte var saa
let. Det var ingen spænding eller angst mer i hendes sind; hun kjendte
en indre ro og fred, som hun ikke havde kjendt paa lange tider.
Men hvad var det som gik for sig der inde i stuen? Hun saa aftensbordet
blive dækket med en hvid dug; hun hørte nogen røster mumle og hviske;
hun hørte tekjelen synge og brumme; saa nabokonen, den venlige Rut,
trippe frem og tilbage med kakefad og tallerkener med syltetøi ... nu
bøide hun sig ned og gav Harry et stykke kake og klapped ham paa kindet.
Og her ved sengen? Var det ikke Rakel som kom og glatted saa moderlig
paa aaklædet og paa hendes nattrøie? Nu kom Ruts mand ind i stuen. Rut
gik glad bort mod ham og hvisked og pegte ind mod sengen. Om en stund
saa hun en hel flok sidde til bords, og mellem dem den vesle Harry i en
høi stol, og hun hørte en utydelig samtale og klirren af kopper og
teskeer ... saa hørte hun ikke mer, alt blev stilt og mørkt, og hun
sov,—sov slig som hun ikke havde sovet siden hin rædselsfulde nat, da
hun løb fra sit hjem.
Og de skjønneste drømme gled gjennem hendes sjæl. Hun saa et underfuldt
vakkert land, hvor alt hvilte i fred; hun saa grønne strænder, fagre øer
og blinkende sjøer. Og hun saa et hus, og hørte nogen sige at dette var
hendes; hun saa den vesle gutten sin lege glad og fornøid; hun hørte sin
mands fodsteg og merked at han kom nærmere og nærmere ... han slog
armene om halsen hendes, han graat af glæde....
Da slog hun øinene op. Nei, det var jo slet ikke nogen drøm ... der sad
manden hendes ved hovedgjerdet....
* * * * *
Jo, det var glæde i kvækerhjemmet, da morgensolen straalte ind gjennem
vinduerne! Og slig travlhed det blev for at gjøre frokosten saa hyggelig
som mulig! Døtrene og sønnerne hjalp moren: én plukked grønne grener og
blomster, en anden sigted mel til maiskaken, en tredje malte kaffe, en
fjerde hented friskt vand ved kilden, og husmoren var optaget med at
bake kavringer og skjære op kyllinger. Men endda hun havde det saa
travlt, sendte hun alt i ett venlige ord omkring til høire og venstre og
lod de brune øinene sine udstraale solskin over det hele hjem. Hændte
det at nogen af børnene kunde komme lidt i haarene paa hinanden, var et
mildt «naa, naa, børn» nok til at stanse striden.
[Illustrasjon]
Mens de andre holdt paa med at stelle til alt til frokosten, stod Simon
i skjorte-ærmerne og raged sig ved et lidet speil. Han hørte ikke stort
til det som gik for sig omkring ham; for alt i dette hus gik saa rolig,
saa støtt, og hver og en syntes at være glad og fornøid ved at udføre
netop det arbeid som han eller hun var sat til.
Omsider var alle bænket om bordet. Bare den ene af døtrene stod i
kjøkkenet endnu og stekte vafler, som hun kom ind med efter hvert som de
blev færdige—herlige, gulbrune dampende vafler!
Hvor husmoren tog sig godt ud, som hun sad der ved bordenden med den
hvide kappen og det pene musselinstørklæet! Og det var noget saa
moderligt bare ved det lag hun havde med at række bordgjesterne fadene
og kaffekopperne.
Det var første gang Georg Harris sad til bords hos en hvid mand. Han
kunde næsten ikke skjønne at han var en fri mand, at han sad der som de
andres lige. Men hvor det ogsaa var nogen velsignede mennesker han var
kommet til! Det haarde og bitre i hans sind holdt paa at smelte, og det
var som han kjendte at hans tvil om et naadigt og kjærligt forsyn holdt
paa at vige for en vaagnende tro og glæde.
Den ældste af sønnerne, som ogsaa hedte Simon, spurte faren, hvad han
vilde gjøre, om han nu blev opdaget igjen.
«Jeg vil betale min bot.»
«Men dersom de nu kaster dig i fængsel?»
Den gamle smilte: «Saa kan vel du og mor styre gaarden, mens jeg sidder
fast.»
Det gik i Georg. «Jeg vil da haabe De ikke udsætter Dem for noget saa
leitt for min skyld.»
«Det skal De ikke bry Dem om, min kjære ven; vi mennesker er sat her i
verden for at tjene Gud og vor næste.»
«Ja men det vilde da gjøre mig svært ondt, om De....»
«Aa snak! Nu maa De holde Dem i ro her i dag; men i kveld kl. 10 kommer
Fineas og fører Dem og Elisa og gutten til stationen. Jeg maa sige Dem
at Deres forfølgere er efter Dem.»